Fireogtyvende Capitel

Da saaledes det store Foreningsværk var fuldbyrdet, og en lykkelig Fred gjorde alle krigerske Foranstaltninger overflødige, gav Kronprindsen Ordre til den svenske Armees Oprykken fra norsk Grund og Tilbagemarsch til Sverige. Men forinden henvendte han under 8de Novbr. følgende Afskedsord til de hjemvendende Krigere:

«Soldater!
«Allerede længe var det skandinaviske Folkeslags Forening Eders, som alle Eders Landsmænds Ønsker. For at naae 434dette store Maal have vi grebet til Vaaben. Forsynet har kronet vore Bestræbelser; vore Forhaabninger ere blevne opkyldte. Fra nu af have Svenske og Nordmænd de samme Interesser at forsvare, den samme Ære at understøtte, og den samme Fremtid vil for dem blive Prisen for de samme Dyder. Et af de lykkeligste Øieblik i mit Liv er kommet; det, da jeg i Kongens og Fædrelandets Navn har at udtrykke Eder deres Erkjendtlighed for den Tapperhed, den Krigstugt, og det herlige Forhold, ved hvilket I, idet I viiste Eder Eders Forfædre værdige, have gjort det svenske Navn ligesaa elsket som agtet. Vender tilbage til Eders Arne; medbringer under Udøvelsen af en Borgers fredelige Pligter den samme Kjærlighed til Eders Fædreland, den samme Lydighed mod Lovene, der har udmærket Eder som Krigere, og Eders Konges Bevaagenhed, og Eders Medborgeres Agtelse vil vorde Eders værdige Belønning.»

Den 9de November underrettede Præsidenten Storthingets Medlemmer om, at Kronprindsen vilde ankomme til Christiania samme Aften, og at han Kl. 2 den følgende Dags Eftermiddag vilde møde i Storthinget. Det besluttedes derefter, at Præsidenten alene om Aftenen skulde indfinde sig i Palaiet og komplimentere Kronprindsen, men at en af Præsidenten udnævnt Deputation, bestaaende af 12 Medlemmer, skulde næste Dags Formiddag begive sig til Sammes Hotel, for at bringe ham Storthingets Velkomsthilsen.

Den 10de Novbr. indfandt sig Kronprindsen og hans Søn, Hertugen af Sødermanland, Prinds Oscar, ledsagede af Norges Statsraad, de svenske Kommissairer med flere Embedsmænd af alle Klasser, i Storthinget, og indledtes af en dertil af Præsidenten udnævnt Deputation. Kronprindsen holdt en 435Tale paa fransk, som Prinds Oscar oplæste paa svensk, og hvoraf en norsk Oversættelse blev Præsidenten overleveret af Statsraad Rosenkrantz. Den lød saaledes:

«Gode Herrer og norske Mænd, Præsident og samtlige Medlemmer af Norges Riges Storthing!
«Kongen har opnaaet Maalet for de Ønsker, som han stedse har næret for den skandinaviske Halvøes Lykke og Selvstændighed. Dens tvende Folkeslag have afsvoret deres lange og ulykkelige Tvistigheder, og herefter skulle de alene kappes i fælles Kjærlighed til deres fælles Fædreland.

«I have medvirket, gode Herrer og norske Mænd! til dette store Formaal, og derved forhvervet Eder hellige Fordringer paa Eders Konges Velbehag og Eders Medborgeres Taknemlighed.

«Den dobbelte Ære var Kongen forbeholden, at see tvende frie Folk utvungen og eenstemmigen at tilbyde ham Kronen. Hos de Svenske gjorde han ikke sin Arveret gjældende, og hos Eder foretrak han de Fordringer, som havde en større Værd for hans Hjerte – de nemlig, som hentedes fra Eders Kjærlighed – fremfor de Rettigheder, som høitidelige Forbund havde forhvervet ham.

«Kongen har altid villet, at Nordmænd og Svenske, lige i Rettigheder, skulde nyde samme Fortrin i Henseende til deres Statsforfatninger, og den nye Grundlov, som I nyligen fælles med Kongen have antaget, skal paa engang tjene til Borgen for Eders Frihed, og Beviis til Europa paa Eders Konges Agtelse for Eders Rettigheder. Gode Herrer og norske Mænd! I ville svare til den retmæssige Tillid, han sætter til Eder. I ville veilede dette redelige Folk, og efterat I med Nidkjærhed have opfyldt Lovgiverens Kald, ville I anvende Eders 436Kundskaber og Bestræbelser for at gjøre den Regjering elsket, I have oprettet.

