Du skulde ikke sidde her nede i gråvejret, Alfred.
Jeg har gået så længe og ledt efter dig.
Tak.
Har du siddet længe her nede? Hele tiden?
Nej, jeg kan ikke fatte det. Jeg synes, det er så rent umuligt, – dette her.
Du stakkers Alfred.
Er det da også virkelig sandt, Asta? Eller er jeg ble’t gal? Eller drømmer jeg bare? Å, om det bare var en drøm! Tænk, hvor dejligt, hvis jeg nu vågned!
Å, om jeg så sandt kunde vække dig.
Hvor ubarmhjertig fjorden sér ud idag. 76Ligger så tung og døsig. Blygrå, – med gule glimt, – og spejler regnskyerne.
Å, Alfred, sid ikke og stir ud på den fjorden!
På overfladen, ja. Men på dybet, – der går den stride understrøm –
Å, for gud i himmelens skyld, – tænk ikke på dybet!
Du tror nok, at han ligger her lige udenfor, du? Men det gør han ikke, Asta. Det må du ikke tro. For du må huske på, hvor rivende strømmen går udover her. Lige til havs.
Å gud, – å gud!
Derfor er lille Eyolf kommet så langt – langt bort fra os andre nu.
Å, Alfred, sig da ikke sådant noget!
Jo, du kan selv regne det ud. Du, som er så flink –. På otteogtyve–niogtyve timer –. Lad mig sé–! Lad mig sé–!
Alfred –!
Men kan du skønne meningen i sligt noget, du?
I hvad for noget?
I dette her, som er gjort imod mig og Rita.
Meningen i det?
Ja, meningen, siger jeg. For en mening må der da vel være i det. Livet, tilværelsen, – tilskikkelsen kan da vel ikke være så rent meningsløs heller.
Å, hvem kan sige noget sikkert og visst om de ting, kære Alfred?
Nej-nej; du kan såmænd ha’ ret i det. Kanské det går sådan på måfå, altsammen, du. Skøtter sig selv, som et drivende skibsvrag uden ror. Kan såmænd gerne være, det. – Det synes næsten så idetmindste.
Om det nu bare syntes –?
Så? Kan du kanské greje det ud for mig? 79For jeg kan det ikke. (blødere.) Her går Eyolf og skal netop træde ind i åndsbevidst liv. Bærer på så uendelig mange muligheder. Rige muligheder kanské. Skulde fylde min tilværelse med glæde og stolthed. Og så behøves det bare, at her kommer et forrykt, gammelt kvindemenneske – og viser frem en hund i en pose –
Men vi véd jo sletikke, hvorledes det egentlig er gået til.
Jo, vi véd. Gutterne så hende jo ro ud over fjorden. De så Eyolf stå alene yderst ude på bryggen. Så ham stirre efter hende – og ligesom svimle. (bævende.) Og så var det, han styrted udfor – og blev borte.
Ja, ja. Men alligevel –
Hun har draget ham i dybet. Vær viss på det, du.
Men, kære, hvorfor skulde hun det?
Ja, sé, – det er sagen! Hvorfor skulde hun? Der er ingen gengældelse bagved. Ingenting at sone, mener jeg. Eyolf har aldrig gjort hende noget ondt. Aldrig råbt efter hende. Aldrig kastet stén på hunden. Han havde jo hverken sét hende eller hunden for sine øjne før igår. Ingen gengældelse altså. Så grundløst, det hele. Så rent meningsløst, Asta. – Og alligevel så har verdensordenen brug for det.
Har du talt med Rita om de ting?
Jeg synes, jeg bedre kan tale med dig om sligt. (ånder tungt.) Og om alt andet også.
Hvad er det for noget, du har der, Asta?
Lidt sort flor.
Å, hvad skal nu sligt noget til?
Rita har bedt mig om det. Må jeg?
Å ja; gerne for mig.
Hvor er Rita henne?
Hun går lidt omkring oppe i haven, tror jeg. Borghejm er med hende.
Ja så? Er Borghejm herude idag også?
