Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815, bind 3

av Jacob Aall

Toogtyvende Capitel

Efterat saaledes Foreningen mellem Norge og Sverige foreløbigen var besluttet af Storthinget, lagdes alvorlig Haand paa at gjennemgaae de Forandringer i Grundloven, som Storthinget efter Overeenskomst med de svenske Kommissairer ansaa fornødne i Anledning af Foreningen. Dette Arbeide lettedes meget ved den Liberalitet og det Maadehold, som de svenske Kommissairer viiste i de fremlagte Forslag til Forandring i Grundloven, der saa lidet muligt henpegede til at rokke den Eidsvoldske Constitution. Et upartisk Vidne til disse Forhandlinger 409skulde hartad troe, at Magten til at styre disses Udfald laa i Storthingets og ikke i de svenske Kommissairers Haand. Storthinget ændsede ikke den svenske Krigsmagts truende Stilling, det tog ikke Hensyn til Sveriges vundne Fordele, og begge Rigers forskjellige Stridskræfter, og de svenske Kommissairer gjorde ikke disse Omstændigheder gjældende i sine Underhandlinger.Et par Gange taltes der dog ligesom truende om, at 6000 Russer kunde paa første Vink landsættes i Bergens Stift, og engang da Motzfeldt bemærkede, at et vist Forslag aldrig vilde gaae igjennem i Storthinget, udbrød En af de svenske Kommissairer i Heftighed: «ja då vore bättre att vapnen decidera.» – Men da Medlemmerne af Storthings-Committeen stedse beholdt en rolig og fast Holdning, hørtes ikke mere til Trudselen. Der blev saaledes kun alvorlige Debatter om nogle enkelte Punkter i Grundloven, og Storthingets Fasthed i at forsvare Nationens Rettigheder og værne om den paa Eidsvold antagne Grundlovs Bestemmelser, saavidt det kunde bestaae med den besluttede Forening, ledede visseligen denne Sag til det ønskeligste Resultat. Underhandlingane lettedes meget ved den af Sveriges Konge ratificerede Konvention paa Moss, da en af sammes Betingelser var Antagelsen af den Eidsvoldske Constitution. Det var saaledes dette overordentlige Storthing givet, omringet af svenske Bajonetter, at hævde den Høiagtelse for Grundloven, og den Sky for at gjøre nogen Forandring i dens Paragrapher, som har gaaet igjennem alle vore Storthing indtil denne Dag. Dets Spor have de følgende Storthing troligen fulgt. Efterslægten har saaledes vistnok Aarsag til at være det første overordentlige Storthings Medlemmer taknemlige, der med saa megen Fasthed, ja Haardnakkenhed, under en vanskelig udvortes Stilling forsvarede Folkets Rettigheder, 410og ikke vege en Fodbred fra den paa Eidsvold antagne Grundlovs Bestemmelser, uden der, hvor Sveriges og Norges Forening gjorde det absolut fornødent. Det er langt fra at vi med Behag kunne læse alle de vidtløftige Taler, som gjenløde i Storthingssalen under dette Møde. De bære stundom Præg af en uægte Fædrelandskjærligheds bombastiske Ordfylde, ja endog af den franske Rædselsperioders blodige Farver. Men den norske Nation har Aarsag til at fryde sig ved disse en varm Fædrelandskjærligheds tvetydige Svingninger, hvorved Norges Lyksalighed i Fremtiden begrundedes og befæstedes. Af disse Misfostre af Veltalenhed, blandede med Frembringelser af et ædlere Indhold, frembragtes et Værk, som Efterslægten i den fjærneste Fremtid vil prise, og som allerede nu har baaret herlige Frugter.

Efterat den Committee, som var nedsat til at underhandle med de svenske Kommissairer om de omtalte Forandringer i Grundloven, foreløbigen var bleven enig med disse om de fleste Grundlovsbestemmelser, ledede Undersøgelsen til at afgjøre fornemmeligen visse Punkter, hvorom der mellem begge Parter vare forskjellige Meninger. Disse, som endnu uafgjorte, bleve derefter nøiere afhandlede i et Møde mellem Committeen og Kommissairerne den 18de October, og deri forlangte Committeen følgende Oplysninger af Kommissairerne:

1) Nøiere Oplysning om Indigenatsrettens Meddelelse til Svenske og andre Fremmede?

2) Om Kongens Magt over de norske Tropper, samt til med svenske Tropper at besætte norske Stæder og Fæstninger. Angaaende hvad Tid de svenske Tropper, som nu ere i Norge, kunde ventes at begive sig tilbage. At svenske Tropper 411ingenlunde maa kunne besætte andre Stæder og Fæstninger i Norge end de, af hvilke de for Tiden ere i Besiddelse?

