Kapteinen havde havt et sandt Kjørpaa i Tjenesten lige fra isommer, da han og Løitnanten visiterede Teltboden samt Armatur og Vaaben paa Lægderne. Saa Korpseksercitien og endelig nu sidst Sessionen.
Der havde været temmelig stridt Leben paa Gjæstgiveriet nede i Hovedsognet de to, tre sidste Aftener sammen med Korpslægen, Prokurator Sebelow, lange Buchholtz, Lensmand Dorff og Løitnanterne.
Men Resultatet var jo for saavidt glimrende, som han istedetfor Blakken nu kjørte hjemover med en prægtig svart tre-fireaarig for Karjolen med hvidt Blis i Panden og hvide Sokker, der næsten lovede at kunne blive Jevning til Svarten om – om . . . den ikke var lybsk . . .
Den havde nu netop, da den gamle Lægdekjærring reiste sig fra Veigrøften, vist frem noget i Øiekastet og Ørelaget, som den sandelig havde gjemt vel undaf alle tre Sessionsdagene. Han havde tilslut til Prøve skudt over Hovedet paa den, uden at det saameget som vak i den!
Det vilde være altfor nederdrægtigt, – efterat baade Korpslægen og Premierløitnant Dunsack havde været aldeles enstemmig af samme Mening som han om Dyret, – og han ovenikjøbet havde git Hestehandleren fem og tyve Daler kontant i Mellemlag . . .
Men nu travede den jo lige støt og pynteligt igjen for Karjolen. Den Smule Lyst til at slaa over i Galop var bare Uopdragenhed og lidt af Ungføleunoderne, der stak i den endnu, og fort gik væk ved Indkjøringen.
«Fo-ola! Fo-ola!
Støere Hest har Stor-Ola nok ikke havt i Spiltoug ved Siden af Svarten alligevel . . .
Du skal bli’ gammel hos mig Du, forstaar Du, Ungsvarten! . . . faa gaa til Byen i Par med Farbror din . . . for Stasvognen til Inger –
Naa da, din Svine-ne-hund! Svip Svup Svip Svup! – jeg skal lære Dig af med Unoder jeg!
Staa!» tordnede han. – «Saa . . . saa!» . . .
Det var et helt Følge af lystige Folk, som stod og snakkede og huiede og drak nede i Veien udenfor Grinden til Bergsetgaarden.
Ved Synet af Kapteinens velkjendte Skikkelse gjorde de høflig hilsende Plads for ham. De vidste, at han havde været længe nedenfor nu; og Mandskaberne, der havde mødt frem til Tegningen, var netop igaar og idag vendt hjem rundt om i Gaardene.
«Ikke sandt, Halvor Heien! – en spræk Fole? . . . lidt ung endnu» . . .
«Kan være det, Kaptein! gjild Gamp, om den ikke er skvætten af sig,» mente den tiltalte.
«Hvad er paafærde her, – Auktion efter Ole Bergset?»
«Ja, han Bardon, Lensmanden, holder paa nu med Hammeren inde i Stuen.»
«Saa, saa! – – Du Sølfest Staale,» blinkede han til en ung Mand, «tror Du noget paa, at han Lars Øverstadbrækken gaar paa Friera’s til Enken her? . . . Jordene ligger svært pent til Du!»
Der kom en slet dulgt Lystighed i Ansigterne rundt om. De skjønte, hvor Kapteinen vilde hen. Det var netop Rivalen han talte til.
«Ikke nogen høstbær Ko deroppe at faa kjøbt vel?»
Kunde nok være det, mente man.
«Hold Hesten min lidt, Du Halvor, mens jeg gaar op og snakker lidt med Lensmanden om det.»
Der var folksomt op til Huset, og Kapteinen hilsedes af den ene Klynge efter den anden af støiende og snakkende Mennesker, Mænd og Koner, Jenter og Gutter, mellem hvilke Brændevinsflaskerne flittig vandrede, indtil han naaede ind i Auktionsstuen.
