X.

Det var Søndag efter Aftensang, en tung, beklemmende Dag, en af dem, da alle Menneskehedens Sørgetanker gaar gjennem Ens Sind.

Der er Uvejr i Luften. Den nærmeste Del af Havet er skiddengult, bag om er det sort som Blæk. En blygraa Røg koger op derude, løsner sig i store Flager, hvis Kanter lidt efter lidt forlænger sig og bliver til hængende Traade, idet Bygen jager over Byen og ind i de trange Fjorde, hvor Skyerne stuves begsorte sammen. I Byen er der ikke Nedbørd, men mellem Bygerne dukker Fjeldene frem med hvide Toppe.

Udenfor Havnen gaar Søen uroligt, men ikke med høje Bølger. Korte, heftige Vindstød farer hen over den – det ser ud, som om en sort 204Røg blev jaget lavt og lynsnart over Vandet. Ingen andre Sejlere er ude end nogle Kirkebaade, der stryger over Sundet med rebede Sejl og snart forsvinder inde i Mørket.

Paa Havnen ligger blot faa Skibe. Med sine sorte Rigge ser de ud som afbladede Trær. To smaa Dampere, der ligger fortøjet ved Kajen, synes ligesom de røgløse Fabrikskorstene paa den anden Side af Havnen at være tilovers og at befinde sig ilde derved. Der er ikke et Menneske at se paa Bryggerne; de optrukne Landgangsbroer, Lygtepælerne og Stormstangen, hvis røde Ballon er hejset, rager ensomt op derude. Paa en Oplagstomt piber et Jernskilt, der advarer mod at kaste Affald paa Tomten, ynkeligt i Vinden. De store Søboder, der altid ser forspiste ud og som de led af en slet Fordøjelse, er idag dobbelt grætne. Omkring de slimede Pæle, der bærer dem, svulper Vandet koldt og melankolsk.

I Byens Gader var der blot nogle hjemvendende Kirkegjængere at se – alle tilhyllede, alle strittende mod Vinden. De spredte sig snart, og der blev øde, afblæst ogsaa i Gaderne.

Paa den ensomme Sti, der bugtede sig over den vejrhaarde Højde bag Byen, gik Fonn og Kornelia. Heroppe var Vinden dobbelt skarp. Den sled i de forkrøblede Trær, der stod med stive, sorte Grene og strittede og hvinte, som om de led utaalelige Kvaler. Den jog uden205 Modstand over SvabergerneForfatternote: Svaberg, nøgent Fjeld. og borede sig ind under det tynde Jordlag nedenfor disse, som om den vilde skalle det af, hvirvlede den løse Sand op som en Røg og kastede sig derpaa forbitret ind i Lyngen, der kom i en saa rasende Bevægelse, at den saa ud, som om den i vanvittig Angst vilde rive sig løs og ile i Ly.

Præsten og Kornelia gik sagte, forover ludende og paaskraa mod Vinden. De talte dæmpet og afbrudt – ofte kvalte Vinden deres Ord. Begge, men især Fonn, talte i en smertelig bevæget Tone. En uhyre Angst syntes at snøre hans Strube sammen; han saa ud som en Mand, der er rammet af en grænsesløs, en ubodelig Ulykke.

«– – Havde jeg ikke hørt det af Deres egen Far – – aldrig havde jeg troet det – aldrig! – Og selv nu – selv nu – spørger jeg mig selv: er det virkelig hændt!»

Han taug derpaa længe.

«De ved, hvor frit han tænker?» begyndte han derefter igjen.

«Ja.»

«Deler maaske hans Anskuelser?»

Hun rystede paa Hovedet.

«Og dog? – og dog! – Jeg forstaar det ikke. Et Fortabelsens Barn som han.»

«Jeg tror ikke – – at den – der ærligt søger Sandheden, er fortabt.»

206Han vuggede medynksfuldt paa Hovedet.

«Tomme Ord, tomme Ord. Sandheden er blot én, og den er aabenbaret os.»

Da hun intet sagde dertil, blev han ved:

«Hvem kan staa imod, naar ogsaa Deres Aand kunde formørkes?»

«– – Var det dette, De vilde sige mig?»

Han stansede.

«Nej, nej – ikke dette – fattige. Jeg – jeg troede, at dette vilde ikke Gud, dette kunde han ikke lade ske. Jeg haabede, at han vilde skjænke mig Ord, saa glødende, at De maatte fornemme hans Kraft deri. Jeg troede, at jeg vilde faa Magt til at opvække døde. Og nu – nu har jeg blot lamme, afmægtige Ord –.»

De gik en Stund tause videre. Med bævende Stemme begyndte han igjen:

«Hvor ofte har vi ikke gaaet denne Vej – forenede i én Længsel, ét Haab. – – Kornelia, har De ikke bevaret en eneste kjær, manende Erindring fra den Tid? – –»

«Jeg var ofte saa langt borte, naar De kanske troede mig nær –.»

«Og det sagde De aldrig?»

«Nej, jeg kjæmpede i Stilhed med mig selv.»

«Og hvorfor taug De?»

«Hvorfor? – Jeg har jo aldrig turdet tale. Jeg har aldrig havt Lov dertil. Det gjaldt jo blot at tie og lyde – især skulde Kvinderne blot tie og lyde. Jeg tænkte selv, det skulde saa 207være. Og jeg har tiet – – vansmægtet – men tiet. Andre har jo desuden talt, men hvad Svar fik de? – De skulde tie og lyde. – – Minder? Jo, jeg har Minder, manende, men ikke kjære Minder. Jeg vil sige Dem det nu, da jeg forstaar, hvad jeg har følt, og tør tale: jeg har hadet denne Vej for Deres og de andres Skyld. Jeg har hadet Dem og alle de andre, der vanker hos os, frygtet og hadet dem, og jeg har hadet det Ord, der gav Eder Ret til at komme saaledes. Jeg vil sige Dem, at havde jeg ikke kjendt fattige, syge og sorgfulde, som dette Ord forsonede og trøstede og frem for alt gjorde milde og menneskekjærlige, da havde jeg forlængst tabt mit kjæreste Haab.» – –

Fonn stansede forfærdet. Han saa ud, som om der pludselig var skudt Luer op om ham. Han vendte Ryggen mod Vinden og stillede sig foran hende.

