Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815, bind 3

av Jacob Aall

Tyvende Capitel

Den 13de October bleve de svenske Kommissairer indførte i Storthinget ved en af Præsidenten dertil udnævnt Deputation af Storthingets Medlemmer, efterat Præsidenten ved Skrivelse fra Statsraad Rosenkrantz var bleven underrettet om, at Kommissairerne vilde indfinde sig Kl. 10 Formiddag, og efterat Præsidenten var bleven bemyndiget til at afgive Svar paa Storthingets Vegne. Den svenske Statsraad Rosenblad foredrog som Kommissairernes Ordfører disses Ærende, og overleverede Præsidenten deres Fuldmagter tilligemed et af Kommissairerne samme Dag underskrevet Forslag tll Norges Grundlov, affattet i det svenske Sprog med en vedføiet norsk Oversættelse.

369Rosenblads Tale lød saaledes:

«Gode Herrer og norske Mænd!
«Præsident og Medlemmer af Norges Storthing!

«Vor allernaadigste Konge har udnævnt os til hans Kommissairer ved Norges Riges Storthing, og vi maa herved levere de Fuldmagter, som af Hs Majestæt i denne Henseende ere blevne udfærdigede.

«Det er en høi og tilfredsstillende Pligt for et frit og ædelt Folks Repræsentanter offentligen at kunne lægge for Dagen Kongens Tænkemaade, at bringe hans Hilsen til Eder, gode Herrer og norske Mænd! og at række Eder den første broderlige Haand. Ene gjennem kraftfulde og hastige Beslutninger kan den nordiske Halvøe, længe sparet under Europas almindelige Rystninger, og af Naturen bestemt til stedse at bevares derfor, vinde Rolighed for det Nærværende, Fasthed og Sikkerhed for Fremtiden. Kongen venter disse Beslutninger af Eders Viisdom, af Eders Kjærlighed til Fædrelandet.

«Hs. Majestæt har overdraget os at begjære af Norges Riges Storthing, at en Committee maa udnævnes, til hvilken vi kunne meddele de Oplysninger, som staae i uadskillelig Forbindelse med de almindelige Anliggender. Hs. Majestæt har derved havt til Hensigt at forberede de Meddelelser til Storthinget, som kunde blive en Følge af begge Rigers Forening. Med Blikket fæstet paa dette Kongens Formaal, henstille vi nu til Eder, gode Herrer og norske Mænd, at udvælge en saadan Committee, og at overdrage den at træde sammen med os, samt at indkomme til Eder med Beretning og Forslag.

«Igjennem de Underretninger, som vi maatte afgive til denne Committee, skal den overtydes om, at de Forandringer i den Eidsvoldske Constitution, som Kongen har anseet uundgaaelig 370nødvendige, ikke i nogen Henseende rokke de Friheds-Rettigheder, hvorpaa denne Grundlov hviler. Med Beskyttelse for den evangelisk-lutherske Lære, med Repræsentationsrettens Vedligeholdelse, med fri Lovgivnings- og Beskatningsret, med Sikkerhed for al Undertrykkelse eller egenmægtig Behandling, med den fuldbyrdende Magts lovbundne Udøvelse, med den dømmende Magts Uafhængighed, med Embedsmændenes constitutionelle Ansvarlighed, med Trykkefrihedens uforstyrrede Brug, have de gjorte Forandringer ene Hensyn til det nye Forbund, som stiftedes mellem Skandinaviens begge Riger, og til den nye Bestyrelsesform, som deraf nødvendigen maatte opstaae.

«Kongen er forvisset om, at disse Grundsætninger for Norges Constitution med fuldkommen Tillid kunne klarligen lægges for Dagen for et Folk, som længe har savnet en sikker Oplysning om Kongens virkelige Hensigter, og det er for at give dem en større og hurtigere Offentlighed i et Tidspunkt, da Alt fordrer en aabenhjertig Handlemaade, at Kongen har tilladt os at meddele Eder, gode Herrer og norske Mænd, Hs. Majestæts Tanker om dette vigtige Æmne. Omendskjønt de ere fremsatte i Form af et ordentligt Forslag, som indeholder Alt, hvad Kongen i Henseende Grundloven agter at foreslaae for Storthinget, er det vor Pligt, da vi nu foreløbigen overlevere Eder samme, derved udtrykkeligen at erklære, at al fælles Overlægning derom med os, alle Spørgsmaal om de Modifikationer og Tillæg, som fra Eders Side kunne gjøres, beroe paa den høitidelige Erklæring af begge Rigers Forening under een Konge, men under Overholdelsen af gjensidige Love.

