I.

5Et stort Dampskib styrer ind mod en norsk Kystby. Længe har man ombord blot seet Vand og Berg, afblæst, vejrbleget Berg. Endelig er der en Forandring. Klipperne er tildels bedækkede med kaffebrun Lyng, og man ser hist og her en ensom Furru med alle Grene vredne fortvilet mod Land. Efter at Damperen har strøget forbi et Utal af ubeboede Udøer, opdager man nogle hvide Pletter paa en graa Strand. Det er Byen.

Dampbaaden nærmer sig Indløbet til Havnen. Bag Moloen, paa hvis yderste Spids Fyrtaarnet staar, rager Skibsmaster og Dampskibsskorstene frem. Man ser Byen gjennem et Net af Skibsrigge. Nederst ved Søen, Væg i Væg, en Rad brede Søboder. Ovenfor dem ligger de øvrige Huse terassevis opover det skraanende Fjeld, længst nede samlede i Rækker, men øverst oppe spredt uregelmæssigt om. Nogle knejser ensomme paa de for Vejret mest udsatte Højder og synes at spejde ud over Havet, andre har klynget sig ængsteligt sammen i lune Gruber, hvor der er 6Ly for Vejret. Op over alle andre Huse rager Kirken og Latinskolen.

Der er Liv inde paa den lille Havn. Yderst ligger store Verdensfarere med norsk eller fremmed Flag, indenfor dem Kystdampere og Fjordbaade; langs Søboderne Sejlskibe og omkring hver Landgangstrap en Sværm af Baade. De allerfleste af disse Skibe gaar med Fisk. Fisk fører disse Smaaskuder, der netop er kommen fra Værene,Forfatternote: Vær, Fiskeplads. Fisk tager Kystdamperne ind saa vel som de, der sætter Byen i Forbindelse med de store Verdensmarkeder, Fisk fører Baadene, der ligger ved Kajerne. Hovedmassen af hvad der føres ind og ud af Gabet paa alle disse umaadelige Søboder, er ogsaa Fisk; med et eller andet, der staar i Forbindelse med Fisk, beskjæftiger de mange Fabrikker sig, der ligger i Byens Nærhed. Byen skylder Fisken sin Tilværelse. Af Havet er de lidt efter lidt krøbet op disse lyse Træhuse med alle Tegn paa Hygge og Velvære, – af Havet er disse brede, velmægtige Søboder, paa hvilke Ejerens Navn er malet med store Bogstaver, steget op, nogle sagte og sikkert, andre med eventyrlig Fart, – af Havet har de løftet sig alle disse hvidvingede Sejlere og rygende Dampere, – af Havet er Kirken skudt op med sit blinkende Spir og denne Lærdommens Borg, Byens Stolthed, Latinskolen. Byens Tilblivelsessted 7ligger nogle Mil ude i Havet ved Bankerne, hvor blanke Fiskestimer leger, og hvor Hundreder af Fiskebaade gynger hvert eneste Aar.

Vi forlader Damperen og begiver os op i den smale Hovedgade, der er bugtet og brat som en Sætersti. Husene hviler paa Gadens øvre Side paa flere Favne høje Mure, der rager saa langt frem foran Husene, at der er Plads til smaa Haver foran Vinduerne. Fra disse Anlæg, op til hvilke der fører svimlende Trapper, voxer der Slyngplanter, der dækker Muren og berører Brostenene. Paa Gadens nedre Side ligger Husene saa lavt, at de blot titter op over den med sine øverste Vinduer. De vender her Bagsiden til Gaden, og der er mellem denne og Husene et dybt Svælg, fra hvis Bund mægtige Trær skyder op og overskygger Gaden med sine øverste Grene.

Hist og her løber der ud fra Hovedgaden nogle skumle Smug, hvor Solen aldrig skinner. Her gaar det meget ugenert til. Her vaskes, og Skyllevandet slaaes ud i Smuget, hvorfra det gaar i stride Strømme ned i Gaden. Her hænges Linned ud til Tørring, og Sengklæder bankes. Sprukne Tagsten og gammelt Jernskrab, Flaskeskaar og itubrukne Møbler og Husgeraad bedækker Bunden af disse Revner. Her gaar Hunde og Høns og Ænder og snuser og pikker og gramser og har det overordentligt gemytligt. Inde i disse Smug findes der mørke, modbydelige 8Skjænkestuer, hvor Fiskebønder og indfødte og fremmede Matroser raver ind og ud.