«Kornelia – dette kan ikke være muligt!» raabte han.

Hun saa ham stolt ind i Øjnene.

«Har jeg nogensinde løjet for Dem?»

«Ja – da De taug.»

«De hører det jo – jeg troede selv, at det var min Pligt.»

«Hadet? – – Hadet mig? – – Og hadet det Ord, jeg forkyndte? – – Store Gud!»

Han sank sammen. Brystet faldt hult ind; han gik krumrygget og aandede kort og hurtigt.208 Altsaa; han havde aldrig, aldrig været noget for hende. Ikke et eneste af disse Ord, hvis Glød han selv havde følt, og som han troede havde erobret hende for altid, havde fænget. De havde endog vakt Afsky, Had! – Det forekom ham, som om hele hans Liv var forspildt ved denne Opdagelse. Der brast noget i hans Indre, han følte sig med et oldingeslap. En kold Angst bemægtigede sig ham ved denne Følelse af, at Livet forlod ham, og som en Mand i Dødsfare skreg han: «Kornelia, De var alt for mig og forlader mig!»

«Det har De ikke længer Ret til at sige mig.»

Han bøjede skamfuld Hovedet, stansede, taug en Stund og sagde derpaa hurtigt:

«Jeg har været blind. Gud lede Dem paa den rette Vej. Farvel.» –

Kornelia gik nedover til Byen; han blev igjen deroppe paa Højden. Han tog Hatten af for at kjøle sin hede Pande og vandrede længe frem og tilbage paa den øde Sti. Han talte med sig selv, prøvede sig selv. Et eneste Ord havde forraadt al hans Jammer. «Kornelia, De var alt for mig.» Skamfulde Tilstaaelse! – Var det sandt? – Ja, ja, ja. Den dybe, stille Glæde ved hans Gjerning, det fine Skjær af Skjønhed, der stundom havde dæmret frem over Tilværelsen, og denne Følelse af en skjult Lykke bag al dens Jammer, som han ofte havde fornummet og antaget for 209Troens Gave – alt dette, det vidste han nu, var kommen med hende og forsvandt nu ogsaa med hende.

«Altsaa: Selvbedrag det hele! Altsaa: forfra igjen!» Han saa hen over den haarde, nøgne, forfærdeligt ensomme Sti: «At vandre her med Glæde, vandre ene og dog med Glæde!» Hvorledes skulde han kunne det? – – Han havde jo ikke engang Kraft til at bede. Det forekom ham, som om han maatte styrte om, ifald han stansede et Øjeblik i sin Gang. –

Omsider begyndte han at finde nogen Trøst i selve Følelsen af sin Ensomhed, sin Forladthed. Der var noget styrkende, opretholdende i denne tause Gang over øde Stier og i Tanken paa, at saaledes skulde han vandre gjennem hele Livet, blot søgende sin Styrke i Pagten med det højeste. Han begyndte uvilkaarlig at tale til Menneskerne med den Myndighed, som denne ensomme Stilling gav ham, tale nye, haarde, skaanselsløse Ord. Han følte en Lindring ved at sætte det gloende Jern paa det ømmeste Sted, ved at lade den kolde Gravluft strømme ind overalt, hvor der var blussende, duftende Liv, Glæde, Lykke. –

Han havde gaaet denne Sti saa ofte i Følge med hende, og han vidste det nu, i Følge med tusinde daarlige Drømme. Han vilde gaa den for Fremtiden, gaa den ofte, men alene og blot for at hente Kraft til at forkynde Smertens Evangelium for Menneskerne. –

210Paa samme Tid som Fonn vandrede alene om oppe paa Højden, altid søgende de for Vejret mest udsatte Punkter, drev en anden skuffet Mand om nede i Parken, men i Ly for Vinden. Det var Bjørnholt. Knuts Forlovelse med Kornelia Vik havde været et grusomt Slag for ham. Alt, hvad han havde gjort for at oprøre Byens Folk mod Knut, var næsten spildt. Man troede ham ikke længer. Det var aldrig hændt ham før; men det var uimodsigeligt – man tvilte paa hans Ord. Den Mand, Kornelia Vik forlovede sig med, kunde umuligt være saa fordærvet, som Bjørnholt havde skildret ham.

Bjørnholt var nedstemt. Han saa ingen Udvej. Knut blev gjerne valgt. Det var fortvilet. Det var desuden et forsmædeligt tungsindigt Vejr og ovenikjøbet Søndag. Alt havde sammensvoret sig mod ham, syntes han. Han havde forsøgt alt muligt for at faa Dagen til at gaa. Først havde han prøvet at gaa tilsengs, tænde sig en Pibe og fordybe sig i en gammel Bygdebeskrivelse, som han nylig havde støvet op. Den indeholdt mærkelige Ting – især om Præsterne – og der var over den en middelaldersk Duft, som tiltalte ham. Den havde imidlertid ikke kunnet fængsle ham. Han led af en pinlig Uro. Han maatte for enhver Pris foretage sig noget, føle sine egne Kræfter, sin Magt, falde ned som et Lyn over en eller anden. Havde det været Hverdag, vilde han have havt Skolen – men hvad skulde han 211nu gribe til? Han nærede nogle højst oprørske Tanker angaaende Hviledagen. Der var neppe nogen Tvil om, at dens Indstiftelse skyldtes Præsternes Havesyge og Magtbegjær!