«For at berede Midlerne dertil er det meget magtpaaliggende, at oplyst Nationen om dens Tilstand og mulige Forhaabninger; det er nødvendigt, at den ei tilregner sin nye Regjering Ulykker, som denne ikke har forvoldt; det er nødvendigt, at Folket faaer at vide, i hvilken Tilstand Kongen har forefundet Eders Pengevæsen og de offentlige Sagers Bestyrelse, for upartisk at bedømme de Forbedringer, som bør blive en naturlig Følge af hans Regjering. I skulle erholde en Proposition angaaende de forberedende Skridt, som i denne Henseende maa gjøres.

«Foreningen mellem Sverige og Norge er grundet paa deres geographiske Beliggenhed, paa begge Folks Nationalcharakteer, paa deres indbyrdes Fordele, og paa den Viisdom, som raader i deres Overveielser – jeg lægger til paa den Kjærlighed, som Begge føle for personlig Frihed, for Eiendomsrettens Hellighed og en repræsentativ Regjeringsform. Vi skulle altid blive tvende forenede og uafhængige Folk. Tilfredse med de Grændser, Naturen har anviist os, og overbeviiste om den store Sandhed, at udover disse Grændser ei for os gives noget virkeligt Gode, skal vor Statslære blive, aldrig at begynde en Krig, men at bevare den gode Forstaaelse, som nu finder Sted med alle Magter.

«Da Forsynet saaledes har indsluttet vor Lyksalighed og vore Pligter indenfor den samme Kreds, tager jeg ikke i Betænkning for Verdens Øine at aflægge det Løfte, at aldrig fremmed Vold skal besmitte Eders Land eller krænke Eders Rettigheder.

437«Gode Herrer og norske Mænd! Kongen antager Grundloven saaledes, som I derom ere komne overeens med Hs. Majestæts Kommissairer. Han forbcholder sig at fremsætte til de svenske Stænders Betænkning de Artikler, hvorved Forandringer eller Lempninger i den svenske Grundlov foranlediges.

«Det er i Kongens Navn, at jeg overleverer til Eder, gode Herrer og norske Mænd! Hs. Majestæts Eed, at ville styre og regjere Kongeriget Norge efter dets Constitution og Love, og opfordrer Eder til at aflægge Eders Eed til Kongen.

«Det Forbund, som han har indgaaet med det norske Folk, skal saaledes naae sin endelige Fuldbyrdelse. Maatte Forsynet, som vaager over Rigernes Skjebne, velsigne denne høitidelige Stund, som for begge Skandinaviens Folkeslag aabner et nyt Tidsrum af Ære og Lyksalighed.

«Jeg skal understøtte Kongens faderlige Omhu for Nordmændenes Vel, og hos min Søn indplante den Kjærlighed og Hengivenhed, jeg føler for dem.

«Midt iblandt Vaabnenes Larm, og idet jeg fra Germaniens Marker, i Forming med Sveriges Bundsforvante, gik hen for at modsætte mig det forfærdeligste Tyranni, som nogensinde har trykket Europa, var mit Blik altid fæstet paa denne Stund, som den høieste Belønning for mine Bestræbelser, og den fredelige Palme, som jeg i Dag modtager af et frit Folk, overgaaer i mit Hjerte alle Seierens Laurbær.

«Jeg gjentager for Eder, gode Herrer og norske Mænd! Forsikkringen om mine ligesaa levende som oprigtige Følelser.»

Kronprindsen overleverede derpaa til Storthingets Præsident Kong Carl den Trettendes skriftlige constitutionelle Eed, saalydende:

438«Jeg lover og sværger, at ville regjere Kongeriget Norge i Overeensstemmelse med dets Constitution og Love, saa sandt hjælpe mig Gud og hans hellige Ord!
Carl.»

