Lille Eyolf

av Henrik Ibsen

FØRSTE AKT


(En smukt og rigt udstyret havestue. Mange møbler, blomster og planter. I baggrunden åbne glasdøre ud til en veranda. Vid udsigt over fjorden. Skogklædte åser i det fjerne. På hver af sidevæggene en dør, den til højre er en dobbeltdør og længst tilbage. Foran til højre en sofa med løse puder og tæpper. Stole og et lidet bord ved sofahjørnet. Foran til venstre et større bord med lænestole omkring. På bordet står en åben håndkuffert. Det er tidlig sommermorgen i varmt solskinsvejr.)

(Fru Rita Allmers står ved bordet, med ryggen mod højre, og pakker ud af kufferten. Hun er en smuk, temmelig stor, yppig, blond dame på omkring 30 år. Klædt i lys morgenkjole.)

(Lidt efter kommer frøken Asta Allmers ind gennem døren til højre, klædt i lysbrun sommerdragt med hat, jakke og parasol. Under armen har hun en temmelig stor låset mappe. Hun er smækker, middelhøj, med mørkt hår og dybe, alvorlige øjne. 25 år gammel.)


    Asta  (indenfor døren).

God morgen, kære Rita!


    Rita  (vender hodet og nikker til hende).

Nej sé, – er det dig, Asta! Kommer du alt så tidligt fra byen? Helt her ud til os?


    2Asta  (lægger tøjet fra sig på en stol ved døren).

Ja, jeg havde ikke rist eller ro på mig. Jeg syntes, jeg måtte herud og sé til lille Eyolf idag. Og til dig også. (lægger mappen på bordet ved sofaen.) Og så gik jeg udover med dampskibet.


    Rita  (smiler til hende).

Og ombord traf du kanske en eller anden god ven? Sådan rent tilfældigt, mener jeg.


    Asta  (rolig).

Nej, jeg traf sletikke nogen, som jeg kendte. (sér kufferten.) Men, Rita, – hvad er det der for noget?


    Rita  (pakker fremdeles ud).

Alfreds rejsekuffert. Kender du ikke den?


    Asta  (glad, går nærmere).

Hvad! Er Alfred kommen hjem!


    Rita. 

Ja, tænk dig til, – han kom så rent uventet med nattetoget.


    3Asta. 

Å, så var det det, jeg følte! Det var det, som drog mig herud! – Og han havde ingenting skrevet i forvejen? Ikke engang et brevkort?


    Rita. 

Ikke et eneste ord.


    Asta. 

Ikke telegraferet heller?


    Rita. 

Jo, en times tid før han kom. Ganske kort og koldt. (ler.) Synes du ikke, det ligner ham, Asta?


    Asta. 

Jo da. Han går så stille med alting.


    Rita. 

Men desto dejligere var det så, da jeg fik ham igen.


    Asta. 

Ja, det kan jeg nok tænke mig.


    Rita. 

Hele fjorten dage før jeg vented ham!


    4Asta. 

Og det står godt til med ham? Ikke nedstemt?


    Rita  (klapper kufferten sammen og smiler til hende).

Han så ud rent som om han var forklaret, da han kom ind ad døren.


    Asta. 

Og var ikke en smule træt heller?


    Rita. 

Jo, træt tror jeg rigtignok han var. Dygtig træt også. Men, stakker, han havde jo gået til fods det meste af vejen.


    Asta. 

Og så har kanske højfjeldsluften været vel skarp for ham.


    Rita. 

Nej, det kan jeg aldrig tro. Jeg har ikke hørt han har hostet en eneste gang.


    Asta. 

Nå, der kan du bare sé! Så var det jo 5godt alligevel da, at lægen fik ham overtalt til at gøre den turen.


    Rita. 

Ja, nu, da det endelig er overstået, så –. Men du kan tro, det har været en forfærdelig tid for mig, Asta. Jeg har aldrig villet snakke om det. Og du kom jo så sjelden ud til mig også –


    Asta. 

Ja, det var visst ikke rigtig gjort af mig. Men –


    Rita. 

Nå, nå, nå, – du havde jo skolen derinde i byen. (smiler.) Og vor vejbygger – han var jo bortrejst også.


    Asta. 

Å, la’ være med det, Rita!


    Rita. 

Ja, ja da. La’ vejbyggeren fare. – Men sligt savn, som jeg har følt efter Alfred, du! Slig en tomhed! Sligt øde! Uh, det var som om nogen var ble’t begravet her i huset –!


    6Asta. 

Nå, herregud, – bare en sex–syv uger da –


    Rita. 

Ja, men du må huske på, at Alfred har aldrig før været borte fra mig. Aldrig så længe som et døgn engang. Aldrig i alle de ti år –


    Asta. 

Nej, men derfor så synes jeg sandelig det var på tiden, at han fik komme lidt ud iår. Han skulde ha’ gået på fjeldtur hver eneste sommer. Det skulde han ha’ gjort.


    Rita  (halvt smilende).

Ak ja, du har godt for at snakke, du. Hvis jeg var så – så fornuftig som du, så havde jeg vel sluppet ham løs før – kanske. Men jeg syntes ikke, jeg kunde det, Asta! Det stod for mig, som om jeg aldrig vilde få ham igen mere. Kan du da ikke så godt forstå det?


    Asta. 

Nej. Men det er vel sagtens, fordi jeg ikke har nogen at miste.


    7Rita  (med et drillende smil).

Har du virkelig sletikke nogen –?


    Asta. 

Ikke det jeg véd om. (afbrydende.) Men sig mig, Rita, – hvor er Alfred henne? Sover han kanske?


    Rita. 

Å langtfra. Han stod op lige så tidlig idag, som han plejer.


    Asta. 

Nå, så har han vel ikke været så svært træt heller.


    Rita. 

Jo, inat. Da han kom. Men nu har han havt Eyolf inde hos sig over en hel time.


    Asta. 

Den stakkers lille, blege gutten! Skal han nu til at lære og lære igen?


    Rita  (med et skuldertræk).

Alfred vil jo så ha’ det, véd du.


    8Asta. 

Ja, men jeg synes, du skulde sætte dig imod det, Rita.


    Rita  (noget utålmodig).

Nej, – véd du hvad, – det kan jeg virkelig ikke blande mig op i. Alfred må jo forstå de ting meget bedre end jeg. – Og hvad vil du da Eyolf skal ta’ sig til? Han kan jo ikke løbe omkring og lege, han, – ligesom andre børn.


    Asta  (bestemt).

Jeg vil snakke med Alfred om dette her.


    Rita. 

Ja, kære, gør du bare det. – Nå, sé der –

(Alfred Allmers, i sommerdragt, ledende Eyolf ved hånden, kommer ind gennem døren til venstre. Han er en slank, finbygget mand på 36–37 år, med milde øjne, tyndt brunt hår og skæg. Over hans ansigt hviler et alvorligt, tankefuldt drag. – Eyolf bærer en dragt af snit som et slags uniform med guldsnore og løveknapper. Han er halt og går med krykke under den venstre arm. Benet er lammet. Han er liden af vækst, ser sygelig ud, men har smukke, kloge øjne.)