Bjørnholt var en Mand, der levede for en Ide. Offentlig kunde han for Øjeblikket desværre intet klækkeligt udrette for sin Sag. Men det gik pludselig op for ham, at han kunde virke privat – endog paa en Søndag. Hans Humør steg flere Grader, da han var kommen paa det rene hermed; han tog hurtigt Frak og Hat og Stok og styrede mod Byens Arbejderkvarter.

Bjørnholt var en godgjørende Mand. Han understøttede mange fattige Familier; han kunde have givet sin sidste Skjorte bort til en trængende. Til Gjengjæld forlangte han blot, at de, han hjalp, skikkede sig ordentlig og ikke indlod sig paa, hvad han kaldte Optøjer.

Han gik først indom til sin Vaskerkone. Han havde hørt, at hun havde huset en af de strikende Arbejdere. – Sagen var snart afgjort. Hun tilstod straks, men undskyldte sig med, at Vedkommende var en Slægtning af Familien. «Slægt eller ikke Slægt, det er det samme,» sagde Bjørnholt. «Ingen Fusk i Papirerne, Madam Hansen, ellers er det forbi mellem os.»

Hans næste Besøg gjaldt en Timelærer, en flink, men yderst fattig Mand, som Bjørnholt havde skaffet Arbejde ved Skolen. Det var en tynd Mand med et indfaldent Bryst og graa 212Ansigtsfarve. Bjørnholt satte sig ned, da han kom ind; den anden blev staaende.

«Naa–aa? De er jo bleven Rabulist nu?»

Den anden forsøgte at smile; men hans Ansigt og hans Holdning forraadte hans Angst.

«Negt det ikke. Jeg ved, at De omgaaes Aage Storm og Peter Strøm – kanske endog Knut Holt. De var i et Lag fornys, og der har De udtalt Dem liberalt – tvi! Saadant Jux. En Mand i Deres Stilling med Kone og Børn! Men det er saa meget De ved, gjentager det sig, taler jeg til Rektor, og De bliver opsagt.»

Han rejste sig. Den anden var knust. «Det skal ikke gjentage sig, Hr. Overlærer, man var lidt munter –»

«Godt, Pedersen, godt. Det kan hænde os alle. Lyd mit Raad. Gjør Dem ikke vigtig! Ikke ræsonnere, Pedersen, ikke ræsonnere, det er Visdommens Sum. De er en brav Mand, en strævsom Mand, Pedersen. Se op til mig en af Dagene – jeg har noget Arbejde til Dem.»

«Tusind Tak, Hr. Overlærer.»

Bjørnholt nikkede gemytligt og gik. Han følte sig overordentlig oplivet.

Nu befandt han sig som sagt i Parken. Om Sommeren drev han hver Søndag nogle Timer om deroppe paa den Tid, da Byens Barnepiger var der med den unge Slægt. Bjørnholt var ikke nogen Ven af dannede Kvinder. Han troede sig altid efterstræbt af dem. Han var imidlertid ikke 213uimodtagelig for kvindelig Ynde, naar den f. Ex. mødte ham i Form af en liden net Tjenestepige, der stadsede i Parken en Søndags Eftermiddag. Han afskyede Børn, men naar han var ude i Parken, afskrækkede de ham ikke. Han var snart ved den ene, snart ved den anden Barnevogn og brummede noget til de smaa, som skulde være indsmigrende og som altid fik dem til at skrige. Saa gav han sig i Snak med Pigerne. Han var Demokrat derude i Parken. Han drillede dem med deres Kjærester, puffede dem venskabeligt i Siden med sin Stok, smilte og blinkede til dem og forærede dem Appelsiner eller Kager. Det var en ganske uskyldig Fornøjelse, som han satte megen Pris paa.

Idag havde han dog intet Haab om at se nogen af sine Veninder deroppe. Der var ganske mennesketomt. Bjørnholt gjennemstrejfede Gangene og begyndte igjen at føle Trykket af Søndagsstilheden og Graavejret, da han ganske uventet opdagede to Piger, der gik og spiste Æbler og knækkede Nødder og kastede Skallerne paa hinanden under uafladelig Fnisen. Bjørnholt nærmede sig med en Spøg og blev strax paaskjønnet. Han havde en uimodstaaelig gemytlig Maade at behandle dem paa – de lo af fuld Hals og kastede endog Nøddeskaller paa ham. Han holdt sig stadig nogle Skridt foran dem, som om han var ifærd med at gaa forbi, indtil de naaede de mere afsides Veje. Da gik han 214langsommere, og efterat have forvisset sig om, at der ingen var i Nærheden, troede han at burde optræde som Kavaler og bød den ene Pige Armen. Passiaren blev altid livligere, Bjørnholt var næsten kommen helt op af sin melankolske Stemning og havde ogsaa faaet den anden Pige under Armen, da de ved en Omdrejning af Vejen stod Ansigt til Ansigt med en Mand med Hornbriller og militært Halsbind. Bjørnholt slap Damerne, men var allerede opdaget. Den spadserende Herre, Redaktør Højsen, tog Hatten dybt af og sagde, idet han strøg forbi med flyvende Frakkeskjøder: «Som altid ude og varetager Samfundets helligste Interesser, Hr. Overlærer!»

«Det Asen!» raabte Bjørnholt og slog afsindigt med Stokken ind i Buskene. Da en af Damerne atter vilde nærme sig, puffede han hende uden Omstændigheder tilside med et yderst ugenert «Aa gaa –!» og for brummende og snøftende ud af Parken.

