Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815, bind 3

av Jacob Aall

Femte Capitel

Det blev imidlertid ikke ved den nysanførte Erklæring fra det engelske Hof om de Allieredes Beslutning at understøtte Sveriges Planer. Den 30te Juni ankom ogsaa Sendemænd fra samtlige allierede Magter gjennem Sverige til Christiania, nemlig: General, Baron Steigentesch for Østerrige, Generalmajor Orlof for Rusland, Aug. I. Forster for England, og Major, Baron Martens for Preussen, der vare udstyrede med Fuldmagt til at underhandle med Christian Frederik, og gjøre ham bekjendt med de Allieredes Politik. Forinden disse Sendemænd indleverede sine offentlige Noter til den norske Konge, traadte de i Underhandling med ham for om muligt i Mindelighed at udføre Hensigten af deres Ærende. Deres Forholdsordres vare bestemte, men deres Agtelse for Christian Frederik,Især var det Ruslands Gesandt, Orlof, som Christian Frederik havde vundet for sin Interesse, hvorom den til Keiser Alexander indgivne Note vidnede. Mellem Rusland og Sverige var sjelden nogen diplomatist Sympathi. De øvrige Magters Sendemænd bifaldt vel ikke Christian Frederiks Forhold, men de vare alle enige i sine Bestræbelser for at afgjøre Sagen i Mindelighed. 215deres Hensyn til Omstændighederne og Norges vanskelige Stilling, bevægede dem til at indgaae i et Forslag om Vaabenstilstand paa visse Vilkaar, og under Betingelse af Kongen af Sveriges Sanktion. Mange Forslag bleve gjorte og forkastede, indtil omsider de Allieredes Sendemænd fremsatte deres Ultimatum i en indleveret Note.

En saa høitidelig Ambassade, der medbragte en saa bestemt Erklæring fra de Allieredes Side maatte gjøre Norges Konge opmærksom paa sin Stilling og vaklende i Henseende til sine forhen tagne faste Beslutninger. Han vilde imidlertid ikke egenmægtigen afgjøre denne vigtige Sag, men besluttede at høre sit Statsraads Mening, og for at give sine Overveielser mere Vægt tilkaldte han flere af Rigsforsamlingens Præsidenter, for saaledes ligesom at forene den exekutive og lovgivende Magts Stemme i deres Repræsentanter. Om dette Møde indeholder Statsraadets Protokol følgende:

«Anno 1814 den 6te Juli, om Formiddagen Klokken 10, var Statsraadet forsamlet hos Hs. M. Kongen paa Ladegaardsøen, og vare General-Vei-Intendant Kammerherre Anker, Kammerherre Oberst Hegermann, Kammerherre Kommandeur Fabricius, Kammerherre Major Brock, Professor Sverdrup og Søecapitain Holstein tillige tilstede, for efter allerhøieste Befaling at overvære det afholdende Statsraad.

«Hs. M. behagede allernaadigst at tilkjendegive, at han ved Rigsforsamlingens Slutning ikke formaaede at meddele nogen udførlig Skildring af Rigets Forhold til udenlandste Magter, 216men at han senere fra sin Afsendte i England havde erfaret, at Folket, som næsten overalt i alle Lande, er for Norges Sag, men at Regjeringen er imod samme, hvorom den anordnede strenge Blokade og Parlamentets Beslutninger i saa Henseende vidne, og hvilket de herværende engelske Gesandter ikke mindre bestemt have erklæret, ligesom og at der fra de øvrige allierede Magter, Rusland Østerrige og Preussen er gjort de samme Erklæringer ved disses hidkomne Gesandter, og at disse i det bestemteste Sprog fordre Norges Forening med Sverige, men dog paa den anden Side tilbyde alle Vilkaar, som det norske Folk kun maatte vide at nævne for at sikkre dets constitutionelle Rettigheder, og tillige ønske, at Norge skal være et adskilt og saavidt muligt uafhængigt Rige af Sverige, dog under samme Overhoved.

«Da Magten saaledes skal afgjøre Sagen, hvis ikke disse Forestillinger virke til det hensigtede Øiemed, da et russisk Armeekorps, som nu truer Danmark, er stillet til Kronprindsen af Sveriges Disposition, og det neppe er Tvivl underkastet, at ligesom Rusland tillader dets Anvendelse mod Norge, saaledes vil England ikke i det nærværende Forhold forhindre dette, og da Europas samlede Magter paa ovennævnte Maade true Norge, saa ansaa Hs. M. det at være Statsbestyrerens Pligt at beregne sine Stridskræfter, førend han ubesindigen styrter Staten i en ulige Kamp, hvis dette paa nogen ærefuld Maade kan undgaaes, og at det, siden Vilkaarene, som tilbydes den norske Nation ved Foreningen med Sverige, ere ærefulde og fordeelagtige i og for sig selv betragtede, vilde være uforsvarligt, hvis han ikke raadspurgte sig med Nationen, om den vil tage Hensyn paa disse, for at undgaae en sandsynligviis uundgaaelig Undergang, eller om den vil vove Alt for Alt.

217«Hs. M. tilkjendegav derfor, at det var Hs. Ønske at samle et Storthing, og at foredrage Rigets Stilling for samme, ligesom og at Allerhøistsammes Beslutning var, villigen at nedlægge Kronen, hvis større Uheld derved kunde afvendes fra Norge; men ogsaa lige villigen at gaae i Døden for Norges Sag, hvis Nationens Repræsentanter efter modent Overlæg foretrække den haarde og ulige Kamp med hele Europa for en fredelig Forening med Sverige, hvilken under de store Magters Garanti skal kunne sikkre det norske Folks Rettigheder.

«Hs. M. behagede fremdeles at anføre, at han ved at beregne Landets Stridskræfter ei saae hen til Antallet af Fædrelandets Forsvarere, hvilke sikkert ei vilde mangle, naar det gjaldt, men at han havde Hensyn til Forraadene, som ei vare tilstrækkelige til at udholde flere Maaneders Kampagne; at en Vaabenstilstand, der kunde sikkre Tilførselen følgeligen var Alt, hvad man kunde ønske at opnaae; at det havde lykkedes ham at overbevise de allierede Magters Gesandter om Umuligheden af at opfylde Kongen af Danmarks Fordring til ham, inden 14 Dage at afhandle Foreningen mellem Norge og Sverige, og at disse havde tilbudet slig Vaabentilstand; ligesom og Gesandterne havde indseet Nødvendigheden og Vigtigheden af et Storthings Sammenkaldelse og Afholdelse; og at de, skjønt deres Instruktioner byde dem at afgjøre Alt inden 14 Dage, have indvilget at underhandle med Sverige om denne Vaabenstilstand paa en Tid af 3 Maaneder, som hertil vilde udfordres; men at de tillige fordre Garanti for Blokadens Ophævelse ved Grændsefæstningerne Frederiksteens, Frederikstads og Kongsvingers Overleverelse til svenske Tropper og Neutralisering af Terrainet indtil Glommen samt Hvaløerne. Dog formeentes, at Besætningen af Kongsvinger ikke bestemt vilde paastaase, 218ligesom ogsaa at den paa ingen Maade med Hensyn til dens Vigtighed i militair Henseende bør at overgives, men at derimod Frederiksteens og Frederikstads Fæstninger ikke vare af saa megen Vigtighed, første fordi den kan omgaaes, og ei er til synderlig Nytte, naar Fienden ei kan mødes med nogen Hovedstyrke paa hiin Side Glommen, og sidste fordi den i og for sig selv er en slet Fæstning, og Glommen er flankeret ved den svenske Overmagt til Søes, som ikke vil kunne forhindres at landsætte Tropper mellem Frederikstad og Moss; samt at den samme Overmagt til Søes gjorde Positionerne ved Hvaløerne farlig for den svagere norske Flotille.