3) Angaaende Forandring af den Bestemmelse i Forslaget, at Kongen skal beskikke Ordfører i Odels- og Lagthinget?

4) Om Hs. svenske Majestæt ikke, ifald den norske Nation ønsker det, skulde være tilbøielig til for det første blot at slutte en militair Forbindelse med Norge?

Paa det første Spørgsmaal svarede Kommissairerne undvigende, at et Forslag til Lov angaaende Naturalisation vilde blive nærværende Storthing forelagt, for paa et næste ordentligt Storthing at blive taget under Overveielse. Større Koncession troede de ei at kunne gjøre, men tilføiede, at det ingenlunde var Hs. Majestæts Hensigt at lade Landet oversvømme med svenske Embedsmænd, saaledes som tilforn havde været Tilfældet med de danske. Dog tilstode de senere, at Naturalisation, indtil en Lov herom kom i Stand, ene skulde meddeles af Storthinget, men saaledes at Kongen har Veto og Ret til provisorisk, naar Storthingets ei var samlet, at meddele Naturalisation paa Storthingets forventende Samtykke. En saadan Lov vilde og blive forelagt de svenske Stænder paa næste Rigsdag, hvilken Lov vilde komme til at staae i umiddelbar Forbindelse med denne.

Til 2det Punkt svarede Kommissairerne, at de vel ingen Bemyndigelse havde til at bestemme den Tid, da de svenske Tropper skulde forlade de norske Fæstninger; men de vare overbeviiste om, at det ei vilde vare længe inden det skede, ligesom og at Agershuus Fæstning ei vilde blive besat. De meente og, at Grændsefæstningerne strax efter Foreningen vilde blive sprængte, 412ligesom de og vare overbeviiste om, at ingen svenske Tropper vilde blive sendte til Bergen eller Trondhjem.

Afgjørelsen af 3die Punkt troede de ingen Vanskelighed vilde medføre, men at det vilde blive Storthinget overladt selv at vælge Ordførere.

Derimod modsatte Kommissairerne sig aldeles det Forslag, som indeholdtes i 4de Spørgsmaal. De erklærede dette for stridende mod 1ste § i det af dem indleverede Forslag til Forandringer i Eidsvold-Grundloven, der lød saaledes: «Kongeriget Norge skal være et frit, selvstændigt og udeleligt Arverige, forenet med Sverige under een Konges Styrelse. Dets Regjeringsform er indskrænket monarkisk.» De gave deres Erklæring i denne Henseende saa megen Vægt, saa de paastode, at dette Forslag, om det gjentoges, kunde give Anledning til, at de strax opsagde Vaabenstilstanden og begave sig bort.

Med disse almindelige Tilsagn fra de svenske Kommissairers Side vilde imidlertid Storthinget ei lade sig nøie, men skred til Prøvelsen af de forskjellige Stridspunkter. Efter Steenstrups Forslag opkastedes det Spørgsmaal: «Hvorvidt man var berettiget til at gjøre Forandringer i den norske Grundlov?» og med 69 Stemmer blev det vedtaget som et almindeligt Princip, «at ingen anden Forandring i Grundloven ved dette Storthing maatte tages under Overveielse og gjøres, end de, som ere nødvendige formedelst Norges og Sveriges Forening.» Iligemaade erklæredes eenstemmigen, «at Storthingets Beslutninger til Forandringer i Grundloven blot skulde ansees som Svar paa de svenske Kommissairers Propositioner, og ikke for Tiden høitideligen erklæres som Ultimatum.»

Samme Dag oplæste Præsidenten nogle fra Statsraadet indløbne Breve. I et af disse meddeelte det Storthinget, at 413det havde anseet sig beføiet til at bevilge Statsraad Haxthausen Permission paa 3 Maaneder til at foretage en Reise til Danmark i private Anliggender, mod at han forpligtede sig til paa første Vink, enten for Undersøgelseskommissionen, eller nogen anden dertil bemyndiget Autoritet, at indfinde sig, hvis det maatte ansees fornødent, for at tilsvare sine Handlinger. Dette underrettede Statsraadet Storthinget om, i Tilfælde derimod maatte være noget at erindre. Da Haxthausen imidlertid erfoer, at hans Forhold under Krigen vilde blive prøvet af Undersøgelseskommissionen, erklærede han ikke at ville benytte Tilladelsen, men forblive i Norge for at give fornødent Tilsvar.

