Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815, bind 3

av Jacob Aall

Syttende Capitel

De til at møde ved det overordentlige Storthing udnævnte Repræsentanter mødte den 7de Octbr. Kl. 9 Formiddag i den Forsamlingssal, hvor Storthinget siden stedse er bleven holdt, nemlig i den lærde Skoles Bygning i Christiania. Fra alle Norges Egne vare Repræsentanterne forsamlede, undtagen fra Nordlandene og Finmarken, som i disse første Storthingsmøder, formedelst den lange Afstand og den korte Frist for Valgene, ikke kunde tilkaldes. Repræsentanten fra søndre Trondhjems 342Amt, Oberstlieutenant Krabbe, mødte ikke, fordi han deri forhindredes ved nogle uventede krigerske Begivenheder i det Trondhjemske. – Repræsentanterne besluttede eenstemmigen at udvælge en midlertidig Præsident og Sekretair til at besørge det Fornødne indtil Storthinget havde constitueret sig, og Valget faldt paa Justitsraad Diriks som Præsident og Sorenskriver Christie som Sekretair, hvilke begge Mænd i samme Egenskaber havde fungeret i Rigsforsamlingen paa Eidsvold. Derefter blev nedsat en Committee, bestaaende af 9 Medlemmer, som skulde gjennemgaae samtlige Repræsentanters Fuldmagter og meddele Storthinget sin Betænkning om disses Lovlighed. Denne Forretning skreed denne Gang hurtig fra Haanden, endskjønt der var flere Tvivlsmaal opkastede om enkelte Repræsentanters Ret til at tage Sæde i Forsamlingen. Men Storthinget begyndte strax med den Liberalitet i Fortolkningen af deslige tvivlsomme Spørgsmaal, som siden bestandigen er fulgt, da Afviisning kun i enkelte Tilfælde, naar Adgang til at møde i Storthinget ikke kunde bringes i Harmoni med Grundlovens klare Forskrifter, har fundet Sted. Saaledes gaves endog Repræsentanterne fra Smaalehnene, hvilket Distrikt mestendeels var besat af svenske Tropper, og hvoraf endog enkelt Repræsentant – Provst Hount – havde havt svensk Ærende som Fredsunderhandler at udføre i det norske Hovedqvarteer, Adgang til Storthingssalen, efterat begge Repræsentanterne fra dette Amt hadde erklæret, at de ingen Eed havde aflagt til den svenske Regjering. Derimod afviistes Repræsentanten fra Fredrikshald, fordi det oplystes, at han tilligemed denne Byes Indbyggere havde aflagt Troskabseed til Sveriges Konge. Han beraabte sig forgjæves paa, at denne Eed var ham aftvungen, 343og at han ansaa sig løst fra denne Eed ved den under 14de August afsluttede Konvention.

Efterat den interimistiske Præsident og Sekretair vare blevne valgte til virkelig fungerende, besluttedes eenstemmigen, at disse Embedsmænd skulde paa Storthingets Vegne ufortøvet tilkjendegive Statsraadet, at Storthinget havde constitueret sig, med det tilføiede Ønske, at det maatte blive aabnet den følgende Dags Formiddag. Da Kongen ingen umiddelbar Deel mere tog i Regjeringsforretningerne, i hvilken Henseende han havde givet forbindende Løfter til Sveriges Kronprinds, saa maatte Storthingets Aabning skee igjennem Statsraadet, i hvis Hænder Regjeringen var nedlagt. I den Anledning indløb en Skrivelse fra Kongen af 8de Octbr. til Storthingets Præsident, hvori han forlangte, at en Deputation skulde sendes til ham, eftersom hans Sundhedstilstand ei tillod ham at møde personlige i Thinget. Skrivelsen lød saaledes:

«Da Vor svækkede Sundhedstilstand ikke tillader Os, saaledes som Vi ønskede, personligen at aabne Storthinget, som efter Os given Meddelelse nu har constitueret sig, saa anmode Vi Norges Riges Storthing ved denne Vor Skrivelse til Dig, som Vor interimistiske Præsident, at udvælge en Deputation, som kunde møde Os paa Ladegaardsøen Mandag Formiddag næstkommende, for af Os at meddeles Underretning om de Gjenstande, paa hvilke Vi ønske at henlede det saaledes aabnede Storthings Opmærksomhed.

