IX.

Der sneg sig et dunkelt, et uhyggeligt Rygte om i Byen. Den truedes af noget forfærdeligt, noget i dens Historie uhørt. Man talte overalt derom, men ganske lavt, blot hviskende – det var, som om man ved at nævne Tingen højt kunde fremkalde et Udbrud. Der var et farligt Røre blandt Hamres Arbejdere, hed det. Han havde nylig igjen afskediget en Del af dem og 167nedsat Lønnen for de øvrige. Arbejderne truede nu med at gjøre Strike.

Man henlevede nogle Dage i Uvished. Saa kom det; Minen sprang. En Morgen saa man Arbejderne i Flokke drage gjennem Byens Gader og samle sig udenfor Hamres Hus. Man ventede Optøjer, muligens Brandstiftelser; men heraf blev der dog intet. Arbejderne peb lidt i Hænderne og var vittige paa nogle forbigaaende Grossereres Bekostning, men skiltes derpaa i al Fredelighed. Om Aftenen samledes de dog paa Madam Olsens Dansesal, og her blev det vedtaget, at ingen skulde optage Arbejdet, før Lønnen blev forhøjet.

Man kunde ikke begribe, hvordan det var gaaet til. Arbejdslønnen var jo saa ofte bleven nedsat og Arbejdere afskediget, uden at der havde været Tale om Uroligheder. Hvem var Ophavsmanden – det var det store Spørgsmaal, der drøftedes overalt. Man ventede Oplysninger fra «Amtstidenden», men Bjørnholt indhyllede sig i en hemmelighedsfuld Taushed. Han var dog ikke ledig. I Stilhed udfoldede han en forbausende Virksomhed. Han syntes at være allestedsnærværende. Han gjennemstøvede Byen som en Jagthund, der har tabt Sporet. Han saaes paa Brygger og i Butikker, paa Kontorer og i Kjældere, og især hjemsøgte han de smaa Arbejderhjem i Byens Udkanter. Hans Undersøgelser var endnu ikke afsluttede, da der hændte 168noget, som med en Gang satte ham paa Sporet og bragte ham til at slaa et afgjørende Slag.

Der skulde holdes et politisk Møde før Valgene. Dagen nærmede sig, og det blev nødvendigt for Bladene at opstille sine Kandidater. Højsens Avis gik først i Ilden. Den foreslog Aage Storm og – Knut Holt, som Bladet kaldte «Fremtidens Mand». Bjørnholt for i Vejret som en Gummibal, da han læste dette. Han slog sig for Panden og udbrød: «Jeg er et Æsel! Naturligvis, der er Manden! Men hvem Satan kunde have tænkt – saa umaadelig blaseret, som han var! Altsaa Forstillelse! Men jeg skal – det kan han stole paa!»

Han foretog endnu et kort Strejftog i det nye Spor, og saa var han færdig: han satte sig ned og skrev en femspaltet Redaktionsartikel.

«Amtstidendens» Trykkeri laa inde i et af de mørke Smug, hvor Rensligheden var mindst og Rotterne størst. Redaktionskontoret var et mørkt Hul, hvor der lugtede af Tryksværte, Maskinolie og slet Tobak. Møblementet bestod af en gammel brunmalet Pult, paa hvilken Bladets forskjellige Redaktører havde prøvet sine Penneknive saa flittigt, at der snart ikke var Plads for flere Indsnit. Den var desuden bedækket af et helt Net af udtørrede Søer og Floder af Blæk. Nogle var aabenbart dannede ved Kunst – man kunde se, at en hjælpsom Finger hist og her havde skaffet en opdæmmet Sø Udløb over 169Pultens Rand. Foran denne Veteran af en Pult stod en Lænestol med falmet grønt Betræk, og rundt Væggene Træstole, paa hvilke der laa Stabler af gulbrune Aviser. Vinduskarmen var opfyldt af Spindelvæv, tomme Blækflasker, udbrugte Staalpenne, kasserede Piberør og Tobaksaske.

En Eftermiddag, efterat Bjørnholt havde afsluttet sine Forberedelser til den kommende Fejde, finder vi Redaktøren, Fonn og Vildhagen derinde. Bjørnholt sad ved Pulten, Fonn og Vildhagen havde ryddet to Træstole for de gule Aviser, der nu laa paa Gulvet og misundte de to Herrer deres Pladse. Bjørnholt var iført Yderfrak og Botfor og sad med Hatten paa Hovedet. I den ene Haand holdt han en stor Portnøgle, som han under Samtalen nu og da huggede i Pulten for at give sine Ord Eftertryk. Foran ham laa Morgendagens nytrykkede Avis, renslig og uskyldig at se til.

Bjørnholt læste den femspaltede Redaktionsartikel for de to andre. Indledningen skildrede de idylliske Tilstande, der forhen havde udmærket Byen. Den havde været saa ubeskrivelig dydig og lykkelig. Man havde sin Fisk, sin Skole og sine Embedsmænd. Fisken skaffede Brød, Skolen gav Visdom, og Embedsmændene skiftede Ret – hvad kunde man forlange mere? Det havde været en gylden Tid. De kaldede herskede, de ukaldede adlød. Der havde været Velstand, 170Kristendom, Orden. De rige var anseede, de fattige trøstede sig med et Liv efter dette. Der havde hersket en næsten højtidelig Kirkefred i dette benaadede Samfund. Der hørtes ikke et Suk, der fandtes ikke Tvil.

Nu var det anderledes, og dette skyldtes, som bekjendt, en magtbegjærlig Agitator og hans revolutionære Søn. Med den sidstes Hjemkomst havde der fulgt Valgsvindel, ja, endog Arbejderoptøjer. Det vilde jo nemlig være selvmorderisk at lægge Skjul paa, at disse Uroligheder var kommen i Gang samtidig med, at den nævnte unge Mand var begyndt at praktisere blandt Arbejderne i Byens Udkanter. «Vi havde et Øjeblik haabet,» endte Artikelen, «at Hr. Holt havde lært af sit Nederlag, og at han, da han med en vidtdreven Gjestfrihed igjen optoges i vort Samfunds gode Selskab, skulde have indseet, at denne velvillige Glemsel af hans tvetydige Fortid paalagde ham Forpligtelser. Men naar det nu viser sig, at alt har været spildt, baade Revselse og Tilgivelse, naar han optræder som Proletariatets Ophidser og lader sig opstille som Kandidat af den lavere Presse, da har vi troet, at det var en hellig Pligt at minde alle velsindede Borgere om, at den Retning, denne Mand repræsenterer, er en, der søger at undergrave Religion og Moral, der tilsigter Familielivets Opløsning og systematisk Udplyndring af de besiddende Klasser – kort sagt angriber Samfundets helligste Interesser.»

171«Hvad siger De om den?» spurgte Bjørnholt og slog Nøglen i Pulten.

