Femogtyvende Capitel

449De vigtigste Forhandlinger, som i Odelsthinget ved dette Storthing bleve foretagne, vare Undersøgelsen om de Misligheder, som havde fundet Sted under den i afvigte Sommer med Sverige førte Krig. Hvad der iøvrigt ved dette Storthing afhandledes, angik en Gjenstand, hvis Afgjørelse hørte under det samlede Storthing. Men dersom nogen Anklage over noget Statsraads Medlem blev gjort, maatte denne afgjøres ved en Rigsret, og denne af Odelsthinget besluttes. Odelsthinget satte sig i denne Anledning i Forbindelse med den nedsatte Undersøgelseskommission, i hvilken Henseende henvises til Storthingsforhandlingerne selv, og vi indskrænke os til at anføre Resultatet. Odelsthinget tog saaledes under 22de Novbr. en Beslutning af følgende Indhold:

«Odelsthinget finder ikke nogen Grund til at paaanke Statsraad Rosenkrantz’s, Sommerhjelms, Colletts og Aalls Forhold i Anledning af hvad, som er passeret i Statsraadet om og ved Afslutningen af Konventionen til Moss, da de have gjort deres Pligt.

«Foranlediget af de indkomne Oplysninger dekreterer Odelsthinget, at Statsraad Haxthausen, for sin Opførsel som Statsraad ved Ventilationen i Statsraadet angaaende den sluttede Vaabenstilstand og Konvention, og med Hensyn paa de der aflagte, og efter de indkomne Udskrifter af Statsraadets Protokoller af ham selv derefter tildeels erkjendte urigtige Beretninger, som synes at have motiveret for en Deel Statsraadets Beslutninger,Vi have ovenfor seet hvad der fornemmeligen fremledte Vaabenstilstanden og Konventionen paa Moss. skal sættes under Tiltale for Rigsretten.»

450Dette Dekret blev tilmeldt Præsidenten i Lagthinget, paa det han, som Præsident i Rigsretten, kunde foranstalte det i Følge deraf Fornødne.

Ved den følgende Dags Beslutning tilføiedes efter Weidemanns Forslag: «Det skal indstilles til den exekutive Magt, om den ikke finder det passende, paa en lovlig Maade at lade undersøge, hvorvidt de Indberetninger, som Kommissariatskommissionen under sidste Felttog har tilstillet Kongen om Magasinbeholdningerne fra 1ste Juni d. A. og indtil Konventionen paa Moss blev afsluttet, medføre Sandhed, og, saafremt de findes urigtige, at lade dem, som have underskrevet dem, dømmes for deres Handlinger, om de end ved at være undkomne fra Riget skulde undgaae Dommens Exekution.

Denne Beslutning skal tilstilles Lagthinget, og i Skrivelse til samme tillige anføres de Grunde, som have motiveret samme, nemlig de forskjellige hinanden modstridende Beretninger, som Generallieutenant Haxthausen har givet i Statsraadet den 8de, 9de og 10de August.»

