Atter en dejlig dag!

Dejlig! Ude på havet i nat gik ikke en bølge. Et par damp-skibe langt borte, et sejl-skib, som lå bak, fiskerbådene kom stille.

Og når man så husker stormen for to dager siden?

Ja, så er det, som nu at tænke på stormen over vort eget liv for snart halvtredje år siden. Du kan tro, jeg tænkte på det i nat.

Sæt dig hos mig!

Men skal vi ikke tage vor tur fuldt ud.

Solen er så stærk.

Ikke for mig.

Godt, du kæmpe, så er det for mig, den er for stærk. Sagen er, jeg vil hellere se på dig.

Så se på mig da!

Vist er du lidt sved, du kære. Ak, du har aldrig været så vakker som nu!

Det er jo hældig for dig, som nu har fåt sådan tid til at se på mig.

Siden jeg så vanskelig kan gå, mener du? – Ja, det er også bare en opfinnelse for at få dig til at trille mig, det.

Ja, kære Nanna, det er godt, du kan tage dette muntert. Men at du skulde være den eneste, som fik så tungt et mærke fra vor ulykkes-tid –

Glæm du ikke dine hvide hår! De er også et mærke, skønt et vakkert et! – Og hvad min sygdom angår, ved du, jeg takker Gud hvær dag for den! Først er den næsten smærte-fri, og dernæst lar den mig føle eders godhed mangefold.

Du synes, du lever gode dager, du?

Ja, det er vist, – rigtig efter mit eget sind.

At kunne kæles for, og selv kæle for os allesammen?

Nu er jeg færdig med opgøret.

Blev det ikke, som jeg sa’?

Næsten på en prik. Skal jeg straks føre det in i hoved-bogen?

Hå, hå! Du er glad, siden det har hast?

Ja, det er vist! En sådan forretning!

Og den frarådede både du og Sannæs på det stærkeste!

To så kloge hoveder!

Ja, far er eders mester, børn!

Ja, det er en annen sag at være fører for en liden hær, som rykker fræm, æn for en stor på tilbagetog.

Og dog havde vi tungt nok for at give op.

Ja, ja – ja, ja –!

Hjærtet kvider sig ved at slippe, hvad det har bundet sig til, –

– selv om det er en løgn, Nanna! –

– og kaller det ydmygelse, –

– som er vor sjæls oprejsning. Sådan er det, Nanna! Du kan tro, jeg tænkte på dette i nat. – Havde Han føjet mig dengang, Han deroppe, – hvorledes havde så vi set ud nu? Se, det tænkte jeg på.

Det er den omstændighed, at boet nu ændelig en gang skal afsluttes, som har kalt alle disse tanker fræm igæn, du kære!

Ja.

Lige siden i går, da Sannæs rejste in for at tage mod det, har heller ikke jeg kunnet tænke på stort annet. Det må jeg tilstå. Dette er jo en mærke-dag! – Når tror du Sannæs kan være her?

Hvært øjeblik. – Jeg længes efter at høre!

Signe stræver med en liden fest-middag; nu skal vi se hennes kunster! – Der er hun jo!

Jeg vil dog se lidt på Valborgs regnskab, tror jeg. (går til vinduet).

Mor, du må smage på suppen, mor! (byder en ske-full af en kop).

Udmærket, barn! – Tåler kanske lidt – nej, det er godt, som det er. Du er flink!

Ikke sant? – Kommer Sannæs snart?

Far siger, vi kan vænte ham hvært øjeblik.

Nej, bi, – så skal jeg heller komme in. (ud til vænstre; ses siden hos Valborg).

Lille Signe, jeg vilde gærne spørge dig om en ting.

Ja så?

Hvad stod der i det brev, du fik i går aftes.

Ha, ha, jeg kunde tænke det! Ingen ting mor!

Altså intet, som har gjort dig ondt.

Jeg har sovet som en sten i hele nat, – så kan du selv skønne.

Det fornøjer mig. – Men det synes mig at være lidt anstrængt i den muntre måde, hvorpå du fortæller det?

Så? – Ja, ved du, med at skamme mig blir jeg aldrig færdig! – Men det er det hele!

