Eenogtyvende Capitel

Den 20de Octbr. var den vigtige Dag, paa hvilken Norges Skjebne skulde afgjøres og Loddet kastes, enten Foreningen med Sverige skulde af Storthinget besluttes, eller en blodig Handske kastes til en Fiende, som med overlegen Magt, og styrket ved de vigtigste europæiske Staters erklærede Bistand, truede at fornye en Krig, hvis Forspil Sommerens krigerske men ikke meget blodige Scener kunde ansees for at være. Før Storthinget skred til Sagens Afgjørelse opkastedes det Spørgsmaal: «Kan nærværende Storthing ansee sig berettiget til, i Anledning af Kong Christian Frederiks overleverede Abdikationsakt, 385at tage hvilken Bestemmelse det vil og finder gavnlig for Riget i Henseende til et nyt Kongevalg?» Dette Spørgsmaal blev besvaret efter Navneopraab mod en eneste StemmeFormodentligen Sodemanns, som havde talt derimod. med Ja. Derefter stred man til Hovedspørgsmaalets Afgjørelse.

2) Skal Norge som et selvstændigt Rige under visse Betingelser forenes med Sverige under een Konge?

Storthinget blev foreløbigen enig om, at dette Spørgsmaal kunde afgjøres ved Pluralitet, uden at der til en saadan Forenings Antagelse udfordres 2/3 Stemmer.

Der blev i denne Anledning holdt Taler af 18 Repræsentanter, hvoraf 14 indleverede deres Foredrag til Protokollen. I flere af disse Taler yttredes frygtsomme Tvivl om Foreningens Hensigtsmæssighed; Nordmændenes gamle Had til denne nøie Forbindelse med Sverige gjorde sig gjældende i stærke Talemaader; men Alle endte med at erklære Nødvendigheden af en saadan Forening. Vi maa henvise Læserne til de ofte citerede «Kongeriget Norges overordentlige Storthingsforhandlinger», hvor disse Taler findes indførte,Pag. 152 ff. og indskrænke os til at udhæve nogle af de mærkeligste Yttringer. Biskop Bech aabnede denne Undersøgelse med et Foredrag, som formedelst den Sindighed, Klarhed og Indsigt i Tingenes sande Stilling, som Taleren deri lægger for Dagen, udmærker sig blandt de bedre. Efterat han har viist, at hverken Norges Kræfter eller dets Interesse gjør det tilraadeligt at ophøie det til en Enestat, og at Norges Kraft til at gjøre Modstand var mindre nu end for nogle Maaneder siden, og Nationens Meninger i denne Henseende deelte, besvarer han de Indvendinger, 386som kunde gjøres mod Foreningen, hentet fra Sverige selv. I Sveriges egen Interesse fandt han en Garanti for Foreningens Held og Sikkerhed, og i en fast Bedholdenhed ved den Eidsvoldske Constitution et Værn mod Indflydelsen af Sveriges fra Norges forskjellige Institutioner. Paa Norges Fordringer burde det i denne Henseende ikke give Slip; «den Konge vi vælge maa erkjende den og vedtage at opfylde den, ligesom og Sveriges Konge tydeligen har erklæret, i den under 14de August sidstleden til Moss afsluttede Konvention, at ville opfylde den.» Den Tvivl, at Foreningen, i sig selv gavnlig, maaskee ikke vilde faae Varighed paa den Maade, som kunde være Nationen gavnlig, besvarer han ved at gjøre opmærksom paa de Magters høitidelige Garanti, som havde besluttet Foreningen. «For min Deel, siger han, foretrækker jeg det Garanti, som Norge har i sig selv. I fornuftig, gavnlig og flere Aars rolige Forbindelse med Sverige, tænker jeg mig ikke, at Norge blev svagere eller fik mindre Kraft, end det nu besidder. Jeg antager meget mere det Modsatte. Var der nu Rimelighed til at kunne forsvare sig som Enestat, Kraften maatte da ikke i det mindste blive mindre. Norge maatte da med end større Kraft kunne hævde sin Frihed og sine Rettigheder, og det havde da en langt uligere og ringere Kamp at bestaae, end nu. Det havde ikke da hine mægtige Stater og deres stærke Villie mod sig. Maaskee det endog fandt da den Bistand, det endnu ikke tør haabe. I os selv maatte vi derfor søge vor Garanti.» «Maatte man – saa slutter han – ikkun udfinde en ligesaa paalidelig Formuur mod det Slags Adelsvælde, som ukultiverede og umoralske Pengemænd desværre have en Raadighed til at udøve, der ikke er at finde en Grændse for! Det øvrige Adelskab vil Norge og Constitutionen vel vide at forebygge, 387og Frygten derfor ligner mere den for Spøgelse, end for en virkelig Gjenstand.»Den sidste Frygt var deels grundet paa Beskaffenheden af Norges indre Forhold, deels var den et Foster af Tidens Tegn. Norges Adel i aristokratisk Forstand har aldrig spillet nogen vigtig Rolle i Norge, og dets Indbyggere have været mere udsatte for Pengearistokratiets Misbrug, end for Undertrykkelse af en privilegeret Adelsvælde. Taleren stod derhos netop nu ved Grændsen af et Tidspunkt, da Rigdom tildeels let erhvervedes under Licencefarten, deels kom i udannede Mænds Hænder, medens Embedsstanden var i en høist nedtrykt Tilstand. Men snart forandredes disse Forhold, idet store Formuer bortskylledes under forviklede Handelskonjunkturers ødelæggende Indflydelse.