Ja. Han kom ud med middagstoget.
Det havde jeg ikke tænkt.
Han holdt så inderlig af Eyolf.
Borghejm er en trofast sjæl, Asta.
Ja, han er rigtignok trofast. Det er visst.
Du holder i grunden af ham.
Ja, jeg gør det.
Men alligevel så kan du ikke beslutte dig til –?
Å, snille Alfred, tal ikke om det!
Jo, jo, – sig mig bare, hvorfor du ikke kan –?
Å nej da! Jeg be’r dig så bønlig. Du må endelig ikke spørge mig. For det er så pinligt for mig, sér du. – Se så. Nu er hatten færdig.
Tak.
Men så var det den venstre armen.
Skal den også ha’ flor?
Ja, det hører jo til.
Nå, – gør som du vil da.
Hold så armen stille. Så jeg ikke stikker dig.
Dette her er ligesom i gamle dage.
Ja, synes du ikke det?
Dengang du var en liden pige sad du også sådan og stelled med mit tøj.
Så godt jeg kunde, ja.
Det første, du syde for mig, – det var også sort flor.
Så?
Om studenterhuen. Dengang far døde fra os.
Sy’de jeg da? – Tænk, det husker jeg ikke.
Å nej; du var jo så liden dengang.
Ja, da var jeg liden.
Og så to år bagefter, – da vi misted din mor, – da sy’de du et stort armflor til mig også.
Jeg syntes, det skulde så være, jeg.
Ja, ja, det skulde jo også så være, Asta. – Og da vi så var ble’t alene i verden, vi to –. Er du alt færdig?
Ja. (lægger sysagerne sammen.) Det blev dog en dejlig tid for os igrunden, Alfred. Vi to alene.
Ja, det blev det. Så hårdt vi end sled.
Du sled.
Å, du sled såmænd på din vis, du også, – (smiler.) du, min kære, trofaste – Eyolf.
Uf, – du skal ikke minde mig om det dumme vås med navnet.
Nå, hvis du havde været en gut, så skulde du jo ha’ hedt Eyolf.
Ja, hvis, ja. Men da du så var ble’t student –. (smiler uvilkårlig.) Tænk, at du kunde være så barnagtig alligevel.
Var det mig, som var barnagtig!
Ja, det synes jeg da rigtignok nu, når jeg husker på det. For du skammed dig over, at du ikke havde nogen bror. Bare en søster.
Nej, det var såmænd dig, du. Du skammed dig.
Å ja, lidt, jeg også, kanské. Og så syntes jeg ligesom synd i dig –
Ja, du gjorde nok det. Og så fandt du mine gamle gutteklæder frem –
De pæne søndagsklæderne, ja. Kan du huske den blå blusen og knæbukserne?
Hvor godt jeg husker dig, når du trak dem på dig og gik med dem.
Ja, men det gjorde jeg da bare, når vi var hjemme alene.
Og så alvorlige og så vigtige, som vi da var, du. Og jeg kaldte dig bestandig Eyolf.
Men, Alfred, dette her har du da vel aldrig fortalt til Rita?
Jo, jeg tror jeg har fortalt hende det en gang.
Nej men, Alfred, hvor kunde du da gøre det!
Å, sér du, – man fortæller jo sin hustru alting – sågodtsom.
Ja, man gør vel det, kan jeg tænke.
Ah, – at jeg kan sidde her og –
Hvad er det med dig?
Han kom næsten bort for mig. Rent bort kom han.
Eyolf!
Her sad jeg og leved i minderne. Og han var ikke med.
Jo, Alfred, – lille Eyolf var bag det altsammen.
Han var det ikke. Han gled ud af mit sind. Ud af mine tanker. Jeg så ham ikke for mig et øjeblik, mens vi sad og talte sammen. Glemte ham rent den lange stund.
Å, men du må da også hvile lidt ud i sorgen.