Gud ske lov! –

Der er bestæmt Sannæs –! Jeg hører en vogn. – Ja, det er ham! Han kommer for tidligt; vi kan dog ikke spise før om en halv times tid?

Nej, det behøves ikke.

Far, der er Sannæs!

Det var prægtigt! Nu kommer jeg!

Væl-kommen!

Tak! (Han lægger en støv-frakke og et par køre-hansker skyndsomt fra sig på stolen i baggrunnen og går fræm).

Nu –?

Ja, – så er da boet afsluttet!

Og ænden blev –?

Omtrænt som vi havde væntet.

Altså omtrænt som advokat Berent havde skrevet.

Just således, – på nogle ubetydeligheder nær. Her kan De se! (giver ham en pakke papirer). De stærke priser, den gode administration har jo efterhånden ændret hele status.

Deficit 60,000 Spd. Gud være evig lovet! (griber sin hustrus hånd og kysser henne derpå).

Jeg erklærede på Deres vegne, at den sum vilde De prøve at betale, men på den måde, som De selv fant for godt. Og så –

Og så –?

– udredede jeg på stedet noget over det, som De ænnu skylder Jakobsen.

Å – nej, å – nej!

Der var almindelig tilfredshed, – og alle bad Dem vænligst hilset.

Ak ja, når det går godt, så – –!

Ja, går det, som det nu ser ud til, med vor forretning, Sannæs, så har jeg om 12-14 år betalt alle.

Og stort længer tid har vi væl ikke til at leve i, Henning, –

– og dør uden formue. Derover skal jeg ikke klage!

Nej, det er vist! Den ære, som børnene da har i et godt navn, er meget værd.

Og så har de en god forretning, som de kan fortsætte, hvis de vil.

Har du hørt det, Valborg?

Hvært ord! (Sannæs hilser henne). Nu går jeg in til Signe for at fortælle henne det. (Bort).

Hvad sa’ Jakobsen? Den retskafne Jakobsen? –

Han var meget bevæget – som sædvanlig. Han kommer sikkerlig herud ænnu i dag.

Og advokat Berent?

Kommer ganske bestæmt lige efter mig; jeg skulde hilse og sige det.

Det var hyggeligt! Vi skylder ham så meget!

Ja, han har været os en tro væn. – Men apropos om tro vænner –: Sannæs, jeg har et ejendommeligt spørsmål at gøre Dem.

Mig, frue?

Pigen fortalte mig, at i går, da De rejste in til byen, tog De største-delen af Deres tøj med. Er det så?

Ja, frue.

Hvad vil det sige? – Derom har du intet sagt mig.

Fordi jeg tænkte, det kunde være en misforståelse. Men nu må også jeg spørge: – hvad er meningen dermed. – Vil De gøre en rejse?

Ja, frue.

Hvorhæn? De har ikke talt om noget sådant?

Nej; – men jeg har altid været bestæmt på, at den dag boet var ændelig afsluttet, anså jeg mig for færdig her.

De vil forlade os?

Ja.

Men hvorfor –?

Hvor vil De hæn?

Til min slægt i Amerika. Jeg kan nu efterhånden, uden at gøre skade, drage mine pænger ud af forretningen her og sætte dem in der.

Og opløse firmaet?

De havde væl alligevæl bestæmt Dem til nu at optage firmaets gamle navn.

Vistnok. – Men: Sannæs? Hvad skal dette sige? Hvilken er grunnen?

Finner De Dem ikke væl her, hvor alle holder af Dem?

De har den samme udsigt til en fræmtid her som i Amerika.

Vi holt sammen i de onde dager og skulde ikke holde sammen i de gode?

Jeg skylder eder bægge så meget.

Herre Gud, det er jo vi, som skylder Dem –

– mere æn vi nogensinne kan betale. (Bebrejdende). Sannæs!

Vi ønsker til lykke! Ja, til lykke! Far! – Mor! (kysser bægge). Væl-kommen, Sannæs! – – Men er I ikke glade? – Nu? (Stilhed).

Hvad er på færde?

Sannæs vil forlade os, børn. (Stilhed).

Men, Sannæs –!

Hvorfor har De ikke sagt os et eneste ord om dette før i det samme, De vil rejse? – Eller har nogen af eder hørt om det?

Nej.

