Å, heroppe holder De altså til?

Jeg sidder og sér udover for sidste gang.

Så var det jo godt, at jeg kikked her op også.

Har De gået og ledt efter mig?

Ja, jeg har. Jeg vilde gerne sige Dem farvel – for denne gang. Ikke for den sidste, håber jeg.

De er ihærdig, De.

Det må en vejbryder være.

Så De noget til Alfred? Eller Rita?

Ja, jeg så dem begge to.

Sammen?

Nej. De er hver på sin kant.

Hvad skal De gøre med det flaget?

Fru Rita bad mig gå op og hejse det.

Hejse flag nu?

På halv stang. Det skal vaje både nætter og dage, sa’ hun.

Stakkers Rita. Og stakkers Alfred.

Har De hjerte til at rejse fra dem? Ja, jeg spør’. For jeg sér, De er rejseklædt.

Jeg må rejse.

Ja, når De må, så –

Og De rejser jo også inat.

Jeg må også. Jeg går med toget. Gør De også det?

Nej. Jeg ta’r ind med dampskibet.

Hver sin vej altså.

Ja.

Frøken Asta, – De kan ikke tænke Dem, hvor jeg sørger over lille Eyolf.

Ja, det er jeg viss på, at De gør.

Og det kendes så pinefuldt. For i grunden ligger det sletikke for mig, det, at sørge.

Med tiden driver det over, – altsammen. Alle sorgerne.

Alle? Tror De det?

Ligesom et bygevejr. Når De bare kommer langt bort, så –

Det måtte være bra’ langt bort, det.

Og så har De jo det store, nye vejarbejdet også.

Men ingen til at hjælpe mig i det.

Å jo visst har De da så.

Ingen. Ingen til at dele glæden med. For det er mest glæden, det gælder.

Ikke møjen og besværet?

Pyt, – sligt noget kan en sagtens altid komme ud over alene.

Men glæden, – den må deles med nogen, mener De?

Ja, hvad lykke var der ellers i det at være glad?

Å nej, – der kan være noget i det.

Nå, naturligvis kan en jo gå sådan til en tid og være glad indeni sig selv. Men det forslår ikke i længden. Nej, glæden, den må man være to om.

Altid bare to? Aldrig flere? Aldrig mange?

Nå, sé, – det er nu på en anden måde, 143det. – Frøken Asta, – kan De altså virkelig ikke beslutte Dem til at dele lykke og glæde og – og møje og besvær med en, – med en eneste en alene?

Jeg har prøvet det – engang.

Har De!

Ja, i al den tid, da min bror, – da Alfred og jeg boede sammen.

Nå, med Deres bror, ja. Det er jo noget ganske andet. Det synes jeg må være mere at kalde for fred end for lykke, det.

Dejligt var det alligevel.

Ja sé, – allerede bare det synes De var dejligt. Men tænk så, – hvis han nu ikke havde været Deres bror!

Så havde vi jo aldrig levet sammen. For jeg var barn dengang. Og han næsten også.

Var den så dejlig, den tiden?

Ja, det kan De tro, den var.

Opleved De da noget rigtig lyst og lykkeligt dengang?

Å ja, så meget. Så utrolig meget.

Fortæl mig lidt om det, frøken Asta.

Bare småting i grunden.

Således som –? Nå?

Således som den gang, da Alfred havde fået sin examen. Og havde stået sig så godt. Og når han så lidt efter lidt fik en post ved en eller anden skole. Eller når han sad og skrev på en afhandling. Og læste den op for mig. Og så siden fik den trykt i et tidsskrift.

Ja, jeg skønner nok, at det må ha’ været et dejligt, fredeligt liv. To søskende, som deler glæden. (ryster på hodet.) Ikke begriber jeg, at Deres bror kunde gi’ slip på Dem, Asta!

Alfred gifted sig jo.

Var ikke det svært for Dem?

Jo; i førstningen. Jeg syntes, at jeg rent havde mistet ham med det samme.