Det var igjen forbi med hans gode Humør. Han vilde dog hjem og prøve det med Bygdebeskrivelsen.

Foreløbig kom han dog ikke dertil. I en af Byens Gader mødte han nemlig Vildhagen, for hvem han strax udgød sig i Klager over den Vending, de politiske Sager havde taget. «Hør, kunde ikke De og nogle andre formaaende omstemme hende. Jeg synes, det maatte være en let Sag; hun er jo af Eders.»

215«Vi skal gjøre vort – men vi tør ikke stole paa, at det vil lykkes.»

«Sørgeligt! Sørgeligt!» mumlede Bjørnholt. «Han bliver gjerne valgt, saa urimeligt det end vilde være.»

«Ja, tror De? Skulde man ikke tro, at Herrens Finger –?»

Bjørnholt vaagnede.

«Død og Pine – ved De noget? Er Stemningen dog kanske –?»

«Den er for ham nu.»

Bjørnholt slappedes igjen. «Jeg troede, De havde vejret et Anslag,» ytrede han mat.

«Jeg sagde Herrens Finger –»

«Ja, ja – javist – naturligvis, –» mumlede Bjørnholt og gjæspede.

De gik tause en Stund.

«Det er vanskelige Tider for Handelsmænd nu,» bemærkede Vildhagen.

«Aa, de gode Handlende klager nu ogsaa altid. De kan jo gjøre Konkurs, faa Akkord og tjene sine femti til otteti Procent.»

Vildhagen lo lunt.

«Det er dog ikke alle, der kan faa Akkord.»

«Aa – bah!»

«Jeg kjender ialfald En, som –.»

«Hvem?»

«Skibsreder Holt?»

Bjørnholt stansede og greb den anden i Frakken.

216«Hvad er det, De siger, Mand? Arne Holt? Spøger det for ham?»

«Sig mig, Hr. Overlærer – vi er jo enige om, at disse farlige Tider kræver Ordensmænd, kristelige Ordensmænd i Spidsen for –»

«Jo, jo!»

«Har De tænkt nærmere over Personerne?»

Bjørnholt saa paa Kirkeværgen med et undersøgende Sideblik.

«Hm. – Hvad mener De om – Fonn?»

«Tror De? Kanske. Det er en udmærket Præst. Men har han den politiske Erfaring –?»

«Nej, det er rigtigt. Men Strand –?»

«Er jo ny inden denne Kommune.»

«Sandt nok. Hm –.» Bjørnholt tyggede rasende paa sit Skjæg, klemte Haanden om Stokkens Greb, saa Knogerne blev hvide og slog iltert efter nogle uskyldige Smaastene, der laa i hans Vej. Han stødte Ordene bistert frem, da han sagde:

«Ja – De selv, Vildhagen – De vilde vel ikke være at formaa til – –»

«Nej, nej, Hr. Overlærer – jeg beder vakkert for mig. De kan selv tænke Dem – – min Bedrift – – desuden – jeg ligger jo ikke for det verdslige –.»

«Men i Nødsfald, Vildhagen – hellere end en Omstyrter –.»

«Det er en anden Sag. Alt for vore dyrebareste Interesser!»

217«De er en Klippe, Vildhagen, en Klippe. – De talte om Skibsreder Holt?»

«Ja, det er yderst beklageligt: Han er fallit.»

«Det er ikke muligt.»

«Det er vist. Den store Arbejdsstok – – hvis Tillid han har forstaaet at tilvende sig – – det er højst beklageligt.»

Bjørnholt stod med aaben Mund.

«Holt? Holt fallit?» mumlede han ganske sagte.

«Herrens Finger –»

Bjørnholt greb hans Haand.

«Tak, Vildhagen. De er en Klippe. Jeg maa hjem. Se op til mig. Vi skal sejre, Vildhagen, vi skal Pinedød alligevel sejre.»

Bjørnholt ilede ind i Byen; Vildhagen gik betænksomt videre og fandt sig inde i et Smug staaende ligeoverfor Redaktør Højsen. Vildhagen hilste venskabeligt.

«Nu, Højsen, hvem opstiller De nu som Deres Kandidater ved det forestaaende Valg?»

«Naturligvis Aage Storm og Doktor Holt.»

«De er sandelig en modig Mand, Højsen. Sønnen af en Fallent – ja, sætter De det Valg igjennem, da siger jeg, De er sterk.»

«Fa–al–lent? Hvem er Fallent?»

«Har De ikke hørt det? Ikke hørt, at Holt er fallit?»

«N–e–j.»

«Hm. Jo. Meget beklageligt. Der bliver mange brødløse, som har stolet paa ham. Det 218lod sig jo forudse. En Mand, der i disse Tider hverken indskrænker Driften eller nedsætter Arbejdslønnen –!»

«De er lun, De, Vildhagen. – Ja saa. Fallit. Det var Satans. De bliver Valgmand, Vildhagen. Hvem stemmer De paa?»

«Betingelsesvis paa Aage Storm.»

«Betingelsesvis?»

«Ja – ifald Deres Parti gaar med paa en sikker Repræsentant ved hans Side.»

«Aha. Men jeg arbejder ikke for nogen Embedsmand, ved De.»

«Nej, nej – men der gives jo andre –»

De var ved Højsens Bolig. «Vil De ikke træde indenfor, Vildhagen, saa kunde vi drøfte denne Sag lidt nærmere?»