    Allmers  (slipper Eyolf, går glad hen og rækker Asta begge hænder).

Asta! Kæreste Asta! At du er her ude! At jeg straks skulde få sé dig!


    9Asta. 

Jeg syntes jeg måtte –. Velkommen hjem igen!


    Allmers  (ryster hendes hænder).

Tak skal du ha’ for det.


    Rita. 

Ser han ikke prægtig ud?


    Asta  (stirrer ufravendt på ham).

Dejlig! Rent dejlig! Så oplivet i øjnene! Ja, da har du vel skrevet svært meget undervejs. (glad udbrydende.) Kanske gerne hele bogen er færdig, Alfred?


    Allmers  (trækker på skuldren).

Bogen –? Å, den


    Asta. 

Ja, jeg tænkte mig, at det vilde gå så let for dig, når du bare fik komme ud.


    Allmers. 

Det tænkte jeg også. Men sé, – det gik ganske anderledes, du. Jeg har såmænd ikke skrevet en linje på bogen.


    10Asta. 

Har du ikke skrevet –!


    Rita. 

Å så! Jeg kunde ikke skønne, at alt papiret lå urørt i kufferten.


    Asta. 

Men, kære Alfred, hvad har du da bestilt i al den tid?


    Allmers  (smiler).

Bare gået og tænkt og tænkt og tænkt.


    Rita  (lægger armen om hans skulder).

Tænkt lidt på dem også, som hjemme sad?


    Allmers. 

Ja, det kan du vel vide. Meget også. Hver eneste dag.


    Rita  (slipper ham).

Nå, så er det jo godt og vel altsammen da.


    Asta. 

Men sletikke skrevet noget på bogen? Og 11så kan du endda sé så glad og tilfreds ud? Det plejer du da ikke ellers. Ikke når arbejdet går tungt for dig, mener jeg.


    Allmers. 

Det har du ret i. For jeg har været så dum før, ser du. Det, at tænke, det rummer det bedste i en. Hvad som kommer på papiret duer ikke stort.


    Asta  (med et udråb).

Duer det ikke!


    Rita  (ler).

Men er du ble’t gal, Alfred!


    Eyolf  (ser troværdig op på ham).

Jo da, pappa, – det, som du skriver, det duer.


    Allmers  (smiler og stryger hans hår).

Ja ja, når du siger det, så –. Men tro du mig, – der kommer en bagefter, som vil gøre det bedre.


    12Eyolf. 

Hvad skulde det være for en? Å, sig det!


    Allmers. 

Giv tid. Han vil nok komme og melde sig.


    Eyolf. 

Og hvad vil du så gøre?


    Allmers  (alvorlig).

Så vil jeg gå til fjelds igen –


    Rita. 

Fy, skam dig, Alfred!


    Allmers. 

– op på højderne og på de store vidder.


    Eyolf. 

Pappa, tror du ikke jeg snart blir så bra’, at jeg kan få være med dig?


    Allmers  (smærtelig berørt).

Å jo, kanske det, lille gutten min.


    13Eyolf. 

For jeg synes, det vilde være så kækt, det, om jeg også kunde klyve i fjeldene.


    Asta  (afledende).

Nej, hvor pæn og pyntet du er idag, Eyolf!


    Eyolf. 

Ja, synes du ikke det, tante?


    Asta. 

Jo da. Er det for pappas skyld, at du har fået de nye klæderne på?


    Eyolf. 

Ja, jeg bad mamma om det. For jeg vilde, pappa skulde sé mig med dem.


    Allmers  (sagte til Rita).

Du skulde ikke ha’ gi’t ham den slags dragt.


    Rita  (dæmpet).

Å, men han plaged mig så længe. Bad så indstændig. Jeg fik ikke fred for ham.


    14Eyolf. 

Og, det er sandt, pappa, – Borghejm har købt en bue til mig. Og lært mig at skyde med den også.


    Allmers. 

Ja, sé det, det er rigtig noget for dig, det, Eyolf.


    Eyolf. 

Og når han kommer igen næste gang, så vil jeg be’ ham lære mig at svømme også.


    Allmers. 

Svømme! Å, men hvorfor vil du nu det da?


    Eyolf. 

Jo, for alle gutterne nede ved stranden, de kan svømme. Det er bare mig, som ikke kan.


    Allmers  (bevæget, lægger armene om ham).

Du skal få lov til at lære alt, hvad du bare vil! Alt, hvad du selv har lyst til.


    Eyolf. 

Ja, véd du, hvad jeg har allermest lyst til, pappa?


    15Allmers. 

Nå? Sig mig det.


    Eyolf. 

Allerhelst vil jeg lære at bli’ soldat.


    Allmers. 

Å, lille Eyolf, der er så mange andre ting, som er bedre end det.


    Eyolf. 

Ja, men når jeg blir stor, så jeg jo bli’ soldat. Det véd du da vel.


    Allmers  (knuger hænderne).

Ja, ja, ja; vi får sé–


    Asta  (sætter sig ved bordet til venstre).

Eyolf! Kom her bort til mig, så skal jeg fortælle dig noget.


    Eyolf  (går derhen).

Hvad er det for noget, tante?


    Asta. 

Tænk dig, du, Eyolf, – jeg har set Rottejomfruen.


    16Eyolf. 

Hvad! Har du set Rottejomfruen! Å, du bare narrer mig!


    Asta. 

Nej, det er sandt. Jeg så hende igår.


    Eyolf. 

Hvor så du hende da?


    Asta. 

Jeg så hende på vejen, udenfor byen.


    Allmers. 

Jeg så hende også et steds oppe i landet.


    Rita  (som sidder i sofaen).

Kanske vi også får sé hende da, Eyolf.


    Eyolf. 

Tante, er ikke det underligt, du, at hun heder Rottejomfruen?


    Asta. 

Folk kalder hende bare så, fordi hun rejser rundt land og strand og fordriver alle rotterne.


    17Allmers. 

Egentlig skal hun nok hede frøken Varg, tror jeg.


    Eyolf. 

Varg? Det betyder jo en ulv, det.


    Allmers  (klapper ham på hodet).

Véd du det også, du, Eyolf?


    Eyolf  (betænksomt).

Så kanske det kan være sandt alligevel, at hun er varulv om natten. Tror du det, pappa?


    Allmers. 

Å nej, det tror jeg ikke. – Men nu skulde du gå ned og lege lidt i haven.


    Eyolf. 

Synes du ikke det var bedre jeg tog nogen bøger med mig?


    Allmers. 

Nej, ingen bøger herefter. Gå så heller ned på stranden til de andre gutterne.


    18Eyolf  (forlegen).

Nej, pappa, jeg vil ikke gå ned til gutterne idag.


    Allmers. 

Hvorfor ikke det da?


    Eyolf. 

Nej, fordi jeg har disse her klæderne på.


    Allmers  (rynker panden).

Gør de kanske nar af – af dine pæne klæder!


    Eyolf  (undvigende).

Nej, det tør de ikke. For så vilde jeg slå dem.


    Allmers. 

Nå ja, – hvad så –?


    Eyolf. 

