Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815, bind 3

av Jacob Aall

Treogtyvende Capitel

Da saaledes begge Parter vare enige om de Forandringer, som skulde foregaae i den Eidsvoldske Grundlov i Anledning af Sveriges og Norges Forening, samledes Storthinget den 4de November om Eftermiddagen for at foretage Kongevalg, og da blev Carl den Trettende eenstemmigen valgt til Norges 427Konge. Nogle af Forsamlingen tilføiede deres Votum de Grunde, som havde bestemt dem til dette Valg, uagtet de vare traadte ind i Forsamlingen med det Forsæt at stemme mod Foreningen; Andre henpegede paa Foreningens Hensigtsmæssighed, og yttrede store Forhaabninger om et heldigt Udfald deraf; men de Fleste udtrykte Valget med simple OrdSee Storthingsforhandlingerne Pag. 356 ff. – Valget blev derefter ved en Deputation bekjendtgjort Statsraadet og de kongelige Kommissairer, og Storthinget besluttede, at dette Valg ved en Deputation af 7 Medlemmer skulde kundgjøres Hs. M. Kongen af Sverige, eller Hs. K. H. Kronprindsen paa hans Vegne, samt at denne Deputation af Præsidenten skulde udvælges. Til at udføre dette Ærende valgtes: Grev Wedel Jarlsberg, Biskop Sørensen, Major Hegermann, Justitsraad Diriks, Konsul Konow, Lehnsmand Forseth og Gaardbruger Sandvig.

Samme Dag tog ogsaa Storthinget en Bestemmelse med Hensyn til den Takadresse, som Nansen havde foreslaaet. Konsul Konow havde allerede den 3die Novbr. frafaldt sit Forslag om en Æresstøtte og Appanage for den fratrædende Konge Christian Frederik, «formedelst de Ubehageligheder, som samme i nærværende Tid vilde forvolde.» I Anledning af Nansens Forslag besluttede Storthinget: «En Erklæring skal udfærdiges til Kong Christian Frederik om, at Nationen antager hans Abdikation paa den norske Krone, hvorimod de øvrige Forslag ikke toges til Følge.»

I Mødet den 7de November oplæstes en Indstilling fra Statsraadet saalydende:

428«Som en Følge af den Statsraadet under Gaars Dato fra Præsidentskabet kommunicerede det overordentlige Storthings Beslutning at vælge Sveriges Konge, Hs. Majestæts Kong Carl den Trettende, til Norges constitutionelle Konge, har Statsraadet’under D. D. tilkjendegivet den sig i London opholdende Statsraad, Carsten Anker, at hans Sendelse ved hiin Beslutning maa ansees tilendebragt.

«Men da Statsraadet af private Efterretninger er underrettet om, at bemeldte Statsraad, formedelst en uafgjort Handelsaffaire, ikke vil kunne vende tilbage til Fædrelandet, med mindre der vorder stillet en Kaution for ham til Beløb af 6– 8000 Pd. Sterl., overlader Statsraadet til Præsidentskabets Overveielse, hvorvidt det maatte ansees passende – i Betragtning af de Opoffrelser og den Iver, denne Fædrelandets tro Mand har viist i dets Tjeneste – at foreslaae det nu forsamlede Storthings Medlemmer, paa Nationens Vegne at indgaae en saadan Kaution, mod Regres i Mandens Eiendomme, naar noget Udlæg heraf skulde flyde, og under Forudsætning af at han derved sættes i Stand til at vende tilbage til de Poster i Fædrelandets indre Bestyrelse, som af den forrige Regjering vare ham overdragne.»Til dette Forslag blev formodentligen intet Hensyn taget, da derom Intet findes i Storhingsforhandlingerne. Han blev ikke igjen ansat som Statsraad, og det var først senere hen, at Regjeringen brugte ham i nogle Kommissioner.

Samme Dag indleveredes til Storthingets Presidentstab Statsraadets Skrivelse af 4de Novbr., hvori dette anmeldte, at Kommandeur Fasting havde maattet afreise til Frederiksværn, i det vigtige Ærende at stille Uroligheder, som vare udbrudte mellem Matroserne der i Havnen. Ved Fastings Anseelse blandt 429disse, og ved hans kloge Opførsel, dæmpedes imidlertid snart Urolighederne, uden at de havde videre Følger.

Om Eftermiddagen oplæstes den redigerede Deel af Grundloven, og Storthinget bifaldt, at Grundloven maatte udfærdiges i den saaledes redigerede Form, men at Redaktions-Committeen, som bestod af Sorenskriver Berg, Kammerraad Holst og Landsdommer Nansen, skulde forinden træde sammen med den Afdeling af den store Committee, som konfererer med de svenske Kommissairer, og forelægge disse det redigerede Exemplar af Grundloven, om de i den Anledning havde Noget at erindre.