Nej, nej, nej, – det er just det, jeg ikke må! Det har jeg ikke lov til. Ikke ret til. – Og ikke hjerte til heller. (går i oprør hen imod højre.) Jeg har bare at dvæle der ude, hvor han ligger og driver nede på dybet!
Alfred, – Alfred! Kom ikke til fjorden!
Jeg må ud til ham! Slip mig, Asta! Jeg vil ha’ fat i båden.
Kom ikke til fjorden, siger jeg!
Nej, nej, – jeg skal ikke. Lad mig bare være.
Du må hvile tankerne, Alfred. Kom her og sæt dig.
Ja, ja, – som du vil da.
Nej, du skal ikke sætte dig der.
Jo, lad mig.
Nej; gør ikke det! For så sidder du bare og sér udover – (nøder ham ned på en stol med ryggen mod højre.) Sé så. Nu sidder du godt. (sætter sig selv på bænken.) Og så skal vi snakke lidt sammen igen.
Det gjorde godt at få dulme savnet og sorgen et øjeblik.
Du må det, Alfred.
Men synes du ikke, at jeg er forfærdelig slap og sløv, – at jeg kan det?
Å nej da. For det er visst umuligt at kredse bestandig om et og det samme.
Ja, for mig er det umuligt. Før du kom ned til mig, sad jeg her og vånded mig så usigelig i denne jagende og nagende sorg –
Ja?
Og vil du så tro det, Asta –? Hm –
Nå?
Midt i vånden så greb jeg mig i at gætte på, hvad vi skulde ha’ til middag idag.
Ja, ja, bare der er hvile i det, så –
Ja tænk, du, – jeg syntes, der var ligesom hvile i det. (rækker hende hånden over bordet.) Hvor godt det er, at jeg har dig, Asta. Det er jeg så glad for. Glad, glad – midt i sorgen.
Du skal først og fremst være glad for, at du har Rita.
Ja, det forstår sig jo af sig selv. Men Rita er jeg ikke i slægt med. Det er ikke som at ha’ en søster.
Siger du det, Alfred?
Ja, vor slægt er noget for sig selv. (halvt spøgende.) Altid så har vi havt lyse forbogstaver i navnene. Kan du huske, hvor tidt vi snakked om det før? Og alle slægtningerne, – alle er de lige fattige. Og alle har vi samme slags øjne.
Synes du, jeg også har –?
Nej, du slægter jo så aldeles på din mor, du. Ligner sletikke os andre. Ikke far engang. Men alligevel –
Alligevel –?
Ja, jeg tror, at samlivet alligevel har præget os begge to efter hinandens billede. I sindet, mener jeg.
Å, det må du aldrig sige, Alfred. Det er mig alene, som har taget mit præg efter dig. 94Og det er dig, som jeg skylder alt, – alt godt i verden.
Du skylder mig ingenting, Asta. Tvert imod –
Alt skylder jeg dig! Det må du da kunne sige dig selv. Intet offer har været dig for tungt –
Å hvad – offer! Kom ikke med sligt noget. – Jeg har bare holdt af dig, Asta. Lige fra du var et lidet barn. (efter et kort ophold.) Og så syntes jeg altid, at jeg havde så megen uret at gøre god igen også.
Uret! Du?
Ikke just for egen regning. Men –
Men –?
For fars.
For – fars! (sætter sig igen.) Hvad mener du med det, Alfred?
Far var aldrig rigtig snil imod dig.
Å sig da ikke det!
Jo, for det er sandt. Han holdt ikke af dig. Ikke sådan, som han skulde.
Nej, kanské ikke sådan, som han holdt af dig. Det var da rimeligt.
Og hård var han ofte imod din mor også. I alt fald i de sidste årene.
Mor var jo så meget, meget yngre end han. Husk på det.
Tror du ikke, at de passed rigtig sammen?
Kanské de ikke gjorde det.
Ja, men alligevel –. Far, som ellers var så blød og varmhjertet –. Så venlig imod alle mennesker –
Mor var vel heller ikke altid, som hun skulde være.
Var ikke din mor!
Kanske ikke altid.
Imod far, mener du?