I en lun Fordybning i Byens øvre Del er der en Slags Park, hvor Tjenestepiger triller Smaabørn om, og hvor Latinskolens Lærere i Frikvartererne driver og drøfter Bynyt.

Det var en Dag tidlig paa Vaaren, at den store Damper nærmede sig Kystbyen. Luften var lun; fra de mange Haver lugtede det friskt af Jord og Løvknopper. Husdørene stod overalt aabne. Man arbejdede i Haverne, ragede ud det gulbrune, lagvis sammenpressede Løv, forrige Aars afblegede Sommerprunk, spadede og hakkede, plantede og vandede.

Nede ved Havnen, i Nærheden af Toldboden laa Kjøbmand Viks Hus forstukket bag store Trær og omgivet af et grønt Stakit. Udenfor Haven var en med store StenhellerForfatternote: Stenhelle, Stenflise. belagt Plads, der gik lige til Søen. Paa den yderste Rand var rejst en Flagstang.

Inde i Haven gik en ung Pige og ragede. Hun havde et fint, blegt, lidt melankolsk Ansigt. Hun var spædt bygget, havde magre Arme og spidse Skuldre og holdt sig lidt foroverbøjet. Da Damperen nærmede sig, satte hun Riven fra sig og gik hen til Haveporten. Her blev hun staaende og saa udover Havnen, aandede dybt ud i den milde Luft og følte med Velbehag dens lune 9Pust i sit Ansigt. En ganske fin Rødme aandedes hen over hendes Kinder; der spillede et Øjeblik et Glimt af Nysgjerrighed og Forventning i hendes Øjne; om hendes blodløse Læber kom der et Udtryk af Velbefindende.

Der lød Trin inde i Gangen. Husets Ejer kom ud paa Trappen og rettede en halvanden Alen lang Kikkert mod Dampskibet. Det var en undersætsig Mand med et stort Hoved, buskede Bryn og et tykt, stivt Haar, der bagtil var skaaret kort af, saaledes at man saa hans brede, kjødfulde Nakke. Han var meget hjulbenet, og de snevre Buxer spiledes stramt ud af de svære Muskler paa Laar og Lægge. Hænderne var korte, tykke og haarede. De dybt nedtrukne Mundvige gav hans Ansigt et forgræmmet Udtryk.

Fra Landgangsbryggen tæt ved, hvor Folk havde begyndt at samle sig, kom tre Mænd ind i Viks Have. Den først indtrædende var en høj Mand med glatraget Ansigt, omhyggeligt klippet graat Haar, en bitteliden elegant Maane og et Linned saa stivt og skinnende, som om det var kommet lige fra Strygejernet. Det var Skibsreder, Fiskehandler, Fabrikejer, Bankchef m. m. m. Klaus Hamre, Byens ældste og rigeste «Hus».

Den Mand, der fulgte efter den velklædte og velpudsede Pengemand, kunde man have taget for en Sjouer, der drev om paa Fangst efter Rejsende. Den sorte Frak var blankslidt ligesom det sorte Halstørklæde, der var viklet flere Gange 10om Halsen. Han svabbede om i et Par Botfor, der var altfor store. Askeblondt, bustetForfatternote: Bustet, børsteagtig. Skjæg omgav en tyk Negermund; han havde næsten hvide Øjne og smaa visne, smudsige Hænder. Idet han traadte ind i Haven, snublede han i sine egne Ben og kom derved til at træde ned en Del nyplantede Blomster, hvad han dog ikke i mindste Maade tog sig nær af.

Denne Storgrossererens uanseelige Følgesvend var ikke nogen mindre Mand end Overlærer ved Byens Latinskole og Redaktør af Byens officielle Avis, Kristoffer Bjørnholt.

Bjørnholt var baade teologisk og filologisk Kandidat. Han var en meget lærd Mand. Alt hvad der trængte ind i denne mærkelige Hjerne, klæbede fast og blev der til evige Tider. Man spaaede ham en stor Fremtid. En Mand med hans forbausende Hukommelse og sjeldne Ordenssans kunde ikke undgaa den højeste Udmærkelse.

