III.

En storm- og regnfuld Novemberdag steg der ind i Bogbinder og Bogtrykker Olsens Værksted en mager Mand med et smukt, men skarpt, benet Ansigt og store, hvide Tænder. Han var 35netop ankommen med det eneste lille Dampskib, der dengang gik paa Fjordene, og førte alt sit Gods med sig i en sort Skindvæske, som han bar over Skulderen. Han søgte Arbejde og leverede Bogtrykkeren et Brev fra en Embedsmand i et nærliggende Strandsted. Embedsmanden, der stod i Forretningsforbindelse med Bogbinderen, skrev:

«Det er en flink Mand, men et uroligt Hoved. Hans Far var en Projektmager, der drak. De vilde tjene mig ved at skaffe Manden Beskjæftigelse, saa vi blev kvit ham herinde.»

Bogtrykkeren kløede sig i Hovedet. Han fandt ikke Anbefalingen ganske tilfredsstillende. Han stod imidlertid i Gjæld til samme Embedsmand, der ogsaa Aar om andet skaffede ham ikke saa lidet Arbejde. Det gik altsaa ikke an, uden videre at vise det urolige Hoved Døren. Han begyndte at examinere den fremmede.

«De heder?»

«Holt.»

«De er Bogbindersvend eller –»

«Jeg er Mekanikus.»

«Me–?» Bogbinderen gjorde store Øjne.

«Og Seminarist –»

«Se–?» Bogbinderen blev staaende med aaben Mund. Hvad skulde han med Mekanikere og Seminarister paa sit Værksted.

«Og saa desforuden en Smule Snedker og Gartner,» tilføjede den fremmede Mand og viste 36sine store Tænder paa en Maade, der ingenlunde tiltalte den skikkelige Haandværker.

Han læste atter Brevet og spyttede.

«Jeg ved Fanden ikke, hvad jeg skal sige, jeg,» udbrød han.

«Jeg forstaar mig ogsaa lidt paa Bogtrykkeri. Kanske kunde jeg hjælpe lidt med Avisen,» ytrede den anden.

Avisen! Ja, det var rigtigt. Bogbinderen udgav Byens eneste Avis. Det var egentlig ikke noget Hexeri at redigere den; men Bogbinder Olsen var intet literært Geni. Hans Avis havde altid udmærket sig ved sine eventyrlige Trykfejl. Han trængte saaledes en Korrekturlæser, og da den fremmede Mand var Seminarist, maatte han vel være indviet i Retskrivningens Hemmeligheder. Her var kanske billig Hjælp at faa, og Bogbinderen aabnede Underhandlingerne. Den fremmede var nøjsom, og de blev enige. Saaledes blev Arne Holt Indvaaner af den lille Kystby.

«Faderen var en Projektmager, der drak,» lød den korte Biografi i Embedsmandens Brev. Det forholdt sig ogsaa rigtigt. Han var en Mand, der ikke havde havt Lykken med sig. Han var egentlig Snedker, men derhos ogsaa Bøssemager, Uhrmager og Skibsbygger. I alle disse Haandværk havde han gjort Opfindelser, men altid var han kommen post festum dermed. Han havde som Gesel gjennemvandret Danmark og Tyskland, hvor han blandt andet havde studeret Oplysningstidens 37Forfattere, som han allerede kjendte fra den gamle Præsts Bibliothek. Da han kom hjem, begyndte han med Iver at udbrede de Anskuelser, han havde tilegnet sig, men kom ogsaa her for sent. Den gamle Præst var død, den gamle Oplysning var Kjætteri, og han selv blev snart anseet for en farlig Mand. Han fik ingen Søgning, blev udelukket fra Tillidshverv, som han engang havde indehavt, blev bitter og menneskesky, syslede tilslut blot med Maskinmodeller, som aldrig blev færdige, sultede meget, drak meget og døde omsider fattig og forglemt.

