Andet Capitel

Saasnart Forfatteren havde faaet Kongens Samtykke til Afreise, begav han sig paa Hjemveien. Paa Hjemreisen selv erfoer han iøvrigt, hvor forskjellig Dom der fældedes af Almuen over de tagne Beslutninger og om Selvstændighedsværket, og hvor lidet der var at stole paa de Yttringer, som i denne Henseende opfangedes paa Landeveien. Svaret blev ofte efter den Maade, hvorpaa Spørgsmaalet fremsattes. Saaledes hørte Forfatteren allerede paa det Skifte, som ligger Eidsvold nærmest, Manden i Huset yttre Frygt for, at Selvstændighedskampen mod saa mange mægtige Fiender ei vilde faae et heldigt Udfald. Da Forfatteren efter et kort Ophold i Christiania 181kom til Ravnsborg, hørte han de Velkomstskud, hvormed den valgte Konge hilsedes i Christiania, og En af de tilstedeværende Almuesmænd udbrød ved denne Leilighed: «Gud naade os, hvad skal der blive af Alt dette?» Dette anføres ikke som et Vidnesbyrd om den herskende Tænkemaade paa den Tid om Fædrelandets Stilling, thi der fattedes ikke paa Udtryk baade blandt Høie og Lave, som vidnede om en fast Tillid til et heldigt Resultat af de paa Eidsvold tagne Beslutninger til at bestemme Fædrelandets politiske Stilling. Det antydes kun derved, hvor let det var paa den Tid paa Land og Strand at opfatte Yttringer, der smigrede det Parti, hvortil man bekjendte sig, eftersom Øret lukkedes eller aabnedes for det ene eller andet Slags politiske Bekjendelser.

Ved Ankomsten til Laurvig erfoer Forfatteren, at den nye Konge havde udnævnt 18 Kammerherrer og 12 Kammerjunkere, og han kan ikke beskrive, hvor dybt hans Sind nedbøiedes ved denne luxurieuse Overflod af den nyvalgte Konges Naadegaver. Derved antydedes den høie Stiil, hvorefter Kongen vilde indrette sin Hofstat, og som rimeligviis vilde blive fulgt i andre Henseender, medens det laa tydeligen for Dagen, at Norge umuligen kunde bestaae som selvstændig Stat, der nu ene skulde bære Byrden af Statsforvaltningen, af den indvortes Organisation af Statsindretninger, og af Forsvarsvæsenet, naar ikke den største Simpelhed og Sparsommelighed lagdes til Grund under Skabelsen af det nye Kongerige. Blandt de saaledes udmærkede Mænd fandtes vistnok Flere, der kunde fortjene deres Konges Naade, og deres Medborgeres høieste Agtelse; men just disse maatte finde sig lidet smigrede ved en Udmærkelse af den Art. Det ligger udenfor denne Fremstillings Grændse at trænge dybere ind i disse Betragtninger; men dette 182Skridt af den nye Konge, som den upartiske Grandsker vel tør kalde mindre vel overlagt, gav den roligere Deel af Folket en Udsigt til Fremtiden, der maatte nedslaae dens Forhaabninger. Vist er det, at denne Hofetatens rige Udstyr modtoges fast overalt, endog blandt den nye Politiks Tilhængere, med Mismod og Bekymring.

Den nye Konge hilsedes imidlertid ved sit Indtog i Hovedstaden med utvetydige Beviser paa Folkets Kjærlighed og Tilfredshed med de tagne Beslutninger. En Æreport var opreist af Borgerne,Da en Deel af denne faldt ned strax efter Opførelsen, antoges dette som et slet Varsel. Der taledes og om andre uheldspaaende Varsler; men Rygter af den Art, som ofte sættes i Omløb af et misfornøiet Parti, fortjene ei at forplantes. Luften gjenlød af Kanonernes Torden og Folkets Hurraraab, og Kongens Indtog feiredes ved en almindelig Illumination. Formuen ydede sin Skjærv til de Fattiges Vederqvægelse i Hovedstaden ved at foranstalte deres Beværtning. Ved den indenfor Byens Grændser oprettede Æreport modtoges Kongen af Byens Magistrat og Repræsentanter, og 24 unge Piger bestrøede hans Vei med Blomster. En af disse overleverede Kongen en Krands af Egeløv med de Ord: «Fortjent Hæder»; en Anden et Dokument, som indeholdt Tilbudet af en Gave, der af Christiania Borgere var sammenskudt og stillet til Kongens Raadighed. Kongen tiltalte disse unge Piger med de Ord:

«Det hulde Kjøn forskjønner enhver Fest, forskjønner Livet; taknemligen skal jeg erkjende enhver Blomst, det vil strøe paa min Vei.»

183Magistratens Hilsen besvarede han saaledes:

«Den gode Modtagelse, jeg nyder, og mit Folks Jubel, vækker de blideste Følelser i min Sjæl, men ingen Følelse er i denne Stund mit Hjerte nærmere, end Ønsket at bidrage til Christiania Byes og dens Indbyggeres Vel.»

Indenfor Porten var i en lang Række opstillet Borgerbevæbningen og alt tilstedeværende Militair af Land- og Søe-Etaten. Kongen hilsede Borgerskabet med de Ord:

«Christiania Borgere ville mindes med mig, at dette er Aarsdagen da jeg første Gang saae mig omringet af dem. Det henrundne Aar har været mig dyrebart, thi jeg har lært Nordmænd at kjende. I Fremtiden skal det glæde mig hver Gang jeg kan bidrage til Eders Held.»

Til de Militaire henvendte han sig med de Ord:

«Norges Krigere! Kongen og Folket stoler paa Eder. Værer forvissede om min faderlige Omsorg, og Intet skal glæde mig meer, end at see Eder lykkelige.»

Festen selv forherligedes ved den Kirke-Ceremoni, hvormed den sattes i Forbindelse, og paa denne Maade søgte den nye Konge ligesom at paatrykke Folkets Kald et guddommeligt Stempel. Han afsteeg ingensteds i Byen, men forføiede sig lige til Kirken, hvor han modtoges af Statsraadet – dette Navn havde nu Regjeringsraadet faaet – og Geistligheden, og ledsagedes til den kongelige Stol, hvortil var gjort en Opgang, klædt med rødt Klæde. Den kirkelige Ceremoni høitideligholdtes paa sædvanlig Maade under Musik, Sang og Taler fra Prækestolen. Musikken udførtes af det musikalste Lyæum, Talen holdtes af Biskop Bech.I Tiden, 2den Aargangs 2det Bind, findes Festen omstændelig beskreven No. 100 Pag. 233 ff. Derefter oplæstes 184Rigsforsamlingens Adresse af 17de Mai angaaende Kongevalget tilligemed Kongens Kundgjørelse af 19de s. M., og denne Deel af Ceremonien endtes med en Bøn og Velsignelse over det norske Folk, Kongen og hans Slægt. De sædvanlige Glædesskud løsnedes derefter paa Voldene, og den forsamlede Menighed istemte Alle med een Mund et Held for Kongen. Kongen tiltalte den forsamlede Menighed fra Kongestolen med nogle hjertelige Ord, som varevare] rettet fra: bare (trykkfeil) Præget af en inderlig Følelse, og han endte med Ønsket «Held for Norge», hvilket Menigheden jublende gjentog.

Fra Kirken forføiede Kongen sig til Kongeboligen – det Huus, som af Kammerherre Bernt Anker var skjænket til offentligt Brug, hvilket beskedne Huus indtil denne Dag stedse har været de kongelige Personers Residents – under de sædvanlige Glædesudbrud. Derefter var almindelig Cour hos Kongen, som holdt sit Taffel med nogle Faa af de høieste Embedsmænd. Om Aftenen var af Byens Borgere foranstaltet en Folkesest i Haven udenfor Palaiet, hvormed denne Dags Høitid endtes.