Han var som sagt Redaktør af Byens officielle Avis. Som saadan udmærkede han sig ved den uforlignelige Sporesans, med hvilken han vejrede Samfundsfarerne paa langt Hold, og ved den barske Tugt, han holdt inden sit eget Parti. Intet Blad indeholdt desuden saamange «Ænder» og saamange, ofte lidt tvetydige gamle Præstehistorier. Hans Avis var da ogsaa kjendt over det hele Land, og Manden selv var i den lille 11Kystby dødelig frygtet. Han havde, som man sagde, «sin Næse i enhver Gryde» i hele Byen, og han benyttede sig af sin Kundskab i sin Kamp for, hvad han kaldte «Samfundets helligste Interesser». Rektoren skalv for ham ligesaavel som «Grossereren» ɔ: Hamre. Den første frygtede de hemmelige Indberetninger, som Bjørnholt antoges at sende indflydelsesrige Venner i Hovedstaden; den sidste var bange for hans Avis. Man holdt dog ikke alene paa ham af Frygt, men ogsaa fordi man erkjendte, at han med udmærket Held værnede de omtalte hellige Interesser mod det oppositionelle Parti, som ogsaa den lille Kystby led af.

Den sidste af de indtrædende var en Mand, paa hvilket alt var rundt. Han havde et kuglerundt, skaldet Hoved, en rund Mave, runde Hænder og runde Ører med Blyringe i. Det var forhenværende Skipper, nu Rentier Kurt Stub.

«Venter Søstersønnen?» sagde Vik til Grossereren. Han havde en dyb, hul Røst. Hamre nikkede og satte sig paa en af de grønne Bænke, der stod oppe paa Trappen.

«Og ved De, hvem vi videre kan vente?» spurgte Overlæreren og borede sin Stok dybt ned i et nylagt Blomsterbed.

Vik saa spørgende paa ham.

«Knut Holt.»

«Saa –.»

12«Ja, jeg saa Skibsreder Holt ude paa Kajen,» ytrede den forhenværende Skibskaptejn.

«Jo saamæn! Vi kan atter forberede os paa Tumult,» blev Bjørnholt ved. «Husker De ham, Vik? I Arbejdersamfundet? Og i Sagfører Højsens Avis? Opvigler, Brandfakkel, Pøbelforleder af første Sort, Far. Men vi gjorde ham da umulig den Gang. Jeg tror nok, jeg tør sige, at jeg knektede ham ordentlig. Jeg fik ham udvoteret baade af Arbejdersamfundet, af Klubben og af Athenæet – ja, jeg kan sige udvoteret af det gode Selskab her i Byen og mærket ligeoverfor den oplyste Almenhed i hele Landet. Han luskede da ogsaa af – han var som sagt bleven umulig.»

«Ja, han var nok en Rabulist,» sagde Skibskaptejnen.

«Simpel Person,» faldt Hamre ind og rynkede Næsen.

«Fræk,» sagde Bjørnholt afgjørende. «Kan du huske, Hamre, dengang han holdt sin berygtede Tale om «Frihedens Heroer, disse Ørne, som fra sin Flugt i Højden slaar ned i de natlumre Samfund, hugger sin Klo i deres mætte ordensdekorerede Tyranner og afstedkommer lidt sund Forargelse og Forfærdelse.»

«Det er Satan til Hukommelse, De har,» udbrød Stub med oprigtig Beundring. «Men det var vel Spøg det hele?»

13«Spøg? Spøg, Far? Det var Fanden heller. Men hør nu videre. Læg Mærke til dette, du Hamre; thi det var dig, han mente med disse mætte – – Naa, deri havde han forresten Ret; du ser ud, som om du altid var saa mæt, overmæt – ha, ha, ha!» –

Kurt lo af fuld Hals. Vik forandrede ikke en Mine. Hamre trak paa Læberne og saa derved ud, som om han havde smagt paa noget bittert.