«Hs. M. gik derfra over til at betragte disse Fæstningers Overleverelse med Hensyn til den offentlige Mening, at man vilde kalde det uværdigt at overgive disse til de svenske Tropper, som dog aldrig bør beholde dem, og om dette ikke vilde ansees for Feighed og Forræderi. Han troede vel, at den Statsmand, som koldt beregnede Tabet af tvende Fæstninger med Fordelene af fri Tilførsel i 3 Maaneder, ikke vilde være tvivlraadig, saameget mere som saa meget kan hænde i dette Tidsløb til Norges Fordeel, men han har dog først villet høre de Mænds Mening, som han har Tillid til, førend han bestemt erklærer sig til noget i saa Henseende.

«Hs. M. tilkjendegav endvidere, at han har troet at gaae en Middelvei ved at tilbyde een eller tvende Fæstninger besatte af allierede Tropper, saalænge Vaabenstilstanden varer, hvilket ikke strider aabenbart mod Constitutionens 25de Artikel, og vel af Folket vilde taales, naar dette sker hen til de store Fordele, som derved opnaaes; og han forelagde derpaa Statsraadet og de øvrige tilkaldte Mænd, hvis de bifaldt dette Tilbud, følgende Spørgsmaal:

219«Om de troe at han kan gaae videre? og om man under nogen Betingelse kan indlade svenske Tropper i Fæstningerne, indtil de Allierede ankomme, eller indtil 1ste September, da de Allierede skulle besætte dem, for siden ved Vaabenstilstandens Opsigelse at levere dem tilbage til de Norske, Alt under de Allierede Magters Garanti, eller mod Besættelse af Eda Skandse i Sverige af norske Tropper indtil Vaabenstilstanden opsiges, da i saa Fald Frederikshald og Eda gjensidigen skulle rømmes?

«Hs. M. opfordrede de Tilstedeværende med Overlæg at veie Fordelen af en Vaabenstilstand, der sikkrer Tilførselen, den militaire Vigtighed af de fordrede Garantier, den offentlige Menings Vægt, hvad Statens Sikkerhed kan fordre, og den Fare den svæver i ved at afvise det gjorte Tilbud af Europas mægtige Stater, der have forenet sig mod samme.

«Statsraadets Medlemmer og de øvrige Tilkaldte vare samtlige bestemt enige om, og tilkjendegave hver for sig, at de ikke troede, at Hs. M. kunde gaae videre, at de svenske Tropper paa ingen Maade maatte tilstedes at besætte norske Fæstninger, da dette ikke alene stred mod Rigets Grundlov, men tillige maatte kunne lede til indvortes Urolighed, saasom det i Særdeleshed var det Punkt af Fredstraktaten mellem Danmark og Sverige, som havde indigneret Nationen. Derimod tiltraadte de Hs. M. Formening, at der som Garanti kunde tilbydes Besættelsen af Frederiksteens og Frederikstads Fæstninger af de allierede Magters Tropper, hver med nogle hundrede Mand, at Hvaløerne neutraliseres under Vaabenstilstanden, at den svenske Flotille kunde tillades at henlægges ved disse, at de norske Tropper kunde trækkes tilbage paa denne Side af Glommen, saaledes at Strækningen paa hiin Side af Elven neutraliseredes, 220at ovennævnte Fæstninger strax evakueredes mod at de, indtil de Allieredes Tropper ankom, besættes af Frederikshalds og Frederikstads Borgerskab; at Overleverelsen af disse Fæstninger nu og efter Vaabenstilstandens Ophørelse skede af de dertil fra begge Sider udnævnte Kommissairer, og endeligen at Tiden til Opsigelsen af Vaabenstilstanden bestemtes til 14 Dage.»

Hvor alvorligen Kongen meente denne fredelige Tilnærmelse til Sverige, for at bevirke en passende Forening mellem de tvende nordiske Riger, sees ogsaa deraf, at han i et Statsraad, som holdtes 7de og 8de Juli, hvortil General-Politidirekteuren Diriks var tilkaldt, gjennemgik de Forandringer og Tillæg i Grundloven, som maatte ansees passende og nødvendige i Tilfælde af en fredelig Overeenskomst med Sverige. Forandringen gik i Hovedsagen ud paa, at Kongen af Sverige skulde udøve al sin Myndighed i Norge ved en Vicekonge i Forbindelse med Statsraadet, hvilken skulde residere i Christiania. Disse Forhandlinger fortsattes senere den 16de.I Bilag 9 findes Forhandlingerne indført.

Disse Forsøg paa at tilveiebringe en mindelig Forening, strandede imidlertid deels paa de Vanskeligheder, som den nyligen vedtagne Grundlovs Bestemmelser lagde i Veien for Antagelsen af Gesandternes Forslag, deels paa den svenske Regjerings Sikkerhed for at naae sit Maal gjennem sine Allieredes Medvirkning og Anvendelst af Magten. De Allieredes Sendemænd fremlagde deres Ultimatum i en Note af 7de Juli af følgende Indhold:

«Undertegnede, der af deres respektive Hoffer ere overdragne en særdeles Mission til Hs. Høihed Prinds Christian 221Frederik af Danmark, have den Ære at tilstille Høistsamme nærværende Meddelelse.

«Norges Afstaaelse, fastsat ved Kielertraktaten, er garanteret af de med Sverige allierede fire Magter. Denne politiske Beslutning er uigjenkaldeligen bestemt. De allierede Magter betragte Norges Forening med Sverige som en af det nye Ligevægtssystems Grundstøtter, som en Slags Skadesløsholdelse, hvilken er det umuligt at erstatte ved nogensomhelst anden.

«De Tildragelser, der i den senere Tid ere foregaaede i Norge, den Modstand, som den af Europa tagne Beslutning der har fundet, og den Bestemmelse Hs. Høihed har taget, at sætte sig i Spidsen for denne Modstand, har bestemt de med Sverige allierede Magter til at tage de nødvendige Forholdsregler for at bevirke Norges Forening med Sverige.