Nå, heldigvis, det havde De da ikke.

Nej.

Men alligevel. At han kunde det. Gifte sig, mener jeg. Når han kunde fået beholde Dem hos sig alene!

Han var vel under forvandlingens lov, kan jeg tænke.

Forvandlingens lov?

Alfred kalder det så.

Pyt, – slig en dum lov, som det må være! Den loven tror jeg ikke et gran på.

De kan nok med tiden komme til at tro på den.

Aldrig i verden! (indtrængende.) Men hør nu her, frøken Asta! Vær nu fornuftig – for en gangs skyld. I dette stykke, mener jeg –

Å nej, nej, – lad os bare ikke komme ind på det igen!

Jo, Asta, – jeg kan umulig slippe Dem så let. Nu har jo Deres bror fået det altsammen, som han helst vilde ha’ det. Lever sit liv nokså tilfreds uden Dem. Savner Dem sletikke. – Og så det til – det, som med et eneste slag forandrer Deres hele stilling herude –

Hvad mener De med det?

Barnet, som er revet bort. Hvad ellers?

Lille Eyolf er borte, ja.

Og hvad har De så egentlig mere at gøre her? De har ikke længer den stakkers lille gutten at ta’ Dem af. Ingen pligter, – ingen opgaver her i nogen retning –

Å, jeg be’r Dem, kære Borghejm, – træng da ikke så hårdt ind på mig!

Jo; jeg måtte jo være gal, om jeg ikke forsøgte det yderste. En af dagene rejser jeg væk fra byen. Får kanské ikke træffe Dem der inde. Får kanské ikke sé Dem igen på lange, lange tider. Og hvem véd, hvad der kan ské i mellemtiden?

Er De ræd for forvandlingens lov alligevel?

Nej, det er jeg sletikke. (lér bittert.) Og der er jo ikke noget at forvandle heller. Ikke hos Dem, mener jeg. For De bry’r Dem nok ikke stort om mig, kan jeg skønne.

Det véd De godt, at jeg gør.

Ja, men ikke på langt nær nok. Ikke slig, som jeg vil ha’ det. (hæftigere.) Herregud, Asta, – frøken Asta, – dette her er da så galt af Dem, som vel tænkes kan! Lidt bortenfor idag og imorgen ligger kanské hele livslykken og venter på os. Og så la’r vi den ligge! Kommer vi ikke til at angre på det, Asta?

Véd ikke. Men vi får la’ alle lyse muligheder ligge alligevel.

Altså skal jeg bygge mine veje alene?

Å, om jeg så sandt kunde få være med Dem om det! Hjælpe Dem i møjen. Dele glæden med Dem –

Vilde De det, – ifald De kunde?

Ja. Da vilde jeg det.

Men De kan ikke?

Vilde De nøjes med at ha’ mig halvt?

Nej. Helt og holdent må jeg ha’ Dem.

Så kan jeg ikke.

Farvel da, frøken Asta.

Sidder Rita derinde i lysthuset?

Nej; her er ingen andre end frøken Asta.

Skal jeg gå ned og sé efter hende? Få hende herop kanské?

Nej, nej, nej, – lad bare være. (til Borghejm.) Er det Dem, som har hejst flaget der?

Ja. Fru Rita bad mig om det. Det var derfor jeg gik herop.

Og inat rejser De jo?

Ja. Inat rejser jeg for alvor.

Og har sikret Dem godt rejsefølge, kan jeg forstå.

Jeg rejser alene.

Alene!

Så rent alene.

Ja så?

Og blir alene også.

Der er noget grufuldt i det at være alene. Det ligesom isner igennem mig –

Å men, Alfred, du er da ikke alene, du!

Der kan være noget grufuldt i det også, Asta.

Å, tal da ikke så! Tænk da ikke så!

Men når du altså ikke rejser med –? Når der ingenting er, som binder dig? Hvorfor vil du så ikke bli’ herude hos mig – og hos Rita?

