XII.

Højsen bredte sig, solede sig. «Amtstidenden» havde igjen «forglemt, hvad den skyldte Sandheden og sit Publikum», meddelte hans Avis. Det var saa langt fra, at Skibsreder Holts Forretning var truet, at han tvertom netop i disse Dage havde havt Anledning til at knytte nye Forbindelser med nogle af Byens solideste Mænd. Redaktionen selv havde altid næret en sterk Overbevisning om o. s. v.

Bjørnholt styrtede rasende op til Vildhagen og overfusede ham paa det skrækkeligste. Kirkeværgen var slukøret. «Hvem har nogensinde hørt, at de Folk har støttet en Modstander?» sagde han.

Bjørnholt var heller ikke istand til at gjøre noget ud af Arbejderbevægelsen. Nogle Dage efter Opløbet kom Førerne op til Holt for at gjøre Undskyldning og for at tilbyde sig at betale den Skade, som var anrettet paa hans Ejendom. De aflagde derpaa Bjørnholt en Visit og viste sig ved denne Lejlighed saa nærgaaende, at 271han for det første ikke turde gaa ud, efterat det var bleven mørkt.

Knut arbejdede flittigt paa Faderens Kontor. Gamle Holt lagde med Stolthed Mærke til, hvor arbejdsom han var, og at hans Humør stadig blev bedre, eftersom Arbejdet og Vanskelighederne voxede. Han er min Søn, tænkte han.

Holt selv var en Smule stundesløs. Det syntes at forurolige ham meget, at et af hans Skibe ikke kunde komme afsted paa Grund af Vindstille. Det har jo ingen Hast, trøstede Knut; men Holt syntes at være af en anden Anskuelse.

Knut og Kornelia mødtes jevnlig hos Peter og Hanna. En Aften, da de havde forladt sine Venner noget før, end de plejede, blev de gaaende en Stund i Gaderne. Det var koldt og klart, jorden var haardfrossen, Maanelyset blinkede i de isdækte Smaadamme, der under den foregaaende Regntid havde dannet sig i de mange Beholdere, der udmærkede Byens Gader og Pladse. Der var en Utallighed af Skridebaner, over hvilke lange Tog af Gutter og Piger susede afsted under Latter og Raab. De havde en uimodstaaelig Tiltrækningskraft disse lange, blinkende Baner. Piger med Kurve og Gutter med Pakker stansede paa sin Vej til Bageren eller Kjøbmanden, saa først lidt paa de lykkelige, der intet Ærende havde at udrette, eller paa saadanne, som Fristelsen allerede havde overvundet, gik, blev atter staaende, forsøgte derpaa et eneste Rend – og 272var fortabte. Bageren lukkede sin Bod, Kjøbmanden sin Butik; men Skridebanerne blev altid mere og mere overfyldte, og Maanen saa gemytligt ned paa den jublende Ungdom, som den havde forført ved ret at fremhæve Dammenes graablanke Flade.

Knut og Kornelia gik Arm i Arm frem og tilbage i de bugtede Gader og talte om sin egen Lykke og lagde Planer for Fremtiden. De lejede Hus og møblerede det. De tittede ind af de oplyste Ruder hos Udstyrshandlere og Manufakturister og gjorde et foreløbigt Udvalg.

Pludselig brast Knut i Latter.

«Hvad er det?» spurgte Kornelia.

«Aa, jeg maa knibe mig i Armen for at komme efter, om det nu virkelig ogsaa er mig selv, der gaar her og er huslig og umaadelig optaget af, hvad jeg, dengang jeg var rig, fandt saa ubeskriveligt kjedsommeligt. Jeg begynder at rokkes i min Tro paa Nemesis. Jeg har paa engang opnaaet den Lykke at vinde dig og at maatte arbejde. Sandelig, det har jeg ikke fortjent.»

