Dette kunde lettelig blive os en slem Streg i Regningen. Men er du nu rigtig vis paa, at Prokuratoren skulde reise forbi paa Nedre-Bøen ved denne Tid?

Ja, dat er eg viss paa, for dar er tilsagt Skyts aat honom til Klokka nie.

Det var da rigtig saa beleiligt, som det kunde være. (Tager et Brev op). Det er sandt, jeg har ikke forseglet Brevet, og jeg skrev det ogsaa i saadan Hast, at jeg frygter for, der kan være noget galt i det. Lad mig see! Aa jo, desværre, der er just ikke megen Skik paa det. Der staaer: «jeg har hørt, at de skulde komme,» istedetfor: jeg har erholdt Underretning om, at de skulle ankomme; saaledes skulde der staae. Og ligesaa staaer der: «for et uventet Tilfælde,» istedetfor at der skulde staae: paa Grund af en indtruffen uforudseet Begivenhed. Der staaer: «der er lagt megen Omkostning paa Jorden,» istedetfor at der skulde staae: der er anvendt betydelige Kapitaler paa Grund-Eiendommen. Og saa staaer der: «Halvdelen af den Vidde, som kunde dyrkes,» istedetfor at der skulde staae: femti pro Cent af det dyrkbare Areal. Og ligeledes nedenfor: «dobbelt saa god som før,» istedetfor at der skulde staae: hundrede pro Cent bedre end forhen. Der er jo ikke det mindste Sving paa, det er bare simple Talemaader, som enhver Bonde-Kjærring kunde sige. Jeg veed ikke hvad Prokuratoren vil tænke om sligt. Men jeg har slet ikke Tid til at skrive det om igjen; det er saavidt, at han seer Meningen, og dermed faaer det gaa. (Forsegler Brevet med en Oblat). Vil du nu gaae og levere ham dette. Og hvis han skulde have Tid, saa bed ham om at see paa et Brev, som jeg har her, og som angaaer Kjøbet af Gaarden. (Leverer Trond Brevene.) See nu til at snakke peent og ordentligt; veed du nu hvad du skal kalde ham?

Eg kallar han Prutterakkaren?

Aa fy for en Skam! kan du ikke lære at sige Prokuratoren?

Prukkerakaren? Jau eg skal prøva.

Prokuratoren, hører du!

Prukkerataren, Prukkerataren, Prukkeratarn.

Gaa bare og skynd dig; det bliver saa ikke ret alligevel. (Trond gaaer) – Disse Bondeklodser kan dog aldrig lære at tale et folkeligt Sprog. Aa ja, der er ikke noget at gjøre ved det; de ere saa mange, at man ikke kan lære dem alle; om man tager En og tugter ham op, saa virker det dog intet paa den store Mængde. Jeg er selv næsten bleven til en Bonde igjen; det gaaer mig omtrent ligedan som min Datter: jeg har saalænge maattet omgaaes med bare Bønder, og saa har jeg maattet nedlade mig og tale saa simpelt, at de kunde forstaae mig, og derved har jeg vant mig saaledes til at bondske, at jeg ikke mere kan skrive til en dannet Mand, hvis jeg ikke faaer god Tid til at studere det ud i Forveien. Nei, det er dog sandt, hvad jeg nylig læste etsteds: Naar en dannet Mand skal boe i en Afkrog og omgaaes med bare udannede Folk, saa vil han om nogen Tid blive ganske rustificeret; ja ganske rigtig, han bliver rustificeret, ganske forrustet ligesom gammelt Jern.