Fjerde Capitel

Imidlertid havde, som ovenfor fortalt, Følgerne af Norges Beslutning at forsvare sin Selvstændighed alt meer og meer udviklet 204sig, og Sverige bestemte sig til med Magt at fremtvinge en Forening, som ei godvilligen lod sig istandbringe. Saasnart Carl Johan havde samlet de fra Tydskland tilbagekomne svenske Tropper, beredte han sig paa med stor Krigsmagt, understøttet af engelske Subsidier, at gjøre et Indfald i Norge. Til dette Angreb rustede han sig med en erfaren Generals Klogskab og Forsigtighed. En Armee af 17000 Mand, vel forsynet med Ammunition og Proviant, rykkede under Carl Johans egen Anførsel mod Frederikshald og Frederikstad; 13000 Mand stode paa Sveriges Grændse, beredte til at gjøre Indfald paa første Vink, og ikke langt derfra stode 10000 Mand Reserve. Overalt paa Marschlinien vare Magasiner anlagte, hele Skarer af Oxer fulgte Hæren, og Alt bebudede Carl Johans alvorlige Beslutning at fremtvinge Foreningen med Magt.

Derhos gjordes endnu det sidste Forsøg paa at ende Striden ved Underhandlinger, og igjennem Sendemænd fra alle de store allierede Magter at overbevise Norges nyvalgte Konge om det store Forbunds bestemte Villie, at understøtte Sverige i Opfyldelsen af Kielertraktatens Indhold med Hensyn til Norge. Saaledes landede ved Arendal i Begyndelsen af Juni den engelske Sendemand, I. P. Morier, der var afsendt af sin Regjering for at gjøre Rigsforsamlingen, som endnu troedes samlet, bekjendt med Tingenes sande Stilling, og fremlede en fredelig Forening imellem Rigerne. Da han var kommen i Land i Arendal, lod han paa Gadehjørnerne opslaae den Proklamation, som det var ham paalagt at forelægge Rigsforsamlingen; men denne blev af Borgerne nedreven. Maanedslieutenant Doran blev beordret at ledsage Morier til Christiania, hvor han ankom den 5te Juni. Moriers private Yttringer svarede imidlertid ikke til det offentlige Budskab, som han frembar. Det paastodes, 205at han i private Samtaler gav Nordmændenes raske Fremfærd sit Bifald og sin Beundring, og at han endog havde tilføiet det Haab, at England under Norges fortsatte Udholdenhed i sin Modstand maaskee vilde forandre sin strenge Adfærd og understøtte Norges Selvstændighed. Det være nu, at den liberale Britte virkelig med Deeltagelse erfoer den Enthusiasme for Uafhængighedens Sag, som dengang raadede i Norge, og lod sig henrive til uforsigtige Yttringer, der strede mod hans Instrux, eller at disse ere blevne misforstaaede af hans Tilhørere og lempede efter Nationens Ønske med den Lettroenhed, hvormed man i vigtige Begivenheder saa ofte former Andres Meninger og Yttringer efter de Ønsker og Forhaabninger, hvori man glæder sig. Morier havde imidlertid viist sin Attraa efter at understøtte Nationens Forhaabninger ved den Anledning, som han gav hiin nyligen omtalte Deputation til at udføre sit Ærende til den engelske Regjering, endskjønt det viiste sig, at han her havde handlet mod dennes Villie og Ønske.

At Christian Frederik selv deelte Nationens Forhaabninger i denne Henseende, derom vidne hans Breve af 9de Juni 1814 til Stiftamtmændene i Christiansands, Bergens og Trondhjems Stifter, hvori han udtrykker sig saaledes:

«Jeg har ikke villet undlade herved at underrette Dem om, at en engelsk Gesandt, Morier, ankom hertil i GaarHan kom egentligen den, 5te Juni. fra Christiansand. Hans Ærende var egentligen at erklære Rigsforsamlingen, at England ikke kunde afvige fra sine Løfter til Sverige, eller antage sig det norske Folks Sag, førend dette erkjendte Sveriges Souverainitet. Men deels fordi han har tilstaaet mig, at man i England ikke kjendte det norske Folks 206Stemning og Almeenvillie, men at han i Følge sin Bestemmelse ansaa det for sin Pligt at kunne underrette sit Hof om Stemningen og Sagernes sande Sammenhæng, deels endeligen fordi jeg i denne Mand har fundet en human Mand fuld af god Villie til at mægle Fred; dette Alt bestyrker mit Haab, at Underhandlingerne med England ville lykkes, og at dette skal frelse Norden.

