Otteogtyvende Capitel

Da Storthinget var opløst, Kronprindsen med sit talrige Følgehavde forladt Christiania, og Storthingsmændene vare dragne til deres Hjem, beredte den udnævnte Deputation sig til Afreisen til Stockholm, for at udføre det den overdragne Ærende, 477og bringe Nationens Lykønskning og Forhaabninger for den nyvalgte Konges Trone. Vi have en Beskrivelse over denne Reise af Biskop Neumanns Pen i Fjerdingsskriftet «Saga», udgivet af Provsten Munch, af hvilken vi kun optage enkelte Træk i disse Blade, idet vi forøvrigt dertil henvise vore Læsere.See dette Skrift Pag. 141 ff. Deputationen forlod Christiania den 1ste December, og den følte snart Virkningen af den ublide Aarstid, der i Begyndelsen af dens Reise især lagde store Hindringer i Veien for dens beqvemme Befordring. Den ledsagedes af den svenske Generaladjutant og Kabinets-Kammerherre Ridderstolpe, som det af den svenske Regjering var overdraget at sørge for de Reisendes Beqvemmeligheder, og dette udførte han med den største Omhu og Liberalitet. Overalt hvor Deputationen drog frem blev den modtagen paa det venligste og behandlet med den meest forekommende Gjæstfrihed. Fast i alle Byer var foranstaltet Feste til Deputationens Ære, og den nødsagedes stundom til at tilbringe i festlige Gilder de natlige Timer, som den heller havde skjænket Rolighed efter en udmattende Reise. Flere Foræringer, mestendeels trykte Skrifter, gjordes de Reisende, og overalt i Sverige viistes en almindelig Jubel over den nye Forening, om hvis egentlige Beskaffenhed man vel dengang ikke gjorde sig det rette Begreb. Alle Deputationens Reiseudgifter bestredes dengang af den svenske Regjering – ved en følgende Anledning havde Rigsdagen foranstaltet denne Fri-Reise – og det blev paalagt de Stockholmske Værter at levere sine Regninger for Deputationens Ophold i deres Logier til høiere Steder.

478Den 14de Decbr. overbragte Deputationen gjennem sin Formand, Christie, Grundloven og Storthingets Beslulning, ved hvilken Anledning han holdt følgende Tale:

«Naadigste Monark, de forenede Rigers Sveriges og Norges Konge!
«Norges overordentlige Storthing, som, besjælet af Omsorg for Rigets Vel, bestuttede en stedsevarende Forening imellem Sverige og Norge, har til os dets Deputerede overdraget den hæderlige Forretning, i Underdanighed at overbringe Deres Majestæt Rigets nye Grundlov tilligemed Efterretningen om Rigernes Forming, om det eenstemmige Valg og Erkjendelsen af Deres Majestæt, som Norges constitutionelle Konge.

«Deres Majestæt behage naadigst at anhøre følgende Storthingets Yttringer:

«Det norske Folks Repræsentanter, sammenkaldte for at undersøge og overveie Rigets Tilstand, og fatte de for dets Velfærd tjenligste Bestutninger, have nu tilendebragt deres vigtige Foretagende. De have indseet, at en Forening med Naboriget ikke alene burde ende al Bekymring for Krig, men tillige, naar den bygges paa rigtige Grundsætninger, aabne Udsigten til en evig Fred for Fremtiden, og give Nordens Riger fuldkommen Fasthed og Styrke til at modstaae udvortes Fiender. Deres Majestæt tilbød en saadan Forening, erkjendte Folkets Ret til at constituere sig selv som en selvstændig Stat, og udsendte hæderværdige Mænd til at tolke Deres Majestæts redelige Hensigter, og saaledes befordre Foreningen. Nationens Repræsentanter, ledede af Nidkjærhed og Omsorg for Landets Sikkerhed, Velfærd og Ære, have derfor besluttet en stedsevarende Forening mellem Norges og Sveriges Riger under een fælles Konge, have givet Norge en paa et frit Folks oprindelige Rettigheder 479grundet Constitution, og den 4de i denne Maaned eenstemmigen udvalgt og erkjendt Deres Majestæt som Norges constitutionelle Konge. Folkets Repræsentanter have ikke et Øieblik tvivlet om, at jo Deres Majestæt, som begyndte med at erkjende Nationens Rettigheder, vil fortsætte med at haandthæve og beskytte dem. De ere saaledes forvissede om at have handlet overeensstemmende med Nationens Villie, og vove at forsikkre Deres Majestæt om ubrødelig Troskab og Hengivenhed af et Folk, som hidtil aldrig glemte sin Pligt mod sin Konge. – Gud den Almægtige styrke Deres Majestæt til, i Overeensstemmelse med Deres redelige Hensigter, at styre de Riger, Hans Viisdom har anbetroet Deres Majestæt!

Christiania, i Norges overordentlige Storthing, den 26de Novbr. 1814.
Paa samtlige Repræsentanters Vegne:
Christie, p. t. Præsident.
Weldemann, Storthingets Sekretair.»

