VIII.

Den følgende Dag – Søndag –, ved Aftensangstid sad Knut i sit Værelse paa Borgen og saa ud over Hustagene. Det var ikke den lyse Udsigt til Sø og Skov fra Brandts Hus. Han saa ned i sammenknebne, stinkende Gaardsrum og Smug, hvor forpjusket Fjerkræ snadrede i den 156metalglinsende Væske, der fyldte alle Rendestene. I enkelte af de tilstøvede Smaahaver mellem Husene sad Folk og drak Kaffe. Han syntes, han hørte den træede Passiar, de førte derinde. I et Kvistvindu i Huset ligeoverfor Borgen stod en Handelsbetjent foran et Spejl, der hang i Vindusposten, og knyttede sit Slips. Han pyntede sig til den triste Eftermiddagstur gjennem Gaderne, som er hans Søndagsfornøjelse. Gaderne var øde, blot hist og her nogle Kirkegjængere paa Fortougene. Byen syntes ham endnu mere melankolsk end nogensinde før.

Han gik ud. Han mødte Strand og Bjørnholt, der var vendt tilbage med samme Dampskib. Strand var i Ornat og saa mer end almindelig højbispelig ud; Bjørnholt gik, som han plejede, og svingede med Stokken og knipsede i Luften med sine visne Fingre.

Knut gik forbi Viks Hus, forbi det lille Kvistværelse, ved hvis Vindu han saa ofte havde seet Kornelia sidde læsende og med Haand under Kind, og langs Haven, hvorfra Roserne og Nellikerne duftede. Her vidste han, hun plejede at gaa sin Aftentur. Han fulgte hende i Tankerne. Han troede at vide, hvad der beskjæftigede hende paa disse Vandringer. Hun tænkte paa alt det, som vi ikke tør gjøre, paa Fristelserne, der drager bort fra det evige Liv, hvortil blot Tro og Lydighed fører ind. For denne stille Pige var det store Tænkningens og Granskningens Verdensarbejde, 157al den Tvil, den Søgen, de Kampe, der har bygget vore Samfund, ikke til. Hun kjendte blot et stort Affald fra Sandheden og en lang Forbandelsens Gang, under hvilken Tusinder forvilder sig og styrter i Afgrunden. Engang havde han selv gaaet saaledes inde i den lukkede Landsbygd, havde følt sig selv og nogle faa andre som de udkaarne, hvem Gud saa paa, og de Millioner andre som de ensomme, der famler sig længere og længere ind i Mørket. Hvor Tilværelsen dog havde været enkel og lun og tryg! Ingen Tvil om, hvad der var Sandheden! Ingen grufuld Fornemmelse af en urokkelig Naturlov! Ingen Angst for dette Naturens gaadefulde Aasyn, der ser saa medynksløst paa al vor Jammer! Ingen Fortvilelse over Menneskelivets uhyre Misforhold! En stille Fordybelse i sig selv, en stille Samtale med Gud, de angrende Synderes forbarmende Ven, milde, beroligende Andagtsstunder med andre troende i Kirken og de fredelige Hjem! Saaledes var dette Liv, hvorom hun mindede ham.

Han kom tilbage til Byen og gik forbi Kirken. Det ringede sammen. Han fulgte Strømmen derind. Det var Strand der prækede. Han talte om Guds Godhed. Hvad skyldte vi ham ikke, ham, der giver os Livet, Føden, Klæderne, alle disse Goder – –!

Knut kom uvilkaarlig til at mindes Præsten, hed af Mad og Vin, ved det bugnende Bord ude paa 158Hamres Landsted, takkende Verten netop i den samme Tone for «alle disse Herrens Gaver, vi nu saa rigeligt har nydt.»

Han saa nedover Kirken. Fremst sad i sine lukkede Stole de velhavende Borgere, hvoraf mange var fødte til Ære og Velstand. Bag om dem stod Hoben og i denne mange, mange, der var udslidt af Arbejde, magre og graa af Sult og Sygdom. Og dette var bare en liden Brøkdel af de Millioner, der arbejder, til de styrter, for at opretholde et Liv, de ikke bad om og forbander. Hvad tænkte alle disse paa ved at høre om alle disse «Goder», for hvilke de skal takke?

