V.

Knut havde forandret sig. Han, som sidst, da han var hjemme, altid havde noget for, talte, sang, sejlede, fiskede, snedkererede, fik enkelte trofaste Venner og en Mængde uforsonlige Fiender, han laa nu hele Dagen lang paa Sofaen, røgte Cigar og saa op i Luften. Han fornærmede vistnok ingen, men brød sig heller ikke om sine fordums Venner – Peter undtagen – og til alt, hvad denne eller Faderen foreslog, havde han blot et eneste Svar: «Jeg gider ikke.»

Holt var bekymret. Naar han blot havde turdet sige til Sønnen: «Knut, lad mig faa vide, hvad du lider under. Jeg forlanger intet andet; jeg skal ikke være dig til Besvær, men lad mig blot faa vide det.» Men det var netop Knuden; de stod i et saa besynderligt fremmed Forhold til hinanden –.

Holt tænkte i disse Dage atter og atter paa, hvordan det var bleven saadan, hvor Fejlen egentlig stak, hvem der bar Skylden. Men han kunde ikke komme tilbunds.

Holt var, da hans Hustru døde, i stor Forlegenhed med den lille Herre, der endnu laa i 81Vuggen. Han vilde ikke betro ham til en fremmed og var selv uindviet i Børneopdragelsens Hemmeligheder. Han bestemte sig imidlertid resolut: han vilde lære Tingen. Han henvendte sig til en erfaren Nabokone, der hjalp ham udover de første Ugers Vanskeligheder. Af hende lærte han Kunsten, og saasnart han følte sig sikker i alle Haandgreb, overtog han selv det hele: han vaagede med Barnet om Natten, han klædte det paa og vaskede det, gav det Mad og legte med det i hver ledig Stund. Han udfoldede en utrolig Taalmodighed og Ømhed i sin Omsorg for dette lille Væsen. Og dog var han ikke barnekjær; Børn havde tvertom altid været ham noget ubegribeligt og kjedsommeligt noget.

Da Barnet voxede til, opstod der nye Vanskeligheder. Saalænge Holt kunde indskrænke sig til at sætte sig i Rapport til den lille ad mimisk Vej, gik det ret godt. Men da Barnet blev et talende Væsen, da det forlangte at faa sin Videbegjærlighed tilfredsstillet, til Afvexling at blive underholdt paa en behagelig, spøgefuld Maade og endelig ogsaa vilde have sine egne Indfald og Vittigheder paaskjønnede, da kom Holt i den yderste Forlegenhed. Det var ham umuligt at foretage den Forvandling med sig selv i Retning af barnslig Opfatning og Udtryksmaade, som den lille Despot forlangte. Han gjorde virkelig sit bedste. Han kjøbte Bøger, overmaade grundige tyske Værker og praktiske 82Anvisninger af engelsk Oprindelse og laa mangen Nat vaagen for at lære Hemmeligheden. Han besøgte ogsaa forskjellige Familier, hvor der var Smaabørn, og lyttede med største Andagt til Mødrenes og Barnepigernes Konversation med de smaa; men forgjæves. Naar han vilde praktisere Tingen, gik det hele istykker. Han talte til den lille Fyr, der tumlede omkring paa Gulvet, som en Professor til sit Auditorium, og Resultatet var altid et og det samme: Begge blev lige utaalmodige over hinandens daarlige Begreb. Den lille udtrykte sin Stemning med Benene, og Holt raabte: «Men begriber du da ikke!» Og saa ræsonnerede han, saa Sveden perlede paa hans Pande, og maatte tilslut dog meget mod sin Vilje ty til Barnepigens Hjælp.

Han vilde selv være sin Søns Lærer. Den lille skulde lære ABC efter en ny og ganske anderledes rationel Methode end den gamle. Den hele Undervisning var saa mærkelig gjennemtænkt, saa klar, saa logisk – Hemmeligheden ved den Kunst at læse burde efter Holts Formening ved Anvendelsen af denne Methode i Løbet af nogle Timer være aabenbar for Gutten. Men ogsaa her slog Holts Haab fejl. De kunde slet ikke blive enige. Den lille protesterte paa det heftigste; han kunde ikke anerkjende, at B–A sagde Ba; han fandt, at det ligesaagodt kunde sige hvilketsomhelst andet.

83Holt gik ned i en Smaabarnsskole for at høre, hvordan de der tog det. Han blev behagelig overrasket ved at finde, at de her lærte netop efter hans egen Methode. Men Resultatet var mærkelig forskjelligt. Ingen af disse Børn havde noget at indvende mod den Kjendsgjerning, at B–A sagde Ba – de lod til at finde det ganske i sin Orden.

«Et mærkeligt oppositionelt Barn,» mumlede Holt, da han gik hjem. «Arveligt Anlæg!»

Han anskaffede en Lærer med den Følge, at Knut strax forsonede sig med den herskende Opfatning af, hvad der bør komme ud af en Alliance mellem Bogstaverne B og A.