«Dette Forbund, som Skandinaviens Lykke og Selvstændighed saa høiligen kræver, venter nu af Eder, gode Herrer og norske Mænd, sin Fuldbyrdelse. Ei mere med truende Vaaben 371men med broderligt Haandslag bør Nordmænd og Svenske møde hverandre, til fælles Æres Haandhævelse, til fælles Friheds Bevarelse.»

Storthingets Præsident befvarede denne Tiltale saalunde:

«Det norske Storthing har nu hørt, og ved mig, dets Præsident, modtaget Hs. svenske Majestæts Kommissairers Andragende. Dette er af største Vigtighed for det norske Folk, og fordrer paa det nøiagtigste og roligste at overveies. Dette vil skee af Norges Riges Repræsentanter saa hastigt som Æmnets Omfang tillader det. Fædrelandskjærlighed og Klogskab vil lede Debatterne. Resultaterne skulle blive Hs. svenske Majestæts Kommissairer meddeelte.»

Efterat Kommissairerne havde forladt Forsamlingen, blev den norske Oversættelse af Kommissairernes Forslag til Grundloven oplæst, og det blev besluttet, at den svenske Ordførers, Statsraad Rosenblads, Forlangende om en Committees Udnævnelse til nærmere at konferere med Kommissairerne skulde udsættes til den følgende Dag. Til samme Tid udsattes Nansens Forslag til Underhandling med Sverige om: 1) at forlænge Vaabenstilstanden i 14 Dage, eller saalænge indtil Storthinget saae sig istand til at afgive sit Ultimatum, og 2) at Opsigelsen af Vaabenstilstanden maatte forlænges til 4 Uger.

Den 14de Octbr. afgjordes ved 76 Stemmer mod 2Sodemann og Schultz meente nemlig, at Storthinget først maatte blive bekjendt med Rigets Tilstand og Midlerne til Krigens Fortsættelse, førend den Committee, der skulde undersøge de svenske Kommissairers Forslag, blev nedsat. «at en Committee skulde nedsættes for at modtage nærmere Oplysning fra de svenske Kommissairer, og meddele Storthinget disse.» Antallet af Committeens Medlemmer bestemtes til 9, 372hvoraf de 3 skulde udvælges af Landalmuens Klasser. Til Medlemmer af denne Committee valgtes: Christie, Lange, Treschow, Collett, Arntzen, Sibbern, Bech, Aasmund Nordgaard, Lehnsmand Forseth og Erik Nor. Lange skulde indtræde i Committeen i Stedet for Christie, saalænge denne fungerede som Præsident.

Det anmeldtes i dette Møde, at der i Jedderens og Dalernes Fogderi, og i Romsdalens Amt, vare gjorte betydelige Sammenskud til Krigens Fortsættelse, om den igjen skulde udbryde, og at lignende Offere vilde bringes fra Hedemarken og Trondhjem.

Fra Statsraadets Side var imidlertid blevet foranstaltet Bekjendtgjørelse til Nationen om Kongens Tale og hans Deklaration angaaende Kronens Nedlæggelse, hvilket meddeeltes Storthinget i Statsraadets Skrivelse af 14de Octbr. af følgende Indhold:

«Statsraadet giver sig den Ære hoslagt at tilstille Norges overordentlige Storthing et Antal Exemplarer af det Cirkulaire af Dags Dato, hvorved samtlige Overøbrigheder og Biskopper, overeensstemmende med Storthingets behagelige Begjæring af 12te dennes, kommuniceres til almeen Kundgjørelse saavel den i Storthinget oplæste Kongens Tale, som Hs. Majestæts Deklaration angaaende Kronens Nedlæggelse.»