Hans Søn Arne havde arvet Faderens gode Hoved, og det saa en Tid lang ud til, at han ogsaa skulde arve hans Skjæbne. Han var først paa et mekanisk Værksted, siden paa et Seminarium og var overalt Nummer 1. Men saasnart han vilde vinde sig en Stilling paa sine Examiner og Attester, strandede han. Han ansøgte allerærbødigst og allerunderdanigst, han vovede at tale om sin Ret, og han klagede bittert, men alt forgjæves. Hans Attester var nemlig vistnok gode, men der fulgte dem fra Autoritet til Autoritet et lille «Hm», der lod ane en skjult Skavank hos Manden. Hans Uheld var, at ingen likte ham. Denne knejsende Holdning forekom de overordnede udfordrende, dette borende, gjennemskuende Blik frækt, dette pludselige Smil, hvorved den hele Rad af perlehvide Tænder kom tilsyne, som et Geled Soldater, der rykker med blanke Vaaben 38frem i Solen, forekom dem haanligt, og Mandens uforbeholdne Tale respektstridig, oprørsk. Hans Evner – Gudbevares! men Karakteren – hm. Han var under alle Omstændigheder sin Fars Søn.

Ved Faderens Død stod han der, fattig og arbejdsløs. Hans Arv bestod i de ufærdige Maskinmodeller og et ilde anseet Navn. Der var dog et andet Stof i Sønnen end i Faderen. Han tabte ikke Modet. Først gjorde han for sidste Gang en Runde hos alle Stedets formaaende Mænd og bad om Laan for at kunne studere. Man modtog ham kristeligt, men kjøligt. Man skildrede ham Ærgjærrighedens Fristelser og Ydmyghedens søde Frugter og anbefalede ham at gaa i Lære hos Stedets kristeligsindede Smed. Det hele Udbytte var den Anbefaling til Bogbinder Olsen, som skaffede ham Arbejde ved dennes Avis og Bogbinderi.

Saa bandt han da Bøger og læste dem, satte og korrigerede Avisen. Om nogen Tid blev han forfremmet. Bogtrykkeren havde faaet Agtelse for hans Hoved og Kundskaber og betroede ham det ansvarsfulde Hverv med Rødkridt at indcirkle de Nyheder, der fra andre Aviser skulde over i «Amtstidenden». Holt arbejdede for fire, frøs en Del, sultede ogsaa lidt, men lagde Penge op. En vakker Dag gjorde han Bud paa en Part i Bogtrykkeriet og Avisen. Hans Principal blev ikke alene forbauset, han fattede fra denne Stund en rent ud overtroisk Respekt for sin Svend. At 39lægge Penge op med en saadan Løn, det var et Kunststykke, som Bogbinderen ikke kunde forklare ad naturlig Vej. Han slog saa meget hellere til, som han altid var i Pengeforlegenhed. Holt blev fra nu af Eneredaktør af Bladet. Som saadan gjorde han sig øjeblikkelig kjendt i Byen og det paa en saadan Maade, at hans Navn aldrig siden gik i Glemme. Det fredelige lille Blad, med sit blaalige Papir, i hvilket Raastoffet dannede for Trykkets Tydelighed meget hinderlige Klumper, havde hidtil aldrig vovet sig ud over Nyhedernes og Avertissementernes neutrale Omraade. Men da Holt fik Magten, blev det anderledes. Han skrev en Dag en højst nærgaaende Artikel om den «dybe Dvale», i hvilken Byen var nedsunken. Den trængte en liden Vækker nu og da, en liden Brandpil, og Redaktionen vilde for Eftertiden sørge for at afhjælpe denne Trang. Og saa kom Pilene, den ene efter den anden susende mod næsten alt, hvad Byen ejede af gammel, grundfæstet Autoritet. Man kunde ikke være blevet mere forfærdet, om den faste Fjeldgrund pludselig havde aabnet sig og opslugt Byens solideste Huse. At sætte disse gamle, højt ærede Navne ind i Bogbinder Olsens Avis med de skjæve Typer og den elendige Sværte, hidtil det ærbødigste, det lydigste Organ for Handelsavertissementer og Kommunalbeslutninger, det var en saa exempelløs Forbrydelse, at ingen Straf kunde være haard nok. Det gik, som enhver 40kan tænke sig. Efterat Holt en Tid havde vakt Brandskræk i alle Huse, blev Bladet opsagt af alle velsindede Mennesker, det vil sige af alle, der havde Raad til at betale det. Dermed sluttede Holts Redaktørvirksomhed. Han maatte betale sine Artikler med sin Andel i Bladet, og Bogbinderen besteg atter Tronen, gjorde Afbigt og fik Tilgivelse.