«Det er aabenbart, at England vil hindre Blodsudgydelse i Norden. – En særdeles Velvillie har Gesandten ligeledes viist mig ved at tillade, at det norske Folks Repræsentanter, Statsraad Aall og de 2 Medlemmer af Rigsforsamlingen, Christie og Rosenkilde, maae seile over til England ombord i det Skib, som skal overføre hans Sekretair med hans for Norges Sag saa fordeelagtige Rapport, medens Gesandten forbliver her.»

Derimod bare alle Moriers diplomatiske Noter Spor af den Bestemthed, hvormed den engelske Regjering, som et Medlem af det store Forbund, understøttede Sveriges Planer i Norden. Dette Præg bar ogsaa den Note, som han under 6te Juni indleverede til Christian Frederik. I denne erklærede han, at han fra sin Regjering havde en Mission til det norske Folk, hvis Repræsentanter han havde haabet at finde samlede; men da dette ei var Tilfældet, nødsagedes han til at forelægge samme den Regjering, som han fandt etableret i Christiania, uden dog at erkjende dens Lovmæssighed. Han gjentog deri, at England havde ved en Traktat med Sverige forpligtet sig til at tilveiebringe den skandinaviske Halvøes Forening, men at denne skulde skee med ethvert Hensyn til Norges Frihed og Lykke, og at det nu stod til det norske Folk at berede sig Englands Medvirkning til en hensigtsmæssig Forening ved at føie sig efter den 207Hovedbestemmelse, som hiin Traktat indeholdt. Det var nemlig nu hans Ærende til Norge, at erklære for Prinds Christian og det norske Folk den engelske Regjerings Stilling med Hensyn til dens Forbindelse med Sverige og de allierede Magter, og dens faste Beslutning at opfylde sin Forpligtelse med Oprigtighed og Kraft. Til Slutning udtrykte han det Haab, at det norske Folk, ved godvilligen at underkaste sig Traktaten i Kiel, vilde spare sig den Ulykke og Vanære, som en fremtvungen Underkastelse under hiin Traktat vilde medføre.

Denne Note besvarede Christian Frederik gjennem sin Statssekretair v. Holten, da Beskaffenheden af Moriers Note ikke tillod ham at fremtræde som Norges Konge. Deri erklæredes: «at Norge med Rette havde anseet England som sin første Ven og naturligste Allierede. Det erkjendtes, at England i Traktaten mellem Sverige og Storbrittanien havde viist en Agtelse for Norges Frihed og Lyksalighed, som paaskjønnes. Han søgte derhos at vise, at denne Frihed og Lykke ei kunde opnaaes ved Norges Forening med Sverige, og at alle dettes Skridt i denne Henseende havde ledet til det Modsatte. Norge selv havde gjennem sine Repræsentanter tydeligen nok udtrykt dette. Disse havde med den største Frihed i sine Overveielser udarbeidet en Constitution, der bærer Præg af, at den ei var dikteret af en ærgjærrig Fyrste, men udarbeidet af Mænd, som vilde deres Fædrelands Vel. Pluraliteten af disse Mænd havde derefter anseet det nødvendigt, at foretage Kongevalg. Dette var faldet paa ham, og han maatte derved finde sig opfordret til at antage en Krone, som Folkets Kjærlighed og Tillid overrakte ham. Han havde med Folket svoret at ville forsvare Norges Frihed og Selvstændighed, og det er klart, at han ei af egen Myndighed kunde opoffre den Nations Statsforfatning, 208der, i Tillid til at dette var ham umuligt, havde overdraget ham Kronen. En saadan Forandring kunde alene skee gjennem Folkets egne Repræsentanter. Han havde tillidsfuldt henvendt sig til Englands Prindsregent for at paakalde hans Mediation imellem Norge og Sverige paa en Grundvold, hvorved det norske Folks Frihed og Lykke kunde sikkres. – Han erklæerede til Slutningen, at dersom denne Englands Mægling ei stred mod Rigets Constitution eller Rigsforsamlingens Erklæring af 19de Mai, vilde han ansee det for sin Pligt at sammenkalde Rigsforsamlingen, men at dertil fordredes en Tid af 3 til 4 Maaneder, hvorhos det da var nødvendigt, at der tilveiebragtes fuldkommen Neutralitet, fri Tilførsel og Samfærsel med England.»

