Hvorledes skal jeg begynne? – – Efter henne børnene … efter dem folkene … og så alle de andre! – Om jeg kunde gå min vej? Men rettens tjenere? – Å, lad mig få luft? – (til nederste vindu). Det er en dejlig dag, men ikke for mig! – (åbner vinduet). Brunen? (vænder sig). Nej, jeg tåler ikke at se den! – Hvorfor var den opsadlet? – Det er sant, jeg skulde jo efter samtalen med advokaten have – – men nu er alting ude! – (Tages af en tanke, går lidt, udbryder). Ja, på den hæst kan jeg nå udhavnene, før udenlands-dampskibet går! (Ser på uhret). Jeg kan! Og så har jeg bag mig – (forskrækkes ved at høre nogen i trappen). Hvæm der? Hvad?

Du lod mig kalle?

Ja. – (Spejdende). Kommer du derfra?

Jeg hvilte mig.

Å – du sov; og jeg lod dig vække?

Nej, jeg sov ikke. (Hun er nu kommen langsomt ned).

Du sov ikke? – (Bange). Har du da … (for sig). Nej, jeg tør ikke spørge.

Hvad vil du?

Jeg vilde – (ser, at hun ser på revolveren). Du undrer dig over, at jeg har lagt den der fræm? – Det er, fordi jeg skal rejse.

Skal du rejse –?

Ja. Advokat Berent var her, som du måske hørte? (Intet svar). Forretninger. Jeg må straks til udlandet.

Til udlandet?

Bare for nogle dager. Derfor kun min sædvanlige ride-væske med et ombytte og et par skjorter. – Men jeg måtte have det straks.

Jeg tror ikke, væsken er udpakket siden idag.

Så meget desto bedre. – Vil du hænte den?

Du rejser nu – med det samme?

Ja – med udenlands-dampskibet – i udhavnen.

Da har du ingen tid at spilde.

– Er du ikke væl?

Å – nej.

– Dit tilfælle?

Ja! – nu skal jeg hænte ride-væsken.

Du har det ikke godt; – men det skal en gang blive bedre!

Bare du havde det bedre.

Enhvær får bære sit.

Om vi bar mere sammen?

Mine sager forstår du dog ikke, – og om dine har jeg ikke havt tid at tale.

Å – nej. (Hun begynner at gå op).

Skal jeg hjælpe dig?

Å nej, tak.

Aner hun det? – Hun er altid sådan. – Hun har ganske taget modet fra mig. – Men der gives ingen annen vej! Altså: – pænger! Jeg har dog væl nogle guldpænger liggende? (Iler til pulten, åbner, tæller nogle pænger op på pult-pladen, kommer derved til at løfte hovedet og ser hustruen, som har sat sig i trappen). Kære, har du sat dig?

Der kom noget over mig. Nu skal jeg gå. (Rejser sig og går langsomt op).

Stakkar, hun er udslidt. (Tager sig sammen). Nej! – 5, 6, 8, 10 … dette er ikke nok. Nogle må jeg dog have ænnu (søger) – og hvor det slipper op, har jeg uhr og kæde … 20 … 24 … nej, der er ikke flere. Men papirerne! Dem må jeg allersist glæmme. (søger papiret og lægger på pulten). Jorden brænner under mig! Kommer hun ikke igæn? Der var jo pakket. – Å, hvor hun vil lide ved det! Men mindre, når jeg er borte. Folk vil da være barmhjærtigere – både mod henne – og mod børnene. Ja, børnene! – (Samler sig sammen). Lad mig nu bare komme afsted, afsted, afsted! Tankerne vil nok følge! – Se, der er hun! – (Højt, deltagende). Skal jeg hjælpe dig?

Ja, tak; – vil du tage mod kufferten?

Den er lidt tyngre æn sist.

Så?

Jeg har nogle papirer at lægge ned. (Går til pulten; putter pængerne til sig og papirerne i væsken). Men kære barn, her er jo pænger i væsken?

Ja, … nogle guld-pænger, som du tid efter annen har givet mig. – Jeg tænkte, du nu kunde have brug for dem.

Det er mange pænger!

Du ved nok ikke, hvor mange du har givet mig.

Hun ved alt! Nanna! (Han åbner armene).

Henning! (De holder hinannen omslyngede under stærk gråd).