Heftigere løde andre Repræsentanters Udtryk, endskjønt de i Hovedsagen henpegede til samme Resultat. I Præsten Reiersens – Repræsentanten for Nedenæs Amts – Tale forekom følgende Udtryk: «Vil Sveriges Konge ikke dette – nemlig Foreningen med Norge overeensstemmende med den norske Nations Tarv – da ere hans Hensigter ei redelige, og Nordmændenes Undergang bestemt. Da Landsmænd! da lader os opbyde Alt, hvad krænket Ære, Friheds Forliis og rasende Fortvivlelse indgive os! Ei frygte de Faren, ei frygte de Død og Opoffrelse, som udsendte mig i Eders Midte; dette ville de vise Eder paa Kampens Dag. Da skal Enkers og Faderløløses Hylen være en Seierssang paa den faldne Krigers Gravhøi, men de Døendes Rallen skal forene sig med de Efterladtes graadqvalte Stemme, og lig hæse Sukke fra Afgrunden raabe Vee over Sveriges Konge, Vee over hans Erobringslyst! Da dømme Gud imellem os og ham, naar vi stedes til Regnskab for alle Væseners Fader!»

I samme Stiil udtrykte sig Præsten Hertzberg: «Skulde – sagde han – ingen Forening med Sverige være at opnaae, 388uden at krænke vor Frihed, Selvstændighed og Eed, da er det vistnok bedre at døe med Ære, end at leve med Skam. Beslutte vi det Første, at døe med Ære, maa vi tage de Bestemmelser, der sigte til Maalet; thi den der vil Hensigten bør ville Midlerne; jeg foreslaaer:

1) Ethvert Kompagnidistrikt skal føde og klæde sine Soldater, ethvert Skibrede sine Matroser; thi skal det komme an paa et frivilligt Sammenskud, da kan ingen Oversigt haves eller holdes over hele Forraadet. Nogle Egne ville vistnok anstrenge sig meer, andre mindre, ja det kunde hænde at Nogle vilde falde fra i Fristelsens Tid.

2) Byerne skulle føde og klæde Garnisonerne. De Byer, som ingen have, skulle bidrage med Landfolket.

3) Fra Byerne maa ufortøvet transporteres herop i vore Fjelddale, som lettest kunne forsvares mod Fienden, alt det Forraad af Klæder og Madvarer, som nu haves; thi skal det atter gjælde, maa det blive helligen lovet og ubrødeligen holdt.

4) Kommer Fienden for nogen By, der har Fæstning, skal Kommandanterne under Livs, Æres og alle Eiendommes Fortabelse være befalede, at, naar Byen ei længer kan forsvares, da skal han skyde den i Brand, og under benævnte Straf forsvare Fæstningen til sidste Mand.

5) De andre Byer og Stæder, hvor ingen Fæstninger ere, maa ikke forlades ubrændte. Enhver Borger antænde sit Huus før han forlader det, og hvilken Borger, der træffes fra en af Fienden besat ubrændt By, han hænges som en æreløs Nidding og hans Eiendom konfiskeres. Enhver Beboer paa Landet være samme Straf underkastet, saafremt han forlader 389sine Huse uden som Askehobe, naar Fienden maatte besætte Gaarden.

6) Hvilkensomhelst Sø- eller Landkriger fra den Høieste til den Laveste, der træffes som en Flygtning, han skydes, og hvo der lader sig fange uden haardt saaret, saa hans Landsmænd kunne see Kampens dybe Mærke, skal, naar han udvexles, alle hans Eiendomme konfiskeres.

7) Enhver, som kan føre Vaaben, han gribe dem, Berserkergang føre Vaaben; end vil han ei svinge dem, han svinge ved Strikken i nærmeste Træ! Er end dette Forslag skrevet med Drageblod, som det heder, vil dog saa til. Mildhedssystemet er nu ei længer anvendeligt, uden mod fangne Fiender. Fodsporene af hidtil brugte Fremgangsmaade forskrække. Det er saaledes muligt at vi kunne seire, vel og muligt at vi nu levende Nordmænd udslettes af nu Levendes Tal, men vort Navn udslettes aldrig af Verdens Aarbøger, og vi lærte Jordens mægtige Voldsmænd, at det norske Folk ikke er afhængigt Fæ. Dixi et qvidem ego liberavi animan meam.»Hertzberg har senere i sin Selvbiographi, Bergen 1835 Pag. 243, erklæret, at disse Yttringer ikke vare alvorligen meente, men fremsatte for at latterliggjøre den exalterede Patriotismes Overdrivelser, og dæmpe dens Ruus, og at nogle forstandige Mænd i Thinget havde forklaret Talen som en Satire paa Vedkommende. Men den almindelige Mening var, efter flere kyndige Medlemmers Paastand, at Hertzbergs anførte Forslag vare alvorligen meente, ligesom en spottende Tone om en Gjenstand af den Vigtighed som den her omhandlede neppe var passende anbragt. Det var iøvrigt hans Skik at indklæde sine Ideer i underlige Vendinger og en særegen Udtryksmaade. Derhos var han en i sin Embedskreds høit agtet Mand.

I mildere Toner udtryktes andre Repræsentanters patriotiske Følelser. Repræsentanten fra Porsgrund – Kjøbmand 390Jørgen Aall – som allende paa Eidsvold havde viist sig beredt til de største personlige Offere for at understøtte Fædrelandets sande Interesse, holdt et varmt Foredrag, hvori han erkjendte Nødvendigheden af en Forening med Sverige, naar den kunde skee paa hæderlige Vilkaar, og Norges Selvstændighed sikkres ved Erkjendelsen af den paa Eidsvold antagne Constitution. Dersom Krigen skulde udbryde igjen, fordi de svenske Kommissairer foresloge andre Modifikationer end dem, som dette Storthing ansaa overeensstemmende med Grundlovens Aand, sagde han god for, at de Stæders Borgere, som havde udsendt ham, vilde offre en betydelig Skjærv paa Fædrelandets Altar til Bestridelse af Krigens Byrder. Selv tilbød han 200 Tdr. Byg, som til dette Brug skulde ligge færdig paa hans Magasiner. «Hvad min Person angaaer, tilføier han, da, endskjønt dette bliver maaskee det mindst gavnlige Offer, jeg ved denne Leilighed kunde bringe mit Fædreland, føler jeg dog det stærkeste Kald ogsaa at tilbyde den til dets Tjeneste.» Han tilbød sig at overtage en liden Kommando, helst i det Tellemarkiske Regiment, og lovede ei at forlade denne sin Post førend enten Fienden tilbyder Fred, eller Døden blev hans Lod som Norges Forsvarer.