«Naadigste Konge! Modtag med Velbehag det norske Folks velmeente Hilsen, dets Hylding, dets oprigtige Ønske for Deres Majestæts Vel! Den norske Nation venter i Veres Majestæt at finde en Fader, paa hvem den kan trygt forlade sig, en fortrolig Ven, med hvem den kan raadføre sig, og en Beskytter, som vil haandthæve og beskytte dens Rettigheder. Hvad Nationen formaaer for at opnaae dette, tilbyder den villigen, Tillid, Hengivenhed og Troskab. Veien til alle Nordmænds Hjerter staaer Deres Majestæt aaben; paa den vil Deres Majestæt fremdeles erfare, at det er Folkets Kjærlighed, 480som fremfor Alt formaaer at lette Kronens Byrder. – Vi vide, at Deres Majestæt har Agtelse for Folkets Rettigheder, og elsker dets lovlige Frihcd. Vi have lært at kjende Deres Majestæts Søn, Rigernes Haab, Hs. K. H. Kronprindsen, som besjæles af samme Tænkemaade, og troligen deler Regjeringens Byrder, og vi erfare med Glæde, at Rigernes Alt lovende Arveprinds dannes til at følge hans Faders Grundsætninger, og træde i hans Fodspor. Hvad Nationen venter sig af sin nye Regjering, har den saaledes grundet Haab om at see opfyldt.

«Hæderværdige svenske Medborgere! Modtager vor og vore Landsmænds broderlige Hilsen! Vi have herefter blot eet Formaal, Tvillingrigets Selvstændighed, Lykke og Hæder. Derhen skulle vi rette alle vore Bestræbelser; deri skulle vi endeligen staae hinanden bi. I rakte os Broderhaand, vi modtage den med et ærligt Haandslag, og skulle aldrig drage Haanden tilbage.

«Snart vende vi tilbage til vore Landsmænd, som med Længsel vente at see Deres Majestæt hos sig, og høre Deres landsfaderlige Yttringer, og som med Glæde vil erfare det Brodersind, der besjæler det redelige svenske Folk, og hvorpaa de allerede have modtaget saa mange usvigelige Prøver.

«Give Gud, at Deres Majestæt maa i Fremtiden længe nyde den Lykke at regjere over frie, selvstændige og lykkelige Folk, og at dette iligemaade maa blive Deres Majestæts Efterkommeres Lod! Give Gud, at den Enigheds og det Broderskabs Aand, som allerede nu oplives og ved nærmere Bekjendtskab vil end mere blive herskende hos det svenske og norske Folk, maa stedse vedblive, da vil Foreningen uryggeligen bestaae indtil de sildigste Slægter.»

481Efter Talen steeg Christie efter et givet Vink op til Tronen og overrakte Norges af Kongen allerede besvorne Grundlov tilligemed Valgakten fra det norske Storthing, og kyssede Kongens Haand. Derpaa tog Kongen selv til Orde, men efterat han havde fremført nogle Sætninger af sin Tale overgav han den til Ministeren Engstrøm, som derpaa fuldendte den. Den lød saaledes:

«Gode Herrer og norske Mænd!
Deputerede fra Norges Riges Storthing!
«Det er med den behageligste Tilfredshed, at jeg modtager de Forsikkringer om Troskab og Hengivenhed, som I give mig i det norske Folks Navn. Denne høitidelige Stund, der trykker det sidste Segl paa den mellem Sverige og Norge saa lykkeligen befæstede Forening, var længe ønsket som en af Nordens retmæssige Fordringer. De tvende Folk, som beboe Skandinaviens Halvøe, kunde ikke i Tidens Længde adlyde en forskjellig Interesse; Alt fordrede en Forbindelse imellem dem, bygget paa indbyrdes Agtelse, beskyttet af fælles Frihedsaand og fælles Ære.

«Da jeg under truende Udsigter optraadte paa Sveriges Trone, hentede jeg Kraft mod Farerne og Haab for Fremtiden fra en uindskrænket Tillid til det svenske Folk. Det har ikke sveget min Forventning, og agtet staaer det nu blandt Nationerne, dette Folk, som saa ofte har været et Maal for Skjebnens haarde Slag. Med samme Fortrøstning har jeg nu modtaget Norges Krone af Storthingets frie og eenstemmige Valg, og denne Handling, en Borgen for min Regjeringslære, skal have samme lykkelige Følger. Bestyttet mod udvortes Farer, besjælet af en ædel Kappen om at befordre indbyrdes Velstand, 482skal den nordiske Halvøe betragtes med Agtelse af Europas Folkeslag.

«Nordmænd! Jeg har allerede ved min hjertelskelige Søn givet Eder Forsikkring om at styre Kongeriget Norge efter dets Constitution og Love, og derfor antaget den Grundlov, som er bleven afhandlet og besluttet imellem mine befuldmægtigede Kommissairer og Norges Riges Storthing. Jeg gjentager nu disse høitidelige Løfter. Værer overtydede om, at det stedse for mit Hjerte vil blive en kjær og hellig Pligt, at møde det norske Folks Ønsker med venskabelig Beredvillighed.

