Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815, bind 3

av Jacob Aall

Sjette Capitel

I Anledning af disse nu tilendebragte Forhandlinger med de Allieredes Sendemænd holdt Kongen et Statsraad af 29de Juli hvori:

«Hs. M. forelagde en Note af 25de Juli fra de allierede Magters Gesandter, hvori disse have erklæret, at Kongen af Sverige ikke har villet antage Forslag til Vaabenstilstand uden paa de Vilkaar, som af dem have været tilbudne i deres Note af 7de Juli, og tilkjendegav Hs. M. tillige, at Fiendtlighederne som en Følge deraf allerede vare begyndte den 27de Juli fra svensk Side ved at lande Tropper paa Hvaløerne.

«Videre forelagde Hs. M. en Kundgjørelse af 28de Juli med Bilage, hvorved det norske Folk underrettes om denne Rigets 243Stilling og de Underhandlinger, som have fundet Sted med de allierede Magters Gesandter.

«Sluttelig behagede det Hs. M. allernaadigst at observere, at de allierede Magters Gesandter havde indfundet sig hos ham den 28de, at de mundtligen havde gjentaget Sveriges Fordring om Fæstningernes Besættelse af svenske Tropper og Kronens ubetingede Nedlægning som Betingelse for Vaabenstilstanden; og at de, efterat dette paa de Grunde, som i Kundgjørelsen ere anførte, paanyt var afslaaet, atter havde begivet sig tilbage over Grændsen.»

Ovennævnte kongelige Bekjendtgjørelse lød saaledes:

«Det norske Folk vil af vedfølgende Noter, vexlede mellem Os og de allierede Magters Gesandter, erfare Udfaldet af de Underhandlinger, som have fundet Sted for at forekomme Krigens Udbrud imellem Sverige og Norge. Vi have den Overbeviisning, at der fra Vor Side er tilbuden Alt, hvad der kan tilbydes, for uden Opoffrelse af Nationens og Vor egen Ære at undgaae en for Norden ødelæggende Krig. Vi ere maaskee gaaet videre end det norske Folk i Almindelighed vil billige, idet Vi have viist Os villige til med Opoffrelse at frasige Os og i Folkets Hænder nedlægge de Rettigheder, som dets Tillid skjænkede Os, saafremt et Storthing, der ene kan bestemme Rigets Skjebne, erkjendte, at en constitutionel Forening med Sverige, som kunde sikkre det norske Folks Rettigheder og Fordele, var at foretrække for et fortvivlet Forsvar mod Europas mægtigste Stater, forenede mod Norge.

«Aldrig har egen Fordeel eller Herskesyge ledet Vore Handlinger; Vi have kun villet det norske Folks Held, og den tilbudne Opoffrelse af personlig Tilfredshed var, under den Forudsætning, at den muligens kunde lede til Folkets Held, det 244største Beviis herpaa, som Vi formaaede at give Vort Folk og de Magter, som talede til Norge.

«Imidlertid ere Vore Bestræbelser for at forekomme Krigens Udbrud blevne frugtesløse. Den svenske Regjering har, under Skin af at ønske Fred og at ville bevilge Vaabenstilstand, fordret som Vilkaar for samme en ubetinget Erklæring af Os, at Vi fra denne Stund nedlagde Kronen, samt at svenske Tropper skulle besætte Fæstningerne. Vi ville og Vi kunne aldrig svigte Vor Eed og Pligt mod det norske Folk; Vi kunne ikke indvilge i Fæstningernes Overgivelse til svenske Tropper, hvilket saa aldeles strider mod Nationalæren og den almindelige Mening; Vi troe at have handlet overeensstemmende med Vor første Pligt og, med Folkets Ønske at afstaae disse forhaanede Vilkaar.

«En Følge heraf vil være, at Krigen, som de Svenske den 27de Juli have begyndt ved at besætte Hvaløerne, som Roflotillen efter Vor Befaling og uden Tab forlod, vil fortsættes og store Opoffrelser og Savn vil fordres af Vort elskede Folk, for at bestaae i samme mod talrige Fiender. Men Vi forlade Os trygt paa Vort troe Folk, at det vil vide at hævde sin Ære, og med Samdrægtighed og Uforsagthed modstaae de fiendtlige Skarer, som ville kuldkaste dets Selvstændighed og Frihed. Vi opfordre Folket til at lægge for Dagen, at Rigsforsamlingens høitidelige Erklæring af 19de Mai, heller at ville døe end at foretrække Slavelænker, var talt i Folkets Aand. Enhver Nordmand vise sig sit Navn og sine Forfædre værdig!

