Dat var nokot, som eg vilde tala med deg um, og dat lyt eg gjera dat kortaste, som eg kann. Fyre dat fyrste maa eg spyrja, um du heve nokon Kjæraste.

Nei.

Og fyre dat andre maa eg spyrja, um du vil hava meg til Kjæraste.

Nei.

Hvorledes var det? – Men, det er sandt: hun veed jo ingen Ting. – Om Forladelse, der er noget, som jeg har glemt at fortælle hende. (Afsides.) Det var da ogsaa en forskrækkelig Hast; man kan jo ikke faa Tid til at tænke efter nogen Ting.

Dat kann væl vera dat same, kvat du heve gløymt elder inkje gløymt; eg vil inkje hava annat Svar en dat, som ho kann giva med sin eigen gode Vilje. – Aa, dat var harmelegt! Dan Gjenta kjem eg seint til aa gløyma. Og eg, som trudde so stødt, at dar inkje var nokot i Vegen! Nei, dat kann ingen skyna desse Kvendi. Du Olav i Bakken, du hadde Rett i dat, som du sagde: «dei giva deg goda Voner og svika deg sidan braadt». Men dat er sant: Ho er inkje lastande fyre dette; – maa inkje ei Gjenta hava Lov til aa vera blid og snild imot ein Kar, utan at han skal tru, at ho vil hava han? – Men eit er vist og sant: dat var tregelegt; dat var syrgjelegt!

Saaledes er det. Det var bare denne Sag om Gaarden her og intet andet. Jeg har siden lært ham bedre at kjende, og saaledes har jeg nu de bedste Tanker om ham; det er en Mand som man kan komme godt overeens med, en meget fornuftig Mand, en prægtig Karl. Jeg har endog havt Beviser paa, at han har en udmærket Tænkemaade, eller rettere sagt: en ædel, en nobel Karakteer.

Aa! dat var ei Synd, at eg inkje skulde vita dat.

Det er vist ikke for seent endda. Jeg skal forklare ham Sagen, og saa tænker jeg nok, han kommer igjen.

Ja, daa vil eg no sagte svara Ja.

Ja, gjør det, Barn! Du skal faae raade dig selv nu som før. (Vender sig til Aamund.) Det var, som jeg formodede: der var en Misforstaaelse under. Hun havde bare hørt, at du skulde være min Uven, og at der var en forfærdelig Strid imellem os, saa at det maatte ende med Undergang og Ødelæggelse; men ellers havde hun intet hørt om, hvor det egentlig hang sammen. Deraf havde hun da gjort sig den Tanke, at du maatte være reent en farlig Fyr. Nu veed hun bedre Besked, og saa tænker jeg nok, at hun ikke har meget imod dig. Jeg har endog en liden Mistanke om, at hun har havt et godt Øie til dig fra det første, hun saa dig.

Nei, er dat mogelegt, at dat kann vera sant? (Til Inga). So var dat kanskje inkje so reint av Hjarta, at du svarade Nei?

Nei.

Og so er dat meir Von, at dat er av Hjarta, naar du svarar Ja?

Ja.

Man kann nok ogsaa see at dette er af Hjertet, for hun seer da sagtens ganske anderledes ud nu end før.

Dat er berre einn Ting, eg ankar paa, og dat er, at ho kjenner meg for litet. Eg kunde gjerne vera ein stor Skarv fyre alt dat, som ho veit um meg.

Aa Snak! det er ingen som har nogen Mistanke om det. Og desuden saa kjender du jo ikke meget til hende heller.

Henne? So snart eg berre hadde seet henne og talat ei tvau-try Ord med henne, so var dat nog.

Det kunde dog kanskee være dristigt nok; men imidlertid haaber jeg, at du ikke vil angre det. Jeg maa sige, jeg er ret inderlig glad over dette her; det var et særdeles godt Raad, eller rettere sagt: en meget heldig Plan. Vi kunde ikke have kommet til nogen bedre Endskab, eller rettere sagt: til et mere fordeelagtigt Resultat. Og nu tænker jeg nok, at vi komme vel overeens om de øvrige Sager ogsaa.

Ja, no heve eg ei Von um, at dat vil greida seg so, at kvar er nøgd paa si Sida.

Jeg skal sige dig: jeg var allerede kjed af dette Jordbruget, saa jeg ikke for den Skyld havde noget imod at afstaae Gaarden; men jeg syntes, det var leidt, at Folk skulde sige, at jeg skulde blive udjaget. Nu er ikke det at frygte for; nu kan jeg jo sige, at jeg giver Gaarden fra mig til min Datter, og lader hende overføre den til hvem hun vil.

Ja, dat kan godt ganga fyre seg. – Men no vilde eg berre, at han Olav og ho Gunnild skulde voret her.

Ja! (seer sig om) De er vist ikke saa langt borte, for jeg syntes, at de netop kom gaaende paa Veien hertil. Der er de allerede. Kom hid, godt Folk!