Nej, for det kan jeg ikke. Jeg må så nødvendig ind til byen nu.

Men bare ind til byen, Asta. Hører du det!

Ja.

Og så lover du mig, at du kommer snart herud igen.

Nej, nej, det tør jeg ikke love dig for det første.

Godt. Som du vil. Så træffes vi altså der inde da.

Men, Alfred, du må da bli’ hjemme hos Rita nu!

Det turde være bedst for Dem, det, at De ikke har noget rejsefølge endnu.

Å, hvor kan De da sige sligt noget!

Jo, for De kan aldrig vide, hvem De kanské kunde komme til at møde bagefter. Undervejs.

Alfred!

Den rigtige rejsekammerat. Når det er for sent. For sent.

Alfred! Alfred!

Hvad betyder det? Jeg forstår ikke –

Å, gå da ikke fra mig allesammen!

Du vilde jo helst være alene, sa’ du –

Ja, men jeg tør ikke. Det ta’r til at mørkne så stygt. Jeg synes, der er store, åbne øjne, som sér på mig!

Om nu så var, Rita? De øjnene skulde du ikke være ræd for.

Tænk, at du kan sige det! Ikke ræd!

Asta, jeg be’r dig, – for alt i verden, – bliv her – hos Rita!

Ja! Og hos Alfred også! Gør det! Gør det, Asta!

Å, jeg vilde så usigelig gerne –

Nå, så gør det da! For Alfred og jeg kan ikke gå alene gennem sorgen og savnet.

Sig heller – gennem naget og kvalen.

Ja, hvad du end vil kalde det, – så bærer vi det ikke alene, vi to. Å, Asta, jeg be’r dig så bønligt! Bliv her og hjælp os! Vær os i Eyolfs sted –

Eyolfs –!

Ja, må hun ikke gerne det, Alfred?

Hvis hun vil og kan.

Du kaldte hende jo din lille Eyolf før. (griber hendes hånd.) Herefter skal du være vor Eyolf, Asta! Eyolf, ligesom du før var.

Bliv – og del livet med os, Asta. Med Rita. Med mig. Med mig, – din bror!

Nej. Jeg kan ikke. (vender sig.) Borghejm, – hvad tid går dampbåden?

Nu snart.

Så må jeg ombord. Vil De være med mig?

Om jeg vil! Ja, ja, ja!

Så kom da.

Ah, således. Ja, da kan du jo ikke bli’ hos os.

Tak for alt, Rita! (går hen og griber Allmers’s hånd.) Alfred, – farvel! Tusend, tusend gange farvel!

Hvad er dette her, Asta? Det sér jo ud som en flugt.

Ja, Alfred, – det er også en flugt.

En flugt – fra mig!

En flugt fra dig – og fra mig selv.

Ah –!

Nu kommer dampskibet. Sé der, Rita.

Jeg tør ikke sé på det.

Tør du ikke?

Nej. For det har et rødt øje. Og et grønt et også. Store gloende øjne.

Å, det er jo bare lygterne, véd du.

Herefter er det øjne. For mig. De stirrer og stirrer ud fra mørket. – Og ind i mørket også.

Nu lægger det til land.

Hvorhenne lægger det til iaften da?

Ved bryggen, som det plejer, kære –

Hvor kan det da lægge til der!

Det må det jo.

Men det var jo der, at Eyolf –! Hvor kan så de folk lægge til der?

Ja, livet er ubarmhjertigt, Rita.

Menneskene er hjerteløse. De ta’r ingen hensyn. Hverken til de levende eller til de døde.

Det har du ret i. Livet, det går sin gang, det. Akkurat som om ingen verdens ting var hændt.

Der er jo heller ingen ting hændt. Ikke for de andre. Bare for os to.

Ja, Rita, – så unyttigt var det, at du fødte ham i vé og vånde. For nu er han borte igen – uden spor efter sig.

Bare krykken blev berget.

Ti da! Lad mig ikke høre det ord!

