Nu er det da altsaa forbi med den Plan, og det har jeg da egentlig ikke saa meget imod. Hvis jeg skulde flytte herifra, saa vilde jeg helst have Barnet med mig, og saa kan hun jo faae sig en bedre Mand paa et andet Sted. Men er det nu ogsaa vist, at jeg skal forlade dette Sted? Jeg har ikke nogen Fred paa mig, førend jeg faaer tale med Prokuratoren selv; for jeg er ræd for, at den Klodrian kan have misforstaaet ham.

Kvar heve dat daa vordet av denna Vækja, at eg aldri kann finna henne atter? Inkje er ho heime, og inkje er ho burte, og inkje er ho nokonstad. Hadde eg endaa funnet Faderen, so trur eg, at eg vilde taka dat paa Enkjemanns Viis og fria til Fa’ren fyrst. – Sjaa, dar er han med same! (Til Hermann). Tykk inkje paa dat; kanskje eg kjem til nokor Uro?

Aa nei, jeg kan ikke sige det heller. Det var kanskje noget, som du vilde tale om … Aa, om Forladelse! Jeg er saa vant til at sige «Du» her iblandt Landsfolket.

Ja, kunde me inkje prøva aa segja «Du» til kvarannan? Eg tykjer, d’er lettare aa tala daa.

Aa – jo, – jo; det kunde nok gaae an. (Afsides.) Han er temmelig dristig.

Dat var nokot, som eg vilde tala um, og eg veit inkje, kor eg skal koma med di; dat kunde kanskje synast so, at dat var nokot djervt og kanskje vanhøvelegt;vanhøvelegt] retta frå: vanhølegt (trykkfeil, jf. liste bak i boka) men eg trur inkje, dat skal vera nokot vondt i dat. Dat var fyre dat fyrste berre eit Spursmaal.

Vær saa god! Jeg er ikke saa streng paa det.

Du heve ei Dotter, som er her heime.

Ja, det er Inga, som du vistnok har seet.

Eg heve talat med henne baade einn Gong og fleire, men eg var inkje so hæv, at eg kjende henne; eg visste inkje, kvat Manns Barn ho var, fyrr en no nyst. Maa eg spyrja, um ho er forlovad?

Hvad kan det betyde? (Høit). J-Ja, – om Forladelse, jeg er saa fuld af Tanker; – nei, hun er ikke forlovet, saa vidt jeg veed. (Afsides.) Det er bedst at være oprigtig saa forsnakker man sig ikke. (Høit). Der var rigtignok talt om en Forlovelse engang; men hun syntes ikke rigtig om det, og saa blev der ikke noget af.

Eg maa segja, eg likar Gjenta so væl, at eg tykst aldri hava likat nokot Kvende soleids som henne. Og naar eg kunde vita, at dat var nokor Von fyre meg, og dat inkje skulde vera for myket i Vegen, so vilde eg fria til henne.

Nu skal vi høre. (Høit). Det kommer saa uventet, – jeg har ikke kommet til at tænke paa dette, – og slige Ting burde man betænke meget vel; – men jeg troer, at det maatte kunne gaae an, ja jeg mener, at det vilde vist være godt. Jeg vil tale med hende om dette, eller rettere, jeg vil kalde hende hid og saa kan du selv tale med hende. Jeg syntes jeg saae hende borte i Gaarden.
(Han raaber)
Inga, Inga, kom hid!
(Til Aamund.)
Jeg maa sige, jo mere jeg tænker paa dette, des bedre synes jeg om det; – saaledes som Sagerne nu staae, vilde det være meget godt.
(Til Inga, idet hun kommer ind).
Hør, Inga, her er en Mand, som vil tale med dig.
(Han sætter sig i en grublende Stilling).