Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815, bind 3

av Jacob Aall

TREDIE TIDSRUM. 1814

3Forfatteren har nu i sin historiske Skitse naaet det Tidspunkt, da udkaarede Repræsentanter mødte paa Eidsvold for at give Norge en ny Statsforfatning; men førend han indleder sine Læsere i Forsamlingssalen, tillader han sig nogle Bemærkninger til Oplysning om den Vane, han har foreskrevet sig selv under Behandlingen af denne Deel af sit Arbeide, og til Forsvar for den Tone, han deri har brugt. Da han selv var een af disse udkaarede Mænd, burde han ansees i Stand til at give sin Fremstilling Sandhedens Farve; men han har i denne Henseende en Bemærkning at gjøre, som, idet den henpeger paa hans vanskelige Stilling, vil berede ham Landsmænds venlige og overbærende Bedømmelse af hans Arbeide. Den største Deel af Nationen vidste vel, i sin Forfærdelse over den indtrufne politiske Katastrophe, neppe hvilket Begreb den skulde gjøre sig om Fædrelandets Stilling og dets Fremtids Skjebne, men den meest tænkende Deel, der ligesom repræsenterede Nationens Intelligents, var deelt i tvende store Partier, der efterhaanden afsondredes i skarpe Linier, og tildeels udgjøde mod hinanden den Bitterhed, der ofte ledsager Partihadet. Det var naturligt, at denne Meningsforskjel udtalte sig stærkest paa det Sted, hvor Fædrelandets politiske Skjebne skulde afgjøres, og at denne Strid voxede, alt som de vigtigste politiske Spørgsmaal 4forelagdes Forsamlingen til Afgjørelse. Under saadanne Omstændigheder var ingen Neutralitetstilstand mulig – der maatte sværges til den ene eller den anden Fane – og der var lidet Rum for rolige og fordomsfrie Overveielser over Landets Stilling og over de Beslutninger, som burde tages, for at bringe det i Nød og Fare stedte Fædreland i en sikker Havn, og befæste Fremtidens Vel ved Valget af en hensigtssvarende Statsforfatning. Især satte Spørgsmaalet om, hvilken Regent der skulde sættes i Spidsen for Regjeringen, Gemytterne i den uroligste Bevægelse, og det var kun, naar Grundlovens øvrige Paragrapher overveiedes, at der herskede Fred og Enighed i Rigsforsamlingen og Rolighed i dens Overveielser. Der dømmes om indviklede politiske Gjenstande, paa hvis Afgjørelse Fædrelandets Vel beroer, ofte langt anderledes i det rolige Kammer end i den store Raadssal, hvor endelige Beslutninger skulle tages. Kaldets Hæder kjøbes ofte med urolige Ængstelser og Tvivl, Miskjendelse, og stundom med en qvælende Frygt for at have valgt det Urette for et elsket Fædreland. I et saa uroligt Tidspunkt stødes Forsamlingens Medlemmer hen til det ene eller det andet Parties Anskuelser, og ligesom tvinges til at antage et vist Parties bestemte Farve, uden at give den sit Bifald i alle sine Nuancer. Vi have tilforn gjort opmærksom paa disse tvende Partiers forskjellige Meninger, det ene fægtende for Norges absolute Selvstændighed, det andet for en betinget Forening med Sverige. Den Heftighed, hvormed forskjellige af disse Partiers Tilhængere forfægtede deres Mening, henrev Mængden til Bifald og Modstand, og derved dannedes en Opposition, som gik maaskee videre end den oprindelige 5Hensigt. Dette Phænomen er oftere gjentaget under vigtige Materiers Behandling paa følgende Storthing.

