VI.

Der begyndte at gaa Hul paa det graa Skylag over Land og Hav. Blaa Øjne tittede ned gjennem Sløret, skraa Solstraaler stod som gyldne Strenge mellem Himmel og Jord.

Endelig en Morgen vaagnede den lille By til det dejlige Syn af en helt over blaa Himmel og blanke, skyløse Fjeldtoppe, der skuer vidt ud efter Solen. Hvide, bølgende Dampe skjulte dog endnu store Strøg af Søen, Strandene og Dalene og hang ogsaa igjen højt oppe paa Fjeldenes Sider. Hist bæltede de sig tvert over et kegleformet Fjeld og delte det i to. Her spændte de en gyngende Hængebro over et smalt Sund med høje Fjelde paa begge Sider. Paa en jevnt skraanende Aas længere inde saa Træerne i den synkende Taage ud, som om de var paa Marsch opad med Toppen.

110Solen fik Magt, og Taagen forsvandt. Søen rullede frem mere blaa end nogensinde, Dalenes Grønninger viste sig vaade og friske, og de hvide Smaahuse rundt om paa alle Strande blinkede fornøjet med alle sine Vinduer over til hverandre. Overalt, paa Søen, Fjeldene, Husene syntes der at sidde Millioner Gnister, der uafladeligt sluktes og tændtes igjen. Det var, som om alt fejrede Fest, fordi Taagetiden var forbi.

Peter, Knut og Kornelia befandt sig ombord paa en af de smaa Dampere, der gik paa Fjordene søndenfor. De skulde alle tre til Landhandler Brandt.

Der var fuldt af Passagerer under Halvdækkets Solsejl. Der var Byboere, som rejste til sine Landsteder, Handelsmænd, der havde gjort sin aarlige Bytur, Studenter, der skulde hjem i Ferien, udenlandske Turister af alle Nationaliteter og indenlandske Tindebestigere i Knæbuxer, med beslagne Sko, Hatte med Slør, Kikkert i Rem over Skulderen og lange Stave i Hænderne.

Skibet gled lunt gjennem det graablanke Vand, der foldede sig blødt paa begge Sider af Stavnen. Paa den ene Side havde man Kystens sorte Fjelde, paa den anden saa man mellem lave Øer og Skjær ud i det aabne Hav.

Peter var henrykt. Hver Fiskerbaad, de fløj forbi, hver Bondegaard man skimtede inde i de trange Dale, bragte ham til at flyde over af Fædrelandssange og landlig Begejstring.

111Knut var sturen.Forfatternote: Sturen, i slet Humør, taus Peter kunde ikke faa ham til at se det Skjønhedsskjær, i hvilket alle Gjenstande traadte frem for ham selv, og han forlod ham derfor snart og tyede til Kornelia, der sad ved Skylightet og læste i en Bog med sort Andagtsbind. Hun forstod ham. Hun havde nylig igjen seet saa spidsborgerlig indtørret ud, syntes Knut; men nu blussede hun, nu lo hun og saa lykkelig ud ligesom Peter.

Stumper af deres Samtale naaede Knut. De talte om Sommerudflugter tillands og tilvands. Erindringer om Fodture, han havde foretaget som Student, vaktes hos Knut. Han mindedes ensomme Fjeldvand, øde Hejer,Forfatternote: Hej, Fjeldslette. trange, stenfyldte Dale og saa hist og her i en Afkrog en Embedsgaard, fra hvis Have der trængte en Lugt af Roser og Nellikker ud paa Landevejen. Han tænkte paa det ensomme Liv paa disse afsides Gaarde. Kornelia forekom ham at være en fin, i Skygge opskudt Plante fra et saadant aflukket Hjem. Det er ikke underligt, tænkte han, at hun elsker alt, som er blegt og stille.