Skal jeg hænte børnene?

Nej, sig intet – før senere.

Gå du til vinduet, at jeg kan se dig, når jeg stiger tilhæst. (Smækker væsken til, iler, – stanser). Nanna!

Henning!

Tilgiv mig!

Alt!

Fra Berent? – (Åbner, står i døren og læser, kommer derpå fræm med væsken i hånd, læser igæn).

“Da jeg kom fra Dem, så jeg en hæst stå sadlet. For at forebygge misforståelse, tillader jeg mig at meddele, at der er politi ved Deres Hus. Ærbødigst Berent.”

Kan du ikke rejse?

Nej. (Stilhed. Han sætter væsken fra sig og tørrer sin panne).

Henning! Skal vi bede sammen?

Hvad mener du med det?

Bede … bede Gud Herren om hjælp. (Hun brister i gråd).

Kom, Henning! (Hun synker i knæ). Du ser, at alt mænneske-påfun nytter ikke.

Men jeg ved, at dette nytter heller ikke.

Å, prøv engang i den højeste nød.

Aldrig har du villet! Aldrig talt til os, aldrig til din Gud! – Aldrig har du åbnet dig for nogen.

Slut!

Men hvad du skjulte om dagen, talte du ud om natten; vi mænnesker må tale! Men jeg har ligget vågen og hørt din vånde. Nu ved du, hvorfor jeg ikke er istand til mere. Ingen søvn om natten og ingen fortrolighed om dagen. Jeg har lidt ænnu mere æn du.

Du har villet fly. Når vi frygter mænneskene, har vi alene Ham tilbage. Tror du, jeg nu levde uden Ham.

Tiggende har jeg ligget for hans fødder – å! – men altid forgæves!

Henning, Henning!

Hvorfor vælsignede han ikke mit arbejde og min kamp? Nu kan det være det samme!

Å, – så kommer her ænnu mere.

Ja, – det værste har vi tilbage –

– for det er i os selv! (Stilhed).

Hvad vil du, mit barn?

Fra mit rum kan jeg se politi ved vort hus. – Og nu kommer rettens folk …?

Ja, mit barn. Din far har efter en utrolig kamp, som alene Gud og jeg kænner, for en stun siden opgivet sit bo.

Sig mig nu lige så godt straks alt det, Nanna Møller sagde sin far!

Det gør du ikke, Valborg! – Giv Gud dommen!

Sig mig, jeg har så hårdt mishandlet dig (bevæget), at du aldrig kan forlade mig det, – at jeg for altid har tabt din agtelse og kærlighed!

Barn, barn!

Din harm, din skam kænner jo nu ingen grænser!

Far! – Far! (ud ad kontor-døren).

Skurk! –

Jakobsen! Jakobsen!

Jeg kommer hid sammen med rettens folk. Bryggeriets bøger og papirer er beslag-lagte. Driften stanset. I fabrikken ligeså.

Å Gud.

Jeg stod for mere æn én gang til så meget, som jeg ejer. (Han taler dæmpet, men med en røst, som dirrer af harm og bevægelse).

Kære Jakobsen!

Sa’ jeg ham ikke altid, når jeg skulde skrive på: “Men jeg ejer ikke så meget. Og da er det ikke ret.” – Men han svarte: “Det er bare en form, Jakobsen.” – “Ja, men det er en uhæderlig form,” sa’ jeg. – “Det er en handels-form,” sa’ han; “så gør alle handelsmænd.” Men jeg har lært, hvad jeg ved om handelen af ham, så jeg trodde ham. (bevæget). Og han fik mig til det gang efter gang. Men nu skylder jeg mere, æn jeg i hele mit liv kan betale. Jeg skal både leve og dø som en vanæret mand. Hvad siger De til det, frue?

Hører du? Hun må tie! – Skurk!

Jakobsen!

For Dem har jeg den største agtelse, frue. – Men han har også fåt mig til at bedrage andre! Jeg har i hans navn gjort mange ulykkelige! Mig trodde folk på, og jeg trodde på ham. Jeg sa dem, at han var en vælgærning for hele strøget her omkring, så han måtte have hjælp i så svære tider. – Nu er mangen brav familie narret fra hus og hjæm. Og dertil har han brugt mig! For en forfærdelig hård og hjærteløs mand. (Til Tjælde). Jeg ved ikke … men jeg har slig en trang til at lægge hånd på dig. (vil til).

