Tredie Capitel

189Medens saaledes Constitutionsværket paa Eidsvold, forenet med Kongevalget, fuldbyrdedes uden at forstyrres af nogen udvortes Indflydelse, medens alt Samqvem med fremmede Underhandlere af Christian Frederik forhindredes, og Constituenterne mestendeels vare i Uvidenhed om den udvortes Politik, var Carl Johan paa sin Side ikke uvirksom for at komme i Besiddelse af den Belønning, som var lovet hans Deeltagelse i den sidste Krig med Napoleon. Den tilsyneladende Kulde, som var indtraadt imellem de allierede Magter og Sveriges Kronprinds under Vinterens Løb, fordi han med Lunkenhed havde understøttet de store Hæres Indfald i Frankrige, var hævet, og ved sin Nærværelse i Paris under de forbundne Fyrsters Møde der havde Carl Johan sikkret sig Opfyldelsen af det Løfte, som var ham gjort med Hensyn til den skandinaviske Halvøes Forening. Napoleon var fældet, og et af de vigtigste Redskaber til hans Fald maatte ikke blive ubelønnet. Det maatte synes naturligt, at Carl Johan skyede at betræde sit gamle Fædreland som Fiende, og rimeligt at han bevarede sin militaire svenske Styrke for med Magt at tvinge Nordmændene til at underkaste sig en Beslutning, hvorefter de ikke godvilligen vilde føie sig. Den Krigsmagt, som var tilbage i Sverige, efterat Kjærnen af dets Hære var ført over til Tydskland, var ei tilstrækkelig til at bevirke Norges Undertvingelse ved Vaabenmagt. Paa den norske Grændse var en Hær samlet, som, naar den kunde forenes paa eet Punkt, udgjorde henved 30,000 Mand, og de svenske Hærførere havde i den forrige Krig lært at agte de norske Soldaters Tapperhed og de norske Hærføreres Duelighed, ligesom den djærveste Modstand 190var at vente af den bestemte Modbydelighed, hvormed Norge gjennem sin nuværende Regjering og sine Repræsentanter paa Eidsvold erklærede sig imod en Forening med Sverige. Feltmarskalk Essen, som førte Kommandoen over den i Sverige tilbageblevne Krigsmagt, maatte saaledes indskrænke sig til Underhandlinger og Trudsler, og kunde Intet foretage før den svenske Kronprinds vendte tilbage til Sverige med Armeens Hovedstyrke.

Ved sin Nærværelse i Paris i April Maaned banede nu Carl Johan sig Veien til Norges Erobring ved Vaabenmagt. Keiser Alexander tilsikkrede ham til den Ende et Hjælpekorps af 30,000 Russer. England vedblev ikke alene at betale de hidtil betingede Subsidier, men forpligtede sig til med 6 Orlogsskibe at blokere Norges Kyster. De tvende andre store Magter, som ingen umiddelbar Deel toge i denne Krig, forbandt sig til at sende Befuldmægtigede til Christian Frederik, for at underrette ham om de politiske Forholds sande Beskaffenhed, og om de Farer, der truede det norske Folk og ham selv, naar han fremdeles modsatte sig de allierede Magters urokkelige Beslutning. – Saa mange Kræfter fandt Sverige fornødne for at frembringe den skandinaviske Halvøes Forening.

Det eneste Haab, som smilede til Forsvarerne af Norges ubetingede Selvstændighed, fremglimtede i det engelske Parlament, hvor Norges Beslutning fandt talentfulde og dygtige Forsvarere blandt dets meest udmærkede Medlemmer. Vi have seet der Grey, Whitebread, Grenville og Flere fremtræde som Norges Forsvarere; men vi have og seet, at Ministeriets Villie med en stor Pluralitet af Stemmer var gaaet igjennem. Oppositionens Protest gjemmes i Historien som et hæderligt Forsvar for Uskyldighedens Sag; men paa den Tid var den Norge 191mere til Skade end til Gavn; thi den fremkaldte overilede Beslutninger og forlængede Landets Lidelser. Neppe havde Prinds Christian bestemt sig til at modtage Norges Krone, naar han ikke havde næret et hemmeligt Haab om, at alle Englands Trudsler kun vare Skræmmmeskud, og at det, naar det kom til Virkelighed, ikke vilde laane sin Krigsmagt og aabne sit Skatkammer for med Vold og Magt at fremtvinge en Forening, hvorimod Norges Mænd erklærede et saa bestemt Had. Oppositionen i det engelske Parlament gav Brændstof til den nordiske Krigslue i 1814.