Skibet svingede fra Leden ind i Fjorden. Der blev flere Anløbssteder. Overalt var der en Brygge med en Flagstang, overalt kom der Baade ud med sommerklædte Mennesker. Man mødtes og skiltes. Peter nikkede, trykkede Hænder og svingede med Hat og Lommetørklæde og var purpurrød af Anstrengelse og Bevægelse.

112Turisterne drev op og ned paa Dækket. Nogle Smaabørn legte Gjemmespil og knaskede Bonbon; nogle Damer, der var kommet ombord ved et af Anløbsstederne med en Kurv med Blomster og en med Kirsebær, begyndte at spise de sidste og at tale om theologiske Kandidater og Forlovelser.

Knut satte sig hen til Kornelia. Han gjorde hende nogle Spørgsmaal om den Familie, de begge skulde besøge. Længe kunde han blot afvriste hende de allertarveligste Oplysninger i de allertørreste Udtryk. Men da han spurgte hende, om Handelsmandens Datter Hanna var ligesaa elskværdig som Moderen, blev hun med et livlig.

Knut betragtede hende overrasket, medens hun talte. Han sammenlignede i sit stille Sind de Straaler, der spillede i hendes Øjne, med dem Solen udsender, men som blot under særlige Vilkaar bliver synlige for os.

De taug en Stund. Flagrende Ord af de andre Passagerers Samtale dalede ned hos dem. En Student, der lugtede af Grog og slet Tobak, viste en svensk Pastor nogle historisk bekjendte Steder. Han serverede med uforlignelig Sikkerhed de vildeste Fabler for sin Medrejsende, der modtog alt med det samme forbindtlige Smil. Damerne med Kirsebærene spiste, kastede Stenene i Søen og tog fat paa en ny Forlovelse.

Knut havde taget Kornelias Bog og bladede i den. Den hed «Missionsbilleder». Han saa paa hende.

113«Kan De virkelig holde ud at læse dette?»

Et Par uhyre forskræmte Øjne saa paa ham. Hun var paa Flugt ind i Skovens Tykning. Gjemt bag Træerne tittede hun frygtsomt frem og spurgte:

«Holde ud?»

«Jeg mener, morer det Dem.»

Hun kom frem af sit Skjul og viste et koldt, strengt Ansigt.

«Har vi ikke alle godt af at læse saadant?» spurgte hun.

Knut lo. Han kunde ikke lade det være. Den ungdommelige Skikkelse, den irettesættende Tone og den tusindaarsgamle Mine – der var en Modsætning deri, som forekom ham saa uimodstaaelig komisk.

Hun blev blussende rød. Missionsiveren greb hende. Hun begyndte at tale om det fjerne Negerland som om Verdens Midtpunkt og om Begivenhederne der som om Historiens største. Fremmede, forunderlige Navne summede om i Luften, det var Høvdinger, med hvilke der blev forhandlet, eller omvendte eller «forstokkede», der hang med glødende Tro ved sine gamle Guder og var rede til at ofre alt for dem. De sidste havde Herren altid rammet.

«Fordi de gjør, hvad deres Guder forlanger af dem?»

«Det er jo falske Guder.»

114«Rigtig. Hvad har saa Troskab og Selvfornegtelse at betyde?»

Hun saa prøvende paa ham: «De – De – har jo ingen Religion?» stammede hun.

«Ved De, hvad Kineserne siger? Religionerne er mange, og de er alle forskjellige; men Fornuften er blot én. Vi er alle Brødre.» – –

I dette Øjeblik gled Dampskibet forbi en Række mægtige blaagraa Snefjelde.

Passagererne betragtede og beundrede. Der var tysk, der var engelsk, der var svensk og der var norsk Begejstring. Tindebestigerne begyndte en højrøstet Disput om, hvorvidt nogen af disse Toppe var «første Rangs», hvad en af dem heftig bestred, idet han endte med den Erklæring, at ingen af dem vilde blive nævnt i Historien.