Holt solgte derpaa sin Andel i Bogtrykkeriet og aabnede en Bondehandel i en Kjælder. Det gik. Han opdagede under denne Bedrift nye Evner hos sig selv; ogsaa hjalp hans Forbindelser i Landdistrikterne ham. Han tjente Penge, og han morede sig. Fra denne Kjælder fløj der bidende, lattervækkende Ord ud over Byen; han fortsatte paa en Maade sin Redaktørvirksomhed, og han var nu saa meget farligere, som ingen kunde lukke hans Mund ved Opsigelser. Man følte det som en sand Befrielse, da Holt om nogle Aar opgav Bondehandelen og flyttede tilbage til sit Hjemsted.

Her kjøbte han et Handelssted og svang sig hurtigt i Vejret. Han forøgede hvert Aar Antallet af sine Fiskebaade og Skuder og blev en formuende Mand.

Medens han var bosat i det lille Strandsted, giftede han sig. Holts Forlovelses- og Giftermaalshistorie var længe et staaende Samtaleemne blandt Familierne derinde. Hans Hustru var en Datter af en afdød Distriktslæge. Hendes Mor holdt Spisekvarter og lejede Værelser ud. I den første Tid, efterat Holt var tilflyttet Stedet, boede han 41og spiste hos Enken. Saaledes blev han kjendt med Datteren, der dengang var forlovet med Sønnen af Strandstedets første Handlende, Grosserer Vik. Holt var ofte inde hos Enken; han havde sin Fornøjelse af at tale med hende; thi hun var et opvakt Hoved og havde læst en Del. Datteren sad i Regelen ved sit Sytøj og deltog aldrig i Samtalen. Holt lagde længe ikke Mærke til hende, men engang, da han igjen havde ladet Tungen løbe af Hjertens Lyst og blandt andet ogsaa talt om «vore skikkelige Smaapiger», der sværmer for Løjtnanter med snoede Knebelsbarter, Grosserere med velplejede Whiskers og Præster i hvidt Halsbind, saa han, at den unge Piges Øjne, der hidtil altid havde været som naglede til Sømmen, var vendt lige imod ham med et ganske mærkeligt Udtryk. Hun saa ud, den unge Pige, som om hun var forstenet – alt Liv var samlet i disse store, mørke og dybe Øjne; de ikke blot saa paa ham, de omfattede ham; han følte deres varme Straaler og forstod pludselig, at indenfor denne blege, smukke Pande havde hver Tanke, han havde kastet ud i disse Samtaler, fæstet sig, og at hun, naar hun sad bøjet over sin Søm, i Stilhed havde ruget over hans Ord. – «Hvor forunderligt!» sagde disse Øjne. «Hvor forunderligt det er, alt det, du siger.»

Fra dette Øjeblik kom Holt endnu oftere ind til Enken. Han talte fremdeles meget, men han spottede ikke saa hensynsløst. Derimod fortalte han mere, 42baade om hvad han havde læst og om hvad han havde oplevet. Hvad han oftest kom tilbage til, var dog de unge Pigers Smag. Han opbød hele sit Vid for at latterliggjøre deres «Idealer». – «Jeg har aldrig hørt om nogen Pige, der sværmede for en virkelig tænkende Mand,» var hans stadige Omkvæd.

Samtidig med at Holt blev opmærksom paa den tause Syerskes Øjne, gjorde ogsaa hendes Forlovede, Jakob Vik, Opdagelser hende vedkommende. Disse selvsamme store Øjne, som han saa ofte havde seet ind i, begyndte at skjule sig for ham. De hang altid saa haardnakket ved Broderiet, og naar de endelig løftede sig, saa de saa forunderligt koldt og maalende paa ham. Dernæst blev det ham paafaldende, hvor ofte hans Forlovede maatte være hjemme for at hjælpe Moderen. Endelig blev han som lynslagen, da hun, der var det tauseste og ærbareste, han havde kjendt, engang i fleres Nærværelse udtalte sig meget skarpt mod nogle religiøse Damer, der nød stor Anseelse i det Vikske Hus.

Opløsningen lod ikke længe vente paa sig. En Dag fik han et kort og bestemt Opslagsbrev fra sin Forlovede, og nogen Tid efter kjendte alle hendes Ulykke og vidste, at Holt havde forvoldt den.