I et Statsraad, som Kongen holdt paa Ladegaardsøen den 8de Juni, og i et andet i Christiania den 9de Juni, gjorde han Statsraadets Medlemmer bekjendt med Moriers Note og hans Beslutning «at det skulde tilkjendegives Gesandten i Kongens Svar, at Valgene til et Storthings Sammenkaldelse skulde vorde befalede, i den Tillid at England, fremtrædende som Mægler, skulde bevirke en Indstilling af Sveriges Fiendtligheder, og at England skulde blive neutral og tillade fri Samfærsel i denne Mellemtid.» – Derhos foreslog han sit Statsraad en Opfordring til almindelig Væbning over hele Riget, som blev befalet at trykkes og publiceres. I et Statsraad, som blev holdt 11te Juni paa Ladegaardsøen, befalede Hans Majestæt, «at der til Opfyldelse af § 51 i Kongeriget Norges Grundlov skulde udfærdiges et Cirkulaire til samtlige Overøvrigheder og Biskopper, med Befaling til Førstnævnte at drage Omsorg for, at det i bemeldte § bestemte Mandtal over alle stemmeberettigede Indvaanere vorder optaget, saavidt muligt inden Juli Maaneds 209Udgang, og derefter uden al Henstand at indberette naar Mandtallet saaledes er optaget til nærmere allernaadigst træffende Foranstaltning; samt til Sidstnævnte at tilkjendegive Præsterne, at de rette deres Leilighed efter at møde ved de offentlige Thing paa saadan Tid, som dem af Fogden opgives, ligesom og at Biskopperne over Nordlandene og Finmarken samt begge Amtmænd i disse Distrikter skulle tilkjendegives, at Valgforsamlingerne der skulle holdes strax efter Mandtallets Optagelse.»I disse første Statsraadsmoder synes kun Kongens Meddelelser og Beslutninger at være forhandlede; da Forholdene mere forvikledes, søgte han ogsaa Statsraadsmedlemmernes Raad, og de fremførte da deres selvstændige Mening.

Den ovenanførte Note var imidlertid ikke af den Beskaffenhed, at den kunde lede til det forønskte Maal, forstyrre de Allieredes urokkelige Beslutning, eller bidrage til at forandre det Ærendes Natur, som det var den engelske Sendemand overdraget at frembringe. Strax den 9de Juni afgav Morier følgende Svar til v. Holten:

«Min Herre!
«Siden Prinds Christian ikke har fundet sig foranlediget til at sammenkalde et overordentligt Storthing, for at forelægge den norske Nation den kritiske Stilling samme befinder sig i, som en Følge af den af de Allierede tagne Beslutning, at handle til Opfyldelsen af Forpligtelserne til Traktaten til Kiel, saa maa jeg anmode om, at min Note af 7de dennes vorder bekjendtgjort i dette Lands offentlige Tidender. Jeg venter at denne Anmodning ikke vil møde nogen Indvending, og i saa Fald at blive underrettet derom endnu i Dag.»