Ja.
Det mærked jeg da aldrig noget til.
Å, kære Alfred, – lad dem hvile, – de som borte er.
Ja, lad dem hvile. (vrider hænderne.) Men de, som borte er, – de la’r ikke os hvile, Asta. Hverken dag eller nat.
Med tiden vil alt sammen kendes mildere, Alfred.
Ja, tror ikke du også det? – Men hvorledes jeg skal vinde over disse her forfærdelige, første dagene –. (hæst.) Nej, det skønner jeg ikke.
Gå op til Rita. Å, jeg bé’r dig så bønligt –
Nej, nej, nej, – snak ikke til mig om det! For jeg kan ikke, ser du. (roligere.) Lad mig få bli’ her sammen med dig.
Ja, jeg skal ikke gå fra dig.
Tak for det! (sér en stund ud over fjorden.) Hvor er min lille Eyolf henne nu? (smiler tungt til hende.) Kan du sige mig det, – du, min store, kloge Eyolf? (ryster på hodet.) Ingen i hele verden kan sige mig det. Jeg véd bare det ene, forfærdelige, at jeg ikke har ham længer.
Nu kommer de.
Hvorledes har du det, Rita?
Å, spørg ikke.
Hvad vil du her?
Bare sé efter dig. Hvad ta’r du dig til?
Ikke noget. Asta kom ned til mig.
Ja, men før Asta kom? Du har været borte fra mig hele formiddagen.
Jeg har siddet her og sét ud over vandet.
Uh, – at du kan det!
Jeg er helst alene nu!
Og så sidde stille! På en og samme plet!
Jeg har jo ingen verdens ting at gå efter.
Jeg kan ikke holde det ud nogetsteds. Mindst her, – med fjorden lige ind på sig.
Just det, at fjorden er så nær.
Synes ikke De, han skulde gå op med os andre?
Jeg tror, det vilde være bedre for Dem.
Nej, nej, – lad mig heller få være, hvor jeg er.
Så blir jeg hos dig, Alfred.
Nå ja, så gør det da. – Bliv du også, Asta.
Lad dem få være alene!
Frøken Allmers, – går vi lidt udover – langs stranden? For allersidste gang?
Ja, kom. Lad os gå lidt udover.
Kan du tænke dig den tanke, Alfred, – at vi har mistet Eyolf?
Vi får vænne os til at tænke den.
Jeg kan ikke. Jeg kan ikke. Og så dette grufulde syn, som vil stå for mig gennem hele livet.
Hvilket syn? Hvad har du sét?
Jeg selv har ikke sét noget. Bare hørt det fortælle. Å –!
Sig det lige så godt straks.
Jeg fik Borghejm med mig ned til bryggen –
Hvad vilde du der?
Spørge gutterne ud om, hvorledes det var gået til.
Det véd vi jo.
Vi fik vide mere.
Nå!
Det er ikke sandt, det, at han blev rent borte med engang.
Siger de det nu?
Ja. De siger, at de så ham ligge nede på bunden. Dybt nede i det klare vand.
Og de redded ham ikke!
De kunde vel ikke.
De kunde svømme, – allesammen. – Sa’ de, hvorledes han lå, mens de så ham?
Ja. De sa’, han lå på ryggen. Og med store, åbne øjne.
Åbne øjne. Men ganske stille?
Ja, ganske stille. Og så kom noget og tog ham udover. De kaldte det en strømsætning.
Det var altså det sidste, de så af ham.
Ja.
Og aldrig, – aldrig får nogen sé ham mere.
Dag og nat vil han stå for mig, som han lå dernede.
Med de store, åbne øjne.
Ja, med de store, åbne øjne. Jeg sér dem! Jeg sér dem for mig!
Var de onde, de øjnene, Rita?
Onde –!
Var det onde øjne, som stirred opad? Dernede fra dybet?
Alfred –!
Svar mig på det! Var det onde barneøjne?
Alfred! Alfred!
Nu har vi fået det, – slig, som du ønsked, Rita.