«Den er kraftig,» sagde Vildhagen og saa fra Siden med et misundeligt Blik paa Bjørnholt. «Alt dette kan han sige, vis paa at blive troet,» tænkte han.

«Jeg tror nok, den skal sætte Begejstringen for den unge Omstyrter en Del.»

Der hørtes en Tvilelyd fra Fonn. Han vuggede Overkroppen og gned Hænderne bag paa Ryggen, saa de knagede.

«Hm – kan De virkelig – be–vise–?»

«Bevise?» for Bjørnholt op. «Er det ikke Bevis nok, at han lader sig opstille som Kandidat i Proletariatets Organer?»

«Hm – Proletariatets –»

«Er han ikke Demokrat og Gudsfornegter, og enhver saadan kan naarsomhelst blive en Oprører.»

Han huggede atter Nøglen i Bordet.

Fonn lod høre den sterkeste Tvilelyd, han kunde frembringe.

«Ikke? – Naa, det kan jo være det samme. Vi er jo enig i Hovedsagen. Vi vil ikke have nogen religiøs tvilsom.»

«Rigtig,» faldt de to andre ind.

«Og paa dette Punkt har jeg ham ialfald. Jeg har indfanget en Mængde farlige Udtalelser af ham; jeg har eftersporet ham lige ned i Forstadspøbelen. Det er en Guds Lykke, at Optøjerne 172brød ud før Valget. Med dem følger Rædselen og Reaktionen. Kjære Pastor, virk, fang Sjæle for den gode Sag. Strand er vaklende, vil ikke lægge sig ud med Haandværkerne. Men De er en Karakter, Fonn. Og De, Vildhagen, med Deres umaadelige Indflydelse paa Arbejdsklassen –»

Vildhagen foldede Hænderne.

«Ja, maatte jeg nu bare faa Naade til –»

«Det faar De, det faar De, naar De bare vil,» afbrød Bjørnholt ham utaalmodigt.

«Tør jeg spørge,» begyndte Kirkeværgen og lod Blikket snige sig om i alle Kroge og gjennemsøge Gulvet, «hvem De – om Gud vil – agter at opstille?»

«Hamre og Amtmanden naturligvis.»

Vildhagen og Fonn saa paa hinanden. Bjørnholt opfangede og forstod strax dette Blik.

«Forøvrigt – alt for den fælles Sag. Skulde man ønske en kirkelig interesseret –?»

«Det var det, jeg vilde have betonet,» sagde Fonn og rejste sig.

«Det var ogsaa mit Ærinde her idag,» istemte Vildhagen og tog sin Hat.

«Godt. Antaget. Altsaa: urokkeligt Forbund –»

Han rakte Fonn Haanden. Præsten nølede imidlertid med at tage den, og Vildhagen sagde:

«Personerne –?»

173«Naturligvis en Embedsmand,» svarede Bjørnholt.

De to vexlede atter et betegnende Blik. Bjørnholt blev urolig.

«Skulde det kanske være en kirkelig Demokrat?» spurgte han. Han tyggede paa sit Skjæg, og Tonen var truende. Vildhagen taug og gjennemsøgte atter Gulvet med Øjnene; Fonn svarede raskt:

«Det var vor Mening – ja.»

Bjørnholt svarede med et dundrende Slag i Pulten. Han rejste sig, pustede som en Hval og saa kom det, kort og afvisende: «Mine Herrer, jeg har det travelt. Godaften. Jeg indlader mig ikke paa falske Alliancer!»

Dermed rev han Bladet til sig, puttede det i Lommen og for ud.

De andre saa paa hinanden, rystede paa Hovedet og fulgte langsomt efter.

Den følgende Dag fløj «Amtstidenden» med sin skummende Artikel ud over Byen og slugtes i Kontorer, Kramboder, Kjøkkener og Dagligstuer. Den vakte umaadelig Opsigt. Man lo, man gottede sig i Stilhed, man korsede sig. «Ingen kan maale sig med Bjørnholt,» sagde man, «det er en overlegen Aand.» – «Holt har fortjent det,» sagde andre; «han er hoven.» – «Du gode Gud, hvilken Frækhed,» sagde Fruerne i de Huse, hvor Knut havde været Gjest. «Dette Menneske har siddet ved vort Bord, talt 174med vore Døtre.» – «Lad dem bare rives,» sagde Toldbetjent Witt, idet han fyrede godt i Ovnen i Toldbodens Vagtstue og satte sig mageligt og hyggeligt tilrette.

Strand drøftede Artikelen i sine Kvindemøder, Fonn paa sine gejstlige Spadsereture, Vildhagen og Madam Tvet omhandlede den i Borgerfolks Huse, ved hvilke Lejligheder der blev drukket megen Kaffe og talt meget opbyggeligt.

Ogsaa i Viks Hus trængte Debatterne om Knut Holt ind. Nogle af Byens fineste Damer, det vil sige de, der tilhørte de fedeste «Huse», plejede at aflægge Formiddagsvisiter hos Vik. Her drøftede de Præsternes sidste Prækener, de sidste Middagsselskaber, de sidste Forlovelser, Fallitter og Dødsfald, medens de knaskede Jomfru Viks Makroner. Viks Hus havde en saadan behagelig Beliggenhed – alle maatte der forbi –, Jomfru Viks Makroner var saa udmærkede, og Kornelia var saa nydelig – hun sagde næsten aldrig et Ord og bar aldrig et Ord ud. De talte nu bare om Knut og bragte altid noget nyt. En yngre Handlende var «moralsk overbevist» om, at han havde seet ham under et Pøbelopløb i Paris. Det blev ogsaa fortalt, at han havde været Guldgraver og siden Opsynsmand ved Plantage, hvor man holdt Slaver. En gjennemrejsende Emissær havde hørt, at han skulde have havt to Koner paa én Gang. Det havde nok sine gode Grunde, at gamle Holt aldrig talte om hvad 175Sønnen foretog sig derude i Verden. Hvad hans Færd der i Byen angik, da var der dem, som nok vidste Besked om, hvorfor han havde taget sig saa varmt af Marie Hansen. Man havde ikke før villet ødelægge den unge Mands Fremtid ved at tale om alt dette; men nu, da han begyndte at ophidse Pøbelen, vilde det jo være selvmorderisk o. s. v.

Kornelia, der nu, efter at have overværet Peter og Hannas Bryllup, var vendt tilbage til Byen, samtidig med de Nygifte, sad taus og lyttede, idet hun forbauset saa paa alle disse «alvorlige», der alle talte om ham, som nu var bleven «afsløret». Det var næsten som om disse makronspisende Damer glædede sig derover, naar de havde indfanget et nyt Rygte, og hun syntes, at Mændene saa en lille Smule skadefro ud, naar de havde fundet et nyt «kristeligt Middel» til at oprøre Stemningen mod Knut. Og naar disse Brødre og Søstre i Herren havde mættet sig med Rygter og glædet sig ved den almindelige Indignation, Knut var Gjenstand for, sukkede de og talte om den Forfølgelse, «Guds Børn maatte lide». Kornelia hørte aldrig nogen spørge om, hvad der var sandt, hvad der var retfærdigt – hun mødte aldrig nogen, der havde et højhjertet Ord for «Aktøren». Var dette virkelig de samme Mennesker, som hun var vant til at betragte som den lille udvalgte Skare, hvem Verden forfulgte for deres Kjærligheds og Retfærdigheds Skyld?