Siden overlod Holt Sønnens Undervisning til andre; men han beskjæftigede sig derfor ikke mindre med ham. Han havde lange Samtaler med ham for at prøve hans Fremskridt. Han tog sig ogsaa af Sønnens Opdragelse, men paa en egen Maade. Han formanede ham ikke, skjændte ikke paa ham, tugtede ham ikke, men han gjorde Nar af ham. Han lod ham føle det ufornuftige, det latterlige i hans Adfærd. Knut undgik aldrig at blive snertet af Faderens satiriske Svøbe, hverken naar han havde baaret sig barnagtigt eller uværdigt ad, og han frygtede dette lille Piskesmæld i Luften over alt andet. Denne Opdragelsesmethode førte til et Resultat, som Holt ikke havde tænkt sig: Sønnen blev bange for at betro sig til ham. Det nyttede 84ikke, at Holt behandlede ham som en voxen Mand og tilstod ham alle en saadans Rettigheder: Knut beholdt sine Tanker og Følelser for sig selv, hellere end at udsætte sig for Faderens Kritik.

«Moderens tause Natur,» tænkte Holt og begreb ikke, hvorledes han skulde vinde Sønnens Fortrolighed. Han led meget derved, men han vidste ikke, hvorledes det skulde ændres, og vænnede sig lidt efter lidt dertil.

Holt fik en Fornemmelse af, at hans Søn vilde have godt af at blive optaget i et dannet Hjem. Han sendte ham til en Præst paa Landet. Det faldt ham uendeligt tungt at undvære Sønnen. Han gik i den første Tid rastløs omkring den hele Dag og sad om Aftenen timevis oppe paa Sønnens Værelse. Hver ottende Dag besøgte han Sønnen. Det forekom ham, at denne blev endnu mere fremmed for ham. Især saa han med et eget sky Blik paa Faderen, efter at han var begyndt at faa religiøse Skrupler. Faderen ønskede nu bare at faa ham hjem igjen, men turde ikke paatage sig Ansvaret derved. Da besluttede han sig til at flytte til Byen, og Knut blev nu sat ind paa Latinskolen. Holt havde ham nu i sin Nærhed, men Forholdet mellem dem blev det samme; gjennem Knut selv erfarede Faderen aldrig, hvad han oplevede paa Skolen; det var altid hos andre, han 85indhentede sin Kundskab om Sønnen, især hos Peter Strøm, en af de faa Venner, Knut fik.

Siden, da Knut blev voxen, havde de det paa en vis Maade kammeratslig sammen; de udvexlede Tanker om hvad de læste og var vittige og spydige paa hinandens Bekostning; men de førte forøvrigt særskilt indre Husholdning. Om denne gav de aldrig hinanden nogen Meddelelse. Saaledes ogsaa nu: Knut taug, og Faderen turde ikke spørge. – – –

Sommeren var kommen; men den var Uge efter Uge regnfuld og kold. En Dag, medens dette Graavejr endnu stod paa, slentrede Knut en Morgen tidligt gjennem Byens Forstadsgade paa Vejen til Peter Strøm. Idet han gik forbi et af Gadens mest uanseelige Huse, kom en Mand tumlende barhovedet ud og raabte: «Det dør, det dør – Barnet dør, Gud hjælpe mig!»

Han tørnede mod Knut. Det var Kurt Stub.

«Hvad er paafærde?» spurgte Knut.

Den anden greb ham i Armen. «Aa Gudskelov! Det er jo Knut Holt. Død og Pine, spring – Barnet derinde, ser De – det er min Salighed ganske sort – – jeg var inde hos Skipperen, som bor nedenunder – da hun skreg – og – hør, kjære Dem, hent – – nej, De et jo selv Doktor! Aa Gud velsigne Dem, gaa derind – jeg henter Kvindehjælp! Moderen, det 86stakkels Ting, er alene og rent fortvilet. Skynd Dem! det er oppe paa Kvisten.»

Og saa susede den kortbenede og ovenikjøbet af en ikke ganske ubetydelig Mave generede Mand ad Byen til, barhovedet, som han var.

Knut gik ind i Huset og op af en brat, knagende Trap, hvis Trin var hulslidte og hvis Rækværk glinsede af, hvad mindre rene Hænder i en Aarrække havde efterladt og poleret blankt. Oppe paa Gangen var der blot en eneste Dør, som han, da ingen svarede paa hans Banken, aabnede.

I det lille Rum med Skraatag, graat Betræk, der var lappet paa flere Steder, og et Vindu, der vendte ud til Naboens Tag, laa en Kvinde paa Knæ foran en Vugge. Hun lænede Kinden mod Vuggens Kant og stirrede paa det halvaarsgamle Barn, der laa i Vuggen, med brændende, forgrædte Øjne og en dødelig Angst i hvert Træk.

Hun lagde ikke Mærke til, at nogen kom ind i Kammeret. Knut blev staaende ved Døren og saa sig om. Værelset var baade Sove- og Beboelsesrum. Paa et lidet Bord stod en Symaskine, i Vinduet Blomster, paa en Snor ved Ovnen hang Barnetøj. Formodentlig var Barnet pludselig blevet sygt. Sengen ved Siden af Vuggen stod, som den var forladt; Teppet og de krøllede Lagener var gledne ned paa Gulvet. 87Moderen – som det lod, en Kvinde af Borgerklassen – var i Skjørt og Nattrøje; de nøgne Fødder stak i et Par lave Ankelsko; Haaret faldt opløst ned over Ryggen.

Pludselig for hun op med et Skrig: «Nu kommer det igjen! O Gud, o Gud, nu dør han!»

