Fa’r, dar var ein Mann upp i Garden, som vilde tala med deg.

Aa, det er vel ikke noget, som haster synderlig. Men hør nu, Inga; jeg tænkte just paa at tale med dig om noget vigtigt. Trond paa Bøen har netop været hos mig og talt om dig; han har naturligviis talt med dig selv ogsaa, og hvad har du da svaret ham?

Eg heve svarat, at eg vil inkje hava han.

Ja, men det var stygt af dig, det skulde du ikke gjøre. Det er denne Bondeviis, du har vant dig til, nemlig at sige alting saa beent frem paa en eneste Gang. Om det nu ikke var saa ganske efter dit Tykke, saa skulde du alligevel have snakket høfligt og for Exempel sagt, at du behøvede Tid til at betænke dig eller noget sligt.

Ja men dat veit eg daa inkje, kvat dat skal vera til, at ein skal fara so og gjøla fyre Folk, naar ein inkje meiner nokot med di.

Ja, seer du: der er mangt, som man ikke skjønner i Ungdommen, men siden kommer det dog med Aarene; blandt andet lærer man, at et godt Udkomme er dog altid det fornemste i Verden. Da jeg for nogle Aar siden holdt op med Landhandleriet og flyttede hid, meente jeg, at alting nu skulde gaae saa fortræffeligt, men det har desværre ikke gaaet saa godt, som jeg tænkte; det gaaer til Atters, eller rettere sagt, det gaaer tilbage. Naar vi nu kunde komme i Forbindelse med en Mand, som eier noget, saa kunde vi snart oprette de faldne Sager og være lykkelige paa alle Sider. Og derfor synes jeg, at dette Tilbud ifra Trond ikke er saa ganske at foragte; det kunde hænde sig, at vi vilde angre paa at have forkastet det.

Men kunde dat inkje ogso henda, at me vilde angra paa, at me hadde teket imot dat?

Naa, du vil ogsaa være klog! – Aa jo, det kunde kanskee være muligt, men det er dog ikke saa sandsynligt. Jeg veed nok, hvad du tænker paa; det er denne Ungdommens sædvanlige Drøm: man tænker, at det skal gaae til ligedan som i disse Æventyr og Kjærlighedshistorier, som man hører; man gaaer og venter paa, at der skal komme en forelsket Ridder, saa vakker og saa mandhaftig og galant, at ingen har seet sligt; saa skal der blive Giftermaal, og siden skal der ikke være andet end bare Kjærlighed og Kjælerie og Fornøielse, saa længe som Livet vil vare. Men det gaaer ikke rigtig saaledes til i Livet. Deels hænder det, at den rette Ridder ikke vil komme; deels hænder det ogsaa, at der kommer En, som man anseer for den rette; men han kommer da saa fattig og sulten som en Skrubb ifra Skogen, og saa kommer der En bagefter, som de kalde Smale-Hans, og han pleier at fare saa ilde med disse søde Drømme, at der omsider ikke findes noget Spor tilbage af den hele Herlighed. – Men siig mig nu engang, synes du da ikke rigtig om denne Trond?

Nei.

Jeg maa rigtignok tilstaae, at der var en Tid, da ogsaa jeg havde andre Planer; jeg tænkte nemlig, at du skulde faae en Opdragelse, saaledes at du kunde blive et passende Gifte, eller rettere sagt et passende Partie for en Mand af bedre Stand. Men Omstændighederne tillod mig ikke rigtig at fuldføre mit Forsæt, eller rettere sagt at realisere min Idee. Din yngre Søster havde større Lyst til at komme ud i Verden, og saa sendte jeg da hende til Byen for at lære lidt Folkeskik, men en af jer syntes mig, at jeg maatte have hjemme. Saa var din Moer død, og saa kunde jeg ikke holde dig inde længere; du klagede altid over, at det var saa langsomt og kjedeligt; du maatte have Selskab, du kunde ikke leve uden Selskab, og da her nu ikke fandtes andet Selskab end bare Bondefolk, saa gik du der og tumlede omkring iblandt dem saa længe, at du blev selv en Bondetøs i Bund og Grund. Naar nu din Søster engang kommer hjem, saa er hun en anseelig Dame, og du er en Bondeslamse, som gaaer i Stak og Livstykke og taler Bygdemaal. – Aa ja, det er just ikke første Gang, at sligt hænder; det gaaer nu saa op og ned med Folk i Verden.

Ja, men eg tykjer d’er no so morosamt, eg, til aa fylgja Bonde-Visi; daa kann ein hava Sellskap baade stødt og stendigt, og hava Kjenningar i kvart eit einaste Kot i heile Sokni. Og Folket synest eg, er slett inkje lastande; for dei er baade snilde og vituge og veit væl kor dei skal gjera Folk til Vilje, naar ein berre kjem i Kjendskap med dei.

Aa ja, du har ikke Adgang til at see noget bedre; derfor synes du, at det er altsammen vel. Men siden du nu er saa vel fornøiet med denne Skik, saa synes jeg netop, at en Mand som Trond kunde ikke være at foragte. Imidlertid vil jeg for det første kun bede om, at du maa være høflig imod ham og ikke vise ham saa tvert ifra dig; for Resten behøve vi jo ikke at haste med Afgjørelsen. – Men nu maa jeg hjem for at see, hvad der er at udrette.

Jau dat seer hugnadlegt ut! Men dat kann no endaa vera, naar dat inkje er verre. Eg lyt no prøva og tala snildt med honom, sidan han Far vil dat; men eg hadde no større Hug te segja Meiningen reint ut. – Nei, eg heve seet ein Gut i Dag: dat var annat Slag; eg tykjer, eg berre lengtar, at eg skal sjaa han atter. Men, – eg veit inkje eingong kvar han er ifraa, og dess mindre nokot annat.