I Lagthinget bleve disse Odelsthingets Beslutninger tagne under Overveielse den 24de og 25de Novbr., men efterat Lagthinget havde havt en Konference med Høiesteret, opkastedes det Spørgsmaal, om Rigsretten nu kunde constituere sig, eller den skal udsættes til næste Storthing. I denne Anledning remitteredes Sagen til Odelsthinget, men dette vedblev sin forrige Beslutning, og overlod Rigsretten at afgjøre, hvorvidt det var muligt at fremme Sagen, da dette var en Qvæstion, hvis Afgjørelse ligger udenfor Odelsthingets Kompetence. – Der vare vistnok flere Medlemmer af Lagthinget som ogsaa vare ivrige paa, strax at faae Rigsretten imod Haxthausen i Gang; men Flere erklærede sig derimod. Motzfeldt ansaa det især for betænkeligt 451at sætte en saa vigtig Ret, der havde en saa ubetinget Magt til at afgjøre Vedkommendes Skjebne, i Virksomhed, medens Gemytterne endnu vare saa oprørte, og bemærkede derhos, at dette Storthings Repræsentanter ikke vare valgte for 3 Aar, men kun specielt til et overordentligt Storthing, og vare altsaa, naar dette var hævet, ikke længer Repræsentanter, ikke heller kunde som Saadanne sidde i Retten. Til disse Grunde føiedes ogsaa: at Rigsretten ingen Instrux eller Reglement havde, og at ikke alle Høiesteretsmedlemmer vare ankomne og Høiesteret saaledes ei fuldtallig, ligesom Nogle af Lagthingets Medlemmer vare udnævnte til Embedsposter, som gjorde det umuligt for dem at kunne beklæde Rigsretten som Medlemmer. Det besluttedes vel saaledes af Odelsthinget, at Haxthausen skulde sættes under Rigsret, men Rigsrettens Afholdelse udsattes til næste Storthing.

I Anledning af Regjeringens Forestilling om Nødvendigheden af at forsyne Statskassen med de fornødne Midler til Statsudgifternes Bestridelser toges med Pluralitet følgende Beslutning:

«Regjeringen bemyndiges til at reise et Laan, eftersom fornødent gjøres, til Statens Udgifter paa 2 Millioner Rigsbankdaler N. V. Dette Laan skal besørges optaget inden Riget; men forsaavidt dette skeer, maa Forskrivningerne ei lyde paa høiere Renter af Kapitalen end i det Høieste 6 pCt. om Aaret. Forsaavidt dette Laan ikke inden Riget kan erholdes, skal Regjeringen være berettiget til at optage samme uden Riget. Naar og forsaavidt Laanet optages uden Riget, overlades det til Regjeringen at bestemme og betinge Renternes Størrelse.

452«Indtil næste ordentlige Storthing fatter sin Bestemmelse, maa ikke flere Papiirpenge fabrikeres end de navnligen af Rigsforsamlingen paa Eidsvold bestemte 14 Millioner N. V.

«Ved en senere Beslutning overdrages det den exekutive Magt at give den samlede Committee for Finantserne Instrux med Hensyn til Seddelmassens mulige Inddragelse.»

Det besluttedes, at Christiania Magistrat skulde gjennem Præsidenten tilskrives en Takadresse, hvori Christianias Indbyggere skulde takkes for deres Velvillie mod Storthingets Medlemmer under deres Ophold i Staden. Tillige skulde Stadshauptmanden, Christiania Borgervæbning og frivillige Jægere paa samme Maade bevidnes Storthingets Tak og Erkjendtlighed for den ufortrødne Besørgelse af Vagterne ved Storthinget.

Efterat Præsidenten og Sekretairen paa Anmodning af Vicepræsidenten, Justitsraad Diriks, havde veget Sæde, og Vicepræsidenten og Vicesekretairen havde indtaget deres Plads, oplæste Diriks en af ham, efter Storthingets Beslutning forfattet Takadresse til Præsidenten, Sorenskriver Christie, og Sekretairen, Sorenskriver Weidemann. Storthinget vedtog eenstemmigen disse Adresser, og besluttede at de næstfølgende Dag skulde blive Præsidenten og Sekretairen overleverede her i Storthinget.

Da Lagthingets Præsident derefter anmeldte, at der fra Lagthinget ikke vilde komme flere Forretninger til Storthinget, udnævnede Præsidenten en Deputation, som om Eftermiddagen skulde afgaae til Kronprindsen med Efterretning om, at Storthingets Forhandlinger kunde ansees afgjorte, og begjære sig tilkjendegivet, naar det maatte behage Kronprindsen at opløse 453denne Forsamling, hvilket Kronprindsen berammede til næste Dags Middag.

Den 26de Novbr. sluttedes Storthinget. Kronprindsen opløste Storthinget ved en Tale i det franske Sprog, som af Prinds Oscar oplæstes paa Norsk. Den lød saaledes.