Nansens Forslag angaaende Vaabenstilstandens Forlængelse udsattes «indtil Omstændighederne maatte give flere Medlemmer Anledning til derom at movere.»

Den 18de Octbr. behandledes Capitaine Ræders Forslag om 1) at en Takadresse skulde af Storthinget udfærdiges til Statsraadet, fordi det havde hævdet Lovene ved at sætte de militaire Personer under Tiltale, som formodedes at være Skyld 373i de sidste uheldige militaire Begivenheder; 2) at Storthinget igjennem Statsraadet skulde skaffe sig Underretning fra den kommanderende General om, hvilke de Personer og Chefer ere, der have hævdet Nationens og deres egen Ære i den Grad, at de kunde fortjene Storhingets og Nationens Tak.Et Forslag af den Art var allerede tidligere gjort i Statsraadet af Sommerhjelm, i Følge hvilket en Overkrigskommission allerede var udnævnt, som skulde anstille Undersøgelse i den Anledning. I Følge endelig Dom tilkjendtes nogle Chefer haard Straf; men det findes ikke, at Belønning faldt i Nogens Lod. Dermed forenede Repræsentanten fra Drammen, Iver Holter, Forslag om, «at Storthinget skulde lade sig meddele de fornødne Oplysninger om, hvorvidt der med denne Undersøgelse er avanceret.» «Nationens Ære, og Retfærdiggjørelse for en saare krænkende Mistanke, synes saa meget at beroe paa Resultatet af dette Arbeide, at man sikkerligen ikke kan gjøre for meget for at faae samme udført som det bør.» Forslaget understøttedes ogsaa af Præsten Angell i et skarpt Foredrag, hvori det blandt Andet hedte: «Det eneste Middel til at aftvætte den Skjændsel, som maaskee kunde hvile over Nationen, er, at den selv med Bestemthed fordrer den strengeste Undersøgelse af de sildigere Begivenheder, og de Aarsager, der fremskyndte det uheldige Udfald. Hvad enten Forening eller Ikke-Forening mellem Norge og Sverige finder Sted, er det nærværende Repræsentanters Pligt, medens de endnu ere samlede, at æske alle mulige Oplysninger i den Henseende, hædre de Værdiges Forhold, betegne de Uværdiges med fortjent Skam og Skjændsel, og saaledes vise Verden, at, om end Enkelte vare ligegyldige for Æren, saa fortjener Nationen nu i det Hele at agtes og hædres.» – Grev Wedel gjorde opmærksom paa, at ingen militaire Personer 374endnu vare satte under Tiltale, men en Overkrigskommission var nedsat, for at undersøge om Nogen burde tiltales. Denne Sag var saaledes i sin nærværende Stilling udenfor Omraadet af Storthingets Autoritet, og var i den dømmende Magts Hænder. Det Eneste, hvad der for Tiden kunde høre under Storthingets Deliberation i den Henseende, var, af Statsprotokollerne at undersøge, hvorvidt Statsraadet i denne Sag havde opfyldt sin Pligt, og det meente han hørte nærmest under Odelsthingets Afgjørelse. Med 57 Stemmer blev det derefter afgjort, «at Ræders og Holters Forslag skulde udsættes til Afgjørelse, efterat man havde modtaget Indberetning fra de forskjellige Committeer», og med 61 Stemmer fastsattes endvidere, «at denne Sag, naar den igjen foretages, først skulde foredrages i Odelsthinget og derefter i Lagthinget.»