«Det er i dette Øiemed, at Undertegnede have begivet sig til Hs. Høihed. Det er paalagt dem at tilkjendegive ham det smertelige Indtryk, som hans Fremgangsmaade har frembragt hos deres Souverainer, at opfordre ham formeligen til at træde indenfor Grændserne af hans Pligter, og at erklære ham, at, dersom han nægter at give efter for Europas almindelige Ønske, der kalder ham tilbage til Danmark, vil en ulige Krig opstaae i Norden, og Vaabnene ville da upaatvivleligen bevirke det, som Overtalelse forgjæves har prøvet. I denne Hensigt er General Grev Benningsens Armee, saavelsom et preussist Troppekorps, overladt til Sveriges Disposition, og en almindelig Søeblokade af Norge bestemt i Forening med Storbrittanien.

«Til samme Tid maatte Kongen af Danmark, nedsat i de Monarkers Øine, der ere Borgen for hans Ord samt for Traktaten til Kiel, blive billigen opirret mod sine fordums Undersaatter 222med Hensyn til Ikkeopfyldelsen af hans Villie. Hans Majestæt besluttede derfor, ved Undertegnedes Mellemkomst at lade sine sidste Befalinger overbringe til sin Thronarving, der i Egenskab af første Undersaat er forpligtet til at give et Exempel paa Lydighed for hans Undersaatter i Norge, der ere danskfødte, og som ved at nægte at vende tilbage gjøre sig skyldige i Oprør, og endelig for Nordmændene, hvilke han ved de sidste Virkninger af sin Kjærlighed vilde spare de sørgelige Følger af en ødelægende Krig.

«Denne af Hs. Majestæt tagne Beslutning, saavelsom de Befalinger Undertegnede have modtaget af deres respektive Hoffer, betegne Beskaffenheden af deres særdeles Sendelser. Undertegnede ansee sig forpligtede til at erklære, at de ingenlunde ere Mæglere mellem Norge og Sverige, men snarere Kommissairer, og saa at sige Krigsherolder, bemyndigede til at udføre i sin fulde Udstrænkning Traktaten til Kiel, og de ved deres Souverainer garanterede Bestemmelser.

«Imidlertid har Hs. Høiheds bekjendte Tænkemaade, og hans Hensigters Redelighed, Europas almindelige Agtelse for det norske Folk, samt det Ønste, uden Blodsudgydelse at bevirke begge Rigers Forening, bragt Undertegnede til at indlade sig i de Afvigelser, som de erkjende at være udenfor det bogstavelige Indhold af deres Instrurer; de have givet efter for det Ønske at give Hs. Høihed de ærefuldeste Midler i Hænde til at kunne forlade den høie Post, til hvilken Omstændighederne uheldigviis have bragt ham, og de have med Fornøielse fundet sig villige til at indlade sig i de Bestemmelser, der kunde bidrage til ikke at krænke Hs. Høiheds Charakteer, og til at fastsætte det norske Folks Rettigheder.

223«De have troet, at de ingenlunde herved vilde afvige fra Hs. svenske Majestæts liberale Hensigter; men de kunne ikke ansee de Overeenskomster, hvilke de have antaget, som gjældende og bestemte Artikler, uden forsaavidt at denne Monarks Samtykke derved kan erholdes.

«Hs. H. Prinds Christian har bestemt erklæret ikke at kunne nedlægge de Rettigheder, han har modtaget af Nationen, uden i Rigsforsamlingens Hænder. Som en Følge heraf, blev en Sammenkaldelse af Rigsforsamlingen anseet nødvendig, og Tiden til at iværksætte denne Sammenkaldelse, og at sikkre Deliberationen blev Gjenstand for Underhandlingarne. En Vaabenstilstand blev foreslaaet af Hs. H.? – Undertegnede ilede med at føie hans Ønske, men de forskjellige Vilkaar, som de fremførte, bleve alle efterhaanden forkastede. Endeligen, efterat have veiet Meningerne, have de den Ære at bringe til Hs. Høiheds Kundskab deres uforanderlige Bestemmelse.


«Grundtrækkene for Vaabenstilstanden ere:

«1) En af Hs. H. given Forpligtelse til Kongen af Sverige og hans høie Allierede, at ville nedlægge i Nationens samlede Repræsentanters Hænder alle de Rettigheder, som han har modtaget af dem, og at anvende al sin Indflydelse paa Folket, for at formaae det til at samtykke i Foreningen.

2) Landet imellem Glommen og den svenske Grændse skal rømmes af de norske Tropper, saavelsom Hvaløerne, Fæstningerne Frederikstad, Frederikshald eller Frederiksteen og Kongsvinger. Landet skal erklæres neutralt og Fæstningerne besættes af svenske Tropper.

3) Efterat Fæstningerne ere besatte, skal Blokaden ophæves, dog kun for Christiania, Christiansand og Bergen, med de nødvendige Modifikationer saalænge Vaabenstilstanden varer.

224«I Følge dette Ultimatum, hvorpaa Undertegnede udbede sig et afgjørende Svar, henvende de sig ogsaa til Hs. H., for at erfare hans Beslutning med Hensyn til hans danske Majestæts Skrivelse.

«De have ogsaa til samme Tid den Ære at erklære for Hs. H., at hvorledes end hans Svar bliver paa denne Note, ansee de deres Underhandlinger som endte, og forlange deres Passer, enten for at vedblive at arbeide paa Foreningen af begge Riger paa en fredelig Maade, eller for at lade mere virksomme Midler træde i Underhandlingers Sted.

«De ile at benytte denne Leilighed til at frembringe for Hs. H. Udtrykkene af deres dybe Høiagtelse.»

Kong Christian Frederik besvarede denne Note under 13de Juli, og Svaret maatte, i Følge den i Statsraadet under 6te Juli tagne Beslutning, indeholde forskjellige Modifikationer i Gesandternes Forslag. Svaret lød saaledes:

«Den Note, som de med Sverige allierede Magters Herrer Gesandter, der ere overdragne et særdeles Ærende i Norge, have tilsendt mig, iler jeg at besvare overeensstemmende med mine Pligter mod det norske Folk, og med den Opmærksomhed, der skyldes de Meddelelser, som de have gjort mig.