Efterat Carl Johan havde ved disse Forberedelser banet sig Vei til med Magt at udføre, hvad han ei paa den fredelige Vei kunde opnaae, var han betænkt paa at lægge sidste Haand paa sin store Plan. Han ilede over Holland tilbage til Lybek, og indskibede sig der tilligemed Regimentet Royal Suedois for at sætte over til Sverige. De kraftigste Foranstaltninger bleve trufne for at overføre den øvrige Rest af Tropper til Sverige, og kun et lille Korps blev foreløbigen tilbage i Lybek. Før Afseilingen udstedte Kronprindsen en Proklamation til den svenske Hær under 21de Mai, omtrent samtidig med Christian Frederiks Proklamation til det norske Folk. Den lød saalunde:See Recueil de lettres et cet. de Charles Jean. Stockholm 1825 Pag.101 sqq.

«En Erobrer, ligesaa frygtelig ved sine Planer, som ved sine Hjælpemidler, truede at undertvinge Europa og lod Tydskland sukke under Vægten af sin Magt. Sverige tog den ædelmodige Beslutning at medvirke til det tydske Folks Befrielse; men før det lod sine Forsvarere betræde et fremmed Land, 192maatte det sikkre sig mod et Naboland, der stod under den almindelige Fiendes Indflydelse. Ved at forhindre at et Forbund dannedes i Norden, havde Eders Konge vistnok bevaret Fædrelandet for den Ulykke at vorde et andet Riges Provinds; men det kunde ikke sikkre sin Frihed uden at gjøre Nordmændene til den svenske Nations Venner. Høitidelige Traktater ere blevne indgangne, som sikkre Norges Forening med Sverige, og Kongen af Danmark har, ved at afstaae sine Rettigheder til Norge ved Freden til Kiel, givet disse Traktater en hellig og uforkrænkelig Charakteer.

«Soldater! Aaget er sønderknust, Tydskland er frit, og I have bidraget til dets Befrielse. En Prinds, i hvis Haand Nordmændenes Velfærd var lagt, vil opoffre deres Lykke. Ved at følge en Politik, som strider mod den, mod hvilken de Allierede have væbnet sig, nægter han mod Nationens egen Villie at bringe en Traktat i Udøvelse, som har givet Danmark foruden andre tilstaaede Fordele Hertugdømmerne Slesvig og Holsteen tilbage, over hvilke denne Prinds selv engang maa ønske at regjere. Dersom han vedbliver at modsætte sig Pligtens og Fornuftens Stemme, dersom vi tvinges til den ulykkelige Nødvendighed, ved Vaabenmagt at gjøre Traktatens Indhold og Sveriges Rettigheder gjældende, da erindrer Eder, Soldater, at det ikke er den norske Nation, med hvilken vi føre Krig, at det kun er de Ophidsere, der forføre dem, som vi ville straffe, og at vi kun ville vende vore Vaaben mod de bevæbnede Mænd, som vedblive at beherske dem. Skaaner forvildede Brødre, som ville indsee deres Vildfarelser og erkjende, at, idet den svenske Regjering ønsker begge Rigers Forening, har den ingen anden Hensigt end at sikkre Nordens Rolighed, og at gjøre Nordmændene frie og uafhængige.

193«Soldater! Gjennemtrængt af den samme Tillid, med hvilken jeg har ført Eder til de Kyster, vi nu skulle forlade, vil jeg føre Eder til Opfyldelsen af de hæderlige Pligter, hvortil Fædrelandets Interesse kalder Eder. I ville opfylde dem; thi I ere Svenske. Gud vil velsigne Eders Sag; thi den er retfærdig.»