Der sad Bardon i det pakfulde, osende Rum med sin kjendte, vældige, hæse Stemme og raabte op og gjentog og truede med Hammeren og sagde en Vittighed, og truede endelig for aller, allersidste Gang, inden han med Lovens Slag spigrede Budet fast for evigt ned i Bordpladen.
For Kapteinen blev der Vei, hvor han kom.
«Er Du saa gal Du ogsaa, Martin Kvale, at slippe Konen paa Auktion!» spøgte han i Forbigaaende hen til en Kakse med Sølvknapper.
Ude i Svalen stod den vakkre Guro Granlien med en Flok andre unge Jenter.
«Du Guro!» strøg han hende om Kinden . . . «Nu er han Bersvend Vaage kommen hjem fra Eksercitien! Han gik i Tanker og var rent ørsk, Gutten, saa jeg holdt paa at sætte ham i Kachoten . . . Du er for haard med ham, Guro!» Han nikkede hen til de fnisende Jenter.
Guro saa med store, blanke Øine op paa Kapteinen. Hvor kunde han nu vide det?
Kapteinen kjendte Bygden baade ud og ind, fremlængs og baglængs, som han udtrykte sig. Han havde en ganske ubegribelig Spornæse for paatænkte Gaardhandler, Giftermaal, Forlovelser og endel af den Art, der vedkom de unge Mandskaber. Guro Granlien var ikke den første Jente, som spilede Øinene op i den Anledning! Han havde ypperlige Kilder i sine fem Underofficerer, men ikke mindst i sin egen for disse Ting altid vaagne Interesse.
Og naar han idag gjorde den lille Afstikker opom Auktionsstedet, var Grunden vistnok langt mindre den «høstbære Ko», end hans livlige Begjær efter at fange Nyheder, der kunde være kommet til under hans lange Fravær.
Det var ham derfor heller ikke saa uvelkomment, da Enken kom ud og bød ham ind i «Andre-Stuen», hvor han ialfald maatte nyde en Taar Øl, før han forlod Gaarden.
Han var nysgjerrig efter at faa skriftet hende lidt om Muligheden af nyt Giftermaal, – og havde jo ogsaa den Tilfredsstillelse efter en halv Times fortrolig Passiar at have udvundet af hendes Tillid hele den sande og virkelige Stand af hendes Tanker for sig og Gaarden.
Der snød ham nu ingen længere for den Sag . . . Enken paa Bergset vilde sidde i uskiftet Bo og – ikke gifte sig. Men det brød hun sig ikke om at lade komme ud; hun vilde være omstridt, i Kurs, som et Parti i Bygden naturligvis. . ..
Kapteinen forstod det saa godt; – det var det fule. . . .
Noget skulde der tales om andet ogsaa tilslut, og saa sagde Randi i Aand af det forrige:
«Og Futen, som skal gifte sig igjen!»
«Saa?»
«De siger, han vanker støt og stadig nu hos Scharfenberg, Prokuratoren . . . Det er vel den yngste Datteren da?»
«Véd ikke . . . Adiøs Randi!»
Han gik hastig, saa det raslede i Sporerne, og Sabelen daskede under Kappen nedover til Hesten uden at se og hilse igjen hverken til høire eller venstre. Han trykkede Chakoen fastere i Panden, før han steg op i Karjolen.
«Saa Tak, Halvor. Giv mig Tømmen! . . . Der, din –»
Han gav unge Svarten, der begyndte med nogle Kaprioler, et Smeld af Svøben, og afsted gik det for stiv Tømme og i fuldt Trav, saa Gjerdestolperne fløi som Trommestikker forbi hans Øine.
I den stille, taagede Høstdag gik Budskapen her og der ude i Landeveien.
En Gris forbittrede ham ved haardnakket at gallopere foran Karjolen.
«Der! – se til at faa draget Skankerne dine undaf, din» . . .
Det endte med et Smeis over Ryggen paa den.
«Se saa, der ligger et Kobæst midt i Veien!» udbrød han med sammenknebne Læber . . .
«Ja, ja, vil ikke Du reise Dig, saa for mig værsgo’. . . . Vær saa god . . . jeg er ogsaa dum . . . kjører paa.» . . .