«Norges Held er det eneste Maal for mine Handlinger. Den norske Nation, løsgiven fra sin Troskabseed til Kongen af Danmark, erkjendte ikke hans Magt til at overgive den med fuld Souverainitet og Eiendom til Kongen af Sverige, og maatte med Grund blive opirret ved at erfare som første Vilkaar, at de svenske Tropper skulde tage Fæstningerne i Besiddelse, hvilke aldrig, saalænge Danmark og Norge vare forenede, have været besatte af Danske. Nationen vilde gjøre sine Rettigheder gjældende, hvilke i lignende Tilfælde efter almindelig 225Omdømme tilkommer enhver Nation. Bekjendt med den almindelige Stemning, som et indgroet Had mellem Nabofolkene gjorde end mere virksom, indsaa jeg, at indvortes Uroligheder og Anarki vilde blive en Følge af en tvungen Forening, og jeg satte mig i Spidsen for Nationen for at forekomme disse Ulykker. Paa Grund af den Agtelse, som jeg skyldte Souverainiteten, der er hos Folket selv, sammenkaldte jeg en Rigsforsamling, og denne grundlagde en Constitution, der kunde sikkre og befordre Folkets Held. Dels Kjærlighed og Tillid tilbød mig Kronen, og jeg troede at burde modtage den. Ønskende at see dette Folk lykkeligt var jeg overbeviist om, at Norges Uafhængighed under en Regjering, som Nationen selv havde givet sig, og en Alliance med Sverige, garanteret af de store Magter, der skulde kunne sikkre Nordens Ro, saavelsom det norske Folks, der kun ønster at leve frit imellem sine Klipper, vilde være den ønskeligste Tilstand for Norge. Jeg grundede mit Haab paa Anvendelsen af samme Grundsætninger til vor Fordeel, for hvilke saa ædle Anstrengelser vare gjorte i Tydskland og Spanien. – Dog Europas største Magter havde besluttet det anderledes. De Erklæringer, de have givet mig, forvisse mig om, at Omsorgen for Norges Frelse fordrer, at man maa give efter for den Stærkeres Ret, og jeg erkjender, at disse samme Magter, der ikke ønske at bringe Krigens Ulykker over Norge, ville have Hensyn til Alt, hvad der saa meget muligt kan sikkre Norges Lykke i Forening med Sverige. Jeg seer mig i Stand til at virke for det norske Folks Vel, idet jeg bringer Offeret af en personlig lykkelig Stilling. Jeg er ikke tvivlraadig ved at gjøre dette paa en Maade, der er Manden af Ære værdig, værdig den Krone jeg bærer, og det Folk, der har overdraget mig samme.

226«De have erkjendt, at det er ene i Rigsforsamlingens Hænder jeg kan tilbagegive mine Rettigheder, og det er tillige kun denne Forsamling af Rigets Repræsentanter, der kunne afgjøre, om Nationen heller vil foretrække en ulige Kamp for sin Selvstændighed for de hæderlige Vilkaar, der blive Norge tilbudne som et med Sverige forenet Kongerige. Det er min Pligt, jeg erkjender det, at underrette Nationen om alle de Farer den udsætter sig for, og forestille den de Fordele, som ville blive den sikkrede, naar den indgaaer en constitutionel Forbindelse med Sverige, men De kjender mig noksom for at vide, at jeg, min Forpligtelse tro, ikke skiller min Skjebne fra Folkets i det Tilfælde, at en tapper skjønt forgjæves Modstand mod Europas forenede Kræfter foretrækkes for en ærefuld Udsoning, for hvilken jeg skal anvende al min Indflydelse. Det er i denne Aand at jeg bar stilet min Skrivelse til Kongen af Sverige, hvoraf jeg har meddeelt Gjenpart, og ved hvilken jeg tiltræder det første Grundtræk for Vaabenstilstanden, som de ligeledes have anseet nødvendig, og som jeg forlanger af Hs. svenske Majestæt paa ærefulde og antagelige Vilkaar.

«Til det andet Grundtræk for Vaabenstilstanden svarer jeg, at dersom det gjælder Afbrydelsen af Underhandlinger, der alene kan tilveiebringe en Forening i Mindelighed, indrømmer jeg, at de norske Tropper rømme Landstrækningen imellem Glommen og den svenske Grændse tilligemed Hvaløerne og Fæstningerne Frederiksteen og Frederikstad, paa det Vilkaar at denne Landstrækning saavelsom Fæstningerne blive neutrale under Vaabenstilstanden. Da Kongsvinger er paa den østlige Bred af Glommen, og indenfor den neutraliserede Landstrækning, vilde jeg finde det passende ikke at paastaae denne Rømning. – Med Hensyn til Fæstningernes Besættelse af svenske Tropper, anseer 227jeg det for min Pligt at lade Dem bemærke, at de Fordringer, som engang have opflammet hele Folket til Forsvar, aldeles ikke burde gjentages, dersom man vil troe at kunne berolige Gemytterne; at den umiddelbare Følge af Troppernes Indmarsch vilde være en almindelig Opstand, og at jeg i dette Tilfælde burde foretrække Krig med Fiender for Borgerkrig, hvilken jeg vilde have foraarsaget, naar jeg af en i Nationens Øine strafværdig Svaghed overtraadte Constitutionen. Dersom Kongen af Sverig ønsker en Forening i Mindelighed og ei Krig, vil han ikke paastaae dette, men han vil antage det Forslag, jeg har gjort ham, at overlade Fæstningerne Frederiksteen og Frederikstad til Borgernes Bevogtning. Rømningen af disse 2 Fæstninger af de norske Tropper, hvilket lader dem uden tilstrækkeligt Forsvar, forskaffer de Svenske alle militaire Fordele, og det er med Hensyn til de ædelmodige Følelser, der maatte lede Hs. svenske Majestæt, at jeg har troet denne Monark ogsaa vilde ansee det for tilstrækkeligt at bestemme den neutrale Landstrækning paa den østlige Bred af Glommen til 3 Miles Afstand omkring Fæstningen.

«Hvad det tredie Grundtræk angaaer, maa jeg ligeledes bemærke, at den foreslaaede Ophævelse af Norges Blokade, hvilken jeg anseer som et uundgaaeligt Vilkaar for Vaabenstilstanden, og som et utvetydigt Beviis paa de allierede Magters Menneskekjærlighed og Velvillighed mod det norske Folk, burde udstrækkes til hele Kysten, dersom man vil at den skal erkjendes som en sand Velgjerning; ellers vilde den give Anledning til Stridighed og bestandige Trætter, som vilde altfor let kunne foranledige Vaabenstilstandens og de derpaa følgende Underhandlingers Afbrydelse.

228«Saaledes har jeg forlangt det af Kongen af Sverige, og jeg haaber at man vil erkjende Sandheden af alle disse Bemærkninger i Henseende til Blokadens Ophævelse, dersom man vil virkeligen undgaae det, som kunde bringe ødelæggende Krig over Norden.

«Jeg skal forsyne Generalmajor Pettersen og min Adjutant af Søetaten, Capitaine Holstein, med mine Fuldmagter for at slutte Vaabenstilstanden i Fredertkshald og Svinesund, og jeg ønsker oprigtigen, at denne Underhandling lykkeligen maa endes som Præliminarier for en Udsoning og Forening. Jeg forlanger de allierede Magters Garanti for Vaabenstilstanden, og for de Forslag til Grundvolden for en Forening, som Hs. svenske Majestæt vil tiltræde.

«I Henseende til Kongen af Danmarks Skrivelse, om hvilken jeg afholder mig fra enhver Bemærkning, beder jeg Dem at uleilige sig med mit Svar. Det vil i faa Ord indeholde de Erklæringer, som min nærværende Stilling og min Ære bød mig at give Dem, og hvis Gyldighed De have erkjendt.