Knut ilede hen til Vuggen. Moderen syntes ikke at lægge Mærke til ham; hun stod skjælvende, med blege Læber og kort, højt Aandedræt og havde bare Øje for Barnet i Vuggen. Det laa nu ikke længer blegt og stille hen, som da Knut traadte ind. Dets Øjenlaag løftede sig sagte, Øjnene vrængtes først opad, saa nedad, det trak Benene opunder sig, Hænderne knyttede sig, Munden blev voldsomt og uhyggeligt fortrukket, hele Ansigtet blev først rødt, siden blaaligt, og der kom en halvt pibende, halvt stønnende Lyd fra det tungt arbejdende Bryst.

Knut rev det hurtigt ud af Vuggen, slog Vinduet op og holdt det mod Luftdraget.

«Koldt Vand og en Klud!»

Moderen løb og kom tilbage med det forlangte. Hun skalv, saa Vandet skvulpede i Gulvet.

«Tag Barnet, skal jeg lægge Omslagene paa.»

I nogle Minutter var alt stille; man hørte blot Moderens Aandedræt og Lyden af skyllende Vand, hvergang Knut dyppede en ny Klud.

88Lidt efter lidt ophørte Krampen. Blot nu og da gik der endnu en Trækning over Læberne, og det ene Øjenlaag løftede sig sagte og faldt atter i. Ansigtet var ligagtigt blegt med en svag blaa Skygge om Munden og Øjnene.

«Saa, nu er det forbi for dennegang,» sagde Knut. «Læg det i Vuggen.»

Moderen kastede sig igjen paa Knæ og brast i en voldsom Graad; medens Taarerne strømmede, talte hun til Barnet i de ømmeste Udtryk, bad det om ikke at forlade hende, lovede det LegerForfatternote: Leger, Legetøj. og mindede det om, hvor dejligt de havde havt det sammen – ganske som om det kunde høre og forstaa hende. Af og til afbrød hun sig selv med et Udraab som: «Du gode Gud i Himmelen, hvorfor skal det uskyldige Ting lide alt dette!» eller: «Aa, Herregud, det dør vist.» Saa lyttede hun efter dets Aandedræt og begyndte saa igjen at tale til det i den samme ømme, bønfaldende, indsmigrende Tone. Hun havde ganske glemt at der var nogen tilstede.

Først da Knut spurgte hende om, hvordan det var kommen, syntes hun at blive ham var. Hun saa halvt forundret paa ham, som om hun grundede over, hvem han var og hvorledes han var kommen. Hun forklarede, at hun var vaagnet ved, at Barnet stønnede saa forunderligt. Da hun skulde se til, laa det ganske stivt i Vuggen 89og stirrede op i Loftet. Hun havde sprunget op for at hente Læge, men turde saa igjen ikke forlade Barnet. Siden havde det ene Anfald fulgt efter det andet. I sin Fortvilelse havde hun raabt ned til Skipperen, der boede nedenunder og som foruden hende var det eneste Menneske i Huset; men han sov. Endelig var Stub kommen og havde hørt hendes Raab.

Der lød Trin i Trappen. Stub traadte ind, fulgt af Kornelia Vik. Efter at Knut havde givet de fornødne Forskrifter og lovet at skaffe en Vaagekone, der kunde bistaa Moderen, samt igjen at se op om Aftenen, forlod han Huset tilligemed Stub.

«Hvem er hun?» spurgte han, da de gik nedover Gaden sammen.

«Marie Hansen! En ulykkelig Skabning er hun. Hun er sørfra etsteds og kom hid som Tjenestepige hos Hamres. Hun var det stilfærdigste og beskedneste Menneske, De kan tænke Dem. Hun var uheldigvis ogsaa vakker, hvad blandt andre Gil strax opdagede. Jeg antager, at han var Skyld i, at hun opsagde sin Tjeneste og begyndte at sy for Folk. Gil opgav hende imidlertid ikke. Saa forlod hun Byen og rejste nordover. Gil foretog mange Nordlandsrejser i den Tid, og da hun kom tilbage her til Byen, var de nok forlovede. Nu, Hamre havde ikke noget imod, at Søstersønnen endelig ogsaa engang blev en Smule Kavaler, som han kaldte 90det. Men ser De, Hamres Hus har altid havt en fortrinlig overkalket Udside – De skal ingen Skavank finde der, ikke det mindste Rids, Far –, og dette var jo en Skandal. Saa fik hun nu den lille Fyr, som hun er saa bange for at miste, og den skikkelige Sportsman gik til Onkelen og sagde: «Jeg gifter mig.» Naa, der skal have været voldsomme Scener mellem den gamle og Gil; men denne holdt fast ved sit. Da fik Hamre en god Ide. Han sendte Fonn til Søstersønnen. Jeg vil ikke sige noget ondt om Præsten, men – naa, han havde Samtaler og Spadsereture med Gil og fik det Fæ til at begynde med at gaa i Opbyggelser og at hælde med Hovedet. Ja, Gudbevares, jeg mener jo ikke, at der skulde være noget galt deri – tvertom. Men nu skal De høre. Fonn forklarer ham, at Hamre var ham i Faders Sted, og at Skriften siger, du skal hædre din Fader og din Moder. Han gjorde ham desuden klog paa, at Marie Hansen, ifald han ægtede hende, let vilde tabe Følelsen af, hvilken gruelig Brøde hun havde begaaet. Naa – Gil foretog en længere Udenlandsrejse, og nu sidder hun der med sin lille Skat. Tvi for Fanden!»

«Det er nederdrægtigt!»