Men de er så uskikkelige, de gutterne. Og så siger de, at jeg aldrig kan bli’ soldat.


    Allmers  (med undertrykt harme).

Hvorfor siger de det, tror du?


    19Eyolf. 

De er vel misundelige på mig. For, pappa, de er jo så fattige, de, at de må gå barbént.


    Allmers  (sagte, med kvalt stemme).

Å, Rita, – hvor det nager mig i hjertet, dette her!


    Rita  (beroligende, rejser sig).

Så-så-så!


    Allmers  (truende).

Men de gutterne, de skal engang få føle, hvem der er herrer dernede på stranden!


    Asta  (lyttende).

Der er nogen, som banker.


    Eyolf. 

Det er visst Borghejm!


    Rita. 

Kom ind!

(Rottejomfruen kommer sagte og stilfærdigt ind gennem døren til højre. Hun er en liden, tynd, sammenskrumpet skikkelse, gammel og gråhåret, med hvasse, stikkende øjne. Klædt i en 20gammeldags, blomstret kjole med sort kysehat og saloppe. I hånden har hun en stor rød paraply og på armen, i en snor, en sort pose.)

    Eyolf  (sagte, griber Asta i kjolen).

Tante! Det må visst være hende!


    Rottejomfruen  (nejer ved døren).

Med allerydmygst forlov, – har herskabet noget, som gnaver her i huset?


    Allmers. 

Vi? Nej, jeg tror ikke det.


    Rottejomfruen. 

Ja, for ellers så skulde jeg så inderlig gerne hjælpe herskabet af med det.


    Rita. 

Ja, ja, vi forstår. Men vi har ikke noget af den slags.


    Rottejomfruen. 

Det var højst uheldigt, det. For nu er jeg just ude på rundrejse. Og ingen véd, når jeg kommer på disse kanter igen. – Å, så træt jeg er!


    21Allmers  (peger mod en stol).

Ja, De sér ud til det.


    Rottejomfruen. 

En skulde jo aldrig bli’ træt af at gøre vel imod de stakkers små, som hades og forfølges så hårdeligen. Men det ta’r så svært på kræfterne.


    Rita. 

Kanske De vil ta’ plads og hvile Dem lidt?


    Rottejomfruen. 

Takker mangfoldige gange. (sætter sig på en stol mellem døren og sofaen.) For hele natten har jeg været ude i forretninger.


    Allmers. 

Så De har det?


    Rottejomfruen. 

Ja, over på øerne. (lér klukkende.) Fol kene havde så sandelig bud efter mig. De kvied sig nok svært ved det. Men der var ikke anden råd. De måtte såmænd pænt bide i det sure æble. (ser på Eyolf og nikker.) Sure æble, lille herre. Sure æble.


    22Eyolf  (uvilkårligt, lidt forknyt).

Hvorfor måtte de –?


    Rottejomfruen. 

Hvad?


    Eyolf. 

Bide i det?


    Rottejomfruen. 

Jo, for de kunde ikke nære sig længer. For rotterne og for alle de små rottebørnene, skønner vel unge herren.


    Rita. 

Uh! De stakkers folk, – har de så mange af dem?


    Rottejomfruen. 

Ja, så det vrimled og kryde. (lér stille fornøjet.) Oppe i sengene kribled og krabled de hele natten lang. Mælkefadene plumped de ned i. Og over gulvene hvisled og risled de både på kryds og på tvers.


    Eyolf  (sagte til Asta).

Jeg vil aldrig rejse der ud, tante.


    23Rottejomfruen. 

Men så kom jeg– og én til. Og vi tog dem med os allesammen. De søde, små gestalterne! Allesammen fik vi to has på.


    Eyolf  (med et skrig).

Pappa, – sé, sé!


    Rita. 

Men gud, Eyolf da!


    Allmers. 

Hvad er der på færde?


    Eyolf  (peger).

Der er noget, som spræller i posen!


    Rita  (over til venstre, skriger).

Uh da! Få hende ud, Alfred!


    Rottejomfruen  (lér).

Å, allersødeste frue, vær da aldrig ræd for så’nt et lidet skabilken.


    Allmers. 

Men hvad er det da for noget?


    24Rottejomfruen. 

Det er bare Mopsemand. (snører posen op.) Kom så op fra mørket, du allerkæreste vennen min.

(En liden hund med bred, sort snude stikker hodet op af posen.)

    Rottejomfruen  (nikker og vinker til Eyolf).

Kom trøstig nærmere, lille blessérte krigsmand! Han bider ikke. Kom hid! Kom hid!


    Eyolf  (holder sig til Asta).

Nej, jeg tør ikke.


    Rottejomfruen. 

Synes ikke den unge herre, at han har et mildt og elskeligt åsyn?


    Eyolf  (forbauset, peger).

Den der!


    Rottejomfruen. 

Ja, just han.


    Eyolf  (halv sagte, stirrer ufravendt på hunden).

Jeg synes, han har det forfærdeligste – åsyn, jeg har sét.


    25Rottejomfruen  (lukker posen).

Å, det kommer. Det kommer nok.


    Eyolf  (går uvilkårlig nærmere, helt hen, og stryger let over posen).

Dejlig, – dejlig er han alligevel.


    Rottejomfruen  (med varsom stemme).

Men nu er han så træt og mødig, stakker. Så inderlig træt er han. (sér på Allmers.) For den ta’r på kræfterne, – den slags leg, kan herren tro.


    Allmers. 

Hvad slags leg, mener De?


    Rottejomfruen. 

Lokkelegen.


    Allmers. 

Aha, det er kanske hunden, som lokker rotterne?


    Rottejomfruen  (nikker).

Mopsemand og jeg. Vi to er sammen om det. Og det går så glat. At til da. Han får bare en snor i halsbåndet. Så leder jeg ham 26tre gange rundt huset. Og spiller på mundharpe. Og når de det hører, så de op af kælderne og ned fra loftene og ud fra hullerne, – alle de velsignede små skabninger.


    Eyolf. 

Bider han dem så ihjæl da?


    Rottejomfruen. 

Å langt ifra! Nej, vi går ned til båden, han og jeg. Og så følger de efter os. Både de voksne og småpuslingerne deres.


    Eyolf  (spændt).

Og hvad så –? Fortæl det!


    Rottejomfruen. 

Så lægger vi ud fra land. Og jeg vrikker med åren og spiller på mundharpe. Og Mopsemand, han svømmer bagefter. (med gnistrende øjne.) Og alle de, som kribled og krabled, de følger og følger os ud på dybets vande. Ja, for det de!


    Eyolf. 

Hvorfor de?


    27Rottejomfruen. 

Just fordi de ikke vil. Fordi de er så grøssende rædde for vandet, – derfor må de ud i det.


    Eyolf. 

Drukner de så?


    Rottejomfruen. 

Hver evige en. (sagtere.) Og så har de det så stille og så godt og mørkt, som de bare kan ønske sig det, – de yndige små. Sover dernede så sød og så lang en søvn. Alle de, som menneskene hader og forfølger. (rejser sig.) Ja, før i tiden havde jeg ingen Mopsemand behov. Da lokked jeg selv da. Jeg alene.