210Denne Note besvaredes samme Dag saalunde:

«Undertegnede Statssekretair har modtaget Deres ærede Skrivelse af Dags Dato, og ikke undladt at forelægge H. M. samme. Allerhøistsamme har deraf seet, at det er Deres Hofs særdeles Ønske, at den ved Dem overgivne Erklæring skulde forelægges et Storthing. Hans Majestæt, der altid ønsker at handle fælles med sit Folk, finder det aldeles overeensstemmende med sin i min Note af Gaars Dato tilkjendegivne Hensigt, at befale Valgene til et overordentligt Storthing strax foretagne, idet han med Tillid forlader sig paa, at England, oplyst om den Aand, der besjæler det norske Folk og de Grundsætninger, der have ledet hans Handlemaade, vil fremtræde som Mægler med lige Agtelse for Folkeretten, som det norske Folk paakalder, og for dette Lands Lyksalighed, hvorhos den paa samme Tillid og paa Billighed grundede Fordring om Neutralitet, om Englands Paavirkning til Indstilling af Sveriges Fiendtligheder, og fri Samfærsel med England i denne Mellemtid af 3 til 4 Maaneder, inden hvilken Storthinget umuligen kan være afholdt, gjentagende fordres som en nødvendig Betingelse, uden hvilken Storthinget ei kan sættes og afholdes med Rolighed, og dets overordentlige Sammenkaldelse for Folket ei kan retfærdiggjøres.»

Herpaa indløb strax samme Dag følgende Moriers Svar under Couvert til Holten:

«Undertegnede har modtaget en Note af D. D., adresseret til ham fra Hr. v. Holten, som Svar paa hvilken Undertegnede anseer det tilstrækkeligt at observere: saasom England ikke har nogen anden Interesse for Norge end den, som staaer i Forbindelse med dets Allieredes, saa kan Undertegnede ikke 211modtage noget Forslag af de Norske, som ikke har Anerkjendelsen af Sveriges Souverainitet til Grundvold.»

Dermed afbrødes Underhandlingerne med den engelske Emissair. Morier expederede sin Sekretair til England med de til ham indløbne Svarskrivelser, og Kongen lod under 13de Juni udfærdige et Reskript til samtlige Overøvrigheder i Landet med Befaling, overeensstemmende med Statsraadets Beslutning, at foranstalte det i Grundlovens § 51 bestemte Mandtal over alle stemmeberettigede Indbyggere optaget.Kortere havde det været at sammenkalde de samme Repræsentanter, som havde mødt ved Rigsforsamlingen; men disse vare ikke valgte paa den i den antagne Grundlov bestemte Maade, og kun dette Valg kunde erkjendes gyldigt. Nu behøvedes vistnok 2 à 3 Maaneder til at optage Mandtal og derefter foretage Valg.

Imidlertid fandt Kongen det nødvendigt at forberede sig paa en alvorlig Modstand mod de fiendtlige Foranstaltninger, som maatte blive en Følge af Afbrydelsen af disse Underhandlinger med England, og lod under 9de Juni udgive den i Statsraadet besluttede «Opfordring til almindelig Bevæbning af Norges vaabendygtige Mandskab», som var af følgende Indhold:

«Vi Christian Frederik af Guds Naade og efter Rigets Constitution Norges Konge, Prinds til Danmark, Hertug til Slesvig, Holsteen, Stormarn, Ditmarsken og Oldenborg:

«Gjør vitterlig: at Vi efter indkomne Beretninger om betydelige Rustninger i Nabolandet, der ikke kunne have anden Hensigt end med Vold at krænke det norske Folks Frihed og Selvstændighed, finde Os foranledigede til at opfordre Norges Sønner til Bevæbning, og til at være rede til at møde den 212overmodige Fiende, naar han skulde betræde Rigets Grændse; thi opfordre Vi

«Samtlige Landeværn, eller de i Reserverollerne indskrevne Mandskaber, samt alle andre vaabendygtige Nordmænd, som frivilligen ville møde til Fædrelandets Forsvar – og hvilken Nordmand er ikke rede dertil? – i Kompagnidistrikter paa de af Amtmanden bestemte, gjennem Fogderne bekjendtgjorte Dage, at møde ved Kirkerne udi hvert Præstegjeld, hvor Lehnsmanden tilligemed de i Distrikterne hjemmeværende Officerer eller ældste Underofficerer af Kompagniet eller Landeværnet, forfatte og underskrive en Mandtalsliste over samtlige dette Mandskab.

