Sextende Capitel

Efterat Vaabenstilstanden var afsluttet, blev et overordentligt Storthing sammenkaldt, som skulde aabnes den 7de Octbr. Vi have ovenfor seet, at Grundlovens Bestemmelser hindrede en tidligere Sammenkaldelse, hvormeget end denne paadreves af den svenske Regjering, da den nye Forsamling maatte vælges paa en anden Maade end den Eidsvoldske var bleven valgt. Ved dette Valg viiste det sig, at Selvstændighedsideen endnu 337var den herskende i Landet, da mestendeels de Mænd udkaaredes, som havde været dens ivrigste Forsvarere.Forfatteren udvalgtes denne Gang ikke til Repræsentant, fordi En af hans Venner i Valgforsamlingen, der havde stor Indflydelse, frygtede for, at hans bekjendte Tvivl om Selvstændighedsværkets Mulighed skulde paaføre ham Uleilighed. Da det Rygte var udbredt, at nogle Fuldmagter skulde indeholde en bestemt Instrux til de udkaarede Repræsentanter, at rette disses Stemmegivning i Anledning af Sveriges og Norges Forening efter den vælgende Kommunes Forskrift, var der i Bladet «Tiden» indført et Raisonnement om det Upassende i et saadant Forhold, idet den valgte Repræsentant efter Sagens Natur, og i Medhold af Grundlovens Udtryk, kun havde at følge sin Overbeviisning og votere derefter. Ikke destomindre fandt dette Sted ved en enkelt Fuldmagt, idet Vælgernes næsten eenstemmige Villie lød mod en Forening med Sverige. Men denne Protest havde ingen Indflydelse paa Storthingets Beslutning, og blev, da denne blev tagen, given saa, at Repræsentanternes sande Mening noksom lagdes for Dagen.Det var Repræsentanterne fra Bergen, til hvilke en Repræsentant fra Bergens Stift sluttede sig, som troede sig bundne ved deres Kommunes yttrede Villie, men endskjønt disse Mænd senere hen maaskee fik en anden Anskuelse om Nødvendigheden af at bøie deres Votum efter vedkommende Valgmænds Villie, var der vistnok paa den Tid meget, som talede for den Fremgangsmaade de valgte, ligesom slige Indskrænkninger i Fuldmagten, og især bestemte Løfter fra de Valgtes Side at hylde visse Meninger i særlige vigtige offentlige Anliggender, ikke ere sjeldne i England, med hvis Constitution Nogle af hine Mænd vare meest fortrolige. Førend de forlode Bergen indtraf imidlertid Omstændigheder, som rokkede deres politiske Tro.

Christian Frederik opholdt sig under Vaabenstilstanden, som ovenfor bemærket, udenfor Christiania paa Ladegaardsøen, 338og afholdt sig fra al Deeltagelse i Regjeringen. Imidlertid næredes endnu i Sverige Frygt for, at Kongens Nærværelse i Norge skulde have en skadelig Indflydelse paa det sammenkaldte Storthings Bestutninger, og ved en ny Mission søgte Sveriges Regjering at styrke Thronafsigelsen, og fremskynde Christian Frederiks Afreise. Saaledes indfandt sig Grev Platen, denne ivrige Befordrer af Foreningen, før Storthingets Aabning, i Christiauia, uden Tvivl i den Hovedhensigt at fremskynde Kongens Afreise, men derefter indtraadte han iblandt de svenske Kommissairer, der underhandlede med storhinget. Faa Dage efter Platens Ankomst indfandt sig iligemaade en engelsk Kutterbrig i Christianiafjorden, og tilbød Christian Frederik sin Tjeneste til Overfarten til Danmark. Men Kongen afslog Tilbudet, da han vilde benytte et dansk Orlogsfartøi til Befordring. Han vilde overalt ikke forlade Landet førend han høitideligen havde nedlagt i Folkerepræsentanternes Hænder det Scepter, som Folkets Stemme havde overdraget ham.