Bjørnholt blev ved, efterlignende den Omtaltes Holdning og Manerer; «jeg ved det, han frygtes og hades denne Mand. Naar han kjæmper mod aandskuende Fordomme og Vedtægter, som de herskende opretholder til Værn om sin Magt, da lukker vi ikke alene vore Huse og vore Hjerter for ham, vi slipper Samfundets Politibetjente, alle disse værdige Hallunker i Ornater og Uniformer, løs paa ham, jager ham i Landflygtighed eller lader ham omkomme i et af de mange Tugthuse, som Samfundene holder for dem, der røber de herskendes Nederdrægtigheder. Men jeg elsker denne prægtige, oprørske Natur, denne paa alt Tyranni glødende forbitrede, forvovne Aand, som intet Samfundspoliti kan forfærde – jeg elsker denne stolte og modige Mand med Billedet af Fremtiden i sit Øje, og jeg vil tale hans Sag!»

«Det er da Satan til –,» begyndte atter Kurt 14Stub, men overvældedes saa af sin egen Beundring og kom ikke længer.

Kornelia havde nærmet sig Trappen og lyttede med forbausede Øjne til Bjørnholts Tale. Hun forstod egentlig ikke, hvad disse fremmed klingende Ord betød; men hun havde en Fornemmelse derved, som om hun havde seet ind i en Smedeesse og aandede i en glohed Luft. Hun følte en ubestemt Angst; noget ukjendt, voldsomt, noget, der truede med at omstyrte det daglige Livs Fred, syntes hende nær. Hun var dog ikke blot angst, men ogsaa nysgjerrig. Hun havde for nogle Aar tilbage ofte hørt Faderen og Bjørnholt tale om denne forfærdelige Knut Holt, og hun mindedes, i hvilket Oprør han havde sat Byen, da han sidst var hjemme. Det eneste usedvanlige, der nogensinde havde vist sig i hendes Nærhed, knyttede sig til denne Mand; hans Skikkelse tegnede sig derfor forunderlig hemmelighedsfuld og truende for hendes Blik.

«Men husker De saa, hvad jeg svarede paa denne opstyltede Opviglerlyrik?» spurgte Bjørnholt.

«Der kommer Pastor Fonn,» faldt Hamre ind, øjensynlig lettet. Han nærede ikke Stubs Beundring for Bjørnholts Hukommelse.

Bjørnholt vendte sig. «Og hans næstkommanderende,» lagde han til. Han nærmede sig derpaa Stub og begyndte i en noget lavere Tone: «Hør, ved De, hvad man fortæller om Fonn og hans nye Konkurrent, Pastor –»

15Stub hostede sterkt, trak derpaa Bjørnholt tilside og hviskede: «Hys – husker De ikke – Vik er jo –»

Den anden fløjtede. «Af samme Gryde! For Satan, det er jo ogsaa sandt.»

De to nye Gjester traadte ind i Haven. Præsten var en yngre Mand, der saa ud som en lang Stilk med en uforholdsmæssig tung Blomst. De lange Ben syntes at have Ledder overalt; hans smale Hænder var altid kolde og klamme. Han bar Haaret strøget glat bag Øret. Ansigtsfarven var graaladen, Huden stram og som glinsende af Olje. Lidt tyndt, trist Skjæg skyggede Kinderne. I dette sygelige, blodløse Ansigt sad to smukke, dybe, men mistroiske Øjne, der aldrig saa paa den, med hvem han talte. Han saa ud, som om han altid «gik og lyttede efter Menneskenes onde Tanker», havde Stub engang sagt om ham.

Præstens «næstkommanderende», alle Missionsforeningers Formand, Kirkeværge, forhenværende Lægprædikant, Snedkermester Vildhagen var en fed Mand med svære, brede Fødder, der vendte noget indad, og et fyldigt, bleggult Ansigt, indfattet i en Bræm askefarvet Skjæg. Et sødladent Smil og en kvindelig spæd Røst stak af mod den sterke Figur.

«Vi talte om Knut Holt,» sagde Bjørnholt, da man havde vexlet Hilsner. «De husker ham jo, Fonn?»

16«Ja – begejstret Folketaler,» sagde Præsten humant, men med en Betoning, der ganske blidelig skjød den omtalte udenfor de respektables Samfund.