«Dette vil overtyde Hs. M. om, at jeg umuligen kunde følge hans Befalinger, forinden Rigsforsamlingen eller Vaaben have afgjort Norges Skjebne, og jeg maa iøvrigt overlade hans Klogskab og hans Samvittighed, om han anseer det for tjenligt at udføre sine Trudsler mod mig og mod de danske Embedsmænd, hvilket imidlertid meget vil forandre min personlige Stilling og den Handlemaade jeg har foresat mig.

«Da denne Note bliver den sidste, som jeg bliver istand til at oversende dHrr. Gesandter fra de allierede Hoffer, griber jeg denne Leilighed for at bede Dem, mine Herrer, være overbeviist om den særdeles Agtelse, hvormed jeg undertegner mig o.s.v.»

229Det i denne Note omhandlede Brev til Kongen af Sverige lyder saa:

«Min Hr. Broder! Intet er dyrebarere for mig i denne Verden end en god Samvittighed; indtil dette Øieblik har den aldrig forladt mig, og jeg ønsker stedse at rette mig efter det, som min Ære og min Skyldighed foreskrive mig.

«Det er disse Følelser, som have forpligtet mig til at sætte mig i Spidsen for et Folk, som løsladt fra sin Troskabseed mod sin Konge ikkun higede efter Uafhængighed, og som sætter al sin Kjærlighed og sin Tiltro til mig. Jeg har svoret at forsvare dets Constitution, og jeg døer villigen for at hævde dets Rettigheder og dets Uafhængighed, men jeg har ogsaa paataget mig den Forpligtelse at have Omsorg for dets Lykke.

«Nu da hele Europa erklærer sig mod Norge, mod den Sag jeg forsvarer med de Midler, som mit Land ene tilbyder, bringe disse Betragtninger mig ene til at give efter for Nødvendigheden.

«Personlige Hensigter have aldrig forvildet mig. Jeg skal bevise dette ved at tilbagegive den Krone i Nationens Hænder, som den har overgivet mig. Jeg vil heller frelse Norge end regjere over det; men førend jeg skiller mig fra et Folk, til hvilket jeg er forenet med de helligste Baand, vil jeg sørge for dets Lykke. Jeg nedlægger her Grundtrækkene til Forening med Sverige, Constitutionen og andre Bestemmelser, som jeg ønsker at sikkre Norge. Jeg skal sammenkalde Storthinget og bekjendtgjøre disse for Nationen. Jeg skal gjøre den bekjendt med alle de Farer, som den udsætter sig for ved en modig men unyttig Modstand. Hvis den samtykker, nedlægger jeg strax min Værdighed; hvis den vægrer sig, skiller jeg aldrig min 230Skjebne fra dens. Men forinden Storthinget sammenkaldes, maae tvende vigtige Punkter bestemmes:

1) At Grundtrækkene til Foreningen antages af Sverige under Garanti af de fire Magter, hvis Gesandter her ere nærværende.

2) At Beraadslagningerne vorde frie og velbetænkte, og at en Vaabenstilstand fastsættes til dette Øiemed.

«Jeg føler at de Fordele, som kunde flyde af en Vaabenstilstand fordre Opoffrelser fra min Side. Disse ere udtrykte i vedlagte Forslag til Vaabenstilstanden. De allierede Magters Gesandter have paastaaet, at svenske Tropper skulde besætte Fæstningerne; men jeg har ikke kunnet indvilge dette, fordi den Constitution, til hvilken jeg har svoret, binder mine Hænder, og fordi jeg tilfulde kjender min Nations Tænkemaade, som ikke vil taale, at svenske Tropper komme ind over Grændsen uden Modstand. Jeg bør følgeligen foretrække en Krigs Ulykker for en indvortes Krigs Rædsler, men jeg forlader mig aldeles paa Deres Viisdom, at De saaledes som jeg ønsker det vil tiltræde de Midler, hvorved en Krig kan undgaaes, som vilde gjøre den foreslagne Forening uantagelig, og som vilde bringe store Ulykker saavel over det svenske som norske Folk, hvilket De ønsker at regjere over, og hvilket De ikke bedre kan vinde end ved en mild Fremgangsmaade, bestaaende i Føielighed for den almindelige Mening og Ophævelsen af Blokaden, som jeg beder Dem om, hvilket vil vorde anseet som Velgjerninger, der grunde sig paa Deres Høimodighed og Deres Kjærlighed for dette Folk.

«Min Stilling er smertelig, men min Kjærlighed for Norge overvinder mine Smerter.

231«Hvis De antager Forslagene til Vaabenstilstanden og Grundtrækkene samt Bestemmelserne til Foreningen, giver jeg Dem mit Ord for, at anvende al min Indflydelse paa den norske Nation for at bringe den til at antage denne Forening som det eneste Redningsmiddel, der levnes samme.

«Beær mig med Deres Fortrolighed; jeg troer at fortjene den, undertegnende o.s.v.»

Samme Dag indleveredes til de allierede Magters Sendemænd følgende Note B.

«Skjønt de allierede Magters Herrer Gesandter, til hvilke en særdeles Sendelse i Norge er overdragen, erklære ikke at være Mæglere imellem Norge og Sverige, er det dog uden Tvivl uadskilleligt fra deres Ærende at være Borgen for de Bestemmelser, som skulle have Sted mellem begge Riger. Saaledes er det, at jeg indbyder Dem til at give mig Forsikkring om, at De vil garantere de Grundtræk for Foreningen, som Kongen af Sverige maatte antage, samt Vaabenstilstanden i alle de Punkter, som endeligen maatte vorde bestemte, ligesom dennes Vedvarelse i det aftalte Tidsrum.

«Ligeledes ønsker jeg, at de allierede Magters Befuldmægtigede, hvis de ere tilstede, ville bidrage til at jevne de Misforstaaelser af alvorligt Slags, som under Vaabenstilstanden kunde reise sig, og overlader jeg fra min Side til Deres Bedømmelse, om Vaabenstilstanden maatte forlænges, for roligen at tilendebringe Storthinget.

«Jeg anmoder Dem om, saafremt Vaabenstilstanden finder Sted, at De i al den Tid samme vedvarer garanterer Blokadens Ophævelse fra Englands og Ruslands Søemagters Side, ligesom fri Handel og Skibsfart saavel for Ind- som Udførsel fra og til Norges Havne, samt at der uden Ophold meddeles 232Tilladelse til at udføre Kornvarer og andre Levnetsmidler fra Danmark, Havnene i Østersøen, England, Holland og det sorte Hav. Hvis Udførselen af Kornvarer fra Archangel til Trondhjem, Nordlandene og Finmarken skal sættes til et vist Antal Tschetmert, forlanger jeg 25,000.