For min skyld, Jakobsen!

Ja, for Deres skyld, frue; ti for Dem har jeg den største agtelse. Men hvorledes skal jeg møde alle dem, som jeg har ført i ulykke? Det nytter ikke at sige dem, hvorledes det er gåt til; for de får ikke sit daglige brød igæn for det! Og hvorledes skal jeg møde konen min! (bevæget). Hun har havt slig en tro til mig, hun, og til dem, jeg trodde på. – Og så børnene? – Det er så slæmt med børnene, for de hører så meget på gaden. De skal nok snart få høre, hvad for en far de har; de skal få høre, det af deres børn, – som jeg har ført i ulykke.

Nu føler De selv, hvorledes det er. Skån derfor andre; vær barmhjærtig!

Dem har jeg den største agtelse for; – men det er hårdt, at vi hjæmme ikke mere skal smage en brødkrumme, som er vor egen; ti jeg skylder mere, æn jeg i mit liv kan betale! Det er hårdt, det, frue! Hvad skal der nu blive af mine og børnenes kvæl-stunder – og af vore søndager? – – Men – han skal også få høre det af mig! – Skurk! I timer skal jeg følge dig! – (Tjælde flygter forfærdet mod kontoret; derfra træder i det samme administrator, fulgt af to vidner og Sannæs. Tjælde går bagover, vakler derpå hæn mod pulten, læner sig på denne med ryggen til de intrædende).

Om forladelse! Bøgerne og papirerne. – (Tjælde skræmmes atter op, søger videre fræm til kaminen og støtter sig mod den).

Skurk! (Tjælde atter afsted og sætter sig på en stol ved døren, gæmmende sit åsyn i sine hænder).

Jakobsen! – Jakobsen! (han nærmer sig). Med beråd hu har han aldrig bedraget nogen! Det, De siger, har han aldrig været og blir aldrig! (hun sætter sig).

For Dem, frue, har jeg den største agtelse. Men er han ikke en løgner og en bedrager, så er ingen det i denne verden! (Han græder).

Hvad er det? (Sannæs og administrator går til det øverste vindu, Jakobsen til det nederste).

Det er arbejds-folkene ved værftet, ved bryggeriet, ved fabrikken og oplagene. (Tilbage til fruen). Al bedrift er intil videre stanset; – men det er lønnings-dag, og ingen lønning! (De andre vænder tilbage til sit arbejde).

Det har jeg glæmt!

Ja, gå ud til dem der, så får du høre, hvæm du er!

Her er pænger; men det er guldpænger. Gå nu til byen, få dem vekslet og betal så!

Gør det, Jakobsen!

Når De ber mig om det, så – Ja så? – Her er pænger, – i rejse-væsken. (Åbner den). Og den er pakket. – Han har også villet rømme! – Og med folkenes lønning! – Er han ikke en skurk –! (Hin brusen høres nu nærmere).

Skynd Dem; – ellers kommer de hid!

Jeg skal gå.

Om forladelse; her må ingen ting bringes bort, før det er undersøgt og opskrevet.

Det er lønnings-dag, og heri er pængerne.

Jakobsen er ansvarlig og gør regnskab.

Det er en annen sag. Jakobsen er en retskaffen mand. (Tilbage).

Hører De frue? Også han kaller mig en retskaffen mand? – Og snart vil ikke et eneste mænneske gøre det! – (går, men forbi Tjælde, til hvæm han hvisker). Skurk! – Jeg skal komme igæn!

Undskyld; – vi må udbede os nøglerne til familiens rum og gæmmer.

Husholdersken vil følge med. – Sannæs, – her er nøglen til nøgleskabet. (Sannæs modtager den).

Hvad man bærer på sig til nødtørft, kommer os ikke ved; men skulde det tilfældigvis være kostbarere pretiosa deriblant –?

Nej, behold det kun! – Men det må væl optages i fortegnelsen.

Jeg ønsker ikke at beholde det.

Som De vil. (Han lader et af vidnerne modtage det). Farvæl!

Døren her er læst.

Det er sant! (går hæn og åbner).

Mor! (hun kaster sig på knæ for henne).

Ja, mit barn, nu er prøvernes dag kommen! Og jeg er bange for, den vil finne os alle for svage.