«Priset være det beskyttende Forsyn, som efter saa vexlende Omskiftninger, og saa lange indbyrdes Tvistigheder, skjænkede Norden Ro og Enighed! Lader os overgive os til det blide Haab, som den lysende Fremtid tilbyder! Nordmænd og Svenske! Svenske og Nordmænd! – stedse skal min faderlige Omsorg sammenfatte disse Navne – Skuer her ved min Side, hyldet af Eders forenede Taknemlighed, den Helt, som næst Almagten er Stifter til Broderforbundet imellem Eder! Som Konge og Fader har jeg villet benytte denne Leilighed til at tolke ham min og det fælles Fædrelands Erkjendtlighed. Det er til ham, at jeg en Dag ved mit Livs Grændse skal med faste Forhaabninger overlevere de tvende Kroner, som straalende af ældgammel Ære vil laane af ham en ny og forhøiet Glands. Det er ham, der skal opretholde det store Værk, han grundlagde, og som jeg kun kan begynde, med Mildhedens Ret at herske over Eder og beskytte Eders Frihed; med Seierherrens Mod forsvare Eders Selvstændighed. Da ville I velsigne den Stund, hvori Foreningen sluttedes mellem Skandinaviens Folk, og mit Minde skal leve blandt Eder for mine faderlige 483Bestræbelser til Eders Vel, og for den Fyrste jeg skjænkede Eder til at vedligeholde og fortfætte det.

«Jeg forbliver Eder, gode Herrer og norske Mænd! med al kongelig Naade og Hyldest velbevaagen.»

Kronprindsen havde Deputationen den Dag til Middags-Taffel hos sig, og faa Dage efter gav Stockholms Borgerskab den et Bal paa Børssalen, hvorved en Kantate blev afsunget, hvortil Dupres havde komponeret Musikken. – Den 17de Decbr. afgav Deputationen Storthingets forskjellige Ansøgninger i Kongens egen Haand. Ansøgningen om, at de svenske Tropper snarest muligt maatte kaldes tilbage fra de norske Fæstninger, havde Storthinget især lagt stor Vægt paa, og dertil svarede Kongen, at dette skulde skee, saasnart Underretning til Hs. M. var indløben, at det norske Militaire og de norske Embedsmænd havde aflagt deres Eed til Kongen og Constitutionen, og at disse Tropper i alle Fald skulde være tilbagekaldte, og have forladt Norge inden Februar Maaneds Udgang 1815. I Anledning af Ansøgningen om, at Hs. K. H. Kronprindsen maatte udnævnes til Vicekonge i Norge, og tillige til Chef for et af de gevorbne Regimentér dersteds, svarede han: «at Hs. M. med landsfaderligt Velbehag har modtaget dette Beviis paa Folkets Hengivenhed for hans kongelige Huus, og vilde med Glæde opfylde hans tro norske Folks Ønsker, dersom hans tiltagende Alder og ustadige Helbred ei gjorde Hs. K. H. Kronprindsens Nærværelse ved hans Side nødvendig; men ogsaa der er han ikke mindre Norges Vicekonge, da han stedse bliver Norges Talsmand ved Kongens Trone Saa tidt imidlertid som Omstændighederne kunde tillade Hs. K. H.s Nærværelse i Norge, skal han opfylde Kongens ivrigste Attraae, den at virke til det norske Folks Held og Bedste. Det overordentlige Storthings 484Begjæring, at Hs. K. H. maatte udnævnes til Chef for et af de gevorbne Regimenter i Norge, blev saameget heller naadigst bevilget, som Kongen giver derved norske Krigere Leilighed til end mere umiddelbart at tjene under den store Feltherre, der, om Krig engang skulde nærme sig Skandinaviens Grændser, skal føre dem til Seier og Hæder.» Paa de øvrige Ansøgnings-Punkter, som Deputationen havde at frembære, gav Kongen det naadigste Svar, og lovede saavidt muligt at opfylde Storthingets Ønske; men det viiste sig i Henseende til enkelte af disse, at det ikke stod i Kongens Magt at tilfredsstille Nationen. De ved Krigens Udbrud 1807 borttagne Skibe kunde ikke mere faaes tilbage, og England har aldrig villet beqvemme sig til derfor at give nogen Erstatning. Ikke heller kunde den svenske Regjering bevirke nogen Beslutning fra engelsk Side stridende mod Navigationsakten. Lidet udrettedes, saavidt Forfatteren veed, ogsaa ved Opbringelser, som af Svenske vare gjorte af norske Fartøier til svenske Havne før Krigens Udbrud 1813, og efter Norges Skilsmisse fra Danmark i Januar 1814.

Efter Kronprindsens Indbydelse forblev Deputationen flere Dage i Stockholm end den havde bestemt sig til, og forlod først den 9de Januar Sveriges Hovedstad. Nogle reiste tilbage over Upsala, Andre over Eskildstuna, og den 17de Januar kom den tilbage til Christiania.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.