«Jeg vil ogsaa hendrage Deres Opmærksomhed paa Kongen af Danmarks Stilling til Norge. De vil tilstaae, at denne Monark har gjort Alt for at opfylde Traktaten til Kiel; den Behandling, som han bidrager til at hans forrige Undersaatter, der have givet ham saa mageløse Beviser paa Troskab, maae udstaae, overskrider de Grændser, som Menneskeligheden burde foreskrive enhver Souverain. Disse strenge Forholdsregler burde han tilbagekalde. Den Stilling, i hvilken jeg befinder mig, bestemmer mit Forhold. Kongen af Danmark har ingen Indflydelse paa Norges Skjebne. Det er følgeligen grusomt at gjøre ham ansvarlig for denne, og jeg indbyder Dem til at anvende Alt hos Deres Souverainer for at befrie ham herfor, og for at bevirke, at hans Undersaatter efter saa mange Lidelser ikke længere skulle have fremmede og talrige Hære at underholde.

«Jeg anmoder Dem, mine Herrer, at meddele mig Svar paa denne Note, forinden De forlader Norge, ledsagede, derom være De forsikkrede, med Enhvers gode Ønsker, som har lært at kjende Dem, og har Aarsag til at agte Dem ligesaameget som Deres velvillige
Christian Frederik


Paa begge disse Noter svarede Gesandterne under 13de Juli:

«Undertegnede have modtaget de Meddelelser, som Hs. H. Prinds Christian Frederik har behaget at give dem.

233«Ved at overrække deres Note af 7de dennes smigrede de sig med, at det skulde lykkes dem at jevne de store Vanskeligheder, ved at indlade sig i Hs. H.s Hensigt med Storthingets Sammenkaldelse og Underhandlingen med Vaabenstilstanden, og at de fortjente Tillid nok for at deres Forslag kunde antages uden nogensomhelst Indskrænkning. Imidlertid er intet af de trende af Undertegnede foreslagne Punkter blevne antagne som Grundtræk for Vaabenstilstanden. Enhver af dem har undergaaet Afvigelser, som, om de ikke aldeles tilintetgjøre Virkningen, dog i det mindste gjør det tvivlsomt, om Hs. svenske Majestæt antager samme.

«Uden at indgaae i nogen Detail, som kunde give Anledning til nye Forhandlinger, troe de sig dog forpligtede til udtrykkeligen at erklære, at de Fordele, som ere forlangte i Grundtrækkene til en Forening, aldeles ikke staae i Forhold til de ved Vaabenstilstanden tilstaaede Fordele. Undertegnede see sig derfor indskrænkede til at regne paa Kongen af Sveriges Høimodighed for det gode Udfald af deres Underhandlinger, og hvor megen Smerte de end føle ved at see alle deres Bestræbelser for at bevirke en fredelig Forening tilintetgjorte, lykønske de sig dog med fuldkommen at kunne overlade til Hs. svenske Majestæts Samvittighed, at antage Hs. H.s Forslag, for derved at give ham Leilighed til at begynde sin Indflydelse paa Norge ved en udmærket Velgjerning.

«Betræffende Garantien for Grundtrækkene til Foreningen, antagne af Kongen af Sverige, og for Vaabenstilstanden i alle dens Punkter, saaledes som samme endeligen bestemmes, troe Undertegnede med Rette, at hverken de fire Magter, hvis Befuldmægtigede de ere, eller Sverige selv vilde nægte denne Retfærdighedshandling, ligesom Ophævelsen af Blokaden, hvis Hs. 234Majestæt tiltræder denne, efter sin Natur vil medføre Tilintetgjørelsen af alle de Midler af det Slags, som have været anvendte i Norge.

«De Bemærkninger, som Hs. H. tilføie Noten B. angaaende Danmarks tunge Stilling, bringer Undertegnede til at observere, at den af Prindsen tagne Bestemmelse, at sætte sig i Spidsen for en ulovlig Modstand, er den eneste Aarsag til hans sande Fædrelands Ulykker, og at han saaledes burde have sparet Danmark for de allierede Magters Mistanke, som og Undertegnede, for at sige dette i en officiel Note.

«Slutteligen maa Undertegnede have den Ære at anmode Hs. H. om en endelig Prøve paa hans Oprigtighed, nemlig om snarest mulig Bekjendtgjørelse af deres officielle Noter. De støtte sig paa det Princip, at Norge bør være underrettet om alle de Farer det stedes i, og om deres Sendelses sande Hensigt.

«Da Undertegnedes Reise er uigjenkaldeligen bestemt til Søndagen den 17de Juli, have de den Ære at bevidne D. H. sin Ærbødighed, og at gjentage Forsikkringen om deres dybe Høiagtelse.»

De Allieredes Sendemænd havde Afskedsaudients hos Kongen den 17de Juli, og vendte Dagen derpaa tilbage til Sverige. Morier havde allerede nogle Dage i Forveien forladt Christiania, for at begive sig fra Frederiksværn til Gothenborg med et engelsk Krigsfartøi.

Det var naturligt, at disse Begivenheder rokkede Christian Frederiks faste Tillid til et heldigt Udfald af den Sag, som han havde paataget sig at forsvare, og hans Haab om at bevare den Krone, som Nationens Mænd havde overrakt ham, og hvori han selv saa meget havde glædet sig. Ovenstaaende 235Noter vise allerede, hvor meget hans Tone i denne Henseende havde forandret sig. Det viiste sig deri aabenbarligen, at han indsaa hvor farlig hans Stilling var, idet han erklærede sig beredt til at gjøre et personligt Offer af sin ophøiede Stilling, og til at lægge sin Skjebne i Folkerepræsentanternes Hænder. Det Sprog, han deri brugte mod Rabomagten, der hidtil stedse i hans Proklamationer var bleven behandlet med Haan og Ringeagt, var langt moderatere end tilforn. Han henvendte sig mere til den svenske Regjerings Ædelmodighed, og tilbød sig ved store personlige Offere at gaae deres Planer imøde. Han gik endog saa vidt, at han erklærede Foreningen med Sverige, der hidtil af ham stedse var fremstillet som en Ulykke for Norge, for Norges eneste Frelse i dets nærværende farlige Stilling. Prindsens Stemning vaklede vel endnu i denne Tid imellem Frygt og Haab, men aabenbar var hans Frygt for et uheldigt Udfald overveiende. Det sporede ogsaa Formanden for den foranførte Deputation, Statsraad Aall, da han personligen afgav sin Rapport til Kongen om Udfaldet af det ham overdragne Ærende. Han blev modtagen af Kongen, og hans Beretning hørt – vel med den forekommende Venlighed, som var ham egen, og som tiltrak ham i en sjelden Grad deres Hengivenhed, der nærmest omgave ham, men tillige med kjendelige Tegn paa en nedtrykt Sindsstemning, som og en Anelse om at hans kongelige Rolle snart var udspilt. Han viiste i den Audience liden Opmærksomhed for Deputationens Skjebne, som han, efter hvad der i Norge var forefaldet, maatte ane, og henvendte Talen paa de Allieredes Meddelelser som Forbud paa den Forandring, der forestod i hans Stilling.