Medens saaledes de Begivenheder, som satte Stempel paa Norges modige Beslutning, at forsvare sin Selvstændighed til det Yderste, raskt fulgte paa hverandre, samlede Sverige alle sine Kræfter for at omstyrte det nye Dynasti, og da det tillige væbnede sig med de europæiske Staters Hjælp i Ord og Gjerning, var det let at forudsee, hvad Enden vilde blive, dersom ikke uventede Begivenheder indtraf til Understøttelse for Norges Sag.

Den nye Konge vendte nu sit Haab mod England, hvor lidet trøstelige endog Efterretningerne om Tingenes Stilling der vare. Den ene af de udskikkede Sendebud, Conferentsraad Anker, var ikke engang bleven tilstedet Adgang til at udføre sit Ærende – det engelske Ministerium afviiste al Underhandling med ham, og, som før fortalt, hans Afreise forsinkedes, fordi han indvikledes i fortrædelige private Underhandlinger i Anledning af en gammel Gjældssag. Den anden Sendemand, Generalgouverneur Anker, var ikke vendt tilbage med noget Fredens Olieblad. Den nye Konge besluttede nu at aabne Underhandling med England i sin Egenskab som Norges Konge, og at afsende en Deputation af større Anseelse, sammensat af sit eget Raad og af Storthingets agtede Medlemmer. Hans Valg faldt i denne Henseende paa Statsraad N. Aall, Sorenskriver Christie og Konsul P. V. Rosenkilde. N. Aall syntes særdeles skikket til at udføre sin Konges Ærende. Han havde tilbragt nogle 194Ungdomsaar paa et engelsk Opdragelsesinstitut, og havde mange Forbindelser med engelske Huse, ligesom han med Hensyn til Handelsstilling var en agtet og dengang uafhængig Kjøbmand. Han var det engelske og franske Sprog lige mægtig, og havde en Lethed og Anstand i sit Væsen, som maatte gjøre ham skikket til diplomatiske Underhandlinger. Han havde megen Færdighed til at udtrykke sig baade mundtlig og skriftlig. Især var han en varm Tilhænger af Norges Selvstædighedssag, sin Konge oprigtigen hengiven, og hædret med hans fulde Tillid. Christie havde været Rigsforsamlingens bestandige Sekretair, og havde allerede da besteget de første Trin af den Udmærkelse, der senere blev ham til Deel paa Norges Storthing. Han var bekjendt for sin Sindighed, sine Kundskaber og sin Hengivenhed for den politiske Stilling, Norge havde valgt sig. Han var en varm Ven af sin Konge og sit Fædreland. Rosenkilde maatte alene skylde den varme Iver for Selvstændighedens Sag, som han havde viist paa Eidsvold – hvor vi have fundet ham blandt de brutale Klappere – forenet med et tækkeligt Udvortes, at han valgtes til Medlem af Deputationen; thi forøvrigt var han lidet skikket til et saadant Ærende.Et af Deputationens Medlemmer, Dr. Gartner, har fortalt Forfatteren, at Rosenkilde stundom ved et vist ubehøvlet Fusentasteri kompromitterede Deputationen. Iøvrigt var han en godmodig og venlig Mand i Omgang, agtet i sin Kreds. Doctor Gartner, der med et indtagende Væsen forenede megen Dannelse og en behagelig Omgangstone, og som havde gode Bekjendtskaber i Edinburg, blev efter Aalls Anmodning valgt til Deputationens Sekretair, og Skibscapitaine Kruse fulgte den for at benyttes som Coureer, naar Saadant behøvedes.