En anden Skrivelse fra Statsraadet oplæstes af følgende Indhold:

«Til Norges overordentlige Storthing!
«Overeensstemmende med den i Præsidentskabets behagelige Skrivelse af 18de dennes indeholdte Begjæring, har Statsraadet strax anmodet begge Generalkommandoer at meddele den forlangte Underretning om de Korpser og Chefer, der i det tilbagelagte Felttog fordeelagtigen have udmærket sig. Men med Hensyn til den Tid, der vil medgaae forinden disse Underretninger kunne indløbe, skulde Statsraadet ikke undlade foreløbigen herom at meddele Præsidenten for Rigets Storthing behagelig Underretning.»

Ved en anden Skrivelse udbad Statsraadet ved Storthinget bevirket, at en almindelig Bestemmelse skulde meddeles, efter hvilken Regel Godtgjørelse til Storthingsrepræsentanter for de ved deres Reise foraarsagede Udgifter skulde refunderes dem, da flere Andragender i den Anledning vare indkomne.

Endelig foreslog Treschow en Takadresse til Kong Christian Frederik i Anledning af de Tjenester, som han har viist 414Riget; men Forslagets Behandling udsattes til Videre. Senere hen frafaldt Proponenten dette sit Forslag, der, ligesaalidet som et andet af samme Natur af A. Konow, kom under Behandling. Efterat Foreningen med Sverige var besluttet, dæmpedes Enthusiasmen for den danske Prinds.

Den 25de October aabnedes alvorlige Debatter om de af de svenske Kommissairer indleverede Forslag til Forandring i Grundloven, hvis 25de og 26de §§ toges under Behandling. Forhandlingen begyndte med nogle almindelige Betragtninger, som af flere Talere anstilledes over de Grundsætninger, som burde følges. Blandt disse udmærkede sig Pastor Schultz – et Navn, som fortjener en høi Plads i Storthingets Annaler – ved Foredragets Kraft og Veltalenhed. Han meente, at begge Parter maatte indsee Nødvendigheden af at Eidsvold-Constitutionen maatte undergaae mange, tildeels væsentlige Forandringer; men Forandringen maatte fra Storthingets Side gjøres med Frihed og ikke efter Sveriges Forskrift, og saaledes at Nationens Ære kunde bestaae med Foreningen. «Da skal – siger han – Norges Held kunne forenes med Sveriges, og den 20de October 1814 kunne blive velsignet blandt Norges Fjelde.» – «Lader os da – saa slutter han – handle om Norges Sag saaledes, at det kan bestaae med Folkets Hæder og Værdighed, og at vore Efterkommere ikke skulle sukke over os, naar de ved Historiens Lys søge de ærværdige Høie og tause Grave, hvor Norges hæderlige Slægter hvile.»

Tidligen fremtraadte Schultz saaledes som en varm og heldig Forsvarer for Folkets constitutionelle Rettigheder. I senere Storthing lagdes dette Forsvar ofte i hans Haand; han sattes ofte i Spidsen for de vanskeligste og meest kritiske Undersøgelser, og aldrig svigtede han den ham viiste Tillid. Den 415patriotiske Ild, der stundom luede i glødende Heftighed, dæmpedes vel efterhaanden; Alder og Erfaring modificerede hans Anskuelser, men hans varme Iver for Fædrelandets sande Gavn afkjøledes aldrig, og han hørte blandt de faa lykkelige Storthingsmænd, som elskedes af Mange, agtedes af Alle, og miskjendtes af Faa. Det hendte vel stundom, at Schultz ræddedes for det Udfald af vigtige Sager, som han selv havde forberedt, og at hans Glæde var større, naar de haardeste Punkter i hans gjorte Indstilling ikke toges til Følge, end naar de gik igjennem; men han havde eengang paataget sig at værne om Constitutionen i alle dens Punkter, og under Prøvelsen selv betragtede han de omhandlede Misligheder med et strengere Øie, end hans milde og menneskekjærlige Sind tillod ham, naar han troede sig beføiet til at følge dette. I Dagens Foredrag udkastede han ligesom et Prøvemønster paa sin Storthingsfærd, og denne blev han, i en ædlere Stiil jo længere han skred frem paa Banen, tro indtil Enden.