Doktor Møller, som var stedst indtil Ængstelighed aarvaagen for at hævde Norge den Hæder, som det tilkom i sine udvortes Forhold til det nye Frænderige, foreslog nu en Tilægs-Paragraph af følgende Indhold: «I alle Forhandlinger og Befalinger, som angaae Kongeriget Norge alene, skal Kongens Titel med Hensyn til dette Rige nævnes først.» Men da dette Forslag næste Dag kom under Debat, fandt han sig beføiet til at tage det tilbage.

Sodemann, som havde været en af de ivrigste Modstandere mod Norges Forening med Sverige, og i denne Henseende brugt de stærkeste Kraftudtryk, erklærede nu i Anledning af hans misforstaaede Formening om Edens Aflæggelse til Kongen og Constitutionen, «at han med Glæde aflægger Eden til Constitutionen, da han var overbeviist om, at den for Fremtiden vilde betrygge hans elskede Fædrelands Frihed og Selvstændighed, og han havde derfor besluttet tilligemed de øvrige Norges bæderlige Mænd at aflægge Eden til Constitutionen og Kongen.»

430Da saaledes Rigernes Forening og Carl den Trettendes Udnævnelse til Konge var besluttet, opkastedes igjen det Spørgsmaal, om Repræsentanten fra Frederikshald nu, da Kongeriget Norge og Sverige vare forenede, kunde tage Sæde i Storthinget og give Stemme? Efterat forskjellige Meninger vare yttrede, blev med 44 Stemmer besluttet, at Frederikshalds Repræsentant, Kjøbmand Hansen, ikke kunde tilstedes Sæde og Stemme paa dette Storthing, førend Kongen af Sverige høitideligen havde antaget Norges Grundlov.

Da Storthingets Afdelinger eenstemmigen havde besluttet, at en Committee skulde udnævnes for at gjennemgaae Overkrigskommissionens Protokoller og Papirer, og meddele Storthinget Rapport om den befalede Undersøgelse hensigtsmæssigen var udført, saa udnævntes nu Medlemmer af denne Committee, og Valget faldt paa Capitaine Ræder, Capitaine Motzfeldt og Sorenskriver Koren.

Den 7de November afreiste Deputationen til Frederikshald for at underrette Kronprindsen om Kongevalget. Den blev ufortøvet indladt til Audience hos Kronprindsen af Sverige, og Deputationens Formand, Grev Wedel, holdt følgende Tale til ham:

«Høibaarne Fyrste, Sveriges og Norges Kronprinds!
Naadigste Herre!
«Kongeriget Norges Storthing har paalagt os den behagelige Pligt at overbringe D. K. H. den Efterretning, at det norske Folks Repræsentanter den 4de Dag i denne Maaned eenstemmigen har valgt og erkjendt som constitutionel Konge Hs. M. Kong Carl den Trettende og Efterkommere, i Overeensstemmelse med Successions-Ordningen af 26de Septbr. 1810.

431«Saaledes er da den skandinaviske Halvøes tvende gamle Kongeriger, som Naturens Herre forenede, men som menneskelige Lidenskaber og Fordomme adskilte, atter sammenknyttede med uopløselige Baand, og den lykkelige Tid er kommen, da Nordmænd og Svenske kunne savne hinanden som Brødre, der have en fælles Fader, og da de kunne kappes om at vise denne fælles Fader Lydighed, Troskab og Hengivenhed.

«Denne lykkelige Forening var allerede for Aarhundreder Gjenstand for oplyste Nordmænds og Svenskes Ønster; men det var Hs. M. Kong Carl den Trettende og hans værdige Søn forbeholdt at fuldføre dette herlige Værk. Rygtet om Hs. Majestæts faderlige Regjering over hans Forfædres Rige, og Gjenlyden af Europas Beundring for Deres Kongelige Høiheds Dyder og Heltebedrifter bortryddede de Hindringer, som ulykkelige Tildragelser have opreist derimod.