Efter Præsidentens Opfordring med følgende Ord:

«Medbrødre, ærede Medlemmer af Norges overordentlige Storthing! Lader os høitideligen sværge Constitutionen og Kongen Troskab» aflagde samtlige Storthingets Medlemmer den Eed, at vise Constitutionen og Kongen Troskab og Lydighed i følgende Udtryk:

«Jeg lover og sværger, at vise Constitutionen og Kongen Troskab og Lydighed, saa sandt hjælpe mig Gud og hans hellige Ord!«

Præsidenten sluttede Akten med følgende Tale:

«Eden er aflagt, et helligt uopløseligt Baand er knyttet mellem Norge og Sverige. Begge disse Riger staae nu ved Siden af hinanden, hvert støttende sig paa sin særskilte Grundlov, hvis nøiagtige Overholdelse vil sikkre deres Uafhængighed.

«Naar Tvillingrigets fælles Konge med Viisdom vælger, og med Opmærksomhed hører sit Raad, aldrig adskiller det ene Riges Interesse fra det andets, og aldrig glemmer, at begge ere Sødskende, der have lige Krav paa hans Omhu, naar Begges Sønner paa Land og Hav kunne mødes som kjærlige Brødre, naar Norsk og Svensk aldrig tabe af Sigte, at det ene Rigets Hæder er det andets, og at kun fælles Bestræbelser og Opoffrelser give fælles Fordeel og Sikkerhed, da vil Foreningn staae til sildigste Slægter, da vil den Dag, paa hvilket Baandet knyttedes, blive en Festdag for Efterkommerne, da vil andre Nationer med Misundelse see ned til Nordens lykkelige Halvøe. Dette venter, dette haaber den norske Nation 439af sin valgte Konges og hans Efterkommeres Viisdom, og af den svenske Nations Brodersind, ligesom den selv redeligen vil bidrage dertil.»

Derfter forlod Kronprindsen med sin Suite Storthingssalen, og aldrig har vel nogen Forsamling følt sig høitideligere stemt ved Forhandlinger af den Art, end de Mænd, som da fyldte den.

Den 12te Novbr. blev Hegermanns Forslag om, «i en Adresse at ansøge Hs. M. Kongen om at udnævne Hs. K. H. Kronprindsen til Vicekonge i Norge og Chef for et gevorbent Regiment», behandlet. Storthinget bifaldt Forslaget og besluttede, at det skulde overdrages Præsidenten at forfatte en Ansøgning, hvis Koncept skulde forelægges Storthinget førend den udfærdigedes.

Da forskjellige Forslag vare indkomne til Storthinget fra Flere af dets Medlemmer, blev det efter et Forslag fra Justitsraad Diriks bestemt, at en Committee skulde nedsættes, som havde at gjennemgaae alle de Forslag, der i Anledning af forskjellige Gjenstande vare indkomne og endnu uafgjorte, for at afgive Betænkning derover til Storthinget. Til Medlemmer af denne Committee udnævnedes Konow, Holter, Diriks, Stoltenberg, Hegermann og Grev Wedel. Tiden til at indlevere videre Forslag til denne Committee indskrænkedes efter Sibberns Forslag til den paafølgende Tirsdag.

Den 14de Novbr. besluttedes, at Kronprindsen ved en Deputation af 5 Medlemmer skulde forespørges, om han paa Kongens Vegne og til Landalmuens Beroligelse vilde give Løfte om, at ingen Værnepligtig, der er over 25 Aar, skulde blive udkommanderet inden næste Storthings Afholdelse. Samme Dag behandledes et af Steenstrup anmeldt Forslag, hvortil senere 440indkom et fra Provst Hertzberg, om at udsætte næste Storthings Afholdelse til medio Juni 1815. Dette Forslag blev i et senere Møde den 23de Novbr. bifaldt, og ved Pluralitet besluttedes: «Næste ordentlige Storthing skal begynde sine Forhandlinger den første Søgnedag i Juli Maaned næstkommende Aar 1815.» Tillige bestemtes, at Præsidentskabet ved Skrivelse til Lov-Committeen, Finants-Committeen og Værnepligts-Committeen skulde indhente Betænkning om, hvorvidt disse Committeer vare istand til, senest inden Juli Maaned næste Aar, at forelægge Storthinget deres Arbeider enten i det Hele eller for en Deel.