Forslag af den Art viiste noksom det forsamlede Storthings Stemning, der kunde betragtes som en Gjenklang af den, der endnu mangesteds herskede blandt Folket. Selvstændighedens ivrigste Forsvarere indsaa Umuligheden af at fuldbyrde det begyndte Værk, og Nødvendigheden af en Forening med Sverige. Men endskjønt de saaledes maatte bøie sig under den haarde Nødvendighed, og de forbundne Staters Magtsprog, maatte det være dem magtpaaliggende at overbevise Nationen om, at de didhørende Beslutninger vare tagne med klogt Overlæg og tilbørligt Hensyn til Fædrelandets Tarv, men at det mindre heldige Udfald tildeels maatte tilskrives en mod Norge udøvet uretfærdig Voldsomhed, deels var en Følge af en strafværdig Lunkenhed, om ikke Forræderi, fra de Redskabers Side, ved hvilke Selvstændighedsværket skulde udføres og forsvares. Underlige Skjebner forenede sig for at lægge lige stor Vægt i begge politiske Partiers Fremfærd til at frembringe et for Fædrelandet 375lykkeligt Resultat. – Iøvrigt var det ikke at undres over, om man i Begyndelsen af Storthingets Virksomhed feilede i Anvendelsen af de forskjellige Autoriteters Magtfordeling. Disse Grændser afmaaltes først mere bestemt efter en lang Tids Forløb, efter mangen en haard Strid mellem de forskjellige Autoriteter om Grundlovens Fortolkning, og endnu staae Stridspunkter uafgjorte, uden at den exekutive Magt og Storthinget kan blive enige om en fast Afgjørelsesnorm.

Den 18de Octbr. blev det ogsaa kommuniceret Storthinget ved en Skrivelse fra de svenske Kommissairer, at Contreadmiral, Baron Platen, var af Kongen af Sverige befuldmægtiget til at deeltage i de Ærender, som var Formaalet for deres Sendelse til Norges Storthing. Det havde, som før bemærket, været Platen overdraget at udføre nogle Kommunikationer med Christian Frederik, og efterat disse vare endte tiltraadte han den svenske Kommission.

Under 19de Octbr. indleverede den til at undersøge Rigets Tilstand nedsatte Committee gjennem sin Formand, Capitaine Motzfeldt, sin Indberetning, og denne var med Hensyn til Muligheden af Krigens Fortsættelse ingenlunde opmuntrende. Landarmeens Styrke maatte ansees for at staae langt tilbage for den svenske mod Norge opstillede Landhærs. Dennes Styrke angaves før Vaabenstilstanden til 30,000 Mand, som deels vare indrykkede i Norge, deels stode slagfærdige til at gjøre Indfald, foruden 10,000 Mand Reserve. Af denne Krigsmagt stod allerede 17,000 Mand i Norge, fordeelagtigen posterede paa den i Vaabenstilstanden bestemte Demarkationslinie. Den norske Armee paa Demarkationslinien, tilligemed Christianias og Kongsvingers Garnisoner, udgjorde neppe 10,000 Mand, og denne Styrke, om man endog tog Landeværnet med, kunde 376først om 5 Uger bringes til 21,000 Mand, i hvilken Tid den svenske Armee kunde gjøre store Fremskridt i Hjertet af Norges bedste Provindser, og forøges med den paa Grændsen og i Nærheden deraf opstillede Reserve. (Der taltes ogsaa om en Forstærkelse af 6000 Mand Russer, der skulde angribe fjærnere Punkter af Riget.) – Søstyrken stod i et endnu slettere Forhold til Fiendens. Den svenske Styrke ved Angrebet paa Hvaløerne – siden hvilken Tid den ikke havde lidt mindste Nederlag – var: 4 Linieskibe, 3 Fregatter og 75 store Kanonslupper, foruden en Deel andre Fartøier. Den norske Styrke, som i dette Efteraar kunde bringes i Virksomhed, var derimod kun 6 Brigger, 4 Kanonskonnerter og 36 Kanonslupper. Der fandtes vel i Trondhjem 10 Kanonslupper, og i Bergen 2 Kanonskonnerter; men disse kunde ei bringes i Beregning, da de vare for langt fra Kamppladsen. Af Kanonjoller vare vel en Deel i Frederiksværn og Christiansand, men de kunde ikke bruges paa denne Aarets Tid. Desuden havde de svenske Krigsfartøier tildeels sværere og bedre Skyds samt fortrinligere Krudt end de norske. Af de Magasiner, som vare anlagte eller skulde anlægges nordenfor Christiania, kunde en Armee paa 20,000 Mand neppe fødes i 2 Maaneder, om end Kornforraadene til rette Tid kunde forvandles til Meel og Brød, hvoraf ikkun havdes ubetydelig Beholdning. Da Landet var blevet velsignet med et frugtbart Aar, kunde disse Beholdninger vel betydeligen forøges, men det var fast umuligt at fremskaffe disse til Tid og Sted. Armeen havde vel godt Forraad af adskillige Klædningsstykker, men manglede dog den til et Vinterfelttog nødvendige Vinterbeklædning. Den havde taalelige Lazareth-Fornødenheder, men savnede et betydeligt Antal Læger. Den var nogenlunde forsynet med Haandgeværer, men havde derimod 377stor Mangel paa Ammunition til det grove Skyds og til Fæstningerne. Den største Deel af Ammunitionen befandt sig desuden i Agershuus Fæstning, som maatte befrygtes at falde i Fiendernes Hænder strax efter Fiendtlighedernes Udbrud. General Arenfeldt havde erklæret, at det under disse Omstændigheder neppe vilde være muligt, endog under det kjækkeste Forsvar, at hindre Fienden fra at trænge frem til Christiania og bemægtige sig Agershuus Fæstning, men at den norske Armee maatte vige til de nordenfor Christiania liggende Landstrækninger, og der oppebie Forstærkninger. I denne Beskrivelse laa ingen Opmuntring fra den militaire Side til Krigens Fortsættelse.