«Paa Gud og Vor retfærdige Sag ville Vi trygt forlade Os, og vente tidlig eller sildig Forløning af den Almægtige, 245naar Vi fremdeles handle som Vor Samvittighed, Eed og Pligt byder Os.

«Givet i Moss den 28de Juli 1814.
Christian Frederik


Og til Krigshæren udstedtes følgende Kundgjørelse:

«Vaabenbrødre! Tiden er kommen, da I skulle besegle den Eed I have svoret, at hævde Norges Selvstændighed ved at vove Liv og Blod for det elskte Fædreland. – Den svenske Regjering har som Vilkaar for en Vaabenstilstand, der attraaes for at pleie fredelige Underhandlinger, fordret at svenske Tropper skulle besætte Grændsesæstningerne Frederiksteen og Frederikshald. Dette Forlangende have Vi anseet for Pligt at afslaae, fordi det stred i lige Grad mod Constitutionen og den offentlige Mening, og fordi det tilkjendegiver den svenske Regjerings Hensigt at ville krænke Nationens Ære i samme Stund, som gyldne Løfter og Forsikkringer gives i offentlige Kundgjørelser. Vi see ikke hen til de personlige Fornærmelser, som disse indeholde – Vort Folk kjender Vor Handlemaade og Vore Hensigter; forgjæves skal Fiendens Ranker stræbe at skille Os fra Folket, og Folket fra Os; thi Folkets Sag er ene Gjenstanden for Vor Omhu, og for dets Frelse ere Vi villige til den høieste Selvopoffrelse. Men den svenske Regjering har erklæret, at den ikke erkjender den afholdte Rigsforsamlings Gyldighed, og at den vilde begynde sin Indflydelse paa Norge med at kuldkaste Rigets Grundlov – den vi Alle have svoret Troskab.

«Svenste Tropper have betraadt norsk Grund, hvad andet Valg end Kamp og Selvforsvar levnes os da?

246Med Os skulle I, tappre norske Mænd, stride for Arne, for Frihed og Selvstændighed, og gamle Norges Navn og Hæder skal haandthæves ved Eders Mandemod.

«Mangehaande Savn og haarde Prøvelser kunne forestaae, men i Troe paa Guds Bistand ved Vor retfærdige Sag skal disse overvindes, og den Kriger, som vender tilbage fra den hæderfulde Kamp, skal dele Æren med den, der offrer Liv for det elskede Fædreland.

«Frihed eller Død være vort Løsen!

Hovedqvarteret i Moss, den 29de Juli 1814.
Christian FrederikForfatteren havde under Iste August et egenhændigt Brev fra Kongen i Anledning den føromtalte Afhandling, som var indrykket i Gothenborgs Tidende, hvori urigtigen Statsraad N. Aall var angivet som Forfatter. Deri siger han mod Slutningen: «Krigstordenen er begyndt, og jeg lægger mit Haab om et lykkeligt Udfald i Forsynets Haand.»


Imidlertid manglede det fra Sveriges Side ikke heller Forsøg paa at rokke det norske Folks Tillid til Selvstændighedsværket, og bevirke en fredelig Forening mellem begge Riger, endskjønt de dertil valgte Midler neppe vare hensigtssvarende. Under 10de Juli udstedtes af Sveriges Konge en Proklamation af følgende Indhold:

«Vi Carl, af Guds Naade Sveriges, Norges, de Gothers og Venders Konge o.s.v. tilbyde samtlige Vore Undersaatter, Norges Riges Indbyggere Vor synderlige Yndest, naadige Bevaagenhed og gunstige Villie med Gud den Almægtige.

247«I samme Øieblik da Vor kjærelskelige Herr Søn, Sveriges Kronprinds, er beredt i Spidsen for Vore Armeer til Lands og Vands at tage Kongeriget Norge i Besiddelse, kunne Vi ikke nægte Vort faderlige Hjerte den Tilfredsstillelse, endnu engang at aabne Fredens og Forsonlighedens Vei for forvildede Undersaatter, inden Krigens uundgaaelige Ulykker sammenblande den Uskyldige med den Brødefulde.