«Forresten –,» faldt Skibskaptejnen ind; «der var da noget godt ved Knut Holt ogsaa. Han havde Mod. Da jeg førte Skib for hans Far, gjorde han en Sortehavstur med mig. Da sprang han ud efter en Matros, som faldt overbord og som ikke kunde svømme. Det var høj Sjø, og Fanden skal ta’ mig, om jeg havde vovet det selv. Men han reddede Manden.»

Damperen havde ankret. FløtmandsbaadeneForfatternote: Fløtmand, Færgemand. omsværmede den og begyndte at komme iland med sin Fangst.

De i Viks Have forsamlede begav sig ud paa Kajen. Idet de kom derud, lagde en graamalet Baad til, og en ung Mand i engelsk Rejsedragt sprang opover Trappen. Det var Hamres Søstersøn og Arving, Konsul Robert Gil. Han udmærkede sig ved et ualmindeligt langt Ansigt, en lidt hængende Underlæbe og store, rovdyragtige Tænder. Han var Byens første Sportsman. Hver Sommer berejste han Fjordene, iført Lædergamascher og sømbeslagne Sko og med en Mængde Fiskefluer om Stanleyhatten, samt fulgt af et halvt Dusin Hunde. Han udtalte sit Navn «Djil» og skyede alle norske Ord, 17som han ikke kunde udtale med tyk Tunge. Han foragtede alle andre Sprog end det engelske og talte derfor egentlig ikke noget bekjendt Tungemaal, uden hvergang der var Engelskmænd i Byen – til dagligdags gryntede han blot; det havde dog ialfald en liden Klang af det eneste Sprog, han anerkjendte.

«Grynt, Grynt,» sagde han, idet han gav Onkelen Haanden og tog til Hatten for de øvrige. Hamre forandrede ikke en Mine. Han glyttedeForfatternote: Glytte, skotte. henover sine idag flagsmykte Søboder og Fabrikker med det ene Øje og foragtede Folkehoben med det andet.

Grossereren indbød Vennerne paa et Glas Vin «i Anledning af Dagen», som han udtrykte sig. Indbydelsen blev modtagen, og man satte sig i Bevægelse indover Almenningen.Forfatternote: Almenning, aaben Plads. Kornelia blev igjen ude paa Bryggen.

Oppe i Almenningen stod en Mand i en sort Paletot, der hang løst om hans magre Legeme. Han lænede sig til sin Stok og saa spændt ud mod Damperen. Da Vennerne gik ham forbi, hilste de nølende. Manden i Paletoten vendte sig helt mod dem, tog Hatten dybt af og viste derved et spidst Hoved, paa hvilket et tyndt Bælte af Haar var kjæmmet fra det ene Øre mod det andet, uden dog at dække den ganske skaldede Isse. Han strakte Hals, idet han hilste,18 den lange, smale Næse krummede sig, de tynde Læber aabnede sig og viste en Rad glimtende hvide Tænder. Det var et forunderligt Smil, det lyste pludseligt som et Skudglimt og var paa engang høfligt og spydigt. Han saa ud som en Høg, der komplimenterer sit sikre Bytte.

Det var Skibsreder Arne Holt. Han havde sendt Baad ud til Damperen, da han ventede sin Søn hjem fra et fleraarigt Ophold i Udlandet.

Pludselig ilede han hen til Landgangstrappen – han havde seet Baaden lægge fra Damperen med en Passager ombord. Han steg ned af Trappen og blev staaende paa dens laveste Trin. Da Baaden kom saa nær, at han kunde kjende Sønnen, lyste hans skarpe Høgeansigt, hans Øjne blev fugtige, og han lo med en tilbagetrængt, krampagtig Latter.

«Velkommen! Velkommen! Saa du var dog med,» sagde han og rystede med febrilsk Heftighed Sønnens Haand, idet denne – en Mand paa noget over tredive Aar – steg ud af Baaden. «Jeg blev forhindret i at komme ombord –.»

Knut Holt lignede ikke Faderen. Han var hverken blond eller mørk, middels høj, bredskuldret, men med et noget fladt Bryst. I det skjægløse Ansigt med en ganske lige Næse sad to graa, noget matte Øjne. Han saa nærmest lidt fortrædelig ud, idet han tyggende paa en Cigar hilste paa Faderen, som om han blot havde været ude paa en liden Rotur.