195Deputationen fik Ordre til at begive sig til Christiansand, og lade et af de bedste der liggende Provideringsfartøier udruste, for dermed at liste sig over til Skotland. Ved Overkomsten havde Deputationen Kongens Befaling at henvende sig til Conferentsraad Anker, der opholdt sig i London som Christian Frederiks hemmelige Agent, for af ham at modtage Efterretning om Tingenes sande Stilling, og veiledende Raad med Hensyn til de Skridt, som burde gjøres. Det var Deputationen paalagt, at underrette det engelske Kabinet om Kongevalget i Norge, saavelsom om Nationens høitideligen erklærede Bestemmelse at modsætte sig Foreningen med Sverige, og tillige at formaae det engelske Ministerium til at modificere Kielertraktatens Artikler, som hindrede denne Beslutnings Udførelse. Der skulde i den Henseende kun forlanges Englands Neutralitet og Ophævelse af den Blokade, som hindrede Overførsel af Korn fra Danmark til Norge, samt frit Handelssamqvem mellem England og Norge. Øieblikket dertil syntes saameget beleiligere, som de fyrstelige Medlemmer af den store Alliance, tilligemed deres første Generaler og Diplomater, netop nu befandt sig i London for at feire det lykkelige Udfald af den store europæiske Krig med Napoleon. Christian Frederik vidste, at England havde gjort det til en Betingelse i den Traktat, hvori den skandinaviske Halvøes Forening var besluttet, at der skulde tages Hensyn til Norges Interesse, og stolede derfor paa at England ei vilde tilstede den, naar ei alene Norges Samtykke vægredes, men endog en høitidelig Modstandsbeslutning var fattet. Deputationen medbragte tillige private Breve fra Norges Konge til Mænd af Indflydelse; blandt Andre ogsaa et Brev til Hertuginden af Weimar, paa hvis Indflydelse, som Keiser Alexanders Frænde, han især stolede.

196Deputationens Formand fandt det imidlertid betænkeligt at betroe sig til et norsk Fartøi, da Havet vrimlede af svenske Krydsere og Kapere, der let kunde indbringe Deputationen i svensk Havn. Han udbad sig derfor Kongens Tilladelse til at aabne Underhandling med Chefen for den engelske Blokeringseskadre, som krydsede i Nordsøen langs med Norges Kyster, og denne Underhandling understøttedes af den nysankomne engelske Sendemand Morier. Chefen erklærede sig beredvillig til at gaae Deputationens Ønske imøde, og tilbød den Passage paa et af Eskadrens mindre Fartøier, der just nu var bestemt til at afgaae til Leith for at udbedres. To Dage efter viiste dette Fartøi sig ved Flekkerø og modtog Deputationen. Saaledes kom denne ombord i Kutterbriggen Scheldrok, kommanderet af Capitaine Brine. Den modtoges af Skibets Officerer ved Faldrebstrappen, og da den var kommen ombord foreviiste Formanden den engelske Eskadrechefs Brev, der indeholdt Deputationens Bestemmelse. Brine forsikkrede i de forbindtligste Udtryk, at det var ham en kjær Pligt at opfylde Chefens Løfte, og præsenterede derefter de Reisende for de øvrige Officerer og Mandskab, hvilke han paalagde at vise dem al mulig Forekommenhed. I denne Henseende vare de ogsaa i de bedste Hænder. Da Chefskibet derefter nærmede sig, gjorde Brine Deputationen det Forslag at komplimentere Eskadrechefen paa dennes Skib. Dette skede; den indfandt sig paa Chefskibet, som var den ved Bombardementet paa Kjøbenhavn erobrede Fregat Freya, der kommanderedes af en gammel med Skrammer prydet Krigsmand. Han udtrykte sig med stor Deeltagelse om Norges Stilling, og erklærede, at han mod sin Villie lod sig bruge til at hindre Norges raske Beslutning, men ønskede oprigtigen, at Norges gode Sag maatte seire. Deputationen overraskedes 197ved at finde i Chefens Kahyt Christian Frederiks Portrait hængende paa Væggen, hvilket Chefen havde forbeholdt sig som sin Andeel af et Kornfartøi, hvilket han i Følge sin Instrux havde været nødt til at opbringe. Overreisen var temmelig lang og stormende efter Aarstiden, men formedelst Englændernes humane Behandling behagelig. Paa Veien mødte de et Krigsskib, som efter Signalerne maatte ansees for fiendtligt, nemlig en Amerikaner, som paa den Tid førte Krig med England. Der blev saaledes gjort klart Skib, og de Reisende vare allerede betænkte paa at søge et Sted paa Skibet, som var sikkrest for Kugleregn, da det opdagedes, at det var en engelsk Seiler, som havde givet et urigtigt Signal.