Mellem Jakob Viks og Arne Holts Fædre havde der hersket et dødeligt Fiendskab. Den sidste tillagde gamle Vik Hovedskylden i sin Ulykke. Sønnerne havde derimod været Legekammerater, og saavidt man vidste, havde der 43aldrig været noget ondt mellem dem. De havde dog ikke omgaaedes hinanden i den senere Tid, og det var flere Aar siden de havde talt sammen, da Jakob Vik, efterat det var bekjendt, i hvad Forhold hans fordums Forlovede stod til Holt, kom op til sin gamle Skolekammerat og spurgte ham, hvilke Hensigter han havde. Holt afviste ham spydigt; men da lagde Vik sin tunge Haand paa hans Skulder og sagde: «Du kjender mig, Arne Holt, du ved, at jeg aldrig har været bange. Jeg har idag taget en Beslutning: Ifald du bedrager hende, dræber jeg dig. Jeg ved, hvad der venter mig – men om jeg skal blive evig fordømt, jeg dræber dig alligevel.»

Om Vaaren blev Holt gift med Enkens Datter, om Sommeren kom Knut til Verden, kort efter døde Moderen.

Endnu engang skiftede Holt Bopæl. Han solgte sit Handelssted og flyttede atter til Byen, hvor Jakob Vik nogen Tid forud havde nedsat sig. Fra nu af begyndte Holts «store» Tid. Han vovede atter noget uhørt: han begyndte at konkurrere med Byens første Fiskehandlere. Alle Fiskevær var «de gamle Huses» Ejendom. Fiskebønderne var deres lydige Undergivne. De store Herrer i Byen fik deres Fisk, og Aaret efter erfarede Fiskerne, hvad det behagede Værenes Ejere at betale for deres Fangst. Holt fik fast Fod paa nogle af disse værdifulde Holmer, og dermed var de gamles Eneherredømme rokket. Han sendte ogsaa 44sine snu Agenter hele Kysten opover for at overbyde sine Konkurrenter. Efter nogle Aars Forløb sad han inde med Byens næst største Fiskeforretning – Hamres var og blev den første. Han kjøbte ogsaa Skibe for Fragtfart, anlagde en Guanofabrik, en Tøndefabrik og et Savbrug inde i en af Fjordene – kort sagt, han konkurrerede med de gamle Huse paa alle Felter og var heldig.

I Begyndelsen saa Byens Folk med et tvilende Blik paa denne forvovne Virksomhed og spaaede, at det hele vilde ende med et forfærdeligt Knald. Da Knaldet imidlertid udeblev, fik man ialfald Respekt for Holts Dygtighed.

Udenfor Forretningslivet gjorde Holt sig blot bemærket ved den storartede Velgjørenhed, han udfoldede. Han gav store Summer til forskjellige Stiftelser og var altid den første ved alle Bazarer og Indsamlinger til Fordel for nødlidende. Han satte sig i Spidsen for en Forening til privat Fattigpleje og understøttede flere ubemidlede unge Mennesker med Lyst og Anlæg for Studeringer. «Han søger at afsone sin Fortid,» sagde man om ham i de gamle Huse, og man indrømmede, at den rosværdige Anvendelse, han gjorde af sine Penge, var en formildende Omstændighed ved den ukaldede Maade, hvorpaa han havde trængt sig ind mellem Byens Forretningsmænd.

Mere end denne kjølige Anerkjendelse kunde Holt imidlertid ikke opnaa. Og dog bestræbte han sig øjensynlig for at forsone de mægtige, han 45engang havde angrebet saa skaanselsløst. Han omtalte nu altid de herskende Familier med den dybeste Respekt; han var, naar han traf sammen med nogen af Byens «bedste Folk», næsten ydmyg i sin Optræden, og han bestormede især enkelte Embedsfamilier med Tilbud om Tjenester. «Han frir til os,» sagde man til hinanden, og det fandt man ganske i sin Orden – alle, der nogensinde havde vovet en lille Opposition der i Byen, havde endt saaledes. Man lod ham imidlertid sukke. Man aabnede blot Dørene til de store, stadselige Stuer paa Klem for at holde hans Længsel i Aande. Holt opnaaede blot Adgang til enkelte Embedsfamilier, men heller ikke disse indbød ham til sine store Selskaber ligesaalidt som til de fortrolige Kortpartier. De tørre, tause Lag, til hvilke han fik Indbydelse, var noget særskilt arrangeret; de var en Betaling for de Tjenester, man havde modtaget af ham, og Gjesterne var ikke de sedvanlige, men et Udvalg af Byens yngre Handlende, der sattes i Klasse med Holt selv.