«Indbyggere af Norge! Eders politiske Tilværelse er urokkeligen bestemt igjennem Krigsbegivenhedernes endelige Udvikling, og er stadfæstet igjennem det høitideligste Forbund. Den afhænger ikke meer af nogle urolige Partistiftere, der søge at forlede Eder til Ulydighed mod Lovene, til Uredelighed, og til at lægge Hindringer i Veien for en ny Tingenes Orden i Norden. Den er eenstemmigen forsikkret af Europas mægtigste Regjeringer.

«Sveriges uomtvistelige Ret til den tilsigtede Forening med Norge er bleven altfor dyrekjøbt ved Vore Undersaatters Blod og patriotiske Bestræbelser, til at Vi noget Øieblik skulde tage i Betænkning at understøtte den, og gjøre den paa det kraftigste gjældende ved alle de Midler, Forsynet har nedlagt i vore Hænder.

«For alle de Opoffrelser, som Vi under et blodigt og hæderfuldt Felttog frivilligen have gjort den almindelige Frelse, have Vi aldrig ønsket nogen anden Belønning end den skandinaviske Halvøes Ro og Lyksalighed i Fremtiden.

«Det var for at befordre denne velgjørende Forening imellem Sverige og Norge, samt for at befæste den ved alle Hæderens og Redelighedens Baand, at Vi have samtykt i at tilbagegive Hs. M. Kongen af Danmark de rigeste af hans Besiddelser paa Fastlandet, der allerede vare erobrede af Vore og 248Vore Allieredes seirende Tropper. Det var for at vinde dette Formaal Vi ilede at eftergive Betalingen af de Paalæg, som allerede vare udskrevne inden det danske Riges Grændser, høitideligen at frasige Os de Erstatninger fra Hoffet i Kjøbenhavn, hvortil Vore Undersaatter siden længere Tid have været berettigede, samt endeligen i Forening med disse uegennyttige Fredsvilkaar at tilbyde endnu dyrebarere, for Vort Hjerte meer ømfindtlige, Opoffrelser, som en yderligere Skadeserstatning for Norges Afstaaelse.

«Ulykkeligviis har ikke destomindre en enkelt Person med nogle Faa af hans Tilhængere modarbeidet Vore egne og Vore Medforbundnes fælles Bestræbelser. Hs. danske Majestæts forrige Statholder i Norge er den, som alene tillader sig at misbruge Eders Tillid, og forlede Eder til en brødefuld Modstand mod alle de Magter, som have stadfæstet den skandinaviske Forening, og offentligen erkjendt Vort retvise Øiemed og Vor Eftergivenhed i Vor Handlemaade. Forgjæves skulde Prinds Christian forsøge paa at gjøre Selvstændigheden af Eders nærværende Tilstand gjældende. En saa ubeføiet Selvstændighed modsiges ikke mindre af Eders egne Fordele end af den sande Statslæres uforanderlige Grundsætninger. Thi dersom Kongen af Danmark har løst Eder fra den Troskabseed, som I have svoret ham, saa har han i samme Stund paalagt Eder den uvilkaarlige Pligt, at indgaae med Os og den svenske Krone samme Forbindelse, som forud vandt Eder til det danske Monarki, og alene som en Følge af de Os i denne Henseende givne Forsikkringer have Vi paa Vor Side forbundet Os til derimod svarende Opoffrelser.

«Norges Indvaanere! Det er i Tillid til Eders rene og ukonstlede Tænkemaade, at Vi nu tiltale Eder med dette faderlig 249og fortrolige Sprog, inden Vi lade Vaaben give Vor retfærdige Sag Vægt. Forgjæves have Vi flere Gange opfordret Prinds Christian til Lydighed mod Ærens og Pligtens forenede Røst, forgjæves have Vi til Eder selv udfærdiget Kundgjørelser, som burde oplyse Eder om Vore velgjørende Hensigter, og adsprede det Blendværk, hvormed oprørste og rænkefulde Fremmede haabe at fordølge Eders virkelige Forhold til Europas øvrige Magter.