Bitterheden gik fuldstændig i ham, og han vilde urokkelig have ladet Hjulet gaat over Dyrets Bagparti, om det ikke i sidste Øieblik raadsnart havde reist sig, saa nær, at Kapteinens Karjol halvt løftedes, idet den strøg an, og var paa yderste Nippet til at vælte . . .
«Hm! hm!» mumlede han noget bragt til Besindelse, idet han saa tilbage paa Gjenstanden for sin forfeilede Hævn.
«Saa saa, – afsted, siger jeg, din svarte Rakker . . . gløtter Du engang til saadan tilbage, saa slaar jeg Dig ihjel! . . . He, he, he, – rend Du, Du skal nok finde Bakke for Dig, min gode Ven!»
Han havde havt dygtig Tømmermænd hele Dagen; men det var ikke det, som kreperede ham, det vidste han.
Og da han kom hjem, hvor de idag ventede Far med stor Spænding efter det lange Fravær, var han mørk i Ansigtet.
«Der Ola! Strigl Hesten . . . tør den med en Halmvisk først. – Stel den ordentlig, – et Klæde over Ryggen, hører Du! . . . Jeg har bare kjørt Karen lidt ind imod Bakken.»
Stor-Ola saa paa Kapteinen og gjorde et troværdigt Ryst paa Hovedet, idet han ledede Kjøretøiet bort fra Trappen; – det var vel noget, Kapteinen var snydt paa med denne nye Gampen igjen!
«God Dag, Ma, . . . god Dag,» kyssede han hende hastigt . . . «Jo jeg lever vel.»
Han tog af Kappen og Chakoen . . . «Aa, kan Du ikke lade Marit tage Kufferten og Vadsækken, saa de ikke staar der paa Trappen længere!»
«Aa jo, ja, – har havt det noksaa slidsomt,» unddrog han sig noget kjøligt Thinkas Opmærksomheder . . . «Læg Sabelen over Knaggen og bring Væsken op paa Sovesærelset!»
Selv gik han først op paa Kontoret for at undersøge Posten og saa ned i Stalden for at efterse, hvordan Stor-Ola haandterede Svarten.
Der var noget, som gik af Far, det var klart det. . . .
Ma’s Ansigt svævede ængstelig bekymret efter ham her og der i Døraabningerne, og Thinka gled ind og ud uden at bryde Tausheden.
Da han kom ind, stod Aftensbordet dækket, – Sildesalat, farvet med Rødbeter, og Æg og en blinkende Dram ved Siden af, – og saa Rakeørret og det gode Flaskeøl.
Far var mulig ikke ganske ufølsom, – men høist ordknap. Der var rent ud kun Enstavelsesord at faa paa de snildest udtænkte Spørgsmaal . . .
«Fogden skal gifte sig igjen, siger de, – – for aldeles vist!» undslap det ham endelig som den første behagelige Nyhed, han vidste fra Udenverdenen . . . «med Scharfenbergs yngste.»
Bemærkningen efterfulgtes af dyb Taushed, om der end over Thinka gled et Skjær af levende Tilfredshed, og hun fik travlt med at spise. De følte begge, at det var her Humøret stak.
«Den Mand kan sige, han har Lykke med Døttrene . . . Bine snart i en Præstegaard og nu Andrea Fogedfrue. . . . Du kan kanske faa Post der, Thinka, naar Du engang trænger det, – som Lærerinde for Børnene eller Husjomfru; hun behøver ikke at gaa mere i Huset, end hun netop akkurat vil, hun faar god Raad!»
Thinka saa blussende rød ned i Tallerkenen.
«Ja, ja, Ma! – som man reder, saa ligger man i denne Verden.»
Mere blev der ikke sagt, før Thinka tog af Bordet, – da Ma undskyldende yttrede:
«Stakkels Thinka!»