«Det sagde jeg ogsaa til Fonn. Det er den højere Barmhjertighed, som Verdens Børn ikke forstaar, sagde han. Gid Fanden annamme Deres højere Barmhjertighed, sagde jeg. De opmuntrer 91jo ligefrem til at forføre Kvinder og siden at forlade dem. Men Pokker staar i det – saa begyndte han at citere Bibelen og gjorde det saa forbandet indfiltret for mig, at jeg maatte give tabt. Jeg forstaar det ikke – han er jo en saadan Guds Mand og har Lærdommen for sig.»

«Hvad lever hun af?»

«Af Søm som før; hun vil intet have af Faderen. Det er meget smaat for hende. For det første har hun jo Barnet, og saa tør ikke Folk være bekjendt, at de lader hende sy for sig nu, da Fonn havde erklæret hende for ubodfærdig. Var hun ikke saa flink, og syede hun ikke saa billigt, fik hun ingenting. Nu stjæler Byens Damer sig ad Omveje til at sende hende sin Søm.»

«Det undrer mig, at Kornelia Vik –»

«Kornelia er en god Pige og en forstandig Pige, og trods alt, hvad disse – disse –» han saa sig forsigtigt om – «ja, De forstaar?»

«Hvad mener De?»

Stub trak paa Skuldrene. «Disse aandelige, ser De – ja, Gudbevares, intet ondt om dem! Men de fører et Regimente her i Byen – aa!»

«Jeg har hørt derom.»

«Og Kornelia – ja, Gud velsigne Dem, hun har nu alle sine Dage levet bag et tidobbelt Laas. Men alligevel – jeg har et Par Gange oplevet, at hun vilde noget andet end Faderen 92og Profeterne, og da staar Pokker i det lille Menneske: ingen Verdens Magt rokker hende.»

De skiltes udenfor Borgen. Knut gik op for at tale med Faderen om en Vaagekone. Han begav sig derefter til Peter Strøm, der, som han sagde, var «gnistrende glad» over, at Knut havde taget sig af Marie Hansen. Da Knut ved Middagstider kom hjem, meddelte Faderen ham, at Kathrine selv vilde vaage hos det syge Barn.

Om Aftenen gik Knut igjen op til sin lille Patient. Han fandt baade Kornelia og Kathrine deroppe. Anfaldene havde været hyppige og langvarige; den lille var ikke vaagnet til Bevidsthed imellem dem.

Kornelia tog Hat og Regnkaabe; hun skulde hjem for at underrette Faderen og Fasteren om, at hun havde bestemt sig til at vaage afvexlende med de to andre Kvinder.

Knut og Kornelia forlod samtidig Huset og fulgtes ned over den vaade, nu næsten mennesketomme Gade.

«Tror De, hun mister den lille?» spurgte Kornelia.

«Jeg er bange for det.»

«Det bliver en haard Tugtelse for Moderen,» ytrede hun med noget over sig af denne renstrøgne Gudfrygtighed, som er ejendommelig for unge Piger, der altid har levet bag et mangedobbelt Værn mod Livets Nød og Fristelser. Hun tænkte forøvrigt ved denne Ytring mindre 93paa den ulykkelige Moder end paa sin Ledsager, der jo ogsaa hørte til denne Verdens letsindige. Hun vilde, han skulde forstaa, at hun vidste det, og hun havde ventet, at han skulde føle sig lidt benauet derved. Hvor ubeskrivelig var derfor ikke hendes Forbauselse, da han i en barsk og harmfuld Tone udbrød: «Hvad er det for en oprørende Tanke, De der udtalte! Hvad ved De for det første om den ulykkelige Kvindes Brøde? Kanske har hun blot elsket varmere og været mere trofast, end de fleste har Evne til. Men lad være, at hun har fejlet. Skammer De Dem da ikke ved at tilstaa, at De tilbeder en saadan Vildmandsgud, der for at ramme Moderen piner hendes uskyldige Barn?»

Hun trak sig sky og forfærdet over paa den anden Side af Gaden. Herfra kom det næsten uhørbart over til hendes Ledsager:

«Men vi lærer jo –»

«Jeg ved det nok,» afbrød han hende bidsk og blev derpaa ved at tale i den samme forbitrede og revsende Tone om, hvad vi lærer om denne Gud, som vi skal elske og tilbede, blandt andet, at han skaber Millioner og atter Millioner ulykkelige Væsner, om hvem han paa Forhaand ved, at de vil lide al optænkelig Nød i denne Verden og hjemfalde den evige Fordømmelse i den anden.

Kornelia følte sig fuldstændig overvældet af Forbauselse og Rædsel. Hun skalv og følte ikke,94at Fødderne berørte Jorden. Hun havde aldrig før hørt noget saa formasteligt. Hun forstod med et det farlige ved denne Mand.

Saa optaget havde Knut været af at tale og Kornelia af at lytte, at ingen af dem mærkede, at de var gaaet forbi Viks Hus, før de stod ved Byens Udkant.

De stansede begge, idet de blev det var, og gik derpaa tause tilbage. –

Kornelia fandt Faderen og Tanten ved Aftenmaaltidet. Hun satte sig tilbords. Vik ytrede, at han vilde betale en Kone for at vaage hos Barnet. «Det behøves ikke; vi ere allerede to, Holts Kathrine og jeg,» svarede Kornelia.

Vik løftede sine Bryn en Smule.

«Vil du –?» –

«Ja, jeg gaar derop, naar jeg har spist.»

Vik sagde ikke noget, før Maaltidet var endt. Da ytrede han: «Det er mig imod, at du gaar derhen.»

Kornelia svarede ikke.