Blandt disse til eet Maal – nemlig Norges Forening med Sverige, under Betingelse af at den Eidsvoldske Constitution skulde i sine Hovedpunkter antages af Sveriges Konge – førende Taler var Provst Dahls den eneste, som havde en anden Retning. Han foreslog nemlig en militair Forening med Sverige og Udsættelse af et nyt Kongevalg og af Eeds Aflæggelse til en ny Konge. Han gjorde opmærksom paa, med hvilke Følelser vore hjemmeværende Landsmænd vilde modtage Budskabet om et nyt Kongevalg, hvad Stemningen vilde blive, 391og hvilke uberegnelige Følger det vilde have, om Landalmuen atter 3die Gang i et Tidsrum af 9 Maaneder skulde affordres en ny Eed, «en Eed vi vist Alle, der kjende Nordmandens Ærlighed, maa tilstaae vil stride mod Mængdens Overbeviisning og Samvittighed.» Han endte sit Foredrag saalunde: «Jeg, og venteligen Alle i denne ærede Forsamling ere overbeviiste om, at Hs. M. Kong Christian Frederik havde det norske Folks Frelse fra Anarki og Borgerkrig til nærmeste Øiemed ved at modtage Kronen, og at han har havt det samme Folkets Held for Øie ved igjen at nedlægge den. Han vil altsaa ikke miskjende os, om vi udsætte Vedtagelsen af denne Hs. Majestæts sidste Opoffrelse, for ogsaa derved at frelse Norge fra Borgerkrig og Oprør, og endelig først da fritage ham for hans med os indgangne Forpligtelse, naar Øieblikket er forhaanden, at denne kan paany undgaaes med en anden. Skulde disse mine individuelle Tanker finde flere af mine ærede Medborgeres Bifald, ville de af dem vorde nøiere undersøgte og prøvede, og vover jeg i den Hensigt ærbødigst at overlevere dem til den med Hensyn hertil af Storthinget udvalgte Committee:»

Men Ingen blandt Storthingets Medlemmer deelte Hr. Provstens Mening, og Forslaget blev ei taget under Overveielse og Votering.

Denne Talerække endte Grev Wedel. Hvad han havde havt isinde for en stor Deel at foredrage paa Eidsvold, og der allerede havde foreviist sine Venner, men af Agtelse for den herskende Mening havde tilbageholdt, foredrog han nu, tilskaaret efter senere indtrufne Begivenheder og Landets nuværende Stilling. Nu troede han med rene Ord, at kunne udtale Ideer og Meninger, som han havde næret længe før denne Tid, og 392med hvilke han, før Norges ved Kielertraktaten forandrede Stilling, stod saagodt som ene blandt sine Landsmænd.

Efterat have gjort den Skildring over Styrken af Landets Sø- og Landmagt, som vedkommende Committees Indstilling havde givet ham i Hænde, og ovenfor er anført, tilføier han: «Resultatet af Alt dette er, at vi fra Søsiden med en Magt, der ikke er halv saa stærk som den svenske, skulle gjøre Modstand, og at vi til Lands med omtrent 20,000 slet klædte og slet fødte Tropper skulde møde en krigsvant Armee af omtrent 40,000 Mand, som ved Hjælp af brittiske Subsidier er i den ypperligste Stand, som har et fortrinligt Artilleri og Kavalleri, og som anføres af Sveriges Kronprinds. Udfaldet kan man letteligen beregne. Norges liden Armee var lykkelig, om den uden altfor stort Tab, og uden at afskjæres fra sine Magasiner, kunde naae Fjeldbygderne. Denne Fremstilling af Begivenhederne er bygget paa den Forudsætning, at Armeen besjæles af een Aand. Men den svenske Armees gode Opførsel, det Maadehold hvormed Kronprindsen har benyttet sine vundne Fordele, Kong Christian Frederiks Afreise, og 7 Aars bestandige Uro og Savn, har betaget en stor Deel af Armeen Lyst til at indlade sig paa den lidet Held lovende Kamp, som Nogle synes at ønske. Der mangle ikke de norske Troppekorps Mod og. Kraft, men de ville vide for hvilket Øiemed de skulle opoffres og Landet ødelægges. Begivenhederne i denne Sommers korte Felttog synes at give denne Formodning Styrke – ei at tale om Almuens Uvillie til at gjøre videre Skyds, der snart vil gjøre militair Tvang nødvendig, hvis Følger man let kan beregne.»

«Men, mine Herrer, – vedbliver Greven – disse Vanskeligheder, hvor store de end synes, ere endda ikke de største! 393Fra Finantserne, denne Pandoras Æske, fremstiger en ny Sværm af Bekymringer og Ulykker.» Efterat han derpaa havde i Følge Committee-Indstillingens Opgaver anført Størrelsen af den cirkulerende Seddelmasse og den deraf fulgte Indfrielsesbyrde for Landet, vedbliver han: «Under saadanne Omstændigheder indseer man letteligen, at Repræsentativernes allerede sunkne Værd maa formindskes i en betydelig Grad i det Øieblik Fiendtlighederne udbryde, om end ikke Fabrikationen blev fortsat; men skeer dette, saa ville Repræsentativerne meget snart blive til intet Andet end Makulaturpapiir, og saaledes dele Skjebne med Frankriges Assignater. Naar denne os saaledes fra den danske Regjering testamenterede indbildte Rigdomskilde ophører at flyde, ophøre tillige Midlerne til at lønne Armeen og til at tilveiebringe dens Fornødenheder. Vi have hørt at en Krigsmaaned koster omtrent 3 til 4 Millioner Rigsbankdaler, hvorimod de ordentlige Statsindtægter neppe udgjøre 200,000 Rbd. maanedlig, naar Krigen standser Handelen og Skibsfarten. Skulde Krigen altsaa fortsættes, maatte Skatter og Udgifter vorde i det mindste 20 Gange større, end de nu ere. Men jeg spørger, om Nationen kan og vil bære denne Byrde? – Svaret kan Enhver give sig selv.»