176Kornelia havde levet meget stille efter sin Hjemkomst. Hun sad for det meste oppe paa sit lille Kammer, med den blaamalede Seng, det hvide Sprede, Bordet med Vandflasken og Andagtsbogen og den lille Boghylde, hvori der blot fandtes Bøger af et stilfærdigt, opbyggeligt Indhold. Og medens hun sad her, kom de gamle Tanker og Følelser igjen. Hun vandrede atter Bønnens og Bodens Vej sammen med fjerne Tiders fromme Mænd og Kvinder, med hvilke hun havde levet langt inderligere end med sin Samtids. De store Fløjdøre ud mod Verdenslivet gled sagte i. Hun havde en Følelse af at være kommen frelst i Havn fra en forvoven Opdagerfart mod fjerne Lande, og hun takkede Gud, fordi hun igjen sad paa den lille indgjærdede Plet, hvor hun før havde siddet og stirret op mod den blaa Himmel, som hun kjæmpede for altid at se bag alle jordiske Skydannelser.

Men saa begyndte Visitterne og Debatterne om Knut Holt, og Kornelia blev revet ud af sin himmelhvælvede Tankeverden. Hun befandt sig inde i en lavloftet Opbyggelsesstue med Os og Damp og Kvalme. Alle disse gamle Forestillinger, der havde øvet Hjemlighedens Magt over hende, fik noget af det falmede, det mumieagtigt indtørrede over sig, som Gjenstandene i hendes Sovekammer syntes hende at have den første Gang, hun saa dem igjen efter sit Fravær. De fjerne, herlige Skikkelser, som hun nylig havde 177levet med, forsvandt; i deres Sted kom andre, lavpandede, grovskaarne og grumme med snevre Tanker og uskjønne Ord.

Hun havde forsøgt at forvise Knut af sine Tanker – nu vakte disse Mennesker hvert Ord, han havde sagt, til fornyet Liv. Hun begyndte i Stilhed at føre hans Sag. Hun følte sig medskyldig i, hvad der var hændt ham. Det var jo, fordi han ikke længer dulgte sin Overbevisning, at han blev hadet; dengang han var tvetydig, havde jo alle fundet ham saa elskværdig, saa solid. Og hun havde jo fremkaldt dette Omslag i hans Optræden. – –

Det kunde ikke være sandt, hvad man fortalte om ham. Hvert Ord, han havde sagt til hende, havde baaret Sanddruhedens, Oprigtighedens Præg. Og hvorfor havde han betroet hende dette ene af sin Fortid, naar han dog havde saa meget at skjule, som hun lige let kunde faa at vide? Det lykkedes hende dog ikke altid at berolige sig selv ganske. Der var dog kanske noget i, hvad der blev sagt. I saadanne Tvilens Stunder ønskede hun saa brændende at træffe Hanna og faa høre noget om Knut, og hun var flere Gange paa Vejen derhen, men vendte altid om igjen. – –

Det store politiske Møde var nær forestaaende. Bjørnholt havde ladet sig forlyde med, at Knuts endelige Afstraffelse skulde finde Sted her. Han skulde blive «alvorlig interpelleret,» havde han 178sagt. Dette Ord løb hele Byen rundt. Rektorinden gjentog det i alle store Huse med en højtidelig-lidende Pligtmine, som fik enkelte, der ikke var indviede i det parlamentariske Sprog, til at imødese, hvad der forestod, med gysende Forventning. Det var ganske, som om hun havde sagt: han vil blive henrettet, muligens ved Radbrækning. – Madame Tvet forkyndte Nyheden i Borgerfamilierne. Skomagermester Hansen, der arbejdede for alle Byens fine Huse og som følgelig var velsindet, fløjtede sagte, da han hørte det, og gjentog: «Død og salte, saa han vil blive interpelleret!» – «Det er da Synd i det unge, vakre Menneske alligevel,» ytrede hans Kone. – «Fanden heller,» svarede Manden; «det er jo en Rabulist.»

Dagen kom. Paa den Tid, da der til Arbejdersamfundets Hus strømmede en Menneskeskare, der var ligesaa spændt paa den forestaaende Kamp som noget Tyrefægterpublikum, gik Hanna Strøm op og ned i sin Dagligstue og ventede paa Kornelia, der i en Billet havde underrettet hende om, at hun vilde tilbringe Aftenen hos hende.

Det ringede. Det var Veninden. «Endelig kommer du da!» raabte Hanna og omfavnede hende. «Skammer du dig ikke? Nu først!»

Kornelia undveg hende. «Jeg har næsten ikke været ude af Huset,» sagde hun.

179Efter at de havde beseet alle Husets Rum fra Klædeloft til Kjøkken og det hele Indbo lige til Gryderne, og efterat Kornelia havde udspurgt sin Veninde om deres daglige Levevis, om hvad Husholdningen kostede og hvor hun gjorde sine Indkjøb, vendte de tilbage til Stuen. Kornelia tog sit Arbejde og satte sig hen til Bordet; Hanna forsøgte det samme. Men hun brændte af Utaalmodighed: nu stod jo det store Slag. Hun kunde ikke forstaa, at Kornelia kunde sidde saa rolig, saa kold, som om intet var paafærde. Hun kunde dog umuligt være saa ligegyldig, som hun saa ud.

Der var dødsstille i Stuen; man hørte blot Traaden gaa gjennem Tøjet. Hanna sad og lyttede, hun vidste ikke efter hvad; thi det vilde jo ikke paa længe endnu være forbi. Af og til var hun borte ved Vinduet og saa ned i Gaden, hvor der var mørkt og stille. Kornelia havde hidtil ikke seet op fra sit Arbejde. Men da Hanna efter at have været ved Vinduet for tiende Gang resigneret vendte tilbage til sin Plads, saa hun Kornelia pludselig kaste sin Søm «Jeg kan ikke,» udbrød hun og bøjede sig med Hænderne for Ansigtet ned over Bordet.

Hanna kastede sig med et Udraab ned ved Siden af hende og slog sine Arme om hende. «Endelig!» sagde hun. «Kjære Kornelia, hvorfor i Alverden sidder vi her og piner os begge og siger ikke et Ord!»