Men ikke alene paa denne Maade yttrede Byens Indvaanere deres Glæde over Kongevalget; men der var ogsaa sammenskudt ikke ubetydelige Gaver, som overlodes til Kongens Raadighed under Fædrelandets vanskelige Stilling. Disse Gaver ledsagedes af det ovenfor omtalte Dokument af følgende Indhold:

«Ustrømtet Hengivenhed og Tillid til Deres Majestæt har hos Christiania Indbyggere fremkaldt det Ønske, at bringe Dem sin oprigtige Hylding. Værdiges, naadigste Konge, at modtage en ringe Gave som et Beviis paa vort Sindelag, og især paa vor Glæde over Deres Thronbestigelse. – Naar Fædrelandets 185Vel fordrer Offere, vil hver ægte Nordmand glædes ved at opoffre Alt for at befæste Deres Majestæts Throne, det Sikkreste Værn om vor Frihed og Lyksalighed. Gud velsigne Kongen og Fædrelandet.»

Gaven bestod af 52 Lod Guld, 12,550 Lod Sølv, 8,200 Rigsbankdaler, 372 Pd. Sterling, 7½ Skpd. Kobber, nogle Levnetsmidler og andre Artikler. – Denne Gavnmildhed, hvortil først Exemplet var givet i Trondhjem, efterlignedes siden af de øvrige Norges Byer.

Endeligen foranstaltedes efter kongelig Befaling en Takke- og Bønfest i et Restkript til Norges Biskopper af følgende Indhold:

«Vi Christian Frederik, af Guds Naade og efter Rigets Constitution Norges Konge, Prinds til Danmark, Hertug til Slesvig, Holsteen, Stormarn, Ditmarsten og Oldenborg, Vor synderlige Gunst tilforn!

«Rigsforsamlingens Adresse til Os af 17de Mai, og Vort aabne Brev tilligemed Kundgjørelsen af 19de Mai, tilstilles Dig herved, med Befaling at anordne udi enhver Kirke i det Dig anbetroede Stift en Takke- og Bønfest, at afholdes til Høimesse første Søndag efter denne Vor Befalings Meddelelse. Ved samme Fest skal prækes over Texten i Davids Psalme den 125de 1ste Vers, og Rigsforsamlingens Adresse af 17de Mai, samt Vort aabne Brev og bemeldte Kundgjørelse af 19de Mai oplæses, hvornæst Prækenen sluttes med en hjertelig Bøn, hvilken Du haver at anordne, og i hvilken Himlens Velsignelse nedbedes over det norske Folk og over Os og Vor kongelige Slægt. Vi forlade Os trygt paa Gud den Almægtige, at han vil bistaae en retfærdig Sag, og udføre 186al Vor Gjerning til Vort elskede Folks Held og Hæder.

«Befalende Dig i Guds høie Varetægt.

«Givet paa Eidsvold den 19de Mai 1814.
Christian Frederik.»

Den Paaberaabte Kundgjørelse lød saaledes:

«Elskede norske Folk! Modtager Eders Konges første og huldeste Hilsen! – Vi have med Glæde ved RigsforsamlingenRigsforsamlingen] rettet fra: Rigsforsamgen (trykkfeil) seet et frit og uafhængigt Folks første Rettighed, at bestemme sin Regjeringsforfatning, udøvet; saavidt Mennesker formaae at skjønne, med det Overlæg og Fædrelandssind, som nu formedelst Constitutionen sikkrer Borgerheld og Statens Tarv og Hæder.

«Det gamle norske Kongerige fordrer en Konge, og Eders Kjærlighed og Tillid have kaldet Os til Norges Throne; intet Adkomstbrev skulde være gyldigere, intet dyrebarere for Os.

«Forfædres Minder, meer end egen Fortjeneste i den korte Tid Vi have kunnet virke iblandt Eder, har foranlediget dette Valg. – Hiin store Konges Minde skal uafladeligen være Eders Kongespeil, og tidligen skal Vor elskte Søn dannes til engang at blive Folkets første Ven, dets Haab og Glæde.

