XI.

Den lille Fjorddamper oplevede noget nyt, da den nogle Dage senere lagde til ved Byens Kajer. Ingen Bærere, ingen Lediggjængere og Nysgjerrige modtog den. Bryggen var øde og de nærmeste Pakhuspladse og Almenninger ligesaa. Det var en Gaade, som først blev løst, da «Fortøjningsmanden» kom ud med sin Baad. Der var atter Arbejderopløb 235i Byen. «Det er Holts Arbejdere,» sagde han; «de har svoret paa, at de vil ødelægge Borgen.»

Ved disse Ord vendte alle Passagererne sine Øjne mod to Mænd, som denne Efterretning angik nærmere end nogen anden ombord, nemlig Knut og Peter, der vendte hjem fra et Besøg hos en fælles Bekjendt i Byens Nærhed.

Alle ilede hurtigst muligt fraborde. Gjennem Hovedgaden gik der en sort Menneskestrøm mod Borgen. Rundt om hørte Knut og Peter Spørgsmaal, Forklaringer og Gisninger. – «Han skal have snydt dem ordentlig,» sagde En. – «Der har altid været noget misligt ved Holt,» bemærkede en Brændevinshandler, hvis store Omsætning havde erhvervet ham almindelig Agtelse.

Man kunde høre Larmen fra Borgens Have langt ned i Gaden. Man peb, hujede og raabte Hurra. Stemmerne forraadte, at det var Ungdommen, der dominerede.

Knut og Peter havde naaet Haven. Gjærdet var paa lange Stykker nedbrudt; de kunde gjennem Aabningerne overskue Valpladsen. Plænen foran Borgen var opfyldt af Mennesker, der dog syntes at forholde sig ganske rolige. De egentlig agerende, Ungdommen, tumlede sig i Havens fjernere Anlæg. Det kan vel være, at de unge Urostiftere morede sig! Du gode Gud, hvad det var for en Nydelse at storme frit omkring i denne store, prægtige, men saa overordentlig farlige Have, som de ellers plejede at snige sig 236forbi med en halvt overtroisk Frygt, nysgjerrigt tittende efter den skarpsynte Ejer og hans sindrige Fangstredskaber, om hvilke der gik de utroligste Fortællinger. Det højeste, nogen af dem før havde vovet, var i mørke Aftener at klatre op paa Plankegjærdet og at knibe et Bær eller et Æble, der hang indenfor deres Rækkevidde. Og nu turde de ikke alene betragte alle Havens Herligheder i Nærheden, tage paa dem, undersøge dem, udfinde Hemmeligheden ved Bænkene og Grinderne,Forfatternote: Grind, Led. – de kunde endog ustraffet træde ned, omstyrte, plyndre og gjøre sig tilgode, som de lystede. De havde strax indseet Fordelen ved Arbejdets Deling. Nogle, – det var de videbegjærlige – havde strax taget fat paa de «ikke ordinære» Bænke og væltet dem for at studere Mekanismen. Andre, der nærede mere solide Interesser, havde begyndt at afhøste Æbletræerne og at plyndre Kaalsengene. Da de havde stillet sin Hunger, begyndte de at bombardere hverandre indbyrdes og Tilskuerne ude paa Gaden med, hvad der endnu var tilovers. Hos en tredje Klasse var Ødelæggelseslysten fremherskende: de trampede om i Blomsterbedene, hvor nogle Asters og andre Høstblomster fornærmede dem ved sit aristokratiske Levnet, rev Buske op og splintrede Havebordene. Nogle merkantile Genier havde faaet fat i Øl og Cigarer, som de solgte til de 237lykkelige, der var i Besiddelse af Kontanter. Den alleryngste Aldersklasse drev Byttehandel med sine Fund: Knapper, Søm, Beslag og lignende, og morede sig med at afbrænde Krudtkjærringer. Alle nærede blot en eneste Bekymring: at Politiet skulde komme og gjøre en Ende paa denne herlige Moro.

Knut og Peter ilede op til Huset. Peter var rasende. «Det Pak», «de Hunde» mumlede han og vilde uafladeligt gjøre Indhug. Knut holdt ham længe tilbage. Men pludselig udbrød han: «Nej, der er Gud forlade mig ogsaa min egen Bryggergut!» og nu var alle Knuts Formaninger spildte. Han styrtede sig midt ind i en tæt Sværm, fakkede en herlig opløben Fyr i Kraven, trak ham frem og rystede ham og rystede ham, saa Tænderne klapprede paa den betænkeligste Maade i hans Mund.

«Se, se, min kjære Jens, er du ogsaa med? Det glæder mig i Sandhed at finde dig sund og rørig – din nederdrægtige Hvalp.»

Den grebne blev en Smule betuttet, men mandede sig snart op. Situationen var stor og usædvanlig, og han følte sig i Højde med den. Han forsøgte at rive sig løs og raabte: «Jeg bryder mig Fanden om hvad I siger!»

Han blev desværre afbrudt. Et sandt Drys af velmente Lusinger bragte i et Nu Ærgjærrigheden og Daadstrangen til at fordampe, og da Kammeraterne ikke gjorde Mine til at støtte ham, besluttede 238han at lade Æren i Stikken og at frelse sig ved Flugten.

Vennerne naaede Pladsen foran Huset. De fleste af de her forsamlede lod til at være Tilskuere. Holts Arbejdere havde samlet sig i smaa Klynger nærmest Huset. De saa ligefrem forlegne ud; den ene forstak sig bag den anden, alle syntes at vente paa, at en eller anden skulde tage Ordet og forklare dem, hvorfor de egentlig var komne sammen og hvad de videre havde at gjøre. Havde det ikke været for alle disse Tilskuere, der stod og ventede paa, at noget skulde ske, var Enden maaske bleven, at enhver i Stilhed havde listet sig hjem til sit. Nu var det imidlertid blevet umuligt – nu maatte der gjøres noget.

Heldigvis havde de smaa Omstyrtere, der sværmede om i Haven, et ganske andet Greb paa Tingen. De begyndte nu at blive mætte af at spise Æbler og ødelægge Havebænke. Nogle af de mest foretagsomme holdt Raad, og snart saa man en Sværm af disse bedriftlystne Krigere sprede sig og bore sig ind i Hoben oppe paa Pladsen. Pludselig hørte man skarp, klirrende, singlende Lyd – et af Vinduerne i første Etage viste stjerneformede Hul i alle Ruder undtagen en. «Nu er du enøjet,» raabte en af Skytterne, og saa fulgte et rungende Hurra. Det første Skridt var gjort – snart haglede det med Stene mod Vinduer og Vægge, det singlede og knasede, Glasskaar og Murstumper dryssede ned overalt.239 De unge Belejringstroppers Mod voxede. De holdt sig ikke længer skjult, de omsværmede Huset ganske aabenlyst, kastede omkap og væddede om Knapper, Cigarer, Kobberskillinger og Øl. Bedrifterne i Haven var dog intet imod dette. Denne bristende Lyd, hvergang en Rude blev rammet, og Tanken paa, at det var selve Borgen, de bombarderede, og at hver Sten fløj lige ind i Holts fine Værelser og knuste Spejle, Lamper og skamferede Stole og Borde, var rent ud begejstrende! De ønskede bare, at det vilde vare den hele Nat og begynde igjen den næste Aften.