Ved Ankomsten til Leith henvendte Formanden for Deputationen sig til Havneadmiralen i en skriftlig Note, hvori han underrettede ham om Deputationens Bestemmelse, og udbad Tilladelse for den til at stige i Land og fortsætte Reisen til London. Brine, som vilde komplimentere Admiralen, tog denne Note med sig og bragte strax efter det Svar tilbage, at der fra Admiralens Side Intet var i Veien for Deputationens Landstigning. Men neppe havde denne sat Fod i Land, førend Tolddirekteuren i Leith indfandt sig hos Reiseselskabet, og forlangte at see dets Reisepasse, og da Formanden bad sig underrettet om med hvilken Autoritet denne Fordring gjordes, erklærede han, at the home Departement (Departementet for det Indre) havde erholdt Nys om, at en Deputation fra Norge var underveis til England, og da den engelske Regjering ikke havde isinde at indlade sig med en saadan, var der udstedt en almindelig Ordre til at anholde Deputationen, hvor den maatte vise sig, og indtil Videre tage den under strengt Opsyn. Forgjæves beraabte Formanden sig paa Admiralens Tilladelse, som Direkteuren 198paastod i dette Tilfælde maatte have overskredet sin Myndighed. Deputationen nødtes saaledes til at give efter for Overmagten; men efterat Direkteuren havde faaet en ny Forklaring over Deputationens Ærende, og erfoer, at den engelske Agent i Norge, Morier, havde bidraget til dens Afreise fra Norge, formildedes hans Strenghed. Han erklærede, at han, endskjønt han efter sin Instrux var forpligtet til at behandle Deputationen som Krigsfanger, dog vilde, i den Overbeviisning at han handlede med Mænd af Ære, ei gjøre anden Indskrænkning i Deputationens personlige Frihed end forlange dens Æresord for, at det hele Følge skulde blive at finde i det Hotel, hvor det nu befandt sig, fra Klokken 10 om Aftenen til 10 følgende Formiddag, og dertil maatte Deputationen naturligviis forpligte sig. Strax efter indfandt Dennovan – en Broder af den senere hen bekjendte Underhandler i Bodøsagen – sig hos Deputationen og bekræftede Tolddirekteurens Bemyndigelse til sit Forhold, men foreslog derhos at benytte en Expresse, som afgik samme Aften til London, for at underrette Anker om Deputationens Ankomst til Leith og om den Modtagelse, den der havde faaet, samt tillige gjøre et Forsøg paa gjennem ham at erholde Reisepasser til London som Privatmænd for at rygte Handelsforretninger der. Da den ordinaire Post, som skulde medbringe Direkteurens Indberetning, ikke afgik før 24 Timer senere, vilde saaledes Brevet til Anker kunne komme forud og Passer blive udstedte. Dette Vink benyttedes. – Deputationen tilbragte 6 Dage i dette Slags Fangenskab, under hvilket det modtog mange Beviser paa den skotske Gjæstfrihed og Skotternes Deeltagelse i Norges Sag. Selv Tolddirekteuren indbød Deputationen til et Selskab hos sig, og røbede siden det første Møde intet Tegn til Mistanke, hvilken 199Deputationen ogsaa omhyggeligen søgte at undgaae ved strengt at holde sig til det givne Æresord.

Da Formanden omsider modtog Svar fra Anker tilligemed de forlangte Passer til London, troede han at burde komplimentere Havneadmiralen, som til den Tid havde undskyldt sig for at modtage Deputationen paa Grund af Tolddirekteurens Meddelelse. Admiralen modtog Formanden, men ønskede ikke hele Deputationens Besøg in corpore. Han lykønskede ham til den heldige Vending, som Sagen havde faaet, og lagde som alle de engelske Søofficerer, som Deputationen havde truffet paa, tydeligen for Dagen en stor Interesse for Norges Sag. Han gav tillige nogle Vink om Nødvendigheden af strax at benytte Passerne, da en Misforstaaelse rimeligviis havde foranlediget Udstedelsen deraf. Derhos formaaede han Tolddirekteuren til at visere Passerne, idet han forestillede ham, at Deputationen var at behandle som private Reisende. Den begav sig derpaa strax til London og erfoer siden, at Posten Dagen efter dens Afreise havde medbragt Ordre til at opholde Deputationen i Leith, indtil Leilighed gaves at bringe den tilbage til Norge.