«Tilbøielige til ei at betragte Nordmændene anderledes end som Brødre af Vore svenske Undersaatter, have Vi længe smigret Os med at kunne undgaae alle strenge Forholdsregler og Skridt, overbeviiste om at Nationen selv, tidlig eller sildig, høitideligen vil misbillige en fremmed Embedsmands brødefulde Ubetænksomhed. Med skaansom Velvillie mod Vore nye Undersaatter have Vi forhalet det Tidspunkt, da Vi skulle gjøre Vore Rettigheder gjældende ved Udvikling af Vore Kræfter. Imidlertid skabtes af den forrige Statholder en Folkerepræsentation, overeensstemmende med Ophavsmandens Hensigt, ikke med Nordens ældgamle Sædvaner. Fremmede Embedsmænd, som med ham deelte lige Interesse, deeltoge i denne Forsamling, ved hvilken den bevæbnede Styrke meer end Medborgernes Stemme havde Indflydelse. Udfaldet blev svarende til denne Foranstaltning, ikke til Nationens sande Fordeel.

«Ved en saadan Tingenes Vending i dette til Os allerede lovligen aftraadte Kongerige, skulde en vedvarende Skaansomhed fra Vor Side alene opmuntre Brøden, og de hemmelige Konster, hvormed den almindelige Roligheds uforsonlige Fiender aldrig skulde ophøre at undergrave den skandinaviske Halvøes fremtidige Lyksalighed. En Fyrste, der er ligesaa fremmed for Norge som for Sverige, og alene bunden til Danmarks 250særskilte Fordeel, har allerede valgt de voldsomste Skridt for at sætte Eder i Oprørstilstand mod Eders lovmæssige Øvrighed, og i aabenbar Krigsforhold til England, Rusland, Østerrige og Preussen.

«En saadan Tilstand af Afsondring og Opløsning hverken kan eller bør have Varighed. Lige farlig for alle tilgrændsende Stater fremkalder samme deres fælles Bestræbelser for at qvæle den Tvedragtsaand, som allerede truer alene fra Norge at bortfjærne Fredens velgjørende Virkninger. Vi ile saaledes at opfylde en ueftergivelig Pligt mod Vore samtlige Undersaatter, da Vi nu under Paakaldelse af den Almægtiges Bistand for Vor retfærdige Sag anbefale Vor høit elskede Hr. Søn, Sveriges Kronprinds, at begive sig til Norges Grændser med en Krigsstyrke, understøttet af Vore Medforbundnes kraftfulde Medvirkning, for uden yderligere Udsættelse at faae dette Rige i Besiddelse. Og have Vi iligemaade overdraget H. K. H. at, saasnart han er indtraadt inden Grændserne af Vore nye Stater, ufortøvet i Vort Navn og med Vor kongelige Myndighed at sammenkalde det norske Folks Stænder, hvilke, efterat de igjennem deres Medborgeres frie Valg tilbørligen ere befuldmægtigede, skulle have fuldkommen Ret til mellem sig at overlægge om en Grundlov, der kan berede Landets Vel i Fremtiden, samt at forelægge samme til Vor kongelige Prøvelse.

«Vi glæde Os ved at gjentage ved denne Anledning, at Vi langtfra nogensinde middelbart eller umiddelbart at tilsigle nogle Indskrænkninger i de Rettigheder og Friheder, hvoraf de norske Undersaatter hidtil have været i Besiddelse, endnu yderligere og paa det høitideligste stadfæste samme, overbeviiste om at den skandinaviske Halvøes tilkommende Ro og Lyksalighed ei 251kræve noget Andet af begge Folk end uopløselig Forming af deres indbyrdes Fordele.