Holt kunde ikke begribe, hvorfor det ikke lykkedes ham at vinde Indgang hos disse Folk. Hvad var der egentlig i Vejen? Formuen havde han jo. Var det da Herkomsten? Nej, Vik f. Ex. var jo ogsaa kommen af «simple Folk» – hans Far var Bondesøn – og han hørte dog til deres Omgang. Kornelia var Veninde med mange Embedsmænds- og Grossererdøtre. Det kunde 46heller ikke være hans selskabelige Optræden, der vakte Anstød – han var dog i saa Henseende ligesaa ulastelig som Vik og flere andre. Ligesaalidt kunde det være Karakterens Hæderlighed, der gjorde Udslaget – der færdedes jo i disse Kredse ganske anderledes moralsk tvilsomme Folk end Holt, Sagførere, om hvilke Gud og Hvermand vidste, at de havde flaaet sig en Formue til, velhavende Fallenter, der havde ruineret hundreder, kristelige Snydere, der holdt sig oppe ved at tale gudeligt paa alle gejstlige Møder, Grosserersønner, der var berygtede for sine Udsvævelser o. s. v. Allermindst spurgte man om boglig Dannelse – den Slags Luxus var meget sjelden i de «gamle Huse.»

Holt glemte, at han havde gjort sig skyldig i den Slags Forgaaelser, der langt fra tilgives og glemmes saa let, som en svigagtig Fallit eller et udsvævende Levnet. Han glemte Avisen og Kjælderen og sine Brandpile. Fandt man da end, at han ved sin ydmyge Bejlen til de store havde afsonet en lille Smule af sin gamle Synd, saa følte man sig dog langt fra vis paa, at han nu havde erhvervet sig den dybe Overbevisning om alt det bestaaendes Fortrinlighed, som en Gjest ved de store Grosserermiddage bør have. Man anede, at denne Mand endnu kunde blive «farlig», og man befandt sig derfor ilde i hans Nærhed.

Og de gamle Huse tog ikke fejl. En vakker Dag oplevede man, at Høgen igjen steg slagfærdig 47op over dem og alt, hvad der var i Forbund med dem.

Byen regjeredes dengang af Hamre og ingenlunde til alles Tilfredshed. Hamre var den ledende Mand i Kommunalbestyrelsen, og det blev med halv dulgt Forbittrelse sagt, at der aldrig blev foretaget saa meget som en Gadereparation, uden at den var til Fordel for ham selv eller hans Venner. Holt blev de misfornøjedes Ordfører. Hamre var første Direktør i det store Dampskibsselskab for Kystfart; han bestemte alle Ruter og ind- og afsatte Personalet, som det hed, paa den vilkaarligste Maade. Han havde, sagde man, forvandlet Selskabet til en Pensionsanstalt for fallerede Medlemmer af Direktionens Familie. Holts Brandpile hvinede snart uhyggeligt over Selskabets Bestyrelse. Hamre var Bankdirektør, og man fortalte, at der ikke kunde opvises noget Exempel paa, at nogen, der var ham imod, var bleven hjulpet. Holt angreb uden Betænkning. Det havde efter den almindelige Tro i mange Herrens Aar egentlig været Hamre, der havde Magten over Byens Skoler. Det var faktisk ham, der besatte Lærerposterne; thi hvem vilde lægge sig ud med den mægtige Mand, hvis Gjest man var og hvis Penge man laante. Holt tog ogsaa fat her. Kort sagt, de misfornøjede havde faaet en Høvding, hvis Skarpsindighed var uomtvistelig, hvis Mod aldrig svigtede og hvis 48Arbejdskraft satte hans Modstandere i Forbauselse.