Å, jeg kan ikke bære den tanke, at vi ikke har ham mere.

Du kunde så godt undvære ham, mens du havde ham. Hele halve dage så du ham ikke for dine øjne.

Nej, for da vidste jeg jo, at jeg kunde få sé ham, hvad tid jeg bare vilde.

Ja, slig har vi gået her og sløset væk det korte samvær med lille Eyolf.

Hører du, Alfred! Nu ringer det igen!

Det er dampskibet, som ringer. Det skal til at gå.

Å, det er ikke den klokken, jeg mener. Hele dagen har jeg hørt det ringe for ørerne. – Nu ringer det igen!

Du ta’r fejl, Rita.

Nej, jeg hører det så tydeligt. Det lyder som ligklokker. Langsomt. Langsomt. Og altid de samme ord.

Ord? Hvilke ord?

«Kryk-ken fly-der». «Kryk-ken fly-der». Å, jeg synes da, du også må kunne høre det.

Jeg hører ingenting. Og det er ingenting heller.

Ja, ja, sig hvad du vil, du. Jeg hører det så tydeligt.

Nu er de ombord, Rita. For nu går skibet indover til byen.

Nej, at du ikke hører det! «Kryk-ken fly-der». «Kryk-ken – –»

Du skal ikke stå og lytte efter noget, som ingenting er. Jeg siger, at nu er Asta og Borghejm ombord. Undervejs allerede. – Asta er borte.

Så er vel du også snart borte da, Alfred?

Hvad mener du med det?

At du følger efter din søster.

Har Asta sagt noget?

Nej. Men du sa’ selv, at det var for Astas skyld, at – at vi to kom sammen.

Ja, men du, du selv bandt mig. Ved samlivet.

Å, for dit sind er jeg ikke – ikke sådan – fortærende dejlig længer.

Forvandlingens lov kunde kanské holde os sammen alligevel.

Der er forvandling i mig nu. Det føler jeg så pinefuldt.

Pinefuldt?

Ja, for der er som en slags fødsel i det også.

Det er det. Eller en opstandelse. Overgang til højere liv.

Ja, – med forlis af hele, hele livets lykke.

Det forlis, det er just vindingen, det.

Å, talemåder! Herregud, vi er da jordmennesker alligevel.

Vi er lidt i slægt med hav og himmel også, Rita.

Du kanské. Ikke jeg.

Å jo. Du mere, end du selv véd af.

Hør, Alfred, – kunde du ikke tænke på at ta’ dit arbejde op igen.

Det arbejde, som du har hadet?

Jeg er ble’t nøjsom nu. Jeg er villig til at dele dig med bogen.

Hvorfor?

Bare for at få beholde dig her hos mig. Sådan i nærheden.

Å, jeg kan så lidet hjælpe dig, Rita.

Men kanské jeg kunde hjælpe dig.

Med arbejdet, mener du?

Nej. Med at leve livet.

Jeg synes ikke, jeg har noge[sic] liv at leve.

Nå, så med at bære livet da.

Jeg tror det var bedst for os begge, om vi skiltes.

Hvor vilde du så ty hen? Kanské til Asta alligevel?

Nej. Aldrig til Asta herefter.

Hvor hen da?

Op i ensomheden.

Op mellem fjeldene? Er det det, du mener?

Ja.

Men dette her er jo bare drømmerier, Alfred! Der oppe kunde du jo ikke leve.

Did op drages jeg alligevel nu.

Hvorfor? Sig mig det!

Sæt dig. Så skal jeg fortælle dig noget.

Noget, som er hændt dig deroppe?

Ja.

Og som du fortied for Asta og mig?

Ja.

Å, du går så stille med alting. Det skulde du ikke.

Sæt dig der. Så skal jeg fortælle dig det.

Ja, ja, – lad mig høre!

Jeg var alene deroppe. Midt inde i højfjeldene. Så kom jeg til et stort, øde fjeldvand. Og det vandet måtte jeg over. Men det kunde jeg ikke. For der var hverken båd eller mennesker.