Ladegaardsøen den 8de Octbr. 1814.
Christian Frederik


344Kongen havde vel saaledes erklæret Storthinget aabnet, men dette fandt sig ikke beføiet til at betragte denne Kongens korte Skrivelse som en høitidelig Aabningsakt, men besluttede eenstemmigen at foranledige Storthingets Aabning paa en høitideligere Maade. Med 69 Stemmer mod 7 bestemtes, at Storthinget skulde bevirke sin Aabning ved en Deputation til Statsraadet. Til Medlemmer af denne udnævnte Præsidenten 4 Repræsentanter af ethvert Stift, der strax begav sig til Statsraadet, og begjærede Storthinget aabnet paa den i Grundloven 74de § foreskrevne Maade. Statsraadet svarede, at dets Medlemmer inden en halv Time vilde indfinde sig i Storthinget for paa Kongens Vegne overeensstemmende med Grundloven at aabne det. Statsraaderne Rosenkrantz, Sommerhjelm, Collett og Aall mødte til den bestemte Tid, men uden det store Følge af Autoriteter og Embedsmænd, som senere hen ledsagede Regjeringens Medlemmer ved Storthingets Aabning, og uden den militaire Pomp, som derved siden stedse brugtes. Kammerherre Rosenkrantz, som den ældste og første Statsraad, fremstod paa Kongens Vegne, og aabnede Storthinget ved en Tale, som han erklærede at have modtaget af Hs. Majestæt med Ordre paa Storthinget at oplæse samme:

Talen lød saaledes:

«Nordmænd! Henved 5 Maaneder ere henrundne siden jeg i Eders Samfund modtog den Krone, Eders Tillid skjænkede mig, og som jeg, haabende paa Guds Bistand i vor retfærdige Sag troede at kunne bære til Eders Held: det eneste Formaal for mine Bestræbelser.

«Dengang omhylledes Fremtiden af en Taage, som de nyligen indtrufne politiske Begivenheder endnu ikke havde lettet. Uvist var det om Europas mægtige Stater fremdeles vilde enes 345om at undertvinge et Folk, der kun fordrede samme Rettigheder og den Frihed, de med saa megen Opoffrelse havde tilkjæmpet andre Folkefærd, og, skjønt man ikke kunde nægte sig selv, at Norge, hvis det stededes i Kamp med disse, eller blot i vedvarende Uvenskab med England, ikke vilde kunne udføre sit begyndte store Værk, var der dog indtil den Stund ingen grundet Anledning til at mistvivle om et muligt heldigt Udfald, heller ei for mig til ved yttrede Betænkeligheder at udbrede Mismod blandt Folket.

«Uden Vægring modtog jeg en Krone, hvis Byrder jeg ingenlunde oversaa. Bekymringen for Norges Fremtids Held, hvilket jeg endnu kun ufuldkomment formaaede at berede, var den tungeste blandt disse, og kunde ene lettes ved Bevidstheden: stedse at ville det Gode, og derved at fortjene Folkets Kjærlighed.

«Om end Skjebnens Bud og mangehaande Uheld sønderbryde mit Haab, saa skal denne Bevidsthed beroligende følge mig, og de Retskafnes venlige Erindring være min Trøst.

«Snart udviklede sig de europæiske Magters Sindelag mod Norge. De med deres hertil ankomne Gesandter vexlede Noter, som ere bekjendtgjorte og skulle forelægges Storthinget, vise Hines bestemte Villie at see Norge forenet Sverige, samt hvorvidt jeg tillod mig at give efter for deres Forestillinger, for om muligt at forekomme den ulige Kamp, hvormed Norge truedes. Den Bekymring, at det norske Folk maaskee af Hengivenhed for mig skulde udsættes for større Byrder og Plager, end uundgaaelig nødvendigt var, saafremt Storthinget efter moden Overveielse af Rigets Tilstand vilde give Gesandternes Forestillinger Gehør, gjorde det Ønske levende hos mig at see et Storthing forsamlet, der kunde drøfte disse vigtige Anliggender, 346og for hvilket jeg kunde nedlægge min oprigtige Erklæring, at jeg er villig til at opoffre min personlige Stilling for at afværge Rigets Ødelæggelse. Men Vilkaarene, under hvilke min Hensigt med en forlangt Vaabenstilstand ene kunde opnaaes, vare, efter Gesandternes seneste Erklæring, tvende Fæstningers Overgivelse til svenske Tropper, og fra min Side en ubetinget Frasigelse af Kronen.