«Jeg troer det ganske overflødigt – vedbliver Greven – at anføre flere Beviser for, at Norge uden Foreningspunkt, uden Allierede, uden øvede Generaler, uden Handel, uden Skibsfart, uden Finantser, ikke kan udholde Krig med Sverige underskøttet af Europas største Magter.» Han gik derpaa over til at undersøge, hvilken politisk Forening for Norge var ønskelig, da det beviisligen ikke kunde bestaae som isoleret Rige. Han gjør det Spørgsmaal: med Danmark? og giver derpaa følgende Svar: «Neppe kan nogen Nordmand for Alvor nære 394Tanken om Gjenforening med Danmark, hvis politiske System er saa stridende mod Norges Interesse, hvis Regjeringsform er den despotiske, hvor Kongen er Lovens Begyndelse og Lovens Ende, hvis Beliggenhed forbyder al gjensidig Hjælp, hvis forstyrrende Finantser har været et Ordsprog, hvis indviklede Collegialvæsen dræber al Aand, hvis fordærvelige Charakteerløshed altfor meget har smittet os, hvis Smaahedsaand har efterladt saa mange Spor hos os. Ei at tale om at de Magter, som have bevirket Adskillelsen, nok ville vide at forhindre Gjenforeningen. Foreningen med Rusland troede han ei kunde være Gjenstand for nogen alvorlig Tanke, og om end Foreningen med England af Mange kunde ansees ønskelig, saa var dog Religion, Love og Indretninger altfor forskjellige til at Foreningen kunde give Held. Norge vilde formedelst sin Fattigdom i Forhold til Englands Rigdom blive betragtet og behandlet som en Koloni. Derom kunde desuden Talen ei være, da England havde garanteret Foreningen.» Han gik derpaa over til at omhandle Foreningen med Sverige, «som han ansaa ønskelig, fordi den var naturlig med Hensyn til Beliggenhed, fælles Oprindelse, fælles Religion, fælles Sæder, fælles Tapperhed, fælles Frihedskjærlighed, fælles gamle Love, fælles Sprog, skjønt renere i Sverige end i Norge, fælles politiske og Handelsinteresse.» Han gik dernæst de Indvendinger imøde, som vare gjorte mod Foreningen, nemlig: at Norge maatte frygte for den svenske Adel – men dens Rettigheder vare i sig selv ikke farlige, ligesom Norges Constitution udelukker den. – Den svenske Regjerings Lyst til Krig og Erobring meente han at bære dæmpet ved bittre Erfaringer, og det stod til Norge at indskrænke Militaires Anvendelse til den skandinaviske Halvøes Forsvar. Ikke heller havde man at frygte for at den svenske 395Regjering skulde misbruge sin Magt til Norges Undertrykkelse, da Garantien derimod maatte søges i egen Kraft. Den Indvending endelig, som hentedes fra Nationalhadet fandt han især uanvendelig, da et saadant ufornuftigt og uchristeligt Had maatte forsvinde ved fornuftig Eftertanke, ved nærmere Bekjendtskab i Tiden og en god Behandling fra Regjeringens Side. Han kastede derpaa atter et Blik tilbage paa Foreningen med Danmark, og udhævede med skarpe Træk alle de Lidelser og Forurettelser, som Norge havde maattet gjennemgaae under denne Forening, og drog deraf den Slutning, at Norge maatte vinde uendelig ved Byttet.

«Af denne Sammenligning – vedbliver Greven – af Norges Tilstand under dansk Herredømme, og dets Forfatning i Forening med Sverige, vil jeg blot drage den Slutning, at, om end denne Forening ikke i alle Henseender skulde opfylde Nordmandens Ønsker, saa har dog Norge vundet uendelig meget ved Byttet.»

«Saaledes har jeg – slutter Taleren – med den Frimodighed og det kolde Overlæg, som jeg skylder Sagens Vigtighed, min Ære og min Samvittighed, fremført min Mening om denne vigtige Sag, som vi omhandle. Nu skal Eders Viisdom afgjøre, om I, ved at erklære Norge og Sverige forenede under een Konge, med Forbeholdenhed af Eidsvolds-Constitutionen, og af Konventionen afsluttet paa Moss, ville befæste Norges constitutionelle Frihed og Selvstændighed, eller om vi skulle udsætte os for ved Krigens Vaaben at vorde et underkuet Folk, der ei har anden Villie end Erobrerens vilkaarlige Bud; om Norge, som i 7 Aar har sukket efter Rolighed, skal gjengives den gyldne Fred, Handel, Skibsfart, Næringsveie, Overflod – eller om vort kjære Norge skal gives til Priis 396for alle de Rædsler og Plager, som Krig, borgerlige Uroligheder, Mangel og standsede Næringsveie medføre.

«Den, som vælger Krig, maa vel betænke, hvor mange Ulykkeliges Sukke ville besvære hans Samvittighed i den sidste Stund, og hvor mange Forbandelser han tager med sig i sin Grav. Han maa betænke, om han for den Almægtiges Domstol kan forsvare, at have i Dag afsagt Dødsdom over tusinde Uskyldige, som ville vorde Krigens Offere.»