Samme Dag kommuniceredes Storthinget, at Kronprindsen paa Hs. M. Kongens Vegne havde udnævnt Hs. Excellence, Rigets Herre, Feltmarskalk Essen til at indtræde i Statsraadet som Statholder, og at han som saadan havde fremlagt skriftlig Eed til Kongen og Constitutionen.

Fra Kronprindsen overbragte Statsraad Rosenkrantz en kongelig Proposition om Nedsættelsen af en Committee, bestaaende af 12 Medlemmer, fordeelte i 3 Sektioner, nemlig een for Finantserne, een for det Militaire og een for den indvortes Oekonomi, hvilken Committee skulde indtil næste Storthing sysselsætte sig med en fuldstændig Undersøgelse om Rigets nærværende Tilstand, samt med at udarbeide et Forslag til de Forholdsregler og Anordninger, som i hver af dens Grene passeligst kunde vedtages. Til denne Committee skulde det og overdrages at holde Kontrol over Myntvæsenet. Derhos skulde Committeen, naar Statsudgifterne indtil næste Storthing ere reglerede og Fonds dertil anviiste, erholde en passende Instrux ei alene i Henseende til de nødvendige Grændser for Seddelmassens videre Forøgelse, men og saavidt muligt foranstalte en successiv 441Inddragelse deraf, og for imidlertid at holde Pengene i den Værdi, som Nationens Garanti og de anviiste Hypotheker med Rette bør forskaffe samme.Propositionen findes in extenso i Bilag No. 15.

Blandt de Forhandlinger, som i den øvrige Deel af dette Storthingsmøde bleve foretagne, vare de Beslutninger, som toges i Anledning af den Deputation, som afsendtes til Kronprindsen for at erfare, naar de svenske Tropper kunde beordres at forlade Fæstningerne Frederikstad og Frederiksteen. Deputationen indleverede gjennem sin Formand, Capitaine Motzfeldt, sin Beretning om Udfaldet af sit Ærende, saalydende:

«Undertegnede Deputation begav sig i Gaar i Følge Storthingets Befaling til Hs. K. H. Kronprindsen, for at blive underrettet om der var taget nogen Bestemmelse i Henseende til hvad Tid de svenske Tropper kunde ventes at forlade Fæstningerne Frederikstad og Frederiksteen. Hs. K. H. erklærede i den Anledning, at han vilde gjøre Forestilling til Hs. M. Kongen om, at disse Tropper maatte rykke bort, saasnart Eden var aflagt paa de forskjellige Steder i Landet, at han Intet hellere ønskede, end strax at lade bemeldte Tropper gaae bort, men at der endnu var en Mængde svære Kanoner, samt en heel Deel Krigsfornødenheder, ja indtil 2 Millioners Værdi, Sverige tilhørende, i bemeldte Fæstninger, hvilke Ting paa denne Aarets Tid ei kunde vel blive borttransporterede; men bestemt kunde han love, at de svenske Garnisoner ganske skulle have forladt Fæstningerne den 1ste Juli, da, som Kronprindsen formodede, næste Storthing skulde holdes; – og at der mod den Tid maaskee neppe vilde være meer end et Par Kompagnier tilbage, da Tropperne efterhaanden som det bliver muligt skulde trække bort. 442Hs. K. H. Kronprindsen bad Deputationen gjøre Storthinget opmærksom paa, at hans Grund for at beholde Tropperne endnu en Tid i Fæstningerne ingenlunde kan være Mistillid til Nationen, da bemeldte Tropper ei kunde svare til nogen Hensigt i saa Henseende, saasom det Hele kun er 1100 Mand, nemlig 400 Mand paa Frederiksteen og 700 Mand i Frederikstad.»

I den Anledning yttrede Jørgen Aall, som ogsaa havde været Medlem af Deputationen, og længe havde underholdt sig med Kronprindsen, at dette Kronprindsens Svar vel ikke kunde synes tilfredsstillende, men da han tillige havde yttret, at en Kommando var af ham bleven betroet en norsk Officeer, kunde han maaskee lade sig bevæge til at indvilge, at Frederiksteens og Frederikstads Fæstninger sattes under hans Kommando, og de svenske Tropper bleve hjemsendte, samt at de svenske Krigsforraad sattes under denne norske Officeers eller Krigskommissionens Varetægt. – Storthinget heftede imidlertid sin særdeles Opmærksomhed paa denne Sag, fordi det troede ikke at kunne gjøre nok for at befrie Fæstningerne fra disse Garnisoner, og saaledes opfylde et almindeligt Nationalønske.

