Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815, bind 3

av Jacob Aall

Syvogtyvende Capitel

464I Henseende til de europæiske Staters Politik og Forandring i deres udvortes Stilling var dette Aar et af de mærkværdigste, som Historien har at indskyde i de europæiske Annaler. Den 25aarige Krig syntes at være endt ved de skjebnesvangre Begivenheder, som fremledte Pariserfreden og Napoleons Forviisning til Øen Elba. Keisere og Konger, der som Øienvidner, om ikke som Deeltagere, havde fulgt deres tappre Legioner, havde med en Skare af Diplomater været samlede i London i en Jubelfest, efterat det store Maal for deres Anstrengelser var opnaaet og den blodige Kamp syntes at opløse sig i Fred og Enighed. Kun et flygtigt Øie kastedes til den lille Krig i Norden, som til et Efterspil i det store Krigsdrama, og dette troede vedkommende store Magter at kunne bringe til Ende ved diplomatiske Underhandlinger, og ved Trudsel at anvende alvorlige Midler. Sveriges Kronprinds, der som General og Raadgiver meer end ved de svenske Krigsskarer, han anførte, havde været et vigtigt Redskab til at befordre Napoleons Undergang, skulde nyde Frugten af sine heldige Anstrengelser, og de Løfter, som vare ham givne i det store Raad, bringes til Opfyldelse. Resultatet af hiin korte Krig i Norden er anført paa de foregaaenda Blade.

Krigens Lue syntes saaledes slukt; men da Fredsværket skulde ordnes, Staternes Anstrengelser belønnes, de under Krigen sønderlemmede Dele samles eller Tabet erstattes, retsindig Mægling mellem de forskjellige Fordringer tilveiebringes, og en Ligevægt i politisk Styrke, der aabnede Udsigt til en fredelig Fremtid, bevirkes, fandtes Elementer nok til Gjæring, Splid og et indbyrdes fiendtligt Sindelag, der forviklede og vanskeliggjorde 465den store Opgave i sin første Begyndelse. Kongressen til Wien berammedes, og aldrig saaes saamange Fyrster og diplomatiske Underhandlere samlede for at afgjøre og ordne saa vigtige Forhold, som nu i denne Keiserstad. Men ikke heller gaves nogensinde vanskeligere Opgaver at løse. De store Magter gjorde uhyre Fordringer som Løn for det lykkeligen udførte Værk, de mindre modsatte sig en fortsat Sønderlemmelse af en svag politisk Styrke. – Preussen, som havde gjort de største Opoffrelser for at ende den langvarige Blodscene, og meest havde bidraget til Krigens heldige Udfald, forlangte at Sachsen skulde lægges til dets Stater som Erstatning for andre Opoffrelser, for at styrke dets politiske Kraft og afrunde dets for fiendtlige Indfald aabne Grændser –Rusland, hvis diplomatiske Sprog vel aandede Religiøsitet og menneskekjærlige Hensigter, men som havde vidst at sørge for sin Storhed paa Venners og Fienders Bekostning, forlangte hele Polens Organisation som særskilt Stat, og dets Forening med Rusland under en Vicekonge. Begge disse Staters diplomatiske Repræsentanter forenede sig til dette Maal, de førte Overmagtens djærve Tale, og de fandt i den sachsiske Stats totale Opløsning et Middel til at opfylde disse store Fordringer. Adgangen dertil syntes let formedelst den sachsiske Konges trofaste Vedholdenhed ved Napoleon indtil det sidste Øieblik da han forjoges fra Tydskland.Den nederlandske Minister, Gagern, som udførte sin Fyrstes diplomatiske Forretninger paa Kongressen, har i «Mein Antheil an der Politik. II. Stuttgard 1826» givet interessante Efterretninger om Forhandlingerne paa Kongressen. Han fortæller om Keiser Alexander, at han paastod ubøielig Sachsens Opløsning og tilføier Pag. 70: «Il (Alexandre) disoit aussi, que la Roi de Saxe ne seroit pas le prémier qui mourroit prissonier en Russie.» Østerrige opgav vel Fordring paa den tydske 466Keiserværdighed med det dermed forbundne Supremati, hvis Betydning det indsaa nu at være tabt, men ved sine Staters Udvidelse, især i Italien, et for Fremtiden betryggende Arrondissement, og ved en vigtig Stemme i det foreslagne tydske Forbund, beredte det sig en større politisk Styrke og Indflydelse paa det tydske Riges Anliggender i Fremtiden, end ved en pralende Titel og ubestemte Forhold til de tydske Stater, der forhen havde lammet det Heles Kraft til at modstaae mægtige Nabofiender. – Bayern, som ved sin sidste kraftige Medvirkning til den franske Keisers Fald netop i Afgjørelsens Krisis havde udslettet Erindringen om dets forrige Forening med Frankrige, førte gjennem dygtige Diplomater et kraftigt Sprog for at arbeide sig frem til en vigtig Plads i det store Forbund og en sideordnet Stemme i det tydske Riges Anliggender. Det maatte afstaae til Østerrige igjen dettes gamle Frændestater, som det i en uheldig Krig med Napoleon havde mistet, men det krævede og fik Erstatning i andre Landstrækninger.