180Og saa blev der talt. Med Armen om hinandens Liv gik de op og ned af Gulvet. Hanna exploderede paa én Gang med alt, hvad hun havde paa Hjerte. Det var ikke sandt, ikke et Ord var sandt af alt, hvad man sagde om Knut. Hun var næsten grædefærdig, da hun fortalte, hvorledes Folk paa tusinde forskjellige Maader havde forsøgt at krænke baade Knut og hans Far. Raa, anonyme Breve havde strømmet ind paa dem. Klubben og Athenæet var bleven lukket for dem. Ingen, der var i de Stores Brød, fik Lov til at modtage Lægehjælp af Knut. Flere Familier havde taget sine Børn ud af en Skole, hvor Knut læste. Og naar de ikke kunde ramme ham selv, gik det ud over hans Venner. To af dem havde deres Principaler opsagt, andre havde man truet med Afsked, ifald de viste sig i Selskab med ham. Frem for alle havde Peter selv faaet føle, at han var Knuts Ven. Flere af Byens mægtige, der forhen havde vist ham Velvilje og støttet ham, havde pludselig trukket sig tilbage, nogle havde forsøgt at berede ham alvorlige Fortrædeligheder. Yngre Handlende, der gjerne vilde holde fast ved ham, turde det ikke for de gamle Huse. Peter var Kasserer i en liden Bank. Direktøren havde kaldt ham op til sig og advaret ham. «Skal jeg da fornegte min Overbevisning?» havde Peter spurgt. – «Bevares! De behøver jo blot at beholde den for Dem selv og bryde med Holt,» lød Svaret. – Bag det Hele 181stod Bjørnholt, forsikrede Hanna. Han og hans Blad beherskede alle. Han havde gaaet om fra det ene Arbejderhus til det andet og afvexlende truet og smigret, betalt og trakteret baade Mændene, Konerne og Børnene for at faa noget at vide om Knut.

Klokken slog otte. De to Kvinder ilede til Vinduerne. Nu maatte det jo snart være forbi. Der var fremdeles tomt i Gaderne. En enkelt Fodgjænger dukkede op i det usikre Lys; som de døsige Lygter kastede henover Brostenene og de regnvaade Husvægge, og forsvandt igjen i Mørket paa den anden Side. Der kom endnu ingen fra Mødet. De to Veninder vilde netop forlade Vinduet, da de hørte svage Hurraraab i det Fjerne og derefter Sang, som snart steg, snart igjen døde hen. Lidt efter lidt ophørte Raabene og afløstes af en vedvarende Summen af Stemmer og Lyden af tunge Fodtrin. Grupper af Mænd viste sig ved Gadens øvre Ende og traakkede under højrøstet Samtale forbi Huset.

«Nu kommer de!» raabte Hanna og slog Vinduet helt op for at kunne se bedre.

Det ringede heftigt paa Klokken. «Peter!» sagde hun og fløj ud. Strax efter kom de begge stormende ind. Peter kunde ikke tale, saa forpustet var han. Han tog Kornelias Hænder og trykkede dem, saa hun var nær ved at skrige, og omfavnede sin Kone atter og atter. Han begyndte derpaa at gaa voldsomt op og ned, idet 182han kastede Hatten paa en Stol, Frakken paa en anden og spændte Galoscherne af sig midt paa Gulvet.

«Du gode Gud, det var et Røre!»

«Aa, fortæl, fortæl,» bad Hanna, der fulgte ham paa hans Vandring og overøste ham med Spørgsmaal. «Skynd dig, jeg forgaar af Utaalmodighed!»

«Ja strax. Fy – – lad os sætte os. – Nej, jeg maa gaa! – Men giv mig først et Glas Vand – eller hør du: et Glas Vin. – Aa, jeg tror aldrig, jeg faar min Stemme igjen mere!»

«Har du talt?»

«Nej, bare raabt.»

Vinen kom, og Peter begyndte:

«Der var aldeles propfuldt. Toldkasserer Olsen dirigerede. Først blev der nu talt om dit og dat, som ingen hørte paa. Folk begyndte at døse hen. Men saa kom Valget paa Tale, og Bjørnholt fik Ordet. Det virkede som et Pidskesmæld paa Forsamlingen. Du kan tro, den vaagnede.»

«Nu, hvad sagde han?»

«Han er en Fiffikus. Hvert Ord, han sagde, anglede efter noget dumt og fordomsfuldt hos Tilhørerne. Først i Almindelighed om Samfundsfienderne. Du kan tro, det var Farver. Rigtig et skrigende Toskillingsskilderi. Saa svabbede han løs paa Arbejderne, paa Knut og alle andre farlige. Det knasede ordentlig under hans Trin. 183Jeg syntes, jeg saa hans Botfor den hele Tid. – Kunde Knut nægte, at han bekjæmpede den fra Fædrene nedarvede, dyrebare Tro? Og hvad dømte han om Arbejdernes skamløse Sammenrottelse mod Forsynet og de besiddende Klasser? – Tilslut Frieri til de besindige Familiefædre. Vilde de betro sine Børns timelige og evige Velferd til disse Omstyrtere o. s. v.»

«Nu? Hvad svarede Knut?»

«Han fik ikke Ordet endnu. Der var en umaadelig Begejstring blandt Tilhørerne over Bjørnholts Tale. Hans Venner skreg, som de var besatte. Det andet Parti var bange. Efter Bjørnholt talte Vildhagen om, at han som bekjendt ikke laa for det verdslige, og saa rejste Fonn sig og vred sine Hænder bag paa Ryggen og bibragte Knut fra Siden et Stik med en fin Kjærlighedens Stilet. Saa kom endelig Knut. Der blev først uroligt i Salen, men derpaa dødsstille, og alle disse hundrede Øjne borede sig i ham og sagde: «Svar paa det, om du kan.»

«Talte han godt?»

Peter skyllede et Glas Vin ned.

«Godt? Aa, du gjør dig ingen Forestilling om, hvorledes det var. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal gjengive det – – Ser du, det var ikke Ordene alene – – Jeg havde aldrig tænkt, han kunde tale saaledes.»

«Nu –?»

184«Sidst han var hjemme, var han veltalende paa en ganske anden Maade. Hans Taler var Regimenter, der under fuld Musik og flyvende Faner stormede Fiendens Skanser. Det var dejligt, saa varmt, saa begejstret.»

«Men nu?»

«Ganske stille, roligt, knapt, næsten koldt. Men alligevel: hvert Ord faldt som et Slag; det sukkede ordentligt i den, det traf. Blot tilslut var der en Explosion – da han kom til Bjørnholt.»

«Fortæl, fortæl.»