Committeen gjennemgik saaledes paany Sagen, og indgav under 19de November en fornyet Indstilling, hvori det fremsatte følgende Forslag:

«Committeen troer – siger den deri – at indsee, at Fæstningerne Frederiksteen og Frederikshald, især paa denne Aarets Tid, saare vanskeligen ville kunne ryddiggjøres og tilbageleveres før Februari Maaned 1815. Naar Hs. K. H. for en til ham i den Anledning paany afsendt Deputation naadigst behager at give den Forsikkring, at tidtmeldte Fæstninger igjen skulle overleveres til Besættelse af norske Tropper til ovennævnte Tid, holder Committeen for at Storthinget, saavel paa sine egne 443som Committenters Vegne, kan ansee Constitutionen efterlevet. Skulde Hs. K. H. ikke kunne meddele en saadan Forsikkring, vover den at indstille, at den Deputation, som afgaaer til Stockholm, maatte til Hs. M. Kongen medbringe Storthingets kraftige Andragende i denne Nationalsag.»

Da dette bifaldtes, blev en ny Deputation sendt til Kronprindsen, og blev strax indladt til Audience. Den foredrog derpaa for Hs. K. H. at, da Grundloven udtrykkeligen bestemte, at ingen svenske Tropper maatte være stationerede i Norge i Fredstider, saa ansaa Storthinget det for sin Pligt at anmode Hs. K. H. om, at det maatte blive befalet de svenske Tropper at forlade de besatte Fæstninger snarest muligt. Tillige yttredes, at Storthinget troede, at dette kunde bestemmes til Udgangen af Februari Maaned, eftersom Eden til den Tid sikkert kan være aflagt af samtlige Tropper og Embedsmænd, ligesom de til denne Tid ikke bortførte Magasiner kunde under svenske Kommissairers Tilsyn indtil Videre forblive i Fæstningerne, endskjønt de svenske Tropper forlode samme.

Hs. K. H. behagede derpaa i meget naadige Udtryk i det væsentlige at tilkjendegive Deputationen, at Mistro ingenlunde var Aarsag til det Ønske at beholde Fæstningerne til Juli Maaned; at han for sin Person allerede var overbeviist om den norske Nations Oprigtighed; at Kongen attraaer altid at behandle Norge og Sverige lige, og at vise, at det ene Rige er ham ligesaa kjært som det andet; samt at han er overbeviist om, at denne Regels Udøvelse er den sikkreste Borgen for Foreningens Varighed og Held. Men Kronprindsen er for nærværende Tid, saa gjerne han end vilde det, ei istand til at opfylde Storthingets Begjæring uden Kongens Indvilgning, eftersom han alt har anmeldt at, efter Overeenskomst med Kommissairerne 444og Storthinget, skulde disse Fæstninger, forblive besatte af svenske Tropper. Hs. K. H. bad derfor Storthinget om, at den til Stockholm afgaaede Deputation maatte forebringe for Hs. M. Kongen denne Storthingets Begjæring, og forsikkrede derhos, at han selv vilde sætte sig i Spidsen for denne Deputation og understøtte den med sin Forsikkring om det norske Folks Oprigtighed, hvorefter Hs. K. H. aldeles ikke betvivlede, at jo Fæstningerne vilde blive tilbageleverede langt hurtigere, end Storthinget maaskee selv kunde vente.»

Derpaa besluttede Storthinget eenstemmigen:

«Det skal være Pligt for den Deputation, som afgaaer til Stockholm, mundtligen at andrage for Hs. M. Kongen paa Storthingets Vegne, og som dets Fordring i den norske Nations Navn, i Overeensstemmelse med Grundloven, at Hs. M. vilde give et positivt Løfte om at hjemdrage de i Fæstningerne Frederikstad og Frederiksteen liggende svenske Tropper inden Februari Maaneds Udgang næste Aar.» – Derhos besluttedes, at sammne Deputation ved Tilbagekomsten skulde meddele den i Norge værende øverste exekutive Magt Hs. M. Kongens Svar paa Storthingets forskjellige Andragender i denne Anledning, paa det at disse kunde blive offentligen bekjendtgjorte.