«Imidlertid erklære Vi herved den af Prinds Christian sammenkaldte Rigsforsamling lovstridig, og fornærmende ei mindre Vore end alle lovlige Regjeringers og det norske Folks uomtvistelige Rettigheder. Vi erklære yderligere alle Handlinger og Beslutninger, som ere udgangne under denne Forsamlings Navn eller dens Myndighed, i enhver Henseende for ugyldige uden Kraft og Forbindelse, samt forbyde udtrykkeligen Enhver af Vore norske Undersaatter at lyde eller efterleve dem paa nogen Slags Maade. Vi byde og befale derfor, at alle Fremmede, som for nærværende Tid opholde sig i Norge, ufortøvet skulde begive sig ud af Riget, eller og for Vore Embedsmænd sværge Os tilbørligen Tro- og Huldskabseed, saa kjært det er dem ei at ansees og straffes som Oprørsstiftere og Spioner. Hvorhos Vi, for endnu tydeligere at lægge Vor ømme og faderlige Tænkemaade mod Vore nye Undersaatter for Dagen, udtrykkeligen herhos love og forsikkre, at alle indfødte Nordmænd, som hidtil kunne ansees vildledte eller forførte af egennyttige Fremmede, af Os herefter under en Forglemmelse af det Forbigangne skulle omfattes med al kongelig Naade og Yndest, saafremt de nu ufortøvet vende tilbage til Troskab og Lovlydighed, og ile med undersaatlig Iver og Undergivenhed at efterleve alle de Bud og Befalinger, som paa Vore høie Vegne til dem ere udfærdigede.

«Vi befale Eder Alle i Almindelighed og Enhver i Særdeleshed Guds naadige Almagt.

Stockholm den 10de Juli 1814.
Carl.

v. Brinkmann.»


252Denne Proklamation var ingenlunde skikket til at berolige Gemytterne eller stemme dem for Foreningen. Hverken kunde Rigtigheden af Statslærens deri anførte Grundsætninger, eller af den Slags Eiendomsret over Norge, som her omtales, erkjendes. Om Danmark afstod sin Ret til Norge til et andet Rige, fulgte ikke deraf Norges Forpligtelse til at underkaste sig en anden Forbindelse, uden at gives Anledning til at overveie Foreningens Vilkaar. Før disse vare bestemte kunde det ei ventes, at Norge ubetinget skulde kaste sig i Sveriges Arme. Den Haan, hvormed en almindeligen elsket Fyrste behandledes, og især Kuldkastelsen af Rigsforsamlingens Arbeide, der allerede da betragtedes med hellig Ærefrygt, saarede Gemytterne, og Proklamationen ansaaes almindeligen som et slet begrundet Aktstykke, hvis Gyldighed blot kunde understøttes af Spydstagen. Samtidig hermed bekjendtgjordes en Kundgjørelse fra Sveriges Kronprinds,See Bilag 9. der vistnok vidnede om meer Agtelse for den norske Nation med Hensyn til dens Fremtids Tarv; men nogle af de deri anførte Sætninger havde ingen historisk Grund, andre klingede paa den Tid ikke godt i et Folks Øren, hvoraf en Deel endnu hadede Foreningen med Sverige, en Deel ansaa den som et nødvendigt Onde, der maatte vælges for at frelse Nationen. Hverken den ene eller den anden Bekjendtgjørelse stilede til Maalet, og den svenske Regjering nødtes til at anvende andre Midler, og mere lempe sig efter den almindelige Mening om Nationens Stilling for omsider at bringe Foreningen i Stand.

Christian Frederik, som nu troede at burde forsøge alle Midler til en fredelig Afgjørelse, henvendte sig ved denne 253Tid til Sveriges Kronprinds med et Brev af 13de Juli saalydende:

«Min Hr. Fætter! Det er til en Modstander, hvis Agtelse og Tillid jeg skulde ønske at erhverve, at jeg henvender mig ved at tilskrive Dem. Jeg vedlægger her Gjenparten af mit Brev til Hs. M. Kongen af Sverige. Dette bærer Præg af mine Følelser, og angiver de personlige Opoffrelser, som jeg vil være villig til for at sikkre Freden i Norden. Den norske Nation skal bestemme, om den vil foretrække en Krig med Europas forenede Magter for den Skjebne, som man byder samme; jeg skal gjøre den en tro Skildring af hvad den kan have at vente.

«De kan erobre Norge; men De vil regjere over Undersaatter, som ere Fiender af sine Undertrykkere. Ved milde og menneskelige Midler, og ved at tage Hensyn til den offentlige Mening vil De kunne haabe at sikkre de skandinaviske Folkefærds Rolighed og Lykke. Vælg De, min Prinds, og tvivl ikke om, at De skal finde mig paa Pligtens Bane i Spidsen for et Folk, som forsvarer sin Uafhængighed, eller som oprigtig Mægler fra det Øieblik af, at man viser skyldig Agtelse for dets Rettigheder og Lykke. Jeg undertegner mig, min Hr. Fætter, Deres ganske velvillige Christian Frederik.»