«At indvilge dette unødtvungen kunde jeg ei forsvare for Folket og for min Samvittighed; thi det krænkede Grundloven. Krigen blev uundgaaelig, dens Hændelser ere bekjendte, og ere Gjenstanden for en Undersøgelse, hvis Resultater skulle være Nationen forelagte.

«Enhver, der upartisk vil veie Fiendens Stridskræfter med vore, vil indsee, at den norske Armee snart nødvendig maatte indskrænkes til Forsvarskrigen, og med Forraad paa faa Uger blev dens Stilling dobbelt afhængig af Fiendens Foretagender. Det stod i hans Magt, enten at lade os uangrebne, da maatte Armeen omsider have opløst sig af sig selv, eller og med Overmagt forcere Glommen norden for Christiania, og tillige ved landsatte Tropper at afskjære os fra vore Magasiner. Omgaaet havde Armeen da maattet bane sig en Vei til Fjeldene, men største Delen af den vilde uundgaaelig være bleven opoffret.

«Kyndige Krigere ville ikke kunne nægte, at jo denne Stilling bød, ikke letsindigen at afslaae de Tilbud om Vaabenstilstand, som gjordes; denne var for Øieblikket Armeens Redning, og som saadan maa den i sig selv haarde Betingelse betragtes. Den har standset Krigens Ulykker, den har bidraget til at bjerge Høstens rige Afgrøde, den har aabnet vore Havne for Handel og Tilførsel, den har gjort det muligt for mig at sammenkalde et Storthing, paadet Rigets Tilstand modent kan drøftes.

347«Hvilket Æmne kan tænkes vigtigere for Fædrelandsvennen, for den gode Landsfader, der stedse bør stræbe at afværge de Plager, som true, og afhjælpe de Mangler og Gjenvordigheder, som hvile over Land og Folk?

«Norges Tilstand altsaa kunne vi desværre ei nægte os at være et efter 7 Aars Krigsanstrengelser, ved næsten uafbrudt Savn af Udskibning og Tilførsel svækket Riges, hvis Hjælpekilder til Indbyggernes Underholdning, til Næringsveienes Drift og til Armeens Forsyning herved maa besværliggjøres, om ei aldeles standse. Med utrolige Anstrængelser ere de Forraad, som endnu haves, tilveiebragte. Landet er i Aar velsignet med en ypperlig Høst, og længere end sædvanligt vil Mangelen derved afværges; men sikkert Haab til blidere Udsigter i Fremtiden giver dette ei, saalænge alle Tilførselskilder ere stoppede, og saalænge vore ved den dansknorske Stats forvirrede Pengevæsen dybt sunkne Papiirpenge ei kunne tjene til Betalingsmiddel udenlands.

«Rigsforsamlingen paa Eidsvold udsatte Oprettelsen af en Bank,Rigsforsamlingen havde en Constitution at grundlægge. Forslag til Oprettelsen af en Bank maatte skee paa et senere sammenkaldt ordentligt eller overordentigt Storthing. og den berammede Laaneindretning, som dermed skulde staae i Forbindelse, kunde ei heller forinden næste Storthing bringes i Virksomhed. Saaledes seer Staten sig berøvet alle Midler til Betaling af en stor Deel af de indførte Fødemidler, samt til at anskaffe flere Forraad; alle Statens Udgifter have hidtil maattet bestrides ved de af Rigsforsamlingen bevilgede 14 Millioner Rbd. N. V., men, hvis Krigen vedvarer, vil næste Storthing være nødt til at forøge Statsgjælden; thi Indtægten 348af Tolden, eller Skatter af de forarmede Indvaanere er ei at regne paa. Et udenlandsk Laan kunde have afbødt megen Forlegenhed, og samme burde vist have været Gjenstanden for Storthingets Opmærksomhed; men saalænge de udvortes Forhold vedblive at være os imod, er saadant ei at opnaae.