Han maatte nu ogsaa i Sandhed finde sig sat i det vanskeligste Forhold. Han havde med Nationens Repræsentanter 236svoret at ville forsvare Norges Selvstændighed til det Yderste, og Eden kunde blot gives tilbage i Nationens egne Hænder. Imidlertid forlangtes af de allierede Magter igjennem deres Befuldmægtigede som et ufravigeligt Vilkaar for en fredelig Tilnærmelse hans Nedstigen fra Norges Throne, og Overgivelse af Norges vigtige Fæstninger i Sveriges Hænder. Til det første kunde Christian Frederik let beqvemme sig; thi han indsaa nu, hvad han før ikke synes at have anet, at Norges Forening med Sverige var uigjenkaldeligen bestemt i Europas store Raad, og at Norges Midler vare for smaa til at modsætte sig en med saa bestemt Overmagt understøttet Beslutning. En Forandring maatte nu foregaae i hans Begreber om hvad der tjente til at befordre Norges politiske Lyksalighed, der var Hovedformaalet for hans Bestræbelser, og hans glade Følelser ved at bestige en Throne maatte dæmpes af roligere og mindre muntre Betragtninger. Efter den Tone, der dagligen lød i hans Øren, maatte han hidtil have anseet Norges absolute Selvstændighed som et almindeligen udtrykt Nationalønske. I Kongens Raad vare der Faa, som indlode sig i at bedømme Selvstændighedens Art og Natur, eller dens Følger for Nationalvelstanden. Dertil manglede tildeels den fornødne Erfaring og Bekjendtskab med Landets Kræfter. Disse vare skjulte for Nationen, fordi Indtægterne vare flydte i Frænderigets Statskasse, og begge Rigers Udgifter vare uadskilleligen sammenblandede. Dertil kom, at en rolig Betragtning herover forskjødes under Mængdens exalterede Stemning som en Bisag, hvis Vanskelighed vilde jevne sig, naar først Selvstændighedens Throne var reist. De Mænd af Prindsens nærmeste Omgivelse, som kunde være istand til at anstille disse Betragtninger, vare Selvstændighedens ivrigste Forfægtere, besjælede af den største Uvillie mod 237enhver Slags Forening med Sverige, og ethvert Forsøg paa at gjøre Fyrstens og Folkets Tro paa Selvstændighedens Sag vaklende betragtedes og behandledes som et Landsforræderi, eller i alle Tilfælde som et Beviis paa en Svaghed og Frygt, der var den stolte norske Nation uværdig. Saaledes var Christian Frederik, deels formedelst egne Anskuelser, deels af udvortes Omstændigheder fremskudt paa Selvstændighedens Bane, og det var først de fra de allierede Magter udsendte Underhandlere, som aabnede fuldkomment hans Øine for de Farer, der truede hans Stilling. Nu ønskede han vistnok at træde tilbage og nedlægge den Krone, som var sat paa hans Hoved; men det stod nu vanskeligen i hans Magt at indgaae de forlangte Betingelser. Han maatte lade Nationen selv bestemme sin Skjebne; den Eed han havde aflagt, at forsvare Selvstændigheden, kunde han blot give Nationen tilbage gjennem dens Repræsentanter, og Fæstningernes Overgivelse, der gjordes til en ufravigelig Betingelse for Vaabenstilstanden, kunde han ikke uden Sværdslag tilstede. Norges Konge indvikledes derved i Vanskeligheder, som hverken han eller hans Raad kunde overvinde, og som kun ved Spydstagen syntes at kunne afgjøres. Christian Frederik havde modtaget Norges Krone, – og havde vistnok sin Deel i at forberede denne Kroningsakt – i det Haab, at en saa bestemt erklæret Villie fra Nationens Side at modsætte sig Foreningen med Sverige skulde forandre de allierede Magters Beslutning. Da denne befandtes urokkelig, ledede det overilede Kongevalg ham ind i Vanskeligheder og Forviklinger, som forvoldte ham Sindsbekymring. Ved at oversee de diplomatiske Noter, som vexledes mellem Christian Frederik og de allierede Magters Sendemænd, maa det tilstaaes, at der vel ikke manglede dem Veltalenhed og Kraft; men at derhos de valgte Udtryk ikke altid 238forberedede et fredeligt Udfald. Underhandlingens Hovedgjenstand bortfjærnedes under Diskussioner, som ei kunde klinge godt i Modpartiets Øren, og den store, fast uovervindelige, Vanskelighed ved at grundlægge Vaabenstilstanden paa den forelagte Basis, fremhævedes ei med tilbørlig Vægt. Det er aabenbart, at de allierede Magters Udsendinger vare tilbøielige til at bane Norges Konge Vei til en hæderlig Tilbagetrædelse, og at de søgte at bevæge Sveriges Kronprinds til at tage Hensyn til Christian Frederiks Stilling; men det spændte Forhold mellem disse tvende Fyrster hindrede en mindelig Afgjørelse. Sverige forlangte hvad Norges Konge ei kunde tilstaae, og Christian Frederik lagde ikke den Vægt paa Carl Johans Indflydelse paa de allierede Magters politiske Forhold, som den i Gjerningen viiste sig at have. Underhandlingerne gik saaledes i Staa, og en Periode fuld af Ængstelser og Qvaler aabnede sig for Norges valgte Konge.

Men hvordan endog dette var, saa havde Christian Frederik paa den Tid stor Understøttelse for sin Udholdenhed i at forsvare Selvstændighedssystemet i den Deel af Folkets Stemme, som kom ham for Øre. Den langt større og meest betydende Deel deraf syntes fuldkommen enig med sin Konge i hans Modbydelighed for Foreningen med Sverige under hvilkesomhelst Betingelser, og denne Stemning udtalte sig deels i de Gaver, som fra fast alle Rigets Egne netop i den Tid nedlagdes i Kongens Hænder, deels i det Had og den Forfølgelse for hvilke de, der nærede andre politiske Meninger, vare udsatte.Især var den almindelige Mening mod Grev Wedel, og der var endog Rygter i Omløb om blodige Planer mod hans Liv. Han levede om Sommeren i Stilhed paa sine Godser, og da han hørte tale om hine Planer, reed han uden Følge gjennem den lille Stad, der laa nær ved hans Bopæl, men Ingen gjorde Mine til at molestere ham. Derhos 239maa det bemærkes, at Nationen, efterat Rigsforsamlingen var ophørt, havde liden Anledning til at give sin Mening tilkjende om politiske Gjenstande. Det var Regjeringens sædvanlige Fremgangsmaade i denne Selvstændighedsperiode at holde vigtige politiske Efterretninger tilbage, indtil den havde overbeviist sig om, at Nationens Stemning tillod en aaben og fuldstændig Meddelelse. Da de allierede Magters Sendemænd gjorde en trængende Opfordring til Christian Frederik at bekjendtgjøre de stedfundne Forhandlinger for Nationen, skede det først nogen Tid efterat disse vare endte og Sendemændene afreiste. Det stod da ikke i Nationens Magt at forandre sin Konges Beslutning, kun at bedømme den, og efter den større Deel af Nationens Sindelag paa den Tid, kunde han i Sandhed vente den mildeste Dom over en Fremgangsmaade, hvormed den før havde viist sit Bifald, og som havde vundet saa megen Sympathi i Landet. Derhos talede disse Noter – og især den engelske Sendemands, Moriers, som maatte synes liberalest stemt i denne Henseende – stedse om Norge som en Provinds af det Rige, hvormed det havde været forbundet, og Norge betragtedes som en Erobring ved Vaabenmagt, der var Sverige overgivet med samme Rettigheder, som det gamle Forbunds Konge havde udøvet, og paa en saadan Grundvold lod sig ikke Norges politiske Lyksalighed bygge, og for saadan Domstol kunde det ei vente at bevare den liberale Forfatning, som det havde givet sig selv, og som af dets valgte Konge var bifaldt. I at modsætte sig en Forening af den Art forenede sig alle Stemmer.

