II.

Den Stue, Holt førte sin Søn ind i, var næsten elegant udstyret og møbleret, men mindede ikke desto mindre om en Gjestgivergaard 22paa Landet. Sofaen stod under Vinduet, Stole og Borde, som det faldt sig, Gardinerne hang skjævt, nogle Zvibler var stukne lige til Halsen ned i en kostbar Vase og saa ud, som de skulde kvæles. Paa Væggene hang Skillingsskilderier og afskyeligt udførte Fotografier ved Siden af værdifulde Malerier. Alle Borde og Skabe var overfyldte af Bondenips ved Siden af sande Pragtstykker i Marmor og Alabast. Det var, som om alt, hvad Huset ejede, saavel af Skrammel som af Kunstsager, var paa Udstilling i denne Stue. Luften derinde var kvælende som paa et Pulterkammer.

Knut blev staaende en Stund og saa sig om. Derpaa aabnede han et Vindu.

«Saa – nu er du da igjen hjemme,» begyndte gamle Holt, gned sig i Hænderne og betragtede atter Sønnen halvt forlegent, halvt ømt. «Hvad maa jeg byde dig? Et Glas Vin? Eller Kaffe? Eller –»

Døren til Sideværelset gik op, og ind traadte en tykladen Kvinde paa nogle og firti Aar. Hun var halvt bonde- halvt byklædt, med Guldringe paa Fingrene og Dobber i Ørerne. Hendes Ansigt blussede, Sveden perlede paa hendes blanke Pande. Hun syntes at være kommen lige fra Kjøkkenilden. I hendes Miner og Væsen var der en Blanding af Fortrolighed og Genance – hun var aabenbart i Uvished om, hvorledes hun skulde modtage den hjemkomne Søn. Endelig 23gik hun over Gulvet, rakte Knut Haanden og sagde med et Forsøg paa at se moderlig ud: «Velkommen hjem, Knut!»

Knut blev staaende med hendes fede og fugtige Haand i sin og stirrede paa hende uden at svare. Fra hende saa han spørgende paa Faderen. Der opstod en pinlig Pause, under hvilken Knut slap den fede, fugtige Haand. Omsider satte Holt sig i Sofaen og begyndte kremtendeForfatternote: Kremte, rømme sig. og forpint:

«Vil du ikke tage Plads, Knut. Træt efter Rejsen –»

Den tykke stod en Stund raadvild midt paa Gulvet og blussede sterkere og sterkere. Saa gik hun resolut hen og satte sig ved Siden af Holt. Denne sprang op som stukken af en Orm, men fattede sig dog strax og vendte sig til Knut.

«Vi – talte om – ja, hvad maa jeg byde dig? Kathrine, har du –?»

«Jeg har kogt Kaffe,» svarede Kathrine, der pludselig var bleven bleg. Holt saa spørgende paa Sønnen.

«Vil du –?»

Knut nikkede, og Kathrine forsvandt.

Knut tændte langsomt en Cigar og kastede sig paa en Paté, der stod ved det ene Vindu.

24«Naa – saaledes,» sagde han. «Tør jeg spørge – har jeg Søskende?»

Gamle Holt forsøgte at le, men det lyktes ikke.

«Det overrasker dig dette – –. Ja, ser du – hun er et gammelt Tyende – man bliver forbandet familiær –. Forøvrigt – jeg forsikrer dig –»

«Lad fare. Du har Ret til at vælge din Omgang som jeg min. Blot dette: jeg vil ikke optages i Familien – det maa du gjøre hende begribeligt.»

«Jeg forsikrer dig virkelig,» begyndte Holt igjen, men Knut afbrød ham.

«Lad os tale om noget andet,» sagde han. «Sig mig –»

Kaffeen kom, men bragtes af en anden Pige; Kathrine viste sig ikke mere. Da Pigen var gaaet, sagde Knut, idet han nippede til Kaffeen: «Hun forstaar at lave Kaffe – det er respektabelt. – Faa dig nu en Pibe, Far, og saa Dampen op: Anret nogle af Byens fede Kalve for din Søn.»

«Ha, ha, ha!» lo Holt, og dennegang var det en utvungen Latter. «Siden, siden skal du faa baade de fede og de magre. Men først du: fortæl mig om dine Rejser.» Han tændte en Pibe, tog en Stol og satte sig hen til Sønnen. «Husker du sidst du kom hjem fra Udlandet? 25Ved Gud, det var – det var – som at læse Darwin.»

«Dit Faderhjerte, Papa –»

«Mit Faderhjerte – nu ja – jeg vil ikke negte – jeg har jo siddet alene her i alle disse Aar –.»