Vik gik nogle Gange frem og tilbage paa Gulvet. Derpaa begav han sig ud i Gangen, laasede, som han plejede, Gangdøren og stak Nøglen i Lommen. Da han kom ind, stod Kornelia midt paa Gulvet; hun havde atter taget Hat og Regnkaabe paa.

«Skal jeg faa Nøglen?» spurgte hun.

«Du gaar altsaa virkelig derop?»

«Ja.»

95Ordene faldt ikke haardt eller vredt paa nogen af Siderne. Men der var mellem hver Replik en Pause, der dog gav den hele Samtale noget dulgt stridbart. Vik saa en Stund paa hende med et mørkt, forskende Blik; derpaa gav han hende uden at sige et Ord Nøglen og forlod Værelset.

Da Kornelia kom tilbage til det lille Hus, fandt hun Sengen opredt og med nye Lagener. De to andre vilde vaage den første Del af Natten. Hun kastede sig paaklædt paa Sengen, men kunde ikke sove. I Stilheden kom Knuts Ord tilbage et for et og angreb hende. Hvad der bevægede hende mere end Ordene, var dog den Tone, hvori han havde talt. Denne Pathos var hende fremmed. Det var ikke Præstens i Kirken, ikke Bjørnholts, naar han rasede mod Pøbelforlederne, ikke Faderens, naar han revsede sine Husfolk. Der var noget paa engang lidenskabeligt-harmfuldt og dybt smerteligt i hans Tale, som tvang hende til atter og atter at prøve, hvad han havde sagt.

De andre Kvinder sad tause paa hver sin Side af Vuggen, der stod i en Krog af Kammeret, som oplystes svagt af en Natlampe. De vidste jo, hvad Viks strenge Datter dømte om dem, og følte sig forpint i hendes Nærhed. Men da de troede, at hun var falden i Søvn, begyndte de en hviskende Samtale, der i Begyndelsen blot 96var hørlig for dem selv, men som siden ogsaa naaede Kornelias Øre.

Det var Marie Hansen, der talte.

«– – Han gik her hver Dag og forklarede mig, hvilken gruelig Synd det var. Jeg ved jo ogsaa, at det ikke var ret, men – – og saa vilde vi jo gifte os. Jeg har grublet over det, til jeg troede, jeg skulde blive gal. – – – Gil siger ogsaa, at i andre Lande er det ikke som hos os. De vies ikke – naar de har skrevet sig ind hos Øvrigheden, er de rette Ægtefolk.»

«Men det er da vist Hedninger, Marie?»

«Nej, han siger, de er Kristne som vi.»

«Kan det være muligt?»

«Han maa vel vide det.»

Der indtraadte en Pause. Saa sagde Marie, som om hun betroede den anden en dyb Hemmelighed:

«Kathrine, der staar ikke noget i Bibelen om Vielsen.»

«Gud bevare dig, Marie, hvem har indbildt dig det?»

«Gil har fortalt mig ogsaa det.»

«Aa, hvor kunde du dog lade dig bedaare!»

«Jeg spurgte Præsten.»

«Nu? Hvad sagde han?»

«Han sagde bare: jeg vil bede for din forvildede Sjæl.»

Kathrine foldede Hænderne: «Ser du!»

97«Men nu har jeg selv læst efter; det staar der ikke, Kathrine.»

Kathrine taug et Øjeblik og grundede. Derpaa sagde hun: «Men saa er der vel andre lærde Bøger.»

«Det ved jeg ikke. Men der staar det ikke. Og hvorfor er det saa Synd, naar En ikke er viet?»

Kathrine rystede paa Hovedet og sukkede.

Marie saa paa den lille i Vuggen. «Aa, fik jeg bare beholde ham der,» sagde hun. «Du ved ikke, hvad det er at have en saadan. Naar jeg har været ude for at faa Arbejde, og det er gaaet godt, saa er jeg dobbelt glad, for saa tænker jeg paa, at jeg kan skaffe ham der, hvad han trænger. Naar han har det varmt og ligger der, god og mæt – – ja, du tror mig vel ikke, men da er det, som om jeg ogsaa selv var varm og mæt. Og er det gaaet mig daarligt ude, saa tænker jeg ogsaa paa ham, som ligger derhjemme – jeg kan ikke blive helt ulykkelig, saalænge jeg har ham. Ja, om alt kunde blive uskeet, ifald jeg ønskede det – – nej, Kathrine, jeg tror ikke, jeg vilde.»

Kathrine nænnede ikke at gjøre den anden sorgfuldere, end hun allerede var, men hun bad i Stilhed Gud oplyse hende.

Marie for op – Barnet fik et Anfald. Kornelia hørte en Stund blot de listende Trin, naar en af dem gik for at hente noget, og de korte, 98halvkvalte Ord, de vexlede, idet de, fulde af Angst, fulgte den lilles Kamp. Endelig var det over. De sad igjen ved Vuggen. Marie talte først.

«Men du selv, Kathrine – har du aldrig været fristet?»

«Nej, Marie, det vilde jeg ikke – det turde jeg ikke for min Sjæls Skyld.»

Der maatte have været lidt Tvil i den andens Blik; thi lidt efter blev Kathrine ved:

«Ja, du ser paa mig. Det gjør alle. Men Gud er mit Vidne, at jeg er fri.»

«Men er I da ikke forlovede?»

«Jo.»

«Hvorfor gifter I jer da ikke?»

«Der er noget i Vejen; men jeg tør ikke tale derom.»