Det varede ikke ret længe, før Holt indtog Hamres Plads, og nu begyndte han at reformere. Ny Gader blev brolagt, Byen fik bedre Belysning, nyt Vandværk og nye Kloakker, og der blev foretaget store Havnearbejder. Han oprettede et nyt Dampskibsselskab for Fjordfart og grundede en ny Bank, og alt, hvad han satte i Gang, trivedes. Hans Duelighed havde staaet sin Prøve.

Endelig mødte han sin Modstander paa det politiske Felt. Hamre var selvfølgelig det bestaaendes urokkelige Værn og Fæste, og Holt var ligesaa selvfølgelig oppositionel. Holt støttede sig til Haandværkerne og til – sine Arbejdere. Ja, her troede man omsider at have fundet Grunden til, at Holt tog sig saa ømt af sine Arbejdere, lønnede dem højt, ja endog havde forsøgt at give dem nogen Andel i Udbyttet og særligt sørgede for, at de fik Hus og Jord: det kunde jo ikke være tvilsomt, hvorledes de vilde stemme. Holt vandt da ogsaa en afgjort Sejr. Han blev Aar efter Aar Valgmand, og man ventede nu blot paa, at han skulde lade sig vælge til Byens Repræsentant i Nationalforsamlingen. Men til alles Forbauselse holdt han sig her tilbage – han lod sig nøje med at hindre Hamres og hans Venners Valg.

Imidlertid var Knut bleven Student. Saa besøgte han en kort Tid et Handelsakademi, men 49da han ikke havde Lyst til Handelen, vendte han tilbage til Universitetet og tog medicinsk Embedsexamen. Derefter fulgte han med et af Faderens Skibe til Rusland og opholdt sig senere en Tid i Nordamerika.

Fra disse Rejser kom Knut hjem som en glødende Demokrat, der, som han lydeligt forkyndte, blot længtes efter Kamp paa Liv og Død mod alt Tyranni, Fyrsternes, Præsternes og de herskende Klasser, mod «hele dette Herredømme af Guds Naade, under hvilket Verdens største Nederdrægtigheder har været øvet og øves.»

I den lille tranlugtende Fiskeby havde man en nedarvet Forkjærlighed for alt gammelt – for gamle Folk og gamle Navne, hvilket er meget rosværdigt, og for gamle Formuer, gamle Synsmaader og Sedvaner, hvilket ikke altid er lige priseligt. Og Knut, der kom i en Rus af en overvældende Mængde nye Indtryk, elskede netop alt ungt og nyt og følte som sagt Kald til at angribe alt nedarvet, der ikke forekom ham godt og retfærdigt. I det nye Samfund, han stiftede, holdt han «verdenshistoriske Foredrag», i hvilke han skildrede alle disse Tronens, Krigens og Kirkens Helte, om hvem Historien beretter, som en Skare Fiender af Menneskehedens Fremgang mod Lys og Lykke. Deres Bedrifter burde, ytrede han, behandles under Afsnittet om de store Pestsygdomme, der fra Tid til anden hjemsøger Verden og hemmer dens Fremgang i 50Aarhundreder. Det var ogsaa her, han fortalte om, hvad han havde oplevet i Østen: Han havde seet ædle, dannede Mænd og fine, højhjertede Kvinder fordømte til at tilbringe hele sit Liv mellem brutale Forbrydere, Mændene for deres ukuelige Uafhængighedstrang, Kvinderne, fordi de havde havt Taarer for deres Ægtefællers, Fædres og Sønners Ulykke. Det var endelig her, han talte for «Frihedens Mand med Billedet af Fremtiden i sit Øje.»

Man vil forstaa, at den lille Kystbys stille, forsigtige Indvaanere, der – naar bortsees fra den Uro, gamle Holt havde afstedkommet – havde levet lunt bag sine Skjær og solgt sin Fisk og ruget over sine Grunker og sine Sedvaner, bad Gud naadigen befri dem for denne Brandfakkel og med en hidtil ukjendt Begejstring sluttede sig om Bjørnholt, da han ufortrødent axlede sit Skind

«til Striden
for arvet Tro imod den nye Viden.»