Mor, hvad skal det blive til –?

Det står i Guds hånd.

Jeg vil følge med Hamar in til hans tante Ulla. – Vi vil rejse straks.

Det kommer an på, om tante Ulla nu mere vil modtage dig.

Tante Ulla? – Hvad siger du –?

– At du har været den rige mands datter og kænner ikke livet.

Hamar, skulde tante Ulla ikke ville modtage mig?

Jeg ved ikke.

Der hører du, barn. Du vil i få timer lære mere æn før i dit liv.

Mener du, at også –?

Hys! (Signe skjuler hovedet i hennes fang).

Hvad er det?

Brunen! Den er fallen i deres hænder.

De har løftet den op på en trap … De lader, som de holder et slags auktion på den!

De mishandler den!

Jeg skal –!

Hvad vil du? (da han skal gå, styrter hun efter og holder ham).

Slip mig!

Sig først, hvad du vil! – Vil du ud til folkene – du alene?

Ja.

Du kommer ikke af stedet!

Vogt dig, revolveren er ladd!

Hvad vil du med den?

Give brunen en kugle! Den er for god for pakket. Den skal ikke til auktion – hværken på skrømt eller for alvor. – – Men jeg skyder den bedre herfra! (styrter til øverste vindu).

Du kan træffe nogen!

Dertil sigter jeg for sikkert. (Tager sigte).

Far! Faller der skud herfra nu –

Hæsten tilhører boet ligesom revolveren!

Nej, den tid, hvori jeg tog imod kommando, er nu forbi! (Tjælde kaster sig over revolveren, hvorved skuddet går af. Signe styrter med skrig til sin mor. Udenfor, denne gang lige under vinduet, rejser sig et stort skrig: “De skyder på os, de skyder på os!” Straks høres et skrald som af mange knuste glasruder, og stene fyger in, fulgt af råb og latter. Valborg, som har styrtet til gennem kontor-døren, dækker faderen med sit legeme og hovedet vænt mod vinduet. – En enkelt stæmme i vinduet: “Efter mig, gutter!”)

Ja, prøv!

De kommer her in!

Du skyder ikke! (hun stiller sig i vejen for ham).

Der er Sannæs med politiet! (Igennem larmen høres: “tilbage!” Atter en opbrusning og en mands højrøstede tale gennem denne, – så alt fjærnere og snart stilt).

Lad os takke Gud! Nu var vi visselig i en stor fare. (Hun synker i stolen; stilhed). Henning, hvor er du?

Men kommer de ikke igæn? – Skal vi ikke gå herifra?

Hvor skal vi gå hæn?

Men hvad skal der da blive af os?

Det, som Gud vil. (Stilhed).

Signe, – se dig om!

Hvad er det?

Ja, jeg visste det!

Hvad er det?

Ethvært rigt hus har sin løjtnant, – og vor er nu gåt. Det er det.

Signe, mit barn!

Mor!

Nu faller alt, som var usant; – lad os ikke klage!

Mor, – mor!

Dette er bedre, æn om det var annerledes. Hører du – græd ikke!

Jeg græder ikke; – men jeg skammer mig – å, jeg skammer mig! (græder).

Skammen er min, som ikke havde kraft til at hindre, hvad jeg så var galt.

Mor!

Ja, nu er vi snart så forladte, som vi kan blive, – og nu har vi heller intet igæn, som de kan tage.

Jo, mor; – nu vil jeg forlade eder!

Du, Valborg? Forlade os – nu?

Huset skal jo alligevel opløses, – nu må hvær af os tage fat for sig!

Men hvad skal da jeg, som intet kan –?

Hvilken dårlig mor jeg har været, at jeg nu ikke kan holde mine børn sammen.

Vi kan jo ikke være sammen nu! Vi kan jo ikke give os til at leve på boet, som det hedder; vi har jo nu levet længe nok på –

Hys, din far er her inne! (Stilhed). Barn, hvad vil du?

Jeg vil til konsul Holsts kontor; – jeg vil lære handelen – og så selv tage fat.

Du ved ikke, hvad du går til.

Men jeg ved, hvad jeg forlader.

Jeg, som kun er til byrde, fordi jeg intet kan –

Du kan! – Gå ud, om det skal være som simpel pige, – hvad gør det? Leve på boet? Ikke en dag, ikke en time!

