Niende Capitel

270Den første Kolonne af svenske Tropper trængte under Feltmarskalk Essens Kommando frem igjennem Enningdalen og mødtemødte] rettet fra: nødte (trykkfeil) Spørck, som der var posteret med et Avantkorps, til at vige for Overmagten og trække sig til Hveden, hvorved der aabnedes den svenske Hær Veien til at flytte Krigen paa norsk Grund. Det er blevet General Staffeldt bebreidet, at han ikke betimeligen undsatte Spørck, og derved hindrede Fiendens Indtrængen. Men han har forsvaret sig dermed, at han ingen umiddelbar Overkommando havde, men maatte adlyde Kongens Ordres fra Hovedqvarteret, som ikke var langt fra Staffeldts. Disse gik ud paa at forsvare det ham anviiste Terrain mod fiendtligt Overfald, og ved at adsplitte sine Tropper for at understøtte Forposterne vilde han have gjort sig skyldig i Subordinationsfeil. Kongens Ordre lød overhovedet paa at vige for Overmagten, og disse meddeeltes de underordnede Kommandeurer, der stundom altfor bogstaveligen adløde Befalingen. Paa denne Maade hindredes ogsaa Major Butenschøn i at ile Spørck til Undsætning. I Følge Seyerstedts Plan var desuden Glommen den Forsvarslinie, bag hvilken den norske Armee skulde opstille sig, og den Deel deraf, som var fremskudt mod den svenske Grændse ved Svinesund, var ikke stærk nok til at modstaae de derover fremtrængende Hærmasser. De Svenske trængte saaledes igjennem de samme Indgangspunkter, som i den forrige Krig 1808 saa heldigen vare blevne forsvarede af de norske Krigere.

Efterat Spørck af Mangel paa Hjælp var trængt tilbage fra det Punkt, hvor han stod opstillet for at hindre Fiendens Indmarsch, satte han sig fast paa Hveden, men ogsaa der blev 271han følgende Dag angreben med saadan Overmagt, at han maatte retirere til Kjølen. Nu var der Intet, som hindrede Fienden fra at udbrede sig over Smaalehnenes Sletter og fremskynde Frederikstads Erobring. Fienden lod sig deri ikke hindre ved Positionen ved Svinesund, og opholdt sig ikke med at oppebie Frederiksteens Erobring, der var bedre forsynet med Ammunition og Provision end Frederikstad, og hvis Kommandant havde besluttet at forsvare Fæstningen til det Yderste. Positionen ved Svinesund blev omgaaet, Frederiksteen afskares fra al Forbindelse med den norske Armee, en Afdeling af Hæren efterlodes for at blokere og erobre denne Fæstning, og en stor Division blev afsendt for at fremskynde Frederikstads Overgivelse, som imidlertid uden stor Opoffrelse fra svensk Side var bleven erobret.

Disse Fiendens raske Fremskridt bevægede Christian Frederik til at træffe Foranstaltninger, deels for at hindre, at Statens Eiendomme faldt i Fiendens Hænder, deels at dennes Indtrængen i Landets frugtbare Distrikter kunde forebygges, og, om den Ulykke indtraf, Indbyggernes Lod da blive mindre førgelig. Saaledes befalede han under 1ste August Adjutant Lundh at besørge, at den paa Walløe Saltværk værende Saltbeholdning skulde bringes til Drammen, og 2000 Tønder tilligemed Statens Kornbeholdning i denne By transporteres over Svangstranden til Ringerige og Land. Den øvrige Saltbeholdning, saavelsom Koboltforraadet, skulde gjennem Kjøbmand Peder Cappelens Foranstaltning ved pro forma Salg overlades til Kjøbmænd i Drammen, i hvis Hænder han troede disse Varer sikkrere end i Statens. Tillige befalede han Lundh i Forening med Oberste Weybye, ved Forhugning og Sprængning at gjøre Difileerne ved Holmestrand og Drammen utilgjængelige for Fienden, og lade Almuevæbningen og Kystværnet opstille 272sig paa beqvemme Punkter til Forsvar, ligesom og at lade nogle Buer af Drammens-Broen afbryde, om Retirade derigjennem fandt Sted. Kommandanten i Agershuus Fæstning paalagde han at forsvare denne til det Yderste, og ikke overgive den, førend ingen Provision og Ammunition meer var tilbage, hvorimod Byens Neutralitet kunde tilstaaes, om Fienden foreslog dette. – Ingen af disse Foranstaltninger kom imidlertid til Fuldbyrdelse, fordi den strax derpaa fulgte Vaabenstilstand afbrød alle Fiendtligheder.