Kapteinen vendte sig mod hende paa Gulvet med Fingrene i Ærmegabene paa Vesten og myste harmfuldt paa hende:
«Véd Du hvad! Ovenpaa Parasollen og den ene Opmærksomhed efter den anden, som han har bemøiet sig med nu i hele Sommer, kunde hun vist Manden en Smule anderledes Tak og Imødekommenhed, end hun har . . . Saa skulde det hellerikke gaat, om jeg havde været hjemme,» – begyndte det at hæve sig lidt op i Tordenstilen. «Men jeg mener, det er en Gaaseflok, jeg har i Huset, og ikke voksne Kvinfolk, som ser lidt ud for sig. – Andrea Scharfenberg lod sig det ikke byde to Gange, hun!» drev han af igjen, da Thinka kom ind; hun kunde gjerne høre det. . . .
Ma stirrede jo af og til noget betænkt paa ham, medens de i Dagene efter paa alle Maader kjælede og dæggede, for at faa Far lysere tilsinds. Og Thinka slog midt i sin stilfærdige Omhyggelighed uvilkaarlig Øinene ned, naar han saadan stønnede og pustede.
Han gik ikke længere ud end ned for at se til Ungsvarten.
Idag var den hed i den ene Hov efter den ny Skoning. Det var et Søm, som var slaat for dybt ind af den Klodrian af en Smed. Det fik ud igjen . . .
Kapteinen stod taus og saa til paa sin Yndlingsplads med Armen over den underste Halvdel af Stalddøren, medens Stor-Ola, med Ungsvartens Bagben over Laaret, udførte Udtrækningen med Hovtangen. Dyret var godkyndt, ikke saameget som rykkede i Benet . . .
«O-o-ola!» hæsede det halvkvalt.
Stor-Ola saa op.
«Kors i» – seg ikke Kapteinen der langsomt ned, medens han endnu holdt sig i Stalddøren, . . . lige ned i Møgen! . . .
Ola saa et Øieblik raadløs paa sin Husbond og slap Hestebenet. Saa tog han Staldbøtten og skvættede Vand i Ansigtet paa ham, indtil der igjen viste sig Liv og Gjenkjendelse.
Nu holdt han ham Bøtten for Munden.
«Drik, drik, Kaptein! – Vær ikke ræd . . . Det er bare efter al Eksisen og Turingen. Det er som, naar én har drukket Bryllup forlænge, – Bror min.» . . .
«Hjælp mig ud, Ola! – Saa, lad mig støtte mig, sagte, sagte . . .
Aah! – det gjør godt at puste . . . puste!» stansede han.
«Nu er det over, tror jeg . . . Javist, – komplet over – andet end saadan halv mat . . .
Gaa bare et Stykke efter mig, Du Ola, – for en Sikkerheds Skyld . . .
Hm, hm, det gaar nok saa bra . . .
Ja, ja, kan sandelig, gjerne være . . . uregelmæssigt Liv hele Høsten utover.
Saa, gaa ind og kald paa Fruen. Sig jeg er oppe paa Soveværelset . . . Det gaar bra i Trappen» . . .
Der blev ingen liden Forskrækkelse.
Denne Gang var det Kapteinen, som beroligede og vilde slaa det hen, og Ma, som uden Bemyndigelse sendte Bud nedover. Var ikke Korpslægen hjemme, saa til Distriktslægen.
Da Korpslægen Rist kom, – og i Gangen havde modtaget Ma’s ængstelige Mening om, at Jæger havde været let rørt af Slag, holdt han til Husets Beroligelse et humoristisk Foredrag:
Det hele var et Spørsmaal om Graden. Den, som drak blot saameget, at han stammede, led af paralytisk Lammelse paa Tungen, – og paa det Vis blev hver evige Mand af de, han kjente, Slagpatienter. Dette var kun en hos blodfulde Individer ikke uvanlig Kongestion . . .
Jæger selv var jo saa langt over det, at han rekvirerede Toddybrættet ind om Aftenen, – rigtignok kun en yderst tynd Lavning for sin Part. Men Røverhistorier fra Eksercitien og om Svarten blev der snakket i Petumskyer og under stadige Fornyelser af den tynde Essents til Klokken halv to om Natten . . .
– – Det durede i Ovnen en af de følgende Formiddage, medens Kapteinen sad paa Kontorstolen og skrev, saa Gaasepennen spruttede.