Jeg! Hvad ønsked jeg?
At Eyolf ikke var her.
Aldrig i verden har jeg ønsket det! At ikke Eyolf stod imellem os to, – det ønsked jeg.
Nå ja, – herefter gør han det jo ikke mere.
Kanske herefter mest. (farer sammen.) Å, dette grufulde syn!
De onde barneøjne, ja.
Lad mig være, Alfred! Jeg er ræd for dig! Slig har jeg aldrig sét dig før.
Sorgen gør ond og styg.
Jeg føler det så, jeg også.
Du har aldrig holdt helt og fuldt af ham. Aldrig!
Eyolf vilde aldrig la’ sig fange helt og fuldt ind til mig.
Fordi du ikke vilde.
Å jo, du. Jeg vilde nok mere end gerne. Men der stod nogen ivejen. Lige fra først af.
Jeg stod ivejen, mener du?
Å nej. Ikke fra først af.
Hvem da?
Tanten.
Asta?
Ja. Asta stod og stængte vejen for mig.
Siger du det, Rita?
Ja. Asta, – hun fanged ham – lige fra det hændte, – det ulykkelige faldet.
Gjorde hun det, så gjorde hun det i kærlighed.
Just det! Jeg tåler ikke at dele noget med en anden en! Ikke i kærlighed!
Vi to skulde ha’ delt ham mellem os i kærlighed.
Vi? Å, du har i grunden aldrig havt rigtig kærlighed til ham, du heller.
Har jeg ikke –!
Nej, du har ikke. Først så var du jo så helt fangen af denne bogen – om ansvaret.
Ja, det var jeg. Men netop den, du, – den ofred jeg for Eyolfs skyld.
Ikke af kærlighed til ham.
Hvorfor da, mener du?
Fordi du gik her og fortærtes af mistro til dig selv. Fordi du var begyndt at tvile på, at du havde noget stort kald at leve for i verden.
Har du kunnet mærke noget sådant på mig?
Å ja, – lidt efter lidt. Og så trængte du til noget nyt, som kunde fylde dig. – Jeg var dig vel sagtens ikke nok længer.
Det er forvandlingens lov, Rita.
Derfor var det, du vilde gøre et vidunderbarn af stakkers lille Eyolf.
Det vilde jeg ikke. Jeg vilde gøre et lykkeligt væsen af ham. Det alene vilde jeg.
Men ikke af kærlighed til ham. Gå i dig 111selv! (med skyhed i udtrykket.) Og gransk alt det, som ligger under – og bagved.
Der er noget, du vil forbi.
Du også.
Hvis det er, som du tænker, så har vi to i grunden aldrig ejet vort eget barn.
Nej. Ikke fuldt ud i kærlighed.
Og alligevel så går vi nu her og sørger så bitterlig over ham.
Ja, er det ikke underligt at tænke sig? Gå her og sørge slig over en liden fremmed gut.
Å, kald ham da ikke fremmed!
Vi vandt aldrig gutten, Alfred. Ikke jeg. Ikke du heller.
Og nu er det for sent! For sent!
Og så rent trøstesløst – altsammen.
Du er den skyldige her!
Jeg!
Ja, du! Du er skyld i, at han blev, – som han blev! Det er din skyld, at han ikke kunde berge sig op af vandet.
Alfred, – du skal ikke kaste det over på mig!
Jo, jo, jeg gør det! Det var dig, som lod det spæde barn ligge og skøtte sig selv på bordet.
Han lå så blødt i puderne. Og sov så tryggelig. Og du havde lovet at passe barnet.
Ja, det havde jeg. (sænker stemmen.) Men så kom du, du, du, – og lokked mig ind til dig.
Å, sig heller, at du glemte både barnet og alt andet.
Ja, det er sandt. (sagtere.) Jeg glemte barnet – i dine arme!
Alfred! Alfred, – det er afskyeligt af dig!
I den stund dødsdømte du lille Eyolf.
Du også! Du også, – hvis så er!