Hvad skal der da blive af mor?

Mor blir hos far.

Men alene –? Du, som er så syg?

Ikke alene! Far og jeg.

Tilgiv eders far, børn; det er det skønneste, I kan gøre. (Tjælde rejser sig igæn og går atter mod baggrunnen).

Der kommer brev fra ham! Intet mere! Jeg vil ikke!

Jeg modtager ingen breve mere.

Fra Sannæs?

Så også han!

Tag og læs det, Valborg! Lad os kun få alt på én gang! (Budet giver henne brevet og går).

“Højt-ærede hr. principal!

Dem skylder jeg alt, fra jeg som dræng kom i Deres hus. Tag derfor ikke dette ilde op!

De ved, jeg for otte år siden fik en liden arv. Den har jeg handlet med og især søgt op de forretninger, som den store handel ænnu ikke har ordnet. (Stanser lidt).

Summen heraf – omtrænt 7000 Spd. – byder jeg Dem i ærbødig taknemmelighed; ti jeg skylder Dem i grunnen, at jeg har kunnet samle den. De vil også kunne gøre det mange-dobbelte af den imod jeg.

Trænger De mig derved, så er det mit kæreste ønske fræmdeles at være hos Dem.

Tilgiv, at dette nætop kommer nu! Jeg kunde ikke annet. J. Sannæs.”

Når af alle dem, du har hjulpet, Henning, kun én kommer til dig i denne stun, så må du føle dig lønnet.

Og I, børn, ser I, hvorledes han, den fræmmede, blir eders far tro?

Jeg skulde have lyst til at tale med Sannæs.

Ja, gør du det, mit barn! Jeg kan ikke nu, og din far væl heller ikke. Gør du det! – (rejser sig). Kom, Signe, lad os to nu tale sammen, – nu må dit sind være opladt. – Ak, når har vi rigtig kunnet tale sammen! (Signe er kommen og har lagt sig in til moderen).

Hvor er far?

Han gik op.

Så det gjorde han. Ja, han kan trænge hvile; skønt den finner han væl ikke. – (Gående). Ak, dette var en stræng dag; – men Gud vænder det nok til det beste! (Ud ad døren til højre, støttet til Signe).

Er Sannæs derude, så bed ham være så god at komme herin et øjeblik. (Budet går). Han kommer måske ikke, når han hører, det er mig. (Lytter). Jo, han kommer! (Går selv fræm).

Er det Dem –?

Vær så artig at komme nærmere.

Så kom dog!

De har skrevet et brev til min far.

Ja.

Og deri gjort ham et smukt tilbud.

Ja – ja, d. v. s. det falt af sig selv.

Så? Det synes jeg dog ikke. Det hædrer den, som gør sådant. (Stilhed).

Jeg håber, han tager mod det.

Det ved jeg ikke.

Så han tar ikke imod det! – Å – nej.

Det ved jeg slæt ikke. – Det beror væl på, om han tør.

Om han tør –?

Ja. – (Stilhed).

Har frøkenen mere at befale?

At befale? Jeg har intet at befale. – De har også tilbudt Dem at blive hos min far fræmdeles.

Ja … ja, d. v. s. hvis Deres far ønsker det.

Jeg ved ikke. – Det blir i så fall bare han og mor og Dem; – ingen andre.

Ja – så –? – Æn I andre da?

Hvad Signe angår, så ved jeg ænnu intet bestæmt; – men jeg forlader huset ænnu i dag.

Så frøkenen –?

Tager på et kontor. Det vil altså blive en ensom tjeneste, den hos far nu. (Stilhed). De havde kanske ikke tænkt Dem det således?

N-e-j, ja, d. v. s. da må væl Deres far have ænnu mere brug for mig.

Det vil han vist. – Men hvilken udsigt er det nu egentlig for Dem i at lænke Deres tilværelse til fars? Det er jo så uvist, hvad det nu kan blive til.

Udsigt –?

Ja; en ung mand må jo have en udsigt!

J-a, ja, d. v. s. jeg tænkte bare, at i den første tid måtte det være så vanskeligt for ham.

Men for Dem selv, mener jeg? De må da have en plan – for Deres fræmtid?

Jeg vilde så nødig tale om mig selv.

Og jeg vilde det så gærne. Man må jo ikke skade Dem ved at modtage Deres tilbud.