Peter holdt sig til dem, som beundrede. Disse Fjelde tilhørte hans Bygd; han i det mindste var urokkelig overbevist om, at de var allerførste Rangs i enhver Henseende.

Kornelia foldede Hænderne.

«De undrer Dem over, hvor almægtig Almagten er?» spurgte Knut.

«De finder jo ikke saadant noget smukt?» svarede hun fortørnet.

Han forsøgte at forklare hende, hvad han saa i disse gamle Karle, der har oplevet ukjendte Soltider og Istider, og som med sine Millionaars Erfaringer ser med iskold Ligegyldighed ud over 115Dalen, hvor Menneskerne har gjort Blæst nogle smaabitte Aartusinder.

Hun saa mistroisk paa ham – hun betvilte indtil videre det hele.

«Der er noget smukt,» udbrød Knut og pegte paa sin begejstrede Ven. «Det er et prægtigt Menneske – ikke sandt?»

«Jo– o – det er han vist,» ytrede hun forsigtigt.

«De tviler?»

«Nej – jeg ved ikke – jeg tænkte blot paa – Bjørnholt siger, han har farlige Grundsætninger,» stammede hun.

Knut lo. Hun smilte forlegent, men saa ikke fornærmet ud.

«De synes at interessere Dem for Politik?» begyndte Knut igjen.

Hun rystede paa Hovedet.

«Far og Bjørnholt taler saa meget om –»

«Vore farlige Folk. Saa smigrer jeg mig med, at De ogsaa har hørt Tale om Pøbelforlederen, den unge Holt.»

Hun lo. «Ja – engang –»

«Rigtig. Jeg glemte, at jeg er bleven behagelig.»

«Ja, hvorfor er De bleven det?» spurgte hun hurtigt.

«Behagelig? Aa – fordi jeg ikke er overtroisk længer.»

«Overtroisk.»

116«Eller smukkere: fordi jeg er ude over min Drømmetid. Enhver har en saadan. Min var storstilet verdenshistorisk og saare underfuld.»

«Jeg forstaar Dem vist ikke.»

«Det vil jeg gjerne tro. Ulykken er, at jeg heller ikke kan forklare Dem Tingen uden at betro Dem mine Ungdomsdigte og det –»

«Vil De ikke?»

«Man graver ikke gjerne Lig op.»

I dette Øjeblik kom Peter stormende hen til dem.

«Nu er vi der strax, Knut! Nu maa du virkelig se!»

«Vel, min Ven, jeg er parat til at forbauses,» sagde Knut og rejste sig.

Der telegraferedes fra Kommandobrættet ned til Maskinen. Skibet gled forbi en fremspringende Pynt, og man saa – først som overalt en Brygge med Flagstang, bag Bryggen en Samling forfaldne Smaahuse, der dannede en Gade, – det var «Øren» – og længere inde en flad Dalbund med Løvskov og hvidmalede Gaarde.

«Nu?» sagde Peter og saa spændt paa Knut.

«Indrømmet,» svarede denne; «det er en lun Plet.»

Paa Bryggen var fuldt af Mennesker og Heste. Bønder i gule Skindbuxer og med SveperForfatternote: Svepe, Svøbe. 117i Hænderne stod, endnu før Skibet havde lagt til, midt iblandt Passagererne og tilbød Skyds.

«Der er de! Der er de!» raabte Peter og svang Hatten. Rigtig: Landhandleren med Snadden i Munden, hans Kone i brun Straahat, med Hagebaandene oppe for Varmens Skyld, og en ung, blond Pige i lys Sommerkjole og blaat Slør paa Hatten. Den unge Pige rakte Kornelia Haanden over Rækværket, nikkede og lo og gjentog uafladeligt: «Velkommen» og «Hvor morsomt, at du kom!» Hun hilste ogsaa venligt paa Peter og lidt fremmed-nysgjerrigt paa Knut.