«Idet vi høiligen beklage, at Hs. Majestæts Helbred hindrer ham fra, i den strenge Aarstid at glæde sine nye Undersaatter med sin Nærværelse, tillade vi os paa vore Medborgeres og egne Vegne at yttre for D. K. H. det oprigtigste Ønske, at De og Deres haabefulde Søn vilde naadigen behage i Norges Hovedstad at modtage Pantet paa det norske Folks usvigelige Troskab og urokkelige Hengivenhed for dets nye Konge og Konge-Æt, og at D. K. H. derved vilde give os Leilighed til nærved at beundre den Fyrste, hvis sjeldne Egenskaber bestemte ham til at bære Norges og Sveriges forenede Kroner, naar Hs. Majestæt, mæt af Dage og ledsaget af sine Undersaatters Velsignelse, er gaaet til Hvile ved Siden af sine store Forfædre!».Denne Tale indeholdt vistnok meer end Pluraliteten af Storthingets Medlemmer og den norske Nation ønskede udtrykt, og den var neppe bleven saaledes, dersom den først var bleven gjennemgaaet i Storthinget; men Ordføreren udtrykte oprigtigen den Mening, som han stedse havde havt. Den indeholdt faktiske Omstændigheder, som neppe bekræftes af Historien. Om endog den skandinaviske Halvøe af Naturen er forenet, som flere andre Lande, der grændse til hverandre, og hvor der tales eet Sprog, uden at Indbyggerne hylde een Regjering, saa kan det ikke siges, at de vare blevne adskilte ved menneskelige Lidenskaber og Fordomme; thi kun en kortvarig og tilfældig Forening havde fundet Sted mellem dem. Foreningen betragtedes endog dengang tildeels med Uvillie fra norsk Side, og der var kun faa oplyste Nordmænd, der havde ønsket denne Forbindelse, der blev fremtvungen ved et Magtsprog af de store europæiske Magter. Mange meente vel og, at den Hyldest, som allerede forud gaves den nye Konge, var for stærkt udtrykt, og at det var meer Haab og Ønsker, der burde udtrykkes. Men Taler af den Art maa ikke strengt bedømmes efter deres Indhold, ikke tillægges historisk Værd, eller ventes at bære Sandhedens Farve i sin reneste Vetydning. De ere sædvanligen kun Komplimenter, der i en vedtagen Kurial-Stiil ydes den ophøiede Stilling, og deres Værd maa bedømmes efter denne Form. Kun dette ville vi antyde ved denne Anmærkning, at Taleren neppe udtrykte den almindelige Stemning i og udenfor Storthinget.

432Kronprindsen svarede:

«Mine Herrer!
«Ugjerne bare de Svenske Vaaben imod Nordmænd. Krigen var uden Øiemed i det Øieblik, da Eders Anfører tilbød at ville overlevere den udøvende Magt i Nationens Hænder. Kongen har ikke villet gjøre sine Rettigheder gjældende. Standhaftig paa den Vei, han havde valgt, ansaa han sig lykkeligere ved at regjere over en fri Nation end over et undertvunget Folk. Han gav Eder derfor Tid til at raadstaae over de vigtige Grundsætninger, hvorpaa Samfundets Frihed og Selvstændighed skulde bygges.

433«Jeg kjender den Aand, som har hersket i Storthinget. Om end Feiltagelser i Grundsætninger enkelte Gange viiste sig, sporede jeg dog stedse med Fornøielse Redelighed i Eders Forsæt. Lader os takke Forsynet, som foreskrev os vore Pligter, og lader os betænke, at vi have fælles Interesse at forsvare, fælles Farer at gjennemgaae, fælles Lykke, fælles Ære at haabe.

«Jeg opfylder gjerne Eders Ønske, og skal i Morgen med min Søn afreise til Christiania.»

Disse faa og simple Ord, som lidet berørte nyligen endte vanskelige Forhold, og kun korteligen omtalte de tilkommende forfeilede ikke sin Virkning, og Prindsens venlige Væsen og den Forekommenhed, som han viiste alle Medlemmer af Deputationen uden Undtagelse, indtog dem Alle, og de forlode i en munter Stemning Gemakker, som Nogle med Ængstelse og vemodig Følelse af Mødets Hensigt havde betraadt.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815, bind 3

Jacob Aalls Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815 er fremdeles en av våre viktigste kilder til tiden rundt 1814. I detalj redegjør Aall for de politiske hendelsene i Norge og Norden som førte til utarbeidelsen av Norges Grunnlov, bruddet med Danmark og unionen med Sverige. Beretningen er basert på egne erfaringer, han var selv til stede på Eidsvoll.

Verket kom ut i tre bind i 1844-45.
Bind 1 inneholder innledning, «Første Tidsrum» (1800-07), første del av «Andet Tidsrum» (1807-08) og bilag.
Bind 2 inneholder andre del av «Andet Tidsrum» (1808-14), bilag og tillegg/rettelser.
Bind 3 inneholder «Tredie Tidsrum» (1814) og bilag.

I 1859 kom en ny ettbindsutgave med noen rettelser og tillegg.

Se faksimiler av utgavene (nb.no):
1. utgave, bind 1, 1844
1. utgave, bind 2, 1844
1. utgave, bind 3, 1845
2. utgave, 1859

Les mer..

Om Jacob Aall

Jacob Aall var først og fremst forretningsmann og politiker, men ga også ut en rekke verker, særlig populærvitenskapelige tekster om næring og handel. Hans mest kjente verk er Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815 (3 bind, 1844-45), hvor han basert på egne erfaringer i detalj gjør rede for de politiske hendelsene i Norge og Norden rundt 1814.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.