– – «Og dog,» blev Strand ved, «trods alt dette er der dem, der knurrer og har oprørske Tanker mod Gud og mod dem, han velsignede rigeligere med denne Verdens Gods – – Det er Tidens Vantro.»

Knut tænkte paa Kornelias Ord: «Hvad skal vi sige til de fattige, de syge og sorgfulde?» Han vidste det ikke, han følte blot, at det ialfald ikke var, hvad Strand nu havde sagt. Men han følte ogsaa, at det var en Skam, en Brøde at leve det slappe Tilskuerliv, han nu saalænge havde ført, uden det sagteste Forsøg paa dog ialfald indenfor en liden Kreds at gjøre Kampen om Tilværelsen saa lidet frygtelig som mulig.

Fra Kirken gik han ned til Havnen. Havet rullede blankt og med et svagt Guldskjær ind mod Kysten. Forunderligt! Landet forekom ham 159ikke længer saa haabløst og goldt. Det syntes ham ikke længer saa umuligt, at ogsaa et Solskjær fra et friere Aandsliv kunde naa disse Kysters mange bramløse Hjem med sit trofaste Familieliv. Den Tanke, at der ogsaa herfra kunde gjøres Indskud til det store Verdensarbejde med Sandhed og Frihed, forekom ham ikke saa drømmedum som før. Men i det samme huskede han ogsaa, at nu laa jo ikke længer hans Arbejdsfelt her; det greb ham med dyb Smerte, at han maatte bort. Han kunde ikke leve i hendes Nærhed, naar han maatte gaa hende forbi, som om hun ikke var til for ham; han følte, at dertil havde han ikke Kraft.

Han gik hjem. Han fandt Faderen i Stuen. Holt saa nedslaaet ud og talte lidet. Da de havde drukket Kaffe, og sad sammen, Knut med en Cigar, Faderen med en Pibe, sagde den første.

«Far – jeg maa rejse.»

Holt lod Piben synke og saa paa Sønnen, som om han ikke ret forstod ham.

«Rejse?» gjentog han langsomt og usikkert. «Rejse? Hvorhen? Hvad mener du?»

«Jeg mener, at jeg maa forlade Landet igjen.»

Holt slap Piben og rejste sig. Han tog et Par usikre Skridt, saa stansede han igjen, og hans tørre, runkne Hænder famlede efter Stolryggen.

160Knut sprang op. «Hvad fejler dig, Far? Er du syg?»

«Jeg – jeg – lider undertiden af Svimmelhed. – Jeg taaler ikke Nattearbejde længer – og – jeg har siddet ved min Pult den hele Nat. – Jeg tror, jeg vil gaa tilsengs,» tilføjede han efter et Øjebliks Taushed og forlod Stuen.

Knut saa efter ham. Han havde ikke anet, at Faderen vilde tage sig hans Afrejse saa nær. Denne Angst, dette lydløse Nødraab, det kom ikke fra den skuffede Ærgjærrighed, det var virkelig Faderhjertet, der vaandede sig ved Tanken paa Skilsmissen. Det var et Syn, der greb Knut dybt. Han følte, at han egentlig aldrig havde troet paa Faderens Kjærlighed og derfor ogsaa selv havde været kold.

Kunde han rejse? spurgte han sig selv. Havde han Lov til at forlade den gamle Mand for at spare sig selv for den Kamp, det vilde koste ham at leve tæt ved Kornelia uden at turde nærme sig hende? Nej, han gjorde resolut op med sig selv, at det var hans Pligt at blive.

Han gik op til Faderen og fandt ham siddende foran sin Pult med Haanden under Kind.

Da han saa Knut, sprang han op og raabte: «Knut, rejser du, saa rejser jeg med!»

«Du Far? Opgive dine Forretninger? Sælge dine Ejendomme?»

«Lad falde, lad det raadne ned altsammen, Huse, Boder, Skibe – til Helvede med det hele!»

161«Nej, Far, det behøves ikke. Jeg kommer netop for at sige dig, at jeg bliver.»