«Han vilde ikke bekjæmpe nogen Tro, som gjør ærlig og menneskekjærlig, men til sit sidste Aandedræt de brutale Despoter, der søger at kvæle Menneskets Sandhedstrang, og de bevidste Falsknere, der spekulerer i Uvidenheden og Overtroen. – – Ja det var nu ganske andre Ord, men det var Tanken. – – «Fraser, Fraser!» skreg Bjørnholt. «Exempler, Fakta,» sekunderede Strand. Men se, det var nu en farlig Udfordring. Thi det kan vel være, at Knut var rustet. Vi mangler jo ikke Modeller, og han havde opdaget dem. Saa kom de da vandrende unævnte, men lyslevende og kjendte af hver Mand i Salen, alle disse den forlorne Rettroenheds Komedianter med Bjørnholt og Vildhagen i Spidsen. Det undrer mig, at de ikke myrdede ham paa Stedet.

Man afbrød ham, man vilde faa Dirigenten til at fratage ham Ordet. Men midt under Larmen 185rejste en Mand sig langsomt og stilfærdigt og bad meget lavmælt om at maatte «faa Lov til» – – ja, hvad han bad om Lov til, hørte ingen, Larmen overdøvede ham. Men han blev staaende og ventede taalmodigt, forsøgte flere Gange forgjæves at tale, men ventede og fik endelig sagt, at han vilde faa Lov til at bemærke, at han troede, det Knut havde sagt, var rigtigt. Han kunde, om det skulde befindes fornødent, anføre endnu flere Exempler – –

Det fandtes ikke fornødent. Man kjendte Taleren, Aage Storm. Knut er ikke af hans Folk; men han er ubestikkelig.

Knut fik atter Ordet. Han talte om de strikende Arbejdere. Hvad de havde gjort, vilde aldrig føre til Maalet; men var det en Forbrydelse? – Her vendte han sig til Hamre – ja, hvad mener du? – til Hamre selv og spurgte ham, om han nogensinde havde betænkt sig paa at udnytte Arbejderne saa langt, som det uden Resiko for ham selv lod sig gjøre? Havde han ikke benyttet sig af sin Ejendomsret til Fiskeværene for at holde Fiskepriserne nede? Men havde nogen af den Grund kaldt ham et skamløst Menneske, en Oprører mod menneskelige og guddommelige Love? – – Og saa kom Turen til Bjørnholt, der havde brugt disse Ord om Arbejderne. Havde han Ret til at tale i denne Tone? Havde han nogensinde betænkt sig paa at bruge hvilketsomhelt tjenligt Middel for at ødelægge en Modstander?– – Og 186saa kom hans egne Redaktionsartikler, hele hans raa, bagvaskende, smudsige, hyklerske Afkom og anklagede ham! – – Det er et af de herligste Øjeblikke i mit Liv.

Jeg kan ikke beskrive, hvad der fulgte paa disse Ord! Hele det Raseri, som alle disse Mennesker et Øjeblik havde maattet betvinge, slap nu løst med et øredøvende Brag. Bjørnholt styrtede med knyttede Næver op til Dirigenten, alle vilde have Ordet, men ingen blev hørt undtagen Skomagermester Hansen, som raabte med sin rungende Bas: «Fanden hakke mig, om vi vil have nogen, som er imod Bjørnholt og Religionen!» Der blev pebet, trampet, hysset, skreget – enkelte Bravoraab var næsten uhørlige. Men imidlertid var Døren kommen op, Arbejderne, der havde stimlet sammen udenfor, havde faaet Nys om, at Knut havde forsvaret dem, og pludselig kom der fra Gaden og Gangene et Hurraraab saa tordnende, at det uden videre kvalte enhver anden Lyd.

Endelig blev der et Øjebliks Stilhed, og Aage Storm, der atter taalmodigt havde staaet og ventet, bad paany om at faa Lov til at sige, at han troede, at det om Arbejderne var rigtigt, og hvad Redaktør Bjørnholt angik, saa kunde han, om det ansaaes fornødent, nævne Exempler – –

Videre kom han ikke. Den gamle Helvedeslarm 187brød atter løs. Saa forlod Folk Salen og fortsatte Striden ude paa Gaden.»

«Hvor han vil blive hadet!» raabte Hanna.

«Ja, han vil blive sagsøgt og bekjæmpet paa alle optænkelige Maader. Men hvad gjør det! Hans Ord vil blive erindret! Endog blandt Modstanderne var der nogle, som gav ham Ret, saaledes Stub. Han indhentede Knut nede i Gaden og ytrede: «Det var sgu sandt, hvad De sagde; men jeg er alligevel imod Dem. Man maa ikke sige den simple Mand saadan noget. Det skader Kommandoen ombord. Jeg kjender dem – de bliver som Dyr og slider os Pinedød itu.»

«Men nu maa du se til Maden, Hanna,» endte Peter. «Knut er her om et Øjeblik, og jeg er glubende sulten.»

Kornelia rejste sig.

«Du bliver da vel?» sagde Hanna.

«Nej Tak, jeg vil hjem.»

«Aa,» bad Peter, «vil De ikke fejre denne Aften med os?»

«Nej – tak – jeg vil hjem – tak.»

Hun tog ilfærdigt sit Tøj og skyndte sig afsted.

«Hun tør ikke møde ham,» sagde Hanna, da hun var gaaet.

Peter rystede bedrøvet paa Hovedet.

Kornelia fløj ned over den mørke, muddrede Gade, som om hun blev forfulgt. Først da hun 188stod indenfor Havegjærdet og havde lukket Porten efter sig, stansede hun forpustet og lænede sig til Stakittet, skjælvende som et jaget Dyr.

Hvor angst hun havde været. Hvor nær hun havde været ved at give efter! Hvilken Anstrengelse det havde kostet hende at rive sig løs.

Men hvorfor havde hun ogsaa vovet det? Hvorfor havde hun gaaet derop? – – Hun bøjede skamfuld Hovedet – – hun havde lønligt ønsket, at det farlige skulde ske.

Hun gik ind i Stuen. Den var halvmørk – man havde blot tændt et eneste Lys. En Ølflaske og to Glas stod paa Bordet – Korketrækkeren med Korken i laa tæt ved. Vik sad i sin Lænestol, ved den ene Ende af Bordet, ved den anden sad Tanten med Hat og Kaabe paa – hun var netop kommen hjem fra et Besøg og havde hverken faaet Tid til at tænde Lampen eller at lægge i Ovnen. Bjørnholt, der havde fulgt Vik hjem fra Mødet, gik med Yderfrakken paa op og ned af Gulvet – hans Skygge krøb stor op af Væggen og kneb sig igjen sammen nede paa Gulvet, efter som han bevægede sig.

Han gik og fortalte Jomfru Vik om Mødet. Han stansede lidt, da Kornelia traadte ind, og hilste, men blev derpaa ved: «Kommunist, forsikrer jeg Dem, ren Kommunist.»

189Jomfru Viks smaa dumme Øjne stod stive i hendes Hoved.

«Men hvad er det egentlig Slags Folk?»

«Aa – de tror nu naturligvis ikke paa Gud.»

Jomfru Vik foldede Hænderne.

«Alle Konger skal myrdes.»

«Gudbevares!»

«Børn skal ikke arve sine Forældre.»