19De gik i Taushed indover Bryggen. Udenfor Viks Hus gik de forbi Kornelia. Knut saa to nysgjerrige Øjne, der tittede efter ham som fra et dybt Skjul, idet hun med Ansigtet halvt vendt mod dem gik ind af Haveporten. Han lod Cigaren falde og stansede. «Hvem var det?» spurgte han.

«Kornelia Vik.»

«Saa–aa. Jeg kunde ikke have kjendt hende igjen. Hun er jo bleven – hun har forandret sig.»

Holt svarede ikke.

De gik videre. «Du lever vel?» spurgte Faderen med et vist forlegent Tonefald.

«Aa–ja.»

Da de kom op i Gaden, der førte forbi Holts Ejendom, stansede Knut atter og saa sig om. «Det er mærkeligt, hvor alt er uforandret herhjemme,» sagde han. «Jeg tror f. Ex. ikke, at jeg nogensinde har landet i en norsk By, hvor der ikke, idet Dampskibet ankrer, kommer nogle tykke, røde Mennesker ombord, hilser paa Chefen med et familiært «Morning», river Døren til Røgelugaren op med den størst mulige Larm og rekvirerer Seltersvand og Konjak. Jeg følte mig saa underlig hjemlig tilmode, da det Samme hændte idag. Og se nu Hjørnebutikken derborte med Galanterivarer, Stentøj, Oljeklæder og Fiskekroge i Vinduet! Og der – i Bogladen – handler man, Gud hjælpe mig, endnu hovedsagelig 20med Chokolade og Eau de Cologne, og ved Siden af med Traktater!» Han gik hen til Vinduet. «Rigtig! – Wilocks Honningdraaber – Israels Dug – jo, jo! Ikke Skygge af Forandring.»

«Nej, nej,» lo gamle Holt. «Vort Valgsprog er: «Vi ved, hvad vi har.»

Holts Hus, «Borgen» kaldet, laa paa en høj Bakke og var omgivet af en Have, der strakte sig ned til Gaden paa den ene Side og til Søen paa den anden. Da de var komne ind i Haven, pegte Knut paa en af Havebænkene og spurgte: «Nu – fanger den endnu Mennesker?»

«Javist, javist,» svarede Skibsrederen fornøjet. «Den er i ypperlig Stand. Det er sandt – ha, ha! – det maa jeg da virkelig fortælle dig! Du maa vide, at her en Dag fangede jeg – ja, vil du tænke dig – jeg fangede – mig selv!»

«Ja, da maa din Fælde sandelig være god.»

«Ha, ha, ha! Jo, ser du, – jeg gik herude i Haven og læste en Avis. Saa kommer jeg paa min Vandring hen til en af Bænkene, glemmer, at den ikke er ordinær, sætter mig og – er fangen. Men jeg har ogsaa fanget andre. Og nu Havegrinden! Ja, den maa du ved Lejlighed virkelig se. Den er indrettet saaledes, at enhver kan komme ind, men ingen ud, ifald jeg ikke hjælper ham – ha, ha!» –

21«Nej, hør nu, Far, lad os leve som civiliserede Mennesker. Kan du ikke mætte din Fange- og Gribelidenskab paa Rotter og Mus eller andre Dyr og lade Menneskene i Fred.»

«Nej, det er netop Mennesket, dette farlige Dyr –»

«Jeg forstaar ikke, at du ikke er bleven Slavehandler eller Politispion eller noget andet saadant nederdrægtigt sjofelt.»

«Ha, ha, ha! Du har dit gode Humør, mærker jeg,» lo Holt og gned sig i Hænderne.

De steg op af en Række i Jorden indmurede Stentrapper, der førte op til Pladsen foran Huset.

«Hvem styrer for dig nu?» spurgte Knut og stansede paa det øverste Trin.

«Styrer? Du mener – Huset?» –

«Ja.»

«Hm – det er Kathrine,» stammede Holt og blev flammende rød.

«Kathrine? Den tykke? Stuepigen?»

«Hm – ja. Overordentlig flink,» mumlede Holt og begyndte at gaa op mod Huset.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.