Han hostede og tyggede heftigt paa Pibespidsen. Knut saa ud af Vinduet og taug en Stund. «Jeg har ikke noget at fortælle,» sagde han saa – hans Stemme var ganske blød og mild.

«Du spøger! Du med din livlige Opfatning skulde ikke –»

«Jeg er komplet tom, Far.»

Holt saa en Stund uroligt paa Sønnen og lod sine kloagtigt bøjede Negle løbe frem og tilbage over sine store Tænder.

«Nu saa sig mig da i det mindste, hvordan det hænger sammen: Du agtede jo at nedsætte dig i Lissabon –?»

«Ja.»

«Men du opgav det?»

«Ja. – – Der hændte noget, som – –»

«Du ombestemte dig nok pludseligt?»

Knut saa vist paa Faderen.

«Ja. Har du hørt noget derom?»

Holt blev rød. Han havde jo sat alle sine portugisiske Handelsvenner i Bevægelse forat faa noget at vide.

26«Du har hørt, at jeg vilde gifte mig?» spurgte Knut videre.

«Ja – unegtelig –»

«Det er sandt.»

«Men –?»

«Hun døde.»

Holt saa deltagende paa Sønnen. «Stakkels Gut, du har altsaa Sorg. Nu forstaar jeg, at dit Humør –»

«Du tager fejl, Far. Jeg sørger ikke over hende.»

Holt saa forbauset paa ham.

«Hvem var hun?» spurgte han om en Stund.

«En norsk Amerikanerinde fra Buenos Ayres. Jeg var rejst i Forvejen til Lissabon for at ordne det fornødne. Det Dampskib, hun for nogle Maaneder siden gik ombord i, er ikke kommen frem. Jeg har endnu intet kunnet erfare om dets Skjæbne.»

Der indtraadte en Pause. Gamle Holt følte sig taknemmelig stemt. Denne Amerikanerinde, om hvem han forøvrigt intet vidste og nu heller ikke brød sig om at vide noget, havde skaffet ham mangen vaagen Nat. Han havde i sit stille Sind ofte ønsket den fremmede Kvinde, der truede med at tage hans Søn fra ham, nede paa Havsens Bund, hvor hun nu heldigvis laa.

Det bankede. Paa Holts «Kom ind» viste der sig et ungt, rødmosset Ansigt, omgivet af 27det prægtigste lyse, krøllede Haar, man kunde se for sine Øjne.

Knut sprang op. «Peter! Hurra! Hurra!» Han ilede hen til den indtrædende, trak ham frem paa Gulvet, lagde sin Arm om hans Skulder og raabte: «Det glæder mig sandfærdigen at se dit uforskammet lyse Aasyn igjen! Akkurat som da jeg rejste! Man bliver sund bare af at se paa dig!»

Den unge Mand, Handelsfuldmægtig Peter Strøm, rystede Knuts Haand og saa paa ham med sine trohjertige blaa Øjne, der i dette Øjeblik stod bristende fulde af Taarer, uden at kunne faa et eneste forstaaeligt Ord over sine Læber.

«Saa! Sæt dig,» sagde Knut og trak ham hen til Sofaen. «Far,» vendte han sig til Holt, «din bedste Vin for min bedste Ven! Nu vil vi have os en rigtig munter Aften sammen.»

Gamle Holt fik det travelt. Han for ud i Kjøkkenet og gav Ordre, der satte hele Personalet i Forbauselse. Derpaa styrtede han ned i den afgrundsdybe Kjelder under Huset og kom en Stund efter op med en hel Kurv fuld af støvede Flasker i alle Farver og Former. Der var hvide, gjennemsigtige Flasker med gult Lak – deres Fødeland var Frankrig. Der var andre, slanke, grønlige fra Rhinen, brede Champagneflasker med Sølvhoveder og undersætsige, næsten sorte Karle fra Kap. Og medens han for op og 28ned, mumlede han: «Gudskelov! Gudskelov! Ja, han skal Pinedød faa Vin.» Havde han ikke sat Knut i Humør, var ikke den trætte, fortrædelige Mine som blæst bort! – «Jo, han skal faa Vin, som ikke mange har Mage til her i Byen. Gudskelov!»

Snart sad de tre rundt Bordet og prøvede Holts Vin. Knut var perlende munter. Han talte dog ikke om sine Rejser, men udelukkende om hans og Peters Samliv i fordums Dage. «Husker du? Husker du?» kom det uafbrudt, og det kan vel være, at Peter huskede! Alt hvad de havde oplevet sammen, laa trofast bevaret i hans Erindring. Og hvor stolt, hvor lykkelig han var over, at Knut Holt, hans Skolekammerat og Ven, det bedste, det største Menneske, han kjendte, virkelig brød sig om at mindes disse svundne Tider.

