Ervingen

av Ivar Aasen

Fjortende Scene


Hermann. Aamund.


    Hermann.

Saa du synes altsaa at være vis paa at vinde denne Sag?


    Aamund.

Nei, eg er inkje vidare viss paa dat; men so lyt eg no hava Voni, so lengje som dat er nokor Raad til.


    Hermann.

Ja men det maa jeg da sige, at om saa skulde hænde, saa vil du ikke komme saa ganske lettelig til det; for her er lagt en stor Bekostning paa Gaarden, og Eiendommen er nu i en ganske anden Stand end den var.


    Aamund.

Dat kann so vera, men eg vilde daa helder, at Garden skulde vera i dat Stand, som han var, sist eg saag han.


    Hermann (fornærmet).

Saa? – Jo det var en god Forklaring! Det var naturligviis galt, at der blev gjort en liden Modsigelse imod den gamle Bondeviisdom, en liden Afvigelse fra den gamle Slendrian, som han Far og han Bedstefar har befundet sig saa særdeles vel ved. Man burde endnu en Tid faa nyde Frugterne af den gamle Dumhed og Dorskhed. Det var naturligviis fortrædeligt, at der skulde skee en Forandring i det gamle Svinerie, at man ikke skulde være saa lykkelig at faa rode i den samme Skiddenhed og Uteerlighed som før. Jo, her saae saa net og saa hyggeligt ud, da jeg kom her, at det var Skade, at der skulde gjøres en Omskiftelse.


    Aamund.

Eg gjerer Skil paa slike Umskifte, som er Gagn i, og slike som er inkje Gagn i. Her heve butt agtande Folk fyrr, og dei hava teket mangt eit tungt Tak og gjort mangt eit godt Verk, som inkje kan vera so synlegt fyre alle dei, som no koma her; dei hava jamnat mang ei Tuva og lagt upp mang ei Sletta, som inkje var, daa dei kom til. Dei hava gjort kvat dei kunde gjera, og meir vil dat inkje vera te segja um oss helder. Og difyre meiner eg, dat var best aa lata dei daude kvila i Fred og helder passa paa seg sjølv. Dan som heve gjort so stor Umbot paa Jordi, han maa væl ogso hava havt ein stor Vinning av di, og heveheve] retta frå: have (trykkfeil, jf. liste bak i boka) han inkje dat, so maa dat vera galet fram-faret.


    Hermann.

Ingen Næsviished, ingen Fornærmelser!


    Aamund.

Nei, dat var eg inkje tenkt paa; men eg tykjer, dat er betr aa segja sin Meining til ein Mann, som er sjølv til Stadar og kann svara fyre seg, en aa skamskjella Folk, som er burte og inkje kann svara.


    Hermann (afsides).

Han bliver nok ikke saa let at blæse ifra sig, som jeg tænkte. (Høit). Det kan da være nok om den Sag. Men hvorledes troer du, at vi skulde komme overeens, om det skulde komme dertil, at jeg maatte afstaae Gaarden?


    Aamund.

Aa, dat laut no væl verda ein Utveg med di; eg vilde inkje, at nokon skulde lida Urett. Og so laut eg no fyrst faa høyra, kor du sjølv vilde hava dat.


    Hermann.

Hør engang: jeg lider ikke dette «Du»; vi have ikke drukket Duus med hinanden.


    Aamund.

Nei, nei, eg kann gjerne bruka eit annat Ord. Men eg syntest, at de sagde «Du» til meg, og difyre trudde eg, at dat skulde so vera.


    Hermann.

Jeg skulde nok mene, at man maa have Lov til at sige Du til en Bondegut.


    Aamund.

Ja, ja, dat kann so vera. Dat kann henda, at naar ein Bondegut verd Landhandlar, so stig han so høgt upp um Bonden, at han inkje meir kann hava nokot Samlag med honom.


    Hermann (afsides).

Hvad for noget? Skulde han vide noget om min Herkomst? – (Høit). Hør engang: har du været ved Mandal nogen Tid?


    Aamund.

Ja, eg heve voret dar, og eg er væl kjend med Folk, som er darifraa ogso.


    Hermann (afsides).

See saa! det manglede kun. Han veed altsaa hele min Historie. Ja, saa faaer jeg nok tale i en anden Tone. – (Høit) Jeg er bange for at jeg har fornærmet Dem, og isaafald maa jeg da bede om Forladelse. Men hør nu engang: jeg vil fremsætte et vist Tilfælde ligesom til et Exempel. Dersom De traf en indflyttet Mand i Deres Hjembygd, og De saa vidste, at denne Mand paa et andet Sted havde gjort adskillige Dumheder, som han dog siden havde rettet paa og givet Opreisning for: hvad vilde De da gjøre med den Historie? De vilde vel ikke fortælle den til enhver, som vilde høre den?