Sibberns Tale i samme Anledning havde en forsonende og rolig Tendents. Han hørte til den lille Skare, som paa Eidsvold ansaa en Forening med Sverige under nærværende Omstændigheder nødvendig og, beskyttet af den Eidsvoldske Grundlov, i politisk Henseende gavnlig. Hans livlige, flydende og raske Foredrag gjorde ham til en af Thingets færdige og gjerne hørte Talere, ligesom dette, forenet med hans Forretningsdygtighed, oftere hævede ham paa Præsidentstolen paa de følgende Storthing. Ved sin Tale i Dag var det hans Hensigt at opmuntre Forsamlingen til en rolig Overveielse af et vanskeligt Æmne, og at forebygge gjensidige Misforstaaelser. Han ansaa det for en ugrundet Forudsætning, at Forstørrelseslyst og Herskesyge var Grunden til den af Sverige saa heftig 416attraaede Forening; men kun Sveriges Ønske at have en fredelig Ven og Nabo i Vesten istedetfor en Fiende. «Lader os derfor – siger han – ikke altfor ængsteligen veie Ord og Udtryk; vi bygge da paa Mistillids sig selv forstyrrende Grundvold, og Foreningen vil bringe fælles Uheld istedetfor Held. Ængstelig Frygt og Mistillid er desuden Nordmandens ædle Charakteer ubekjendt, og røber Mangel paa egen Kraft, og ligesaa vist som den bedste Grundsætning, uden fornøden Kraft og Villie til at overholde den, vil være et Intet, ligesaa vist vil en tilsyneladende mindre god Constitution, men bygget paa rigtige Grundsætninger, og med Kraft og Værdighed haandthævet, sammentaget med Sveriges egen Interesse, være vor Friheds og Selvstændigheds fuldkomne Palladium.»

Efter ham tog Arendals Repræsentant, Doktor A. Møller, Ordet. Denne Hædersmand maa nævnes blandt de meest fædrelandsksindede Storthingsmænd, der med glødende Varme søgte at afværge Alt, hvad der kunde stede Norges Frihed i indvortes Forhold i Fare, eller krænke dets Selvstændighed i de udvortes Forhold. Hans Opmærksomhed i denne Henseende var utrættelig, og ved Siden deraf laa den høieste Grad af Mistænkelighed til den svenske Regjerings Planer mod Norges Frihed. Fra denne Side betragtet, var han et af Storthingets meest virksomme Medlemmer, stedse rede til at fægte for hvad han ansaa for Nationens Ære, saavel i væsentlige som uvæsentlige Bestemmelser. Meningen af hans Foredrag gik i Dag ogsaa ud paa: «at Constitutionen skulde forsvares med Dragekløer.»

Da man, efterat Flere havde yttret sig i denne Anledning, skred til at behandle den 25de og 26de §, gjorde Neumann det Forslag: «at i Beslutningen angaaende Forsvar eller Angreb 417skulde det udtrykkeligen betinges, at Norge aldrig drager ud mod Danmark i offensiv eller defensiv Krig, naar ikke Norges eget Land af Danmark angribes.» Men dette Forslag, der indeholdt et venligt Afskedsord til en gammel Statsfrænde, kunde efter sin Natur ikke indføres i Grundloven, ligesom det ingen Gjenklang fandt i den større Deel af Forsamlingens Sind, og Proponenten fandt sig senere hen beføiet til at tage det tilbage.

Konsul August Konow, som ved dette Storthing stillede sig paa den ivrigste Oppositions Side, og modsatte sig baade Foreningen og de foreslagne Modifikationer i den Eidsvoldske Grundlovs Bestemmelser, medtog Committeen haardt i Anledning af dens Forslag om Troppernes Brug. «Var jeg ikke – sagde han – allerede vant med at høre her ved Storthinget de særsommeste Propositioner, der ledede os til at kaste os i Sveriges Arme førend Sverige selv offentligen forlangte det, saa vilde jeg høiligen forundre mig over dette af Committeen fremsatte Forslag. Alt hvad Nationen meest krymper sig for, eller er meest stemt imod, bevirkes ved samme. Det er at befrygte, at de herefter følgende Storthing ville blive meer og meer eftergivende, og kunne maaskee lidet modstaae en Fyrstes naadige Smiil, der forventede dem, som viiste sig bøielige; især bliver dette Tilfældet, naar vi efter Etatsraadens Mening ei burde spærre dem Veien, der kunne erholde i Stockholm vigtige Æresposter, og opnaae høie Titler. – Men hvad der endnu er værre og kroner Værket, er at Statsraadet, som vælges af Kongen, og paa hvilket han kan have saa stor Indflydelse, skulde i 3 Aar, som er ethvert Storthings Mellemtid, kunne bestemme at vore Tropper maa bruges i fremmede Lande. Man maa 418jo indsee, at flere tusinde Nordmænd saaledes kunde blive slagtede i Udlandet mod Nationens Ønske.»