    Eyolf. 

Hvad lokked De for noget?


    Rottejomfruen. 

Mennesker. En mest.


    Eyolf  (i spænding).

Å, sig mig, hvad det var for en!


    28Rottejomfruen  (lér).

Det var allerkæresten min, det, lille hjerteknuser!


    Eyolf. 

Hvor er så han henne nu?


    Rottejomfruen  (hårdt).

Nede hos alle rotterne. (atter mildt.) Men nu må jeg ud i forretninger igen. Altid på farten. (til Rita.) Har herskabet slet ingen brug for mig idag? For så kunde jeg gøre det af med det samme.


    Rita. 

Nej tak; jeg tror ikke det trænges.


    Rottejomfruen. 

Ja-ja, sødeste frue, – en kan aldrig vide –. Skulde herskabet mærke, at her er noget, som nager og gnaver, – og kribler og krabler, – så sé bare til at få fat på mig og Mopsemand. – Farvel, farvel så mange tusend gange.

(Hun går ud gennem døren til højre.)

    29Eyolf  (sagte, triumferende til Asta).

Tante, tænk, at jeg også har sét Rottejomfruen!

(Rita går ud på verandaen og vifter sig med lommetørklædet. Lidt efter går Eyolf varsomt og ubemærket ud til højre.)

    Allmers  (tager mappen på bordet ved sofaen).

Er det din mappe, denne her, Asta?


    Asta. 

Ja. Jeg har nogen af de gamle brevene i den.


    Allmers. 

Å, familjebrevene –


    Asta. 

For du bad mig jo ordne dem for dig, mens du var borte.


    Allmers  (klapper hende på hodet).

Og det har du også fundet tid til, du!


    Asta. 

Å ja. Jeg har gjort det dels herude og dels inde i byen hos mig selv.


    30Allmers. 

Tak, kære –. Fandt du så noget særligt i dem?


    Asta  (henkastende).

Å, – så et og andet finder en jo altid i slige gamle papirer, véd du vel. (sagtere, alvorligt.) Det der i mappen, det er brevene til mor.


    Allmers. 

Ja, dem skal du naturligvis selv beholde.


    Asta  (med overvindelse).

Nej. Jeg vil, at du skal sé dem igennem, du også, Alfred. Engang, – senere hen i livet. – Men idag har jeg ikke nøglen til mappen med mig.


    Allmers. 

Behøves ikke, kære Asta. For jeg læser så aldrig din mors breve alligevel.


    Asta  (fæster øjnene på ham).

Så vil jeg engang, – sådan en lun aftenstund, fortælle dig noget af det, som står i dem.


    31Allmers. 

Ja, det kan du heller gøre. Men behold du bare din mors breve. Du har ikke så mange erindringer efter hende.

(Han rækker Asta mappen. Hun tager den og lægger den hen på stolen under overtøjet.)
(Rita kommer ind i stuen igen.)

    Rita. 

Uh, jeg synes det gamle uhyggelige fruentimmer bragte ligesom en ligstank med sig.


    Allmers. 

Ja, lidt uhyggelig var hun jo.


    Rita. 

Jeg følte mig næsten syg, mens hun var i stuen.


    Allmers. 

For resten kan jeg nok forstå den tvingende og dragende magt, som hun snakked om. Ensomheden oppe mellem tinderne og på de store vidder har noget af det samme.


    Asta  (sér opmærksomt på ham).

Hvad er det for noget, som er foregået med dig, Alfred?


    32Allmers  (smiler).

Med mig?


    Asta. 

Ja, noget er det. Næsten som en forvandling. Rita har også lagt mærke til det.


    Rita. 

Ja, jeg så det, straks du kom. Men det er da vel bare godt, det, Alfred?


    Allmers. 

Det bør være godt. Og det må og det skal bli’ til det gode.


    Rita  (udbrydende).

Du har oplevet noget på rejsen! Nægt det ikke! For jeg sér det på dig!


    Allmers  (ryster på hodet).

Ingen verdens ting – i det ydre. Men –


    Rita  (spændt).

Men –?


    33Allmers. 

Indvendig i mig er der rigtignok sket en liden omvæltning.


    Rita. 

Å gud–!


    Allmers  (beroligende, klapper hendes hånd).

Bare til det gode, kære Rita. Det kan du så trygt lide på.


    Rita  (sætter sig i sofaen).

Dette her må du endelig straks fortælle os. Altsammen!


    Allmers  (vender sig mod Asta).

Ja, lad os sætte os, vi også. Så skal jeg prøve på at fortælle. Så godt jeg kan.

(Han sætter sig i sofaen ved siden af Rita. Asta rykker en stol frem og sætter sig nær ved ham. Kort ophold.)

    Rita  (sér på ham i forventning).

Nå da –?


    Allmers  (sér frem for sig).

Når jeg tænker tilbage på mit liv – og 34min skæbne – i de sidste ti–elleve år, så står det næsten for mig som et eventyr eller som en drøm. Synes ikke du også det, Asta?


    Asta. 

Jo, i mange måder synes jeg det.


    Allmers  (vedblivende).

Når jeg tænker på, hvad vi to var før, Asta. Vi to stakkers fattige forældreløse –


    Rita  (utålmodig).

Å ja, det er jo så længe siden.


    Allmers  (uden at høre på hende).

Og nu sidder jeg her i velstand og herlighed. Har kunnet følge mit kald. Har kunnet arbejde og studere, – alt efter egen lyst. (rækker hånden ud.) Og hele denne store, ubegribelige lykke – den skylder vi dig, du kæreste Rita.


    Rita  (halvt spøgende, halvt uvillig, smækker ham over hånden).

Vil du nu bare sé at holde op med den snak.


    35Allmers. 

Jeg nævner det jo også blot som en slags indledning –


    Rita. 

Å, spring så den indledning over!


    Allmers. 

Rita, – du må ikke tro, det var lægens råd, som drev mig op i fjeldene.


    Asta. 

Ikke det, Alfred?


    Rita. 

Hvad var det da, som drev dig?


    Allmers. 

Det var det, at jeg fandt ikke ro ved mit arbejdsbord længer.


    Rita. 

Ikke ro! Kære, hvem forstyrred dig da!


    Allmers  (ryster på hodet).

Ingen udenfra. Men jeg havde en følelse af, at jeg ligefrem misbrugte – eller – nej, 36forsømte mine bedste evner. At jeg sløsed tiden væk.


    Asta  (med store øjne).

Når du sad og skrev på bogen?


    Allmers  (nikker).

For jeg har da vel ikke evner til bare det alene. Jeg måtte vel kunne udrette et eller andet ellers også.


    Rita. 

Var det det, du sad og grubled over?


    Allmers. 

Ja, det var det nærmest.


    Rita. 

Og derfor blev du så utilfreds med dig selv i den sidste tid. Og med os andre også. Ja, for det var du, Alfred!


    Allmers  (sér hen for sig).

Der sad jeg bøjet over bordet og skrev dag efter dag. Mangen gang halve natten også. Skrev 37og skrev på den store, tykke bogen om «Det menneskelige ansvar». Hm!