Man var forberedt paa en langvarig Kamp, men til alles Forbauselse steg Knut meget snart ned fra sin verdenshistoriske Talerstol og forlod Byen og Landet. Bjørnholt rakte sig i Avisen selv Laurbærkransen: han havde knektet det unge Menneske. Sagen forholdt sig dog anderledes. Det var gamle Holt selv, der overtalte Knut til at forlade Kamppladsen. Hans egne Partifæller var nemlig bleven bange for den unge Idealist, 51som de i Grunden slet ikke forstod. De «ildesindede» betakkede sig ligesaavel som de «velsindede» for «Frihedens Mand med Billedet af Fremtiden i sit Øje». Gamle Holt indsaa, at Sønnen var nærved at forspilde hans egen Indflydelse, og at han maatte bort, indtil han havde «sat sig». Han sagde derfor en Dag til Sønnen: «Du maa ikke lægge dig for Anker i en uheldbredelig Smaaby som denne. Rejs, studer, se og lær alt, hvad jeg har ønsket at se og lære uden at opnaa det.» Da der samtidig kom Efterretning om store Arbejderbevægelser i flere af Europas Samfund, var Knut let at overtale. Han ilede til en større Kampplads.

Faderen hørte lidet eller intet fra ham, efterat han var rejst. Der kom et Brev fra Berlin, et fra Wien, et fra Paris, men de indeholdt lidet om, hvad Sønnen foretog sig. Saa kom der paa længe slet ingen Breve. Endelig kom der Underretning fra «Schwabe & Søn» i Lissabon om, at Knut ventedes fra Buenos Ayres. Kort efter fik Holt Brev fra Knut selv: han meldte sin Hjemkomst kort og godt.

Hjemme havde Forholdene imidlertid forandret sig. Holts Indflydelse truedes af en ny opdukkende Magt. Snedkermester Vildhagen, der hidtil blot havde været bekjendt for sine ualmindeligt bristfældige Møbler, holdt en Dag en Opbyggelse om «den døde Kristendom», og med denne Begivenhed indlededes en religiøs 52Bevægelse, der først greb Middelstanden, men som senere gjennem flere yngre Præster ogsaa førtes ind i de gamle Huse. Man begyndte nu at lægge Mærke til, at Holt aldrig gik i Kirke, aldrig overvar Bibellæsningerne i Bedehuset og aldrig gav noget til Missionen. I Byens herskende Familier havde dette hans Forhold forhen aldrig vakt Uvilje – man havde ikke været meget troende i disse Kredse. Nu blev denne hans «Ligegyldighed for det højere», som det hed, ført som Bevis for Hulheden i hele hans Færd og med udmærket Held.

Sin væsentligste Støtte havde Holt i sine Arbejdere. Men man haabede, at ogsaa denne vilde briste. Der var en farlig Krise i Handelsverdenen. Alle Arbejdsherrer havde maattet indskrænke sin Drift og nedsætte Arbejdslønnen, og der forestod end yderligere Indskrænkninger. Blot Holt havde endnu alt gaaende for fuld Damp. Men denne ubegribelige Forvovenhed maatte hevne sig, og man begyndte igjen at tale om Knald og Fald.

Nye Valg stod for Døren, og man rustede sig fra begge Sider til en afgjørende Kamp. De gamle Repræsentanter havde frabedt sig Gjenvalg, og Holts Parti manglede en Kandidat. Holt kjendte sig usikker ligeoverfor den nye Alliance mellem de gamle Huse og de unge Præster. Han ældedes ogsaa og følte, at han trængte til Afløsning. Da kom Brevet om Knuts Hjemkomst. Det var som et Sejersbud. Knut var Manden, 53han var nu over tredive Aar, han ejede Hus og Grund, og han var kjendt af Vælgerne: han behøvede sandelig ikke at gaa hverken Kommunehvervenes eller Festmiddagenes Vej til den politiske Magt. Spørgsmaalet var nu blot, om Knut havde bevaret sine demokratiske Anskuelser, og om han vilde ofre sin Tid og sine Evner paa den lille Krig i den lille By. Knut var nu kommen, men gamle Holt var efter den første Aftens Samvær med Sønnen meget urolig. Han gik den halve Nat op og ned i sit Sovekammer og grundede paa, hvad Sønnens forandrede Væsen havde at betyde. Han havde «sat sig», derom var der ingen Tvil. Men gamle Holt var nærved at ønske, at han ikke havde givet Stødet til denne Proces ved anden Gang at sende Sønnen ud i Verden.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.