Nu tænker jeg, det er i orden.

Dette er en langvarig middag.

Ja, man får kun en halv time til desserten, hvis konsul Lind skal rejse kl. 5 (Stilt udenfor).

Nu er de færdige! – Hør, der rejser de sig fra bordet. (Man hører under stærk larm og samtale stolerne at skydes tilside). Der kommer de!

Ja, lad os nu drage os tilbage. (Jænten ud ad den øverste dør; moderen støttes af Signe, idet de bægge følger efter. Tjeneren begynner at drage champagne-flaskerne op).

Mine herrer! (Stilhed. Kun hører man ænnu Falbe og Jakobsen, som der blir hysset på). Mine herrer! Jeg må beklage, at middagen har draget så langt ud.

Nej, nej!

Vor ærede gæst skal desværre rejse om en liden halv time. Tillad mig at sige nogle ord, idet jeg inbyder til desserten.

Mine herrer! Vi har i dag en fyrste iblant os. Jeg siger: en fyrste. Ti er det sant, at pængerne regerer verden, – og det er sant, mine herrer! –

Ja.

– så er denne mand en fyrste! Hvilket større foretagende har vi, som ikke han har grunnet, jeg mener, sat sit navn under?

Hr. konsul Lind, må jeg have den ære! (vil drikke med ham).

Hys!

Ja, mine herrer, hans navn står under alt, som skal ske. Det er umuligt at få noget istand, uden at hans navn står under.

– Står under.

Er han ikke så en fyrste?

Jo!

Mine herrer! Nu igæn griber dette navn kraftigt, jeg kan sige skabende in i begivenhederne. Jeg siger, han er i dette øjeblik landets største vælgører.

Stort.

Skål for ham! Hans hus blomstre evigt, hans navn være udødeligt i Norge! Leve hr. konsul Lind!

Leve hr. konsul Lind! (Almindelig klinkning).

Men hvor blir salutten af?

Det er sant! (styrter til vinduet og kommer tilbage). Jeg har intet lomme-tørklæde. Jeg må have lagt det tilbage derinne.

Tag mit! (søger det fræm). Man kan ikke stole på dig i det minste! Nu kommer salutten for sent. Prostitution!

Den kommer noget sent.

Der prosit, der kommt spät –

Imidlertid er det et meget betydningsfullt moment …

… i alle fal et meget uvæntet.

Under kanonernes torden præsenteres verden en mand, – som er taget ved næsen!

Å – konsul Tjælde er et overordnet hode!

Hr. konsul Lind vil have den godhed at udbringe en toast.

Vor ærede vært har i smigrende ord udbragt min skål. Jeg vil dertil kun sige, at de store formuer betros os for derved især at understøtte flid, geni og store foretagender.

Ædelt talt.

Jeg er kun forvalter, ofte en meget skrøbelig og kortsynet.

Smukt.

Men jeg fejler næppe, når jeg siger, at hr. Tjældes storartede virksomhed, som vi alle må beundre, har et sunt fundament; ti derom kan i dette øjeblik næppe nogen bedre dømme æn jeg. (Man ser på hinanden i overraskelse). Jeg tør derfor sige, at denne virksomhed er til hæld for denne by, denne egn, dette land, – hvorfor den også i sin genialitet og sin kraft fortjener støtte. På husets vælgående!

På husets vælgående!

Jeg takker Dem meget, hr. konsul! Jeg er dybt rørt.

Ikke mere æn min overbevisning, hr. konsul!

Tak! (til Hamar). Lader du kanonerne dundre for værten? Prostitution!

Skålerne skulde jo have salut?

Å, du er en –!

Nej, dersom jeg længer –!

Det er altså en fullbragt kænsgærning?

Fait accompli! Skålen repræsenterer 100,000 spd. – minst.

Tjælde er et overordnet hode! Jeg har altid sagt det!

Det er ikke mere sant i det æn bag på min hånd!

Men, beste Jakobsen, De misforstår mig!

Å, nej gu’ gør jeg ej, jeg kænner mine folk!

Tal da ikke så højt, mænneske!

