Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815, bind 3

av Jacob Aall

Syvende Capitel

Efter disse forgjæves Forsøg paa at afgjøre denne Strid i Mindelighed maatte Norges Konge berede sig paa at gaae i Skranke med sin Modstander. Men saa slet rustet Nationen var i militair Henseende til at begynde Krigen mod saa overlegne Kræfter, saa nedtrykt var den med Hensyn til den borgerlige Vindskibeligheds Stilling. Den vigtigste Deel deraf, Udskibningen til England, var under dettes nærværende Politik aldeles standset, og som en Følge deraf laa Skibene oplagte i de forskjellige Havne. Kornforraadene, om hvis Tilstrækkelighed til at bortfjærne al Nød Forhaabningerne nylig havde været saa store, vare paa de fleste Steder saa aldeles udtømte, at der sporedes mangesteds Mangel og Hungersnød. Hist og her havde endog denne Kornmangel foranlediget urolige Scener, og Almuens Sammenstimlen til Byernes Magasiner for at tiltvinge sig Brødkorn.Saaledes rottede en Flok – vistnok af Egnens sletteste Indbyggere – sig sammen for at tiltvinge sig Understøttelse af de Privates Kornmagasiner i Arendal. Borgerne søgte at forsvare sig, og En af Byens formuende Kjøbmænd mishandledes under Opløbet i den Grad, at han rimeligviis maatte bøde med Livet derfor. Hoben adsplittedes imidlertid uden at naae sin Hensigt. I Bergen var der ogsaa urolige Scener af den Art. Men dette var imidlertid kun partielle Bevægelser 256foranledigede af den sletteste, ikke engang den meest lidende, Deel af Folket, og virkede Intet til at forstyrre den almindelige Rolighed i Landet selv. Den større, og med Hensyn til Indflydelse meest betydningsfulde Deel af Nationen stod paa Prindsens Side, og bifaldt hans stolte Plan, at forsvare Norges Selvstændighed til det Yderste. Den Deel af Nationen derimod, som tvivlede om et heldigt Udfald af Selvstændighedskrigen, bestod mestendeels af rolige Borgere, der tænkte paa Intet mindre end oprørske Bevægelser for at modsætte sig tagne Beslutninger, og paa de Enkelte, som kunde have Mod og Lyst til at anvende voldsomme Midler, bandtes Hænderne formedelst Selvstændighedspartiets store Overvægt. Det hele Land saae derfor vistnok den store Begivenhed, som forestod, imøde med en Forventning blandet med Frygt for Udfaldet, der maatte være naturlig formedelst den militaire Styrke, anført af en prøvet General, hvormed Anfaldet skede fra Fiendernes Side; men Ingen tænkte paa at understøtte Sveriges Sag enten aabenbart eller hemmeligen. Meningerne om den diplomatiske Klogskab, som Kongen fulgte, vare vistnok forskjellige, og i mangen Barm ulmede det stille Ønske, at Kongen paa en venligere Maade havde, især strax efter Skilsmissen, nærmet sig det svenske Kabinet, for at prøve en skandinavisk Forening, tilveiebragt paa gjensidigen fordeelagtige Vilkaar, og saaledes forebygge en unyttig Kamp mod en bestemt Overlegenhed. Men da Beslutningen var tagen, var Nationen beredt paa, uden Knur at underkaste sig de dermed forbundne Viderværdigheder.En af Forfatterens nulevende Venner, som var En af Selvstændighedens varmeste Forsvarere, og hentede sin politiske Tro af den reneste Fædrelandskjærlighed, har i den Anledning yttret: «Jeg tvivler om at nogen venskabelig Nærmelse fra Prinds Christians Side til det svenske Kabinet kunde have ført til noget rimeligt Resultat. Mærkeligt er det forøvrigt, at der – endskjønt der paa Eidsvold ofte henpegedes paa en mindelig Forening med Sverige – saavidt jeg veed aldrig forklaredes, ja maaskee ikke kunde forklares, hvordan denne Forening skulde kunne blive. Jeg for min Deel kunde aldrig forestille mig, at Sverige, støttende sig paa Kielertraktaten, vilde gaae ind paa andet end: enten at Norge skulde besiddes af den svenske Konge som et ham tilhørende Rige med Enevoldsmagt, eller at Norge skulde sammensmeltes med Sverige, og Norges Indbyggere faae de samme constitutionelle Rettigheder som de Svenske og fælles med dem. Ingen af disse Alternativer kunde jeg ville gaae ind paa. Skulde jeg nogensinde blive nødt til at vælge et af disse sørgelige Alternativer, da troer jeg, at jeg havde valgt det første; thi den Deel, Norge efter det andet vilde faaet i den svenske Repræsentation, var saa liden og intetsigende, at Norge vilde blevet underlagt ei alene Kongen, men ogsaa de svenske Stænder. Ved denne Forening vilde da ogsaa Norges Nationalitet været aldeles tabt.» / Hvad Forfatterens politiske Mening var, er ovenfor omhandlet. Det havde dog upaatvivleligen simplificeret og lettet Forandringen i Norges politiske Stilling paa den Tid, dersom alle Sveriges Nærmelser til Norges Regjering for at tilveiebringe en fredelig Forbindelse