Der var saaledes Stof nok til Strid og Uenighed imellem de samlede Magters Diplomater for at belønne og straffe vedkommende tydske Fyrster og ordne de forskjellige politiske Forhold. Lykkeligviis lagdes uovervindelige Hindringer for hine seiersstolte Magters Udvidelses-Planer til Forstyrrelse af den politiske Ligevægt. Reaktionsstoffet laa i Kongressens eget Fokus. Østerrige kunde ikke taale hele Sachsens Forening med Preussen, hvis politiske Styrke derved svulmede til stor Fare for Østerriges til Sachsen grændsende Arvelande. Den samme naturlige Frygt for Ruslands Tilvæxt gjennem det frugtbare 467og ved sin Krigsstyrke betydningsfulde Polen, maatte bevæge Østerrige til at modsætte sig denne Forening. Men især var Frankrige og England Mæglere i disse forskjellige Interesser, gjennem det Førstes kloge Diplomat, og det Sidstes i denne Henseende liberale Politik. Frankrige var vel ligesom sat udenfor disse politiske Diskussioner; det var tilbageviist til en overvunden Stats underordnede Rolle, men dets imponerende Forhold til de europæiske Stater kunde ikke tabes af Sigte. Dets ydmyge Stilling for Tiden kunde ikke lade glemme dets kraftige Fremtrædelse som mægtig og sammenhængende Stat i Fremtiden. Frankriges Skjebne var desuden forud bestemt, den overvundne Stats nye Grændser afrundede, og de tydske Staters indbyrdes Statsforholde stode ikke dermed i Forbindelse. Dets sloge Repræsentant paa Kongressen, Talleyrand, indsaa dette Forhold og benyttede det ved en kraftfuld Mægling i de Anliggender, som sigtede til at tilveiebringe Ligevægt imellem de mægtigere, og en retfærdig Behandling af de mindre mægtige Staters Forhold. Talleyrands Noter paa Kongressen vare veltalende Forsvarere for hine Retfærdigheds Principer. Men endnu mere afgjørende maatte Englands Mægling være, der ved sin Udholdenhed og sine Subsidier havde nærmest foranlediget Krigens lykkelige Resultat, og nu, tilfreds med at have forstyrret Napoleons farlige Planer, lod sig nøie med at bringe de europæiske Stater i deres gamle Stilling, og en passende Ligevægt i deres politiske Forhold. Denne Jalousi mellem Østerrige, Preussen og Rusland indbyrdes, denne Frankriges og Englands vægtige, paa Retfærdighed og Magtens passende Fordeling grundede Indflydelse, saavelsom de mindre Staters alvorlige Fordring at tildeles sin Ret i det store Raad, nærmede omsider disse Forhandlinger til en fredelig Ende, da Napoleons 468Landstigning i Frankrige frembragte nye Konvulsioner og nye Forviklinger, der tilsidst opløstes i en almindelig Fred.