Denne Grevens Tale var imidlertid mere at betragte som et Indhold af Talerens politiske Grundsætninger, hvortil han i flere Aar, og saagodt som ene blandt sine Landsmænd, havde bekjendt sig, end nogen formedelst det omhandlede Spørgsmaals Stilling paatrængende Opfordring til Storthinget, at tage en hensigtsmæssig Beslutning; thi derom var under Tingenes nærværende Forhold ikke mere nogen Tvivl. De fleste Talere vare komne til den Overbeviisning, at Norges Forening med Sverig var gavnlig ja nødvendig; men de benyttede Leiligheden til at forsvare deres Anskuelser, hvad enten de havde bekjendt sig til den ene eller den anden politiske Tro, og de ansaa det for utilbørligt at være tause ved Afgjørelsen af Fædrelandets politiske Skjebne. –Grev Wedels Tale blev i Almindelighed hørt med Bifald i Storthingssalen, og maatte fremhæve hans Talerevne; men hans Udfald mod Danmark fandtes af Flere at være paa det urette Sted. Saavel Grevens politiske Anskuelser med Hensyn til den skandinaviske Halvøes Forening, som hans Bedømmelse af de danske Kongers Færd fremkaldte disse Yttringer, og han havde kun levet en kort Tid i Norge under dets lykkelige Stilling i Begyndelsen af dette Aarhundrede. Anderledes dømte den Deel af Norges Indbyggere, som havde levet lykkelige Dage under det danske Scepter, som havde seet Fædrelandet blomstre i en fredelig og rolig Nydelse af en lykkelig borgerlig Stilling, uden at agte paa de Spirer, som lagdes til en mindre lykkelig Fremtid. Disse Mænd kunde ikke saa hastigen omstemme den erkjendtlige Tilfredsheds-Jubel, hvormed den danske Throne kort før Krigen omgaves, med den mørke Daddel, som, fortjent og ufortjent, nu tildeeltes den. Forfatteren yttrede i et fortroligt Brev for Greven sin Bekymring over disse Udtryk, som han i nogle Henseender ansaa ugrundede i Sagens Natur, og i andre ubetimelige, fordi der i Europas erklærede Villie var et uomstødeligt Argument for Skilsmissen, hvortil det ei var fornødent at føie nogen Bitterhed. Greven modtog ikke alene disse Bemærkninger med et uforandret Vennesind, men tilstod at hans Udtryk vare mindre moderate, end de burde have været. Ved Votering besvarede 72 af de tilstedeværende 39777 Medlemmer Spørgsmaalet om Norges Forening med Sverige med Ja, og 5 med Nei, og disse gave deres Benægtelse paa en Maade, som stilede til Bekræftelse. Assessor Hagerup lod nemlig følgende Votum tilføre Protokollen:

«Paa Grund af hvad de Fleste af Bergens stemmeberettigede Borgere udtrykkeligen have tilkjendegivet mig som En af deres Repræsentanter ved dette Storthing, anseer jeg mig pligtig til at votere saaledes: Norge skal ikke forenes med Sverige under Sveriges Konge.»

Konow, Christie og Motzfeldt refererede sig til Hagerups Votum, og dette gjorde iligemaade Præsten Dahl, forsaavidt nordre Bergenhuus Amt angaaer.

Professor Krogh, som formedelst Sygdom var fraværende, indsendte et skriftligt Votum af følgende Indhold:

«1) Kongeriget Norges Forening med Sverige anseer jeg som gavnlig og nødvendig. Ved at forkaste Foreningen, og derimod lade Norges Skjebne beroe paa Udfaldet af en Krig med en overlegen Fiende, vilde man udsætte Norge for den øiensynlige Fare, at underkastes vilkaarlig Behandling af Seierherren; 398thi Norges Stridskræfter ere i Sammenligning med Sveriges altfor utilstrækkelige til at love de norske Vaaben Seier, og fremmed Hjælp kan ikke ventes. Ved Foreningens Antagelse forsikkres det norske Folk det Væsentlige af de Goder, hvis Opnaaelse var Gjenstanden for den Eed, som Folket har aflagt, om at vove Liv og Blod for at hævde Norges Selvstændighed; thi denne Eed kunde ikke gaae ud paa en forgjæves, og, som saadan, hensigtsløs og uforsvarlig Bortødslen af Borgernes Liv og Landets Kræfter, men paa gavnlige Bestræbelser for at sikkre Norges Rettigheder, og gjøre Norges nuværende og tilkommende Indbyggere lykkelige.

2) Paa Grund af det nyligen Anførte voteres: Sveriges Konge Carl den Trettende bør erklæres for Norges constitutionelle Konge.

Christiania den 20de October.
C. Krogh.»

Endeligen opkastedes samme Dag det Spørgsmaal:

3) Skal Konge nu vælges?

Repræsentanten, Præsten Bull holdt i den Anledning en Tale, hvori han yttrede, at det var urigtigt længere at udsætte Kongevalget, dersom alle Hindringer for Kongen af Sveriges Valg vare ryddede tilside; men Hindringerne forøgedes ved Sveriges utidige Paastand, at Carl den Trettende skulde erkjendes som Konge, førend Storthinget vidste, om han vilde samtykke i de Forandringer i Grundloven, under hvilke han ene burde udkaares, naar ei Nationens Ære, Værdighed og Rettigheder skulde krænkes. Endnu var han ei bleven enig med Storthinget i de væsentligste af disse Forandringer, «og blindthen at troe, at denne Enighed senere hen vilde blive tilveiebragt til Norges Held, naar vi først havde betroet den exekutive Magt 399i hans Haand, var vistnok det største Mesterstykke af Dumhed, som vore Committenter vilde bebreide os i vor nærværende politiske Negotiation.» Frygt for Krigens Rædsler burde ei forlede Storthinget til Ubesindighed i sine Bestutninger. Han opfordrede derfor Storthinget til decisivt at erklære for de svenske Kommissairer: «at ene Haandthævelsen af Norges Hæder og Held er den absolute Betingelse, under hvilken vi kunne udkaare Sveriges Konge til vor Konge.» De fra de svenske Kommissairer indleverede Forslag modsige vel ikke disse Betingelser, men opfylde dem heller ikke i den ønskeligste Grad; de behøve Forandring og Modifikation, og dette maatte nødvendigen gaae forud for Resultatet. Han opfordrede til Slutningen at give den bestemte Erklæring: «at i det Øieblik Vaabenstilstanden vorder opsagt, endskjønt vi nu arbeide paa en for begge Riger lykkelig Forening, maa Storthinget erklære sig for hævet, medens Enhver af os uopholdeligen iler hjem til Sine for at leve eller døe med Norges Frihed, og saaledes at misundes af Efterverdenen.»