Saaledes lykkedes det Storthingets Fasthed og Aarvaagenhed for Alt, hvad der angik Fædrelandets Gavn og Ære, ogsaa i denne Henseende at bevirke et heldigt Resultat. – Da Deputationen ved sin Ankomst til Stockholm foredrog Kongen af Sverige Storthingets Anmodning, understøttedes dette troligen af Kronprindsen, og Kongen lovede, at de svenske Garnisoner i hine Fæstninger skulde, saasnart Efterretning til Hs. M. var indløben, at de norske militaire og civile Embedsmænd havde aflagt 445deres Eed til Constitutionen, ufortøvet kaldes tilbage til Sverige, og alle Tropper i al Fald have forladt Norge inden Februari Maaneds Udgang 1815, hvilket ogsaa skede.

Præsidenten forelæste i dette Møde det af ham forfattede Udkast til Ansøgning om Kronprindsens Beskikkelse til Vicekonge i Norge og Udnævnelse til Chef for et gevorbent Regiment. Den lød saaledes:

«Til Kongen!
«I flere Aarhundreder har Norge været forenet med Danmark under fælles Konger, der stedse have resideret i Danmarks Hovedstad. Norges afsides Beliggenhed, og dets Adskillelse fra Danmark, saavel ved Havet, som ved en betydelig Strækning af et fremmed Rige, har foraarsaget, at Kongerne sjeldent have besøgt Landet, og aldrig havt stadigt Ophold sammesteds. At Norge derved har savnet alle de Fordele, som ere en Følge af Kongernes Ophold i Riget og deres nøie Bekjendtskab med samme, er en unægtelig Sandhed. Formeligen løst fra sin Forbindelse med Danmark, har Norge constitueret sig til et selvstændigt Rige, og derefter ved dets Repræsentanter besluttet en stedsevarende Forening med Sverige under en fælles Konge. Af denne Forening haaber Riget de meest velgjørende Virkninger for Fremtiden. Det var Deres Majestæts Viisdom forbeholdt at bevirke Foreningen, og det er i Følge Deres Majestæts Forslag, at Grundloven bestemmer, at Kronprindsen eller hans ældste Søn kan være Vicekonge i Norge. Deres Majestæt har naadigen behaget at sende til os Deres dyrebare Søn, Rigernes Kronprinds. Vi ere blevne overbeviiste om Sammes ophøiede Tænkemaade, hans redelige Sindelag og udmærkede Talenter. Vi kunne saaledes ei andet end ønske hans længere Ophold iblandt os, for at han kunde blive nøiere bekjendt med 446Landet og dets Indretninger, samt derefter ordne og fastsætte det Fornødne, saavel i Henseende til det Civile som til det Militaire. Den norske Nation vil ansee det som det høieste Beviis paa D. M.s Velvillie og faderlige Omsorg for Norges Vel, om det maatte behage D. M. at udnævne Hs. K. H. Kronprindsen til Vicekonge i Norge, og tillige til Chef for et af dets gevorbne Regimenter, og derom vove vi paa det indstændigste at ansøge Deres Majestæt.

Christiania, i Norges overordentlige Storthing, den 20de Novbr. 1814.
Christie.
Paa samtlige Repræsentanters Vegne.»

Ligeledes oplæste Præsidenten et latinsk Digt, som var forfattet af Professor Olafson i Anledning af Rigernes Forening, med en Oversættelse deraf. Gjennem Præsidenten tilsendtes Professoren et Taksigelsesbrev for hans Opmærksomhed.