Landgangsbroen kom ud, alle paa Bryggen strømmede ombord. Man skubbede hverandre, akkorderede om Skyds og søgte efter sit Tøj.

Peter faldt over en Hob Kufferter og spredte hensynsløst alt fremmed Gods ud over Dækket for at finde hvad der tilhørte Kornelia. Han puffede og puffedes, var snart oppe iland for at hjælpe DrengenForfatternote: Dreng, Karl. at læsse paa, snart igjen ombord for paany at mishandle de andre Rejsendes Effekter.

Endelig kom det lille Selskab afsted. Den ene Kariol med en tysk- eller engelsktalende Herre strøg forbi dem efter den anden. Derefter kom Tindebestigerne gaaende med lange, higende Skridt.

Den var ikke nymodens den Vej, der førte indover Dalen. Den var ganske smal med dybe 118Hjulspor, der, naar det regner, staar fulde af Vand. Græsset voxede ganske ugenert overalt, hvor Hestehoven og Vognhjulene tillod det. Det var en Vej med de allerunødvendigste Bugtninger og Fald. Snart gjorde den en Afstikker ud af den rette Linie for at gjemme sig i et lunt OlderkratForfatternote: Olderkrat, Ellekrat. eller for at drikke af Elven, hvad der gjorde den næsten ufarbar hver Vaar. Snart besteg den en eller anden fjerntliggende Højde, bare for at have den Fornøjelse at kaste et langt Blik udover Fjord og Dal og saa sejle i fuld Fart ned paa den anden Side. Det var en gemytlig, en idyllisk Vej, der forudsatte, at alle havde god Tid og gode Ben og elskede overraskende Indfald.

Peter holdt sig den hele Tid tilbage og deltog slet ikke i Samtalen. «Hvad gaar der af ham?» tænkte Knut. «Han er jo ved sine Længslers Maal. Er ogsaa for ham den opnaaede Lykke mindre end den forventede?»

Brandts Hus laa ved Elven – Pakboderne og Kramboden et Stykke fra Vaaningshuset, der var omgivet af en stor Have. Ogsaa her flagedes.

Dagligstuen, i hvilken Gjesterne førtes ind, var et Hjørneværelse med Udsigt over Søen. Ved den ene Væg stod en Sofa, der kunde rumme et Regiment; foran et Udtræks Spisebord. En gammeldags Lænestol med Gyldenlæders Betræk stod ved det ene Vindu; her plejede Husets Herre at sidde og røge sin Aftenpibe. 119Paa Væggen tæt ved hans Plads hang en lang Kikkert, med hvilken han udspejdede de sejlende. Ved Ovnen fandtes et Tobaksbord med en hel Del Piber af et brutalt Udseende.

Bordet var dækket med hvid Dug. Hvedebrød af et landligt solid Præg glinsede i to Pletkurve. En Messingkande, der var saa blank, at det gjorde ondt at se paa den, smaakogte over et Fyrfad.

Familiens yngre Medlemmer, to Gutter og to Piger, solbrændte, lyshaarede Skabninger, kom ind og stirrede fra en Krog nysgjerrigt paa de fremmede.

Man drak Kaffe og spiste det solide Hvedebrød. Derpaa forsvandt de to Veninder; Knut saa dem siden gaa Arm i Arm snart inde i Haven, snart nede ved Elven, snart ude paa Landevejen, hvor de stansede og talte med forbigaaende.

Landhandleren bød sin Gjest en Cigar. Men Knut, der ellers aldrig røgte Pibe, havde fattet en lønlig Kjærlighed til de brutale Klodshoveder borte ved Ovnen – Cigaren mindede ham om Hotelliv og Jernbanerejser og var hans landlige Stemning imod.

«Peter,» udbrød Landhandleren pludselig, «jeg tror, du vinder! Hannas Træ bliver sgu alligevel det bedste.»

Peter sprang op.

120«Det vidste jeg nok. Ha, ha, ha! – Men skal vi ikke gaa ud?»