«Nogen direkte eller indirekte Bistand af de større europæiske Magter var – hvo nægter sig det? – nødvendig til Norges Redning, og jeg byggede mit Haab paa Forventningen herom.herom.] rettet fra: herom (trykkfeil) Men deres bestemte Erklæringer tilintetgjorde alt Haab; døv mod alle Forestillinger viiste det engelske Ministerium Rigsforsamlingens AfsendteDet var Christian Frederik selv, som afsendte denne Deputation, der var sammensat af hans Raad og enkelte Medlemmer af Rigsforsamlingen. Denne havde hverken med Sagen selv eller med Udnævnelsen noget at gjøre. tilbage, og dets Blokadesystem skjærpedes, ja udvidedes til Bergens og Trondhjems Stifter. Saaledes berøvet alt Haab om Understøttelse og Tilførsel, med dette Billede af Rigets Tilstand for Øie, burde jeg, det forekom mig at være en fuldkommen Pligt, selv ikke nægte mig at bringe Fædrelandets Frelse det høieste Offer, noget Menneske formaaer at frembære: Offeret af sin Lykke, sin Tilfredshed. At jeg skulde i Folkets Hænder nedlægge den udøvende Magt, som jeg af Folket havde modtaget, blev fordret som en ufravigelig Betingelse for Vaabenstilstanden.

«Havde jeg, ledet af Ærgjærrighed, blot villet forsvare min Krone til det Yderste, da havde jeg fortsat Kampen, mindre bekymret for Norges Skjebne, hvis det, efterat dets Kræfter vare udtømte, blev afhængigt af Seierherrens Vilkaar; jeg havde maattet opoffre Folket for min Skyld, uvis om, ved de mægtige Staters Mellemkomst omsider at see Striden endt til Norges 349Fordeel; thi skulde dette Rige længe friste den Skjebne, at stride med egne Kræfter uden fremmed Bistand, da var dets Undergang lige vis.

«Ved at ende Kampen førend man var aldeles overvunden, ved at byde Haanden til Forlig, da den svenske Regjering antog Grundloven af 17de Mai som Basis for Foreningen, hvis Storthinget fandtes villig til samme, ved endeligen, saaledes som Nødvendigheden bød det, at forbinde mig til at nedlægge den udøvende Magt, opnaaedes, og kunde ene opnaaes det, som Menneskelighed og min Omhu for Folket gjorde mig saa ønskeligt: Landets Redning for Ødelæggelse. Jeg vilde ikkun bære Norges Krone til Folkets Held.

«Saasnart jeg indsaa, at jeg med den redeligste Villie, uagtet al Anspændelse af menneskelige Evner, formedelst vor egen Tilstand og faa Forsvarsmidler, og formedelst vore Forhold til fremmede Magter, ikke kunde føre det begyndte store Værk igjennem, saasnart jeg troede, at Folkets Lidelser for min Skyld forøgedes, da skyldte jeg Nationen at fremstille Billedet af Rigets Tilstand for dens Øine, og ikke, for at haandthæve min Stilling i Staten, at berede dens Vanheld i høiere Grad end Skjebnen ufravilligen synes at have bestemt. De Saar, som Syvaarskrigen har forvoldt, trænge til Lægedom, og ved Fredens Velsignelse ville de lykkeligere Dage, som jeg desværre! ikke formaaede at berede dette Land, kunne vindes.

«Rigets Tilstand byder at høre og overveie de Forslag til Forening, som Sveriges Konge har forbeholdt sig umiddelbart at meddele Storthinget, og hvorved han har forpligtet sig til at fornye de Løfter, han allerede har gjort det norske Folk.

350«Norges udvalgte Mænd kunne nu med modent Overlæg og uden anden Hensigt end Fædrelandets Tarv, bedømme Rigets Stilling og vælge, hvad der efter Omstændighederne kan tjene til dets Bedste.

«Lader mit Minde leve blandt Eder, Nordmænd, som en Vens, der vilde Eders Vel, der hidtil bevarede Landet for Anarkiets Rædsler, der, nægtet al Bistand af andre Magter, savnede Midler til at føre det store Værk for Norges Uafhængighed igjennem, og som opoffrede sin Tilfredshed og personlige lykkelige Stilling iblandt Eder, for ei at see Norge ødelagt, men derimod dets constitutionelle Forfatning sikkret, og derved dets Selvstændighed saavidt muligt bevaret. Jeg havde sat min Glæde og min Hæder i at lyksaliggjøre det norske Folk, nu vil jeg finde min Trøst i den Bevidsthed, at have virket hvad jeg formaaede til at lindre de Trængsler, der tungt hvile over det elskte Fædreland.»