I den Mellemtid, som forløb mellem Vaabenstilstandens Afslutning og Storthingets Aabning havde det norske Statsraad flere tildeels vanskelige Gjenstande at afhandle med den svenske Kommissair, Generalmajor Bjørnstjerna, idet begge Parter vare vaagne paa deres Post for at paasee Vaabenstilstandens Vilkaar overholdte. Statsraadet søgte især at paaskynde de Foranstaltninger fra svensk Side, som kunde foranledige Blokaden ophævet, Kornfarten og Udskibningen frigjort, og Løftet om at bortfjærne den større Deel af den svenske Krigsmagt til Lands og Vands fra Norges Grændser bragt i Opfyldelse. Den svenske Regjering gik Statsraadet i første Henseende i Møde med den meest forekommende Velvillie, og denne Sag kom saaledes meget snart i Orden. Den svenske Flaade forlode 339snart Norges Kyster, men med den svenske Landmagts Udmarsch af Riget gik det derimod langsommere end Statsraadet troede Vaabenstilstandens Vilkaar medførte; men Kronprindsen af Sveriges alvorlige Foranstaltninger tilfredsstillede dog ogsaa i denne Henseende omsider Statsraadet. – Det lod som Bjørnstjerna havde Betænkeligheder ved at møde i Christiania, for der at sætte sig i umiddelbar Forbindelse med Statsraadet, og de forhen berørte, i sig selv lidet betydende, Folkeopløb vare formodentligen Skyld deri, men Statsraadet beroligede ham aldeles i denne Henseende, og han drog ind i Hovedstaden uden senere at lide nogensomhelst Molest. Derhos ankede han i flere Skrivelser til Statsraadet over, deels at Opløsningen af den norske Armee ikke skede efter Vaabenstilstandens Medfør, deels at Troppesamlinger fandt Sted, som streed mod denne, og endeligen over at enkelte Chefer – blandt hvilke nævnedes Oberstlieutenant Krebs – opæggede Almuen til at modsætte sig Foreningen med Sverige, og overhovedet til et uvenligt Sindelag mod de Svenske. Men Statsraadet overbeviiste ham om, at det lod sig det være magtpaaliggende at opfylde Vaabenstilstandens Betingelser, og beviiste med Krebs’s egen Forklaring, at Bjørnstjerna var ført bag Lyset, og at den gjorte Beskyldning mod Krebs var ugrundet. Derhos raadede Statsraadet Bod paa nogle ubetydelige Misligheder, der stridende mod Vaabenstilstanden vare indtrufne. Overalt jævnedes disse Vanskeligheder paa det venskabligste formedelst Statsraadets urokkelige Fasthed i sin Fremfærd, og dets Omsorg for at beskytte den Værdighed, som var det betroet, og formedelst de svenske Kommissairers Humanitet og Ønske om venligen at afgjøre enhver opkommen Tvist. – Kronprindsen vedblev fremdeles at bidrage Alt til en venlig Opgjørelse, og i den Anledning afsendtes Oberste Hegerman, der opholdt 340sig i det svenske Hovedqvarteer for at ordne det Fornødne med Hensyn til Vaabenstilstanden, til Christiania for at tolke Statsraadet det venskabelige Sindelag, som Kronprindsen nærede for den norske Nation og dens nærværende Regjering.

Under 27de August blev det allerede Statsraadet tilkjendegivet, at General-Feltmarskalk Grev Essen var udnævnt til Generalgouverneur i Norge; men Statsraadet tog endnu ingen Notice af dette Valg, der ei kunde erkjendes gyldigt, saalænge Foreningen ei endnu var iværksat. Den 2den Septbr. indfandt sig i lignende Anledning Generallieutenant Boye, Statssekretair Wirsen og Generalmajor Bjørnstjerna, og overleverede det norske Statsraad den svenske Kronprinds’s til dem udstedte Fuldmagt til at handle med det norske Statsraad om Gjenstande, vedkommende den fra svensk Side attraaede Forening mellem begge Riger. Dernæst foredrog disse Herrer mundtligen i Statsraadet Hs. M. K. af Sveriges Ønske, «at Statsraadet vilde sysselsætte sig med at udarbeide de Forandringer i Norges nuværende Constitution, som maatte ansees nødvendige for den af Allerhøistsamme intenderede Forening.» Men Statsraadet svarede dertil, «at da det ikke kunde erkjende Foreningen mellem begge Riger som afgjort, hvilket er en Sag, der ene kan bestemmes af det sammenkaldte Storthing, saa kunde det heller ikke afgive sig med at gjøre Forslag til Basis for en saadan Forening.» Ligeledes afslog Statsraadet at gjøre nogensomhelst Foranstaltning til Bekjendtgjørelse af det Passerede, eller til Storthingsvalg i de Distrikter, som vare besatte af de Svenske, da en svensk Gouverneur der var ansat, og det tilkom det nu sammenkaldte Storthing at antage eller forkaste de Repræsentanter, som for disse Distrikter bleve valgte.

341Under 21de Septbr. meldte Generalmajor Bjørnstjerna i Statsraadet, at efternævnte Mænd vare udnævnte til svenske Kommissairer ved det norske Storthing: Hs. Excellence Baron Rosenblad, Hofkantsler Baron Wetterstedt, Statssekretair Wirsen, Statssekretair Grev Mørner og Biskop Rosenstein, med Anmodning om at der maatte gjøres Anstalt til disses Indqvartering i Byen, og i den Anledning tilkjendegav Statsraadet Generalmajoren, at det gjennem Politimesteren vilde foranstalte det Fornødne. Derhos anmodede Bjørnstjerna om, at Kundgjørelsen fra Kongen af Sverige af 30te August, hvori de Løfter, som af Kronprindsen af Sverige vare givne den norske Nation, end videre bekræftes, maatte vorde offentligen bekjendtgjorte. Dertil svarede Statsraadet, at det for sit Vedkommende Intet havde imod, at Kundgjørelsen indrykkedes i Christiania Intelligentsseddel, naar Generalen derom selv vilde henvende sig til Bladets Udgiver.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.