ikke vare blevne haanligen afviiste. Der sees Intet til Hinder for at Foreningen kunde være skeet om Foraaret under lignende Betingelser, som den skete om Høsten, med saame Concessioner fra Sveriges Side, og med samme Hensyn til begge Rigers forskjellige indvortes Forhold og indre Organisation. Eidsvoldforsamlingen kunde uforstyrret udarbeide Constitutionen, og udstake en Grundlov passende til disse Forhold, og ved Siden deraf prøve de Tilbud til en fredelig Forening, der paa saa mange Maader gjordes af den svenske Regjering. At forsvare denne Grundlov til den sidste Blodsdraabe var et større Hædersværk, end at værne om et Kongevalg, hvis Indflydelse paa Norges Skjebne i alle Tilfælde var tvetydig. Det kan derhos ikke nægtes, at Norge var blevet forskaanet for mange Lidelser i Tid og Fremtid, naar en klogere Diplomatik var bleven anvendt af Norges Regent. Der flød i denne Sommer vist ikke meget Blod, men Forberedelserne til denne Krig kostede Nationen Anstrengelser, hvis Byrde i en trykkende Grad føltes i mange Aar efter Krigen, ligesom den fuldkomne Standsning i Norges vigtigeste Næringsveie i Sommeren 1814 frembragte en Næringsløshed, der forberedede mange Handelsmænds borgerlige Undergang, og en til Hungersnød grændsende Mangel, der blot kunde sammenlignes med den, der fandt Sted i Krigens værste Aar. Derhos er det aabenbart, at Christian Frederik med større Frihed og paa en hæderligere Maade havde kunnet føre Underhandlingerne om Vaabenstilstand og Fred, naar han ikke ved at antage Kongevalget paa mange Maader havde vanskeliggjort sin Stilling. – At disse Ideer ikke bleve i sin hele Omfang fremsatte af Oppositionen paa Eidsvold, dertil have vi viist Grunden i den foregaaende Fremstilling. De bleve noksom antydede i flere Opponenters Foredrag; men Alt hvad der henpegede til at omstyrte Selvstændighedsværket hørtes med saa megen Uvillie og afviistes med saa megen Bestemthed, at Opponenterne bragtes til Taushed, endskjønt der ingen Tvivl kunde være i Forsamlingen om deres Mening. Antagelsen af Falsens Forslag den 19de April afbrød desuden disse Diskusioner, der faldt sammen med den Bestemmelse, at Konge skulde vælges. – I begge Partiers Færd ligger imidlertid et Forsvar for deres Anskuelsers Reenhed og deres Forfægteres patriotiske Sind, idet begge oversaa de med deres subjektive Ønsker forbundne Følger af deres politiske Tro. Blandt Oppositionen fandtes Flere, hvis Sind i Stilhed endnu bøiede sig mod den gamle Forening, og disse bortfjærnede dog aabenbart al Tanke derom ved at tilraade en fredelig Forening med Sverige. Forfatteren tilstaaer, at han kun af Overbeviisning om at Norges politiske Stilling til udenlandske Magter krævede denne Forening, stillede sig i Opposition mod Selvstændighedspartiet, og at han i Foreningen selv anede mange Farer baade for Norge og for sin egen borgerlige Stilling. Det var i Sandhed ikke Lysten, som dengang bestemte hans politiske Tro, hvor meget han end siden er bleven overbeviist om, at hvad der skede var for Norge det Bedste. Paa den anden Side oversaa Selvstændighedspartiet aldeles, at Christian Frederiks Valg til Norges Konge nødvendigen, under de politiske Konjunkturers ordentlige og let forudseete Gang, maatte lede til en Sammenføining med Danmark, mod hvilken de forstandigste og retsindigste Hovedmænd i stærke Toner udtalte sig. Begge Partier henreves saa aldeles af deres Overbeviisning om deres politiske Troes Rigtighed, at de tilsidesatte subjektive Følelser og oversaa politiske Forviklinger. Imidlertid maa Forfatteren gjentage, hvad han før har havt Anledning til at yttre, at han ikke kan ønske noget Led borttaget i den Række af forberedende Begivenheder, som i Sommerens Løb fremledede Foreningen med Sverige, da han holder sig overbeviist om, at Folkets Prøvelse under Selvstændighedens Forsvar ikke forgjæves gik over dets Hoved, og at Foreningens rette Tidspunkt rammedes, efterat Europas Politik ved Wienerkongressens Aabning havde faaet et andet Udseende. Ovenstaaende Betragtninger tjene kun til at gjøre Landsmænd opmærksomme paa begge Hovedpartiers rene Hensigter og deres Tilhængeres patriotiske Sind. / Den samme Hædersmand har gjort opmærksom paa, at der existerede et Parti paa Eidsvold, som ansaa Forbindelsen med England ønskelig. Forfatteren synes ogsaa at erindre, at noget Saadant virkelig fandt Sted, ligesom det og lader sig let forklare af Nordmændenenes Forkjærlighed for England formedelst den vigtige Handelsforbindelse dermed. Men alvorlig fremtraadte den vist aldrig, ligesom denne Forbindelse maatte være en af de uheldigste politiske Kombinationer, som Fædrelandet kunde indgaae.