Som vanligt paa den Tid af Aaret var der efter hans lange Fravær en hel Hob efterliggende at ekspedere. Theas norske Grammatik laa paa det grønne Bord ved Døren; hun havde netop læst den op og hørtes at nynne udenfor paa Gangen.
Der blev en Støi i Trappen, og Ma’s Stemme viste nogen ovenpaa – «den Vei – til Kapteinen!»
Det bankede paa.
«God Dag, Far! – Naa?»
Det var Ekspres fra Fogden – i Søndagspuds – med et Brev. Det skulde leveres til Kapteinen selv.
«Saa? – Skulde Du ha Svar? – Naa saa! . . . ja gaa ned i Kjøkkenet, saa faar Du lidt at leve af – og en Dram.»
« Hm, hm,» kræmtede han og kastede det med Segl forsynede Postpapirs Brev hen paa Pulten, medens han foreløbig tog sig en Tur paa Gulvet . . . «Underretning om Forlovelsen vel . . . eller kanske alt Indbydelse til Bryllup.»
Han aabnede og læste det staaende . . . ivrigt, flygtig nedover . . . En besat lang Indledning! . . . over den . . . over den . . . helt til tredie Side . . .
Naa der kom det!
Han slog Baken af Haanden, hvori han holdt Brevet, med et Klask i den anden og satte sig saa ned . . .
«Ja, ja, ja, ja, ja, ja, ja!» . . .
Han knebsede en to tre Gange i Tanker med Fingrene, klø’de sig bag Øret og endelig polisk op ved Paryken . . .
«Nei vil man se, – vil man se.
Og det Sludder om Scharfenberg!» . . . Han stormede hen til Døren og rev den op; men besindede sig og gik paa Taa hen til Trappen:
«Hvem er der nede i Gangen – Dig Thea?»
Den lille undersætsige, brunøiede Thea fløi op i Trappen.
«Bed Ma komme op Du,» nikkede han.
Thea saa op paa Faderen, der var noget uvanligt ved ham.
– Da Ma kom ind, gik han med Brevet paa Ryggen og kræmtede. Der var over ham det tilbørlige overveiende Alvor, som Situationen krævede.
«Jeg har faat et Brev, Du – fra Fogden. – Læs! . . .
Eller skal jeg læse?»
Han stod lænet til Pulten, og foredrog dets alle tre Sider, Punktum for Punktum, med stor Taalmodighed, til han kom til Humlen, – da slængte han det, saa det snurrede i Luften, og omfavnede Ma vildt . . .
«Naa, – naa! . . . hvad siger Du Ma – Tage os en Tur saadan, naar vi vil, ned til vore Svigerbørn!»
Han gned Hænderne . . .
«Det var en Overraskelse Du – tilgavns.» . . .
«Hm! Hm!» tog han sig igjen kræmtende. – «Det er bedst, Du! vi beder Thinka komme herop, og meddeler hende Indholdet . . . Mener Du ikke det?»
«Jo-o!» sagde Ma tonløst, hun havde vendt sig til Døren; – hun saa nok hverken Raad eller Udvei mere for hende, stakkar.
Kapteinen gik frem og tilbage paa Kontoret og ventede. Han havde den opstemte, værdige Fadermine, der helt indser Øieblikkets Betydning.
Men hvor blev hun dog af? . . .
Hun var ikke at finde. De havde ledt efter hende over hele Huset.
Men Kapteinen var idag ikke hidsig . . .
«Naa da, ser I hende ikke,» spurgte han mildt et Par Gange ud af Døren.
Endelig fandt Thea hende oppe paa Mørkloftet. Did havde hun, da hun saa Ekspressen og hørte, den var fra Fogden, i Anelse om Indholdet tyet op og gjemt sig. Og hun sad nu der med Hodet ned mod Fanget og Forklædet over sig.
Hun havde ikke grædt; det var bare kommet som en saadan Flugt eller Panik over hende; hun følte en uvilkaarlig Trang til at stikke sig bort nogetsteds og lukke Øinene, saa det blev rigtig sort, og hun ikke behøvede at tænke . . .
Hun saa lidt fjollet ud, da hun fulgte Thea ned til Far og Mor paa Kontoret.