*

Da Statsraadet havde forladt Storthingssalen besluttedes eenstemmigen, at en Deputation, bestaaende af 28 Medlemmer, skulde udnævnes for at begive sig den 10de Octbr. til Kongen i Anledning af hans Skrivelse til Storthinget af 8de. Til Formand for denne Deputation udnævnedes Etatsraad Treschow. Den begav sig til Ladegaardsøen til bestemt Tid, og forefandt Kongen, vel ikke syg, men høist bevæget ved den Abdikationsakt, som skulde foregaae. Bevægelsen meddeelte sig den hele Forsamling, og Formanden, Treschow, var selv saa rørt, at han ikke kunde fremføre sin Tale for Kongen, men hans Sidemand, Biskop Bech, maatte tage ham Ordet af Munden. Deputationen modtog derefter af Kongen en Erklæring, hvorved 351han nedlagde Norges Krone tilligemed den udøvende Magt i Folkets Hænder. I det første Udkast frasagde Kongen sig Thronen kun for sig Selv, men ikke for sin Afkom, og da Formanden opdagede dette, søgte han en Privataudience hos Kongen, som i denne strax erklærede sig villig til at tilføie det Forlangte. Den skriftlige Deklaration blev af Kongen leveret i Rosenkrantz’s Hænder, som oplæste den. Den bevægede Fyrste manglede Kraft til denne gjennemgribende Akt. Den var af følgende Indhold:

«Ikkun til Folkets Held har jeg villet bære Norges Krone. Rigets nærværende Tilstand, Europas forenede Villie mod Norge, og Følelsen af at de Midler, der levnedes os til at forfægte Norges Uafhængighed, ikke ere tilstrækkelige for mine redelige Hensigter, endeligen mit ved Vaabenstilstandens Afslutning givne Løfte, bevæge mig til at nedlægge Norges Krone tilligemed den udøvende Magt, uden Forbeholdenhed, i Folkets Hænder for mig og min Afkom.

«Jeg løser altsaa det norske Folk fra sin Troskabseed til mig, og hvor smerteligt det end maa være for mig at forlade et Folk, som jeg elsker, og som har givet mig saa uforglemmelige Prøver paa sin Hengivenhed, saa bringer jeg dette Offer, for at bevare Riget for Ødelæggelse. Betrygget ved Constitutionen, som det norske Folk selv har givet sig, vil det norske Folks Frihed og Selvstændighed ikke færdes,Dette Ord bruges her i den usædvanlige Betydning «komme i Fare». men lykkeligere Dage – det give Gud – opnaaes ved Fredens Velsignelser.»

Denne Erklæring blev af Rosenkrantz overleveret Deputationens Formand, og Treschow bevidnede derefter paa dens 352Vegne Storthingets Erkjendtlighed for de store Prøver, som Kongen havde givet det norske Folk paa sin Kjærlighed og Omsorg for Rigets Vel, hvilken Forsikkring Statsraadet blev anmodet om at frembære for Kongen paa det forsamlede Storthings Vegne. Da Statsraadet opfyldte denne Anmodning modtog Kongen dette Beviis paa det norske Folks Hengivenhed med et bevæget Hjerte, og beredte sig derpaa til at forlade Norge. Til den Ende forføiede han sig til Frederiksværn, hvor et fra Danmark nyligen ankommet Orlogsfartøi laa færdig for at modtage ham. – Den svenske Regjerings Omsorg for at see Christian Frederiks Løfte opfyldt, at forlade Landet, fulgte ham til Afreisens sidste Stund. Ved Ankomsten til Frederiksværn bemærkedes der svenske Officerer, aabenbart i den Hensigt at see den danske Prinds forlade de norske Kyster, og derved en af de vigtigste Hindringer for Foreningen hævet.