Denne urolige Gjæring i det sydlige Europa, disse vanskelige Forhandlinger paa Wiener-Kongressen, vare langtfra at være uden middelbar Virkning paa vort Norden, endskjønt dets Anliggender lidet der kom paa Bane. Især var det tvende vigtige Omstændigheder, som i det skjebnesvangre og for Norge farlige Øieblik, da den gamle Forening med Danmark skulde opløses og en ny indgaaes, havde den meest afgjørende Indflydelse paa Norges Skjebne, og stillede sig som Forsvar-Elementer under dets Forhandlinger med Sverige. Disse Omstændigheder gjorde, at Norges Repræsentanter, ikke ydmygede men stolte, og sikkre under de Forhold, som dannede sig omkring dem, kunde føre Selvstændighedens djærve Sprog, og tilveiebringe en Ligevægt imellem Fordring og Tilstaaelse, der fremledte en Forfatning saa fuldkommen, som om Seierherren havde kunnet foreskrive den. – Netop i det Øieblik, da det overordentlige Storthing samledes i Christiania, og Sveriges Krigsmagt havde leiret sig i Norges østlige Grændsedistrikt, beredt til at benytte sine Fordele, oversvømme Norges frugtbareste Provindser og overvælde dets Hovedstad, beredte Danmarks Konge sig til sin Reise til Wiener-Kongressen for der at tale sin Sag. Han reiste med store Forhaabninger og efter mægtige kronede Venners Opfordring; thi han havde den retfærdigste Sag, og de mægtigste fyrstelige Medlemmer af Kongressen havde ikke ladet det mangle paa gyldne Løfter. Danmark havde vistnok ikke formaaet at give noget Stød til den store Krigs Afgjørelse, hverken som Fiende eller som Ven, men i det søndersplittede danske Monarkies ene Trediedeel havde Rusland fundet Middel til at forsone en Fiende og kjøbe en Ven. England 469ved sit voldsomme Angreb paa Danmark, Rusland ved sine gyldne men uopfyldte Løfter, havde Mishandling at forsone og Gjengjældens Dag synes nu at være kommen. Det fredelskende og politisk uskyldige Danmark var fra Krigens Begyndelse til dens Ende aabenbart bleven overlistet og mishandlet, og det fremtraadte blandt de i Wien forsamlede Fyrster med den gyldigste Fordring paa en liberal Behandling, og paa Erstatning for uforskyldte Lidelser og tunge Opoffrelser, uden at Nogen kunde forudsee, hvor Erstatningen skulde findes. Tidligen reiste Danmarks Frederik til Kongressen – han var En af de første i Fyrste-Rækken, som der indfandt sig. – Formedelst sin ædle Simplicitet, aabne Færd og forstandige Tale, banede han sig Vei til Flere af de mægtigste Fyrsters Venskab, som til Diplomaternes Agtelse og Folkets Gunst. – «Ein freundlicher, einsichtsvoller Herr, der besseres Schicksal verdient hätte», dømmer en af de der tilstedeværende Diplomater om ham, som hidtil ikke havde staaet i nogen Forbindelse med ham, og gjorde alene hans Færd i Wien til Maalestok for sin Dom.Gagern i hans ovenfor citerede Værk Pag. 174. – Paa Kongressen i Wien var der – i det mindste hos de meest betydningsfulde Staters Repræsentanter – en aabenbar Tendents til at forsvare Legitimiteten med Hensyn til fyrstelige Forhold, og at bringe saavidt muligt Staternes politiske Stilling til samme Punkt – enten identisk eller modificeret igjennem Erstatningssystemet – som den før den nyligen endte Krig havde været. I begge Henseender havde Danmarks Frederik store Fordringer, som Repræsentant for et af Europas ældre Kongehuse, og formedelst hine føromtalte Løfter om Erstatning. Derimod vare de fleste nye Troner omstyrtede, og Sveriges Kronprinds 470blandt de Faa, hvis Stilling i denne Henseende sattes ved Siden af de legitime Fyrsters. Men kunde han under Diplomatikens smidige Form? – især det Lands, paa hvis Erkjendtlighed han havde den største Fordring – gjøre sikker Regning paa at høste Frugten af sine Anstrengelser, og kunde Velgjerningen ikke glemmes, naar Fordelen var høstetFlygtig omtales ogsaa dette paa Kongressen. Hiin føromtalte Diplomat anfører Pag. 93 en Note: «qui parle de finir la revolution en réinstallant les anciennes dynasties (Saxe) et en chassant les nouvelles (Joachim). J’ai fait l’objection: et Bernadotte! Ces Messieurs Talleyrand et Lobesnardiere vouloient distinguer – mais ils sont convenus qu’ils ne demandoient pas mieux, et que son tour viendroit.» – Det var naturligt, at Kronprindsen af Sverige kunde nære en stille Frygt for saadan Utaknemlighed, og fremskyndede Foreningsøieblikket mellem Rigerne, idet han befæstede den ved begge Rigers fælles Samtykke førend et fremmed Magtsprog blandede sig i Underhandlingen til Fordeel for Danmark. – Beskaffenheden af Norges Forbindelse med Sverige hvilede ikke paa Kielertraktatens krænkende og ugyldige Bestemmelser, der alene ved en fuldkommen Erobring kunde gjøres gjældende. Forbindelsens Art var meget mere allerede ved den Traktat, som var indgaaet mellem Sverige og England i Stockholm, paa en langt liberalere Maade afgjort, og ved denne var der sørget for en Forbindelse, der kunde fremme Norges Frihed og Lykke. Sverige havde desuden selv bundet sine Hænder ved Konventionen til Moss, som kunde ansees garanteret af Forbundstaternes Befuldmægtigede,De vare vel reiste fra Norge, da Konventionen undertegnedes, men den russiske Generalconsul Brunet, der kunde ansees som deres Agent, var tilstede ved Konventionen. og i Følge denne var Constitutionen 471paa Eidsvold lagt til Grund for Foreningen. Vistnok var Sveriges Frygt for de Allieredes Ligegyldighed for Sveriges Interesse – om den nogensinde var forhaanden – ugrundet. Det viiste sig under Kongressens Forhandlinger, hvor hule hine Løfter til Danmark havde været, og hiin Diplomat bemærker i sin Beskrivelse: «le Roi de Dannemarc nous a quitté très peu satisfait.»Og et andet Sted siger han: «Le Dannemarc perd une couronne; et malgré les plus belles promesses et les plus positives, on lui donne peu ou rien. Men dette Resultat viiste sig først senere, efterat Forbindelsen mellem Norge og Sverige ved Carl den Trettendes Udnævnelse til Norges Konge var gaaet for sig. Der var saaledes Grund nok for Sverige til at fremskynde Foreningen, og at tilstaae liberale Betingelser for den.