Kornelia følte sig knugende tung om Hjertet. Det havde kostet hende Overvindelse at nærme sig disse to Kvinder, som hun altid havde hørt omtale i den Tone, i hvilken respektable Folk nævner de faldne. Hvor hun skammede sig. Hvad havde hun selv prøvet? Vidste hun, hvad det var at færdes paa Livets lyløse Landeveje uden Hjem, uden Slægt og Venner? Havde hun elsket, og vidste hun, hvad det var at blive skilt fra den, hun holdt af? Kanske vilde hun i disse Kvinders Sted være sunken langt dybere!

Knut kom tidlig den følgende Morgen. Kornelia vaagede; de andre sov. Hun maatte 99fortælle, hvordan Barnet havde havt det om Natten. Hun følte sig derved tvunget ind i et fortroligt Forhold til ham, der pinte hende. Hun tænkte et Øjeblik paa at vække Moderen, men opgav det igjen. Heldigvis var han kort og tør; han saa ikke en eneste Gang paa hende. Da han havde undersøgt den lille, sagde han:

«Der er Haab.»

«Aa Gud!» udbrød Kornelia, og Taarerne brast frem i hendes Øjne. Glemt var alle Hensyn, borte al Forlegenhed. Knut blev med et en gammel kjær Ven, hvem hun skyldte usigelig Tak. Hun greb uden videre hans Haand og saa næsten ydmygt paa ham med sine fugtige, glædestraalende Øjne. Saa kastede hun sig ned ved Vuggen, kyssede den lille, der nu begyndte at faa Farve i Kinderne, og sprang saa atter op og takkede ham.

«Der er Haab,» gjentog Knut, «men ingen kan endnu sige, om Barnet atter bliver, hvad det var. Den Dag det smiler til Moderen som før, kan hun være rolig.»

Han gik, og nu kunde Kornelia ikke vente længer. Hun vækkede de to andre Kvinder, der for forfærdet op i den Tanke, at der stod noget paa. «Nej, nej!» raabte Kornelia, «men Doktoren har været her, og han siger, der er Haab.»

Med et dæmpet, men jublende Skrig kastede Moderen sig ned ved Vuggen, brast derpaa i 100Graad og overvældede den lille med Kys og en Strøm af kjærlige Ord.

Kornelia havde taget Kathrines Hænder, og da Marie atter rejste sig, slog hun Armene om hende og kyssede hende paa Panden. De tre Kvinder var i et Nu blevne fortrolige Veninder.

Moderen maatte atter hen til Vuggen. Der var Haab, Haab. Hun saa sig om i Stuen, – den var bleven saa lys og saa smuk og havde faaet Øjne, der saa kjendt og venligt paa hende. Hun betragtede den lilles Tøj, der hang ved Ovnen. Hvor rædselsfuld den Tanke havde været, at hun kanske snart skulde sidde alene med alle disse Ting, som hun havde syet i stille Nattetimer, og som mindede hende om tusinde kjære, lykkelige Stunder, der aldrig vilde komme igjen. Hvert Stykke blev nu som levende mellem hendes Hænder; hun tog et efter et, glattede det ud, kyssede det, viste det stolt frem for de andre og fortalte med umaadelig Iver og mellem Latter og Graad dets Tilblivelseshistorie. Det blev hende næsten for trangt i Kammeret; hun kunde have sprunget ud paa Gaden og jublet det ud over hele Byen: «Der er Haab! Der er Haab!» – – –

Marie Hansens Barn kom sig; men Sygdommen havde sat det Maaneder tilbage. Det havde et sløvt, usikkert Blik, og det viste ikke Tegn til Glæde, naar Moderen legte med det. Men en Dag, da Knut nærmede sig Huset for 101at aflægge sit sedvanlige Besøg, kom Kurt Stub løbende ud imod ham, pustende som en Hval. Uden at ænse de Mennesker, der færdedes i Gaden, raabte han, svingende med Hatten: «Hurra! Det har smilt! Det har Pinedød smilt! Jeg var netop paa Vej til Dem. Tænk, det smilte ganske som før, saadan ordentlig fornøjet og skjelmagtigt. Det er et mærkeligt Barn!»

Knut gik ind i Huset; Kurt Stub stormede ned over Gaden og fakkede det ene vildfremmede Menneske efter det andet og forkyndte dem alle den utrolige Nyhed: «Barnet har smilt.»

Saaledes gik det hele Byen over, at Marie Hansens Barn havde smilt. Omsider naaede Kurt ogsaa Hamres lukkede Hus og trængte ind i det højloftede, mørkpanelede Værelse, hvor Konsulen, ɔ: Gil, havde Kontor. Han for ind uden at banke paa og gik med en yderst bestemt Mine hen og satte sig paa den ledige Side af den Dobbeltpult, ved hvilken Gil arbejdede. Han stirrede først en Stund taus og med sammenknebne Læber paa Konsulen, hvis lange Ansigt forlængedes end yderligere ved denne Rentierens gaadefulde Adfærd. Derpaa sagde han kort og barskt:

«Det har smilt.»

Gils Ansigt blev ved at forlænges; han gryntede uroligt.

«Jeg siger, det har smilt.»

102En brummende Lyd fra den anden. Det betød: «Hvem?»

«Hvem?» føg den lille korpulente Mand op. «Det spørger du om? Jeg skulde dog – tordne mig – mene, at du ikke burde være uvidende om, hvad hele Byen ved og glæder sig over.»