Disse for Committeen krænkende Udtryk og haarde Beskyldninger bleve ikke strax paaankede af dens Medlemmer, og da En blandt dem, Sibbern, i et senere Møde krævede Konow til Regnskab derfor, og forlangte en fyldestgjørende Erklæring, ansaaes Tiden til Sagens Optagelse forløben, og den faldt bort.

Capitaine Motzfeldt, der visseligen iøvrigt var En af de Storthingsmænd, der meest vaagede over den Eidsvoldske Constitutions Reenhed, og havde meest ivrig modsat sig Norges Forening med Sverige, gav nu Anledning til at ende denne langvarige Debat ved et Inpromtu-Forslag til disse Paragraphers Redaktion, hvortil han af Grev Wedel opfordredes. Han meente, at de svenske Kommissairers Forslag burde antages saaledes som det var forfattet, forsaavidt det har Hensyn til fremmede Magters Tropper, og norske Troppers Uddragelse over begge Rigers Grændser. Derimod burde en Bestemmelse gjøres, hvorvidt norske Tropper bør inddrages i Sverige eller svenske i Norge. Han ansaa det krænkende for Norges Mænd, om svenske Tropper skulde holde norske Fæstninger besatte. Følte Norge sig trykket ved Foreningen, vilde et Par Garnisoner ei kunne kue Misnøien. Han foreslog derfor Paragraphen saaledes redigeret:

«Kongen har høieste Befaling over Rigets Land- og Sømagt. Den maa ikke forøges eller formindskes uden Storthingets Samtykke. Den maa ikke overlades i fremmede Magters Tjeneste, og ingen fremmede Magters Krigsfolk, undtagen Hjælpetropper mod fiendtligt Overfald, maa inddrages i Riget uden Storthingets Samtykke. I Fredstid maa aldrig andre end norske 419Tropper være i Norge, og ingen norske Tropper i Sverige; men, naar Sveriges Kyster eller Grændser angribes, skal den halve Deel af Norges organiserede Landmagt kunne bruges i Sverige, og, naar Norge angribes, skal Sverige komme Norge til Hjælp med saa megen Landmagt, som den halve Deel af den norske Landmagt udgjør. En større Hjælp skal ikke gives eller modtages uden Storthingets Samtykke; ei heller maa norske Tropper uden Storthingets Samtykke bruges udenfor Sveriges Grændser.»

Foreløbigen antog Forsamlingen den saaledes redigerede Paragraph; men da denne Forandring blev forelagt de svenske Kommissairer, foranledigede den et Diktat til Protokollen fra de svenske Kommissairers Side, som fremledede nye Modifikationer.Diktatet findes heelt i Bilag No 14. De gjorde deri opmærksom paa, at Foreningen imellem Sverige og Norge blev af den Natur, at begge Riger deelte Skjebne med hinanden med Hensyn til Krig og Fred. Det var vistnok Folkets Rettighed at bestemme Antallet af det stridbare Mandskab efter Folkemængde og finantsielle Kræfter; men det kunde ikke blive Folkets Ret, at indskrænke Kongens Magt til at disponere over den engang til Folkets Sikkerhed og Kronens Anseelse bestemte Krigsmagt. Der var ingen Sammenhæng imellem den Bestemmelse i Eidsvold-Grundloven, der ogsaa findes i alle Constitutioner, som giver Kongen høieste Befaling over Krigsmagten, samt Ret til at begynde Krig og slutte Fred, og mellem den Forudsætning, at han i visse Tilfælde kun kan benytte en Deel af den bestemte Vaabenmagt, og Iværksættelsen heraf vilde lede til Splid og Mistro mellem Konge og Folk. I Følge den svenske Constitution laa Modvægten 420mod Misbrug i det Ansvar, som er paalagt Kongens Raadgivere, men fornemmeligen i Nationens Ret til at beskatte sig selv; uden Penge kunde ingen Krig føres. Dernæst gjorde Kommissairerne opmærksom paa, at Konventionen til Moss ikke gav det norske Folk umiddelbar Ret til at beslutte Forandringer i Grundloven, men at Kongen foreslaaer dem, og at det var Folkets Ret at antage eller forkaste disse Forslag. Iøvrigt troede de det meest passende, at berøre med Varsomhed det politiske Forhold, hvori Norge nu var kommen til Sverige. Den Bestemmelse, som af Storthinget er foreslaaet, finder desuden ikke Sted ved nogen anden Forening imellem Forbundsstater. Kongen kunde ikke tilstaae det norske Folk større Ret end det svenske i denne Henseende har forbeholdt sig, der tillidsfuldt i et saadant Tilfælde havde lagt sin Skjebne i Kongens Haand. Ikke heller kunde en saadan Beslutning kontrolleres. Kongen havde ved flere Bestemmelser søgt at bringe en passende Ligevægt imellem Kongens og Folkets Rettigheder, og voldgav Sagen til den hele norske Nations Dom. – De erklærede til Slutningen uforbeholdent, at den 25de §, saaledes som den af Storthinget blev foreslaaet, ei af dem kunde blive antaget, men at Kongen for at berolige Folkets muligen skrækkede Forestillinger i Henseende til Hs. Majestæts Hensigter, hvilke en fremmed Interesse har søgt at fremstille i et urigtigt Lys, tillod en Forandring i §§ 25 og 26 af den Eidsvoldske Constitution, der lyder saaledes som den hoslagte Udarbeidelse viser, men hvori ingen videre Modifikation kan finde Sted. «Hvis Storthinget – tilføiede de – ikke antager disse saaledes af os fremsatte §§, da maa de i Følge den Eidsvoldske Constitution nu gjældende Bestemmelser forblive uforandrede.» – Kommissairernes Forslag var – paa en eneste Modifikation 421nær angaaende Landeværnet – ordlydende som 25de og 26de § i Norges Grundlov nu lyde.