En anden Omstændighed, som havde en vigtig Indflydelse paa den Maade, hvorpaa det norske Constitutionsværk under Repræsentanternes Hænder paa det overordentlige Storthing 1814 fuldbyrdedes, var det Opsving, som de almindelige Begreber om Folkets Rettigheder og Statsmagtens Fordeling just paa den Tid havde faaet. En Befrielseskrig var nyligen endt, og dens heldige Udfald maatte fornemmeligen tilskrives Folkemassens samstemmige og kraftfulde Anstrengelser. En ligesom almindelig Landstorm, fremkaldt af Folkevillien for at rodfæste de gamle Fyrstestammer paa deres Arvetroner, at forhindre Rigernes Opløsning og Søndersplittelse og beskytte deres gamle Omraade, havde lykkeligen endt det store Værk. Under denne kraftfulde Anstrengelse vare alle Stænder blevne ligesom sammenblandede, alle tilfældige i Alderdommen rodfæstede Forrettigheder hævede. En almindelig Varme for at forsvare Rigernes 472Selvstændighed mod fremmed Vold og afryste et paatvunget Aag, gjennemglødede det ganske Folk, og Fyrsterne havde faaet de stærkeste Beviser paa en almindelig Iver for at bevare Staternes Uafhængighed og understøtte en fælles Sag. Men under denne Anstrengelse havde Folket lært at kjende sin Styrke og sine Rettigheder, og Fyrsterne havde indseet Nødvendigheden af at følge Ideernes uimodstaaelige Strøm, og give de forskjellige Statsafdelinger sin Vægt i Raadspleien om Staternes indvortes Anliggender, om Skattevæsenet og Lovgivningen. Det var især Tydskland, og navnligen Preussen, hvor denne Gjæring nu havde viist sig alvorligst, hvor Folket havde gjort de største Anstrengelser for at forjage en overmodig Fiende, og hvor Regjeringen havde indseet Nødvendigheden af at give efter for det almindelige Krav paa en mere passende Fordeling af Statsmagten mellem Fyrsten og Folket. Man havde talt om Samdrægtighed i Anstrengelser, om tydsk Eenhed og om frie Statsforfatninger, man havde lovet disse i offentlige Proklamationer, og dermed opvarmet, elektriseret Ungdommens Hjerter, under at kalde den til Fanerne, og dermed glædet og trøstet Nationen under dens store Offere. Saaledes blev i Kongresseakten i Wien en Bestemmelse indført i den 13de Artikel, i Følge hvilken «Landstænder skulde indføres inden Aar og Dag, hvilke skulde tilstaaes visse Rettigheder med Hensyn til Skattevæsen og de almindelige Landsforanstaltninger.» Denne mavre Bestemmelse, med en dertil føiet Modifikation, lagde vistnok senere hen Hindringer for Constitutionsværkets Fuldbyrdelse i en passende Form; men der kan ingen Tvivl være om, at en liberal Anskuelse af Folkets Rettigheder i denne Henseende paa den Tid raadede i Gemytterne og krævede Statsstyrelsens Opmærksomhed.