Fordi … fordi … jeg vilde rejse i samme øjeblik, jeg havde sagt det … Det blev for svært ellers.

Men så må det jo have en meget alvorlig grun! – – Har noget truffet Dem, som – som gør det til nødvændighed?

Og som De ikke kan tro til nogen af os?

Jeg tænkte at beholde det for mig selv.

Dette gør det ænnu tyngre for os. Her, i vor lille ring, hvor De har havt del i alt, kan De gå hæmmelig omkring med et sådant forsæt?

Sig mig intet hårdt! Tro mig, kunde jeg, så blev jeg, og kunde jeg sige det, så sagde jeg det!

Kanske Sannæs vil gifte sig?

Ja, kan han ikke det, fordi om han er hos os? Den, Sannæs får kær, skal nok blive os kær.

Tal ud til én alene, om ikke til alle! Er der intet, vi kan hjælpe Dem med?

Nej.

Kan De dømme om det selv? Ofte ved man ikke, hvad andres råd og ældre erfaring kan formå.

Det er desværre, som jeg siger.

Men så må det jo være noget overmåde tungt?

Jeg ber Dem –!

De ikke alene forlader os, men virkelig nedbøjet af noget smærteligt. – Herre Gud, hvor det gør os ondt!

Vil De heller ikke siden skrive os, hvad det er? Alle vi, som holder af Dem, sidder her igæn i angst –

– og ved ikke, hvad det er!

Jeg skal en gang skrive, ja, jeg skal! Men ikke mere nu! Tro bare, alle I, som jeg holder af, de eneste, jeg holder af, at mig er det tyngst, mig, mig! Men det skal være! Og nu ikke mere!

Ja, Sannæs, dette har jo aldeles formørket os denne dags glæde. Jeg vil savne Dem, – som jeg aldrig har savnet noget mænneske.

Jeg ved ikke, hvorledes jeg skal tænke mig dette sted uden Sannæs!

Hør, min væn, skal vi ikke gå in igæn?

Jo, – nu er her ingen hygge længer. (Han triller henne in).

Hvor har jeg havt mine tanker! (Hun går, seende på dem).

Sannæs!

Hvad har frøkenen at befale?

Så De virkelig vil forlade os?

Ja, frøken! (Stilhed).

Vi skal altså ikke længer stå sammen ved hvær sin pult – med ryggen mod hværandre?

Nej, frøken!

Det var skade; – jeg var bleven så vant til det.

De vil snart blive vant til en annen – ryg.

En annen, – det er dog en annen.

Ja, undskyld, frøken; men jeg er ikke oplagt til spøg i dag. (vil gå).

Skal dette være vor afsked? (Stilhed).

Jeg tænkte i efter-middag – at tage afsked med hele familien.

Men burde ikke vi to forinnen have et opgør?

Nej, frøken.

Synes De da, at alt mellem os har været, som det burde være?

Nej, det ved Gud, at jeg ikke synes.

Men De tror, at skylden er min? – Og så kan det være det samme!

Jeg tager så gærne skylden på mig. – Ti nu er det alligevæl sket.

Æn om vi delte den? – Det kan dog ikke være Dem ligegyldigt, hvis den er?

Jeg tilstår, at det er det ikke. Men jeg ønsker, som sagt, intet opgør.

Men jeg ønsker det.

De vil få mere æn tid nok til det.

Et opgør, som er tvilsomt, kan ikke udredes af én alene.

Men det tror jeg ikke, det er.

Når jeg nu tror det? Når jeg tror mig innerlig forurettet?

Jeg er jo villig til at tage hele skylden på mig.

Nej, Sannæs, det er ikke nåde, jeg trænger til, men forståelse. Det er ikke mig ligegyldigt, hvad De dømmer om mig.

Så?

Det tror De? (Stilhed).

Ja, frøken.

Og med den mening om mig vilde De rejse! (vænder sig og lægger tørklædet over sine øjne).

Frøken, har jeg såret Dem?

Nej! (Stilhed.)

Så tror jeg, vi skilles. – – Eller har De mere at befale?

Jeg har et spørsmål at gøre Dem.

Som De vil, frøken.

Hvorfor kom vi så godt ud af det i det første år – og ænnu længer? Har De tænkt over det?