«Gode Herrer og norske Mænd, Præsident og samtlige Medlemmer af Norges Rings Storthing!

«I have mødt Kongens Hensigter ved at fastsætte den Grundlov, hvorved det norske Folks Frihed for Fremtiden skal bevares.

«Omendskjønt Eders Ønsker, formedelst en hastig Overgang fra Enevælden til en lovbunden Regjeringsform, stundom have baaret Præg af Bekymringer, maa dog Anledningen dertil alene søges i Mindet om forbigangne Tider og Forhold.

«Hos Eder var en retmæssig Iver for at forsvare Folkets Rettigheder, hos Kongen en alvorlig Beslutning at erkjende dem, grundet saavel paa hans egen Tilbøielighed, som paa det svenske Folks frie Statsforfatning.

«De Folkeslag, som med Opmærksomhed have fulgt Eders Overveielse, skulle i deres Gang og i det Udfald, de have havt, erkjende saavel at Eders Konges Løfter ere hellige, som at han agter den nationale Frihed.

«De skulle indsee, at Hs. Majestæts Viisdom har fjærnet Eder baade fra Anarkiets Farer og Forvildelser, og fra Despotismens egenmægtige Bud.

«Tilfredse med en tiltagende Forbedring i vor Handel og i vort Agerbrug, skulle vi ei eftertragte den vanskelige Ære, at optage i Verdens Aarbøger nogen anden Plads end den, der tilkommer et lyksaligt Folk.

454«Men hvis Freden alene er vort Øiemed, bør vi ei heller glemme, at det sikkreste Middel dertil beroer paa vor egen Kraft.

«Den Pligt at forsvare Fædrelandet, som er Krigsmandens ædleste Bestemmelse, giver ham en retmæssig Fordring paa hans Medborgeres Agtelse – den er ogsaa hans dyrebareste Belønning for de Besværligheder, han gaaer imøde.

«Vant med at styre et frit Folk, har Kongen med levende Tilfredshed erkjendt de Rettigheder, Grundloven giver den agtværdige Klasse af Landmænd, hvis Arbeide ernærer Staten, og hvis Arm værner om Fædrelandet.

«Gode Herrer og norske Mænd! Da Eders Forhandlinger nu ere tilendebragte, giver jeg Eder i Kongens Navn tilkjende, at han med den Magt, Grundloven tillægger ham, nu opløser dette overordentlige Storthing.

«I vende nu tilbage til Eders fredelige Boliger, lykkelige ved Eders Samvittigheds Vidnesbyrd, at I have medvirket til Fædrelandets Seldstændighed, og til at befæste Eders Medborgeres Frihed. – Erindrer Eder da stedse, at Orden og Enighed udgjøre en Stats Styrke, og at dens Lyksalighed og Værdighed kræver Alles Lydighed for Lovens hellige Bud.

«En Fyrstes første Pligt er at bevare Loven hellig – denne høiere Magt over Konge og Folk.

«Aldrig have Nordens ældgamle Nationer skjænket det Tilnavn «den Gode» til Mildhed uden Kraft.

«Viser Eder som en værdig Afkom af disse agtværdige Forfædre. Beholder som de Fædrelandets Vel til Maal for alle Eders Bestrærebelser, lærer som de Eders Børn, at den sikkreste Borgen for deres Rettigheder er troligen at opfylde indgangne Forpligtelser.

455«Begynder atter de Forretninger, som I forlode for at svare til den almindelige Tillid.

«Frygt for Gud er den eneste Frygt, et frit Folk bør have. Gid han blive Eders Veileder og Loven for Eders Gjerninger – Lyksalighed skal da fæste sin Bolig hos os, og Skandinaviens Frihed skal staae urokkelig som dens Fjelde.

«Gid Forsynet Vaage over Kongen og beskytte hans tvende Riger, og gid det stedse beholde Eder, gode Herrer og norske Mænd! i sin høie og hellige Varetægt!»