Den svenske Flaade nærmede sig Kragerøen den 3die August, og gjorde Mine til at angribe den fra flere Punkter. Angrebet skede med stor Overmagt. Fra den svenske Flaade var detascheret 3de Divisioner Sø- og Landkrigere. Den første under Oberste Wirzen førte paa 27 Kanonslupper, 2000 Mand Landgangstropper og 300 Baadsmænd med Feltartilleriet. Den anden Division under Oberstlieutenant Bruncrona med omtrent 1900 Mand Landgangstropper og 200 Baadsmænd. Den 3die Division havde 4 armerede Barkasser og 8 armerede Slupper med 300 Volonteurer og 800 Baadsmænd. Kragerøen har imidlertid efter kyndige Officerers Dom en Beliggenhed, som ikke kunde gjøre det vanskeligt at dække Øen, der bestaaer af steile Klipper, mod en Landgang, og omendskjønt der kunde været gjort bedre Anstalter til dens Befæstelse ved at opkaste flere Batterier, var dog den almindelige Mening, at Øen med sin Besætning af 1200 Mand, som dens Kommandant, Oberstlieutenant Hjermann, nogle Dage forud havde erklæret tilstrækkelig til dens Forsvar, kunde været beskyttet eller i det mindste længere og hæderligere forsvaret mod Fienden. Men Forsvar blev kun svagt forsøgt. Kommandanten skrækkedes for den store Styrke, der halede ind paa ham, og forlod 273denne af Naturen befæstede Position uden at have nogen Mand dræbt eller saaret. Han flygtede over Frederikstad til Onsøe. Hjermanns Forhold, som tilskreves Mangel paa Mod, dadles i denne Krigs Annaler af hans egne Krigsfæller, og Dadelen gjenlød paa den Tid over hele Norge. Imidlertid reddede Hjermanns Flugt en lille Krigerskare, som kunde gjøre den største Nytte paa andre Punkter under Fiendens store Overlegenhed i Troppeantal.

