Naa, er det du Trond, som er ude og gaaer?
Ja, eg gjekk og saag ut yver Marki, eg tykjer d’er so hyggjeligt te sjaa paa Grødet, kor veent dat stend baade paa Aakr og Eng; d’er ein stor Hugnad.
Ja, det kan ikke negtes, her staaer et vakkert Grøde; faae vi bare en god Høst, saa vil der blive noget af dette.
Dat seer no veent ut allstad i Aar; men so er dat daa ingenstad slikt som her likevæl; dat syner seg dar, som er Folk, som kan driva Jordi; dat verd annat Slag, end dar, som ho inkje er drivi. (Afsides). Eg lyt no gjøla fyre han nokot, maa vita.
Aa ja, – man skulde troe det; imidlertid har jeg dog ikke seet den Fremgang, som jeg ventede; der maa være noget galt med Jordbunden, hvad det nu er. Jeg syntes meget godt om dette en Tid, men nu ønsker jeg næsten, at jeg ikke havde befattet mig dermed. Disse Smaaforbedringer ere bare til Udarmelse; man burde gjøre noget stort, men dertil behøver man Penge eller rettere sagt en Kapital, og disse Ting ere ikke altid saa lette at opdrive.
Aa, dat var no væl inkje so vanskelegt fyre ein slik Mann som de er. Og um de kunde verda leid av Bruket og tyst trenga til ei liti Kvild, og de kanskje vilde hava ein Hjelpesmann, som kunde hava noko-litet te leggja til attaat di som er fyrr, so vilde de vist inkje standa uppraadd fyre dat. Dar er fulla dei, som vilde vera baade glade og fegne, naar dei kunde koma inn i eit slikt Rom.
Det kunde maaskee være tjenligst at indrette det saaledes; imidlertid har jeg ikke rigtig bestemt mig endnu.
Dat er sant: um eg skulde vera so djerv og spyrja: Heve de tenkt nokot paa detta, som me talade um sist?
Naa ja, du mener vel dette her med min Datter? Jo jeg har rigtignok tænkt paa det; men i slige Ting maa man give sig Tid og betænke sig vel. – Men du har jo selv talt med hende; veed du nu, om hun virkelig er vel fornøiet med denne Bestemmelse?
D’er galet te segja sant og verre te ljuga. Eg lyt slaa ein Krok paa. (Høit.) Eg tenkjer no so eg, at ho vil fyrst høyra, kvat de vil sjølv, og sidan tenkjer eg, at ho rettar seg etter di.
Ja, ja, saa kan vi altsaa tale nærmere derom en anden Gang. Jeg skal tale med hende om det.
Dat var myket snildt. Og um eg torde tenkja so stort, at de vilde teljaForfattarnote: raade. henne til og leggja eit godt Ord fyre meg, so hadde dat voret overslege væl. Men no torer eg inkje hefta dikkorForfattarnote: Eder. Dem. lenger; for de kann væl hava mangt annat te tenkja paa ogso. Far væl, Herr Sauenbach.
(Gaaer.)Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Da Ivar Aasen ga ut syngespillet Ervingen i 1855 var det det første skuespillet som ble utgitt på landsmål. Alle rollefigurene bortsett fra en snakker landsmål. Stykket inneholder flere kjente Aasen-sanger, for eksempel «Dei vil alltid klaga og kyta» og «Her er det Land, som hugar meg best».
Handlingen i stykket er knyttet til odelsretten til gården Flaavig. Gården tilhørte opprinnelig familien til Aamund, men ble solgt til Hermann Sauenbach. «Arvingen» Aamund kommer tilbake til bygda etter mange år på reise og forelsker seg i Hermanns datter.
I 1874 ga Aasen ut en revidert og forkortet versjon av skuespillet, og det er denne versjonen som er blitt utgitt i senere utgaver og brukt som grunnlag for oppsetninger. Teksten i bokselskap.no følger førsteutgaven fra 1855 og inkluderer også faksimiler av sangnotene som er trykket bakerst i utgaven.
Ivar Aasen er kjent både i Norge og internasjonalt som skaperen av nynorsk skriftspråk, som dialektforsker og for sin arbeidsmetode. Han tilegnet seg store språkkunnskaper gjennom selvstudier i flere fremmedspråk og grammatikk.
For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.