Konsulens Øjne blev meget store, og hans Underlæbe faldt slapt ned.

«Det er nemlig dit eget Barn, som har været dødssygt og som den unge Holt har tilset og Kornelia Vik og Holts Kathrine har plejet og vaaget over,» blev Kurt ved, – «det er dette Barn, som idag har smilt for første Gang efter sin Sygdom og derved glædet sin Mor og alle, som har Hjerte i Livet, samt bevist, at det er en Satans liden Sejler. Og saa staar du her og giver det hele Fanden! Maa jeg spørge dig, Konsul, om det er dette, du kalder at være «Djentelman»?»

Konsulen var bleven blodrød og begyndte nu at gaa op og ned. Nu og da gryntede han noget, som Kurt, der var fortrolig med hans Sprog, oversatte saaledes: «Fandens Historie – – er jo ikke min Skyld – den gamle ved du – – desuden kirkelige Hensyn –».

Her faldt Kurt ind med et dundrende Slag i Pulten.

«Nej, hør nu, min gode Konsul! Jeg roser mig ikke af at være intim med Vorherre. Jeg vil indrømme dig, at jeg ikke er nogen lærd 103Mand, og at jeg er henfalden til et og andet, som jeg Pinedød ligesaagodt kunde lade være. Men jeg har da ogsaa min Gudfrygtighed, skulde jeg mene, ligesaagodt som andre skikkelige Folk, og det tør jeg sige Fonn og alle de andre lige i Øjnene: den Gud, jeg skal tjene, maa ikke være nogen Filur. Se det skulde du, Konsul, ogsaa sige og forøvrigt opføre dig honet og ikke befatte dig med kirkelige Hensyn.»

«Men Onkel – jeg kan dog ikke –» indvendte Konsulen.

«Godt. Jeg kjender ham. Han er Reder, det er sandt. Men dette her hører under Kommando ombord. Jeg har ogsaa ført Skib for fremmed Ejer. Men ombord var jeg Herre, og jeg havde min Salighed ladet Rederen selv hive ned i Lasten, ifald han havde stukket sin Næse i mine Kahytsaffærer. Men du har ikke Mod, Konsul, det er Sagen.»

Konsulen grundede. Endelig sagde han i sit Tungemaal: «Fanden saa ubehagelig indfiltret Historie! – – Har meget tilovers for Pigen – dumme Familiegrejer! – – Tænkte en Tid paa – rejse udenlands – større Forhold – – Satans ækelt her – Roderi paa alle Kanter. Vil dog forsøge –»

Kurt fløjtede. «Død og spille! Jeg faar en Ide!»

Han fløj ned af Pulten og begyndte at trave omkring i Stuen med smaa trippende Skridt. 104Han vilde netop til at udvikle sin Ide nærmere, da det bankede.

Det var Knut.

«Der er Manden!» raabte Stub. «Tak ham, Konsul. Uden ham havde du nu kanske været sønneløs.»

Nogle selv for Gil ualmindeligt gravdybe Strubelyd udtalte paa engang hans Forlegenhed og hans Taknemmelighed.

«Kan jeg nogensinde være Dem til Tjeneste igjen –», endte han.

Knut faldt ind:

«Jeg tager Dem paa Ordet. Jeg er netop kommen herop, fordi jeg har en Bøn til Dem.»

Kurt knipsede med Fingrene. «Jeg skal vædde paa, De kommer her i samme Ærende som jeg. Barnets Mor – ikke sandt?»

Knut nikkede.

Konsulen blev atter bevægelig. «Kurt, hvad mener du? – Trak os tilbage –?»

Han aabnede Døren til det indenfor liggende Værelse.

«Rigtig,» sagde Kurt. «Der skal vi tre i Fællesskab drøfte min Ide.»

Konsulens Værelse udmærkede sig ved et Toiletbord, der var ganske overlæsset med Flasker, Børster, Sæber m. v. samt derved, at alle Vægge var bedækkede med Jagtgeværer af alle Konstruktioner og Fiskefluer og Slugfiske i alle Kulører.

105Han trykkede paa et Ringeapparat, og Konsulens «egen Tjener» viste sig. Strax efter bragte han Portvin og Cigarer. Kurt udviklede derpaa sin Ide, der vandt Bifald. Da denne Sag var uddrøftet, og da Knut begyndte at beundre Geværerne og Fiskefluerne, blev Konsulen overordentlig oprømt og talte sit Modersmaal næsten ganske forstaaeligt, men stadig med en lidt tyk Tunge.

Aftenen efter fik Knut Besøg af den lille Skipper. Han var i udmærket Humør, bad om en Pibe, men en stor, og et Glas Grog, men et sterkt, og da alt var i Orden, begyndte han at fortælle om, hvordan han havde realiseret sin Ide.