Ja; – jeg tror det var, fordi vi aldrig talte om annet æn det, som forelå, forretningerne.

De var min lærer.

Og da De ikke længer behøvede mig, –

– så blev det stille på kontoret.

Ja.

Følte De aldrig den taushed trykkende?

Jo; – ti den var kunstig.

Hvorfor blev den det, Sannæs? – De vil ikke svare mig? – – Fordi en, eller bægge, havde noget at tale om, som ingen vilde tale om.

Frøken, der var den forskel, at De kænte min falske, pinlige stilling ved Deres side, og at gøre den udholdelig hjalp De mig ikke til. Jeg blev harm over Deres adfærd; ti den var grusom.

Den skulde kanske have havt en annen udlægning æn denne. Men lad gå! – I hvært fall var det jeg, som først brød tausheden.

Men hvorledes gjorde De det?

Ja, hvorledes vilde De, jeg skulde have gjort det?

Langt heller kontorets gamle stilhed æn en overgivenhed, – som ofte var meget uforståelig.

Fortjente kanske også en annen udlægning; – men lad gå! Søgte jeg ikke midt i overgivenheden at nærme mig Dem, at komme hæn til Deres egne forhold?

Nu er vi nok ved det, frøken! Jeg ønskede helst intet opgør – nætop på grun af dette. Men så meget kan jeg dog sige, når De ændelig vil: vi var innestængte i samme stue, uge efter uge, måned efter måned, så De tilsist blev nødt til at lægge mærke til mig og min lille skæbne. Men jeg visste jo, at under andre omstændigheder vilde De ikke have værdiget den et blik!

Ja, nu er vi nok ved det! – Dette måtte jo jeg forstå! Jeg måtte jo føle, at hvær vænlighed fra min side blev miskænt.

Miskænt? Nej, frøken, jeg kænte Dem jo!

Ja, dette var min straf for det, jeg før havde været!

Gud forbyde mig at gøre Dem uret. Der var også noget med, som gjorde Dem ære. De følte medlidenhed med mig. De måtte tilsist gøre det. – Men, frøken, jeg forsmår medlidenhed.

Æn om det var taknæmmelighed?

Den var jeg mest bange for af alt! – Jeg var varskot.

Inrøm mig, Sannæs, det var vanskeligt for mig at omgås – en sådan herre.

Jeg tilstår gærne det. – Men sannelig, De skal inrømme mig, at jeg ikke havde godt for at tro på en interesse, som var født af pure tilfældigheder. Under andre omstændigheder vilde jeg jo bare på det grusomste have kedet Dem; jeg visste det jo! – Og en leg i ledige timer vilde jeg ikke være.

Hvor De tar fejl! Og det just, fordi De drager omstændighederne ifra. Tag dem med, – og De vil inse, at en kvinne, som færdes i udlandet og i hovedstadens sælskaber, blir en annen, når hun hjæmme sættes til arbejde for at opfylle sin pligt i livet! Hun bedømmer også da mænneskene annerledes. De, som før syntes henne udmærkede, blir kanske små, hvor livet kræver duelighed, kamp, forsagelse. Og de, som før syntes henne latterlige, blir henne kanske et mønster på det, Gud mener med en mand, når hun står sammen med ham i sin fars arbejdsstue. – – Er der da noget underligt i det?

De skal i hvært fall have tak, fordi De har sagt mig dette. – Det gør meget godt igæn. – Men De skulde have sagt mig det før.

Hvorledes var det muligt, når alt, jeg gjorde eller sagde, blev mistænkt? Nej, spændingen i det falske og det uforklarede måtte blive så stor, at den ikke længer kunde holdes ud, – da først! Gud ved, hvad jeg har lidt ved at drive den til sin højeste spids; men det måtte til! Forstå det nu! – Har jeg en gang ikke forståt Dem, – sannelig, det er nu blevet gengælt! (vænder sig).

Mulig, De har ret. Jeg kan ikke på én gang samle alt, som er hænt. Men jeg føler, at efterhånden vil måske meget komme til at stå i et annet lys!

Gud ske lov, at vi i det minste er komne så langt – efter mer æn et halvt års kamp!

Men når ænden er god, så er alting godt. Jeg takker Dem for denne samtale.

Og dermed vil De slippe ifra det?