Det tilkommer os ikke at kaste et Blik i Christian Fredederiks Sjæl ved hans Skilsmisse fra Norge, men dets Histories Blade fra den Tid indeholde Beviser nok, der aabenbart lægge hans Kjærlighed til det norske Folk og hans Interesse for dets Vel for Dagen, og den har havt Begivenheder at fortælle, som vidne om hans virksomme Bidrag til at berede det en lykkelig politisk Stilling, om endog i en anden Stiil end som af ham var udkastet og attraaet. Fra det første Øieblik da han, opsendt til Norge af sin kongelige Fætter for at knytte det gamle Forbund mellem Danmark og Norge, der begyndte at slappes, end fastere, steeg i Land paa Norges Kyster, indtil han i Følge de vigtigste europæiske Staters egenmægtige Erstatningssystem ligesom forjoges fra dets Klipper, modtog og fortjente han i lige Grad Folkets Erkjendtlighed og kjærlige Hengivenhed. Paa hans første Eriksgata gjennem Norge gaves 353ham umiskjendelige Beviser paa det norske Folks Hengivenhed for den gamle Kongestamme, og Glæden over at see den tilkommende Tronarving i sin Midte forhøiedes ved den unge Fyrstes elskværdige Omgjængelighed, muntre Væsen og simple Færd. Hans Levemaade i Norge var, som forhen bemærket, tarvelig og simpel, mere borgerlig end fyrstelig, og til hans Omgangskreds hørte Mænd, der udmærkede sig ligesaavel ved væsentlige som uvæsentlige Fortrin. Og i Sandhed ingen Mand, hvor høit end Skjebnen har lagt hans Livsbane i Samfundet, vil kunne finde sig vel i Norge, hvis indre Forhold bære Præg af Naturens Simpelhed, uden han søger sin Omgangskreds ligesaavel i lavere som høiere Stillinger i Staten. – Saaledes havde Folkets Kjærlighed til Prinds Christian Frederik fæstet dybe Rødder, før den store, i Norge paa den Tid lidet bekjendte, Vending i den nordiske Politik forandrede og forrykkede Skandinaviens indbyrdes Forhold. Nu blev han i dette Øieblik en sand Velgjører for Norge; thi det lader sig ikke nægte, at hans Nærværelse der i Skilsmissens Stund forberedte den lykkelige Forandring i Norges politiske Stilling, som vil udbrede Held til de sildigste Slægter. Kongen af Danmark befandt sig i den grusomme Nødvendighed, ikke alene at maatte forstyde en Krone, som han og hans Kongeslægt havde baaret i meer end 400 Aar; men han maatte give sit Samtykke til en paatvungen Forenings Vilkaar, der for Norge var ligesaa nedværdigende, som de truede at forstyrre dets politiske Held i Fremtiden. Norge kastedes i Erstatnings- og Belønningssystemets Vægtskaal som et dødt Liggendefæ, og ikke som en selvstændig Nation, der havde sin Stemme i Raadslutningen. Ingen af de i den svenske Regjerings Proklamationer til det norske Folk anførte Sophismer, ikke dens vredne Brug354af Statslærens rene Sætninger, kunde svække det norske Folks Overbeviisning om, at det mishandledes, og at dets klareste Rettigheder traadtes under Fødder. Norge var vistnok længe bleven styret af en Regjering, hvis Grundform var despotisk, men det havde i Gjerningen hverken erkjendt eller følt det despotiske Aag. – Prinds Christian tilbagekaldtes til Danmark, og Norge skulde overlades sin egen Skjebne. Men nu fremstod den høimodige Fyrste, og erklærede sig villig til at bidrage Sit til at give Norges politiske Stilling en heldigere Vending, og at dele Skjebne med det, saalærnge Kampen varede. Vi have ovenfor henpeget paa den Indflydelse, som enkelte Raadgivere i Prindsens nærmeste Omgangskreds havde paa denne Beslutning, og vi ville ikke indlade os i at bedømme, hvorvidt Haabet om Gjenforeningen med Danmark stod i Baggrunden deraf. Den Beslutning, ikke at bøie sig under Kielertraktatens Jernaag, var i alle Tilfælde en Velgjerning for Norge. Et stort ønske og et ikke mindre Haab understøttede den modige Beslutning. Aabenbart gik Prindsens Plan ud paa at sætte Norges Krone paa sit Hoved, og han satte sit Haab til at de udenlandske Magter, fornemmelig England, som havde gjort Norges Frihed og Lyksalighed til en Betingelse for Foreningen, ikke vilde tillade at denne blev Norge paatvungen mod Folkets almindelige Ønste. De Vanskeligheder, som vare forbundne med at gjøre Norge til en uafhængig Stat, der selv bar alle sine Udgifter, bleve skudte tilside, og Overveielsen derover udsat indtil Selvstændighedens Bygning var opført. – Kongevalget fandt Sted, og hvad der endog kan indvendes mod en saa dristig Beslutning under de uheldigste udvortes Omstændigheder, og hvor overilet den maatte ansees under Nationens Kraftløshed til at understøtte den svage Trone, saa havde den vistnok 355en stor Indflydelse paa Norges politiske Skjebne i det sidste Resultat. Det var den høitideligste Erklæring af Nationens bestemte Villie, ikke at ville underkaste sig den Fornedrelse for Norge, som indeholdtes i Kielertraktaten, og det maatte gjøre Sverige tilbøielig til at lempe Foreningsbetingelserne meer efter Billighed og Folkeret, end efter Seierherrens vilkaarlige Behandling; thi Sverige maatte betænke sig paa en Erobringskrig, der kunde blive lige fordærvelig for begge Parter. For Prinds Christian selv blev derimod Kongevalget en Spire til store Qvaler og en raadløs vaklende Fremfærd. Da hans store Haab om Hjælp, eller i det mindste Neutralitet medens Selvstændighedskampen varede, fra de udenlandske Magters Side ganske tilintetgjordes, og hans Sendemænd til England i den Anledning haanligen afviistes, indsaa han Umuligheden i at forsvare den absolute Selvstændighed, og den modtagne Krone begyndte at trykke hans Hoved. Han ansaa sig forpligtet til at træde tilside, for ei at hindre en fredelig og gjensidigen gavnlig Forening imellem Sverige og Norge, men han var bunden ved sin kongelige Eed til den norske Constitution. Hans Samvittighed, der forbød ham at foranledige en unyttig Blodsudgydelse, streed med de Pligter, han som den norske Konge skyldte sit Folk. Hans ubestemte Færd under Sommerkrigen, de modige Beslutninger, som tilbagekaldtes i næste Øieblik, naar de skulde bringes til Udførelse, de usammenhængende Yttringer i hans Notevexlinger og Proklamationer, de bange Anelser, som han ikke kunde dølge for sin Omgivelse, forklares, som forhen bemærket, langt bedre af hans ængstelige og samvittighedsfulde Omsorg for at undgaae en unyttig Blodsudgydelse, end af Modløshed og Mangel paa Feltherre-Talent, som han havde liden Leilighed til at lægge for Dagen.