«Thinka,» sagde Kapteinen, da hun kom ind. «Vi har faat et viktigt Brev for din Fremtid idag – fra Fogden! Det er vel overflødigt at sige, – efter alle de Opmærksomheder, Du har ladet ham vise Dig i hele Aar, – hvad det handler om . . . og at din Moder og jeg anser det for den største Lykke, der kunde falde i din Lod . . . og i vor med.
Læs nu Brevet og betænk Dig vel . . .
Sæt Dig og læs det, Barn!»
Thinka læste; men det lod ikke til, hun kom langt; hun rystede blot hele Tiden stum paa Hovedet uden at vide af det.
«Du forstaar vel, det er ikke om en ungdommelig Kjærlighed, Sværmeri og sligt noget høit Sludder, han anmoder Dig! Det er, om Du vil udfylde en æret Stilling hos ham, Du spørges, og om Du kan præstere den Velvillie og Omhu for ham, som han ganske naturligt maa kræve af en Hustru?»
Her var intet Svar at faa, – uden et svagt Støn ned i Fanget.
Det drog op til Høitidelighed i Kapteinens Ansigt . . .
Men Ma hviskede med Luer og Lyn i Øinene:
«Du ser jo, hun kan ikke . . . tænke, Jæger!
Mener Du ikke som jeg, Far!» sagde hun høit, «at det er bedst, vi lader Thinka faa Brevet, saa kan hun overveie det til imorgentidlig . . . Det var jo saadan Overraskelse.»
«Det er naturligvis, som Thinka selv vil det!» lød det stramt fortørnet efter dem, da Ma fulgte hende og lukkede hende inde paa Soveværelset.
– Der blev tudet ud under Dynen hele Eftermiddagen.
I Skumringen gik Ma op og satte sig hos hende.
. . . «intet Sted at vende sig, ser Du, naar én ikke vil blive et stakkels uforsørget Lem bortover i Familierne . . . sy, sy Øinene ud af Hovedet, til én tilsidst ligger der i en Krog hos nogen . . . Et saadant hæderligt Tilbud vilde mange synes, var store Ting.»
«Aas! – Aas – Mor!» . . . udstønnede Thinka ganske svagt.
«Det véd Gud, Barn, at, saa jeg nogen anden Udvei, jeg skulde vist Dig den, om jeg saa skulde holde Fingrene i Ilden for at gjøre det.»
Thinka smøg Haanden hen paa Ma’s magre og hulkede sagte ned i Puden.
«Far er ikke saa stærk længer, – taaler ikke mange Sindsbevægelser, – saa det kan se mørkt nok ud. Attaken nu sidst han kom hjem» . . .
Da Ma var gaat ud, lød der Suk paa Suk i Mørket.
Sent udover Aftenen sad Ma og holdt paa Datterens Hoved, for at hun skulde faa Søvn; hun vak saa idelig op.
Og nu, Thinka endelig sov uden disse Rykninger længere, – stille og rolig med det unge, lyse Hoved jevnt aandende paa Puden, gik Ma ud med Lyset . . . Det værste var over!
– Var Kapteinen i løftet Humør efter fra Kontorvinduet at have set Aslak, der gik Ekspressen ned til Fogden, forsvinde ud af Grinden, saa blev han i visse Maader dobbelt sat op i Forhaabningernes Rige ved en liden Brevstump fra Inger-Johanna dateret Tilderød:
. . . «Her er fuld Travlhed med Indpakning og Flytning til Byen. Derfor blir Brevet denne Gang kort.
Gjæster har her været lige til det allersidste. Ensomhed er nu hverken for Onkel eller Tante; og saa længe havde de sagt «Velkommen til Tilderød!» til vi fik det ene længere Besøg efter det andet udover Sommeren – i al Landlighed hed det jo. Men jeg tror nok, man ikke er reist igjen uden at føle, at Tante holder Stil i det. Med al Frihed for enhver især og Anretninger baade ude i Havestuen og paa Verandaen var og blev der dog stadig dette over det, som lod Gjæsterne præstere noget og være paa sit bedste. Man synker ikke let hen i Hverdagslighed, hvor Tante er tilstede; hun smigrer mig nu med, at vi er to om det.