Ja, frøken. Har jeg taget fejl, så vil dette efterhånden bare blive en innerlig glæde for mig. Nu kan jeg ikke tænke over det; ti nu bare afsted! Mit forsæt ændrer det ikke.

Så det gør det ikke? Det, jeg har sagt, og som De selv tror er sant, – rører det ikke ved det, som drev Dem til at ville rejse?

Nej; De tar fejl, hvis De tror det. Min rejse har en annen årsag. – Undskyld, frøken, jeg har adskilligt at ordne – (vil gå, og går også nogle skridt).

Sannæs, er De nu oprigtig? – – Og når De selv tilstår, at De har dømt mig uretfærdigt, må De da ikke i det minste give mig – en oprejsning?

Vær vis på, frøken, at i mit regnskab skal De ikke lide uret! – Men nu kan jeg ikke gøre det op. – Nu gælder det kun at blive færdig. (går atter).

Færdig er De ikke, Sannæs! – Ikke med dette, og ikke med noget annet, som er ænnu ældre.

De må selv forstå, hvor nødig jeg vil forlænge denne samtale. (vil gå).

Men De vil dog ikke gå uden at gøre det godt igæn, som jeg ber om? (Afstanden mellem dem er nu efterhånden bleven tæmmelig stor).

Hvad er det, frøken?

Noget af meget gammelt datum.

Står det i min magt, så vil jeg det.

Det gør det. – – – De har siden hin dag ikke givet mig Deres hånd.

Har De virkelig lagt mærke til det? (Stilhed).

Vil De gøre det nu?

Er dette mere æn et lune?

Hvorledes kan De ænnu sige mig sådant?

Fordi De i al denne tid ikke en eneste gang har bedt mig om det.

Jeg vilde, De skulde byde mig den. (Stilhed).

Der er nu en gang kommen alvor i dette. Og derfor vilde jeg ikke gøre det uden at være vis på – (stanser).

Jeg mener det alvorligt.

De sætter virkelig pris på det?

Høj pris.

Gud vælsigne Dem for det! Her er den!

Den hånd, De nu byder mig, tager jeg mod.

Hvad siger De?

At jeg i mer æn et halvt år ved med mig selv, at jeg vil være stolt af at blive den mands hustru, som har ælsket mig, og mig alene, fra han var gut, og som har frælst min far og os alle.

Gud, frøken, Gud i himlene!

Og De vilde rejse, heller æn at byde mig Deres hånd, – og det bare fordi vi havde taget hjælp af Dem, så De tænkte, vi stod ikke fri! Det er for meget, og når De intet vil sige, så må jeg.

Frøken!

I mer æn et halvt år har jeg visst, at jeg ælsker Dem, som De fortjener at blive ælsket! Ti De har den trofasteste karakter, det fineste sind, det varmeste hjærte, som jeg kænner.

Dette er hundre tusen ganger for meget!

Jeg vil være stolt af at blive Deres hustru! Det er mig det mål, som jeg er nåd fræm til, det er mig tegnet på, at jeg er blevet noget mere, æn jeg var. Næst Gud er jeg Dem taknæmmelig derfor, og jeg føler, at jeg kan give et liv for Dem således, som det på jorden sjælden gives.

Jeg kan ikke svare, for jeg hører i grunnen ikke, hvad De siger. Dem har jeg beundret, fra jeg var barn, og aldrig har jeg tænkt, at De kunde, – ja, jeg tror det ikke ænnu! Det, De siger, kommer af, at De har ondt af mig, nu jeg må rejse, og tror at skylde mig taknæmmelighed. Det kommer af, at vi har levet for længe sammen uden andre. De giver mig, hvad Deres hjærte har fåt trang til, men De har ikke funnet den, som er for Dem! (tagende også hennes anden hånd). Afbryd mig ikke! Jeg føler det sannere, jeg har tænkt længere over dette æn De. De står så uændelig højt over mig i ævner, i kunskaber, i væsen, – og en hustru skal ikke stå over sin mand. Jeg i det minste er for stolt til at ville føle det.