Idet Knut og Peter trængte sig gjennem Hoben for at naa Porten til Baggaarden, blev de opmærksomme paa en Herre, der altid var tilstede, hvor Guttesværmen var tættest og Bombardementet livligst. Han puffede snart den ene, snart den anden af dem opfordrende i Siden med sin Stok, pegte op paa Vinduerne og brummede: «Godt gjort: Du er flink, du Krøltop!– – Sigt højere! – Haa, haa! Han tør ikke! – – Du da med Sydvesten! – Vil du ha’ en Cigar?– – Husch! Du er lovende! Her har du to Skilling. – – Klem bare paa!»

«Det er, Gud hjælpe mig, Bjørnholt,» hviskede Peter. «Det Asen. Skal jeg –?»

Bjørnholt fik Øje paa dem. Han forlod Skytterne, strøg svingende med Stokken tæt 240forbi de andre to og raabte: «Jeg gratulerer! Det suveræne Folk hævder endelig sine Rettigheder.»

Peter fik igjen krigerske Lyster, men Knut trak ham med sig. De fandt Bagporten stengt ligesom Hovedindgangen. Alt var stille i Huset; Det syntes forladt. Omsider opdagede dog Peter et Ansigt, der tittede frygtsomt ud af et Vindu i anden Etage. Han vinkede, og strax efter hørtes Trin i Trappen. Døren blev aabnet med stor Forsigtighed, og da de var komne indenfor, atter aflaaset.

I Kathrines Kammer fandt de alle Pigerne forskrækket sammenkrøbne. Kathrine selv sad og læste med skjælvende Stemme af en Salmebog.

Da Knut og Peter traadte ind, sprang hun op med et Glædesskrig.

«Aa, Gud ske Tak, at De kom.»

«Hvor er Far?» spurgte Knut.

«Inde paa Kontoret.»

De fandt Holt vandrende rastløst omkring. Hans tynde graa Haar, der ellers altid var kjæmmet saa omhyggeligt over Issen fra det ene Øre til det andet, hang i Tjavser ned over Skuldrene. Et kort, graat Skjæg bedækkede Hage og Kinder. Han bevægede uophørligt Læberne paa en gumlende Maade. Da han talte, var det ikke længer med den sædvanlige klingende Stemme, men med en skjælvende Gammelmandsrøst.

Efter nogen Taushed, under hvilken han syntes forgjæves at søge efter Ord, udbrød han:

241«Rejs, Knut, rejs! Det var afsindigt af mig at overtale dig til at blive. Rejs – idag – imorgen – med første Dampskib!»

«Hvad er paafærde, Far?»

«Paafærde? Har du ikke læst Tirsdagsavisen?»

«Nej.»

Han ilede hen til Bordet, greb en Avis, knugede den i Haanden og rakte den til Knut:

«Se her! Læs! Jeg er fallit. Jeg er en Svindler, intet andet. Jeg har ruineret, paa det skammeligste bedraget alle disse lettroende Mennesker, som jeg rigtignok i alle disse Aar har givet Arbejde og hjulpet paa enhver Maade. Ha, ha, ha! Jo, jo – her kan du se, hvad Mand din Far er.»

Knut læste. Avisen skalv i hans Haand.

«Er det sandt – er du –?»

«Fallit? Se her ligger mine Bøger. Jeg kan betale til sidste Hvid.»

Udenfor blev det stadig livligere. Hylene blev stærkere og Stenregnen voldsommere. Der forsøgtes ogsaa nogle Stormløb mod Porten.

«Har du talt med Arbejderne, Far?»

«Talt med dem? Talt med disse drukne Dyr? Nej, dertil holder jeg mig sandelig for god. Hvad skulde det ogsaa nytte til? De har naturligvis faaet Brændevin for at gjøre Optøjer og vil have mere for at slutte. Men kanske synes du, vi skulde aabne Kjælderne for dem? Lad 242gaa! Jeg overlader dem Huset, Bryggerne, hele Forretningen! Vi – du og jeg – vi har jo Gaden, vi kan jo tigge, medens det Pak, jeg har ofret mere for end nogen anden, drikker vor Vin.»

«Far, du er ude af dig selv.»

«Rejs, Knut! Rejs! Du skal ikke tilsøles af dette Kryb! Jeg vil det ikke. Med mig er det det samme. Jeg er vant til det – men jeg taaler ikke, at nogen smudsig Haand berører dig. Rejs. Lad dem dræbe mig, om de vil – jeg har faaet nok af det hele.»

«Fat dig, Far. Peter, kom med; vi maa faa Ende paa dette. Og saa maa vi tales nærmere ved, Far.»

Holt stansede i sin Gang, da de andre var borte. For et Øjeblik havde han blusset op – nu saa han atter slap og sløv ud.

Der blev stille udenfor. Holt lyttede, og da det vedblev at være roligt, gik han ind i det tiltødende Værelse, hvorfra man kunde se ned paa Plænen. Han gik til Vinduet. Knut forlod netop Pladsen med nogle af Arbejderne; Peter gik om mellem de øvrige og talte ivrigt til dem. Holt aabnede Vinduet for at høre bedre. Han opfangede enkelte Sætninger: «Skam jer! – – Er det Takken, fordi han har lønnet eder bedre end nogen anden Arbejdsherre?– – Naar Ulykken truer ham, slaar I hans Vinduer ind?»

243«Han har bedraget os!» skreg nogle af de modigste. «Det staar i Avisen! Han vil ruinere os, staar der.»

Holt hørte igjen Peters Stemme. «Saa? Hvem har han da forurettet? Hvem har tabt ved ham? Er det dig, Jensen? Kom hid, Far, og gjør Rede for dig. – Du kom ud fra Distriktsfængslet, husker du. Ingen vilde indlade sig med dig. Du var arbejdsløs og sultede, da Holt tog sig af dig. Nu ejer du Hus og Grund. Eller er det dig, Berg? Du bad forgjæves de andre om Hjælp; du var ikke af den rette Tro. Hvem gav dig Arbejde? – – Eller dig, Hansen? Hvor var du, da Holt tog dig? Paa Fattighuset, Far. – Nej, se min kjære Høvig, er du ogsaa med! Hvad har du tabt? Du var falleret Snedker, da du fik Arbejde paa Holts Tøndefabrik – –»

Knut og de Arbejdere, der havde fulgt ham, kom tilbage. Holt saa Sønnen stige op paa en Bænk. Han vilde altsaa tale til dem. Holt rettede sig op. Det var at vise disse Folk for megen Ære; men det glædede ham dog, at Knut vilde føre hans Sag, slaa Modstanderne ned med sin ubønhørlige Logik, ydmyge disse utaknemmelige og give ham den Ære, der tilkom ham.