Å ja, – kræv du mig også til regnskab, – om du så vil. Vi har forbrudt os, begge to. – Og derfor var der gengældelse i Eyolfs død alligevel.
Gengældelse?
Ja. Dom over dig og mig. Nu går vi her, som vi har forskyldt. I lønlig, fejg anger lod vi os skræmme fra ham, mens han leved. Tålte ikke at sé den, – den, han måtte slæbe på –
Krykken.
Ja, just den. – Og det, som vi nu går her og kalder for sorg og savn, – det er samvittighedsnag, Rita. Ikke noget andet.
Jeg synes, dette her må bære ind i fortvilelse, – lige ind i vanvid for os begge to. For vi kan jo aldrig, – aldrig få gøre det godt igen.
Jeg drømte om Eyolf inat. Jeg syntes, jeg så ham komme op fra bryggen. Han kunde springe, ligesom andre gutter. Der var altså ingenting hændt ham. Hverken det ene eller det andet. Den kvælende virkelighed var altså bare en drøm, tænkte jeg. Å, hvor jeg takked og velsigned – (holder inde.) hm –
Hvem?
Hvem –?
Ja; hvem takked og velsigned du?
Jeg lå jo og drømte, hører du –
Nogen, som du ikke selv tror på?
Det kom nu sådan over mig alligevel. Jeg var jo i søvne –
Du skulde ikke gjort mig tvilende, Alfred.
Vilde det været ret af mig, om jeg havde lad’t dig gå gennem livet med tomme forestillinger?
Det havde været bedre for mig. For så havde jeg da havt noget at fortrøste mig til. Nu går jeg her og véd hverken ud eller ind.
Om du nu havde valget –. Om du kunde følge Eyolf did hen, hvor han nu er –?
Ja? Hvad så?
Om du havde fuld forvissning om, at du vilde finde ham igen, – kende ham, – forstå ham –?
Ja, ja; hvad så?
Vilde du så frivillig gøre springet over til ham? Frivillig gå bort fra alt dette her? Gi’ afkald på hele jordlivet? Vilde du det, Rita?
Nu straks?
Ja; nu idag. I denne time. Svar mig på det. Vilde du?
Å, jeg véd ikke, Alfred. – Nej; jeg tror, jeg først vilde bli’ nogen tid her hos dig.
For min skyld?
Ja, bare for din skyld.
Men så bagefter da? Vilde du så –? Svar!
Å, hvad skal jeg svare på sligt? Jeg kunde jo ikke gå ifra dig. Aldrig! Aldrig!
Men om nu jeg gik til Eyolf? Og du havde den fuldeste forvissning om, at du skulde træffe både ham og mig der. Vilde du så komme over til os?
Jeg vilde nok. Å, så gerne! Så gerne! Men –
Nå?
Jeg kunde det ikke, – det føler jeg. Nej, nej; jeg kunde det sletikke! Ikke for al himlens herlighed!
Ikke jeg heller.
Nej, ikke sandt, Alfred! Du kunde det ikke, du, heller!
Nej. For her, i jordlivet, hører vi levende hjemme.
Ja, her er den slags lykke, som vi forstår.
Å, lykken, – lykken, du –
Du mener vel, at lykken,– den finder vi aldrig mere. (sér spørgende på ham.) Men ifald –? (hæftig.) Nej, nej; jeg tør ikke sige det! Ikke tænke det engang.
Jo, sig det. Sig det bare, Rita.
Kunde vi ikke prøve på –? Skulde det ikke være gørligt, at vi kunde glemme ham?
Glemme Eyolf.
Glemme angeren og naget, mener jeg.
Kunde du ønske det?
Ja. Ifald det var gørligt. (i udbrud.) For dette her, – det bærer jeg ikke i længden! Å, kan vi da ikke finde på noget, som der er glemsel i!
Hvad skulde vel det være?
Kunde vi ikke prøve med at rejse langt bort?
Fra hjemmet? Du, som ikke trives noget andet sted end just netop her.