257Krigens Udbrud var saaledes uundgaaelig, og den begyndte i de sidste Dage af Juli Maaned. Allerede i det afvigte Aar havde Generalmajor Seyerstedt udkastet «en Disposition 258for de forskjellige Korpsers og Afdelingers Bevægelser, naar Fienden skulde bryde ind», hvilken ogsaa blev lagt til Grund for den Forsvarskrig, som nu beredtes. Seyerstedt var 259bleven Prinds Christian Frederik varmt anbefalet af Prinds Frederik af Hessen,Seyerstedt havde gjort Krigstjeneste i Holsteen, og der traf Forfatteren ham i Kiel Sommeren 1797, hvor han under sit Ophold bleven ved Universitetet der glædede sig meget ved Omgang med denne agtværdige og venlige Landsmand. og han fortjente stor Tillid formedelst sit Bekjendtskab med Beliggenheden paa Grændsen, og formedelst 260sin Dygtighed som Officeer; men kyndige Officerer paastaae, at han ikke kunde erstatte Savnet af Prinds Christian Augusts Adjutant, Major Darre, som allerede 1809 ved Døden var afgaaet. Seyerstedt gik ud fra den Forudsætning, som han grundede paa historisk Erfaring, at enhver offensiv Krig fra de tvende til hinanden grændsende Nationers Side ikke var kronet med Held, og stolede derfor paa, at det heller ikke vilde lykkes de Svenske at gjøre varige Fremskridt til Landets Undertvingelse, om end Angrebet var forbundet med partielt Held. Hans Plan var saaledes ikke alene en Forsvarsplan, som den efter Fiendens Stilling og Styrke og denne Krigs Natur nødvendigen maatte være, men en idelig fortsat Retirade og Opgiven af de vigtige Passe, som i forrige Krig med Held vare forsvarede. Major Darre havde under Prinds Christian Augusts Øine med stor Konst kombineret en Forsvarskrig, hvorved de dueligste Officerer kunde blive satte til Anførere, og de til Norge førende vigtige Passe bleve i Følge denne Plan godt forsvarede; men denne Deling af Hæren, og Søndersplittelse af de militaire Kræfter, passede sig mindre nu, da Angrebet var saa forskjelligt fra det, som fandt Sted 1808, og nu skede paa enkelte Punkter med saa store Troppemasser. Seyerstedt forudsatte et Indfald fra trende forskjellige Punkter, og viiste hvorledes Armeen burde opstilles, for med Held at drive Fienden tilbage; men hvormeget han end vaagede over Planens Hemmeligholdelse, yttrede han dog den Formodning, at den var 261Seyerstedt fraværende, og opholdt sig i Trondhjem da Krigen udbrød; han kunde saaledes ikke umiddelbart bidrage til den af ham lagte Plans Udførelse eller Modifikation efter Omstændighederne. Han klager derhos i sit Tilsvar i Anledning af den mod Staffeldt anlagte Proces over, at da han kom tilbage fra Trondhjem, blev hans Mening næsten aldrig ubetinget fulgt, og at han var uvidende om de vigtigste Krigsoperationer. Det maa iøvrigt bemærkes, at den samme Klage førtes af de Fleste blandt de Officerer, som nærmest omgave Kongens Person, og gjorde Fordring paa at deres Raad skulde have nogen Vægt. Sagen var, at Kongen indsaa Nødvendigheden af at give efter for Overmagten, og hørte intet Raad mere, som havde til Hensigt at forlænge Selvstændighedskrigen, om hvis Udfald han liden Tvivl meer nærede. Ordres og Contra-Ordres krydsede hverandre, men hans Plan at træde tilside, naar det kunde skee med Ære, syntes urokkelig, hvor megen Vankelmod der end tilsyneladende herskede i hans Beslutninger.En af Kongens Ordinants-Officerer, der stedse var i Nærheden af Prindsen, og som var saa ivrig for Norges Selvstændighedssag, at han troede Norge burde, som han udtrykte sig «forsvare sig saalænge der var en Plads stor nok til at Christian Frederiks Stol kunde staae sikker derpaa», har i et Brev til Forfatteren beklaget sig over, at han deels blev udviist naar saadanne Planer vare paa Bane, der sigtede til at træde tilbage, deels at hans Indvendinger ikke paaagtedes. Da han saaledes tillod sig nogle Yttringer, som gjorde Hensigtsmæssigheden af Seyersteds Forsvarsplan, der gik ud paa en idelig Retirade, tvivlsom, svarede Kongen, at Mangel paa Bekjendtskab med Landets Lokale frembragte disse Tvivl, og at Seyerstedts Mening maatte være den rette. «Paa den ene Side – vedbliver denne Officeer – gik Seyerstedts Plan ud paa at vige for at sætte sig fast paa et beqvemt Punkt til Forsvar, paa den anden Side gjentog Harthausen stedse Magasinernes slette Tilstand, og det Urimelige under saadanne Omstændigheder at føre en Angrebskrig, og da begge disse Mænd umiddelbart afhandlede disse Gjenstande med Kongen, toges Beslutningerne uden Tilkaldelse af Andre.» Kongens Forhold 262i de faa Uger Krigen varede maatte være en Gaade for hans Omgivelse, og er vistnok tildeels urigtigen bleven fortolket af disse Mænd.