Han lænede sig langt ud af Vinduet – ikke en Stavelse maatte gaa tabt.

De fleste af Arbejderne var endnu samlede omkring Peter; de havde ikke faaet Øje paa 244Knut. Peter blev ved at kalde dem frem for sig enkeltvis, hvad der virkede saa overordentlig slappende paa deres Mod, at der virkelig var Fare for, at de unge Krigere, der indtil videre havde indstillet Bombardementet, skulde skuffes i sit bedste Haab. Da kom imidlertid Hjælpen. En tynd, skarp Stemme raabte: «Aa, vi skylder ham Pinedød ikke noget. Vi ved nok, hvorfor han hjalp os – vi skulde stemme for ham. Vi har betalt!»

«Det er rigtigt!» istemte de andre. Hovederne kom igjen i Vejret. Selv de, der nylig havde følt sig saa ydmyge, at de havde taget Cigaren ud af Munden og neppe turdet spytte, fik Mod og blev højrøstede. Idet de nu fik Øje paa Knut, samlede de sig om ham paa en temmelig udfordrende Maade.

Holt stod aandeløs oppe i Vinduet. Nu var Øjeblikket kommet. Knut vilde faa disse Mennesker til at forstaa og dømme retfærdigt. Nu vilde han blive lønnet for alt, hvad han i sine Dage havde døjet.

Pludselig tumlede han tilbage fra Vinduet. Hvad betød det? Knut havde uden at sige et Ord steget ned fra Bænken. Opgav han det? Var han bleven bange? Vovede han ikke at forsvare ham? Eller – kunde han ikke? –

Holt havde en Fornemmelse af, at hans Ben visnede under ham; det forekom ham, som 245om han gled sagte ned i et mørkt, bundløst Dyb. – –

Udenfor optraadte imidlertid en ny Magt. Byens Politi havde fattet den forvovne Beslutning at vise sig. De uniformerede rykkede sagte og forsigtigt op paa Plænen. En Mand med en bred Guldbræm om Huen og et særdeles velvilligt Udseende, læste med beskeden Stemme noget op af en Bog, som ingen forstod, og formanede derpaa alle til at gaa hjem. Arbejderne betænkte sig. Endelig foreslog En: «Hurra for Politimesteren!» og dette Raab istemtes strax af alle de andre. Alt tydede paa en rigtig gemytlig Slutning. Men man havde gjort Regning uden Krigsmagten. Den var ikke tjent med, at Vejen til Bytte og Berømmelse spærredes for den paa en saa hensynsløs Maade, og besvarede Hurraraabene med en gjennemtrængende Piben. Samtidig kom der fra de nærmeste Buske en Styrt af Æbler og forskjellige Rodfrugter ned over Ordenens Opretholdere. En forhadt Betjent blev rammet af en mærkelig udviklet Kaalrabi, der susede med kometagtig Hale gjennem Luften.

Ordensmændene var øjeblikkelig paa Jagt efter Oprørerne, der under Raab og Latter en Tid lang fortsatte Fægtningen med Held, dækket af Buskene. Et skjærende Hvin nu og da forkyndte dog, at de regulære Tropper begyndte at blive nærgaaende, og for hver Gang smuttede 246flere og flere af Omstyrterne ud paa Gaden og forsvandt. Tilslut beholdt de uniformerede Valpladsen med en Fangst af nogle velbekjendte Skøjere.

Arbejderne havde imidlertid fjernet sig, og de guldsnorede trængte nu ogsaa Tilskuerne ud paa Gaden. Derefter blev der udstillet nogle Vagter.

Hvor Borgen og dens Have saa trist ud, da alle var borte! Det var begyndt at skumre; i Byen glimtede Lys fra flere Vinduer; paa Moloen brændte Fyret. Maanen gik op bag hvide Skyer. Det spøgte nede i Haven under dens Lys. Disse af høstede Trær, der nylig havde bugnet under sin røde og gule Frugt, stod nu og strittede med sine nøgne Grene ud i Luften, forfærdede over, hvad der var hændt. Disse extraordinære Bænke, der havde følt sig saa stolte i Bevidstheden om den skjulte Magt, de ejede, laa med Benene i Vejret, kylede ind i Buskene. Blomsterbedene, der nylig havde lyst af Asters, saa nu ud som ganske ordinære Potetes-Agre, af hvilke Poteterne er indhøstede. Borgen selv laa mørk og huløjet og saa indædt forbitret paa det hele.

Holt var kommen sig af sin Bedøvelse. Han vilde ikke give tabt. Knut maatte høre ham. Nu gjaldt det mere, end han nogensinde havde kjæmpet for – det gjaldt Sønnens Agtelse og Kjærlighed.