«Jo – hvis det konvenerer –?» Han saa paa Knut.

«Med største Fornøjelse.»

Man gik ud i Haven og besaa Hannas og en Mængde andre Trær. Derefter gjestedes Pakboden. Peter for op og ned af alle Trapper og undersøgte alle Rum. Han oversaa Oplagene og prøvte Hejseindretningerne. Tilslut viste han Knut det lille Værelse, han havde beboet, da han var i Huset hos Brandt.

Fra Bryggerne tog de en Tur ud paa Marken, hvor Hø i SaaterForfatternote: Saate, liden Stak eller Hob. og paa HesjerForfatternote: Hesje, et Slags Stillads til at tørre Hø paa. udbredte en frisk, sommerlig Lugt. En blak Fjordhest gik i Tjor,Forfatternote: Tjor, Tøir. længere borte en musegraa, som Peter ikke havde seet. Dens Dyder og Lyder blev drøftet.

Knut taug og røgte heltemodigt af den svære Pibe. Han befandt sig uendelig vel. Han følte Længsel efter Arbejde, efter at gjøre Nytte. Han havde ikke paalænge havt denne Fornemmelse af Sundhed og Lyst til at bruge sine Kræfter.

De to Smaapiger kom løbende ud over Engen, som om det gjaldt Livet. De lo og pustede saaledes, at de næsten ikke kunde fremføre det 121vigtige Bud, at Herrerne skulde komme ind. Peter begyndte, idet man vendte tilbage til Huset, at løbe omkap med dem over Høsaaterne og at lege «Sidsten».

Inde i Stuen havde Fruen serveret Grog for Herrerne, Ribsvin for Damerne. Ud paa Aftenen satte Hanna sig til Pianoet. Hun sang smaa fine Sange, fulde af skjelmsk Erotik, sang dem friskt og ejendommeligt. Disse varme, bløde Sange var som aandede ud af Aftenens Stemning. De syntes En at maatte være bleven til i en saadan sommerlig Stund med Duft af Hø ved Bredden af en blank Fjord.

Peter sang Fædrelandssange. Efter Sangen blev han staaende ved Pianoet og talte sagte med Hanna. For hver Gang han havde vovet en lille Bemærkning, blev han rød helt nedover Halsen – man kunde fristes til at sige nedover Kraven med, og den elskværdigste Dumhed prægede sig i hans Ansigt.

«Aha,» tænkte Knut, «her har vi altsaa Forklaringen paa hans ubegribelige Kjærlighed til Fjorddamperen.»

Da de to Venner om Aftenen var kommen op paa sit Soveværelse, tog Knut Peter i Skulderen og rystede ham. «Din Skjælm, din forføreriske Krustop.»

Peter blev baade rød og bleg.

«Knut, du tror da vel ikke – du kan da ikke mene, at –», stammede han.

122«At du er en snedig Forfører? Dit Asen! Gjør dig ikke noget forfængeligt Haab! Har du aldrig seet dig i Spejl? Tror du, at et Menneske med dit Ansigt vilde være istand til at skuffe det enfoldigste Barn?»

«Men Gud bevare mig, Knut, du maa da ikke tro, at hun nogensinde, med et Ord, en Mine – – eller at jeg skulde fordriste mig til at tro – at –»

Knut lo, men Peter var det gravsorte Alvor selv.

«Du skal ikke spøge med dette, Knut. Jeg taaler det ikke.»

«Om Forladelse, min Ven. Jeg vilde hellere lade mig levende begrave end fornærme dig eller hende.»

Peter var forsonet, og da Knut begyndte at lovprise Stedet og Menneskerne og Hannas Sang – alt lige til det lille Sovekammer med det hvide Forhæng om Toiletbordet og de nystrøgne Duge paa alle Borde, gned han sine Hænder som en rasende og gjentog uafladeligt: «Ser du, ser du!»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.