«Ikke arve –?»

«Alle, der har noget, skal udplyndres.»

«Udplyndres!»

«Fuldstændigt. Sæt nu, at de fik Magten her i Byen, saa vilde – lad mig sige Fløtmand Pedersen og Vaskerkone Madam Aunet sandsynligvis faa Viks Gaard her og alt, hvad Eders er.»

«Men du forbarmende Frelser, hvad skulde der saa blive af os?»

«Aa,» svarede Bjørnholt lunt, «Vik vilde naturligvis blive henrettet, og De og Frøken Kornelia vilde sandsynligvis blive pidsket nøgne gjennem Byen.»

«Du retfærdige Gud!»

Bjørnholt kastede et Sideblik paa hende og mumlede hen for sig:

«En ærlig Sjæl, en troende Sjæl.»

«Og alt dette staar Knut Holt i Spidsen for? Er det muligt, at han kan være bleven saa fordærvet?» spurgte Jomfru Vik.

190«Han! – – Ved De hvad Slags Person denne Holt egentlig er? – Og Faderen? Kjender De ham, Jomfru Vik? – Naa! Jeg skal fortælle Dem, hvad det er Slags Folk – –.»

Den Skildring af Far og Søn, som nu fulgte, var et Mesterstykke. Ligeoverfor denne «troende Sjæl» kunde Bjørnholt udfolde hele sin Evne til at se skjulte Skavanker hos dem, han bekjæmpede, og at opdage de mudrede Kilder, de øste af. Jomfru Vik hørte paa ham med Beundring – hun fandt som hele Byen, at han var «en overlegen Aand». Vik nikkede og følte sig andægtig stemt. – Han fandt paa Bunden en Lære om, at alt er Smuds i denne Verden, og den tiltalte ham som dybt kristelig.

Ogsaa Kornelia lyttede. Ogsaa hun følte, at dette var mesterligt. Hvert Ord havde en Braad, selv hans Stemme besudlede. Hun følte en Trang til at skrige, raabe det ud for Alverden: du lyver, lyver, lyver! At hun havde kunnet sidde og høre paa alt, hvad der var sagt om Knut i disse Uger, og især nu sidde og høre paa Bjørnholt uden at røre sig, uden at sige et Ord! At hun kunde være saa jammerlig fejg! Hver ny Forhaanelse fik hende til at skjælve, hendes Hænder bedækkedes med en kold Sved. Snart tænkte hun ikke længer, hun hørte ikke hvert Ord, hun var sig ikke ret bevidst, hvor hun var – Faderen og Tanten blev utydelige Skikkelser, der stadig veg dybere og dybere ind 191i Mørket – hun hørte blot Bjørnholts tunge Trin i ensformig Takt og saa hans Skygge krybe op af Væggen og igjen ned paa Gulvet. Saa fulgte hun igjen hans Tale et Øjeblik, men den lød fra det Fjerne, indtil et enkelt ondt og raat Ord pludselig for som en Funke af en døende Brand, og i det samme følte hun en Forandring. Hun overvejede ikke, hun beregnede ikke, al Frygt var forsvunden, blot en eneste Drift var levende i hende, en altbeherskende Trang til at handle, gjøre Modstand, stanse ham eller kaste sig ned foran ham, lade sig træde i Smudset af ham, dele alt med den Angrebne og lade hele Verden vide, at hun vilde gjøre det nu og altid!

Hun havde rejst sig og stod pludselig ligeoverfor Bjørnholt, hvid, søvngjængerstiv, med store, fjerntskuende Øjne og halvaabne, ligesom falmede Læber. Med fast, men en forunderlig tør, fremmed Stemme sagde hun:

«De taler om min Forlovede.» – – –

Bjørnholt stansede med et Ryk. Hans Skygge paa Væggen syntes pludselig limet fast. Hans tykke, af bustet Skjæg omgivne Læber blev staaende vidt aabne og viste de ujevne Tænder og det røde Tandkjød. Hans stirrende Øjne saa brustne ud.

Vik kom ved Datterens Ord saa hovedkulds op af sin Stol, som om en usynlig, kjæmpesterk Haand havde grebet ham i Nakken og uden 192Omstændigheder kastet ham frem paa Gulvet. Der stod han nu og groede fast til Pletten.

Jomfru Vik saa sløvt paa alle de andre. Hun havde en meget rigtig Fornemmelse af, at der ikke fandtes en Tanke i hendes Hoved.

Da Bjørnholt endelig begyndte at komme til sig selv af den lammende Forbauselse, saa han først halvt spørgende, halvt truende paa Vik. Men da denne ikke sagde et Ord, men blev staaende med en ugjennemtrængelig Mine og Øjnene helt skjult under de buskede Bryn, knappede han sin Frak med famlende Ilfærdighed, snappede sin Hat, gjorde et Slag helt hen til den forstenede Kjøbmand, saa ham arrigt ind i Ansigtet og snerrede: «Tak, Hr. Vik. Det maa jeg sige, det er Pinedød nobelt handlet af Dem. At forlove Deres Datter med Knut Holt og netop nu og bag vor Ryg. Det er – det er – jeg anbefaler mig, Hr. Vik!»

Vik saa ikke engang efter ham. Han stod som før. Da Kornelia fremdeles ikke rørte sig eller talte, gav han Søsteren et Vink; hun forlod derpaa Stuen. Saa vendte han sig halvt om til Datteren; det glimtede under de svære Bryn af et opdragende Uvejr. Han taug dog fremdeles; det tilkom Datteren at forklare sig. Men hun var stum. Saa gik han et Par Gange frem og tilbage og stillede sig derpaa med Ryggen mod Lampen, saa fra Siden hen paa Datteren og spurgte lavt:

193«Er det sandt?» Stemmen, hele Manden dirrede.

«Ja.»

«Du er forlovet med Arne Holts Søn?»

«Ja.»

«Med Sønnen af en Svindler, en Fornegter, en Forfører –»

Kornelia saa op.

«Ja, alt dette er Holt. Og til Sønnen af en saadan Mand vil du betro dig.»

«Ja.»

Hvert Ja blev sagt saa stille, men saa urokkelig bestemt. Hun saa Faderen roligt i Øjnene; de fine, næsten blodløse Læber sluttede fast; der var over hende en vis kold Sikkerhed, som Faderen hemmeligt frygtede. Han følte sig som et Kjæmpedyr, der holdes i et Bur af fine, bøjelige, men uslidelige Traade. Han begyndte atter at gaa. Gulvet knagede under ham. Hans Ansigt blev tykkere og tykkere.

«Det er altsaa dit Alvor, dit ramme Alvor? – Kornelia, det vilde have syntes mig mindre forfærdeligt, om du havde ladet dig forlokke af min Krambodsvend, end at du har forlovet dig med Knut Holt.»

«Fordi han er sin Faders Søn?»