Dette Diktamen foranledigede, at hine Paragrapher igjen bleve tagne under Overveielse den 1ste Novbr., og flere Taler bleve holdte deels for deels imod dette af de svenske Kommissairer gjorte Forslag; men ved 57 mod 21 Stemmer antog Storthinget, at den Beslutning, som forhen var tagen angaaende den 25de og 26de §, kunde forandres, og med samme Pluralitet vedtoges derefter, at de svenske Kommissairers Forslag med Hensyn til disse Paragrapher bifaldtes.

I den 23de § havde Kommissairerne udeladt den sidste Bestemmelse: «Ingen personlige eller blandede arvelige Forrettigheder maa tilstaaes Nogen for Fremtiden.» I Anledning af denne Udeladelse gjorde Committeen de svenske Kommissairer det Spørgsmaal: «Af hvilken Aarsag Forslagets 23de § har udeladt en Deel af Grundlovens Bestemmelser, og om denne Udeladelse ansees saa nødvendig, at Foreningen uden den ei kan komme i Stand, om dette end ellers kunde blive Tilfældet?» – Dertil svarede Kommissairerne, «at Grunden til den omhandlede Udeladelse er, at da Kongen af Sverige altid har udøvet den Ret at meddele Adelskab som et blot Middel til at belønne Fortjenester, saa vilde det have været upassende, om han i et Forslag, der fra hans Side blev gjort til den norske Nation, havde frasagt sig denne Ret, da det i saa Fald kunde synes, som om han ikke vilde lønne Fortjenester i Norge. Men naar det er Nationens Ønske, at Udeladelsen skal finde Sted, kan der fra Kongens Side Intet være derimod.» Paragraphen blev saaledes formet, som den befandtes i den paa Eidsvold antagne Constitution, og Bestemmelserne med Hensyn 422til den nu i Landet værende Adel toges paa et følgende Storthing.

En alvorlig og langvarig Debat fandt Sted om Kongens Ret til Naturalisation, som de svenske Kommissairer i den 82de § havde forestaaet. Denne lød i det svenske Udkast saaledes:

«Til Embeder i Staten skulle udnævnes de norske Borgers, som bekjende sig til den evangelisk-lutherste Religion, have svoret Kongen og Constitutionen Troskab, og tale Landets Sprog. Som Følge af Kongeriget Norges Forening med Sverige skal Kongen foreslaae begge Rigers Repræsentanter ved deres næste Sammenkomst en Lov til Antagelse om Vilkaarene for gjensidig Borgerret for Nordmænd og Svenske. Imidlertid skal det beroe paa Kongen ved enkelte Tilfælde, hvor han finder det særdeles nødvendigt, at ansætte norske Embedsmænd i Sverige, og svenske i Norge, dog saaledes at til Præster og Dommer-Embeder alene kunne udnævnes Indfødte. Til Lærere ved Universitetet og de lærde Skoler, til Læger og til Konsuler paa fremmede Steder kunne Udlændinge beskikkes. Ingen maa beskikkes til Stiftamtmænd eller beklæde de Embeder, som i § 22 ere nævnte, førend han er 30 Aar gammel, og Ingen bestikkes til Magistratsperson, Underdommer eller Foged, førend han er 25 Aar gammel.»