356Men de samme Omstændigheder, som forværrede den norske Konges Stilling, ledede til en Forbedring i Norges. Medens hans kongelige Person var Gjenstand for den svenske Regjerings Forfølgelse og Had, vare alle dens Skridt beregnede paa at aabne Nordmændenes Gemytter for en venskabelig Forening; medens alle Noter og Proklamationer aandede Bitterhed og Haan mod den valgte Konge, ødsledes med smigrende Løfter og venlige Ord i de umiddelbare Meddelelser til det norske Folk. Saavidt gik den svenske Overgeneral i sin Eftergivenhed midt under sine raske Fremskridt i Norge, at han erkjendte den Eidsvoldske Constitutions Gyldighed, der af den svenske Regjering lenge betragtedes som et Oprørsskridt, ugyldigt i sin Oprindelse og i sit Resultat. Aabenbart nedstemte Sveriges Attraa efter at bortfjærne Christian Frederik fra Skuepladsen dets høie Toner med Hensyn til Foreningsvilkaarene, og Kielertraktatens for Norge fornedrende Artikler ombyttedes med andre, der vare begge Nationer mere værdige, og af Norge efter den heldigste Krig ikke bedre kunde ventes. Nedenfor vil Historien kunne gjøre opmærksom paa udvortes Omstændigheder, som lettede Foreningsværket, og frembragte et Resultat, der var gavnligt for begge de forenede Nationer.