Holt stirrede paa ham; han turde ikke tro det strax; han maatte høre det igjen og faa en Forklaring.

«Jeg kan ikke sige dig, hvad det var, som fremkaldte min Beslutning om at rejse. Men som sagt, jeg har ombestemt mig: jeg bliver.»

Holt saa ud, som om han vilde læse i Sønnens Inderste. Han vilde lære den Magt at kjende, som igjen havde truet ham med at berøve ham hans Søn; han vilde kjende den for at kunne kjæmpe med den paa Liv og Død, om den igjen maatte vise sig.

Han sagde imidlertid blot: «Tak, Tak, Knut,» og tog Sønnens Hænder mellem sine.

Knut følte Trang til at sige noget kjærligt til Faderen; men han kunde ikke.

De sad tause en Stund. Saa sagde Knut: «Men skal jeg være hjemme, vil jeg være til Nytte.»

Holt saa spørgende op.

«Handelen har jeg, som du ved, ikke Lyst til. Men kunde jeg ikke hjælpe dig med dine Fabrikker?»

«Ganske vist, ganske vist,» svarede Holt og saa aandsfraværende hen for sig.

«Jeg kunde jo ogsaa yde dine Arbejdere Lægehjælp.»

162Holt saa med et næsten vemodigt Blik paa Sønnen. Skulde han alligevel opgive sin Kamp og leve i Fred og Ro med sin Søn. Han syntes i dette Øjeblik, at alt, hvad han havde udrettet i alle disse Aar, kunde synke sporløst sammen, uden at det skulde koste ham et Suk, naar han blot fik beholde Sønnen.

«Saa havde jeg tænkt at gjøre mig valgbar,» blev Knut ved.

Holts Øjne blev med et store. De slappe Træk spændtes, han rettede sig op og bøjede sig forover som rede til at springe op. Han havde igjen hele sin Spændkraft; hans gamle Kamptrang var atter oppe i al sin Styrke. Var det virkelig Knuts Alvor? Han turde næsten ikke spørge.

«Er det – er det virkelig sandt?»

«Ja.»

Holt lo højt. «Endelig!» raabte han, og han følte nu, at han dog ikke saa let kunde have opgivet, hvad han nu i saa mange Aar havde sat alt i Vove for.

De blev siddende en Stund og talte sammen. Knut havde stadig et Spørgsmaal paa Tungen uden at faa det frem. Der var dunkle Punkter i Faderens Kampliv, som han ønskede opklaret, Gaader i hans Færd, som han maatte have løst. Men det gik ham som Faderen, da han længtes efter at kjende Grunden til Sønnens Sorg, – han følte sig pludselig ligeoverfor en fremmed. –

163Knut sad igjen oppe paa sit eget Kammer. Nu var det altsaa besluttet: han vilde blive og vilde maaske igjen tage Del i Dagens Kampe. Nu, da det var afgjort, følte han en stille Glæde derved. Han var i en forunderlig blød Stemning. Noget varmt, ømt rørte sig dybt i hans Sind; han sad og drømte med aabne Øjne. – Han var inde i Bygden, enkelte Ord, hun havde sagt, lød i hans Øre, to varme Øjne saa paa ham, to fine Læber smilte til ham, han følte Sølugt og Blomsterduft, saa Baade for fulde Sejl, lyse Løvlier og Solskin over høje Fjelde.

Han rev sig med Magt ud af Drømmen. Han havde besluttet at blive og havde med det samme givet sig selv et Løfte: hun skulde vide alt, kjende hans Følelser og hans Fortid ind i den mindste Fold, og forlangte hun saa, at han skulde sky hende, da vilde han lystre blindt, og aldrig vove et Ord, et Blik. – – –

– Det var nogle Uger senere, i September Maaned. Kornet stod paa Stør derinde i Bygden. Det var maanelys Aften. Inde mellem Kornstørene ved Brandts Hus gik Kornelia og Knut. Snart dukkede de frem i Maaneskjæret, snart forsvandt de igjen i Skyggen bag Kornstørene. Paa Landevejen nærmere Huset stod Hanna og Peter. De talte ikke, de ventede spændt paa, at de to andre skulde vende tilbage.