Det vil saaledes maaskee findes, at Forfatterens Fremstilling bærer Præg og Farve af det politiske Parties Anskuelser, hvis Meninger han paa den Tid deelte, og en anden historisk Pen vilde muligens paa anden Maade have fremstillet disse Begivenheder og betragtet Landsmænds Færd fra andre Synspunkter. Men han har imidlertid omhyggeligen søgt at undgaae en maniereret Pensels Fortegninger. Under den Forudsætning, at man kan elske sit Fædreland høit, endskjønt man i sine Betragtninger over dets Stilling er paa Afveie, har han afholdt sig fra at underlægge noget Parties Fremfærd en uædel, Fædrelandets Mænd uværdig, Grund, om han end har fundet Anledning til at dadle deres politiske Færd. Desuden have Forfatterens politiske Meninger stedse havt en vis Ligevegt formedelst hans uafhængige Stilling i Staten, der gjorde ham fremmed for Higen efter enhver Slags Gunst, eller Attraa efter at spille nogen Rolle. Det Standpunkt, hvorpaa han satte sig strax efter Norges Skilsmisse fra Danmark, og med hvilket han har gjort sine Læsere bekjendt ved at forelægge dem sit Brev til Kammerherre Anker af Januar Maaned 1814, har han saagodt som uforandret bevaret igjennem den store Gjæring, som gik forud for den skandinaviske Halvøes Forbindelse, og troer sig endnu den Dag i Dag beføiet til at hylde de deri fremsatte Meninger om Fædrelandets Stilling og de Forholdsregler, som burde vælges til at ordne dets Anliggender. Denne Rolighed i hans Anskuelser burde sette Forfatteren i Stand til en upartisk Bedømmelse af Andres Færd, hvor forskjellig 6endog deres politiske Mening monne være. Omendskjønt han saaledes i det her omhandlede Tidspunkt Hørte til Oppositionen, der ikke hyldede Regentens eller hans Tilhængeres Politik, saa er han dog ikke saa blind Tilhænger af noget Parti, at han jo er i Stand til at gjøre ethverts forskjellige Medlemmer Ret og Skjel. Dette bør saa meget lettere kunne skee, efter at saa mange Aar ere henrundne siden denne skjebnesvangre Omvæltning. Oversigten et nu langt lettere, og kan skee under en roligere Sindsstemning, ligesom Forfatteren selv staaer ved den Aldersgrændse, da Lidenskaberne tie og Dommen er meer upartisk. Overhovedet har han ogsaa i denne Deel af sin Fremstilling søgt at grunde sine Betragtninger paa uomstødelige Kjendsgjerninger.

Hvad der imidlertid maatte lette Forhandlingernes Gang, og tillige give Constituenternes Fremfærd og gjensidige Forhold til hverandre Humanitetens Anstrøg, var Beskaffenheden af den Thingforsamling, som mødte paa Eidsvold. Prindsen havde vistnok tilkaldt flere Repræsentanter af Krigsstanden, ved hvis Valg de sædvanlige Valgprinciper ikke fulgtes, og som i visse Henseender, især under den Crisis, hvori Norge nu befandt sig, maatte ansees afhængige af hans Villie, eller i det mindste tilbøielige til at dele hans Anskuelser. Men ogsaa dette Valg var skeet med saa megen Forsigtighed og Omhu, at det var mere disse Mænds Talenter, Kundskaber og fædrelandske Aand, end nogen udenfra virkende Indflydelse, der gjorde sig gjældende under deres Deeltagelse i Constitutionsværket. Folkets Valg af sine Repræsentanter var i Almindelighed skeet med den største Omhyggelighed og med det reneste Hensyn til Sagen 7selv, uden at nogen af de Lidenskaber, som siden ofte raadede ved disse Valg, kom i Bevægelse. De Mænd, som havde den høieste Grad af deres Medborgeres Tillid, og ansaaes for de meest kyndige, bleve udvalgte til dette vigtige Hverv; thi den Overbeviisning gik igjennem det ganske Folk, at der behøvedes Indsigt og Erfaring til at fuldbyrde det store Værk. Formuen betragtedes ved disse Valg mestendeels som et underordnet Valg-Element. Ikke heller toges der ved dette Valg Hensyn til politiske Meninger; thi deels var disses Betydning lidet bekjendt for Vælgerne udenfor Hovedstaden, deels havde Landets Mænd endnu ikke saa bestemt deelt sig i de føromtalte Partier. De allerførste Skridt paa vor nye Statsforfatnings Bane vare simple, rolige og frie for de gjærende Lidenskaber, som sædvanligen raade under store Revolutioner. Statsforandringen var – som før bemærket – ikke noget Værk af en indvortes Gjæring eller høi Grad af Misnøie med det Bestaaende. Stødet kom uden og ikke inden fra, og Overgangen fra en ufri til en fri Statsforfatning blev ligesom Nationen paatvungen. I Omvæltningens første Udspring, før Prindsens og hans Raadgiveres Mening yttrede sin store Indflydelse, var ingen foruroligende Lidenskab i Bevægelse, og Tanken var alene henvendt paa at grundfæste en Forfatning, som kunde bringe Folket Lyksalighed i Tid og Fremtid. Den mindste Deel af Nationen kunde gjøre sig et Begreb om Beskaffenheden af den Forandring i Statsforfatningen, som beredtes den. En almindelig Mening herskede vel, at der i flere Henseender var en indvortes Trang til selvstændige Indretninger, og denne Mening var styrket ved det nys afholdte Møde, Hvori Pengevæsenets 8Anliggender forhandledes, ligesom flere Forfattere i djærve Ord havde gjort den gjældende; men om Maaden at afhjælpe den paa havde Faa eller Ingen gjort sig et Begreb. Kun derom var man overbeviist, at Nationens bedste Kræfter maatte sættes i Bevægelfe for at styre til det rette Maal. – Ethvert Hensyn til Pengefordeel, som i de følgende Valgforsamlinger ofte var et ledende Element, var ved dette Valg aldeles tilsidesat. Der var intet Vederlag bestemt for dem, som droge til Thinge, og de maatte gjøre sig beredte paa at bære selv en stor Deel af de Udgifter, som vare forbundne med at røgte dette Hverv. Valget var saaledes i alle Henseender et Æresvalg. En ædel Fyrste havde overtaget Rigets Styrelse, da det ved Skilsmissen fra en gammel Statsfrænde var overladt til en ubestemt Skjebne, omgivet af Farer og mørke Anelser om dets Fremtid. Folket havde med Tillid bekræftet den Beslutning, som i den Anledning var tagen i en foreløbig Raadssamling paa Eidsvold, og ved en aflagt Ed i Herrens Tempel paatrykt den et helligt Stempel. Nu sendte det i de udkaarede Constituentere de Bedste, som de troede Landet kunde fremstille, til at bestemme Rigets Skjebne i Fremtiden. – De valgte Mænd skuffede ikke den dem viiste Tillid. Uerfarne vare de Fleste, for ei at sige Alle, og i større eller mindre Grad uforberedte til at lægge Haand paa det store Værk; men aldrig gaves nogen Forsamling, hvis Medlemmer meer eenstemmigen og oprigtigen havde Nationens sande Gavn for Øie, skjønt med forskjellige Anskuelser om hvad der tjente til Fædrelandets Gavn. Især var dette Tilfædet under Constituenternes Sammentrædelse, og om end under Sagens Behandling Lidenskaber vaagnede, 9som bare en uædlere Farve, og opvaktes af indvortes og udvortes Paavirkninger, saa opløstes Forsamlingen i den samme Harmoni med Hensyn til et fædrelandsk Sind, hvormed den var sammentraadt.