Nej, hvad De nu selv tror, det viser Deres hjærtelag, og jeg skal tage det med som en vælsignelse over mit liv. Al smærten og al glæden i det har De været. Ved Dem er det viet til forsagelse; men, Herre Gud, hvor manges liv er ikke det! Og min lod skal nu blive blid; ti nu ved jeg jo, at De følger mig med gode tanker. (rejser sig).

Skilles må vi, – nu så meget mere! Ti det nærværende kan jeg ikke bære, og det annet vilde efter kort tid blive en ulykke for os bægge! – Svar mig ikke, tal ikke! Hvad jeg siger, er sanhed. Jeg, som har ælsket Dem så længe og så dybt, jeg kan her tage mere med æn De.

Sannæs –!

Jeg ber Dem så innerlig, sig intet! De har for stor magt over mig, og brug den ikke til en synd! Ti det vilde dette være – en stor synd, at bringe to gode mænnesker i usanne forhold, så De oprev hværandre, ja, kanske kom til at afsky hværandre.

Lad mig dog –!

Nej, De får ikke lede mig bort fra det, som dybest i mig mælder sig som ret. Et samliv vilde fylle mig med tusen ængstelser; ti jeg vilde ikke føle mig det voksen! Men nu skilles jeg trøstig fra Dem. Nu bærer jeg ingen bitterhed med, ja, nu vil efterhånden alt, vi har havt sammen, selv det smærtelige forvandle sig til sødme, fordi det blev ingang til denne store, skønne forklaring. Gud vælsigne Dem! Han følge Dem fræm til lykke! Ti De må have et rigt liv i vænte! Farvæl! (griber hennes hænder). Tak! – Vær ikke tilstede, når jeg tager farvæl, da kunde de andre ane noget, og jeg ikke være istand til at holde afskeden ud! Farvæl! (styrter afsted opover).

Sannæs! (efter ham). Sannæs! – Men, Sannæs!

Om forladelse! (afsted tilhøjre).

Leger man blinne-buk her?

Ja, det ved Gud, man gør!

De behøver ikke at forsikre det så dyrt. Jeg har allerede et dybt intryk af det. (holder på maven og ler).

Om forladelse, – far er der! (peger til vænstre og går selv hurtig til højre).

Det synes ikke at være nogen særdeles høflig modtagelse, den, vi får her?

Nej, vi synes at være tæmmelig overflødige her, – hr. advokat.

Det synes så. – Men hvad er det, som foregår?

Ja, hvæm ved? – Det så næsten ud til, at de havde slåedes; de var så oprevne i ansigtet.

Oprørte, mener De.

Ja, noget sligt. – Der er Tjælde! (Myg). Herre Gud, han er dog bleven gammel! (Drager sig længer og længer tilbage, mens Berent går fræm).

Væl-kommen! – I år som i fjor væl-kommen til vort lille sted! – Og ænnu mer i år æn i fjor!

Fordi det går ænnu bedre i år æn i fjor! Jeg lykønsker med boet – og med Deres forsæt at ville betale helt ud!

Ja, hvis Gud vil, så –

Men det går jo ypperligt!

Til i dag har det gåt godt.

Det værste er overståt, når grunnen er lagt, – og er lagt solid.

Jeg har ikke Dem minst at takke derfor.

Overmåde let at hjælpe den, som hjælper sig selv!

Det har ikke været det minst opmuntrende for mig, at jeg har vunnet Deres tillid, – og at De har skaffet mig andres.

Jeg havde intet kunnet gøre, hvis ikke De selv først havde gjort alt. Lad os ikke tale mere derom! Nu, – her er ænnu hyggeligere i år æn i fjor.

Man lægger lidt til, år for år.

Og I er ænnu alle samlede?

Ænnu, ja.

Det er sant! Jeg kan hilse fra den undvegne! (Tjælde studser). – Jeg mener fra kavalleri-løjtnanten!

Ja – så! Har advokaten –?

– Rejste sammen med ham nedover. Der var en meget rig pige om bord.

Nu, nu –!

Jeg tror ellers ikke, det lykkedes. Det er med slige ting som med at komme en flok dyr på skud. Glipper det første skud, så lykkes det i regelen ikke siden; man tager sig i agt.

Ja, jeg er en svine-pels, jeg; – jeg ved det!

Nu, nu, Jakobsen! –

En stor svine-pels; – men jeg erkænner det!