Da Deputationen var ankommen til London, opsøgte den strax Statsraad Anker, som slog Hænderne sammen ved at see den og fortalte, at der fra den engelske Regjerings Side vare trufne alle mulige Foranstaltninger for at hindre Deputationen i at optræde i London, og at den danske Konsul i London, Hornemann, gjennem hvem Anker havde besørget de Deputationen tilsendte Passer, havde faaet en drøi Lection igjennem vedkommende Autoritet, fordi han havde ført den bag Lyset. Formanden havde imidlertid opsat en Adresse til Ministeren for det Indre, Lord Sidmouth, hvori han erklærede: at da Deputationen 200havde modtaget saa utvetydige Beviser paa den engelske Regjerings Uvillie mod den Sag, som det var Deputationens Ærende at foredrage, ansaa han det for stridende mod den norske Nations Værdighed at anholde om en Conference med det engelske Ministerium, men udbad blot Tilladelse for Deputationen til at forblive nogle faa Dage i London for at besørge nogle private Anliggender, for hvis Skyld den havde ansøgt om de erholdte Passer, og tillige for at komme i Besiddelse af en Deel Bagage, der var sendt tilsøes fra Leith, men endnu ei ankommen. Medens der handledes om, hvorledes denne Adresse skulde blive sendt, indsandt sig hos Anker den første Sekretair i Departementet for det Indre, og med ham Hornemann, der viiste stor Forstrækkelse over det Passerede. Til Sekretairen overleveredes nu Adressen, hvorpaa han erklærede, at den nærværende engelske Politik ikke tillod den engelske Regjering at vise nogen Slags Føielighed for Deputationens Ønske, med Undtagelse af frit Leide over Søen til Norge igjen, at saavel Moriers som Eskadrechefens Adfærd i denne Henseende høiligen misbilligedes af det engelske Kabinet, og at dette aldeles ikke var sindet at bryde sit Sverige givne Ord. Ved imidlertid at indlade sig i nærmere Samtale med Sekretairen, underrette ham om den virkelige Stemning i Norge, og berigtige den Vildfarelse, han nærede, at de i Norge gjorte Skridt alene vare foretagne til Bedste for den gamle Forening med Danmark, viiste ogsaa denne liberalsindede Mand høi Interesse for Norges Sag; han beklagede den uheldige Stilling, hvori Norge var sat, og de Omstændigheder, som tvang England til for Tiden at modsætte sig de Planer, som i Norge vare lagte for at forsvare en ubetinget Selvstændighed. Han gav endog et Vink om at, dersom Norge kunde udholde Kampen for sin Selvstændighed 201indtil Wienerkongressen, der skulde sammentræde om 2 a 3 Maaneder, var der al Rimelighed for at England vilde forandre det System, som samme nu fulgte.Formanden for Deputationen fik virkeligen kort efter Wienerkongressens Aabning en anonym Opfordring til igjen at træde i Underhandling med det engelske Ministerium, men da var Striden endt, og Norge havde paa en sikkrere Vei opnaaet den ønskelige Selvstæsndighed. Saaledes havde den Tids Historie mange Exempler at fremvise, som vidnede om at det engelske Kabinets diplomatiske Forhandlinger havde en, paa Traktaten med Sverige grundet, bestemt Charakteer, medens engelske Privatmænds Yttringer og Skridt i Almindelighed hentydede paa en levende Deeltagelse for Norges kjække Beslutning og Nordmændenes Uafhængighedsfølelse.