I en saadan Forsamling kunde vel herske den største Meningsforskjel, og denne yttre sig med stor Heftighed, ja med Bitterhed; men Sindighed og Anstand maatte være Forsamlingens Grundtone, og om heftige Lidenskaber stundom forberedte urolige Scener, saa maatte disse Udbrud aves af den rolige Fornuft. De varmeste Forfægtere af deres politiske Anskuelser om Fædrelandets Stilling vare mestendeels de humaneste og sindigste, og de Splidens Elementer, som under Lidenskabernes Oprør kunde kastes ind i Forsamlingen, maatte aves af det store Centrums Maadehold, og talentfulde Medlemmers mæglende Veiledning. – Vi forklare os saaledes let Gangen i denne Nationalforsamlings Fremfærd og Granskninger. Alle traadte sammen med den redelige Attraa efter at bidrage sin Skjerv til Fædrelandets Tarv; under Forhandlingen selv sattes Lidenskaberne paa flere Maader i Bevægelse; de forskjellige Partiers Meninger bleve mere bestemt afsondrede, og deres Høvdinger optraadte mod hverandre med en vis fiendtlig Djærvhed og Partihadets skarpe Vaaben; Prindsens Ophold i Nærheden af Rigsforsamlingen, og hans Omgivelses Paavirkning paa dens mindre betydende, men i Stemmegivning vigtige Medlemmer, forstyrrede stundom, endog uden Prindsens umiddelbare Medvirkning, Forretningernes rolige Gang; men Constitutionsværket selv fuldbyrdedes til Nationens Hæder og Gavn, og Forsamlingen opløstes i Venskab og Overbeviisning om, at Enhver 10havde handlet med et redeligt og Fædrelandet hengivent Sind, skjønt i forskjellige Retninger af Anskuelser. Desuden var det mestendeels kun et enkelt, endskjønt saare vigtigt Punkt, nemlig med Hensyn til Valget af Regjeringens Overhoved, og til Begreberne om Fædrelandets politiske Forhold i det Hele, at der i Forsamlingen herskede en bestemt Meningsafsondring. I Overveielserne om Constitutionens Bygning selv, som var Mødets Hovedformaal, herskede ofte Enighed og stedse en vis Grad af Rolighed. Alle tænkte paa at gjøre den fast, folkelig og overeensstemmende med de liberaleste Begreber om constitutionelle Forfatninger. Prindsen selv – hvad endog hans individuelle Mening herom monne have været – satte sjeldent, og stedse med Forsigtighed, Nogen i Bevægelse for at udvide Kongemagten over de rette Grændser; thi derved maatte han bortfjærne sig fra det Maal, hvortil han aabenbart stilede. – Derhos nedlagdes lykkeligviis i Forsamlingen et vel udtænkt Udkast til en Grundlov, der maatte give en herlig Veiledning under Norges simple og naturlige Statsforhold.