Nå? Og så?

Så gik jeg på egen hånd ind i en sidedal. For der mente jeg, at jeg skulde komme frem over højderne og mellem tinderne. Og ned igen til den anden side af vandet.

Å, så gik du dig visst vild, Alfred!

Ja; jeg tog fejl af retningen. For vej eller sti var der ikke. Og jeg gik hele dagen. Og hele den næste nat også. Og til slut trode jeg 171aldrig, jeg skulde komme frem til mennesker mere.

Ikke hjem til os? Å, da véd jeg visst, at dine tanker gik hid.

Nej, – de gjorde ikke det.

Ikke?

Nej. Det var så besynderligt. Både du og Eyolf var kommet så langt, langt bort fra mig, syntes jeg. Og det var Asta også.

Men hvad tænkte du da på?

Jeg tænkte ikke. Jeg gik der og slæbte mig frem langs styrtningerne, – og nød dødsfornemmelsens fred og velbehag.

Å, brug da ikke slige ord om det grufulde!

Jeg kendte det så. Slet ingen angst. Jeg syntes, at der gik jeg og døden som to gode rejsekammerater. Det var så rimeligt, – så ligetil, altsammen, syntes jeg dengang. I min slægt plejer jo ikke folk at bli’ gamle –

Å, ti da bare stille med sligt, Alfred! For du kom jo altså godt fra det alligevel.

Ja; så med en gang var jeg fremme. På den anden side af vandet.

Det har været en nat i rædsel for dig, Alfred. Men nu bagefter vil du ikke vedstå det for dig selv.

Den nat løfted mig til beslutning. Og så var det, at jeg vendte om og gik lige hjemover. Til Eyolf.

For sent.

Ja. Og da så – kammeraten kom og tog ham –. Så stod der gru af ham. Af det hele. Af alt det, – som vi ikke tør gå ifra alligevel. Så jordbundne er vi begge to, Rita.

Ja, ikke sandt! Du også! (nærmere.) Å, lad os bare leve livet sammen så længe som muligt!

Leve livet, ja! Og ikke ha’ noget at fylde livet med. Øde og tomhed altsammen. Hvor hen jeg så sér.

Å, sent eller tidlig går du fra mig, Alfred! Jeg føler det! Og jeg kan sé det på dig også! Du går fra mig!

Med rejsekammeraten, mener du?

Nej, jeg mener det, som værre er. Frivillig 174går du fra mig. For du synes, det er bare her, hos mig, at du ikke har noget at leve for. Svar mig! Er det ikke så du tænker?

Og om jeg nu tænkte så –?

Hvad er det for noget. (udbrydende.) Å, du skal sé, de har fundet ham!

Han findes aldrig.

Men hvad er det da?

Bare slagsmål, – som vanligt.

Nede på stranden?

Ja. Hele strandstedet burde ryddes. Nu 175er mændene kommet hjem. Drukne, som de plejer. Prygler børnene. Hør, hvor gutterne skriger! Kvinderne hyler om hjælp for dem –

Ja, skulde vi ikke få nogen ned og hjælpe dem?

Hjælpe dem, som ikke hjalp Eyolf! Nej, lad dem bare forgå, – ligesom de lod Eyolf forgå!

Å, du må ikke tale så, Alfred! Ikke tænke så!

Jeg kan ikke tænke anderledes. Alle de gamle rønnerne bør rives ned.

Og hvad skal der så bli’ af de mange fattige mennesker?

De får ty andetsteds hen.

Og børnene da?

Kan det ikke være så omtrent det samme, hvor de går til grunde?

Du tvinger dig selv til slig en hårdhed, Alfred.

Det er min ret at være hård herefter! Min pligt også!

Din pligt?

Min pligt imod Eyolf. Han må ikke ligge uhævnet. Kort og godt, Rita! Som jeg siger dig! Tænk over den sag. Få hele stedet dernede jævnet med jorden, – når jeg er borte.