Paa dette Brev svarede Sveriges Kronprinds under 20de Juli saaledes:

«Min Hr. Fætter! Jeg iler at besvare Deres Brev af 13de dennes, som jeg først i Dag har modtaget, og hvilket var vedlagt Gjenpart af en Skrivelse til Hs. M. Kongen, min Herre.

«Den norske Nation, forledet af en dansk Prinds, som burde have sparet den for en ødelæggende Krigs Elendigheder, 254kan endnu i nogen Tid være forblendet, men retsindig og frimodig vil den erkjende sine Pligter mod sin retmæssige Overherre, og selv vide at straffe dem, der have vildledet den.

«Kongen, min Herre, er beredt til at tilstaae denne dygtige Nation endogsaa meer end det, den med Føie kunde forlange; men det er ene Nordmændene, som Hs. M. vil høre, og ikke de ulovlige Autoriteter, som han hverken kan eller bør erkjende, og som have Hensigter, der ere aldeles stridende mod Norges Held og Hæder. Som dansk Prinds burde De kjende Deres Pligter, som tro og retsindig Undersaat burde De have adlydt den Monark, som havde sat Dem i Spidsen for den norske Regjering, og ingenlunde benyttet Dem af denne Myndighed for at fremkalde Borgerkrigen i Norden. Jeg har aldrig havt isinde at forene Norge med Sverige med Vaabenmagt; jeg tragtede efter en mildere Erobring. De Folkeslag, som Krigshændelserne have underlagt min Bestyrelse, erkjende tilfulde de Grundsætninger, som have ledet min Regjering, og den Mening, som De taler om, og som stedse skal være Verdens Dronning, har allerede erklæret sig imod Dem.

«De skandinaviske Folkeslags Ro og Lyksalighed er mit eneste Maal, og jeg vilde, min Prinds, med Opoffrelse af min sidste Blodsdraabe sikkre deres Held, deres Uafhængighed og deres Frihed.

«Man gjør ingen Opoffrelse, naar man nedlægger en Magt, som man vitterligen har anmasset sig, og man er ikke paa Pligtens Vei, naar man ikke erkjender Helligheden af Traktater og af Folkeretten, som disse ere byggede paa.

«Prinds, jeg vil nu udføre min Konges Befalinger, og jeg skal ikke ophøre at gjentage for de Svenske, at de bør række 255Haanden til de gode Nordmænd, og aldrig blande disse med Oprørsstiftere og de Udlændinger, som de gaae i Strid med.

«Jeg er, min Hr. Fætter, Deres velvillige
Carl Johan

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815, bind 3

Jacob Aalls Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815 er fremdeles en av våre viktigste kilder til tiden rundt 1814. I detalj redegjør Aall for de politiske hendelsene i Norge og Norden som førte til utarbeidelsen av Norges Grunnlov, bruddet med Danmark og unionen med Sverige. Beretningen er basert på egne erfaringer, han var selv til stede på Eidsvoll.

Verket kom ut i tre bind i 1844-45.
Bind 1 inneholder innledning, «Første Tidsrum» (1800-07), første del av «Andet Tidsrum» (1807-08) og bilag.
Bind 2 inneholder andre del av «Andet Tidsrum» (1808-14), bilag og tillegg/rettelser.
Bind 3 inneholder «Tredie Tidsrum» (1814) og bilag.

I 1859 kom en ny ettbindsutgave med noen rettelser og tillegg.

Se faksimiler av utgavene (nb.no):
1. utgave, bind 1, 1844
1. utgave, bind 2, 1844
1. utgave, bind 3, 1845
2. utgave, 1859

Les mer..

Om Jacob Aall

Jacob Aall var først og fremst forretningsmann og politiker, men ga også ut en rekke verker, særlig populærvitenskapelige tekster om næring og handel. Hans mest kjente verk er Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815 (3 bind, 1844-45), hvor han basert på egne erfaringer i detalj gjør rede for de politiske hendelsene i Norge og Norden rundt 1814.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.