Godt ord igæn! De kan tro, det er en glæde for mig nu at kunne ordne vort mellemværende.

Jeg har ikke ord for det. Det brænner mig på hjærte. (Bestandig rystende hans hånd). De er meget – bedre mand æn jeg. Jeg sa’ også til konen: Hæders-mand! sa’ jeg. (bevæget).

Lad alt være glæmt, Jakobsen, – kun ikke det gode, vi har havt sammen! – Hvorledes går det med bryggeriet?

Pyt, det! – Så længe folk bæljer øl i sig slig som nu –

Jakobsen havde den godhed at køre mig her ud. Det var en meget morsom tur. Jakobsen er en original.

Hvad mener han med det?

At De ikke er som folk er flest.

Ja, for jeg er ikke sikker på, hvad han mener, – om han ikke har siddet og gjort nar af mig hele vejen.

Hvor kan De tro sådant? – Vær så artig at træde in; men undskyld, at jeg går i forvejen; min hustru er ikke altid i orden til at modtage fræmmede, fordi hun ikke kan hjælpe sig selv. (går).

Det synes mig, som heller ikke Tjælde var så godt stæmt, som jeg nu havde væntet.

Så? – Det lagde jeg ikke mærke til.

Muligt jeg tog fejl. – Men meningen var væl, at vi skulde gå efter?

Jeg forstod det således.

Så må De, som har ført mig her ud, også føre mig in til fruen.

Jeg er ganske til hr. advokatens tjeneste! – For fruen har jeg den største agtelse, (hurtig) ja, d. v. s. det har jeg også for ham, – også for ham!

Ja, – så gik vi da?

Så gik vi! (han er kommen på hæders-siden og flytter over til den andre. Han er ivrig for at holde fod-lag med Berent, hvilket viser sig noget vanskeligt).

Jeg tror, De bør opgive det. Det lykkes så få.

Å, – jeg skal nok –! (bægge ud til vænstre).

Ja, ser De, frøken, De ler ad mig?

Jeg kan også gærne græde.

Frøken, opgiv det! De tar fejl, – De ser det ikke så tydeligt som jeg!

Hvæm var det, som i dag tog fejl? Og som bad om undskylning for det?

Det var rigtig nok jeg; – men dette –.

Og hvorledes tog De fejl? Jo, i næsten et helt år har De, lige til i dag, misforståt alt! Og Dem skulde jeg inrømme ret til nu at dømme sannere æn jeg?

Det kan synes så, men –

Nu må jeg få tale, Sannæs; – De forbød mig det før, og De har flyd mig siden. – De siger, at jeg står så højt over Dem –

De passer in i andre omgivelser, De har en annen og større fræmtid –

Men det er jo jeg, som har ordet?

Undskyld!

De skulde væl vide det, De, at for noget over to år siden kuldsejlede vort store, stolte skib, og at der den gang lå en liden båd ved siden, som bærgede os allesammen. Men så må De væl også huske, at der den gang var én ombord, som ikke vilde blive bærget; – men henne tog De uden videre og satte til sin pligt! Hvæm var her den overlegne? Og siden, – hvæm lærte mig arbejde, punktlighed, orden, undergivelse og forsagelse? Hvæm har hele vejen været den overlegne? Og i dag? Har De ikke vist mig, hvorledes et ædelt sind kan give i offer sit livs lykke og holde fast ved det som en stræng pligt? Nej, Sannæs, skulde jeg ikke føle mig en sådan mand underlegen, så måtte jeg være Dem altfor uværdig. Og De tror det heller ikke længer om mig!

Jeg ved det jo, at Deres ord rejser mig og knuser mig; – jeg skulde ikke –

Ingen i verden får Dem fra det, som De anser for ret; men De anser det ikke længer for ret!

Frøken, jeg mener, Deres ord sætter mit sind i for stærk gang, det blir så svært for mig at styre det –

– mod både strøm og vind, – ja, det er naturligt; ti hvad har De at svare mig?

Jo, at et innerligt samliv grunnes på mere æn agtelse –

– på kærlighed?

De misforstår mig! Kunde De træde in i en sælskabs-sal med mig uden at føle Dem forlegen ved det? (Valborg ler). Ja, De ler – bare ved at tænke på det!