    Asta  (lægger hånden på hans arm).

Men, kære, – den bogen skal jo bli’ dit livsværk.


    Rita. 

Ja, det har du da tidt nok sagt.


    Allmers. 

Jeg tænkte så. Lige siden jeg begyndte at bli’ voksen. (med et varmt udtryk i øjnene.) Så satte du mig i stand til at gå i vej med det, du kære Rita –


    Rita. 

Å snak!


    Allmers  (smiler til hende).

– du med dit guld og med dine grønne skoge –


    Rita  (halvt leende, halvt fortrydelig).

Kommer du med det tøjeri igen, så banker jeg dig.


    38Asta  (sér bekymret på ham).

Men bogen, Alfred?


    Allmers. 

Den begyndte ligesom at fjerne sig. Men mere og mere steg tanken om de højere pligter, som stilled sit krav til mig.


    Rita  (strålende, griber hans hånd).

Alfred!


    Allmers. 

Tanken om Eyolf, kære Rita.


    Rita  (skuffet, slipper hånden).

Ah, – om Eyolf!


    Allmers. 

Dybere og dybere har stakkers lille Eyolf taget plads i mig. Efter det ulykkelige fald fra bordet –. Og mest efter at vi har visshed for, at det er uopretteligt –


    39Rita  (indstændigt).

Men du ta’r dig jo af ham, alt hvad du kan, Alfred!


    Allmers. 

Som en skolemester, ja. Men ikke som en far. Og en far er det jeg vil være for Eyolf herefter.


    Rita  (sér på ham og ryster på hodet).

Jeg forstår dig visst ikke rigtig.


    Allmers. 

Jeg mener, at jeg af al min magt vil prøve på at gøre ham det uoprettelige så lindt og så let som tænkeligt er.


    Rita. 

Å men, du, – gud ske lov, jeg tror ikke, han føler det så dybt.


    Asta  (bevæget).

Jo, Rita, det gør han.


    Allmers. 

Ja, vær viss på det, at han føler det dybt.


    40Rita  (utålmodig).

Men, kære, – hvad mere kan du da gøre for ham?


    Allmers. 

Jeg vil prøve på at lyse op i alle de rige muligheder, som dæmrer i hans barnesjæl. Alt, hvad han rummer af ædle spirer vil jeg bringe til at skyde vækst, – sætte blomst og frugt. (varmere og varmere, rejser sig.) Og jeg vil mere end det! Jeg vil hjælpe ham til at bringe samklang mellem hans ønsker og det, som ligger opnåeligt foran ham. For sådan er han ikke nu. Al hans higen går imod det, som for hele livet vil bli’ uopnåeligt for ham. Men jeg vil skabe lykkefølelse i hans sind.

(Han går et par gange op og ned ad gulvet. Asta og Rita følger ham med øjnene.)

    Rita. 

Du skulde ta’ disse ting med mere ro, Alfred!


    Allmers  (standser ved bordet til venstre og sér på dem).

Eyolf skal ta’ mit livsværk op. Ifald han så vil. Eller han kan få vælge noget, som er 41fuldt ud hans eget. Kanske helst det. – Nå, for alle tilfældes skyld så la’r jeg mit ligge.


    Rita  (rejser sig).

Men, kæreste Alfred, – kan du da ikke arbejde både for dig selv og for Eyolf?


    Allmers. 

Nej, det kan jeg ikke. Umuligt! Jeg kan ikke dele mig selv her. Og derfor så viger jeg. Eyolf skal være den fuldfærdige i vor slægt. Og jeg vil sætte mit nye livsværk i det at gøre ham til den fuldfærdige.


    Asta  (har rejst sig og går hen til ham).

Dette her har kostet dig en forfærdelig hård kamp, Alfred.


    Allmers. 

Ja, det har det. Her hjemme havde jeg aldrig vundet bugt med mig selv. Aldrig tvunget mig selv ind under forsagelsen. Aldrig her hjemme.


    Rita. 

Var det altså derfor du rejste ud i sommer?


    42Allmers  (med lysende øjne).

Ja! Og så kom jeg op i den uendelige ensomhed. Fik sé solopgangen lyse over tinderne. Føle mig nærmere stjernerne. Næsten som i forståelse og i samfund med dem. Og så kunde jeg det.


    Asta  (sér tungt på ham).

Men aldrig vil du skrive mere på bogen om «Det menneskelige ansvar»?


    Allmers. 

Nej, aldrig, Asta. Jeg kan ikke splitte mig selv mellem to opgaver, siger jeg jo. – Men jeg vil føre det menneskelige ansvar igennem – i mit liv.


    Rita  (med et smil).

Tror du virkelig, at du kan holde fast ved slige høje forsætter her hjemme?


    Allmers  (tager hendes hånd).

I forbund med dig kan jeg det. (rækker den anden hånd frem.) Og i forbund med dig også, Asta.


    43Rita  (trækker sin hånd til sig).

Med to altså. Du kan altså dog dele dig.


    Allmers. 

Men kæreste Rita –!

(Rita går fra ham og stiller sig i havedøren.)
(Det banker let og hurtigt på døren til højre. Ingeniør Borghejm træder rask ind. Han er en ung mand på vel 30 år. Lyst og frejdigt udtryk. Rank holdning.)

    Borghejm. 

Godmorgen, godmorgen, frue! (standser glad ved synet af Allmers.) Nej, hvad sér jeg! Allerede hjemme igen, herr Allmers?


    Allmers  (ryster hans hånd).

Ja, jeg kom i nat.


    Rita  (munter).

Han havde ikke lov længer, herr Borghejm.


    Allmers. 

Nej men det er jo ikke sandt, Rita –


    44Rita  (kommer nærmere).

Jo visst er det sandt, jo. Hans permission var udløben.


    Borghejm. 

Så De holder Deres mand så stramt i tøjlerne, frue?


    Rita. 

Jeg holder på mine rettigheder. Og alting må da ha’ en ende også.


    Borghejm. 

Å, ikke alting, – håber jeg. – Godmorgen, frøken Allmers!


    Asta  (undvigende).

God morgen.


    Rita  (sér på Borghejm).

Ikke alting, siger De?


    Borghejm. 

Ja, jeg tror så fuldt og fast på, at der da i al fald er noget her i verden, som ingen ende ta’r.


    45Rita. 

Nu tænker De visst på kærlighed – og sligt noget.


    Borghejm  (varmt).

Jeg tænker på alt det, som dejligt er!


    Rita. 

Og som aldrig får ende. Ja, lad os tænke på det. Håbe på det, allesammen.


    Allmers  (træder hen til dem).

Nu bli’r De vel snart færdig med vejarbejdet herude?


    Borghejm. 

Jeg er alt færdig. Blev færdig igår. Det har varet længe nok. Men, gudskelov, det fik da en ende.


    Rita. 

Og det er De så kisteglad over?


    Borghejm. 

Ja, det er jeg rigtignok!


    46Rita. 

Nå, det må jeg sige –


    Borghejm. 

Hvad, frue?


    Rita. 

Det er just ikke videre pænt af Dem, herr Borghejm.


    Borghejm. 