Hvad det angår, kan De være ganske tryg.

De har da noget annet i baghånd?

Når jeg ænnelig skal sige det, – jeg har formuende slægt i Amerika, som i mange år har ønsket mig over. Jeg kan der straks komme i en god forretning.

Så –? – – Hvorfor har De ikke længst taget mod et så udmærket tilbud? Her har De jo ingen slægtninge, så vidt jeg ved.

Det må altså have været en opofrelse for Dem at have været så længe hos os? –

Og en ænnu større må det være at blive hos os nu –?

Jeg kan ikke sige, jeg har tænkt mig det således.

Men far kan næppe modtage så meget af Dem.

Hvorfor ikke det?

Fordi det virkelig vilde være for meget. Ti det vilde jo åbenbart skade Deres fræmtid. – Og i hvært fall vil jeg modsætte mig det.

De, frøken –?

Ja. Misbrugenes tid bør nu være forbi.

Misbrug? – Det, som er mig selv så kært, det skulde –

– han ikke kunne modtage, mener De?

Ja, – jeg kan ikke inse, hvad her skulde være i vejen.

Når jeg får talt med far, så tror jeg, han vil inse det.

Men hvorfor vil De modsætte Dem det, hvis han selv –?

Fordi jeg tror at vide mere om det æn han.

Om – hvad –?

Om – hvorfor De har bragt os så stort offer – og nu vil bringe os et ænnu større.

Jeg har fra barn af lært mig til at forske bag handlingerne, bag ordene.

De har lært Dem til at blive gruelig bitter, hård og uretfærdig.

Sig ikke det, Sannæs! Det er ikke af hårdhed, ikke af bitterhed, at jeg nu tænker på Deres fræmtid – og vil skåne Dem for en skuffelse.

Frøken!

Vær san mod Dem selv, – så vil De også dømme, hvad jeg nu har sagt, sannere.

Har De mere at befale?

Jeg befaler ikke, som jeg alt har sagt Dem. Jeg byder Dem derimod nu farvæl. Og jeg gør det med innerlig tak for alt godt mod mig – som mod os alle. Lev væl, Sannæs! Er det for bestandig, så ænnu stærkere: lev væl! –

Giver De mig ikke hånden? – Det er sant: jeg har fornærmet Dem. Jeg beder Dem nu om forladelse derfor. (stanser lidt). Og jeg tilgiver Dem, at De først fornærmede mig.

Jeg? – Jeg har aldrig fornærmet Dem!

Jo, at gøre en kvinne latterlig i andres øjne er en virkelig fornærmelse.

Men, Sannæs! Lad os dog skilles som gode vænner! De skal rejse til Amerika, – jeg ud til fræmmede, – hvær på vor måde i smærte, – med en tabt tid bag os, med en ukænt foran. Lad os gøre det med godt ønske for hværandre; vi har jo dog kun villet hværandres væl. –

Lev væl, frøken! (går).

Sannæs, – Deres hånd!

Nej, frøken!

Vær ikke uartig; det har jeg ikke fortjent!

Sannæs!

De kunde let farve Dem på den, frøken! (står stolt).

Nu, ja; vi har fornærmet hværandre. Men hvorfor skal vi ikke også kunne tilgive hværandre nu, vi skilles – hvæm ved for hvilken tid?

Fordi De har fornærmet mig her i dag igæn, – og dybere æn før.

Nej, dette er for meget! Jeg talte til Dem her, fordi jeg skylder mig selv ikke at komme i en falsk stilling, jeg skylder Dem i tide at spare Dem for en skuffelse, – og dette kaller De en fornærmelse? Hvæm har her fornærmet den andre?

Det har De, – som kan have sådanne tanker om mig! Dette er just fornærmelsen! Hvor grusomt har De ikke forbitret mig den gladeste handling i mit liv?

Så er det fullstændig ufrivilligt. Det skal kun glæde mig, hvis jeg har taget fejl.

Glæde Dem! Så det skal virkelig glæde Dem, hvis jeg ikke er en slyngel!

Hvæm taler her om sådant?