Jeg ler ad, at De gør det ubetydelige til betydeligst!

Så kejtet, uvant, ja, rent ud bange, som jeg er blant dem, som – (Valborg ler igæn). Ja, ser De? De må le!

Jeg ler kanske ad Dem i sælskabet med!

Men det kunde De ikke, uden at jeg tabte på det!

Jo, Sannæs, jeg holder nok så vidt af Dem, at jeg har råd til at le lidt af Deres små ufulkommenheder. – Det gør jeg så ofte! Om jeg så Dem i et virkeligt fornæmt sælskab bugne under vægten af alle de ny former, var det da mere æn til at le ad? Om flere lo, tror De ikke, at jeg lige efter kunde tage Dem under armen og følge Dem op gennem den stolteste karré? Jeg ved jo, hvæm De er, og sælskabet ved det også! Det er, Gud ske lov, ikke alene de onde handlinger, som blir kænte!

De beruser mig og bortfører mig –!

Tror De, dette er smiger, så lad os gøre en prøve! Advokat Berent er kommen. Han tilhører ikke alene landets beste sælskab, men han er det overlegen. Skal vi æske hans dom? Jeg skal, uden at røbe noget, skaffe Dem den straks!

Jeg behøver ingen annens dom æn Deres.

Ikke sant? Blir De først tryg på min kærlighed, –

– så vil alt det annet være småt, intetsigende –, og den skal i en håndevænding kunne lære mig alt, jeg mangler!

Se på mig!

Ja!

Tror De, jeg nogensinne vil skamme mig ved Dem?

Nej, jeg tror ikke!

Tror De, jeg holder af Dem?

Ja! (synker i knæ).

– dybt nok til, at det vil vare livet ud?

Ja, ja!

Så blir De hos mig, og vi slår vagt om de to gamle, og vi afløser dem, når herrens time slår. (Sannæs slipper her hennes hænder og brister i gråd).

Valborg, hvad er det?

Det er Sannæs og jeg, som er blevne forlovede.

Er det muligt! (til Berent, som er fordybet i bogen). Undskyld! (iler ud ad kontoret til vænstre).

Tilgiv mig! Kampen har været for lang og for hård; det overvælder mig! (han vænder sig, fræmdeles i stærk bevægelse).

Sannæs, lad os gå in til mor!

Jeg kan ikke, frøken, – De må vænte –

Der kommer de jo!

Herren være takket og lovet! –

Min søn!

Så det var derfor, Sannæs vilde rejse! Sannæs!

Mor, nu er alt færdigt!

Ja, her også!

Er det muligt!

Tilgiv mig, at jeg intet har sagt. Men jeg visste, hvilken kamp her forestod, – det havde jo også nær glippet! – og det, man er uvis på, fortæller man nødig.

Ja, du har gæmt dig godt!

Det er en lang lidelse, jeg har gæmt, intet annet!

Sannæs! (imod ham). Så vi skal være svoger og svigerinne?

Frøken, – De –

Men så er det jo ikke længer “frøken” og “De”?

Det må du ikke undre dig over. Han siger også “frøken” til mig.

Det kan han da ikke, når I blir gifte?

Men hvor blir vore vænner af?

Advokaten er på kontoret. – Der står han!

Nu skal jeg straks komme på lykønsknings-besøg med min væn Jakobsen. (går).

Far!

Mit barn!

Uden hin dag havde vi ikke denne.

Må jeg forestille min datter Valborgs forlovede, hr. Sannæs. (Der hilses).

De har min højagtelse for Deres valg, frøken, – og jeg lykønsker hele huset til en sådan svigersøn.

Sannæs!

Må også jeg, skjønt jeg er en simpel mand, sige, at gutten har været forælsket i Dem, fra han stod til konfirmationen, – tidligere kunde det ikke være. Men nej, så sannelig, om jeg havde tiltrod Dem så megen forstand, at De havde taget ham.

Her er én, som hvisker, at maden blir kold.

Må jeg på mors vegne føre hr. advokaten til bords?

Det er mig en ære! – Men brudeparret foran!

Sannæs –?

Tænk, at jeg holder Deres arm!

Nanna, nu har vi fåt livet lagt på sanhedens grun. Nu føler jeg vælsignelse over vort hus.

Henning!