«Tak.» – –

Stormen tager til. Bølgerne suger sig paa engang højere og højere i Vejret og forlænge sig. De ser ud, som om de iler mod et fjernt Maal med febrilsk Hast. De skumglimter og ligner Rovdyr, der viser Tænder. De hyler hæst og ser spændt, angst og tillige slugne ud. De jager et Rov, de forfølger de sejlende Baade og Skibe, hidser hverandre og raaber: Fremad, fremad, grib dem, hvælv dem, ned i Dybet med dem, knus dem, fortær dem. Vi vil have Lig, Lig. Alt er Brøl, forfærdeligt, brutalt Brøl – de synes afsindige af vild Ødelæggelseslyst. Man kommer til at tænke paa en hungrig, mordlysten Pøbelhob.

219Og over den oprørte Sø jager Hundreder af Søfugle og opfører en ren Helvedeskoncert. Det er, som om de pludselig har opdaget, hvilken forfærdelig Gaade Livet er, og som om de med det samme er blevne grebne af en vanvittig Rædsel over sin egen Tilværelse. – –

Paa Havnen bliver Skibene urolige. De dukker og rykker i Ankertougene, og Riggene bøjer sig for Bygerne.

I Skumringen satte en Baad ud fra Toldboden og styrede mod et af Skibene paa Havnen. I Skotten sad Skibsreder Holt sammenkrøben. Han gjorde en ynkelig Figur, der han sad og holdt paa Hatten med begge Hænder.

Han klatrede ombord i Skibet og gik ind i et Lugar, hvor Skipperen laa i sin Køje og røgte af en kort Snadde. Han rejste sig langsomt op, da Holt kom ind, og satte sig paa Kanten af Køjen.

«Godaften,» hilste Holt uden at tage Hatten af.

«Godaften. Rusket Vejr.»

«Ja. – Naa – hvordan gaar det?»

«Med – hende?»

Han gjorde en Bevægelse med Haanden henimod Agterenden af Skibet.

«Ja, ja.»

«Aa – det er med det samme. Somme Tider raser hun og river Klæderne af sig, somme Tider sidder hun nu saadan hen.»

220«Hun vil ikke rejse?»

«Nej.»

«De har meddelt hende mit sidste Tilbud?»

«Ja.»

«Hvad sagde hun?»

«Hun slog efter mig.»

«Slog?»

«Ja, og bed. Hun skyr intet. Hun er slet ikke lystelig at passe paa.»

«Men hun maa ikke komme iland, hører De? – – De kan forsøge endnu engang. Byd hende det dobbelte.»

«Jeg skal prøve.»

«Godaften.»

«Godaften.»

Da Holt igjen var kommen iland, stod han et Øjeblik stille, som om han betænkte sig paa, hvad Vej han skulde vælge. Han gik derpaa langsomt nogle Skridt henimod Viks Hus, men stansede igjen, krøb frostigt sammen og gned sine Hænder. Endelig havde han taget sin Beslutning. Han gik raskt hen til Gaardens Port ud til Gaden og ringede paa. Klokken lød hult. Det varede længe, før nogen kom. Endelig hørtes Trin indenfor, og en Kvindestemme spurgte:

«Hvem er det?»

«Skibsreder Holt.»

Der blev lukket op.

«Er Vik hjemme?»

221«Ja– a,» svarede Pigen trevent. Hun syntes at lide af den almindelige Søndagsmelankoli. «Han sidder inde paa Kontoret.»

Holt følte sig en Smule lettet. Han behøvede altsaa ikke at gaa ind i Dagligstuen. – Han bankede paa Kontordøren. Der svaredes med et dybt, tungt: «Kom ind.»

Holt traadte indenfor. Det var et lidet Rum, der vendte ud til Gaardspladsen. Det mest mulige i dette Værelse var af Jern. Der var en Jernsofa med Hestehaars Madrasser, et Jernskab for vigtige Papirer, en Jernstol og en Jernspyttebakke. Vik sad og læste i en tyk Bog med Staalspænder. Der var koldt derinde.

Vik tog sine Briller af og saa langsomt op, men kjendte ikke strax den indtrædende, der stod i Mørke. Endelig gik det op for ham, hvem denne spøgelseagtig tynde Mand var, der stod nede ved Døren med Floshatten mellem Hænderne og saa sig uroligt om.

De havde ikke talt med hinanden siden den Dag, Vik havde sagt til sin fordums Kammerat: «Bedrager du hende, dræber jeg dig.» De havde ofte mødt hinanden i de forløbne Aar og bekjæmpet hinanden, men de havde ikke vexlet et Ord.

Idet Vik gjenkjendte Holt, faldt hans ene Haand saa tungt paa den opslagne Bog, at Bordet rystede. Derpaa blev han siddende uden at røre sig og saa stivt paa sin Modstander.

222«Godaften Vik,» hilste den anden.

«– Aften.»

Holt nærmede sig en Smule. Vik bad ham ikke sætte sig ned.

«Jeg vilde gjerne tale et Ord med dig.»

«Om Sønnen? Nytter ikke, Arne Holt.»

«Det var ikke om Knut.»

«Saa–aa?»

«Jeg kommer her i et Forretningsanliggende.»

«Jeg holder ikke Kontortid om Søndagen.»

«Jeg tænkte ogsaa derpaa. Jeg beder dig undskylde, at jeg vælger en saadan Tid; men det havde Hast.»

«Naa. Altsaa?»

«Jeg trænger Penge.»

«Hvad?»

«Jeg søger et Laan. Vil du hjælpe mig?»

«Hjælpe dig? – – Laan? – – Du trænger Penge?» –

Vik smilte. Det tykke, faste Kjød i hans Kinder veg en lille Smule tilside, og saa kom der fra Dybet en liden bleg Straale, ved hvilken man frøs.

«Du skal faa se mine Bøger,» sagde Holt.

«Det skjøtter jeg ikke om.»

«Jeg kan betale enhver sit.»

«Saa betal, Mand.»