247Vandrende ilsomt frem og tilbage i det lange Værelse, hvor Maanelyset kom listende ind paa sin stille bekymrede Maade, begyndte han at holde Revue over sit Liv. Saaledes havde han aldrig seet paa det før. Ved alle afgjørende Punkter stansede han og spurgte: Hvad vil Knut dømme derom? – – Han gik langt tilbage og var vexelvis Anklager og Forsvarer. Det Opgjør, han nylig havde holdt over sin Stilling som Forretningsmand, var intet mod dette. Han fandt lyse Punkter, Handlinger og Følelser, som gjorde ham Ære, og han drog Vejret lettere, løftede Hovedet og gik fastere. Men der var ogsaa mørke Minder. Der var Handlinger, som maatte komme paa Gjældssiden, og andre tvilsomme, som han slet ikke kunde blive klar over. – – Der dukkede Vidner op. Denne mørke Mand, engang hans Kammerat – Vik –, var den mest nærgaaende. Han truede og sagde: «Handlede du som en retskaften Mand imod mig?»– – Holt veg – det var en tung, en uafviselig Gjældspost. – – Se, der er en bleg, fin Kvinde med et Blik i Øjet og et Træk om Munden, som forraader, hvad der blev hendes Ulykke: det usædvanlige erobrede altid hendes Fantasi. – Hvad var det, hun sagde: «Du valgte mig af Forfængelighed og af Hevnlyst. Du elskede mig ikke. Du haanede mine «fine Vaner,» min Kvindefrygt, mine Samvittighedsskrupler og alt, hvad mit Hjerte hang ved.» – 248Han jagede forbi, videre frem til sit offentlige Liv. Her var lysere, her kunde han fremvise et Arbejde for almene Formaal, en Kamp for Retfærdigheden, som var hans Ære. Og dog: det var jo netop denne Ære, man vilde berøve ham!– – Ganske vist, han opdagede jo et og andet, som ikke vilde staa sig for Knuts Dom, og hvergang han stødte paa disse tvilsomme Poster, blev han saa forsagt. Regnskabet syntes ham ikke at balancere. I sin Angst forsøgte han smaa Fif. Han skrev alle disse Gjældsposter med en fast usynlig Skrift, der maaske kunde oversees; han udelod en og anden, som han vilde faa sig selv til at tro var uvæsentlig, ja, han førte endog nogle Poster over fra Gjælds- til Indtægtssiden. Han fik dog atter sine Tvil derved, det hele blev saa ubeskrivelig indfiltret; han vidste tilslut hverken ud eller ind. I et pludseligt Oprør over, at han kunde ville forsøge paa at forfalske Regnskabet, omkalfatrede han igjen i flyvende Hast det hele: han skrev netop alle Gjældsposter, selv de ubetydeligste, med uhyre Træk og reducerede alle Aktiva til det mindst mulige. Det var jo Opgjørets Ærlighed, det kom an paa: Knut skulde se alt, som det var.

Han hørte Trin i Trappen. Endnu engang fløj han Regnskabet igjennem; han famlede atter et Øjeblik om med de tvilsomme Poster, flyttede og ændrede – han var endnu ikke færdig, da Knut traadte ind i Sideværelset.

249Holt slæbte sig derind. Følelsen af, at alle Lemmer visnede, var der igjen; der laa Taage for hans Øjne.

Knut holdt paaForfatternote: Holde paa, være ifærd med. at tænde Lampen. Den maatte enten være i Ustand, eller han var usikker paa Haanden; thi det varede meget længe, før han blev færdig.

Holt stod midt paa Gulvet og betragtede ham ufravendt.

Endelig var Lampen tændt. Knut satte sig i Sofaen og lagde Hænderne foldede paa Bordet.

«Nu er det forbi, Far; de er borte.»

Holt svarede ikke; det var jo ikke derom Talen var.

Det varede en Stund, før Knut igjen tog Ordet. Omsider sagde han dæmpet, men bevæget: «Du maa sælge, Far, og betale enhver sit.»

Holt saa forundret paa ham. Var det om Forretningerne, han vilde tale? Han glemte et Øjeblik sit indre Regnskab; Kjøbmanden vaagnede.

«Og begynde forfra? Ved du, hvad det vil sige, Knut?»

Han ilede hen til Bordet og greb en af Bøgerne, som laa der.

«Se her, Knut! Læs – du vil strax indse, at ingen fornuftig Handelsmand vilde –»

Knut afbrød ham. «Lad fare. Jeg tror 250dig gjerne. Men er der nogen her i Byen, som vil hjælpe dig?»

«Min Stilling vilde ikke afskrække nogen.»

«Din Stilling. Men Manden? De har ikke Tillid til dig?»

«De, som kunde hjælpe, er mine bitre Fiender.»

«Far – sælg og betal.»

Holt saa ned for sig: «Det vil sige: berede os begge Nederlaget.»

«Nu, som du vil. Mig kan det være lige meget. Jeg gaar dog ikke ind i Firmaet. Jeg bliver ikke Forretningsmand – jeg mærkede det nylig, da jeg vilde tale til Arbejderne. Jeg vilde muligens drive det til at gaa i Rute med Bynyt mellem Bryggen og Kontoret – men noget større – noget i Retning af Spekulation i levende Varer, f. Ex. i Arbejdere – – nej, til det savner jeg noget; jeg falder slapt sammen i det afgjørende Øjeblik, da den store Veltalenhed til Forretningens Anbefaling skulde udfolde sine Vinger.»

«Knut, sig det rent ud: du istemmer Raabet udenfor,» sagde Holt med dirrende Stemme.

«Jeg tror, at det mellem os bør være forbi med Paraderne. Vi har havt det forbistret med at hilse hinanden til Hest. Jeg føler virkelig en Trang til at stige ned, kaste Uniformen, Fjederhatten, Hanskerne, Paradekaarden og det hele Kram. Kort og godt om det, som er hændt: 251Jeg tror ikke, at du har bedraget disse Folk, Far, dertil er du for klog, men jeg tror rigtignok, at du har havt en større Forretning i Sigte. Officielt lyder det paa Arbejdernes Vel, paa Frihed og Retfærdighed, ligesom man paa den anden Side af Gaden, i de gamle Huse, gjør i «Samfundets helligste Interesser». Men kommer man ind i det lille hemmelige Bagværelse, hvor de rigtige, de ægte Bøger ligger og den virkelige Status opgjøres, da finder man, at det hele har drejet sig om noget ganske anderledes solid, end det, Annoncerne lød paa: der finder man Fisken, Far, Fisken. – Der er saa umaadeligt faa, som er virkelige Stridsmænd under den Sandhedens Fane, de har valgt sig som sin specielle – de aller, aller fleste er bare Folk med ualmindelige Anlæg for Handel, og medens de gaar i de store Ideers Tog, faar Fisken, Fisken strygende Afsætning. – – – Ser du, da jeg stod dernede og beredte mig paa nogle – jeg forsikrer dig, særdeles gratiøse – Vingeslag, og da saa dette grove Bæst af en Arbejder, – han havde nu ogsaa en saadan infamt pibende-prosaisk Stemme – da han brød med ugenert Uforskammethed ind i mit skjønne Tankespind, da saa jeg med et Tuskhandelen i fuldt Flor under de store Optog, og saa stod jeg hovedkulds inde i dit eget lille Bagværelse – det med de rigtige Bøger – og saa maatte jeg i Sandhed forundre mig over mig selv: Jeg havde jo altid vidst, at 252dette hemmelige Rum fandtes ogsaa i din Forretning, og dog havde jeg – Fanden maa vide, hvordan det gik til – villet op paa Talerstolen for at brede mig, som om jeg ingen Anelse havde om bemeldte lille Aflukke, og som om jeg aldrig havde hørt om, at ogsaa du engang har søgt Alliance med de gamle Huse saa godt som nogen. Jeg var vel fortumlet – formoder jeg – af denne naragtige Staahej udenfor, eller Situationen var mig for fristende – der sidder nok en liden uudryddelig Taler etsteds dybt inde i mig.»