Gamle Holt taug, gned uophørligt Neglene mod sine Tænder og tænkte: «Magen til min Gut findes ikke i dette Land.»

Da man havde spist og igjen sad ved Cigarerne og Vinen, sagde Peter halvt undselig: «Du kan tro, vi har holdt sammen i Folkesamfundet mod Bjørnholt og Hamre.»

«Folkesamfundet – hvad er det?» –

«Kjære, husker du da ikke Folkesamfundet, som du selv har stiftet?»

«Aa – det Pøjt.»

Peter blev blussende rød.

29«Ja, det forstaar sig, det er jo ikke noget videre nu,» sagde han undskyldende. «Siden du rejste, har vi jo ikke nogen Taler. Men vi har gjort vort bedste. Jeg tror, jeg tør sige, at vi har havt nogen Del i, at hverken Bjørnholt eller Hamre er bleven valgt i denne Tid. Ikke sandt, Holt?»

Holt nikkede.

«Det er en græsselig Standhaftighed,» udbrød Knut. «Herhjemme varer da ogsaa alt evigt.»

«Men – men –,» stammede Peter, «var det da ikke ret?» –

«Gak hen paa Torvet, kjøb og sælg, bliv fed og anlæg høje Flipper ligesom Hamre, min kjære Peter. Det var Synd, at I hindrede ham i at blive valgt. Han kunde have været Minister nu.»

«Hamre? Men det kan da ikke være din Mening, at –?»

«Min kjære Ven, lad os være alvorlige Mennesker. Har du seet Hamre udbringe en Skaal? Nu vel. Har du ved disse højtidelige Lejligheder betragtet hans Næse? Ikke. Men det er en Fejl; man bør være Iagttager. Jeg siger dig, at i et Land som vort kommer det hos en Minister udelukkende an paa Næsen. Den maa være højtidelig; Ministeren maa have Anlæg for officiel Mimik. Hamres Næse er aldeles ministeriel. Kjære, lad ham faa følge sit Kald.»

30«Du spøger!»

«Ja, hvad andet er vel det hele værd? Hvad Pokker vil I? Hvad kan nu f. Ex. du, Peter, opnaa? Vil du blive Folkefører eller Minister?»

«Jeg? Gud bevare mig!»

«Naa. Saa gjentager jeg: gak hen paa Torvet og ned paa Børsen og læs dine Klassikere: ‘Hvede vigende, Sirup behagelig’, og lad Liebhabere kjæmpe Kampen om Laurbærkranse og Ordner ud alene.»

«Men i de store Samfund der kjæmper jo –»

«De mætte og sultne – ja, paa Liv og Død, og den Kamp naar vel ogsaa os engang. Men den Tid, den Sorg. I Aften vil vi ialfald glemme baade den store Krig i de store Samfund og den lille i de smaa. En Skaal for dit runde, sunde Ansigt, Peter. Sørg for at gjøre din Slægt uforgjængelig, saa behøver vi hverken at frygte for de mætte eller sultne!»

Den muntre Tone fra før vilde ikke ret komme tilbage. «Han har forandret sig,» sagde gamle Holt til sig selv, og denne Opdagelse gav ham meget at tænke paa. Peter følte sig uendelig skuffet. Han havde glædet sig til at kunne sige disse Ord til Knut: «Vi har holdt urokkeligt fast ved dit Program» – og nu hørte han, at det hele var noget Pøjt. Det gjorde ham saa ondt; men Knut havde vel Ret, tænkte han; «vi har vist ikke fulgt rigtigt med.»

31Knut mærkede, at han havde saaret sin Ven, og idet han slog ham paa Skulderen, sagde han: «Bryd dig ikke om, hvad jeg siger! Jeg er for Tiden afdøet fra alle Samfundsspørgsmaal; jeg lever paa Grund af Omstændighederne privat. Og særlig hungrer jeg i Aften efter det fredelige, det hyggelige. Derfor – syng lidt for os. Ja, du har da vel ikke lagt Sangen væk!»

«Aa! Han er Instruktør i Sangforeningen,» oplyste Holt.

«Saa syng!»

«Hvad kan nu det være for dig?»

«For mig? Jeg hører hellere dig synge end de bedste Kunstsangere, nu ved du det.»