Storthingets Præsident svarede saaledes:

«Naadigste Fyrste! de forenede Rigers, Norges og Sveriges Kronprinds!
«De vigtige i Nordens Aarbøger evig mindeværdige Forhandlinger, som vare Gjenstanden for dette overordentlige Storthings Sammenkomst, ere nu tilendebragte, og Storthinget er i Følge deraf ved Kongens Bud hævet. Med Varsomhed og ikke uden Bekymring have det norske Folks Repræsentanter gaaet frem i at overveie og beslutte den nu saa heldigen tilveiebragte Forening imellem Norge og Sverige. De kjendte ikke, og kunde ikke kjende Kongens Hensigter, og det gjaldt en Bestlutning, som maatte have nærværende saavelsom tilkommende Slægters Lykke eller Ulykke til Følge. Kongen tilstillede dem Forslag, der vare byggede paa Erkjendelsen af NaturensEr vist en Trykfeil istedetfor «Nationens». Rettigheder. De bleve frembaarne af hæderlige Mænd, hvis Aasyn indgjøde Tillid, hvis Fremfærd vandt Repræsentanternes fulde Agtelse og Bifald. Indbyrdes Omsorg for begge Rigers Held og Hæder bevirkede Foreningen; indbyrdes 456Enighed og fælles Bestræbelser ville – det ønske og haabe vi Alle – befæste den.

«Deres Kongelige Høihed har ved Deres Nærværelse blandt os givet umiskjendelige Prøver paa Deres Agtelse for Nationens Rettigheder, Deres Omhyggelighed for dens Lykke og Ære. De har selv havt Leilighed til at erfare, at Ærlighed, Sindighed og Fasthed ere Hovedtræk i Folkets Charakteer. Vigtige Forretninger kalde snart D. K. H. tilbage til Broderlandet. De Selv og Deres haabefulde Søn, Hs. K. H. Arveprindsen, ville da for Hs. Majestæt, vor fælles Konge og Fader, tolke Nationens Følelser, Ønsker og Forhaabninger, og De vil troligen staae ham bi i at haandthæve dens Rettigheder. Overbeviist om, at den, der med Sindighed og Varsomhed fatter sin Beslutning, ogsaa med urokkelig Fasthed følger den, ville De tillige forsikkre Kongen, at han har vundet et Folk, hvis usvigelige Hengivenhed og Troskab det ikkun beroer paa ham selv at erhverve. Det hæderlige svenske Folk vil kunne oplyses om, at Sveriges nordlige og vestlige Grændse beboes af et Broderfolk, som for Eftertiden kun bestræber sig for at opnaae fælles Lykke, fælles Sikkerhed, fælles Hæder.

«Medbrødre, Landsmænd! Vi reise nu hjem hver til sine fredelige Sysler. Ledede af Fædrelandskjærlighed have vi besluttet Norges og Sveriges Forening; med urokkelig Standhaftighed ville vi, som Fædrelandets Venner, søge at bidrage til dens Varighed. Vi ville tolke vore Medborgere Regjeringens redelige Hensigter, og vi ville ikke undlade at gjøre dem opmærksomme paa, at de ved Kongens Side have en Talsmand, der vil Vaage over, og en Helt, der vil forsvare, deres Selvstændighed og Frihed.

457«Naadigste Prinds! Naar De – som vi haabe snart skeer – vender tilbage til Norge, og vore grundede Forhaabninger ere stadfæstede, da ville jublende Skarer af lykkelige Nordmænd ile Dem imøde, og paa det tydeligste bevidne Dem Folkets Kjærlighed og Hengivenhed.»

Efter Storthingets Opløsning indfandt samtlige Storthingsmedlemmer sig hos Kronprindsen til Afskedskour, og den nye Statholder, Grev Essen, gav Storthinget et Afskedsgilde, der som sædvanligen opmuntredes ved flere udbragte Skaaler.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.