Knut saa ikke Faderens Ansigt, der skjultes af Lampeskjærmen. Han saa ikke, at det stadig blev blegere og blegere, fik en Farve mellem isgraat og blaat, at Øjnene først spiltes, som de skulde briste ud af Hovedet, saa blev blikløse og tomme – han saa først op, da en Haand greb ud i Luften efter en usynlig Gjenstand, rørte ved Lampen og saa forsvandt, hvorefter der hørtes et tungt Fald.

Knut var med et Sæt paa den anden Side af Bordet Der laa Faderen med knyttede Hænder, aaben Mund, lukkede Øjne. Knut undersøgte ham hurtigt, greb derpaa Lampen og ilede ud. Strax efter kom han tilbage med Vand; Kathrine fulgte ham. De fik den besvimede op paa Sofaen og badede hans Tindinger.

«Gud se i Naade til os – de har taget Livet af ham,» raabte Kathrine.

253«Det er mig, Kathrine, det er mig, som har gjort det.»

Kathrine saa forfærdet op.

«Sid hos ham; jeg springer ned paa Apotheket.»

Da Knut kom tilbage, sad imidlertid Holt i sin Lænestol. Han saa mat ud, og hans Stemme var lidt hæs. Kathrine havde forladt Værelset.

«Jeg taaler ikke længer noget,» sagde han, «udarbejdet, udarbejdet, Knut; det svimler for mig ved den mindste Anstrengelse.»

Knut kastede sig ned foran Stolen og tog hans Haand. «Tilgiv mig,» hviskede han.

Holt vuggede Hovedet sagte.

«Jeg vidste jo, det maatte komme,» sagde han. «Jeg har ikke noget at tilgive, men meget, meget at angre. – – Men du skal dog vide, at om du aldrig havde ladet – hine Ord – falde, saa vilde jeg nu alligevel have talt aabent med dig.»

«Anstreng dig ikke, Far – vi kan jo altid –».

«Nej, netop nu. Jeg maa have det sagt, alt, alt. Betænk, vi har aldrig vexlet et fortroligt Ord. – – Jeg synes stundom, Knut, at vi lever, som om vi ikke vedkom hinanden– –».

Knut, der havde rejst sig, nikkede. «Rigtig. Det er netop Fejlen, Far.»

Holt forsøgte at rejse sig. «Jeg maa altid gaa, naar jeg skal tale,» sagde han. Han gik254 først sagte og ludende, med Hænderne paa Ryggen; men alt eftersom han talte sig mere og mere varm, blev hans Gang hurtigere, hans Holdning rankere. Han knyttede ofte Hænderne og slog ud i Luften med dem.

«Du sagde et Ord nys – jeg har bejlet til de store, sagde du. Ja, Knut, det er sandt, jeg har bejlet til dem, Gud naade mig saa vist. Den første Gang var det for at redde mig fra min Fars Skjæbne. Jeg vilde ikke som han leve og dø som en halvt foragtet Tusindkunstner blandt en Almue, der tror paa Altarvin, Trolde og onde Øjne. Jeg forsøgte først at slaa mig frem uden andres Hjælp; jeg arbejdede, saa jeg var nærved at styrte, og først da det ikke hjalp, begyndte jeg at slide de mægtiges Trapper. Jeg havde ikke Held med mig; jeg havde endnu ikke lært den store, indbringende Kunst at tie, – tie, naar de træder paa dig selv, tie, naar de træder paa andre, tie, naar Dumheden regjerer, naar Hykleriet dekoreres og Uretfærdigheden forgyldes. Men jeg lærte meget i denne Tid. Jeg lærte, at det ikke er de dygtigste, der hjælpes i Vejret, men de smidigste, de tammeste, de, som bøjer sig mest lydløst under de herskendes Vilje, og at der gaar hundreder af begavede, selvstændige Aander tilgrunde, fordi de ikke kunde lære denne Taushedens Kunst. Jeg har seet den ene efter den anden af mine Undermænd liste sig, bugte sig, hykle sig til Gunst og Magt, sælgende 255og forraadende alt. Jeg har seet disse samme Folk, der saa ypperligt forstaar at gjøre sig tynde blandt de tykke, naa Magten, tage Sæde mellem de andre herskende, der sidder stille sammensvorne om ikke at lade nogen komme frem, hvis Evner og Mod de frygter, – jeg har seet disse traadtynde ydmyge blive fede og brede og efter sin Tur hjælpe de andre med at sidde tildøde noget, som duer. Se, det har jeg seet, og jeg sankede i mit Sind en Forbitrelse, som aldrig har forladt mig; jeg lovede mig selv at hjælpe alle, der holdes nede, der kues, og jeg svor alle disse Magthavere, der havde traadt min Far, mig selv og mangfoldige andre under Fod, Krig, Krig paa Liv og Død. – –

Og dog, Knut, dog bejlede jeg endnu engang til de mægtige. Dengang havde jeg selv Magt, Pengenes. Til den havde jeg slidt og kjæmpet mig frem gjennem utrolige Vanskeligheder, og jeg stod nu der, hvor jeg vilde staa for at aabne Ilden mod Fienden for ramme Alvor. Da tabte jeg Modet – det er den eneste Gang i mit Liv, det har hændt mig – og jeg begyndte igjen at slide de mægtiges Trapper. Det er de tyngste Aar, jeg har levet. Jeg maatte gaa om blandt disse Folk, duknakket og ydmyg og med søde Ord paa Læberne, – jeg, som kogte af Forbitrelse og Had. Jeg maatte lade mig belære af Folk, som jeg var himmelvidt overlegen i Forstand og Kundskab! Jeg, der er 256skabt til Kamp, jeg maatte omdanne mig til et forsigtigt Hensynsmenneske, tie til Misbrug, jeg brændte af Længsel efter at afsløre og afskaffe, og hjælpe mine Modstandere med at befæste Fordomme, som jeg afskyr. Mit Hoved var fuldt af Reform-Ideer, som jeg i en lang Rad af Aar under et Arbejde, som faa vilde have udholdt, under alleslags Savn og farlige Kriser, ofte i Fortvilelse, uden Ophør havde grublet over og gjennemtænkt atter og atter, og som var det dyrebareste, jeg ejede – og saa turde jeg ikke lade nogen ane, at der fandtes en Tanke i min Hjerne. Der rasede et sydende Begjær i mig efter at faa Kamp, Kamp over hele Linien – og saa maatte jeg gaa og støtte de herskendes Anseelse. – – Jeg havde ikke godt af denne Tid, Knut, jeg satte noget til, som ikke er let at vinde tilbage, og jeg fattede et Nag til mine Modstandere, som jeg aldrig har faaet udryddet.»

Knut hørte paa med blege Læber og knyttede Hænder.