«Du vilde selv i mit Sted søge Udveje –»

«Jeg vilde ialfald ikke søge dine Udveje.»

223«Det vil sige, du vilde ikke gaa til mig om Hjælp.»

«Før tigge, før dø af Sult.»

Holt taug en Stund.

«Du er uforsonlig?»

«Jeg vil ikke hjælpe nogen Slags Svindel i Vejret.»

«Hm. Er det blot min Forretning, du har imod?»

«Nej. Jeg har imod dig selv.»

«Du vil altsaa ikke?»

«Nej.»

Da Holt efter nogen Betænkning atter begyndte at tale, var det med en noget usikker Stemme.

«Jeg kunde aldrig have henvendt mig til nogen anden af mine Modstandere med en saadan Bøn. Dig kan jeg bede derom, fordi jeg – jeg – har gjort dig Uret engang. Jeg skammer mig ikke ved at ydmyge mig for dig.»

Vik svarede ikke.

«Men heller ikke til dig havde jeg dog gaaet blot for at redde min Forretning, blot for at holde mig selv oppe.»

«Hm. Du ofrer dig naturligvis for dem, du ruinerer.»

«Jeg ruinerer ingen.»

«Nu – for hvis Skyld er du da kommen?»

«For Knuts.»

224Holt bævede i Stemmen ved disse Ord og hostede flere Gange.

«Aha, jeg forstaar. Jeg er nu interesseret i din Forretning; vi er jo paa en Maade kommen i Kompagni, siden min Datter har forlovet sig med din Søn. Du er en god Spekulant, Holt, det har du altid været. Men denne Spekulation vil slaa fejl.»

«Nej, nej, det var ikke saaledes ment,» sagde Holt ivrigt.

«Nej, naturligvis! Du mente vel igjen noget nobelt.»

Holt saa tungsindigt hen for sig. Han gjorde flere Gange forgjæves Forsøg paa at tale, før det lyktes. Endelig begyndte han:

«Hør nu, Vik. Havde du en Søn og især en saadan Søn som jeg, da vilde du forstaa mig. Min Søn –» her rettede han sig stolt i Vejret og saa Vik dristigt ind i Øjnene – «har en ualmindelig Begavelse. Han har en stor Fremtid for sig – han har en Mission, Vik. Nu vil han vistnok bane sig Vej, hvordan det end gaar mig; men kan du ikke forstaa, at det er mig en uudholdelig Tanke, at jeg selv skal lægge de tyngste Stene i hans Vej, og at jeg derfor er rede til at gjøre alt, vove det yderste, vandre de tyngste Veje for at det ikke skal ske. Derfor er det, jeg beder dig –»

Vik rejste sig.

225«Hvordan er det med dig, Holt? Du var dog engang et godt Hoved. Har det taget paa din Forstand? Jeg skulde hjælpe din Søn frem paa de Afsindsveje, hvorpaa du i din Ryggesløshed har fristet ham ind? Jeg skulde hjælpe dig og din Søn og det Pak, som følger eder, til at omstyrte alt, hvad helligt er? Jeg spørger dig endnu engang: har du taget Skade paa din Forstand?»

«Du vil altsaa ikke?» spurgte Holt igjen ganske lavt.

«Nej.»

«Jeg beder dig, Vik, jeg bønfalder dig.»

«Nej.»

«Betænk, hvad det vil sige for en Far – – du vilde hjælpe enhver anden i mit Sted. Jeg vil skrifte for dig – du skal se ind i de lønligste Kroge af mit Hjerte. Du skal vide ogsaa dette: Foruden at jeg heller vil lade mig knuse end skade min Søn paa hans Bane, saa kommer der ogsaa noget andet til – – ja, det kan synes dig lidet – og det betyder jo heller ikke stort – – men du skal dog vide det: jeg skammer mig for min Søn; det falder saa tungt at bekjende det for ham, at jeg ikke har været Stillingen voxen.»

«Forfængelige Nar.»

«Ja, ja, kald det saa – det er jo muligt, du har Ret. Men ikke sandt – du kan forstaa det?226 Jeg elsker, jeg ærer, jeg beundrer ham saa højt. Du har jo selv Barn – hjælp mig, Jakob, vil du?»

Han skalv, hans Stemme var graadkvalt, hans Holdning blev mere og mere bøjet, mere og mere ydmyg.

«Nej.»

«Det er dit sidste Ord, uigjenkaldeligt dit sidste Ord – du vil ikke?»

«Nej.»

Hvert Nej kom som et Hug. Der gik for hver Gang et Stød gjennem hans sterke Legeme; han satte for hver Gang Foden haardere i Gulvet og kneb for hver Gang Læberne tættere sammen. Han blev mere og mere Jern; han flød sammen med alle disse Gjenstande af Metal, der omgav ham.

Da hans sidste Nej var sagt, rettede Holt sig som en Staalfjeder, der springer tilbage. Det gamle Høgeblik var i hans Øjne.

«Jeg troede, du havde været en større Mand. Du er en liden, en tranghjertet Mand, Jakob Vik.»

Vik lo hult. Han vendte Bredsiden til sin Modstander. Hans Ansigt var graat som Aske, Læberne dannede to hvide Striber.