«Ja, først og fremst derfor. Selv om jeg intet andet vidste om ham, det var nok for mig, at han har Arne Holts Blod i sine Aarer. En Søn af Holt kunde blot blive, hvad denne Mand 194er: en fræk Fornegter. – Jeg forstaar det ikke, nej, jeg forstaar det ikke. Om det end et Øjeblik havde lyktes ham at blænde dig, saa maatte du dog tro, hvad alle retskafne Folk siger – Bjørnholt, Vildhagen –»

«Det er ikke retskafne Folk.»

«Hvad? Ikke? Kornelia, hvad er dog dette? Ikke retskafne Folk? Er du ogsaa selv bleven en frafalden? Gud straffe dette Menneske, som har stjaalet dig fra mig. Jeg ved, jeg har gjort mit. Jeg har opdraget dig i Herrens Tugt, jeg har holdt dig fra denne Verdens Tant. Jeg lod dig aldrig forsømme nogen Kirkegang, jeg gav dig en kristelig Omgang, jeg taalte aldrig en verdslig Bog i mit Hus. Og saa – alt forgjæves!»

Hans Stemme var tør og hæs; Ordene kvaltes tilslut, han maatte stanse. En Stund hørtes atter blot hans tunge Trin. – – At dette skulde hænde ham, hans Hus, paa hvilket ingen før havde kunnet finde en Plet. Og at det var Arne Holts Søn, der skulde ramme ham! – – Med et brast alle Baand, han kunde ikke beherske sig længer:

«Kornelia, jeg vil det ikke!» raabte han og saa med sit ligblege, haarde, knudede Ansigt og de vidt opspilte, næsten vilde Øjne ud, som om han forkyndte den vrede, den ubevægelige Guds Dom.

195«Jeg er forlovet med ham, Far,» svarede hun – dennegang med en næsten umærkelig Bæven i sin Stemme.

Saa. Virkelig. Hun havde vovet det. Det skulde altsaa lykkes Arne Holt at naa ham for anden Gang. Eller skulde han vove et sidste Slag? Skulde han betro Datteren, hvad der var den dybeste Grund til, at han aldrig vilde kunne forsone sig med hendes Valg? Skulde han fortælle hende, at han havde elsket Knuts Mor?

Nej, han kunde det ikke. Det var ham dog umuligt at tale til sin Datter om den dybe Skuffelse, der havde gjort ham til den barske Alvorsmand, han nu var – han kunde ikke fortælle hende, at den Kvinde, der siden var bleven hans Hustru og Kornelias Mor, blot havde været ham en lydig Medhjælperske, som han aldrig havde elsket.

Han følte, at han for Øjeblikket intet kunde udrette. Han vilde ikke opgive sin Modstand, men han maatte vente.

«Godt, Ansvaret er dit. Et vil jeg dog sige dig: I mit Hus faar han ikke sætte sin Fod.»

Dermed forlod han Stuen. Da han var borte, sank Kornelia om, – hun havde blot ved en umaadelig Viljeanstrengelse kunnet holde sig opret under den sidste Del af Samtalen med Faderen. Hun blev liggende paa samme Plet, hvor hun havde staaet. Hun tabte ikke sin Besindelse; alt, hvad der var hændt, stod klart for 196hende – hun kunde blot ikke holde sig oprejst; hun var saa smertelig, saa dødelig træt. Hun laa stille en Stund og stirrede paa Lyset og Bordet med de to Flasker og havde en uhyggelig Fornemmelse af Værelsets krostuagtige Præg.

Saaledes laa hun, da Fasteren kom ind og med et Skrig ilede hen til hende. Saa sprang hun op: «Hys, Tante, raab ikke – jeg fejler intet – jeg var blot saa træt.»

Hun brast i Graad og slog Armene om Tantens Hals. Saaledes stod de en Stund. Tanten jamrede. «Kornelia, at du kunde – –»

Kornelia slap hende. Ja, at hun kunde! Nu forstod hun det ikke længer selv. Det var saa ufatteligt, at det virkelig var sagt, uigjenkaldeligt afgjort, at hun her i denne Stue for et Øjeblik siden, i Bjørnholts og Faderens Nærværelse, havde bundet sig, bundet sig for altid til en Mand, som intet vidste derom.

Saa hørte hun et Øjeblik igjen Bjørnholts Ord, og saa følte hun, at hun uden Glimt af Betænkning vilde gjøre det samme paany. Men saasnart Klangen af disse Ord svandt hen og hun bare tænkte paa, hvad der forestod, da blev det hele igjen saa forfærdeligt, at hun syntes, hun ikke kunde overleve det.

Men hun fik ikke Tid til at gruble. Endnu samme Aften vilde Bjørnholt bære Nyheden ud over Byen; den slugtes maaske allerede med 197umætteligt Begjær i alle disse Dagligstuer, hvor man hungrede efter nyt. Hun maatte afsted, maatte træffe Knut endnu i Aften.

Hun tog Tøjet paa sig, omfavnede sin Tante, der saa ganske rørende forvirret og hjælpeløs ud, og sagde: «Godnat, Tante – jeg bliver hos Hanna Strøm inat.»

«Men Kornelia, kjære, velsignede Barn – betænk – du almægtige Gud, du vil da vel ikke – –»

Hun talte med sig selv. Kornelia var allerede ude af Stuen og ilede opover Gaden.

Paa Vejen fik hun atter Tid til at tænke. Hun udmalede sig, hvad der forestod. Hun forestillede sig, at hun kom ind i Stuen. Der stod han, anede intet, aldeles intet og saa spørgende paa hende. Og saa skulde hun fortælle, forklare, – med kolde Ord skulde hun berette det hele uden at kunne mane frem noget af det, der havde revet hende med. – Ja, havde han været tilstede! Hvor let vilde det da ikke have været at træde hen til ham og sige: jeg gaar med dig, idag, imorgen, bestandig. Din Kamp, din Skjæbne er min nu og for altid. Men nu – nu forekom det hende saa uovervindeligt tungt, at hun hellere vilde lide alt andet end dette!

Nu saa hun de oplyste Vinduer hos Strøms. Der indenfor sad de. Hun syntes allerede, at alt og alle begyndte at se paa hende og spørge, spørge forundret – – Hun gav sig Frist, hun 198gik forbi, men ikke længere, end at hun saa Huset. Hun maatte jo ind, før han gik.

Der var endnu mange Mennesker i Gaden. Drukne Arbejdere og Matroser ravede om fra Skjænkestue til Skjænkestue. Der fik en af dem Øje paa hende og nærmede sig. Flere fulgte efter. Hun krøb tæt ind til Husvæggen, men blev atter opdaget. Den nye Angst fortrængte den gamle – hun skyndte sig ind af Porten til Peters Hus, opad Trappen og ind i Kjøkkenet.