Den 26de Juli begyndte Fiendtlighederne fra svensk Side. Den svenske Admiral Puke – der havde udmærket sig i Finlandskrigen, og besad i høi Grad sin Konges Tillid – opfordrede Flotillen paa Hvaløerne, som stod under Kommandeurcapitaine Fastings Befaling og udgjorde 40 Kanonbaade, til at overgive sig, og tilsendte ham i den Anledning den svenske Kronprindses Proklamation af 17de Juli. Opfordringen afsloges, men Fasting trak sig, efter høiere Ordres at vige naar han angrebes af Overmagten, om Natten til den 27de Juli tilbage til den vestlige Side af Christianiafjorden, efterladende Lieutenant Klink med en lille Afdeling til Observation. Den 27de om Morgenen nærmede den svenske Sømagt, der bestod af 4 Linieskibe, 4 Fregatter, nogle Brigger og 70 Kanonbaade, sig Hvaløerne og satte Tropper i Land paa forskjellige af Øerne, hvorefter Klink trak sig tilbage i god Orden uden Tab. De svenske Tropper, som besatte Hvaløerne,Hvaløerne,] rettet fra: Hvaløerne. (trykkfeil) kommanderedes af Generalmajor, Grev Gustav Mørner; Oberst Hay gjorde Landgang paa den nordre Sandø, Oberst Skøldebrand paa den østre og Major Hay paa Herføl.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815, bind 3

Jacob Aalls Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815 er fremdeles en av våre viktigste kilder til tiden rundt 1814. I detalj redegjør Aall for de politiske hendelsene i Norge og Norden som førte til utarbeidelsen av Norges Grunnlov, bruddet med Danmark og unionen med Sverige. Beretningen er basert på egne erfaringer, han var selv til stede på Eidsvoll.

Verket kom ut i tre bind i 1844-45.
Bind 1 inneholder innledning, «Første Tidsrum» (1800-07), første del av «Andet Tidsrum» (1807-08) og bilag.
Bind 2 inneholder andre del av «Andet Tidsrum» (1808-14), bilag og tillegg/rettelser.
Bind 3 inneholder «Tredie Tidsrum» (1814) og bilag.

I 1859 kom en ny ettbindsutgave med noen rettelser og tillegg.

Se faksimiler av utgavene (nb.no):
1. utgave, bind 1, 1844
1. utgave, bind 2, 1844
1. utgave, bind 3, 1845
2. utgave, 1859

Les mer..

Om Jacob Aall

Jacob Aall var først og fremst forretningsmann og politiker, men ga også ut en rekke verker, særlig populærvitenskapelige tekster om næring og handel. Hans mest kjente verk er Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815 (3 bind, 1844-45), hvor han basert på egne erfaringer i detalj gjør rede for de politiske hendelsene i Norge og Norden rundt 1814.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.