«Riget trænger til Fred, og Eders Forventning skal ikke skuffes, naar I haabe af Os, at Vi ville bestræbe Os for at vedligeholde denne med alle Magter. – Dette er Kongens første Pligt, men lige lydeligen fordrer den fædrelandsksindede Borger, at Rigets Hæder og Selvstændighed skal haandthæves; han er villig til enhver Opoffrelse for dette store Formaal, og nærværende saavelsom tilkommende Slægters Held kan ei bestaae uden at det opnaaes. Ogsaa heri vente I at see i Eders 187Konge den Første, der villigen foregaaer Eder med et følgeværdigt Mønster paa Selvopoffrelse, paa Fædrelandssind og Manddomsdaad. Eders Forventning skal ikke skuffes, Jeg har lovet det for Guds Aasyn – ja, famdrægtigen skulle Kongen og Folket bistaae hinanden, og ingen Magt skal adskille dem, saavidt som Herren er med Os.

«Vor Sag er retfærdig, det skulle, det haabe Vi, til deres egen Ære, Jordens Magter erkjende, og for at give dem Anledning dertil, overgives Vort aabne Brev og høitidelige Erklæring, udstedt af Rigsforsamlingen, til de Magter, hvis Venskab og gode Forstaaelse er væsentlig for Norge. Denne, indeholdt i Rigsforsamlingens Adresse til Os af 19de Mai, er saaledes lydende:

«Det norske Folk, som, løsgivet fra sin ældgamle Forbindelse med Danmark, ved sine fritvalgte Repræsentanter har constitueret sig som en selvstændig Stat, seer med saameget mere Tillid en glad og lykkelig Fremtid imøde, som det i Deres Majestæt har været heldig nok til at finde en Regent og Beskytter, der ikke tager i Betragtning med fuldkommen Selvopoffrelse at forene Deres Skjebne med vor.

«Men idet vi i Folkets Navn erklære dets faste og urokkelige Bestemmelse at forsvare sin Frihed og Selvstændighed – var det end med Opoffrelse af det Kjæreste det eier – idet vi høitideligen gjentage den Ed, vi engang have svoret Fædrelandet, det gamle Norge, hvis Fald eller Skjændsel vi ikke ønske at overleve, vove vi at anmode Deres Majestæt om, at De, paa samme Tid som De i Kraft af den Dem ved Constitutionen overdragne Myndighed meddeler de udenlandske 188Magter Udfaldet af Rigsforsamlingens Forhandlinger, tillige vil kundgjøre dem denne den norske Nations bestemte og urokkelige Villie. Norge ønsker og haaber at leve i Fred og god Forstaaelse med andre Magter; overbeviist om, at en blodig Krig med Naboriget tilsidst vil ende med at blive ødelæggende for begge Riger, ønsker det Venskab og Forbund med samme, hvorved fælles Fordeel kunde opnaaes og betrygges. – Det norske Folk føler sig forvisset om, at de mægtige Stater, der i de sidste Aar med saamegen Held og Anstrengelse have kjæmpet for Europas Frihed og Ro, ikke ville kunne samtykke i Undertrykkelsen af et Folk, der ikke forlanger Andet end at leve frit imellem sine Klipper, og som, hvis dette Haab skulde slaae Feil, er bestemt til at foretrække Død for Slavelænke.»

«Med sand Erkjendtlighed gjenkjender Eders Konge heri Præget af gammel norsk Retsindighed og Trofasthed, og Vi glæde Os ved at kundgjøre dette til Minde om den Aand, der besjæler det Folk, Himlen har bestemt Os til at regjere, og som Vi saa inderligen ønske at lyksaliggjøre.

«Anbefalende Eder, Vort elskte Folk, i Guds høie Varetægt.

«Givet paa Eidsvold jernværk den 19de Mai 1814.
Christian Frederik.»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.