Kragerøens Fald bestemte Frederikstads, hvis Formuur den kunde siges at være. Fæstningen var, efter kyndige Mænds Paastand, i en ubegribelig slet Tilstand, hvilket var saa meget mere uforsvarligt, som Frederikstad var et af Hovedpunkterne i Forsvarsplanen. Den manglede Kanoner og Ammunition, den var slet forsynet med Proviant, der fattedes bombefaste Hvælvinger saavel for Besætningen som for Magasinbeholdningerne. Besætningen, 1200 Mand, udgjorde kun Halvdelen af det Mandskab, som til Fæstningens Forsvar behøvedes. Saavel den afgaaede som den nu fungerende Kommandant havde gjort opmærksom paa Nødvendigheden af at sætte Fæstningsværkerne i bedre Forsvarsstand, forsyne den bedre med Skyds og forøge dens Garnison. Strax efter at den fiendtlige Flaade var brudt igjennem ved Hvaløerne, indfandt sig fra Hovedqvarteret Stabsadjutanterne Krogh og Holsteen, og efter afholdt Raad med Kommandanten blev i Følge høiere Ordres en Deel af Fæstningens og Udværkernes svære Skyds bortført, og mindre Kanoner opførte i Stedet. Det var saaledes aabenbart, at Kongen intet Haab havde om denne Fæstnings Redning, og at han vilde redde dette Skyds til et haabefuldere Forsvar af andre Punkter. Saasnart Kongen var bleven underrettet om Kragerøens Fald, ilede en Koureer fra Hovedqvarteret, der skulde befale Kommandanten 274med sin Garnison at forlade Frederikstads Fæstning, og give den i Fiendens Vold, men den krydsede den Koureer, som bragle Efterretning om Fæstningens Fald. Endnu levende Mænd, som befandt sig i Frederikstad under denne Beleiring, paastaae, at Kommandanten Hals opførte sig med megen Kjækhed og Koldblodighed under Beleiringen, og endog udsatte sig for saa megen Fare af Fiendernes Kuglespil, at han blev anmodet af sin Omgivelse om at spare sin Person. Derimod bebreidedes ham, at han for tidligen gav efter for Borgernes indstændige Anmodning om at spare unyttig Blodsudgydelse, og Byen for et ødelæggende Bombardement, og at han ikke for at redde Krigeræren fortsatte Forsvaret længere. Hans egen Erklæring om Muligheden af et længere, skjønt unyttigt Forsvar begrundede rimeligviis den haarde Krigsretsdom, der fældedes over ham; thi efter Kragerøens Fald, og efterat ingen Hindring meer var for Essen at sende Beleiringstropper og Skyds, var Fæstningens Skjebne afgjort. Hals heisede saaledes Parlamentairflag, og Klokken 7½ om Morgenen den 4de August afsendte Generalmajor Mørner Oberste Skøldebrand og Oberstlieutenant Nordenstkjøld, med hvem Kapitulationen afsluttedes.Kapitulationsvilkaarene vare: 1) Fæstningen Frederikstad med Kragerøen og alle dertil hørende Værker og Forstæder overgives med Kanoner og Forraad til H. M. K. af Sveriges og Norges Tropper Kl. 7 i Dag Eftermiddag. 2) Garnisonen overgiver sig til H. M. K. af Sverige og Norge. 3) Alle saavel Militaires som andre Indbyggeres Eiendomme skal respekteres og ingen Krigskontribution eller andre Paalæg skal paalægges Indbyggerne, men de skulle have de Rettigheder, som Kongen af Sverige og Norge høitideligen har lovet Norges Indbyggere. 4) Paa en halv Miil nær Fæstningen skal Stilstanden række indtil Kl. 8 om Aftenen. Som 275en Følge deraf rykkede den svenske Hærafdeling Kl. 7½ om Aftenen ind i Fæstningen, og besatte denne tilligemed alle dens Udværker. Imidlertid havde største Deel af Garnisonen begivet sig bort; kun 1 Officeer, 18 Underofficerer og 188 Gemene vare frivilligen blevne tilbage. Indtagelsen kostede de Svenske kun 7 Døde og 12 Saarede. Det Mandskab, som havde overgivet sig til de Svenske, blev det tilladt at drage til sine Hjemsteder under Løfte af, ei mere i denne Krig at tjene mod Sverige.Hals’s Beretning om Frederikstads Indtagelse findes i Bilag 10. Til Kommandant i Frederikstad udnævnedes Oberstlieutenant Cederstrøm. De norske Tropper, som havde strakt Gevær, bleve paa deres Hjemreise ikke vel modtagne langs Landet, og vare endog i nogle Byer udsatte for en ufortjent Molest, da de ingen Deel havde i det indtrufne Uheld, hvoraf Skammen, om den var forhaanden, i alle Tilfælde maatte falde paa deres Chefer. Men endnu luede Haabet om et lykkeligt Forsvar af Norges Selvstændighed i Nordmandens Barm, og Alt hvad der forstyrrede dette Haab, forbittrede og formørkede det patriotiske Sind. – Frederikstads Erobring aabnede de Svenske fri Adgang til Glommen, og sikkrede deres Flaade en fast Station, fra hvilken Kommunikationen med Sverige let kunde vedligeholdes og Streiftog foretages mod Christianiafjordens Kyster. Begivenheden selv udbredte Skræk og Bekymring ikke alene i Armeen, men over det ganske Land.

At Christian Frederik endnu i de Dage beredte sig paa en alvorlig Modstand mod Sverige, hvor ulykkelige end Følgerne deraf kunde blive for ham selv, det viser det Statsraad, som han holdt i Hovedqvarteret i Moss den 3die August, hvorom Statsraadsprotokollen indeholder Følgende:

276«Anno 1814 den 3die August var Statsraadet forsamlet i Moss om Formiddagen Kl. 12 slet.