Det var vistnok fornemmeligen Kronprindsens Frygt – der ved senere Leiligheder viiste sig tydeligere – for at det norske Storthing af gammel Kjærlighed for det danske Dynasti, og især for Christian Frederik, skulde naturalisere danske Mænd, og forstyrre den imellem den skandinaviske Halvøes Riger tilveiebragte Forening, der gav dette Forslag sin Form. Men vi have ovenfor anført Beviser nok paa, hvor lidet denne Frygt 423var grundet, ligesom den ingenlunde af Erfaring er bekræftet. Større Aarsag maatte vel Norges Storthing have Frygt for svenske Embedsmænds Valg til norske Embeder, deels formedelst Exempler, hentede fra Erfaringer, der vare gjorte under den forrige, nu opløste, Forening, deels formedelst den Ulighed, som uagtet denuagtet den] rettet fra: ua gtetden (trykkfeil) lykkeligen tilveiebragte Forening finder Sted mellem begge de forenede Staters Organisation og indvortes Forhold. Begge Stater have deres gjensidige Fordele og Mangler, og de første vilde ikke forbedres, de sidste ikke afhjælpes ved en nøiere Forening end den, der nu finder Sted mellem Sverige og Norge.

Motzfeldt aabnede Debatterne om denne §. Han ansaa det for utvivlsomt, at det var enhver af Repræsentanternes Pligt at arbeide paa, at Foreningen, naar den blev besluttet, blev fast og varig. Lige Rettigheder og Fordele for begge Nationer bør være Hovedprincipet. Men derhos kunde man ikke tabe Nationalmeningen af Sigte. «Naar den største Deel af Nationen har Uret, har den Ret.» Det var ei nok, at man har Rimelighed for, at Retten til at vælge Embedsmænd ei af Regenten vorder misbrugt, det er Constitutionens Sag at førge for, at den ei kan misbruges. Da Nationen nu – være sig af hvilkensomhelst Grund – havde Mistro til de Svenske, hvorfor skulde men da tilstede dem Adgang til Embeder uden Storthingets Samtykke? – Det vilde være liden Ære for Nationen, dersom Haabet om Forfremmelse, eller Ærestitler og Adelskab, lokkede Nordmænd til Sverige, ligesom man og var berettiget til at troe, at de Svenske ei gjerne see Normænd forfremmede i Sverige. Tiden til at prøve paa at blande Nationerne var endnu vist ikke forhaanden. Findes dette engang tjenligt, saa staaer det jo i begge Nationers Magt at enes om 424en Lov til denne Hensigt. Han foreslog saaledes, at den Eidsvoldske Grundlovs Bestemmelser i Henseende til denne Gjenstand skulde blive uforandrede.

I samme Tone talede Sartz, Jørgen Aall, Sørensen og Sodemann – den sidste i stærkere Udtryk end de Øvrige. «Kongen kan – sagde han – naar han og ikke Storthinget har denne Ret, indsætte i Norge svenske Generaler o.s.v.; om han saa vil kan han give os svenske Bisper, ja Klokkere. Han kan give os Svenske til Amtmænd, Stiftamtmænd og andre civile Embedsmænd. Kongen kan, siger jeg, om han vil. Hvad er os Borgen for, at han ikke vil? Det lader sig tænke, at en mod Norge ikke vel intentioneret Konge sidder paa de forenede Rigers Trone; thi Fyrsterne have Lidenskaber som andre Mennesker. Denne Ene kan bringe Nationen til Fortvivlelse ved at underlægge den svenske Embedsmænd. Han kan tilintetgjøre sin Formands Bestræbelser for at stifte Enighed og Venskab imellem Nordmænd og Svenske, og hvem har da Nationen at anklage for Norges Vanære? Os, som nu sidde her i Dag paa Storthingets Bænke, os, Rigets Mænd, der uden Nødvendighed opgive Nationens Rettigheder. – Brødre! disse Ting bør ei saa at være.»

Da Voteringen efter Navneopraab foretoges, befandtes 70 Stemmer mod 7 at have bestemt, at de Paragrapher i Grundloven, som angaae Indfødsretten og Naturalisationen, skulde forblive uforandrede saaledes som de i den paa Eidsvold antagne Grundlov vare indførte.