Imidlertid erklærede Sekretairen Deputationen, at han havde det ubehagelige Ærende at paalægge den, ufortøvet at forføie sig til Yarmouth, hvortil den fornødne Befordring stod for Døren, og hvorhen et armeret Fartøi strax vilde blive sendt for at føre den tilbage til Norge. Dette Bud maatte adlydes, men Formanden udbad sig alene, noget ømfindtlig over denne iilfærdige Afviisning, Tilladelse til at oppebie Deputationens udeblevne Bagage, som var paa Veien fra Leith; men ogsaa dette afsloges. Derimod lovede han at overlevere Ministeren for det Indre Ordførerens Note, og at sende Svaret til en Station 10 engelske Mile fra London, hvor Deputationen skulde overnatte. Han paatog sig tillige at befordre føromtalte Breve, som Ordføreren medbragte fra Norges Konge. Saaledes maatte Deputationen forlade London efter et Ophold af 24 Timer, og paa denne ommeldte Station oppebie Ministerens Svar, som og indløb samme Dags Aften med et Statsbud. 202Deri tilkjendegav hans Herlighed, at han ikke kunde bevirke nogen Forandring i den tagne Beslutning, og at Overbringeren havde Befaling at ledsage Deputationen til Yarmouth og forblive der indtil Indskibningen – rimeligviis i den Hensigt at see Befalingen nøiagtigen opfyldt. Der sporedes dog ikke noget Tegn til Tvang, men Deputationen anviistes Logis i et af de største Hoteller i Yarmouth. En af Stadens meest ansete Kjøbmænd indfandt sig tillige hos Deputationen og tilbød den sin Tjeneste, hvor den maatte behøves – en Opmærksomhed, som dog rimeligviis skyldtes Formandens Bekjendtskaber i London.

Faa Dage efter Ankomsten til Yarmouth havde Deputationen den Fyldestgjørelse, i de offentlige Blade at læse en bitter Daddel over Ministeriets Fremgangsmaade mod Deputationen, som et Ekko af hvad Danmarks og Norges trofaste Forsvarer, Lord Grey, i Parlamentet havde yttret. Han indlod sig ikke i den engelske Politik som en Sag, der forud var bestemt, men han bebreidede Ministerne den Haan, som de havde viist den norske Nation ved at bortvise dens Sendemænd uden at ville høre dem, og han ansaa denne Fremgangsmaade som et Tilbageskridt i Civilisationen, der maatte nedsætte det engelske Kabinet i hele Verdens Øine. Men disse Yttringer forandrede ikke i mindste Maade det engelske Kabinets Adfærd.

Efter 6 Dages Ophold i Yarmouth indfandt sig hos Deputationen den engelske Søcapitaine Bryan, med Ordre at bringe den til Christiansand eller hvilkensomhelst anden af Norges sydlige Havne, den ønskede at anløbe. Det var atter et Fartøi af den ved Kjøbenhavn borttagne Flaade, som Deputationen maatte bestige, nemlig Brevdrageren, som var bestemt til et Paketskib til Ostindien. I Capitaine Bryan fandt Deputationnen 203en maaskee mindre dannet, men høist godmodig og forekommende Mand, som bidrog hvad der stod i hans Magt til at gjøre sine norske Passagerer det beqvemt og behageligt ombord i sit Skib. Reisen var heldig; efter 3 Dages Seilads heisede Skibet sit Parlamentairflag ved Flekkers, og Deputationen begav sig derfra over Land til Christiania, hvorfra den Dagen efter Ankomsten agtede at begive sig til Hovedqvarteret, som den Tid var paa Moss, for at aflægge en mundtlig Rapport om Udfaldet af Missionen; den skriftlige var forudsendt deels fra Leith, deels fra Christiansand med Coureer. Men samme Aften indløb en kongelig Befaling til Statsraadet, ufortøvet at indfinde sig paa Moss, hvor Hovedqvarteret var, og Ordføreren maatte som Medlem af Statsraadet, skille sig fra Deputationen, og ene fremstille sig for Kongen og afgive sin Rapport. Der var imidlertid indtruffet Begivenheder i Norge, som havde henvendt Kongens Opmærksomhed paa andre Gjenstande, der meer umiddelbart berørte Norges politiske Stilling. Saaledes havde dette Forsøg paa at bevirke Englands Deeltagelse for Norges Selvstændighed, eller i det mindste dets Neutralitet under Kampen, det samme Udfald som de foregaaende. Intet kunde rokke det engelske Ministeriums Besluting at opfylde det Løfte, som var Sveriges Kronprinds givet.Denne Beretning om Deputationens Reise skylder Forfatteren dens Formand, sin Broder, som har meddeelt ham den Dagbog, han i den Anledning har holdt.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.