«Far, jeg forstaar ikke, at du nogensinde har kunnet rejse dig efter at have fornegtet dig selv saa forsmædeligt. At du kunde det. At du kunde det!»

«Ja – – at jeg kunde det!» gjentog Holt stille og saa hen for sig med et usikkert Blik.

«Opgive Kampen – nu, det kan jeg forstaa – le af det hele, give det en god Dag! 257Men tigge, lyve, være deres lydige Lakej– –. Far, hvorfor gjorde du det?»

«Ja – hvorfor?» gjentog Holt i den samme stille, bevægede Tone. «Jeg havde en Søn –»

«En Søn? – – – For min Skyld, for min – –!»

«Det var svagt, det var dumt, det var en dyb Uret mod dig, Knut, jeg ved det; men det – det – var virkelig – godt ment,» stammede Holt. «Du maa betænke, hvad jeg selv havde lidt. Min Fars Navn var den første Hindring, jeg fandt paa min Vej, og det vedblev at være det, saalangt han var kjendt. Jeg turde ikke vove at testamentere dig det Had, jeg vidste, at jeg selv vilde høste, jeg turde ikke med velberaad Hu udelukke dig fra alle disse Hjem, hvor du vilde finde, hvad jeg aldrig kunde skaffe dig, og skille dig med dine Kammerater, der nok snart vilde lære at sky Sønnen af en forhadt Mand. Jeg blev fejg, naar jeg tænkte paa, at jeg brolagde hele din Fremtidsvej med Vanskeligheder, som jeg kanske ikke, naar det gjaldt, kunde hjælpe dig at overvinde – – – Du var mit eneste Barn, Knut, og mig mere værd end alle mine Fremtidsplaner.»

Knut havde bøjet Hovedet og sænket sit Blik. Han nærmede sig og lagde Haanden paa Faderens Skulder.

«Hvad du nu har fortalt, har jeg aldrig anet.»

258Holt syntes at krympe sammen under Sønnens Haand; der var ikke en Trevle igjen af den skarpe, stridbare Mand. Ydmyg og angst stod han ligeoverfor Knut som for sin Dommer.

«Det falder ikke let at bekjende det, Knut. Hvad jeg ellers kan have syndet i mine Dage – naa, jeg pretenderer ikke at være nogen Helgen – men dette og – endnu et – det –»

«Du skulde have fortalt mig alt, Far.»

«Jeg var bange for dig, Knut. Jeg troede ogsaa, at du helst vilde være udenfor –»

«Det er min Skam, at jeg har givet dig Grund til at tro det,» udbrød Knut og slog pludselig Armen om Faderen.

Holt foldede uvilkaarlig Hænderne. Hans smale Læber bævede. Han turde ikke røre sig. Siden Knut var bleven voxen, havde de jo aldrig vexlet Kjærtegn, knapt nok taget hinanden i Haand. Og nu kjærtegnede Knut ham, nu, da han følte sig saa betynget, saa tilintetgjort. Han rystede stilfærdigt paa Hovedet.

«Jeg er ikke færdig endnu. Sæt dig og hør videre.»

Knut tog Plads, og Holt blev ved:

«Jeg holdt det ikke ud, og jeg havde heller intet opnaaet. De troede mig ikke, og deri gjorde de ret. Jeg brød af og saa –» han rettede sig op og saa ud som bare Næb og Klo – «saa kan du tro, jeg bed fra mig. Jeg siger dig, at da disse mægtige igjen saa mig paa Kamppladsen,259 da angrede de, at de havde forskudt mig. De anede, at jeg snart vilde kommandere en Hær. De vidste, at der var nok af forbitrede Smaahandlere, Haandværkere, Arbejdere og andre, der bare ventede paa en Høvding for at angribe. Der var en gjennem Aarrækker nedpint Opposition, som vilde slaa ud i lys Lue ved mit første Ord. De misfornøjede havde længst anmodet mig om at blive deres Ordfører. Men jeg havde afslaaet det – min Tid var ikke kommet enda, vi havde ikke altid Formaal fælles, og jeg troede ikke paa Folket af Guds Naade og de andre Talemaader. Men nu bestemte jeg mig resolut: jeg blev deres Fører. Jeg ved, hvad du tænker, Knut: Fisken, Fisken. Du mener, jeg skulde have staaet alene, stolt og uafhængig. Det lyder stort, det er sandt; men hvad vilde jeg have udrettet? Jeg vilde være bleven forraadt og forhaanet af dem, jeg kjæmpede for, og traadt redningsløst ned af dem, jeg befejdede, uden at en levende Sjæl vilde have ofret mig et Suk. – Men Efterslægten – Efterslægten kunde have ydet mig Retfærdighed! Knuden er blot, at Efterslægten aldrig havde faaet noget at vide om Arne Holt. Jeg havde ingen store Tanker at nedlægge i Bøger, der kunde fortælle om mig; jeg var blot en praktisk Mand, der saa, at en liden ukjendt By sukkede under det snevreste Familieherredømme, som nogensinde har mareredet et lidet Samfund. Jeg kjendte mangfoldige, 260der led Uret derved; jeg saa Misbrug, som oprørte mig, og jeg var vis paa, at fik jeg Magten, da kunde jeg udrette noget godt for disse Smaafolk, som taug og bukkede, men i Stilhed bandede Tyranniet. Jeg er muligens blevet noget haardhudet – jeg ligger ikke for de fine Hensyn, jeg indrømmer det. Saa tog jeg Roret, og saa begyndte det. Jeg har altid elsket Kamp, aaben, hensynsløs Kamp, ja, jeg tilstaar det, jeg har været for glad i den. Først i det hede, lynende Slag har jeg rigtig følt mine Kræfter, og nu fik jeg, hvad jeg begjærede.»

Og saa skildrede han alle de forbitrede Fejder, i hvilke han havde været Smaaborgernes utrøttelige Ordfører, de gamle Huses skaanselsløse Angriber. Han oplevede alt paany. Hans Øjne fik det snare, stikkende Blik, som hans Modstandere kjendte saa godt, han gik med faste, elastiske Skridt – hver Muskel var spændt. Han saa ud som en Admiral paa sit Kommandobræt under Skytsets Torden. Erindringen om alle de Gange, han havde kjæmpet mod Overmagten og sejret, gjorde ham næsten smuk.

«Lad saa være,» blev han ved, da han havde endt sin Fortælling, «at jeg ikke faar Plads blandt de bedste, der har kjæmpet mod Fordom og Uret – lad være, at jeg faar den sidste Plads, en meget ringe Plads, en, som mange foragter. Det er mig lige meget. Det er ikke store Ting, jeg har udrettet, det er sandt;261 men en og anden, som jeg har hjulpet, vil dog mindes mig med Tak. Verdensreformatorens Kald fik jeg ikke; men i dette lille Sumfund har jeg kaldt nye Kræfter frem og givet Stødet til mer end én god Sag. Det vil ogsaa mange mindes mig for. Saa siger jeg da: om Valget var der igjen – jeg valgte, som jeg gjorde dengang, uden et Øjebliks Betænkning.