Hvad jeg siger, kan hvært mænneske høre.

Hr. pastoren har begært ordet.

Stille, pastoren har begært ordet.

Skal jeg tie stille, når sligt forbannet –

Hr. pastoren har ordet!

Om forladelse!

Som dette huses sjæle-sørger har jeg det kære hværv at vælsigne gaverne, som så rigelig strømmer in over vært og vænner; – måtte de blive til sjælens sanne gagn, i tid og ævighed!

Amen.

Jeg tillader mig at tømme en pokal for de kære børn, – de hulde piger, hvis fræmtids væl er i mine bønner fra konfirmations-tiden af, – denne uforglæmmelige tid, hvori huset og sjæle-sørgeren kommer hinanden så nær.

Ak, ja!

Gid de må fræmdeles som hidtil vokse i san gudsfrygt, ydmyghed og taknæmmelighed mod kærlige forældre!

Frøken Valborg, frøken Signe!

Skal jeg salutere –?

Å, gå –!

Nej, dersom jeg længer –!

Jeg takker Dem, hr. pastor! Jeg håber som De på, at det innerlige forhold mellem forældre og børn i dette hus –

Ja, det har altid glædet mig at komme her hos Dem, til disse hyggelige –

Må jeg have den ære at drikke et glas med Dem?

Jeg forsikrer, at champagnen er højst ædel.

Men hvad De der siger, gør mig ondt. Dette sted, som skylder Tjælde så meget, lønner ham altså med utak?

Man kan aldrig rigtig komme til at tro på ham.

Virkelig? Da har jeg dog hørt ham meget rose.

De misforstår mig. Jeg mener hans stilling –.

Hans stilling? Det må være misundelse! Man er ofte så slæm med dem, hvis foretagelses-ånd hæver dem over mængden.

Det var imidlertid ikke i nogensomhelst –

Jeg tviler ikke derom. (går fra ham).

Mine herrer!

Skal nu den grobian virkelig få ordet! (foran Lind). Må jeg, hr. konsul, have den ære at drikke et glas med Dem? (Flere taler, som vil de ikke høre på Jakobsen).

Mine herrer! (Stilhed. Jakobsen fortsætter nu med sædvanlig stæmme).Forfatternote: Jakobsen bryder på dialekt; især bruger han ofte diftonger for enkelt vokaler. Må det være en simpel mand tilladt også at sige et ord ved denne festlige begivenhed.

Jeg kom til konsul Tjælde som en liden fattig gut; men han drog mig op af skarnet. (Latter). Jeg er nu … det, jeg er, mine herrer! Er der derfor nogen her, som kan tale om konsul Tjælde, så er det jeg; for jeg kænner ham. Jeg ved, han er en brav mand.

Af børn og fulle folk –

Skal man høre sanheden!

Der er mange, som både siger det ene og det andre, – og han kan væl have sine fejl, han også. Men når jeg er i så fint sælskab, så siger jeg, at Tjælde er, fanden rive, for god for hele pakket! (Latter).

Lad det nu være godt, Jakobsen!

Nej, det er ikke godt. For der er en skål, vi alle har glæmt, skønt vi har spist og drukket godt allesammen.

Ja, det er ikke noget at le ad, det, for det er fru Tjældes skål, – den har vi ikke drukket!

Bravo!

Hvad hun er som hustru og mor, – ja, jeg siger, som sant er, hun går her og steller og er syg og har hele strævet og siger ingen ting. Gud vælsigne henne, siger jeg, og så siger jeg ikke mere.

Fru Tjældes skål!

Det var bra, Jakobsen! (tager hans hånd. Konsul Lind kommer, overtoldbetjent Pram viger meget ærbødig).

Må jeg drikke et glas med Dem, Jakobsen?

Jeg siger så mange tak. Jeg er kun en simpel mand.

Men en bra mand, – skål!

Tjælde ved, hvad han gør, når han byder Jakobsen med!

Se båden, se båden!

Tjælde er et overordnet hode; – et overordnet hode!