«Hjælpe dig?» raabte han. «Ved du, Holt, at naar jeg har gaaet dig forbi paa Gaden i disse Aar, da har det været med den yderste Nød, at jeg har kunnet styre mig, saa jeg ikke faldt over dig, slog dig ned i Gadeskarnet, hvor du hører hjemme, og traadte dig i Stumper og Stykker. Hjælpe dig, som har frasvindlet mig alt, hvad 227jeg har elsket højst i Verden! Nej, se dig blive Tigger og Gadeskræmsel, vil jeg. Her fra mit Hus vil jeg se dig snige dig forfrossen og forsulten om ude paa Kajerne, jeg vil se dig tigge og intet faa, jeg vil se Gadegutterne pege Fingrene efter Fallenten, jeg vil se dig blive gal, vil jeg. Thi du bliver gal med dit forfængelige Sind, og den Dag, de tager dig op fra Gadestenene for at bære dig til Galehuset, – da skal du faa en Haandsrækning af mig, men før aldrig, det kan du forlade dig paa.»

Han gik til Døren, rev den voldsomt op og pegte ud.

«Jeg kunde svare dig,» sagde Holt; «men jeg tier. Jeg har gjort dig Uret.»

«Ud, Svindler!»

«Farvel, du kristne Alvorsmand.»

Vik slog Døren i Laas bag ham. Han pustede dybt ud og satte sig derpaa atter paa Stolen ved Bordet. Han havde levet indelukket paa Kontoret lige siden Datterens Forlovelse. I de vaagne, smertefulde Nætter havde han siddet Time efter Time paa denne Stol og læst i den staalbeslagne Bog. Han tog nu igjen fat, hvor han var bleven afbrudt ved Holts Komme, og læste videre om Israels hevnende Gud.

En Stund efter at Holt havde forladt Huset, ringede det igjen paa Porten. To i Regnkapper hyllede Skikkelser – det var begyndt at regne udenfor – spurgte efter Frøken Kornelia. Det 228var Vildhagen og Madam Tvet. De blev af Pigen vist ind i Dagligstuen, hvor Kornelia og Jomfru Vik sad hver med sin Bog.

De Ankomne hilste paa den langsomme Maade og med det søde Smil, som var i Brug blandt «Vennerne». Vildhagen tørrede idelig sit Ansigt med et tærnet Lommetørklæde. Stuen fyldtes under hans Ophold derinde efterhaanden med en Lugt af Sved og Lim.

Baade Jomfru Vik og Kornelia var en Smule forundrede over dette Besøg. Vildhagen kom ikke regelmæssigt til Viks, og Madam Tvet aldrig, efter at hun, som hun sagde, havde havt den Naade at blive optaget i Strands Torsdagsandagt.

Jomfru Vik kunde ikke tilgive Madam Tvet, at hun havde meldt sig ud af deres Kvindeforening og sluttet sig til Strand. Hun betragtede hende fra den Tid halvt om halvt som en frafalden. Hun tog derfor nu meget kjøligt imod hende. Hun henvendte sig nærmest til Vildhagen og ytrede, at Vik var inde paa Kontoret, men at hun skulde gaa ind og sige ham, at Kirkeværgen var der.

Vildhagen skelede ned i Gulvet og hostede.

«Tak – men det var nok ellers ikke Vik selv, vi – vilde –»

«Nej, det var ikke Vik,» bekræftede Madam Tvet og saa stivt paa Kornelia.

Der opstod en Pause. Madam Tvet, der havde sat sig, saa ud som en Kirurg, der bereder 229sig paa en interessant Operation, med Velbehag udfolder alle de blanke, skjærende, sagende, stikkende Instrumenter og lader dem blinke i Lyset. Hun saa paa sin Ledsager og Assistent, som om hun vilde sige: «Jeg er færdig, læg Patienten tilrette.»

Jomfru Vik udmærkede sig ikke ved noget hurtigt Begreb, men efterat hun havde betragtet Madam Tvet en Stund og fulgt Retningen af hendes Blik, fik hun dog en Anelse om, hvad Gjesterne vilde: det var et Omvendelsesbesøg, og det gjaldt Kornelia.

Jomfru Vik var en meget gudfrygtig Kvinde. Hun var missionsvenlig og foreningsvenlig, meget interesseret i Forarbejdelsen af Andagtspuder og næsten svag for en kristelig Eftermiddagschokolade. Hun saa tilbage paa sit Liv, dengang man hverken havde Torsdagsandagter eller Opbyggelser paa «Salen» med The eller Visitter af makronspisende Damer, som paa noget forfærdeligt tomt og øde. Hun velsignede den Række Præster, der havde vakt alt det Liv med Sammenkomster og opbyggelige Broderier, og især elskede hun Fonn, hvem hun ofte fulgte paa hans Omvendelsesbesøg i Husene. Hun var saaledes heller ikke imod disse – tvertom; hun gik selv paa egen Haand til en tre-fire fattige Familier og mindede dem om deres Pligt: at lide med Taalmodighed. Men aldrig var det falden hende ind, at nogen af hendes Brødre eller Søstre i Herren 230kunde formaste sig til at træde ind i hendes Broders Hus, i hendes og Kornelias Hjem i et saadant Missionsøjemed. Alle disse Familier, som hun selv og Fonn hjemsøgte, var i hendes Øjne Mennesker af en ringere Kvalitet end hun og hendes; de var de egentlig fordærvede, til hvem Skriften sagde de haardeste Ord og for hvis Skyld hele dette Missions- og Opbyggelsesarbejde var sat i Gang. Hun vidste vel, at ogsaa hun og hendes var saadan i Almindelighed Syndere – Gudbevares – men at behandle et bravt, religiøst og velstaaende Hus som Viks paa samme Maade som et af hine Fattighjem, at stemple det i Folks Øjne ved Omvendelsesbesøg, – det var en Fornærmelse, en Forhaanelse saa oprørende, at den et Øjeblik gjorde hende fuldstændig maalløs.

Vildhagen havde foldet Hænderne. Han hostede flere Gange og sagde endelig:

«Vi kom herind i den Tanke – i Kjærlighed at tale et kristeligt Ord med Dem, Frøken Kornelia.»