Hanna holdt paa med Aftensmaden. Da hun saa Kornelia, slog hun Hænderne sammen og raabte: «Kornelia! Saa kom du da alligevel!» Derpaa taug hun pludselig og gik nærmere – hun havde opdaget, hvor paafaldende bleg Kornelia var.

«Du gode Gud – der er da ikke hændt noget slemt hjemme hos Jer?»

«Nej, nej, men jeg maa tale med dig –», sagde Kornelia hurtigt, lavt og anstrengt.

Hanna kastede Kjøkkenforklædet af sig, tog et Lys og førte Kornelia ind i et lidet Kammer ved Siden af Soveværelset. Da hun havde laaset Døren og sat Lyset fra sig, spurgte hun: «Hvad er det, Kornelia?»

Men hun fik ikke noget Svar. Kornelia kastede sig om hendes Hals og brast i Graad.

«Hvad er der i Vejen, Kornelia? Jeg saa, du var saa bleg –.»

199Kornelia kunde paa længe ikke svare. Hvergang hun forsøgte, begyndte hun paany at græde.

«Fortæl, kjære, fortæl,» bad Hanna, der begyndte at faa en Anelse om, hvad det gjaldt.

Og lidt efter lidt fik da ogsaa Kornelia saa meget Herredømme over sig selv, at hun kunde betro Veninden, hvad der var hændt.

Hanna kunde næsten ikke høre hende tilende. Hun omfavnede hende, kyssede hende og udbrød: «Aa du gode, du kjære, du søde,– – det er det vidunderligste, jeg nogensinde har hørt! Hvor jeg er umaadelig glad! Og Peter! Peter! Nej, du himmelske, han bliver bestemt vanvittig af Glæde! Jeg maa øjeblikkelig ind –!»

Kornelia greb hende i Armen. «Hanna – er du – du vil da ikke –»

«Nej, det er jo sandt, han ved jo ikke, at han er forlovet, det stakkels Menneske! – – Nej, det er da virkelig guddommeligt! Noget saadant har jeg aldrig hørt!»

Og saa brast hun ud i en saa overgiven og smittende Latter, at Kornelia nær var bleven reven med og et Øjeblik følte det hele langt mindre forfærdeligt, end det fra først af havde staaet for hende.

«Men vil du ikke ind?»

«Nej, lad mig sidde her.»

«Sid da. Jeg maa ud i Kjøkkenet igjen.»

200Hun gav sig atter ifærd med Aftensmaden. Spisesedlen blev i en Fart omkalfatret. Nu maatte det hele have et langt festligere Præg. Paa en eller anden Maade maatte hun lægge sin dybe, dybe Glæde for Dagen. Hun gik ind og dækkede om. Mændene sad og talte om Aftenens Begivenhed. Af og til lod hun en liden Spøg ganske uventet flyve ind i deres Samtale. Hun maatte have Luft; hun var altfor glad.

Peter opdagede, at der var dækket til fire.

«Venter du nogen?»

«Ja, en Gjest – en Gjest, som – som – nej, du gjetter det aldrig i Verden, Peter,» udbrød hun, og saa lo hun af fuld Hals og var ude.

Peter løb efter. Dette maatte han have Rede paa.

«Hvem er det?»

«Ja, det skulde du bare vide!» Og saa lo hun igjen, men kom i det samme til at se mod Døren til Kammeret, hvor Kornelia opholdt sig.

«Aa, der er nogen derinde,» sagde Peter og vilde derhen. Hanna stansede ham.

«Nej, Peter, for Guds Skyld –»

«Jo, jeg vil –»

Hun stillede sig i Vejen for ham.

«Der er ingen.»

«Jo, der er.»

«Nu da – ja, der er nogen – men du maa ikke gaa derind.»

«Aa, det er vel ikke saa farligt –». Han nærmede sig Døren.

201«Peter, hører du!»

«Jeg er saa rasende nysgjerrig.»

«Nu da – gaa bare ikke! Jeg kan da endelig ogsaa gjerne sige dig det. Det er Kornelia,» hviskede hun.

«Kor –? Men hvad betyder det?»

«At alt er godt og vel. De er forlovede, men sig intet!»

Peter surrede sig rundt som en Top. Og saa lo ogsaa han og for ind i Stuen med et Ansigt saa stort og rødt som en opgaaende Sol. Han stillede sig midt i Stuen og betragtede Knut med en fiffig Mine. Saa nærmede han sig med en højtidelig Holdning, som om han var paa Formiddagsvisit hos en Grossererfamilie. «Maa man drikke med dig?» sagde han.

Knut saa forundret op. «Hvad gaar der af dig? Du ser jo ud, som om du var bleven Minister.»

Peter lo, fyldte Glassene og klinkede. Saa brast det ud: «Jo, du er – – jo Tak! – – En saadan Hemmelighedsfuldhed! Og det ligeoverfor mig! – – Og saa titter der ikke engang saa meget som en liden Solstraale ud af dit Ansigt!»

«Men – – hvad –?»

«Jo–o! man ved det.»

«Hvad ved man?»

«Saa? – – Virkelig? – Ha, ha! Du! Jeg kunde myrde dig!» Og saa tog han Knut i 202Skulderen og rystede ham. Derpaa greb han sit Glas, sagde «Skaal du!» og tømte det med en velment Voldsomhed, der næsten lod befrygte, at han vilde sluge det.

Hanna kom vimsende ind med Vin, kjøkkenrød og fornøjet.

Peter besaa Flaskerne. «Det er rigtigt,» sagde han. –

«Hanna – skal han faa vide det?» udbrød han derpaa.

«Men Peter!» raabte hun.

«Aa, det er da ingen Statshemmelighed! Jeg kan sgu ikke tie! – Knut, hun er her!»

«Men Peter, Gud bevare dig!»

Knut rejste sig. «Men hvem er det? Hvem er her?»

«Kornelia, naturligvis, din Hemmelighedskræmmer.»

Hanna greb ham i Armen. «Men han ved jo intet,» hviskede hun og skyndte sig ud.

Peter stod maalløs. Han vidste ikke, hvad han skulde tro.

«Ved intet? – Hvad er det for Snak? Ved du ikke, at du er forlovet?»

Knut blev med et bleg.

«Hanna fortæller mig, at Kornelia er her, at alt er godt og vel, og at I er forlovede og saa –! Nej, dette maa jeg have Rede paa!»

Og saa for han ud. – Lidt efter gik Døren, der førte ind til Sovekammeret, op; Kornelia 203kom ind. Knut var i det samme hos hende, greb hendes Hænder, vilde tale, men bragte det blot til en kvalt Latter, og da hun lænede sit Hoved til hans Skulder, og han stod der, vis paa sin Lykke, var det ham endnu mere umuligt at faa et Ord frem. – – –

– – «Tilbords!» raabte Peter, idet han med stort Bram slog Døren op for sin Kone, der kom ind med et rygende Fad. «Tilbords! Jeg har aldrig i mit Liv været saa sulten!»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.