Nå, så sé mange mennesker hos os da? Føre stort hus. Kaste os ind i noget, som kunde døve og dulme.
Sligt liv ligger ikke for mig. – Nej, – så fik jeg heller prøve på at ta’ mit arbejde op igen.
Dit arbejde? Det, som så tidt har stået som væg og mur imellem os?
Der må altid være væg og mur imellem os to herefter.
Hvorfor må det –?
Hvem véd, om ikke store, åbne barneøjne sér på os nat og dag.
Alfred, – dette er forfærdeligt at tænke sig!
Vor kærlighed har været som en fortærende brand. Nu må den være sluknet –
Sluknet!
Den er sluknet, – i en af os.
Og det tør du sige mig!
Den er død, Rita. Men i det, som jeg nu, i medskyldighed og bodstrang, føler for dig, – i det skimter jeg ligesom en opstandelse –
Å, jeg bry’r mig ikke om nogen opstandelse!
Rita!
Jeg er et varmblodigt menneskebarn, jeg! Går ikke omkring og døser, – med fiskeblod i årerne. (vrider sine hænder.) Og så være stængt inde på livstid – i anger og nag! Stængt inde med en, som ikke længer er min, min, min!
Det måtte så ende engang, Rita.
Måtte det så ende! Det, som begyndte mellem os i slig en mødende kærlighed!
Min kærlighed var ikke mødende fra først af.
Hvad følte du da allerførst for mig?
Skræk.
Det kan jeg forstå. Men hvorledes vandt jeg dig da alligevel?
Du var så fortærende dejlig, Rita.
Det alene var det altså? Sig det, Alfred! Det alene?
Nej; der var noget ved siden af også.
Jeg aner, hvad det var for noget! Det var «guldet og de grønne skoge», som du siger. Var det så, Alfred?
Ja.
Hvor kunde, – hvor kunde du det!
Jeg havde Asta at tænke på.
Asta, ja! (bittert.) Det var altså i grunden Asta, som førte os to sammen.
Hun vidste af ingenting. Hun aner det end ikke den dag idag.
Det var Asta alligevel! (smiler med et hånligt sideblik.) Eller nej, – lille Eyolf var det. Lille Eyolf, du!
Eyolf –?
Ja, kaldte du hende ikke Eyolf før? Jeg synes, du sa’ det engang, – i en lønlig stund. (går nærmere.) Mindes du den – den fortærende dejlige stund, Alfred?
Jeg mindes ingenting! Vil ingenting mindes!
Det var i den stund, – da din anden lille Eyolf blev krøbling!
Gengældelsen.
Ja, gengældelsen!
Nå, Asta, – har så du og herr Borghejm fået tale rigtig ud sammen?
Å ja, – så nogenlunde
Frøken Allmers har været svært ordknap på turen.
Nej, har hun det? Ja, da har Alfred og jeg fået tale ud sammen så det forslår –
Hvad er det for noget –?
– så det forslår for hele livet, siger jeg. (afbrydende.) Men kom så og lad os gå op, alle fire. Vi må ha’ selskab om os herefter. Alfred og jeg klarer det ikke alene.
Ja, gå bare foran, I andre. (vender sig.) Men dig må jeg først tale et ord med, Asta.
Så? – Nå ja, kom De med mig da, herr Borghejm.
Alfred, hvad er der på færde!
Der er det, at jeg holder det ikke længer ud her.
Her! Sammen med Rita, mener du?
Ja. Rita og jeg kan ikke bli’ ved at leve sammen.
Men, Alfred, – sig da ikke noget så forfærdeligt!
Det er sandt, som jeg siger. Vi går her og gør hinanden onde og stygge.
Å, aldrig, – aldrig havde jeg da anet noget sligt!
Det er heller ikke gået op for mig før idag.
Og nu vil du –! Ja, hvad vil du da egentlig, Alfred?
Jeg vil rejse fra det hele her. Langt bort fra det altsammen.
Og stå så ganske alene i verden?
Ligesom før, ja.
Men du er ikke skikket til at stå alene!