240Forinden de allierede Magters Sendemænd droge tilbage efterat have fuldendt deres Ærende, begjærede de gjennem den ved norsk Svinesund stationerede Officeer den 26de Juli at indlades over Grændsen, for at meddele Christian Frederik Udfaldet af deres Mægling hos Sveriges Kronprinds. Den 27de indfandt de sig i den Anledning i Kongens Hovedqvarteer paa Moss. Den 28de havde de Audience hos Kongen, og ved deres mundtlige Beretning, saavelsom ved Kronprindsens Svar, bekræftedes det, at den svenske Regjering kun under den Betingelse vilde tilstede Vaabenstilstand, at svenske Tropper maatte besætte de norske Fæstninger. Da Kongen ikke kunde bevilge dette som stridende mod Constitutionen, vendte Sendemændene samme Dag tilbage til Sverige, efterat de i den Anledning havde indgivet en Note, dateret Udevalla den 25de Juli, af følgende Indhold:

«Naadige Herre!
«Deres Høihed kjender den frie og bestemte Maade, som vi have brugt for at advare Dem om de Farer, som Deres ulovlige Modstand bringer over Dem og over Norge. D. H. har hverken villet give efter for vore Anmodninger eller Forestillinger. Sverige har forkastet Deres Høiheds Forslag; det antager kun dem, der i vor Note af 7de Juli have været tilbudne. Vi ventede dette. Hans svenske Majestæts høie Allierede, som ere opfordrede til at opfylde deres Forpligtelse, ville uopholdeligtn sætte al den Krigsmagt til Sammes Afbenyttelse, som de have lovet ham Alle en ødelæggende Krigs Ulykker ville komme over Norge, og den Stilling, hvori D. H. har sat sig selv, er saa grusom, at det ei engang er tilladt at beklage Dem.

241«Værdiges at modtage Forsikkringen om den dybe Ærbødighed, hvormed vi ere o.s.v.»

Kongen gav herpaa følgende Svar:

«Det er ikke med Rette at De, mine Herrer, beskylde mig for ikke at have villet give efter for Deres Anmodninger eller Deres Forestillinger.

«Jeg har gjort Alt, hvad der stod i min Magt, Alt, hvad det norske Folks og min Ære tillod, for at undgaae Krigen i Norden. Det norske Navn er endnu uplettet; det vil blive det endda naar Krigslykken vender sig til Fordeel for vore talrige Fiender. Hvis jeg havde antaget nedværdigende Vilkaar, krænket Constitutionen, og den almindelige Stemme havde hævet sig mod en saadan Handlemaade og gjort den frugtesløs for den bestemte Hensigt, da skulde de have Føie at beklage mig.

«Nu da jeg forsvarer den bedste Sag i Spidsen for et tappert Folk, som kjender sin Friheds og Uafhængigheds Værd, forlanger jeg ikke at man skal beklage mig; om jeg endog skulde opoffre mit Liv for dette undertrykte Folks Frelse, vilde jeg ikke kunne forestille mig en skjønnere Skjebne.

«Det meest indlysende Beviis paa den svenske Regjerings Tænkemaade, som ingen Nordmand vil kunne miskjende, er det Afslag, som Vaabenstilstandens Vilkaar have mødt, hvilke vare fremsatte med de Følelser, der burde besjæle den svenske Regjering, naar den vilde tage Hensun til de Midler, som kunde lyksaliggjøre den norske Nation og ikke krænke den offentlige Mening.

«Den uovervindelige Hindring for Vaabenstilstanden er, saavidt jeg skjønner af Deres Brev af 25de Juli, Fæstningernes Besættelse af svenske Tropper; thi alle de øvrige Punkter maatte 242dog kunne overveies ved Underhandlinga, og hvis dette skal være en tilstrækkelig Grund til at forpligte de allierede Magter til ikke længere at forekomme Krigen, eller til at anvende deres militaire Styrke mod Norge, saa er det uheldigviis altfor klart, at Norges Lykke skal opoffres. Vi have da intet Andet at stole paa end vor gode Sag, det undertrykte Folkefærds, som Gud vil beskjærme, og paa de Vaaben, som Nordmændene ikke skulle bære med Vanære til deres Fædrelands Forsvar. Gud og Efterverdenen skal dømme os imellem.

«Modtag mine Herrer, Forsikkringen om den Høiagtelse, hvormed jeg er o.s.v.»

Samme Aften ankom de allierede Magters Gesandter til Moss, havde Audience hos Hs. Majestæt om Morgenen derpaa, og vendte derpaa tilbage til Sverige.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815, bind 3

Jacob Aalls Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815 er fremdeles en av våre viktigste kilder til tiden rundt 1814. I detalj redegjør Aall for de politiske hendelsene i Norge og Norden som førte til utarbeidelsen av Norges Grunnlov, bruddet med Danmark og unionen med Sverige. Beretningen er basert på egne erfaringer, han var selv til stede på Eidsvoll.

Verket kom ut i tre bind i 1844-45.
Bind 1 inneholder innledning, «Første Tidsrum» (1800-07), første del av «Andet Tidsrum» (1807-08) og bilag.
Bind 2 inneholder andre del av «Andet Tidsrum» (1808-14), bilag og tillegg/rettelser.
Bind 3 inneholder «Tredie Tidsrum» (1814) og bilag.

I 1859 kom en ny ettbindsutgave med noen rettelser og tillegg.

Se faksimiler av utgavene (nb.no):
1. utgave, bind 1, 1844
1. utgave, bind 2, 1844
1. utgave, bind 3, 1845
2. utgave, 1859

Les mer..

Om Jacob Aall

Jacob Aall var først og fremst forretningsmann og politiker, men ga også ut en rekke verker, særlig populærvitenskapelige tekster om næring og handel. Hans mest kjente verk er Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815 (3 bind, 1844-45), hvor han basert på egne erfaringer i detalj gjør rede for de politiske hendelsene i Norge og Norden rundt 1814.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.