Med denne Beslutning vare imidlertid de svenske Kommissairer ikke tilfredse, og androge paa at den i 83de § indeholdte Bestemmelse, der giver Storthinget Naturalisations-Ret, maatte udgaae. Da Stemmerne herom ved foretagen Votering 425vare lige deelte, besluttedes ved Pluralitet, at denne Sag efter Reglementet skulde udsættes i 2 Dage, og da igjen foretages til ny Votering. Sagen blev saaledes under 2den November igjen foretagen, og da blev af flere Talere Storthingets Ret til Naturalisation forsvaret, og ved Pluralitet antaget; og nu vægrede de svenske Kommissairer sig ikke længere ved at antage Storthingets Beslutning.

Om flere andre Forslag, som af de svenske Kommissairer, og af Storthingets Medlemmer, vare gjorte til Forandring i Grundloven, var der meer og mindre vidtløftige Debatter, i hvilken Henseende vi henvise til det overordentlige Storthings Forhandlinger for 1814. Saaledes foreslog Dr. Møller, at det i den 111te § skulde hede: «Norge skal have sit eget Koffardiflag» istedetfor: «Norge har Ret til at have sit eget Koffardiflag.» Han paastod, at det var ham udtrykkeligen paalagt af hans Committenter, at gjøre denne Paastand med Hensyn til Fragtfarten, som vilde lide naar det norske Flag sammenblandedes med det svenske. Kommissairerne erklærede, at de Intet havde imod at Norge fik sit eget Flag, naar de vilde selv bære de dermed forbundne Udgifter. Imidlertid beholdt Paragraphen sin forrige Form.

Den 26de October blev Storthinget ved en Skrivelse fra Statsraadet underrettet om de svenske Troppers Tilbagemarsch. Skrivelsen lød saaledes:

«Statsraadet skulde ikke undlade ved den hosføiede Gjenpart tjenstligen at kommunicere Rigets Storthing de kongelige svenske Kommissairers Skrivelse af 23de dennes, hvorved Statsraadet underrettes om den begyndte successive Tilbagemarsch af de svenske Tropper.»

426Kommissairernes Skrivelse lød saaledes:

«Hs. Kongelige Høihed har, efterat have erholdt Kundskab om den af Norges Riges Storthing den 20de dennes tagne Beslutning angaaende Kongeriget Norges og Sveriges Forening, i Naade fundet for godt at befale den svenske Krigsmagt til Lands og Vands efterhaanden at bryde op og vende tilbage til Sverige, og er dette Tilbagetog for en stor Deel allerede iværksat.

«Desuden har Hs K. H., i Følge den Dispositionsret, Hs. M. Keiseren af Rusland har givet ham over de i Holsteen under General Benningsens Kommando staaende Tropper, ladet Ordre afgaae til bemeldte General om successive at forlade nysnævnte Land.

«Som en ufeilbar Følge af dette forventer Hs. K. H., at de norske Tropper og Flaader ligeledes hjemforløves og sættes paa Fredsfod.

«Idet Undertegnede have den Ære at tilkjendegive Norges Riges Statsraad dette, maa de tillige anmode om, at Statsraadet vilde behage derom at meddele Storthinget Underretning.

Christiania den 23de Octbr. 1814.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815, bind 3

Jacob Aalls Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815 er fremdeles en av våre viktigste kilder til tiden rundt 1814. I detalj redegjør Aall for de politiske hendelsene i Norge og Norden som førte til utarbeidelsen av Norges Grunnlov, bruddet med Danmark og unionen med Sverige. Beretningen er basert på egne erfaringer, han var selv til stede på Eidsvoll.

Verket kom ut i tre bind i 1844-45.
Bind 1 inneholder innledning, «Første Tidsrum» (1800-07), første del av «Andet Tidsrum» (1807-08) og bilag.
Bind 2 inneholder andre del av «Andet Tidsrum» (1808-14), bilag og tillegg/rettelser.
Bind 3 inneholder «Tredie Tidsrum» (1814) og bilag.

I 1859 kom en ny ettbindsutgave med noen rettelser og tillegg.

Se faksimiler av utgavene (nb.no):
1. utgave, bind 1, 1844
1. utgave, bind 2, 1844
1. utgave, bind 3, 1845
2. utgave, 1859

Les mer..

Om Jacob Aall

Jacob Aall var først og fremst forretningsmann og politiker, men ga også ut en rekke verker, særlig populærvitenskapelige tekster om næring og handel. Hans mest kjente verk er Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815 (3 bind, 1844-45), hvor han basert på egne erfaringer i detalj gjør rede for de politiske hendelsene i Norge og Norden rundt 1814.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.