«Hs. Majestæt tilkjendegiver Statsraadet Følgende og befaler det indrykket i sammes Protokol.

«Krigens Hændelser kunne være mangehaande; den Almægtige raader for Menneskets Skjebne.

«Skulde det være Forsynets Villie, at Vi, som Gud forbyde, skulde geraade i Fangenskab, da erklære Vi høitideligen, at enhver Erklæring, ethvert Løfte eller Frasigelse, som Vi maatte blive nødt til at afgive i bemeldte Vort Fangenskab, skal være og ansees som aldeles ugyldigt, førend et constitutionsmæssigen valgt Storthing med frit Overlæg har antaget samme som gyldig eller forbindende for Nationen. Indtil denne Tid bør Regjeringen føres af Statsraadet i Vort Navn.

«I det Tilfælde, at det er Herrens Villie at kalde Os herfra til en bedre Verden, stole Vi lige trygt paa Nordmændenes Troskab mod Vor Søn som mod Os; thi Vi ere overtydet om, at det er Nationens bestemte Villie at modsætte sig det svenske Aag. Vi erklære altsaa enhver Afstaaelse af hans Rettigheder til Norges Krone, som Kongen af Danmark eller nogen Anden paa Vor Søns Vegne førend hans myndige Alder maatte give, for ugyldig. Kun et i Følge Grundloven lovligen valgt Storthing, som delibererer med Frihed og Ro, kan efter modent Overlæg tiltræde Foreningen med Sverige; men Vor Søns eget Samtykke i myndige Aar udfordres, for at denne Akt kan være gyldig eller forbindende for ham eller hans Efterkommere.

«Seer han Midler til at gjøre sine Rettigheder gjældende, da bør han vælge imellem Danmarks og Norges Kroner; 277thi forenede kunne de ei blive paa hans Hoved, saaledes som Politiken nu byder.

«Regjeringen skal altsaa efter Vor Død føres af Statsraadet i Vor Søns Navn, hvilket efter de fleste Stemmer maa have Ret til at udøve alle Regjeringshandlinger, at forflytte Regjeringens Sæde, og at tilkalde nye Medlemmer til Statsraadet. Statsraad Anker maa tilbagekaldes fra England for at forestaae de udvortes Anliggender.

«Armeen bør kommanderes i Kongens Navn af hans Generaladjutant Seyerstedt, som har det forud for de øvrige høiere Officerer i Armeen, at han er norsk fød. Hvem, der paa Grund af Anciennitet ei vil staae under hans Befaling i Kongens Navn, maa heller udtræde af Tjenesten; men Vi ere forvisset om, at een Aand og eet Sind vil besjæle enhver Nordmand, Enhver som tjener Norges den gode Sag.

«Sverige og Europas øvrige mægtige Stater have besluttet Norges Undergang, uden ringeste Hensyn til det norske Folks Lykke; det kan altsaa ikkun forsvare sig selv, uden at stole paa Andre. Saalænge det er muligt at holde Tropper i Marken for at forsvare Bjergene, bør, efter Min Formening, ingen Underhandling eller Fred sluttes med Norges Arvefiender, de Svenske, der nu senest, ved at afslaae Vaabenstilstanden, og ved at erklære Rigsforsamlingen paa Eidsvold ugyldig, have lagt deres Hensigt for Dagen, at træde Nationens Lykke og Rettigheder under Fødder, hvilket ei har levnet Os andet Middel end i Tillid til Gud og Vort Folk at sætte Magt mod Magt, for at hævde gamle Norges Ære og Selvstændighed.

– – – – – – –

«Hs. Majestæt befalede allernaadigst, at Zahlkassen skal flyttes fra Christiania i 3 Afdelinger over Ringeriget til Ransfjorden, 278og derfra til Vands til Land; – samt at Halvparten af det militaire Depot skulde flyttes til Kongsberg, og den øvrige halve Deel til Hadeland. Om Bureauernes Flytning have Vedkommende at afgjøre det Fornødne med Statsraadet.

Christian Frederik.

Rosenkrantz. Sommerhjelm.

v. Holten.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.