Ved 47 mod 30 Stemmer afgjordes det, at Kongevalget ei skulde foretages førend man var bleven enig om de Forandringer, som Rigets Grundlov i Anledning af Foreningen skulde modtage, uden at der toges Hensyn til de bestemte og mindre passende Erklæringer, som efter Proponentens Forslag skulde ledsage Beslutningen.

Capitaine Motzfeldt foreslog Maaden, hvorpaa de svenske Kommissairer skulde underrettes om Storthingets fattede Beslutning i Henseende til Rigernes Forening, og Præsidenten blev i Følge deraf bemyndiget til at udfærdige denne Meddelelse. Præsidentens til den Ende forfattede Koncept blev eenstemmigen vedtagen og lød saaledes:

400«Norges overordentlige Storthing, som i flere Dage har været samlet for at deliberere om Rigets Tarv, har i Dag taget den Beslutning, at Norge skal som et selvstændigt Rige forenes med Sverige under een Konge, men under Overholdelse af dets Grundlov med de til Rigets Held, og i Anledning af dets Forening med Sverige, nødvendige Forandringer.

«Disse Forandringer i den af Hs. Majestæt Kongen af Sverige ved Konventionen paa Moss af 14de August d. A. erkjendte Constitution vil paa det hastigste muligt blive overveiede og besluttede af Storthinget, og saasnart dette er skeet, vil Storthinget igjen høitideligen udvælge og erkjende Sveriges Konge, Hs. Majestæt Kong Carl den Trettende som Norges constitutionelle Konge.

«Hvilket jeg efter Storthingets Beslutning, og med Hensyn til Hs. svenske Majestæts Kommissairers Yttring ved deres Nærværelse i Storthinget den 13de d. M. herved giver mig den Ære at meddele.

«De ville derhos modtage Bevidnelsen om min fuldkomne Høiagtelse.»

Tillige overdroges det eenstemmigen den Committee, som var nedsat for at modtage Meddelelser fra de svenske Kommissairer, i en Deputation at overlevere disse Præsidentens Meddelelse.

Den 21de October indkom til Storthinget de svenske Kommissairers Forlangende at blive Hørte i Storthinget Kl. 12, og Præsidenten bemyndigedes eenstemmigen til at tilkjendegive Kommissairerne, at Storthinget var beredt til at modtage dem.

Kommissairernes Skrivelse i den Anledning lød saa:

«Undertegnede Kongens Kommissairer, som med varm Glæde havde modtaget Efterretningen om den Beslutning af 401Norges Riges Storthing, hvilken Hr. Præsidenten ved en afsendt Deputation har behaget at meddele den, ønsker i Morgen at indfinde sig i Storthinget, for at tolke samme de Følelser, af hvilke Undertegnede i den Anledning ere besjælede, og anholde derfor om, at Præsidenten vilde behage at lade dem vide, hvorvidt det maatte være Storthinget beleiligt Kl. 12 at tilstede denne Adgang.

«Undertegnede benytte imidlertid med særdeles Tilfredsstillelse denne Leilighed til at bevidne den Mand, som i et saa vigtigt Øieblik har ledet Storthingets Beraadslagninger, deres udmærkede Høiagtelse.»

Til bestemt Tid indfandt de svenske Kommissairer sig i Storthinget, som Statsraad Rosenblad tiltalte saalunde:

«Gode Herrer og norske Mænd, Præsident og samtlige Medlemmer af Norges Riges Storthing!

«Vi have ikke villet opsætte, gode Herrer og norske Mænd! offentligen for Eder at lægge for Dagen vor levende og uskrømtede Glæde over den af Eder i Gaar fattede høitidelige Beslutning. Den er saaledes kommen, den evig mindesværdige Dag, som skal ende Nordens langvarige Misforstaaelser, og aabne nye Tidsaldere af Fred, Ære og Held. Nordmænd og Svenske skulle nedlægge de Vaaben, som de nyligen vendte mod hverandres Bryst, for paa Spidsen af de Fjelde, som fordum betegnede fiendtlige Grændser, at opreise et Minde for Forsoningen og den nye Broderpagt. Der skulle de afsværge alle Fordommens Forvildelser, alle ømfindtlige Erindringer af det Forbigangne, og love hverandre Enighed i Raadslag, Enighed i Farens Stund, indbyrdes Overbærelse, ubøielig Kraft mod Undertrykkelsen. Derfra skulle de kundgjøre for Verden, at de ikke stræbe efter nogen anden Ære, end at leve selvstændigen 402blandt deres Klipper, og at Nordpolen og Havet paa engang ere Grændser for deres Herredømme og deres Forhaabninger.