«Aa du!» sagde Peter, men gik dog nu hen til Pianoet og sang med smuk, fuldtonende Stemme og et bevæget, noget undseligt Foredrag disse dæmpede, idylliske Sange om «vor Barndoms grønne Dale», om «Bjælder og Lurlok», om «Alfedans og Elvesus», blufærdige Digte, fulde af Drøm, af Længsel og Vemod. Knut blev underlig tilmode ved at høre dem. De mindede ham om Tonerne i det gamle Klaver i den afsides Præstegaard, hvor han havde tilbragt nogle af sine Barndomsaar. De var saa fine, saa aandeagtige og drømmende. De havde alle en Duft af tørrede Rosenblade. Han følte sig fristet til al udbryde: «At de lever endnu, disse Sange, og at der lever Mennesker, som kan synge dem 32saa troende, saa inderligt og ømt. Det syntes gaadefuldt for ham, i hvis Øre det endnu lød:

«Fra Land til Land slaar Luen hed:
I Armods Børn træd i Geled!
Jert Trælleaag i Splinter slaa,
mod Tyranniet samlet gaa!
I Luften højt vajer Fanen rød,
bag den de Tusinder i Nød,
der raaber Arbejd eller Kamp og Død.»

Det var sent paa Kvæld, da Peter sagde Godnat og Knut gik op paa sit Kammer. Han satte sig ved Vinduet og saa udover Byen. Tagene af de højestliggende Huse, Kirketaarnet og nogle smaa sorte Trær oppe paa Højden tegnede sig skarpt mod den skyløse Himmel. Ude paa Moloen glimtede Fyret. I et og andet Hus saaes et oplyst Vindu. Udenfor laa Havet som et mørkt Gab.

Fra sine Vinduer kunde Knut se ned paa den stenlagte Plads udenfor Kjøbmand Viks Hus. Han mindedes, at han som Gut ofte havde leget derude. Fra den Tid havde han ogsaa et Indtryk af Husets Beboere, der aldrig havde forladt ham. Vik selv huskede han især fra en lun Vinterdag med kramForfatternote: Kram, klam. Sne, en Søndag, da han og en Del andre Gutter havde bygget de prægtigste Skanser og Fæstninger paa Viks Plads og holdt Slag. Knut og hans Parti stormede netop det fiendtlige Fort og istemte et rungende Hurra, da Vik, der kom fra Kirken, pludselig stod midt 33iblandt dem, sortklædt og søndagshøjtidelig, og ved sin blotte Nærværelse fremkaldte den dybeste Dødsstilhed. Selv den modigste følte Knæerne svigte under sig, da han begyndte at mønstre hver enkelt med et tugtende Blik fra sine halvt skjulte Øine, og da han med en Røst, som om han talte op af en dyb Kjælder, raabte til dem: «Er det saaledes eders Forældre lærer eder at helligholde Hviledagen? Pak jer hjem og kast jer i Anger og Bøn for Guds Aasyn!» da var begge Hære som fejede bort af en Orkan i samme Sekund og Pladsen øde.

Efter den Dag kom Knut aldrig oftere ned paa Pladsen, og han gik altid forfærdet af Vejen for Vik, naar han mødte ham paa Gaden. Han hørte altid dette: «Ned i Anger og Bøn» og saa Vik skride hen over en Skare knælende og træde dem sønder og sammen. Manden vedblev at staa mystisk og afskrækkende for ham, lige til han blev voxen. Naar han hørte eller læste om Israels hevnende Gud, saa han altid Kjøbmand Viks Stenaasyn for sig.

Endnu en anden Rædselsskikkelse havde vist sig for ham dernede ved Viks Hus. Det var Viks Søster, en høj Kvinde, der altid gik i sort og med Blankskindsmanchetter. Ogsaa hende gav Knut Plads i det gamle Testamente blandt Profeter og Patriarker.

Kornelia saa Knut sjelden uden i Kirken. Der sad den lille, spæde Pige med den graa, 34frostige Ansigtsfarve sammenkrøben i en Krog af Kirkestolen og saa med et syndebekymret Blik ud over Menigheden. Knut havde den Forestilling, at hun egentlig hørte hjemme i de dødes Rige, og at hun blot dukkede op i denne Verden for at se alvorligt og medynksfuldt paa den. Det havde derfor overrasket ham overordentligt, da han engang kom over hende, legende «Paradis» udenfor Viks Hus med de forfløjne Døtre af en nærboende Smed. Synet forsvandt dog pludseligt. «Kornelia!» lød en barsk Mandsrøst fra Huset, og dermed var hun borte som et Blink, medens de forfløjne Smededøtre smuttede forfærdede ind i nærmeste Smug.

Efterat han var bleven voxen, havde han blot seet hende i forbigaaende, og han følte sig, hvergang han mødte hende, forvisset om, at hun aldrig oftere havde stjaalet sig ud paa Gaden for at lege «Paradis».

Han sad længe saaledes og saa ned paa den stenlagte Plads og tænkte paa dem, der boede indenfor det grønne Stakit.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.