«Lidt fort,»Forfatternote: Fort, hurtig. sagde Madam Tvets Ørneblik, og de to store Hugtænder gjentog: «Vi er færdige.»

Kornelia rejste sig blussende rød, men satte sig lidt efter igjen og ventede i Taushed paa, hvad der videre vilde komme.

231Vildhagen flyttede sig uroligt paa Stolen, svedede, blev rødere og sødere og fortsatte endelig:

«Er De ikke længer en af vore, Frøken Kornelia?»

«Det er ret,» sagde Madam Tvets Skarpretteraasyn. «Nu skal du høre, hun kan ikke svare for sig, og saa hugger jeg hende.»

Kornelia rejste sig igjen og blev staaende fremme paa Gulvet.

«Hvad mener De?» spurgte hun.

Vildhagens Blik begyndte, som det plejede, at søge paa Gulvet efter noget, som det aldrig fandt, og Madam Tvet saa sig om med et stort, kristeligt Blik, der sagde: «Hun spørger, hvad mener De?»

«Hm, hm,» begyndte Vildhagen igjen, «Troen er en kostelig Gave –»

Med Øjnene sagde Madam Tvet utaalmodigt: «Ikke saa mange Omsvøb; jeg er jo færdig,» men med Tungen:

«Vildhagen – skulde vi ikke tale om de frafaldne?»

«Jo – kanske,» svarede Vildhagen og saa nu op under Loftet. Han vilde netop paany tage fat, da Jomfru Vik stansede ham. Hun havde nu faaet sin Besindelse tilbage og havde fattet sin Beslutning: det maatte ikke, det skulde ikke ske.

232«Hvordan har Deres Mand det nu, Madam Tvet?» spurgte hun, som om det var det uskyldigste Spørgsmaal af Verden.

Madam Tvet gjorde uvilkaarlig et Hop paa Stolen. Med Madam Tvets Mand havde det nemlig en egen Sammenhæng. Han førte en uænset Tilværelse oppe paa et afsides Loftkammer, hvor han drev lidt Bogbinderarbejde. Det blev sagt, at Madam Tvet brugte ham som Gaardsgut og Pige og i det hele holdt ham meget knapt og strengt. Han fik aldrig Lov til at forlade Huset – de ejede et lidet Sted udenfor Bygrænsen – og naar der kom fremmede, laasede hun ham inde paa hans Kammer. Længe havde man blot Rygter at holde sig til. Men endelig lykkedes det den spinkle, menneskesky Mand at skuffe sin Hustrus Aarvaagenhed. Han listede sig til Byen og op til den daværende Præst, for hvem han klagede sin Nød. «Jeg skal tale med hende,» havde Præsten sagt; men da blev Manden ude af sig selv af Forfærdelse; han bad og bønfaldt Præsten om ikke at røbe, at han havde været der. «Men hvorfor?» spurgte denne. – «Hun slaar,» svarede Manden oprigtigt, «og saa faar jeg ikke lægge i Ovnen.» – Men da Præsten derpaa spurgte ham, hvad han ønskede, viste det sig, at Manden slet ikke havde tænkt sig, at der overhoved skulde foretages noget – han vilde blot en eneste Gang faa lette sit Hjerte ved et Skriftemaal, og da han 233nu var færdig dermed, listede han sig hjem igjen, tilfreds med at være sluppen levende fra sin forvovne Udflugt.

Madam Tvet svarede ikke paa Jomfru Viks Spørgsmaal. Hun saa forbitret paa hende og vendte sig igjen til Vildhagen. «Vi talte –», begyndte hun for at sætte ham i Gang igjen; men Jomfru Vik kom atter paatvers.

«De skal jo gifte Dem nu, Vildhagen?»

Vildhagen blev forlegen. Det var blot et halvt Aar, siden hans Kone døde, og det var derfor endnu ikke officielt, at han havde fornummet Guds Vilje med Hensyn til et nyt Ægteskab. Da han blot hostede ydmygt, blev Jomfru Vik ved: «Jeg hører, De frir til Madam Johannesen, og hun sidder jo godt i det.»

Vildhagen befandt sig virkelig ikke vel. Han tørrede uafladeligt sit Ansigt med det tærnede Tørklæde, og hans Blik kom slet ikke mere op fra Gulvet.

«Det er ikke godt for Mennesket at være ene,» bemærkede han.

«Det er godt at have Penge paa Rente,» sagde Jomfru Vik tørt.

Vildhagen gjorde et Forsøg paa at le, men det lykkedes ikke. Der opstod en længere Pause, under hvilken Jomfru Vik lod til at befinde sig overordentlig vel. De to missionerende gjorde endnu nogle svage Forsøg paa at komme til Sagen; men Jomfru Vik faldt hver Gang saa 234haardnakket ind med nærgaaende Bemærkninger om deres personlige Forhold, at Madam Tvet tilslut brød overtvert, rejste sig med et lynende Blik og klingende Hug af sine store Tænder.

«Nej, Vildhagen, vi glemmer nok Andagten oppe hos os,» sagde hun.

Vildhagen rejste sig ligeledes. Madam Tvet tog Farvel som en Høg, Kirkeværgen som et Lam, og begge togede ud, den ene knejsende, den anden slæbende, begge forbitrede og slukørede tillige.

Da de var borte, slog Kornelia Armene om Tanten, kyssede hende og sagde: «Tak».

Jomfru Vik gav nu rigtigt sin Harme Luft. Det «simple, nærige Fruentimmer,» der efter Jomfru Viks Mening burde «afskaffes», fik en ingenlunde søsterlig Behandling. Men da hun havde udtømt sin Vrede, udbrød hun: «Men Gud, at du kunde gjøre det, Kornelia!»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.