Med Hensyn til Stillingen af Landets Finantsvæsen var den af Committeen indgivne Beretning ikke mindre nedslaaende. Den cirkulerende Seddelmasse beregnedes til omtrent 18 Millioner Rigsbankdaler,Det viiste sig senere, at den endnu var større. og som Hypothek for denne omsvævende Masse af Sedler havdes Rigsbankens Heftelser, hvis rette Beløb ansloges til 4½ Millioner Rbd. Sølv, der, naar den paa Eidsvold udstedte Garanti toges til Følge, udgjorde omtrent 8½ Million Rigsbankdaler Navneværdi. Der blev saaledes omtrent 9½ Million ufunderede Sedler tilbage. Dersom Krigen paany udbrød, vilde Krigsomkostningerne beløbe til 3 à 4 Millioner Rigsbankdaler maanedlig, og Statens almindelige Udgifter vilde kræve 150,000 til 200,000 Rbd. maanedlig, medens Styrken til at bære disse Udgifter vilde formindskes, alt som det lykkedes Fienden at udbrede sig over flere og flere Landstrækninger, og saalænge Landets Skibsfart, Udskibning og Fabrikvirksomhed laa i Dvale. Disse Udgifter vilde nominelt betydeligen 378blive forøgede, dersom Pengenes Værd sank, hvilket vilde være høiligen at befrygte under en fortsat Udvidelse af Seddelfabrikationen. Garantien kunde ikke beskytte mod denne Papiirpengenes Forværrings-Flugt; thi Statens som Privatmænds Kredit beroer paa Kraften til at opfylde indgangne Forpligtelser og ikke paa givne Løfter. Kongen havde baade nu og for flere Maaneder siden henpeget paa Oprettelsen af en Bank og paa udenlandsk Laan. Men til at opføre den første manglede baade Evne og Villie, formedelst Næringsveienes Standsning og Statens vaklende Stilling, og for en Stat, som befinder sig i Forlegenhed og er i synkende Velstandsforhold, staae ingen Laanere tilrede. – Denne Landets Finantsnød var næsten en større Hindring for en kraftfuld Modstand end Armeens Svaghed i Forhold til den svenske. Norge lader sig i Følge Landets physiske Beskaffenhed ikke let erobre ved Vaabenmagt. Krigens Ulykker ere somoftest øienbliklige og partielle, og ved denne Leilighed formildedes de ved en Fiendes Skaansomhed og Eftergivenhed, som beflittede sig paa at vinde Gemytterne for en Sag, for hvilken han fægtede. Pengevæsenets Forvirring derimod udbreder sin Rod i den fjærne Fremtid, og sin Gift til det ganske Land i alle Borgerklasser.