473Men hvad der i denne Henseende maatte fornemmeligen understøtte den norske Forsamlings alvorlige Anstrengelse, var den Maade, hvorpaa England maatte forventes at ville antage sig det norske Folks constitutionelle Rettigheder, saavelsom det traktatmæssige Værn, det havde givet Norges Frihed og Selvstændighed. Disse liberale Anskuelser bleve ogsaa tydeligen udtalte paa Wienerkongressen af den hannoveranske Minister, som vel i denne Henseende maatte betragtes som den engelske Regjerings Organ. I den Note, som han om denne Gjenstand indleverede til Kongressen, siger han: «I Begrebet af Souverainitet ligger ingenlunde Ideen om Despoti. Kongen af Storbrittanien er unægtelig ligesaa souverain som enhver anden Fyrste i Europa, og hans Folks Friheder befæste hans Trone istedetfor at undergrave den.» –? – Han foreslog derfor, at det for Fremtiden skulde erklæres som Lov, at

a) Stændernes Samtykke er fornøden til bevilgende Skatter.

b) De have en Stemmeret med Hensyn til de Love, der blive udgivne.

c) De have Medopsyn med Anvendelsen af bevilgede Skatter.

d) De ere berettigede til at begjære skyldige Statstjenere afstraffede i Tilfælde af Malversation.

«Kun ved saadanne liberale Grundsætninger, tilføier han, kunne vi under den tydske Nations billige Fordringer haabe at give den nærværende Tidsaand sin Rolighed og Tilfredshed tilbage.»

Disse Grundsætninger vare et Ekko af hvad der allerede før af de vigtigste tydske Stater var udtalt, og de maatte især for den lille nordiske Stat, hvis Skjebne vi her omhandle, 474have Vægt igjennem det Organ, som udtalte dem. Englands Samtykke til den tvungne Skilsmisse mellem Danmark og Norge, og dettes Forening med Sverige, var betinget, og grundede sig paa Beskyttelsen af Norges Frihed og Lyksalighed, og de Grundsætninger, som her fremsattes, maatte betragtes som den Form, under hvilken Norges constitutionelle Forfatning skulde bestemmes. – Disse Forhandlinger paa Wienerkongressen kunde vel ikke i sin detaillerede Omfang endnu være den svenske Regjering bekjendte, da de skede omtrent samtidige med det overordentlige Storthings; men da den havde sendt sin Minister Løvenhjelm til Kongressen for der at iagttage Sveriges Tarv, maatte den være bekjendt med den Aand, der hvilede over disse Diskussioner, og maatte agte paa den under dem, der foregik i Norden. Ingen kunde desuden være nøiere bekjendt med disse Forhold, end Sveriges Kronprinds, som havde tilbragt flere Aar i Tydsklands Midte, som havde været Vidne til dets Anstrengelser, og under Krigens sidste Optrin benyttet dem til at ende den europæiske Krig. Og Ingen kunde ventes mere tilbøielig til at erkjende en fri Forfatnings Fordele, end den liberale Helt, som i yngre Dage havde været Frihedens varmeste Forsvarer, hvis Talenter vare udviklede under en blodig Krig for sit Fædrelands Frihed, og som paa sin Seiersbane stedse havde hyldet Menneskehedens Rettigheder.«Jeg er Frihedens Søn» var et af denne kongelige Helts ofte gjentagne Udtryk, endog efterat Sveriges Krone var sat paa hans Hoved.