Så? Hvorfor ikke det?


    Rita. 

Nej, for da kommer De vel ikke ret ofte ud på disse kanter herefter.


    Borghejm. 

Nej, det er sandt. Det tænkte jeg ikke på.


    Rita. 

Nå, en gang imellem kan De vel sagtens komme ud til os alligevel.


    Borghejm. 

Nej, det bli’r nok desværre umuligt for mig på lange tider nu.


    47Allmers. 

Så? Hvorfor det da?


    Borghejm. 

Jo, for nu har jeg fået et stort, nyt arbejde, som jeg må ta’ fat på straks.


    Allmers. 

Nej, har De det? (trykker hans hånd.) Det glæder mig hjertelig.


    Rita. 

Gratulerer, gratulerer, herr Borghejm!


    Borghejm. 

Hys, hys, – jeg har egentlig ikke lov til at snakke højt om det endnu! Men jeg kan ikke dy mig! – Det er et svært vejarbejde – oppe i det nordlige. Med fjeldovergange – og med de utroligste vanskeligheder at overvinde! (udbrydende.) Å, du store, vakkre verden, – hvad det er for en lykke, det, at være vejbygger!


    Rita  (smiler og sér drillende på ham).

Er det bare for det vejarbejdets skyld, at De kommer herud så rent ellevild idag?


    48Borghejm. 

Nej, ikke for det alene. Men for alle de lyse og lovende udsigter, som åbner sig for mig.


    Rita  (som før).

Aha, der er kanske noget endnu dejligere bagved!


    Borghejm  (skotter mod Asta).

Hvem véd! Når lykken først kommer, så plejer den jo komme som en vårflom. (vender sig til Asta.) Frøken Allmers, skulde ikke vi to spadsere en liden tur sammen? Sådan som vi plejer?


    Asta  (hurtig).

Nej, nej tak. Ikke nu. Ikke idag.


    Borghejm. 

Å, kom så! Bare en bitte liden tur! Jeg synes, jeg har så meget at snakke med Dem om, før jeg rejser.


    Rita. 

Det er kanske noget, som De ikke må snakke højt om endnu?


    49Borghejm. 

Hm, det kommer nu an på –


    Rita. 

Ja, for De kan jo også godt hviske. (halv sagte.) Asta, du må endelig gå med ham.


    Asta. 

Men, kære Rita –


    Borghejm  (bedende).

Frøken Asta, – husk på, at dette skulde være en afskedstur – for lange, lange tider.


    Asta  (tager sin hat og parasol).

Jaja, lad os gå lidt omkring nede i haven da.


    Borghejm. 

Å tak, tak for det!


    Allmers. 

Og sé så lidt efter Eyolf med det samme.


    Borghejm. 

Ja, Eyolf, det er sandt! Hvor er Eyolf henne idag? Jeg har noget med til ham.


    50Allmers. 

Han går og leger etsteds dernede.


    Borghejm. 

Nej virkelig! Så han er begyndt at lege nu? Ellers plejer han bare sidde inde og læse.


    Allmers. 

Det skal ha’ en ende. En rigtig friluftsgut skal der bli’ af ham.


    Borghejm. 

Sé, det er ret! Ud i det fri med ham også, stakker! Herregud, en kan da ikke gøre noget bedre end lege i denne velsignede verden. Jeg synes hele livet er som en leg, jeg! – Kom så, frøken Asta!

(Borghejm og Asta går ud på verandaen og ned gennem haven.)

    Allmers  (står og sér efter dem).

Du, Rita, – tror du, der er noget imellem de to?


    Rita. 

Jeg véd ikke, hvad jeg skal sige. Før trode jeg det. Men Asta er ble’t mig så uforklarlig,– så rent ubegribelig i den sidste tid.


    51Allmers. 

Så? Er hun det. Mens jeg var borte?


    Rita. 

Ja, i de sidste par uger, synes jeg.


    Allmers. 

Og du tror ikke, at hun nu længer bry’r sig sådan videre om ham?


    Rita. 

Ikke alvorligt. Ikke helt og holdent. Hensynsløst. Det tror jeg ikke. (sér forskende på ham.) Vilde det være dig imod, ifald hun gjorde det?


    Allmers. 

Ikke egentlig imod. Men det vilde jo unægtelig være en ængstende tanke –


    Rita. 

Ængstende?


    Allmers. 

Ja, for du må huske på, at jeg har ansvar for Asta. For hendes livs lykke.


    Rita. 

Å hvad – ansvar! Asta er da vel voksen? 52Hun forstår da sagtens at vælge selv, skulde jeg tro.


    Allmers. 

Ja, vi får jo håbe det, Rita.


    Rita. 

Jeg for min part tror nu sletikke noget ondt om Borghejm.


    Allmers. 

Nej, kære, – det gør jo ikke jeg heller. Tvert imod. Men alligevel –


    Rita  (vedblivende).

Og jeg skulde svært gerne sé, at der blev et par af ham og Asta.


    Allmers  (misfornøjet).

Ja, hvorfor egentlig det da?


    Rita  (i voksende sindsbevægelse).

Jo, for så måtte hun rejse langt bort med ham! Og så kunde hun aldrig komme herud til os ligesom nu!


    53Allmers  (stirrer forbauset på hende).

Hvad! Kunde du ønske at bli’ Asta kvit!


    Rita. 

Ja, ja, Alfred!


    Allmers. 

Men hvorfor i al verden –?


    Rita  (slår armene lidenskabelig om hans hals).

Jo, for så havde jeg dig da endelig for mig selv alene! Skønt – ikke da heller! Ikke helt for mig! (brister i krampegråd.) Å, Alfred, Alfred, – jeg kan ikke gi’ slip på dig.


    Allmers  (gør sig læmpeligt løs).

Men kæreste Rita, – så vær da fornuftig!


    Rita. 

Nej, jeg bry’r mig ikke en smule om at være fornuftig! Jeg bry’r mig bare om dig! Om dig alene i hele verden! (kaster sig atter om hans hals.) Om dig, om dig, om dig!


    Allmers. 

Slip, slip, – du kvæler mig –!


    54Rita  (slipper ham).

Gid jeg så sandt kunde! (sér gnistrende på ham.) Å, dersom du vidste, hvor jeg har hadet dig –!


    Allmers. 

Hadet mig –!


    Rita. 

Ja, – når du sad derinde hos dig selv. Og ruged over dit arbejde. Til langt – langt udover nætterne. (klagende.) Så langt, – så sent, Alfred. – Å, hvor jeg haded dit arbejde!


    Allmers. 

Men nu er det jo slut med det.


    Rita  (lér skærende).

Jo visst! Nu er du jo optaget af det, som værre er.


    Allmers  (oprørt).

Værre! Kalder du barnet det, som værre er?


    Rita  (hæftig).

Ja, jeg gør det. I forholdet mellem os to 55kalder jeg det så. For barnet, – barnet, det er jo ovenikøbet et levende menneske, det. (i stigende udbrud.) Men jeg tåler det ikke, Alfred! Jeg tåler det ikke, – det siger jeg dig!


    Allmers  (sér fast på hende og siger dæmpet).