Blandt de Ansøgninger, som i en Adresse skulde forelægges Kongen, var ogsaa den, at Hs. Majestæts Medvirkning skulde ansøges til at skaffe norske Skibseiere Erstatning for de norske Skibe og Ladninger, der efter den engelske Regjerings Foranstaltning bleve lagte under Beslag i England, førend Krigen mellem England og Danmark i Aaret 1807 udbrød, hvilke Eiendomme senere solgtes, og Værdien deraf deponeredes i Englands Statskasse. Den samme Erstatning skulde søges for de norske Skibe, som i Aaret 1808 bleve bragte fra portugisiske og spanske Havne til England, og der solgte. – Ogsaa denne Ansøgning blev overleveret af hiin Deputation, og Kongen lovede den kraftigste Medvirkning, men uden noget heldigt Udfald. Sagen har ofte siden paa flere Maader været paany 447optagen, men den engelske Regjering har ikke villet beqvemme sig til denne Erstatning for Fremmede, og har indskrænket sig til at erstatte det Tab, som deres egne Undersaatter paa den Maade havde lidt. Nordmændene fik ingen Erstatning for disse under Freden tilbageholdte Eiendomme, ligesaalidet som for dem, der vare bortførte fra et Land, med hvilket Norge ingen Krig havde.Det forekommer Forfatteren, at han har hørt tale om en enkelt Erstatning af sidste Art.

Der var i den Tid megen Tale om Lieutenant Schwarz’s Forviisning fra Norge, der almindeligen troedes foranstaltet af den svenske Regjering, der i saa Henseende ansaaes for at have overskredet sin Myndighed. Men den constituerede Politimester oplyste, at Schwarz’s Afreise var frivillig, ligesom det var naturligt, at han fulgte Prinds Christian Frederik, hvis Adjutant han var. Paa samme Tid omtrent forlod Amtmanden i Laurvig, Lowzow, Riget, og der var i Odelsthinget 1816 Tale om at kalde Statsminister Anker, Statsraaderne Krogh og Motzfeldt, der ansaaes for ikke at have modsat sig den præsumerede Forviisningsbeslutning til Ansvar. Men det oplystes, at Lowzow havde forladt Landet deels efter sin Konges Befaling, deels formedelst Chikaner, som vare gjorte ham i Laurvig. Den svenske Regjering havde vistnok en, i sig selv ugrundet, Mistanke til de danske Embedsmænd, som de frygtede for vilde lede Folkes Tanker tilbage til den gamle Forbindelse, men den var derhos – og visseligen ikke mindst i Foreningens Begyndelse – meget omhyggelig for at undgaae Alt, hvad der kunde støde Nationen og sigte til at overtræde den exekutive Magts Grændser. De danskfødte Embedsmænd stode derhos sædvanligen 448ikke tilbage for norskfødte i Beviser paa et Norge hengivent Sind; men slige Meningsyttringer vare en Gjenklang af en gammel Nationaluvillie mod vor svenske Nabo og en Mistillid til hans Hensigter, og det varede længe inden denne hendøde blandt vore Fjelde.

Fra de forskjellige nedsatte Committeer, Finants-, Lov- og Værnepligts-Committeen, indkom en Beretning om, hvorvidt de kunde blive færdige til Februar Maaned med deres Indberetninger og Indstillinger. Alle erklærede det for umuligt til den Tid at blive færdige. Finantscommitteen yttrede, at den endnu var langt fra at være kommen i Besiddelse af de fornødne Oplysninger; men meente, at den i Midten af Sommeren vilde faae tilendebragt sine Forhandlinger. Lovcommitteen gjorde opmærksom paa de Hindringer, som vare lagte for dens Virksomhed ved nogle af dens Medlemmers Valg til Storthinget, fremdeles paa Arbeidets Vanskelighed og Vidtløftighed, og den gav intet Haab om at kunne forelægge Storthinget noget Forstag til en ny almindelig Civil- og Kriminal-Lov førend paa andet ordentlige Storthing. Værnepligtscommitteen ansaa det aldeles nødvendigt, at dens Forhandlinger og Forslag ikke affordredes den førend Slutningen af Juni Maaned. Disse Indberetninger begrundede den før omhandlede Udsættelse. Til Medlemmer af den Deputation, som skulde afgaae til Stockholm, udnævnedes Sorenskriver Christie som Formand, Gaardbruger Næs, Doktor Neumann, Gaardbruger Nordgaard, Præsten Abel, Major Hegermann og Assessor Hagerup. Da Abel fik Sygdomsforfald, valgtes i hans Sted Etatsraad Knudzon.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.