Denne Committeens Fremstilling af Landets Krigsstyrke i Forhold til den svenske, og af Finantsernes Tilstand, forenet med Betragtningen over Følgerne af Krigens Fortsættelse, hævede alle Tvivl hos Storthingets Medlemmer om den Beslutning, som i den Henseende burde tages, og der var neppe Nogen blandt dem, som i sit Hjerte stolede paa Muligheden af Selvstændighedens heldige Forsvar. Dertil kom, at de af de svenske Kommissairer indgivne Foreningsbetingelser vare langt moderatere end de Fleste havde ventet, endskjønt de vare affattede 379overeensstemmende med den paa Moss afsluttede Vaabenstilstands-Konvention, i hvilken den Eidsvoldske Constitutions Gyldighed erkjendtes. Denne var saaledes respekteret i de fleste Bestemmelser af de svenske Kommissairers Forslag. Norge skulde som Foederativ-Stat beholde sin Selvstændighed og en indvortes Organisation, der passede til dets simple Naturforhold. Sveriges Konge fik en ny Krone, men Landene forbleve afsondrede og regjeredes efter forskjellige Love. Under disse Omstændigheder mærkedes lidet til den Meningsstrid, som paa Eidsvold reistes imellem de tvende forskjellige Partier. Alles politiske Meninger samlede sig i Nødvendigheden af den skandinaviske Halvøes Forening, endskjønt flere Medlemmer gave sine patriotiske Følelser Luft i høie Talemaader eller vemodige Reminiscenser. De fleste Medlemmer, som kunde lægge et Ord med i denne vigtige Sag, beredte sig imidlertid paa at ledsage den store Beslutning med meer eller mindre vidtløftige Foredrag, og Taler, som skulde været holdte paa Eidsvold, men tilbageholdtes af Agtelse for den herskende Mening, gjenløde nu i denne Storthingssal.

Ved Siden af disse Betragtninger over Landets Kræfter, og Muligheden af at forsvare Norges Selvstændighed ved en fortsat Krig med Sverige, indleveredes imidlertid en Skrivelse til Storthinget fra Oberst og Generaladjutant-Lieutenant Rode. Deri udvikledes det Spørgsmaal: «Kan Norge fortsætte Krigen med Sverige, uden at frygte for dens Udfald?» Forfatteren sammenlignede i den Henseende Sveriges Stridskraft med Norges, og lagde især Vægt paa, at Sverige kun havde Erobrerens Mod, der svækkes ved Modstand, medens Norge havde Fortvivlesens Mod, der stiger med denne. Dersom den svenske Armee havde fri Villie til at angribe Norge, hvor den fandt 380det beqvemmest, saa havde den norske Armee Valget af Forsvarspunkter, og kunde gjøre dette saa fordeelagtig muligt. Dersom endog den svenske Armee var dobbelt saa stærk som den norske, saa kunde den Linie, som denne vil vælge ved en fornyet Krig, betragtes som den ydre Rand af en forskantset Leir, og Angrebet paa en saadan kræver dobbelt Styrke. Dersom den svenske Armee let kunde fordobles ved sin Reserve og den Deel af Armeen, der stod paa Grændsen, saa vilde den norske Armee dagligen voxe derved, at den bevæbnede Almue stødte til Armeen, hvorved den kunde forøges indtil 20 til 30,000 Mand, foruden den regulaire Styrke. Vinterens Nærmelse maatte vanskeliggjøre Transporten til Fiendens Armee, der mestendeels maatte skee til Søes, medens Vinterføret lettede Landtransporterne for den norske. Denne kunde vel i Begyndelsen blive nødt til at vige for Fienden, men den vilde derved nærme sig sine i Ryggen liggende Magasiner, medens Fienden bortfjærnede sig fra sine, og ved Fremrykningen vilde Fiendens Overmagt forringes, medens den norske Armees Kræfter voxede ved Tilbagemarschen. Han gjorde videre opmærksom paa de Vanskeligheder, som Fienden havde at overvinde paa den eneste Vei, paa hvilken han kunde trænge ind i Landet, og især paa Vanskeligheden af at føre med sig de nødvendige Magasiner. Til Slutning erkjendte han, at det fornemmeligen kom an paa, om de fornødne Qvantiteter af Korn og Kjød kunde tilveiebringes. Disse anslog han til 70,000 Tdr. Korn og 3000 Tdr. Kjød, hvilke han dog troede at kunne erholde i Landet selv; men henviiste til Kommissariatet med Hensyn til det Nærmere herom. Han tilstod, at den fornødne Ammunition og det tilstrækkelige Antal af Skydegeværer ei var forhaanden; han meente, at Landalmuen selv var forsynet med Vaaben og Krudt. «Mod væbner 381ligesaa let – siger han – som Nøisomhed mættes, naar begge ere Børn af en fast Villie.» – I nogen vidtløftig Operationsplan indlod han sig dog ikke videre. – Denne velmeente og velskrevne Afhandling rokkede dog ikke Storthingets Beslutning, at ende Krigen ved en passende Forening imellem begge Riger, hvis Nødvendighed Omstændighederne alt meer og meer fremkaldte. Man begyndte desuden at indsee, at den heldigste Krig neppe vilde kunne fremlede et lykkeligere Resultat end det, hvortil de begyndte Underhandlinger gave Udsigt.