Enhver, som med Alvor og Upartiskhed sætter sig ind i disse Forhold, vil tilstaae, at hverken før eller siden noget saa beqvemt og charakteristisk Tidspunkt gaves, da det norske Folk 475af sine Repræsentanter kunde have modtaget sin Statsforfatning i sin nærværende Form, og at denne begunstigedes af de heldigste Omstændigheder, men især af de liberale Ideer, som gik igjennem alle Stater efter Folkets almindelige Anstrengelser i den sidste Befrielseskrig, og hvis Gyldighed erkjendtes af Staternes Overhoveder, ligesom de noksom aabenbarede sig i de Constitutionsudkast, som kom for Lyset, og flere Steder ophøiedes til Lov. Det varede ikke længe inden denne Stilling forandredes. En ungdommelig sværmerisk Opfatning af hine liberale Constitutionsideer paa den ene Side, Fyrsternes Reaktion mod disse Ideers Fremskridt paa den anden Side, har paa flere Steder udsat og forsinket Constitutionsværket, eller forvansket dets Form i meer end et Qvart Sekulum. – Norges Grundlov derimod blev given i rette Tid – udkastet og antaget under heldige Omstændigheder paa Eidsvold, med faa Forandringer igjenfødt paa det overordentlige Storthing – og ligesom den har sin Rod i Landets simple indvortes Forhold, hvorom der længe herskede stor Uvidenhed hos udenlandske Grandskere, saa lykkedes det Folkets Repræsentanter paa begge disse Møder, formedelst hine lykkelige Omstændigheder, at give og forsvare en Constitutionsform, under hvilken det norske Folk seer sig i tryg Besiddelse af en af de meest liberale, og for vort Land meest passende Statsforfatninger. Vi kunne saaledes ikke betragte Norges Grundlov som en Naadegave af en seirende Fiende, men som et Foster af lykkeligen sammenstødte Omstændigheder, og af norske Mænds vedholdende, faste og kloge Anstrengelser, saavel under Skabelsen af Landets Forfatning, som under dens Forsvar. Ved disse Anmærkninger ville vi ingenlunde fordunkle den Fyrstes Hæder, som med et klart Overblik oversaa Tingenes sande Forhold, og handlede 476derefter, eller formindske den norske Nations Taknemlighed for de Velgjerninger, som hans kloge og betimelige Eftergivenhed skjænkede Norge i et kritisk Øieblik.

Det bør heller ikke paa dette Sted forbigaaes, hvor megen Indflydelfe Valget af de svenske Kommissairer, der sendtes til Norge for at underhandle med Storthinget, havde ikke alene paa det endelige Resultat, men paa den Maade, hvorpaa Underhandlingerne førtes. Valget erkjendes af de Mænd, som umiddelbart deeltoge i disse Forhandlinger, og senere havde Leilighed til at kjende deres Embedsfærd, som udmærket klogt og heldigt. De vare Alle dannede, oplyste og særdeles dygtige Forretningsmænd. De Fleste havde før været betroet vigtige udenlandske Anliggender, og Alle vare de hæderlige Mænd. Uagtet de mange stundom heftige Disputer, som den delikate og vigtige Gjenstand, der var at forhandle, foranledigede, bevaredes mellem dem og de meest ansete norske Medlemmer af Committeen, der siden traadte i nærmere Embedsforhold til dem, varig Agtelse og Venskab.

Den norske Nation maa vistnok være den svenske Regjering taknemlig, der valgte saa dygtige og liberale Redskaber til at udføre en vanskelig Underhandling.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815, bind 3

Jacob Aalls Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815 er fremdeles en av våre viktigste kilder til tiden rundt 1814. I detalj redegjør Aall for de politiske hendelsene i Norge og Norden som førte til utarbeidelsen av Norges Grunnlov, bruddet med Danmark og unionen med Sverige. Beretningen er basert på egne erfaringer, han var selv til stede på Eidsvoll.

Verket kom ut i tre bind i 1844-45.
Bind 1 inneholder innledning, «Første Tidsrum» (1800-07), første del av «Andet Tidsrum» (1807-08) og bilag.
Bind 2 inneholder andre del av «Andet Tidsrum» (1808-14), bilag og tillegg/rettelser.
Bind 3 inneholder «Tredie Tidsrum» (1814) og bilag.

I 1859 kom en ny ettbindsutgave med noen rettelser og tillegg.

Se faksimiler av utgavene (nb.no):
1. utgave, bind 1, 1844
1. utgave, bind 2, 1844
1. utgave, bind 3, 1845
2. utgave, 1859

Les mer..

Om Jacob Aall

Jacob Aall var først og fremst forretningsmann og politiker, men ga også ut en rekke verker, særlig populærvitenskapelige tekster om næring og handel. Hans mest kjente verk er Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815 (3 bind, 1844-45), hvor han basert på egne erfaringer i detalj gjør rede for de politiske hendelsene i Norge og Norden rundt 1814.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.