Endelig kom de frem paa Vejen. Kornelia ilede forud for sin Ledsager, forbi Peter og Hanna 164og ind i Huset. Hanna fulgte sagte; Peter ventede.

Kort efter gik de to Venner sammen udover til Dampskibsbryggen. Peter saa af og til paa Knut med et Blik, der viste, at hans Hjerte bankede i spændt Deltagelse. Da de havde Dampskibskajen i Sigte, sagde Knut som Svar paa det tause Spørgsmaal:

«Det sker vist aldrig.»

Peter bøjede Hovedet; han havde intet trøstende Ord at sige. Før de skiltes, spurgte han Knut, om han kom til hans Bryllup, der skulde fejres om kort Tid. Knut rystede paa Hovedet. «Jeg tør ikke møde hende,» sagde han.

– – Kornelia fløj lige op paa sit Kammer. Hun laasede Døren og tyede hen i en Krog, som om hun var bange for at blive seet. Hun havde blot et eneste Ønske: at finde et dybt, gravstille Skjul, hvor hun kunde dølge sig med al den Forvirring, der fyldte hende. Hun skalv, frøs og var igjen koghed; et sandt Uvejrstog af forvildede Tanker jog gjennem hendes Hoved. Hun hørte ham endnu uafbrudt tale; Ordene var som levende Væsner, der bestormede hende; der fulgte dem en egen, klagende Musik; de skabte en Atmosfære, som brændte hende.

Da de var blevne ene, havde hun anet, hvad der vilde komme, og dog blev hun, da det var sagt, overrasket, forvirret og forfærdet som ved en Explosion, der truede hendes Liv. Hun vidste 165ikke, om hun havde hørt alt, og hun vidste ikke, hvad hun selv havde svaret. Hendes første Følelse var, at der var overgaaet hende en uaftvættelig Skam. Men den fortrængtes snart af en anden. At han, han, Knut Holt, denne for hende saa fremmede Mand, som hun havde gaaet og lyttet frygtsomt til paa den anden Side af et uoverstigeligt Svælg, at han, der for hende var Repræsentanten for det store, fjerne, brogede Verdensliv, at han elskede hende, som han lo af og maatte finde saa grænsesløs ubetydelig og smaastadssnever, – det var jo næsten, som om En havde sagt til hende: du tilhører selv dette store, fjerne, du ved det blot ikke! Det havde jo allerede været saa forunderligt, at netop hun skulde komme ham saa nær, se ham og tale med ham hver eneste Dag og blive betroet, hvad han dulgte for andre. Men dette! Være elsket af ham! Havde hun først følt sig skyldbetynget derved, var det nu igjen, som om hun var voxet; hun følte sig med en Blanding af Forundring og ængstelig Fryd i Besiddelse af noget særdeles, en Magt, hun aldrig havde anet, at hun ejede. Og under alt dette, medens Frygt og Stolthed kjæmpede i hendes Hjerte, trængte et Kvindeaasyn sig frem, et Aasyn, hun aldrig havde seet og som uafladeligt skiftede Form, snart var udstyret med alt, hvad hun kjendte og hendes Fantasi kunde fremtrylle af bedaarende kvindelig Skjønhed, snart igjen var raat og frækt, med alle 166Lastens Spor. Og uden Ophør spurgte hun: hvordan havde hun været, denne Kvinde, til hvem han havde talt Kjærlighedens ømme Ord, og med hvem han havde vexlet Kjærtegn? Var det virkelig muligt, at han dog aldrig havde elsket hende? – Hun kjæmpede af al sin Magt for at faa denne Skikkelse ud af sine Tanker, men altid vendte den tilbage, og altid følte hun en dyb, stikkende Smerte, hvergang hun tænkte paa hende.

Saaledes sad hun inde i sin Krog og værgede sig mod det ny, der var kommen saa fredsforstyrrende ind i hendes Liv, og imidlertid gled Maanelyset undersøgende ned ad den ene Væg og over Gulvet, fandt hende i hendes Skjul, trak sig videre og forsvandt efter at have seet, hvad det vilde.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.