Imidlertid nærmede den Tid sig, da Vaabenstilstandens Termin var udrunden, og da Foreningsbeslutningen maatte tages, eller Selvstændighedskrigen fortsættes. Formanden for Committeen til at modtage Meddelelse fra de svenske Kommissairer, Etatsraad Treschow, fremlagde en mundtlig Beretning om, hvorvidt der kunde ventes Samtykke til Committeens Forslag til Grundlov for Norge i flere Punkter. I Anledning af denne Indberetning ønskede Motzfeldt og Flere at vide, om de Meddelelser, som de svenske Kommissairer havde givet, vare at betragte som Ultimatum. Formanden erklærede, at, hvorvel de ei vare givne som Ultimatum, maatte de dog som saadant betragtes, indtil Hovedspørgsmaalet var afgjort. Han anmærkede derhos, at Kommissairerne paa Committeens Yttring om Vaabenstilstandens Forlængelse havde erklæret, at denne vilde blive aldeles afslaaet, og at den blotte Begjæring derom vilde bevirke Underhandlingernes Afbrydelse, og Kommissairernes øiebliklige Tilbagereise. Treschow fremsatte derefter de didhørende Forslag, idet han gjorde opmærksom paa, at dersom Storthinget ikke afgjorde det vigtige Foreningsspørgsmaal, vilde rimeligviis Krigen igjen begynde inden 8 Dage med større Bitterhed end før, 382og om med Udsigt til større Held, det maatte han overlade Forsamlingen at bedømme efter de forelagte Oplysninger om Landets Stridskræfter og indvortes Forfatning i det Hele. Han foreslog saaledes:

1) Da Hs. M. Kong Christian Frederik har nedlagt Regjeringen i Folkets Hænder, løst Norges Indbyggere fra den til Høistsamme aflagde Troskabseed, og frasagt sig alle Rettigheder til denne Krone, og da Norge efter Grundloven altid bør regjeres af en Konge, saa kan og bør der snarest muligt skrides til at vælge og antage en anden Konge i hans og hans Afkoms Sted.

2) Det norske Storthing erklærer en Forening med Sverige i Overeensstemmelse med den første § af de af de svenske Kommissairer fremlagte Forslag for at være begge Riger gavnlig, og i Henseende til de udvortes Forhold og derpaa grundede Sikkerhed og Selvstændighed for nødvendig.

3) Da Kongen af Sverige, Carl den Trettende, ved Erkjendelsen af Rigsforsamlingen paa Eidsvold og den der givne Grundlov i dens væsentlige Punkter, og ved den Erklæring, at han kun vil foreslaae saadanne Forandringer i samme, som til Forening med Sverige maatte blive nødvendige, da han tillige ved de til dette Storthing formedelst sine befuldmægtigede Kommissairer virkelig gjorte Forslag, og tillige ved de givne, disse meddeelte, Bestemmelser og Oplysninger ei alene har givet de meest overtydende Prøver paa sin Agtelse for det norske Folks Ære, Friheder og Rettigheder, men og paa sin Tilbøielighed til at føie vore billige Fordringer og høre vore Forestillinger, saa udvælges Allerhøistsamme Hs. M. Kong Carl den Trettende til Norges Konge.

3834) Indtil disse Forslag ere debatterede og afgjorte, tages intet Forslag, som hidtil er indkommet eller kunde indkomme, til Overveielse i Storthinget selv.