Christian Frederik opfyldte troligen sin Forpligtelse at træde tilside, at nedlægge Regjeringen i Statsraadets Hænder, og overlade Nationen selv at afgjøre sin Fremtids Politik. Han tilbragte den sidste Deel af sin korte Kongebane i rolig og uvirksom Eensomhed paa Ladegaardsøen tæt ved Christiania, og i den Tid hvilede et mørkt Slør over Landets politiske Forhold. I de Egne af Landet, som vare fjærne fra Krigsskuepladsen, herskede især i denne Henseende stor Uvidenhed, og paa flere Steder kunde man ikke gjøre sig fortrolig med den selvstændige 357Konges Afsættelse. Der fandtes endog i flere Repræsentanters Hænder, der mødte ved det overordentlige Storthing, Adresser til Kongen, som indeholdt Fortegnelse over Guld og Ædelstene, som Prydelse for en Krone, der allerede var nedlagt. Imidlertid aabenbaredes Sagens sande Sammenhæng altsom det overordentlige Storthingsmøde nærmede sig, og Repræsentanterne ankom til Hovedstaden, hvor Hovedforhandlingerne foregik.Selv Repræsentanterne fra det for Selvstændighedsværket saa varme Bergen fik før deres Afreise til det overordentlige Storthing Efterretninger fra Krigsskuepladsen, der nedstemte deres Forhaabninger og forandrede deres Begreber om Tingenes sande Stilling. Under dette mørke Tidsrum af Christian Frederiks Ophold i Norge tabte han Noget af den Agtelse og Kjærlighed, der i saa høi Grad var bleven ham til Deel. Hans Forhold misforstodes, og Fyrste og Folk kappedes om at vælte Skylden for det slette Udfald af Selvstændighedskampen paa gjensidige Forvildelser. Men det kan ikke nægtes, at saavel Begyndelsen af Selvstændighedsværket som Enden derpaa udmærkedes ved store Velgjerninger fra Christian Frederiks Side, hvad der endog kan siges at fattes i Værdighed og Klogskab under disse Begivenheders Mellemspil. Han hindrede, efter sine egne Udtryk, Anarkiets Rædsler, da han strax efter Kielertraktatens Afslutning satte sig i Spidsen for den norske Regjering, og han forberedte en sand og lykkelig Selvstændighedstilstand for Norge, i sine Følger langt mere velgjørende for Norge, end den attraaede absolute Uafhængighed, ved at træde tilside just i det Øieblik, da Foreningen kunde skee paa den for Norge lykkeligste Maade. – Om Christian Frederiks senere kongelige Færd vil et andet Lands Historie have at fortælle, i Norges staaer han som dets uforglemmelige Velgjører, og en kjærlig og taknemlig Erindring 358vil skjænkes den Fyrste, som var et Redskab i Forsynets Haand til at berede Norge et i politisk Henseende lykkeligt Statsforbund.

Prindsens Afreise forsinkedes ved Modvind, og efter et stormende Veir paa Overreisen landede han omsider i Aarhuus. Da imidlertid Frederik den Sjette var afreist til Kongressen i Wien for at tale sit Riges Sag, sparedes Prindsen foreløbigen for den Forlegenhed, hvori det første Møde med Kongen af Danmark efter den i Norge stedfundne Katastrophe maatte sætte ham. Da Mødet senere hen fandt Sted, lettedes Forlegenheden ved Prindsens Betydenhed som Tronarving, ved Slægtskabsforhold, og begge Fyrsters Charakteer og Personlighed.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815, bind 3

Jacob Aalls Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815 er fremdeles en av våre viktigste kilder til tiden rundt 1814. I detalj redegjør Aall for de politiske hendelsene i Norge og Norden som førte til utarbeidelsen av Norges Grunnlov, bruddet med Danmark og unionen med Sverige. Beretningen er basert på egne erfaringer, han var selv til stede på Eidsvoll.

Verket kom ut i tre bind i 1844-45.
Bind 1 inneholder innledning, «Første Tidsrum» (1800-07), første del av «Andet Tidsrum» (1807-08) og bilag.
Bind 2 inneholder andre del av «Andet Tidsrum» (1808-14), bilag og tillegg/rettelser.
Bind 3 inneholder «Tredie Tidsrum» (1814) og bilag.

I 1859 kom en ny ettbindsutgave med noen rettelser og tillegg.

Se faksimiler av utgavene (nb.no):
1. utgave, bind 1, 1844
1. utgave, bind 2, 1844
1. utgave, bind 3, 1845
2. utgave, 1859

Les mer..

Om Jacob Aall

Jacob Aall var først og fremst forretningsmann og politiker, men ga også ut en rekke verker, særlig populærvitenskapelige tekster om næring og handel. Hans mest kjente verk er Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815 (3 bind, 1844-45), hvor han basert på egne erfaringer i detalj gjør rede for de politiske hendelsene i Norge og Norden rundt 1814.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.