Når du er borte?

Ja, for så har du da i alt fald noget at fylde livet ud med. Og det må du ha’.

Det har du ret i. Det må jeg. Men kan du gætte, hvad jeg vil ta’ mig til, – når du er borte?

Nå, hvad er det da?

Så snart du er rejst fra mig, går jeg ned til stranden og får alle de fattige, forkomne børn med mig her op til vort. Alle de uskikkelige gutterne –

Hvad vil du gøre med dem her?

Jeg vil ta’ dem til mig.

Vil du!

Ja, det vil jeg. Fra den dag, da du er rejst, skal de være her, allesammen, – som om de var mine egne.

I vor lille Eyolfs sted!

Ja, i vor lille Eyolfs sted. De skal få bo i Eyolfs stuer. De skal få læse i hans bøger. Få lege med hans småsager. De skal skiftes til at sidde på hans stol ved bordet.

Dette her er jo det rene vanvid at høre på! Jeg véd ikke det menneske i verden, som er mindre skikket til sligt noget, end du.

Så får jeg opdrage mig til det. Oplære mig. Opøve mig.

Hvis det er dit ramme alvor, – alt det, du der siger, så må der være foregået en forvandling med dig.

Det er der også, Alfred. Det har du sørget for. Du har skabt en tom plads indeni mig. Og den må jeg prøve på at fylde ud med noget. Noget, som kunde ligne en slags kærlighed.

I grunden har vi ikke gjort meget for de fattige folk dernede.

Vi har ingenting gjort for dem.

Knapt nok tænkt på dem engang.

Aldrig tænkt på dem i medfølelse.

Vi, som havde «guldet og de grønne skoge» –

Vi havde lukkede hænder for dem. Og lukkede hjerter også.

Så det er jo kanské nokså rimeligt alligevel, at de ikke satte livet på spil for at redde lille Eyolf.

Tænk dig om, Alfred. Er du så sikker på, at – at vi selv havde vovet det?

Men tvil da aldrig på det, Rita!

Å, vi er jordmennesker, du.

Hvad tænker du egentlig, at du vil gøre for alle de forkomne børnene?

Jeg får vel nærmest prøve på, om jeg kunde mildne – og forædle deres livsskæbne.

Kan du det gøre, så har ikke Eyolf været født forgæves.

Og er ikke taget fra os forgæves heller.

Vær klar over en ting, Rita. Det er ikke kærlighed, som driver dig til dette her.

Nej, det er det ikke. I alle fald ikke endnu.

Nå, hvad er det så egentlig?

Du har jo så ofte talt med Asta om det menneskelige ansvar –

Om bogen, som du haded.

Jeg hader den bogen endnu. Men jeg sad og hørte på, når du fortalte. Og nu vil jeg prøve mig videre frem selv. På min måde.

Det er ikke for den ufærdige bogens skyld –

Nej, jeg har en grund til.

Hvilken da?

Jeg vil smigre mig ind hos de store, åbne øjnene, sér du.

Kanské jeg kunde få være med? Og hjælpe dig, Rita?

Vilde du det?

Ja, – hvis jeg bare vidste, at jeg kunde.

Men så måtte du jo bli’ her da.

Lad os forsøge, om ikke det kunde gå.

Lad os det, Alfred.

Det vil bli’ en tung arbejdsdag foran os, Rita.

Du skal sé, – der vil falde søndagsstilhed over os en gang imellem.

Da fornemmer vi åndernes besøg, kanské.

Åndernes?

Ja. Da er de kanské om os, – de, som vi har mistet.

Vor lille Eyolf. Og din store Eyolf også.

Kan hænde, vi endnu engang imellem, – på livsvejen – får sé ligesom et glimt af dem.

Hvor hen skal vi sé, Alfred –?

Opad.

Ja, ja, – opad.

Opad, – imod tinderne. Mod stjernerne. Og imod den store stilhed.

Tak!