Og nu Arbejderne, som jeg skal have kjøbt. Jeg har villet Arbejderne vel, Knut. Jeg har selv været Arbejder og kjender deres Kaar. Jeg har ikke villet hjælpe dem til noget Herredømme, som de bare vilde misbruge; jeg har ikke fraset for dem. Men jeg tror paa, at vore Arbejdere kunde være hundrede Gange dygtigere, end de er; jeg tror paa bedre Skoler og bedre Arbejdsmethoder, og jeg tror, at jeg i al Skrøbelighed har gjort Forsøg, som er værd at lægge Mærke til. Men jeg har skaffet dem Hus eller Grund og ladet dem stemme for mig. Det er min Synd. Men hvem har jeg gjort Uret derved? Jeg har ikke overtalt dem, ikke truet dem. De blev mine Tilhængere, det er rigtigt; men var det ikke deres egen Sag, det gjaldt? Jeg har brugt min Magt til at styrte de gamle Huses Enevælde. Men hvem vandt derved? Spørg hvem du vil, om jeg har skaffet mig selv nogen Fordel. Men ét har jeg gjort, som jeg ikke vil forsøge at forsvare og som nu har bragt hele min Forretningsstilling i Fare: jeg har hadet disse gamle Huse og deres262 Forbundsfæller mere, end jeg har elsket dem, jeg kjæmpede for. Jeg har hundrede Gange resikeret min Stilling som Handelsmand, fordi jeg ikke kunde taale den Tanke, at disse Folk igjen skulde komme til Magten, om det saa blot var for et Øjeblik. Og nu var Faren derfor større end nogensinde. Jeg burde under denne Krise have indskrænket min Bedrift. Men jeg vidste, at Arbejderne, ifald jeg blot nedsatte deres Løn en eneste Skilling, vilde have glemt alt, hvad jeg havde gjort for dem, og at de for at true eller hevne sig vilde lade sig hverve af mine Modstandere og give dem Sejren ihænde. Og det kunde jeg ikke taale. Jeg sagde til mig selv: lad det styrte sammen det hele bagefter, men over Valget vil jeg holde det gaaende med fuld Damp. Her er Fisken: det var ikke for Arbejdernes Skyld, jeg forsøgte at holde det hele oppe, men fordi jeg hellere vilde lade mig knuse end vige for dette hovmodige Pak!»

Der har du Sandheden, Knut. Jeg har hidtil ikke troet, at jeg behøvede at skamme mig over, hvad jeg har gjort. Men ser du, da jeg hørte hint Raab dernede, da forstod jeg det: du og jeg maa skilles. Du maa ikke slæbe paa min Fortid. Den kan være god nok for mig, men du maa begynde under et nyt Flag. Derfor, – hvor tungt det end falder mig, siger jeg igjen: rejs, søg en større Slagmark; du maa og skal naa det højeste. Lad saa mig se til at holde263 Resterne efter Skibbruddet sammen her. Gaar det dig godt, er jeg fornøjet.»

Knut sad ved Bordet med Haanden under Kinden.

«Jeg skulde have rejst lidt mindre, Far, saa havde jeg kanske udrettet lidt mere. Jeg havde ialfald ikke sagt disse taabelige, hovmodige Ord. Som om jeg havde Ret til at bebrejde dig noget, jeg som –»

Han rejste sig heftigt.

«Nej, Far, nu rejser jeg ikke. Jeg træder dog ind i Firmaet. Jeg har aldrig arbejdet, Far, eller bare arbejdet stødvis, det er min Ulykke. Men det skal blive anderledes. Hvad jeg trængte til, er nu hændt: vi er bleven fattige. Kan vi holde Forretningen oppe, godt – kan vi ikke, lukker vi i al Stilhed Butikken og begynder fra nyt.»

«Som du vil, Knut. Jeg gaar glad ombord selv paa et synkende Skib, naar du kommanderer.»

«Far – ret betænkt var det dog et velsignet Opløb dette –»

En Pige meldte, at to Herrer bad om at faa tale med Holt.

«Vis dem herop.»

Kort efter bankede det. Holt gik til Døren.

«– Aften» lød en dyb Stemme udenfor. «Kunde man faa Dem i Tale, Holt?»

Holt stirrede, bukkede, stirrede og bukkede.

264«Jo–o–jo – naturligvis – vær saa god – Gudbevares –.»

Ind traadte han, der aldrig talte sit Modersmaal, «Konsulen», og En, der fra Konsulens Bryllupsdag var bleven hans Ven, Diplomaten Stub.

De gav begge Holt Haanden. Derpaa sagde Stub, som formedelst Sprogvanskelighederne førte Ordet:

«Kan vi faa tale et Øjeblik i Enerum med Dem, Holt?»

Holt begyndte igjen at stirre og bukke, for en Smule forfjamset om, som om han søgte noget, kom omsider paa det rene med, at det var et Lys, og med dette i Haanden aabnede han saa Døren til Sideværelset: «vær saa artig, mine Herrer.»

Knut hørte, at Stub førte Ordet. Af og til lød Konsulens Bas, og tilslut Holts høje Stemme.

Pludselig gik Døren op. Holt kom styrtende ind. Hans Ansigt lyste triumferende. Da han havde lukket Døren efter sig, udbrød han: «Knut, du spurgte: er der nogen, som vil hjælpe dig? Ved du, hvad disse Herrer vil? Forstrække mig med den nødvendige Kapital.»

«Det maa ikke ske, Far. Det er smukt – meget smukt handlet af Mænd, som er dine Modstandere – men det vilde ikke være smukt af dig at benytte dig af deres Højmodighed.»

265«Forudsætningen er selvfølgelig, at min Status er, som af mig opgivet. Forøvrigt – jeg har meddelt dem, at du er min Kompagnon. Skal jeg kalde dem herind?»

De to Herrer blev indladt. Knut gjentog sine Indvendinger. Stub bekjæmpede dem tappert. Han forsikrede, at Tanken var Konsulens, hvis Handelsdygtighed dog ingen skulde vove at betvile. Han var kommen op til Stub og havde paa et – «ja, undskyld, Konsul, men det var paa et forbandet vanskeligt Sprog» – udviklet for ham, at det vilde være til uopretteligt Tab for Byen, om Holt maatte stanse. Han kjendte ingen, der kunde optage denne Virksomhed med Held; han stolte ubetinget paa Holts Dygtighed og Soliditet.