Og jeg véd ikke, hvordan det er, jeg føler mig nu næsten lige saa meget tiltalt af Selskaber som før af Baller. Der er dog en ganske anderledes Anvendelse for den Smule, man kan have af Forstand, og kan jo være en hel, indflydelsesrig Virkekreds; det har Tante aabnet mine Øine for i denne Sommer. Naar man læser om disse aandfulde franske Saloner, hvori Kvinden var Sjælen, faar man et Indtryk af, at der her er et helt Felt for hende. Og at faa leve med og virke i Verden har siddet i mig, siden jeg var liden og sørgede saa over, at jeg ikke var Gut og kunde faa blive noget.
Saa langt var jeg kommet, kjære Forældre! da Jomfru Jørgensen hentede mig ned i Havestuen til Tante. Posten var kommet fra Kontoret inde i Byen, og paa Bordet laa i en Pakke en flad, rød Saffiansæske med et Brev til mig.
Det var et Guldbaand til at have om Haaret med en gul Topas i, og i Brevet stod blot:
«For at kompletere Portrætet!
Rønnow!»
Tante maatte jo straks prøve det paa mig, slaa ud Haaret og kalde ind Onkel. Rønnows Smag var aldeles clairvoyant genial, naar det gjaldt mig, udraabte hun.
Aa ja, det klæder.
Men med Brevet og al den sværmeriske Overvurderen er det, som jeg kjender Guldbaandet klemme mig i Nakken. Taknemmelighed er en kjedelig Dyd!
Tante lægger saa mange Planer for vor Selskabelighed til Vinteren og glæder sig til, at Rønnow mulig kommer en Tur ind igjen.
Jeg for min Part maa sige, jeg véd ikke rigtig; jeg vil det baade nødig og gjerne» . . .
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Romanen Familien paa Gilje (med undertittelen Et Interieur fra firtiaarene) ble utgitt i 1883, samme år som Jonas Lie hadde gitt ut den naturalistiske romanen Livsslaven. Med disse utgivelsene sikret Lie seg for alvor en plass i den kritiske realismen.
Handlingen i Familien paa Gilje er lagt til et overklassehjem med tre døtre i gifteklar alder. Romanen skildrer både hvordan det tradisjonelle kjønnsrollemønstret og forventningene til overklassens levestandard og velstand holder alle i et jerngrep av sosialt forventningspress. Mens de to eldste døtrene gir etter for forventningspresset og gifter seg fornuftig, hever den yngste datteren, Inger-Johanna, forlovelsen med sin utvalgte (kaptein Rønnow), noe som i seg selv er en skandale. I tillegg velger hun å utdanne seg til lærer for å bidra til å forme de unge elevenes syn på samfunnets verdier.
Lie er i sin samfunnskritikk mer lavmælt enn mange av de mer stridslystne forfatterkollegaene (som for eksempel Ibsen og Kielland). Men gjennom sine skildringer av både mennesker og miljø bidrar han i likhet med de andre realistiske forfatterene til å «sette problemer under debatt». I både Familien paa Gilje og i Kommandørens Døttre fra 1886 tematiserer han kvinnesak og tvangsekteskap, men tonen er litt mer optimistisk enn i for eksempel Camilla Colletts Amtmandens Døtre. I mai 1884 skriver Lie: «I hvert Hjem, hvortil Tidens Lys naar, vaagner ogsaa Kvindens Ret; hendes Sag er blevet Aarhundredets Løsen, og den vil gaa frem fra Spørgsmaal til Spørgsmaal med Styrken af en Naturmagt, sikkert som enhver sand Udviklingslov.» (brev til Lina Runeberg 6/5 1884, her sitert etter Jonas Lie: Brev, utgave i tre bind ved Anne Grete Holm-Olsen, NSL, Novus forlag, Oslo 2009 - s. 773)
Jonas Lie regnes som en av «de fire store» i norsk litteraturhistorie og den moderne romanens far i Norge. Han har dessuten hatt stor betydning for utviklingen av romansjangeren i Norden.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.