Jeg er mangen gang næsten ræd for dig, Rita.


    Rita  (mørk).

Jeg bli’r tidt ræd for mig selv. Og just derfor så må du ikke vække det onde i mig.


    Allmers. 

Ja, men i guds navn, – gør jeg da det?


    Rita. 

Ja, du gør, – når du slider det helligste istykker mellem os.


    Allmers  (indtrængende).

Men tænk dig da om, Rita. Det er jo dit eget barn, – vort eneste barn, som her handles om.


    Rita. 

Barnet er bare halvvejs mit eget. (atter i udbrud.) 56Men du skal være min alene! Helt min skal du være! Det har jeg ret til at kræve af dig!


    Allmers  (trækker på skuldren).

Å, kære Rita, – det nytter jo ikke at kræve noget. Alt må gives frivilligt.


    Rita  (sér spændt på ham).

Og det kan du kanske ikke herefter?


    Allmers. 

Nej, jeg kan ikke. Jeg dele mig mellem Eyolf og dig.


    Rita. 

Men hvis nu Eyolf aldrig var født? Hvad så?


    Allmers  (undvigende).

Ja, det var en anden sag. Så havde jeg jo bare dig at holde af da.


    Rita  (sagte, dirrende).

Så vilde jeg ønske, at jeg aldrig havde født ham.


    57Allmers  (farer op).

Rita! Du véd ikke, hvad du selv siger!


    Rita  (ryster af sindsbevægelse).

Jeg fødte ham til verden under så usigelig pine. Men jeg bar det altsammen med jubel og fryd for din skyld.


    Allmers  (varmt).

Å ja, ja, det véd jeg jo nok.


    Rita  (bestemt).

Men dermed får det ha’ slut. Jeg vil leve livet. Sammen med dig. Helt med dig. Jeg kan ikke gå her og bare være Eyolfs mor. Bare det. Ikke noget mere. Jeg vil ikke, siger jeg! Jeg kan ikke! Jeg vil være alt for dig! For dig, Alfred!


    Allmers. 

Men det er du jo, Rita. Gennem vort barn –


    Rita. 

Å, – vamle, lunkne talemåder –. Ikke 58et fnug andet. Nej, du, sligt er ikke noget for mig. Jeg var skikket til at bli’ mor til barnet. Men ikke til at være mor for det. Du får ta’ mig som jeg er, Alfred.


    Allmers. 

Og du har dog holdt så hjertelig af Eyolf før.


    Rita. 

Jeg syntes så synd i ham. Fordi du lod ham gå for lud og koldt vand. Bare lod ham læse og puge. Næsten ikke så ham engang.


    Allmers  (nikker langsomt).

Nej; jeg var blind. Tiden var ikke kommen for mig –


    Rita  (sér på ham).

Men nu er den altså kommen?


    Allmers. 

Ja, nu endelig. Nu sér jeg, at det højeste, jeg har at gøre her i verden, det er at være en sand far for Eyolf.


    Rita. 

Og for mig? Hvad vil du være for mig?


    59Allmers  (mildt).

Dig vil jeg bli’ ved at holde af. I stille inderlighed.

(han griber efter hendes hænder.)

    Rita  (undviger ham).

Jeg bry’r mig ikke om din stille inderlighed. Jeg vil ha’ dig helt og holdent! Og alene! Slig, som jeg havde dig i de første, dejlige, svulmende tider. (hæftigt og hårdt.) Jeg la’r mig aldrig i verden afspise med levninger og rester, Alfred!


    Allmers  (sagtmodig).

Jeg synes, her måtte kunne være så rigeligt af lykke for os alle tre, Rita.


    Rita  (hånligt).

Så er du nøjsom. (sætter sig ved bordet til venstre.) Hør nu her.


    Allmers  (nærmer sig).

Nu? Hvad er det?


    60Rita  (sér op mod ham med en mat glands i øjet).

Da jeg fik dit telegram igåraftes –


    Allmers. 

Ja? Hvad så?


    Rita. 

– så klædte jeg mig i hvidt –


    Allmers. 

Ja, jeg så, du var hvidklædt, da jeg kom.


    Rita. 

Havde slået håret ud –


    Allmers. 

Dit rige, duftende hår –


    Rita. 

– så det flød ned over nakken og ryggen –


    Allmers. 

Jeg så det. Jeg så det. Å, hvor du var dejlig, Rita!


    Rita. 

Der var rosenrøde skærme over begge lamperne. 61Og vi var alene, vi to. De eneste vågne i hele huset. Og der var champagne på bordet.


    Allmers. 

Den drak jeg ikke noget af.


    Rita  (sér bittert på ham).

Nej, det er sandt. (lér skarpt.) «Du havde champagne, men rørte den ej», – som skrevet står.

(Hun rejser sig fra lænestolen og går ligesom træt hen og sætter sig halvt liggende på sofaen.)

    Allmers  (går henad gulvet og standser foran hende).

Jeg var så opfyldt af alvorsfulde tanker. Jeg havde foresat mig at tale med dig om vort fremtidsliv, Rita. Og først og fremst om Eyolf.


    Rita  (smiler).

Det gjorde du jo også, kære –


    Allmers. 

Nej, jeg kom ikke til. For du begyndte at klæde dig af.


    Rita. 

Ja, og så snakked du om Eyolf imens. 62Husker du ikke det? Du spurgte, hvorledes det stod til med lille Eyolfs mave.


    Allmers  (sér bebrejdende på hende).

Rita –!


    Rita. 

Og så la’ du dig i din seng. Og sov så inderlig godt.


    Allmers  (ryster på hodet).

Rita, – Rita!


    Rita  (lægger sig helt ned og sér op til ham).

Du? Alfred?


    Allmers. 

Ja?


    Rita. 

«Du havde champagne, men rørte den ej».


    Allmers  (næsten hårdt).

Nej. Jeg rørte den ikke.

(Han går fra hende og stiller sig i havedøren. Rita ligger en stund urørlig, med lukkede øjne.)

    63Rita  (springer pludselig op).

Men én ting vil jeg sige dig, Alfred


    Allmers  (vender sig i døren).

Nå?


    Rita. 

Du skulde ikke føle dig så tryg, du!


    Allmers. 

Ikke tryg?


    Rita. 

Nej, du skulde ikke være så ligeglad! Ikke så sikker på, at du har mig!


    Allmers  (kommer nærmere).

Hvad mener du med det?


    Rita  (med bævende læber).

Aldrig med en tanke har jeg været utro imod dig, Alfred! Aldrig et øjeblik.


    Allmers. 

Nej, Rita, det véd jeg da. Jeg, som kender dig så godt.


    64Rita  (med gnistrende øjne).

Men forsmår du mig –!


    Allmers. 

Forsmår –! Jeg skønner ikke, hvor du vil hen!


    Rita. 

Å, du kender ikke alt det, som kunde komme op i mig, hvis –


    Allmers. 

Hvis –?


    Rita. 

Hvis jeg nogensinde skulde mærke, at du ikke længer brød dig om mig. Ikke længer holdt af mig således som før.


    Allmers. 