5) Votering om det andet og tredie Forslag skeer mundtlig til Protokollen.

6) Udvælgelsen maa være ubetinget; thi da Meningerne om Vilkaarene, paa hvilke Foreningen bør finde Sted, kunde være meget forskjellige, saa vilde paa denne Maade ingen Enighed være mulig. Den til den Ende nedsatte Committee kan umuligen blive færdig med de mange i den Anledning indkomne Forslag til den Tid da Beslutningen maa tages, og en Overilelse vilde være meer at befrygte forud end siden, da efter Kongevalget vil være Tid nok for Storthinget til at tage hvert Forslag til Forandring i Grundloven under Overveielse.»

I samme Anledning holdt Præsten Abel en kort Tale, hvori han «antog for afgjort, at de Fleste af Norges tænkende og retsindige Mænd have erkjendt baade Nytten og Muligheden af en Forening med Naboriget, endog længe før Sværdet sidste Gang droges, maaskee til liden Ære for begge. – Men da Norge ingenlunde havde erkjendt det Overherredømme, som Kielertraktaten tilsikkrede Sverige, hvilket ved Konventionen til Moss synes bekræftet, kunde Norge selv som et frit Folk med roligt og modent Overlæg bestemme de Grundsætninger og Betingelser, hvorpaa Foreningen mellem Norge og Sverige bør hvile, dersom den findes for Tiden gavnlig for Landet. – Efterat have i disse Bestemmelser taget tilbørligt Hensyn til Norges Ære, Frihed og Borgerrettigheder, lader os være de første, der række det svenske Folk en oprigtig Broderhaand, da lader os tilbyde Carl den Trettende et Scepter, som hidtil ikke 384blev hans Lod at føre. – I dette Tilfælde burde alt forhen Skeet forglemmes. Blev derimod den Constitution, som Landets Borgere maatte være berettigede til at grundlægge, forkastet, da var det Tid at reise sig mod en herskesyg Regent, da er endnu Norges fulde Kraft tilbage, med den kunne vi seire, med den kunne vi døe, og i begge Tilfælde kunne vi ved den gjenvinde vor Ære.»

Ved Siden af Treschows Forslag lagde Nansen et Forslag til Fredstraktat med Sverige, og det besluttedes, at begge Forslag, saavidt Tiden tillod det, skulde foretages næste Dag, og at Forhandlingerne da skulde foregaae under lukte Døre.

Samme Dag indfandt Statsraadets Medlemmer sig i Storthinget, og aflagde den i Grundlovens 44de § foreskrevne Eed, og denne i Statsraadets Hænder nedlagte midlertidige Regjering varede indtil Kongevalget var foregaaet.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815, bind 3

Jacob Aalls Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815 er fremdeles en av våre viktigste kilder til tiden rundt 1814. I detalj redegjør Aall for de politiske hendelsene i Norge og Norden som førte til utarbeidelsen av Norges Grunnlov, bruddet med Danmark og unionen med Sverige. Beretningen er basert på egne erfaringer, han var selv til stede på Eidsvoll.

Verket kom ut i tre bind i 1844-45.
Bind 1 inneholder innledning, «Første Tidsrum» (1800-07), første del av «Andet Tidsrum» (1807-08) og bilag.
Bind 2 inneholder andre del av «Andet Tidsrum» (1808-14), bilag og tillegg/rettelser.
Bind 3 inneholder «Tredie Tidsrum» (1814) og bilag.

I 1859 kom en ny ettbindsutgave med noen rettelser og tillegg.

Se faksimiler av utgavene (nb.no):
1. utgave, bind 1, 1844
1. utgave, bind 2, 1844
1. utgave, bind 3, 1845
2. utgave, 1859

Les mer..

Om Jacob Aall

Jacob Aall var først og fremst forretningsmann og politiker, men ga også ut en rekke verker, særlig populærvitenskapelige tekster om næring og handel. Hans mest kjente verk er Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815 (3 bind, 1844-45), hvor han basert på egne erfaringer i detalj gjør rede for de politiske hendelsene i Norge og Norden rundt 1814.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.