«Det er saaledes paa Kongens Vegne, i hans Søns og Sønnesøns Navn, og det fælles Fædrelands, at vi til Eder, gode Herrer og norske Mænd, frembære deres forenede Taksigelser. Forsynet, som har vaaget over Norden under alle ublide Omvexlinger, der have overgaaet Europa, velsigne denne Stund, da tvende Folk af samme Stamme, samme Frihedsaand og samme Nationalcharakteer, skulle under en fælles Konge søge Beskyttelse for gjensidige Rettigheder!

«Af Eders Beslutning have vi erfaret, hvor vigtigt I selv ansee det, snart at optage til Overveielse og Afgjørelse de af Kongen foreslagne Forandringer i Grundloven. Vi dele med Eder en lige Overbeviisning, uden Ophold at bringe denne vigtige Sag til et forønsket Udfald, saa ingen Hindring meer skal udsætte den høitidelige Erkjendelse af Kongen og hans ved Successions-Ordningen af 26de Septbr. 1810 bestemte Efterfølger. Vi ere derfor beredte strax med den af Eder anordnede Committee at indlade os i en nærmere Granskning af Constitutionsforslaget, forvissede om, at fra Eders som fra vor Side intet Øieblik skal forsømmes, at trykke det sidste Segl paa begge Rigers Forening.

«Da vil Kongen i Eders Skjød nedlægge den Eed, som vil blive Eder en Borgen for hans Regjeringslære og Tænkemaade. Da skulle I modtage den Fyrste, som, kaldet til en Dag at fortsætte sin Faders ømme Omhu for Skandinaviens Riger, allerede seer sin Ære forenet med det ældgamle Norges Ære, og sin egen Lykke ene blive en Følge af den, han kan berede for Eder. Af hans Mund skulle I lære, hvor høit han 403skatter et Folk, som kjender sit Værd, og veed at sætte Priis paa sin Frihed. I denne Tænkemaade opfostrer han sin Søn, som med et nordisk Navn skal hilse Eder i Nordens gamle Sprog, og omgivet af Haabets Blikke tolke Eders Ønsker for sin Farfaders Throne og ved sin Faders Side.»

Præsidenten svarede:

«Med stadigt Hensyn paa Fædrelandets Vel og den skandinaviske Halvøes Held, ville Norges Repræsentanter uafladeligen gaae frem i at overveie og beslutte de Forandringer i Grundloven, som blive nødvendige i Anledning af Norges og Sveriges Forening.»

Samme Dag foretoges det Spørsmaal, som af Tidemann den 20de Octbr. var fremsat om de hemmelige Fuldmagter af følgende Indhold:

1) Er det constitutionsmæssigt og lovligt, at en Repræsentant foruden den Fuldmagt, der giver ham Adgang til Storthinget, medbringer en anden hemmelig og indskrænket Fuldmagt, der hindrer ham fra at give sin Stemme til Fordeel for den muligen gjængse Mening?

2) Erkjendes Gyldigheden og Lovligheden af en saadan Fuldmagt, bør da Besidderne ikke erklære at være i Besiddelse af en saadan, og lade den oplæse i Forsamlingen af Storthingets Sekretair, paadet man kan være forvisset om, at slig Fuldmagt virkelig existerer, og ei blot som Paaskud for egen individuel Dom anføres.

Forslaget sigtede aabenbart til de Bergenske Repræsentanter, som ved at afgive deres benægtende Votum til Spørgsmaalet om Rigernes Forening havde paaberaabt sig deres Committenters bestemte Erklæring, og det var rimeligviis gjort for at bringe til almindelig Kundskab, at Foreningen med Sverige 404uagtet disse benægtende Stemmer i Grunden eenstemmigen var antagen. Men Forslaget havde ingen Fremgang; efter en drøi Tilretteviisning fra Bergensernes Side, især fra Capitaine Motzfeldt, til Proponenten for hans formeentligen ubeføiede Indblanding i deres individuelle Overbeviisning om Rigtigheden af deres Færd som Storthingsmænd, beqvemmede Tidemann sig til at tage sit Forslag tilbage med den Erklæring, at han derved ikke havde havt isinde at krænke nogen Medrepræsentant.

Nansen havde iligemaade den foregaaende Dag gjort et Forslag, som ogsaa nu kom til Afgjørelse, og lød saaledes:

«Ædle Medborgere!

«Resultatet af Gaarsdagens Forhandlinger afgjorde Norges nærværende og fremtidige Skjebne. Den kræsne Skjoldmøe rakte den paatrængende Beiler sin kraftfulde Haand, ikke af physisk eller moralsk Tvang, men efter modent Overlæg, med velberaad Hu og fri Villie. Af denne Helteforening ere vi, ere vore kjække Naboer, der ikke længere ere Stedbrødre, berettigede til at vente de heldigste Følger. Men ere ikke vore Brødre, der udsendte os og sidde tause ved deres Arne i den uroligste og meest spændte Forventning, berettigede til at blive underrettede om denne vigtige Begivenhed. Jeg foreslaaer derfor:

«At den exekutive Magt ufortøvet maatte tilmeldes Storthingets Beslutning i Henseende til Rigernes Forening, med Anmodning om at bringe samme paa sædvanlig Maade og snarest muligt til Nationens Kundskab, og med Tilføiende, at da Norges udkaarne Mænd, efterat have nøie overveiet Rigets indvortes Forfatning og udvortes Forhold, toge deres Beslutning, 405havde ikke mindste Skin af physisk eller moralsk Tvang Indflydelse paa deres Bestemmelse. Som frie Nordmænd indgik de Foreningen, som ærlige, trofaste Nordmænd skulle de ubrødeligen holde den.»