De taler om det! De kænner min innerste svaghed; – men derfor at tro om mig, at jeg nu vilde lægge mig på lur og spekulere i Deres fars ulykke, frøken, det … ja, jeg kan ikke give den hånden, som har tænkt så lavt om mig! – Og da De så vedholdende har krænket mig, at jeg tilsist har tabt al frygt for Dem, så skal jeg sannelig med det samme sige Dem –: disse hænder (rækker dem fræm) er blevne røde og forfrosne i tro tjeneste mod Deres far. Og så skulde hans datter have holt sig for god til at håne mig derfor! (vil gå, vænder straks). – Nej, ænnu én ting til: bed Deres far om hans hånd nu, og hold den rigtig fast, i stedet for at forlade ham samme dag, som ulykken kommer. Det er likere æn at sørge for min fræmtid. Ti den skal jeg sørge for selv! (Vil gå, men vænder atter straks). Og kan De først i hans tjeneste, som vist nu vil blive en stræng tjeneste, lægge Dem ærlig til så røde hænder som mine her, så vil De forstå, hvor De har krænket mig! – Nu kan De det ikke. (Han går mægtig hurtigt mod døren til kontoret. Det tar nogen tid, da han var langt fræmme).

Nu, – han var rasende! (alvorlig). Men så sannelig –! (ser efter ham).

Sannæs!

Ja!

Sannæs! – Sannæs! Jeg ser Jakobsen komme! (Som dreven af stor frygt iler han fræmover, idet han taler. Sannæs følger). Han vil naturligvis søge mig op igæn. Det er fejgt af mig ikke at kunne holde det ud; men jeg kan det ikke, – ikke i dag, ikke nu … jeg kan ikke mere! – Stans ham, lad ham ikke komme in! – Jeg skal tømme bægeret til bunds, … (næsten hviskende) men ikke på én gang! (Han slår hænderne for sit åsyn).

Han skal ikke komme; vær ganske rolig! (Går hurtig og bestæmt ud).

Det er svært … å, det er svært!

Far?

De pænger, Sannæs byder, kan du trygt tage imod.

Hvad mener du med det?

Jeg mener, … at så vilde jeg ikke forlade eder, men få være med, jeg også.

Du, Valborg?

Ja, jeg vil jo på et kontor, til handelen; men helst på dit.

Jeg forstår dig vist ikke –?

Forstår du mig ikke, far? Jeg tror, jeg skal blive dygtig på et kontor. – Og så kunne vi jo begynne på igæn – og prøve, med Guds hjælp, at betale dine kreditorer.

Barn! Hvilken tanke! Hvæm har ingivet dig den.

Far, tilgiv mig, hvad jeg har forsømt! Å, hvor jeg skal prøve at gøre det godt igæn! Å, hvor jeg skal tage i!

Barn? Mit barn?

Jeg har en trang til at ælske og til at arbejde, som er grænseløs! (Slår også den andre armen om ham). Far, hvor jeg ælsker dig, og hvor jeg skal arbejde for dig!

Ja, dette er dig! Dette har jeg anet i dig, fra du var liden! Men vi kom bort fra hværandre.

Ikke mere derom! Fræmad, far, fræmad! – “De forretninger, som den store handel ænnu ikke har ordnet” –, var det ikke så, det lød?

Så den ytring også slog dig?

Det må være noget for os nu! Og så et sted for os selv, – et lidet hus ude ved kysten, og jeg hjælpe dig, og Signe hjælpe mor, – å, nu først skal vi begynne at leve!

Hvilken glæde!

Fræmad, far, fræmad! En familie, som holder sammen, er uovervinnelig.

En slig undsætning nu!

Ja, nu iler vi alle på vor post, allesammen, – hvor du før stod alene! Gode ånder skal være om dig; hvor du ser hæn, skal du møde glade øjne og rappe fingre hele dagen, – og så skal vi have det ved bordet og om kvællene, som da vi var små!

Nej, dette ovenpå –!

Ha, ha, det er efter regn, at fuglene synger! Og denne glæde kan ikke mere gå overstyr; for nu har vi, hvad det er værdt at leve for!

Nej, nu til mor! Dette er noget for mor!

Gud Fader i himlene, hvor jeg i denne eftermiddag har lært at ælske mor!

Det er for mor, vi nu alle skal arbejde.

Ja, for mor, for mor, som nu må få hvile. – Lad os gå til mor!

Men kys mig først, min datter, (bevæget) – det er så længe siden!

Far! –

Og så til mor! (de går).