Å jo. Før var jeg det da ialfald.
Ja før, ja. Dengang havde du jo mig hos dig.
Ja. Og det er dig, Asta, som jeg nu tyer hjem til igen.
Til mig! Nej, nej, Alfred! Det er så rent umuligt.
Borghejm står altså ivejen alligevel?
Nej, nej; det gør han ikke! Du ta’r fejl i det!
Godt. Så kommer jeg til dig, – du kære, kære søster. Jeg må til dig igen. Hjem til dig for at renses og forædles fra samlivet med –
Alfred, – du forsynder dig imod Rita!
Jeg har forsyndet mig imod hende. Men ikke i dette. Å, tænk dig dog om, Asta! Hvorledes var ikke samlivet mellem dig og mig? Var det ikke som en eneste høj helligdag fra først til sidst?
Jo, det var det, Alfred. Men sligt kan ikke leves om igen.
Mener du, at ægteskabet har så ubodelig fordærvet mig?
Nej, det mener jeg ikke.
Ja, så vil vi to leve vort fordums liv om igen.
Det kan vi ikke, Alfred.
Jo, vi kan. For en brors og en søsters kærlighed –
Hvad den?
Det forhold er det eneste, som ikke står under forvandlingens lov.
Men hvis nu det forhold ikke –
Ikke –?
– ikke er vort forhold?
Ikke vort? Kære, hvad mener du med det?
Det er bedst, at jeg siger dig det straks, Alfred.
Ja, ja, sig det bare!
Brevene til mor –. De, som ligger i mappen –
Ja vel?
Dem skal du ta’ og læse – når jeg er rejst.
Hvorfor skal jeg det?
Jo, for så vil du sé, at –
Nå!
– at jeg ikke har ret til at bære – din fars navn.
Asta! Hvad er det for noget, du siger!
Læs brevene. Så vil du sé det. Og forstå det. – Og kanské ha’ tilgivelse – for mor, også.
Jeg kan ikke fatte dette her. Ikke holde 134tanken fast. Du, Asta, – du skulde altså ikke være –
Du er ikke min bror, Alfred.
Nå, men hvad ændrer det så egentlig i forholdet mellem os? Ingenting i grunden.
Alt ændrer det, Alfred. Vort forhold er ikke brors og søsters.
Nej-nej. Men lige helligt for det. Vil altid bli’ lige helligt.
Glem ikke, – at det er under forvandlingens lov, – som du sa’ nu nylig.
Mener du dermed, at –?
Ikke et ord mere, – du kære, kære Alfred. – (tager blomsterne fra stolen.) Sér du disse vandliljerne her?
Det er af den slags, som skyder op, – dybt nede fra bunden.
Jeg plukked dem i tjernet. Der, hvor det flyder ud i fjorden. (rækker dem frem.) Vil du ha’ dem, Alfred?
Tak.
De er som en sidste hilsen til dig fra – fra lille Eyolf.
Fra Eyolf derude? Eller fra dig?
Fra os begge. (tager paraplyen.) Kom så med op til Rita.
Asta. Eyolf. Lille Eyolf –!
Boken er utgitt av Henrik Ibsens skrifter
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Lille Eyolf kom ut i 1894. Dramaet handler om plikt, begjær, sorg og skyldfølelse.
Alfred Allmers har i årevis arbeidet på et stort verk om menneskelig ansvar. Han er gift med Rita og sammen har de sønnen Eyolf på ni år. Da Eyolf var liten ble han skadet i en ulykke mens foreldrene ikke passet på. Etter ulykken har foreldrene forholdt seg til skyldfølelse på hver sin måte og sønnen har på mange måter kommet mellom dem. Det har også Asta, Allmers halvsøster.
Henrik Ibsen er den norske forfatteren som har oppnådd størst internasjonal utbredelse. I løpet av sine drøye 60 år som aktiv forfatter skrev han 30 skuespill og drøyt 250 dikt. I tillegg fikk han publisert ca 100 artikler, innlegg og anmeldelser i samtidens aviser.