Men, du min kæreste Rita, – den menneskelige forvandling gennem årene, – den må da engang foregå i vort samliv også. Ligesom hos alle andre.


    Rita. 

Aldrig hos mig! Og jeg vil ikke vide af 65nogen forvandling hos dig heller. Jeg vilde ikke kunne bære det, Alfred. Jeg vil få beholde dig for mig selv alene.


    Allmers  (sér bekymret på hende).

Du har et forfærdelig skinsygt sind –


    Rita. 

Jeg kan ikke gøre mig anderledes end jeg er. (truende.) Stykker du dig ud imellem mig og nogen anden –


    Allmers. 

Hvad så –?


    Rita. 

Så hævner jeg mig på dig, Alfred!


    Allmers. 

Hvad skulde du kunne hævne dig med?


    Rita. 

Det véd jeg ikke. – Å jo, jeg véd det nok!


    Allmers. 

Nå?


    66Rita. 

Jeg går hen og kaster mig bort –


    Allmers. 

Kaster du dig bort, siger du!


    Rita. 

Ja, jeg gør så. Jeg kaster mig lige i armene på – på den første den bedste!


    Allmers  (sér varmt på hende og ryster på hodet).

Det gør du aldrig, – du min ærlige, stolte, trofaste Rita.


    Rita  (lægger armene om hans hals).

Å, du véd ikke, hvad jeg kunde bli’ til, hvis du, – hvis du ikke vilde vide af mig mere.


    Allmers. 

Ikke vide af dig, Rita? Tænk, at du kan sige sådant noget!


    Rita  (halvt i latter, slipper ham).

Jeg kunde jo lægge mine garn ud efter ham, – denne vejbyggeren, som går her.


    67Allmers  (lettet).

Ah, gudskelov, – du spaser altså.


    Rita. 

Aldeles ikke. Hvorfor ikke lige så godt ham, som enhver anden?


    Allmers. 

Nej, for han er visst allerede så temmelig bunden.


    Rita. 

Desto bedre! For så tog jeg ham jo fra en anden. Det er jo akkurat det samme, som Eyolf har gjort imod mig.


    Allmers. 

Siger du, at vor lille Eyolf har gjort det?


    Rita  (med udstrakt pegefinger).

Sé der! Sé der! Straks du bare nævner Eyolfs navn, så blir du blød og dirrer i stemmen! (truende, knytter hænderne.) Å, jeg kunde næsten fristes til at ønske – nå!


    Allmers  (sér i angst på hende).

Hvad kunde du ønske, Rita –!


    68Rita  (hæftigt, går fra ham).

Nej, nej, nej, – det siger jeg dig ikke! Aldrig!


    Allmers  (går nærmere hen til hende).

Rita! Jeg bønfalder dig, – for din og min skyld, – lad dig ikke friste til noget, som ondt er.

(Borghejm og Asta kommer op fra haven. De er begge i behersket sindsbevægelse. Sér alvorlige og forstemte ud. Asta blir stående ude på verandaen. Borghejm går ind i stuen.)

    Borghejm. 

Se så. Nu har frøken Allmers og jeg gået vor sidste tur sammen.


    Rita  (sér studsende på ham).

Ah! – Og der følger ikke nogen længere rejse efterpå turen?


    Borghejm. 

Jo, for mig.


    Rita. 

For Dem alene?


    Borghejm. 

Ja, for mig alene.


    69Rita  (skotter mørkt til Allmers).

Hører du det, Alfred? (vender sig til Borghejm.) Jeg tør vædde på, at det er onde øjne, som har spillet Dem et puds her.


    Borghejm  (sér på hende).

Onde øjne?


    Rita  (nikker).

Onde øjne, ja.


    Borghejm. 

Tror De på onde øjne, fru Allmers?


    Rita. 

Ja, jeg er begyndt at tro på onde øjne nu. Mest på onde barneøjne.


    Allmers  (oprørt, hvisker).

Rita, – hvor kan du –!


    Rita  (halvhøjt).

Det er dig, som gør mig ond og styg, Alfred.

(Fjerne, forvirrede råb og skrig høres nede ved vandet.)

    70Borghejm  (går til glasdøren).

Hvad er det for en larm –?


    Asta  (i døren).

Sé alle de mennesker, som løber nede på bryggen!


    Allmers. 

Hvad kan det være? (sér et øjeblik ud.) Sagtens disse gadeungerne, som er på spil igen.


    Borghejm  (råber ud over rækværket).

Hør, I smågutter dernede! Hvad er der på færde?

(Flere høres at svare utydeligt i munden på hverandre.)

    Rita. 

Hvad siger de?


    Borghejm. 

De siger, det er et barn, som er druknet.


    Allmers. 

Et barn druknet?


    71Asta  (urolig).

En liden gut, siger de.


    Allmers. 

Å, de kan jo svømme, allesammen.


    Rita  (skriger i angst).

Hvor er Eyolf henne!


    Allmers. 

Bare rolig. Rolig. Eyolf er jo i haven og leger.


    Asta. 

Nej, i haven var han ikke –


    Rita  (med oprakte arme).

Å, bare det ikke er ham!


    Borghejm  (lytter og råber ned).

Hvis barn er det, siger I?

(Utydelige stemmer høres. Borghejm og Asta udstøder et undertrykt skrig og styrter ned gennem haven.)

    72Allmers  (i sjæleangst).

Det er ikke Eyolf! Det er ikke Eyolf, Rita!


    Rita  (på verandaen, lyttende).

Hys; vær stille! Lad mig høre, hvad de siger!

(Rita flygter med et skærende skrig ind i værelset.)

    Allmers  (efter hende).

Hvad var det de sa’?


    Rita  (segner ned ved lænestolen til venstre).

De sa’: krykken flyder!


    Allmers  (næsten lammet).

Nej! Nej! Nej!


    Rita  (hæst).

Eyolf! Eyolf! Å, men de redde ham!


    73Allmers  (halvt i vildelse).

Umulig andet! Så dyrt et liv! Så dyrt et liv!

(Han iler ned gennem haven.)

Boken er utgitt av Henrik Ibsens skrifter

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Lille Eyolf

Lille Eyolf kom ut i 1894. Dramaet handler om plikt, begjær, sorg og skyldfølelse.

Alfred Allmers har i årevis arbeidet på et stort verk om menneskelig ansvar. Han er gift med Rita og sammen har de sønnen Eyolf på ni år. Da Eyolf var liten ble han skadet i en ulykke mens foreldrene ikke passet på. Etter ulykken har foreldrene forholdt seg til skyldfølelse på hver sin måte og sønnen har på mange måter kommet mellom dem. Det har også Asta, Allmers halvsøster.

Les mer..

Om Henrik Ibsen

Henrik Ibsen er den norske forfatteren som har oppnådd størst internasjonal utbredelse. I løpet av sine drøye 60 år som aktiv forfatter skrev han 30 skuespill og drøyt 250 dikt. I tillegg fikk han publisert ca 100 artikler, innlegg og anmeldelser i samtidens aviser.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Følg Bokselskap i sosiale medier

Instagram      Facebook
Bluesky          X

Vil du ha varsel når nye bøker publiseres?