«Til samme Tid og Sted skal Mandskabet medbringe de Vaaben, de eie og ville betjene sig af, og bliver da tillige optegnet, hvor Mange der savne Vaaben, eller hvor der i samme maatte mangle Ammunition o.s.v. efterhaanden som de fra Fogderne indkomme.

«Hvert Præstegjelds saaledes samlede dygtige Fædrelandets Forsvarere udvælge mellem sig for hver 30 Mand en Rodeanfører, som de have meest Tillid til, og disse Roders Samleplads bestemmes dernæst foreløbigen af Fogden, indtil de for hvert Bataillons- eller hvert Regimentsdistrikt senere udnævnte Autoriteters Bestemmelse om Samlingspladsen ved almindelige Opbrud kan meddeles.

«Samtlige disse Bevæbningsmandskaber eller Mandhusinger, som de i visse Distrikter kaldes, skulle under Vaaben til Tegn bære graae Kjoler med grøn Kant. Naar de i Krigstilfælde rykke længere bort fra deres Hjemstavn, end at de derfra kunde drage Ophold, da underholdes de af militaire Magasiner, og underordnes de ved Brigaden kommanderende Officerer, samt bruges til Bedækning af Transporter, Bevogtning 213af Magasiner og Fanger, Forsvar af Defileer og ved andre Leiligheder, hvor de efter deres Vaaben og Indretning som Fædrelandets ægte sønner kunne tjene til Forsvar af Arne, af eget Hjem, til Bevogtning for Kone og Børn, og hvorved enhver Nordmand vil kappes om at vise Mandemod, ligt Fædrene, der aldrig ustraffet lode nogen Fiende betræde Norges lykkelige Dale.»Saavibt vides havde denne Opfordring ingen alvorlige Følger. Kun hist og her gjordes nogle forberedende Foranstaltninger, hvorved Egennytten drev sit Spil.

Tillige gav Kongen under 2den Juli ligelydende Ordres til Generallieutenant Staffeldt, Oberst Hegermann, Oberstlieutenanterne Stabel og Haffner,Man seer heraf, at han ikke erkjendte Staffeldt som Overgeneral, der kunde tage selvstændige Forholdsregler, og meddele Divisionscheferne fornødne Ordres, men han betragtede sit eget Qvarteer som Hovedqvarteer, hvorfra disse Ordres udgik. i Følge hvilke Reserven for Middelbrigaden skulde forstærkes ved Almuevæbningen, og det Terrain, som forsvares ved Grændsen, gjøres utilgængeligt ved Forhugninger. Endeel af Kommandoen over Almuevæbningen skulde overdrages Præsten Aars, en anden Capitaine Lindemann, ligesom denne Forøgelse af Reserven skulde understøttes ved forskjellige Armeekorps. Samtidig dermed angav han de Punkter, hvortil de forskjellige Armeeafdelinger maatte retirere, for derfra igjen ved given Leilighed at falde Fienden i Flanken. Han bestemte dertil fornemmeligen Egnen ved Skien, Kongsberg og Holmestrand. I Almindelighed vilde han have det bestemt som Regel, der ikke noksom kunde indprentes de Kommanderende: «at de stedse maatte være betænkt paa en defensiv 214Forsvarskrig, saaledes som den saakaldte lille Krig i vore Bjerge giver saa megen Anledning til.»

Under disse alvorlige Forberedelser til Modstand nærede Kongen derhos bestandigen et hemmeligt Haab om Englands Understøttelse. Et Beviis derfor har Forfatteren i et egenhændigt Brev, som han i Provideringsanliggender under 22de Juni modtog fra Kongen. Deri udtrykker han sig saaledes: «Mørk er endnu vor Horizont, men saalænge den engelske Gesandt, en saare retsindig Mand, bliver her, er der ogsaa Haab om Englands Mægling, som jeg har forlangt med Agtelse for Nationalværdighed og Lyksalighed.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.