Nittende Capitel

I Trondhjem var imidlertid indtruffen en Mislighed, foranlediget af en svensk Overofficeers ukloge Forhold, som for et Øieblik forstyrrede den Rolighed, hvormed Fredsværket forøvrigt fremmedes. Under 26de Septbr. meddeelte nemlig Oberste Eck, Chef for den 11te Brigade ved den svenske Armees 2det Armeekorps, den kommanderende General Nordenfjelds, Schmettau, at han, i Følge den svenske Kronprindses Forlangende, agtede at forlægge de Tropper, som stode under hans Kommando, ind i Norge. Han paastod, at dette skede efter Overeenskomst med den Øverstkommanderende over de norske Tropper og tilføiede det Haab, at Schmettau uden Vanskelighed hertil 365vilde give sit Samtykke, og derved vise «sin undersaatlige Agtelse og Lydighed mod Hs. K. Høihed, vor naadigste Herres, naadige Villie, hvorved det medborgerlige Venskabsforbund vil opnaaes mellem disse nye Landsmænd, saaledes som det allerede er skeet i den søndre Deel af Norge.» Han foreslog derhos, at de under hans Kommando staaende Tropper maatte stationeres paa Røraas, i Brekke, Suul og Merager. – Den norske General fandt sig imidlertid aldeles ikke beføiet til at tilstede denne de svenske Troppers Indrykken i Norge, som var stridende mod den af Sveriges Konge ratificerede Konvention, langt mindre til at anvise dem Qvarteer, og erklærede, at dette kun vilde skee, naar han fik den endnu i fuld Kraft værende norske Regjerings Befaling dertil. Han tilføiede, at han vel i Tillid til den svenske Redelighed havde sendt de under hans Kommando værende Tropper til deres Lægder, men at disse vare saa nær, at de meget snart kunde sammenkaldes, og at det var hans Hensigt med Vaabenmagt at beskytte den Constitution, hvortil Nordmændene have svoret, dersom de svenske Tropper kom ind over Grændsen. «Og da – tilføier han med Stolthed – den Deel af disse Tropper, som først i August vare paa Lier og Matrand, ogsaa blive de første til at modtage ethvert fiendtligt Foretagende, tør jeg ogsaa vente de samme Følger deraf.»

Schmettaus Svar og kjække Forhold ved denne Anledning hindrede aldeles Udførelsen af Ecks ubetimelige og ukloge Planer, og de svenske Kommissairer ilede at bekjendtgjøre, at Kronprindsen «havde fundet Oberste Ecks Fremgangsmaade uovereensstemmende med hans erholdte Ordres, og da Kronprindsen var meget omhyggelig for en nøiagtig Opfyldelse af Konventionen 366af 14de August, havde han ladet Oberste Eck, som indtil videre var bleven entlediget fra sin Kommando, befale ufortøvet at indfinde sig i Frederikshald for en Krigsret.» Derhos tilkjendegav Kronprindsen gjennem de svenske Kommissairer sin Misnøie med General Schmettaus Adfærd, idet han havde gjort formeget Væsen af Ecks Opfordring, hvortil ingen fiendtlige Hensigter laa til Grund. Han meente, at Generalen, om han endog havde været berettiget til, uden vedkommende Autoriteters Medvirkning at udfærdige den omhandlede Kundgjørelse, burde have været varsommere i Valget af de brugte Udtryk, og at det i Særdeleshed havde været hans Pligt vel at overveie, hvad der fremføres for Publikum i et Øieblik, da Gemytterne meer end nogensinde trængte til Rolighed, og da Repræsentanternes umiddelbare Sammenkomst høit fordrede samme. Derhos forlangte Kommissairerne, at Statsraadet, til hvilket de i denne Henseende henvendte sig, skulde meddele Storthinget fuldstændig Underretning om denne Begivenhed i sin hele Sammenhæng.

Den norske Nation i Almindelighed, og Storthinget i Særdeleshed, betragtede ikke Schmettaus Adfærd saaledes som Kronprindsen. Et almindeligt Bifald blev ham til Deel for hans raske Modstand. Dette Storthing fandt sig ikke beføiet til videre at behandle denne Sag; men det paafølgende gav Schmettau aabenbare Beviser paa sin Tilfredshed med hans kjække Forhold ved denne Anledning. Dette krigerske Mellemspil gik imidlertid forbi uden anden Følge end den, at Gemytterne derved kom i en øienblikligen fornyet Gjæring.

Oberstlieutenant Krabbe, som ved disse Uroligheder var bleven hindret fra at begive sig paa Reisen for at tage Sæde 367i Storthinget, indfandt sig den 12te, og forklarede Grunden til sin Udeblivelse. Samme Dag bestemtes ved 64 mod 10 Stemmer Antallet af de Mænd, som skulde tilforordnes Statsraadet, for i Forening med det indtil videre at føre Regentskabet, og den følgende Dag udnævnedes dertil Oberste Hegermann og Statsraad Fasting. Denne Sidste søgte vel at unddrage sig denne Forretning paa Grund af de militaire Pligter, som hans Embedsstilling iøvrigt paalagde ham; men hans Vægring blev ei antagen for gyldig.

Statsraadet beskjæftigede sig imidlertid med militaire Foranstaltninger i Tilfælde at Krigen paany skulde udbryde. Saaledes bemyndigedes Generalmajor Arenfeldt i Følge hans Indstilling til at besætte de militaire Befalingsposter i Armeen saaledes, som han troede det nødvendigt, uden Hensyn til Ancienniteten. Statsraadet anfører i sin Protokol som Grund, «at det svenske Felttog havde viist, hvor nødvendig en saadan Foranstaltning vilde være.» At Staffeldt ogsaa ved denne Leilighed blev forbigaaet, viser, at Statsraadet deelte den afgangne Konges Mistillid til hans gode Villie, om han ellers ikke allerede da var udpeget blandt dem, mod hvilke Sag skulde anlægges. – Advaret af hvad der var passeret i Trondhjem med de svenske Tropper under Oberste Eck, besluttede Statsraadet at forstærke den Bergenske Besætning under Generallieutenant Lowzow til 2400 Mand, og at lægge en Deel af disse Tropper saaledes i Lægder i Nærheden af Bergen, at de kunde være paa rede Haand om Krigen brød ud.

Mod Slutningen af September Maaned organiseredes ogsaa Høiesteret, dens Medlemmer udnævnedes, og disses Gager bestemtes, dog skulde Embederne ikke tiltrædes eller Gagen 368hæves, forinden Retten efter Justitiarii Ankomst hertil kunde vorde organiseret.Til Medlemmer af Høiesteret udnævnedes følgende Mænd med følgende Gage. Til Justitiarius udnævnedes Stiftamtmand i Bergens Stift, Bull, med 4000 Rbd. S. V. aarlig. Til Assessorer: Etatsraad Falbe med 2600 Rbd. S. V., Justitsraad Collett med 2400 Rbd. S. V., Stiftsretsassessor Mandir med 2200 Rbd., Stiftsretsassessor Debes, Sorenskriver Kjønig, Byfoged Mottzfeldt hver med 2000 Rbd. S. V. Til Justititssekretair Candidatus juris Poul Holst med 1400 Rbd. S. V., og til Protokolsekretairer Candidatus juris Petersen og Ditto Riis, hver med 1000 Rbd. S. V. Gage.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.