Som Materialier til denne Deel af sin Historie har Forfatteren benyttet en Dagbog, som han har holdt under sit Ophold paa Eidsvold og postdagligen hjemsendt til en Ven, samt en Charakteristik over de forskjellige Medlemmer af Forsamlingen, som han nedskrev strax efter sin Hjemkomst. Den første har han næsten bogstaveligen fulgt, forsaavidt den gav ham den fuldstændige Traad han behøvede, fordi han derved meest troede at nærme sig den historiske Sandhed med Hensyn til Begivenhedernes Følge og Beskaffenhed. Charakteerskildringerne ere i det mindste et tro Billede af Forsamlingens Medlemmer, 11saaledes som Forfatteren paa den Tid opfattede dem, men han maa overlade de endnu levende Medlemmer af denne Forsamling at bedømme, hvorvidt han har truffen Sandheden, eller hvorvidt en politisk Meningsforskjel har havt Indflydelse paa hans Dom. I denne Henseende gjør han ikke Regning paa at tilfredsstille alle sine Læsere, ligesom han paa denne Vei er meest udsat for Vildfarelser. – Til disse sine nedskrevne Materialier til den Tids Historie har han føiet Erindringer, som endnu ere levende hos ham, om et Tidspunkt, der meer end nogen anden Deel af hans Levetid har opvakt hans Deeltagelse og berørt hans borgerlige Stilling, og som er fornyet ved et andet Medlem af Rigsforsamlingens deels middelbare, deels umiddelbare Meddelelser, der ere lagte for Landsmænds Øine. – Som i dette Værks foregaaende Dele har Forfatteren ogsaa øst af andre authentiske Kilder, og i den Anledning henvendt sig til Mænd, som umiddelbart havde taget Deel i Dagens Begivenheder og i Rigets Bestyrelse under Selvstændighedsperioden, og han tilstaaer taknemlig, at, om hans Skildringer befindes at have noget Værd, maa han dele Æren derfor med flere Frænder og Venner. Især skylder han sin Broder, Statsraad Aall, flere vigtige og veiledende Oplysninger. Han var dengang Medlem af Statsraadet, og tog en virksom Deel i Rigets Bestyrelse; han blev af sin Konge betroet et vigtigt diplomatisk Ærende, og han udførte tilligemed Statsraad Collett med stort Held Fredsunderhandlingerne med Sveriges Kronprinds. Han var daglig Vidne til Christian Frederiks Færd, og ligesom han besad sin Konges Yndest og Fortrolighed, bar han for ham dyb Høiagtelse og undersaatlig Kjærlighed. Bedre 12Hjemmelsmand kan Forfatteren saaledes ikke fremstille for sine Læsere, i Alt hvad der angaaer hans Deeltagelse i Rigets Styrelse paa den Tid.

Til Slutning maa han gjentage den Bemærkning, at hans Nedtegnelser ere mere at betragte som et Bidrag til Dagens Historie, end som en fuldstændig Chronik, om hvis Fuldendelse han i sin Alder ei kunde gjøre sig noget Haab, medens den venlige Dom, som er fældet over dette Værks foregaaende Dele, har opmuntret ham under Udarbeidelsen af Værkets Slutning.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815, bind 3

Jacob Aalls Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815 er fremdeles en av våre viktigste kilder til tiden rundt 1814. I detalj redegjør Aall for de politiske hendelsene i Norge og Norden som førte til utarbeidelsen av Norges Grunnlov, bruddet med Danmark og unionen med Sverige. Beretningen er basert på egne erfaringer, han var selv til stede på Eidsvoll.

Verket kom ut i tre bind i 1844-45.
Bind 1 inneholder innledning, «Første Tidsrum» (1800-07), første del av «Andet Tidsrum» (1807-08) og bilag.
Bind 2 inneholder andre del av «Andet Tidsrum» (1808-14), bilag og tillegg/rettelser.
Bind 3 inneholder «Tredie Tidsrum» (1814) og bilag.

I 1859 kom en ny ettbindsutgave med noen rettelser og tillegg.

Se faksimiler av utgavene (nb.no):
1. utgave, bind 1, 1844
1. utgave, bind 2, 1844
1. utgave, bind 3, 1845
2. utgave, 1859

Les mer..

Om Jacob Aall

Jacob Aall var først og fremst forretningsmann og politiker, men ga også ut en rekke verker, særlig populærvitenskapelige tekster om næring og handel. Hans mest kjente verk er Erindringer som Bidrag til Norges Historie fra 1800 til 1815 (3 bind, 1844-45), hvor han basert på egne erfaringer i detalj gjør rede for de politiske hendelsene i Norge og Norden rundt 1814.

Les mer..

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.