«Jeg gik lige fra Konsulen til hans Velærværdighed. Da jeg stod foran hans Kontordør med den svære Porcelæns Navneplade, hvorpaa der bare staar F. N. Strand slet og ret med aabent Rum for fremtidige Værdigheder, da følte jeg mig dog lidt benauet. Men jeg gav mig ikke Tid til at ræsonnere – vil man udrette noget i Verden, maa man aldrig give sig Tid dertil. Jeg iførte mig altsaa denne Mine, som man ordentligvis bør have ved Begravelser og lignende Lejligheder, steg ind og gik ham lige paa Livet med Historien og min Skippervisdom. I Begyndelsen nikkede han og sagde «Rigtigt» – «Godt» – «Som talt ud af min Sjæl» o. s. v. Det var, saalænge jeg blot talte om Konsulen, og hvad der var hans forbandede Pligt. Men saa kom den egentlige Undervandsvanskelighed, nemlig Hamre. Da 106forandrede Aspekterne sig. Han blev først saa foruroligende streng saadan i Mundvigerne – men dog ikke mere end ganske præsteligt –, og hans Øjne begyndte at se vidt ud over mig. Nu begynder det, sagde jeg til mig selv, men blev ved. Han udvidede sig, han blev bredere over Brystet, han fik ligesom en Staalstang i Ryggen, og Hagen kom i Vejret. Han saa nu paaskraa ned paa mig. Nu er det betænkeligt, sagde jeg til mig selv; nu er vi ved Prosten. Men jeg havde jo ikke noget Valg, jeg holdt fuld Fart. Da jeg endelig var færdig, var ogsaa han kommen tilende med sin Forvandling. Ned over det mægtige Bryst gled det blanke, kolde, bispelige Guldkors. Han saa ud, som om han slet ikke kjendte mig længer. Nu løber du paa, tænkte jeg, og er maset til Grød med det samme.

Ganske rigtig. «De maa undskylde mig, Hr. Stub; men naar en Mand med Hamres anerkjendte Hæderlighed og Kristelighed modsætter sig dette Ægteskab, da føler jeg mig levende overbevist om, at der er noget misligt derved, og at det er dybt sædelige Grunde –»

Gudbevares, derom var jeg ogsaa levende overbevist. Jeg kjendte nok Grundene, jeg, baade Hamres og Præstens til at finde dem dybt sædelige. Saa begyndte jeg at krydse. Jeg lod Hamre formindske sig saadan ganske lempelig og tilslut forsvinde bag Pastor Fonns tynde Skikkelse, hvad der, uden at rose mig selv, var et overmaade 107respektabelt Kunststykke. Det var ikke saa meget Grossereren, der havde imod Ægteskabet, som Fonn.

Han trak Øjenbrynene ganske umærkeligt i Vejret, men jeg har et hurtigt Øje, ser De, og jeg tænkte: her skal du kile dig ind.

Hans kjære Embedsbroder havde naturligvis de mest fyldestgjørende Grunde –

Gudbevares, Gudbevares! Jeg indrømmede alt. Det var ikke ret af Gil at stille sig i Opposition til Fonn – en saa eminent Gejstlig. Konsulen burde have bekjæmpet sin Uvilje mod Fonns Reformiver, hans hele kirkelige Retning, og allermindst burde han have paavirket Marie Hansen saaledes, at Fonn ingen Indflydelse kunde faa paa hende. Jeg talte længe om Konsulens kirkelige Standpunkt, som i Parenthes bemærket ikke existerer, og om Fonns Bestræbelser for at omvende ham til den rette Anskuelse af Forholdet mellem Staten og Kirken. Jeg mente naturligvis ikke, at Fonn havde noget personligt imod Konsulen – Gudbevares! En saa eminent Gejstlig! Men det var dog forklarligt, at for ham maatte Forbindelsen synes at mangle det rette Fundament. Jeg var Fanden ta’ mig ganske veltalende, i Betragtning af, at det hele var fri Komposition. Imidlertid, jeg følte, der var noget hult ved hele Historien; hos Hamre vilde han maaske faa visse ubehagelige Oplysninger. Der maatte derfor noget mere til. Jeg begyndte igjen at tale om de to 108Angjældende. Det var beklageligt! De maatte undvære Kirkens Velsignelse – man kunde aldrig være forsigtig nok – vi lever i farlige Tider – der kunde jo vaagne en Tanke om, at den kunde undværes – (her citerede jeg ham selv; hans sidste Præken randt mig overordentlig belejlig isinde) – og endelig: Sagen havde vakt almindelig Indignation i Byen; jeg kjendte Folk, indflydelsesrige Folk, der ikke mere hørte Fonn; det var jo ligefrem at vække Forargelsen, og ve dem o. s. v. Jeg forsikrer Dem paa, det er den fineste Sejlads, jeg nogensinde har gjort.

Det sidste, dette om Opinionen, gjorde Udslaget. Jeg saa, at jeg havde klaret Vanskelighederne, endnu før jeg havde sagt det sidste Ord. Først tørrede Bispen ind saadan ganske i Stilhed; det blanke, kolde Kors gled ind under Kjolen igjen. Prosten holdt sig længere; jeg fornam endnu en Stund en Lugt af en embedsmæssig Betænkning, nøje Overvejelse og andre Begravelsesmidler, men til min Glæde forsvandt ogsaa dette Kontorspøgelse, og da jeg havde endt, sad jeg ligeoverfor F. N. Strand ret og slet, blot med aabent Rum for fremtidige Værdigheder.

Han erklærede, at han vilde tale med Hamre; det var jo virkelig en Sag, der angik hele Menigheden, Kirken o. s. v.

Jeg greb hans Haand. Jeg takkede ham med Inderlighed og forsikrede endnu engang, at i 109denne Sag vilde han have hele Byen paa sin Side.

Og saa fløj jeg som et Lyn op til Konsulen for at underrette ham om, at han indtager et kirkeligt Standpunkt.

«Ser De, det er dette, man kalder at være Diplomat, Far,» endte den lille Mand og tog sig en mægtig Slurk af sit Glas.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.