Propositionen bifaldtes af Storthinget, og efter Biskop Bechs Forslag overdroges det Capitaine MotzfeldtMotzfeldt forestillede forgjæves, at det sædvanligen overdroges Præsidenten at koncipere slige Dokumenter, at han for Tiden var betynget med Committee-Arbeide, og at det syntes underlig, at han, der havde voteret mod Foreningen, skulde forfatte denne Kundgjørelse. Storthinget blev ved sin Beslutning, og denne Koncept blev et Nattearbeide for Motzfeldt. at forfatte Kundgjørelsen, hvorefter den skulde forelægges den Committee til Bedømmelse, som var udnævnt til at modtage Meddelelser fra de svenske Kommissairer, og, naar den havde faaet deres Bifald, skulde en dermed overeensstemmende Bekjendtgjørelse udfærdiges fra Præsidentskabet, og tilstilles den exekutive Magt med Anmodning om dens Kundgjørelse for Nationen igjennem Autoriteterne paa den hurtigste Maade. Derved afgjordes Nansens Forslag, som frafaldt videre Motion i den Anledning. Kundgjørelsen lød saaledes:

«Kundgjørelse fra Norges Riges Repræsentanter til deres Landsmænd.

«Norges Riges Repræsentanter samledes efter kongelig Kundgjørelse, grundet paa den paa Moss afsluttede Konvention. Af denne vidste de Hovedgjenstanden for Storthingets Forhandlinger. At Landets Tilstand i det Hele var mislig, og at dets Stridskræfter ved den sluttede Vaabenstilstand vare meget svækkede, var dem bekjendt, førend de droge fra deres Hjemstavn, men som Nordmænd mistvivlede de ikke om, at, dersom en 406hæderlig Fred ei kunne opnaaes, de jo skulde finde Midler til at hævde Landets Frihed og Ære under den Konge, som Norges Mænd havde lovet og tilsvoret Troskab.

«Kong Christian Frederiks Sygdom, der saa længe havde ængstet det norske Folk, vedvarede tildeels endnu. Kongen kunde ei selv aabne Storthinget. Af den Tale, Allerhøistsamme ved Statsraadet lod oplæse i Storthinget, erfaredes, foruden Rigets mislige indvortes Forfatning, den sørgelige Vished, at ingen Hjælp for Norge kunde ventes fra Europas mægtige Stater, men at disse vedbleve deres Forbund med Sverige, og at vor elskede Konge med den samme Kjærlighed til det norske Folk, der bestemte ham til at sætte sig i Spidsen for Folket, havde bragt samme det store Offer, at forbinde sig til at nedlægge Kronen, da dette var den eneste Betingelse, under hvilken den Vaabenstilstand kunde opnaaes, som var nødvendig for Armeens og en stor Deel af Landets Frelse.

«Kongen udfærdigede den følgende Dag den Akt, hvorved Allerhøistsamme for sig og sine Arvinger nedlagde Norges Krone uden al Forbeholdenhed, hvorefter Hs. Majestæt samme Aften afreiste.

«Norges Frihed, Hæder og Selvstændighed var det Maal, Storthinget havde at arbeide til. Om dette Maal kunde opnaaes ved fornyet Kamp, om Landets Stridskræfter og Hjælpemidler vare tilstækkelige til en maaskee langvarig Krig med en overlegen Fiende, der allerede var i Besiddelse af betydelige Fordele, om der var Haab nok om Kampens heldige Udfald for at man burde udsætte en stor Deel af Landet for Krigens Rædsler, om man endog efter den heldigste Kamp fremdeles kunde vente at forsvare Landets Grændser og opnaae den for Norge nødvendige Fred paa Havet, eller om Folkets Frihed og 407Selvstændighed kunde betrygges ved en hæderlig Forming med Sverige under Haandthævelse af Norges Grundlov – disse vare de vigtige Spørgsmaal, som Storthinget skulde afgjøre.

«Storthinget gjorde sig strax til Pligt at indhente nærmere Oplysning om Rigets Tilstand, saavel i Henseende til Provianteringen som Pengevæsenet.

«Kommissairer fra Hs. Kongelige svenske Majestæt fremlagde Forslag til de Forandringer i Grundloven, som de fandt nøvendige for en Forening med Sverige. At disse Forslag vilde blive modificerede og bestemte saaledes, at Norges Frihed og Ære kan bestaae med Foreningen, derfor borger Konventionen paa Moss.

«Tiden, da en Beslutning maatte tages, var forhaanden. Efter det modneste Overlæg, besjælet af lige Iver for Norges Ære som for dets Fred, – med Hensyn til den Stemning, som Norges Repræsentanter hver i sin Egn kjendte som den herskende, og ikke uopmærksom paa de politiske og oekonomiske Fordele, som en Forbindelse med Sverige kan forskaffe Norge – har Storthinget taget følgende Beslutning:

«Norge skal som et selvstændigt Rige forenes med Sverige under een Konge, men under Overholdelsen af dets Grundlov, med de til Rigets Held og i Anledning af dets Forening med Sverige fornødne Forandringer. Disse Forandringer i den af Hs. Majestæt Kongen af Sverige ved Konventionen paa Moss af 14de August d. A. erkjendte Constitution – skulle det hastigste muligt blive overveiede og besluttede af Storthinget, og saasnart dette er skeet vil Storthinget høitideligen udvælge og erkjende Sveriges Konge, Hs. Majestæt Kong Carl den Trettende, som Norges constitutionelle Konge.

408Ved Overveielsen af disse Forandringer i Grundloven skal Omhu for Folkets Frihed og Statens Tryghed lede Storthingets Arbeide.

Landsmænd! Norges Repræsentanter, som Eders Tillid hædrede med det høie Kald de have, ere forvissede om, at Eders Bifald vil lønne deres Bestræbelser – at I med den Sindighed, der er Nordmænd egen, ville modtage deres Beslutninger – og at I med dem dele det Haab, at en hæderlig Forening med Naboriget skal vorde til Held for det stedse frie og selvstændige gamle Norge.»

Christiania i Norges overordentlige Storthing den 21de Octbr. 1814.
Paa samtlige Repræsentanters Vegne
Christie, p. t. Præsident.

Weidemann.»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.