Holt saa paa Sønnen. «Hører du,» syntes han at sige.

Knut gav tilslut efter. Han lovede, at man skulde benytte sig af de to Herrers Tilbud, ifald det blev nødvendigt og de, efter at have undersøgt Forholdet, fandt det fareløst at fortsætte.

Da de var borte, gned Holt sig i Hænderne: «Du kan stole paa, de skal ikke lide noget Tab ved mig – men du ser dog, at der er dem, der stoler paa mig.»

De begyndte at lægge Planer og var saa ivrige, at de ikke engang lagde Mærke til, at Kathrine var kommen ind. Hun spurgte, hvor 266hun skulde dække Bordet – i Stuen var jo alt ødelagt.

«Hvad siger du, Knut? Jeg tænker, vi spiser heroppe?» Knut nikkede, og Kathrine forsvandt.

«Far,» begyndte Knut lidt forlegen, da hun var borte; «tag mig det ikke ilde op; men jeg har noget paa Hjerte: Hvorfor gifter du dig ikke med Kathrine?»

Holt blev luerød. «Nej, Knut, jeg forsikrer dig paa min Ære – – hun er en brav Pige.»

«Det er netop, hvad jeg har opdaget. Jeg mente intet slemt.»

Holt lod sine Negle glide frem og tilbage over Tænderne:

«Jeg troede – – du vilde have imod det – – og Kathrine vil ikke uden dit Samtykke.»

Kathrine kom tilbage og dækkede Bordet.

«Du dækker blot til to, Kathrine,» sagde Knut. «Spiser du ikke selv med os?»

Kathrine blev staaende stiv som en Støtte med en Tallerken i Haanden og blev først meget bleg og derpaa saa rød som blot meget naive og meget fuldblodige Folk kan blive det. Hun saa forskrækket først paa Knut, dernæst paa Holt. Knut havde sagt «du» og bedet hende spise med dem, og nu nikkede Holt halvt forlegen til hende. Hun slap Tallerkenen, gled ned paa Kanten af en Stol og begyndte at tørre sine Øjne og at bide sig i Læberne, der fortrak sig paa det 267forunderligste under hendes Kamp for at holde Graaden tilbage.

«Knut mener –» begyndte Holt og saa uroligt paa Sønnen, der imidlertid faldt muntert ind:

«– at vi i Aften bør drikke et Glas Vin sammen, vi tre.»

«Rigtig! Den med den gule Lak tilhøjre, Kathrine – ha, ha! Lad os saa faa Maden.»

Kathrine forsøgte at smile, men overvældedes igjen af Taarerne og skyndte sig afsted.

Bordet var dækket, og de tre sad sammen – Kathrine paa den yderste Kant af sin Stol og uden at røre en Bid. Hun legte bare med Kniven og fandt altid noget at gaa efter. Endelig tog Knut sit Glas og sagde:

«Ja, nu vil Far og jeg takke dig, Kathrine, for alle disse Aar, du har styret det fremmede Hus saa vel for os begge. Nu bliver det jo snart dit eget –.»

Men nu var det forbi med Kathrines Modstandskraft. Hun hulkede, som om Talen var om hendes egen Begravelse, og kunde med Nød og Neppe bringe det til et næsten uhørligt «Tak» Saa styrtede hun ud. Da hun igjen kom ind, straalte hendes røde, hovne Ansigt helt ud i den yderste Rand af hendes blanke Kinder.

Efter Bordet satte Kathrine sig beskedent i en Krog med et Hækletøj. Snart sagde hun dog Godnat og gik op paa sit Kammer, hvor hun 268fortsatte med Graaden og i Stilhed takkede Vorherre for, hvad der var hændt, og ransagede sit syndige Hjerte med endnu større Strenghed, end hun plejede.

Da Far og Søn igjen var alene, sagde Knut: «Du har aldrig fortalt mig noget om Mor.»

Holt slap sin Pibe og taug en Stund.

«Nej, men jeg tænkte paa hende idag. Du ved kanske, at hun var Viks Forlovede, da jeg–?»

«Ja, jeg ved – alt det.»

Holt aandede dybt ud.

«Hun var ikke lykkelig,» sagde han. «Hun var alt, hvad jeg ikke var: fin, hensynsfuld, bange for al Strid, glad i Eventyr og Digte og alt saadant, som jeg ikke bekymrer mig om. Jeg forstod hende ikke og forsøgte ikke at forstaa hende. Hvad jeg mindst af alt kunde begribe ved hende var, at hun aldrig blev opbragt, aldrig gjorde Modstand, aldrig bebrejdede mig noget. Denne Fromhed, denne Sagtmodighed følte jeg som Foragt, der opirrede mig. Og saa havde hun en Maade at se mig i Øjnene paa – – ganske roligt og mildt, men det var et Blik, der hang fast i mig, det fik altid min Samvittighed til at tage Ordet og føre hendes Sag saaledes, at jeg blev dobbelt forbitret, fordi jeg ikke kunde forsvare mig. Ser du, Knut, jeg tror paa en Gjengjældelse, en Gjengjældelse i dette Liv. Min Straf har været den, at da du voxede til, har jeg savnet, sukket efter netop det, som hun havde, 269og som du ikke maatte gaa Glip af. Hun lignede Kornelia, Knut – –.»

Det var sent, da Far og Søn skiltes. Da Knut var gaaet, begyndte Holt at klæde sig af. Han havde taget Frakken og Støvlerne af og iført sig Slobrok og Tøfler samt stoppet sin Pibe for, som han plejede, at sætte sig hen og læse et Afsnit af Darwin, før han gik tilsengs, da det ringede paa Porten. En Stund efter kom Pigen og meldte, at der var en Mand ude, som vilde tale med ham.

«Paa denne Tid! – Naa, lad ham da komme.»

Der lød tunge Trin i Trappen, nogen Famlen efter Dørvrideren, et Par Slag med hele Knogen paa Døren, og saa viste Skipperen sig, som han havde været ombord hos hin Uvejrssøndag, da han havde havt sit Møde med Vik.

Holt slog Hænderne sammen og mumlede: «Gid Pesten fortære –! Hende havde jeg glemt.»

Han lod ikke den anden komme tilorde.«Er du færdig?» spurgte han.

«Ja; vi venter paa Vind. – Skal hun være med?»

Holt tyggede afsindigt paa sin Underlæbe.

«Ja, for enhver Pris.»

«Men hvis hun nu forsøger –? Hun er rent rasende.»

«Hun maa med.»

«Godt.»

270Manden gik. Holt sank ned i sin Lænestol. Det Skjær af Ungdom og Glæde, som der nylig havde været over hans Ansigt, var igjen forsvundet.

Han var pludselig bleven mindet om en uafgjort Post.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.