    Aamund.

Dat trur eg inkje, at eg vilde bry meg med. Dat som han hadde gjort paa andre Stader, dat kom inkje nokon ved i mi Heimbygd, og so vilde dat vera gagnlaust aa fortelja dat; for dat vilde berre vera ein Mann til Skade og ingen til Bate. Men naar dat skulde høva so til, at dan Mannen gjorde seg nokot for dryg anten mot meg elder mine, so kunde dat væl henda, at eg vilde lata han høyra, at eg visste dat; men ellest trur eg inkje, at eg vilde gjera nokot vidare utav di.


    Hermann (afsides).

Det er sandelig en bedre Karl end jeg havde tænkt. (Høit.) Det glæder mig meget at høre, at De har en saadan Tænkemaade, og jeg maa oprigtig bede om Forladelse for, at jeg ikke har behandlet Dem, som jeg burde. De vil ellers let indsee, at det maatte falde mig lidt fortrædeligt at blive forstyrret i Besiddelsen af dette Sted, som jeg nemlig nu havde anseet som min retmæssige Eiendom.


    Aamund.

Dat kann eg slett inkje undrast paa.


    Hermann.

Det vil altsaa være mig en Trøst, at jeg har med en saa fornuftig Mand at bestille. Og forøvrigt maa vel Sagen gaae Rettens Vei?


    Aamund.

Ja, dat er væl inkje onnor Raad.


    Hermann.

Jeg kan ikke sige noget derimod; enhver maa jo staae paa sin Ret. Og forøvrigt faae vi tale nærmere sammen en anden Gang; nu for Øieblikket har jeg noget at udrette. Far vel, saalænge.

(Gaaer).

    Aamund (alene).

Ha, ha! Jau no kom dat annat Maal i Bjølla. – Eg kann inkje annat segja, en eg harmast, naar eg høyrer paa, kor Folk kann skjemma og svivyrdaForfattarnote: forhaane. Foreldri vaare, og me skal inkje hava Lov te segja eit Ord imot. So var dat denne Gongen ogso, og difyre fekk han no denna Sneidi.Forfattarnote: Skose, Stikpille. Han er Son til ein Husmann paa ei Plasse-Bot, som heiter Saudebakken; difyre skriv han seg Sauenbach.Forfattarnote: Sauenbach betyder egentlig noget andet, nemlig: Svinebæk. Han var Krambudsvein nokre Aar og slog stort paa og livde som ein Ranglefant med annan Manns Pengar, og sidan kann dat vera mangt, som inkje eg veit um; og inkje bryr meg eg um aa vita dat helder. Dat vilde alltid vera so myket, at Folket her vilde hava nokot te neisa han med,Forfattarnote: at forekaste ham. naar dei kom i Ordkast med honom; og d’er væl dat, som han er rædd fyre. Men han skal no inkje syta so myket fyre dat helder; heve inkje nokon annan fortalt dat, so vil inkje eg fortelja dat helder. Han skal inkje hava dat te segja, at eg heve gjort Skade paa hans gode Namn.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Ervingen

Da Ivar Aasen ga ut syngespillet Ervingen i 1855 var det det første skuespillet som ble utgitt på landsmål. Alle rollefigurene bortsett fra en snakker landsmål. Stykket inneholder flere kjente Aasen-sanger, for eksempel «Dei vil alltid klaga og kyta» og «Her er det Land, som hugar meg best».

Handlingen i stykket er knyttet til odelsretten til gården Flaavig. Gården tilhørte opprinnelig familien til Aamund, men ble solgt til Hermann Sauenbach. «Arvingen» Aamund kommer tilbake til bygda etter mange år på reise og forelsker seg i Hermanns datter.

I 1874 ga Aasen ut en revidert og forkortet versjon av skuespillet, og det er denne versjonen som er blitt utgitt i senere utgaver og brukt som grunnlag for oppsetninger. Teksten i bokselskap.no følger førsteutgaven fra 1855 og inkluderer også faksimiler av sangnotene som er trykket bakerst i utgaven.

Les mer..

Om Ivar Aasen

Ivar Aasen er kjent både i Norge og internasjonalt som skaperen av nynorsk skriftspråk, som dialektforsker og for sin arbeidsmetode. Han tilegnet seg store språkkunnskaper gjennom selvstudier i flere fremmedspråk og grammatikk.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på X
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.