Mine herrer, afskedens time slår; der ser jeg damerne kommer for at tage afsked med vor højt ærede gæst. Vi samler os for siste gang omkring ham, – vor fyrste! Vi takker ham, vi hilser ham med et tre gange tre hurra, mine herrer!

Jeg takker, mine herrer! Tiden er så kort; jeg må inskrænke mig til at byde hvær enkelt farvæl! Farvæl, beste frue! De skulde have hørt den udmærkede skål, De fik! Mange tak for her! Undskyld det bryderi, jeg har gjort. – Farvæl, frøken! Jeg beklager, at jeg ikke kunde have den ære straks at gøre Deres nærmere bekæntskab, De synes så livlig! Men kommer De som sagt snart til byen –

Så skal jeg have den ære at hilse på Deres hustru?

Tusen tak – vælkommen! (til Valborg). Frøken, er De ikke væl?

Jo.

De ser så alvorlig ud? (Da Valborg ikke svarer, lidt koldt). Farvæl, frøken! (til Hamar). Farvæl, hr. … hr. …

Kavalleri-løjtnant Hamar.

Å, det er Dem, som talte til mig om hæsten, – svigersønnen! – Undskyld, at jeg ikke –

Siger intet!

Farvæl!

Lykkelig rejse, hr. konsul!

Farvæl, hr. grosserer!

Jeg ønsker hr. konsulen en meget lykkelig rejse!

Farvæl, hr. over-toldbetjent!

Må jeg sige Dem tak for – for … må jeg sige Dem tak for – for …

De er bestæmt en meget bra mand!

Det glæder mig, at jeg er det! Tak!

Farvæl, hr. grosserer …

Knutzon –

– med z.

Farvæl, hr. …

– også Knudsen.

– med s.

Hr. –?

Hr. Falbe, agent Falbe.

Farvæl, hr. agent Falbe! (til Ring). Det glæder mig at have set hr. konsulen så væl!

I lige måde!

Farvæl, hr. pastor!

Må jeg ønske Dem hæld og lykke, hr. konsul –

– Tak! (vil løs).

– til de udenrigske lande over det farlige hav, hr. konsul!

Tak! (vil løs).

Må jeg ønske Dem vælkommen tilbage, hr. konsul –

– Tak, mange tak! (vil løs).

– til det kære fædreneland, dette land, hr. konsul, som i Dem –

Ja, undskyld, hr. pastor, tiden iler.

Må jeg takke Dem for denne dag, hr. konsul, dette møde, denne …

Ingen årsag! Farvæl! (foran Jakobsen). Farvæl, Jakobsen, farvæl!

Farvæl, hr. konsul! – Jeg er rigtignok bare en simpel mand; men jeg tør væl derfor sige lyksom rejse, jeg med?

Det tør De, Jakobsen. – Farvæl, Finne! Hør du – et ord! – (sagte). Du sa’, at advokat Berent –

Nu må du huske salutten! – Nej, nej, nej! Renn da ikke i vej straks; vænt, til båden lægger fra! – Du vilde atter til med en prostitution!

Nej, dersom jeg længer –!

Farvæl, hr. konsul! (sagte). Ingen kan takke som jeg for dette besøg. De alene kan forstå –

– siger intet, hr. konsul! Til lykke med forrætningerne! (varmere). Farvæl alle! – Tak for samværet! (Tjeneren har længst præsenteret ham hans hat, giver nu ned til Sannæs hans rejse-tøj. Lind stiger i båden).

Farvæl, hr. konsul, farvæl!

Ænnu engang et hurra!

Jeg har jo intet lomme-tørklæde, den dumrianen har – (ser Valborg). Hvorfor vifter du ikke?

Fordi jeg ikke vil.

Farvæl!

Vi følger efter ud på pynten!

Ja, ja! (de iler ned til højre).

Jeg så advokaten komme. (Valborg er gåt ud ad døren til højre, Tjælde kommer fræm, kaster hastig servietterne på bordet og sig selv i en stol). Å, – å! – Men dette må også være siste gang! – Nu behøver jeg det jo ikke mere! Nu behøver jeg det jo ikke mere! (rejser sig træt). Det er sant: advokaten!