Kornelia trak ham med sig henover en Is, der var forladt, og i det samme var ogsaa de grebne af Trylleriet. Med en halvt undertrykt Latter og under alskens spøgende Indfald legte de Børnenes Leg med. Der var heldigvis mennesketomt paa Pladsen, hvor dette skede. Hvad vilde ikke den lille By have faaet at forundre sig 273over, om de var blevne opdagede: Kornelia Vik, Jakob Viks ærbare Datter, havde rendt Fodskred med sin Kjæreste oppe paa Kirkealmenningen!

Nu var det blot de gamle Huse, der saa dem. Men disse ærværdige Bygningers Øjne blev rigtignok ogsaa næsten ildsprudende ved dette Syn, og selv Maanen havde ikke oplevet noget lignende i denne retskafne By.

De to gik videre og fortsatte sin Samtale. Hvergang de kom til at tænke paa, hvorfor de maatte gaa og drøfte sine Planer paa Gaden og ikke kunde mødes i hendes Hjem, talte de dæmpet og alvorligt. Snart fortabte de sig dog igjen i Fremtiden og følte sig glade og fortrøstningsfulde, og da de skiltes ved Viks Have, var det med Sindet fuldt af lykkelige Drømme.

Knut satte sig, da han kom op paa sit Værelse, til Arbejdsbordet. Han arbejdede aldrig hurtigere og bedre, end naar han kom hjem fra Møderne med Kornelia. Han kunde vel have siddet en Times Tid, da Portklokken ringede. Han hørte derefter Trin i Trappen. Porten blev aabnet. Han troede at kjende Faderens Stemme, der spurgte: «Hvem er det?» – Saa var der stille et Øjeblik. Derefter fulgte et hvinende Skrig – det maatte komme fra en Kvinde –, og saa lød igjen Mandsstemmen, først dæmpet truende, derpaa overtalende, bedende. Kvinderøsten blev dog stadig højere og mere skjærende, saa hørtes Tummel og Fald, som om der kjæmpedes. 274Pludselig faldt en anden Mandsrøst ind, en dyb og grov. I det samme udstødte Kvinden et saa fortvilet Nødraab, at Knut, der havde rejst sig og stod og lyttede, tog Lampen og ilede ud.

Da han var kommen halvvejs ned i Trappen, hørte han den dybe Mandsrøst sige: «Jeg kunde ikke for det, Holt; hun er værre end en Vildkat. Fanden maa vide, hvordan hun er kommen ud og har faaet fat i Jollen.»

Der var halvmørkt dernede i Portrummet. En Lygte stod paa Trappens nederste Trin og lyste paa den Talendes kobberrøde Ansigt, hans store Skindhue, der gik langt ned over Ørerne, og hans grove islandske Uldtrøje. Knut gjenkjendte en af Faderens Skippere. Idet han løftede Lampen og gik nogle Trin nedover, opdagede han ogsaa Faderen, der stod – barhovedet og i Slaabrok – bøjet over en Kvinde, som laa paa Knæ i Trappen og klamrede sig til Rækværket.

Idet gamle Holt løftede Hovedet og fik Øje paa Sønnen, undslap der ham et hult, stønnende Udraab. Han veg baglænds nedover Trappen som for et rædselsfuldt Syn. I det samme rejste ogsaa Kvinden sig, stirrede en Stund med store, funklende Øjne paa Knut, skreg saa hans Navn med en fremmed Udtale, fløj opover Trappen og kastede sig voldsomt om hans Hals, hvorved han tabte Lampen, der sluktes og knustes.

Oppe i Trappen, hvor den fremmede Kvinde klamrede sig til Knut, hulkede og udstødte 275uforstaaelige Ord, var der igjen mørkt. Nede i Portrummet lyste Lygten døsigt. Skipperen stod med Hænderne i Buxelommerne og saa med en tvær og ligegyldig Mine hen for sig. Holt havde sat sig paa Trappens nederste Trin. Som han sad der sammenkrøben og hyllet ind i den tynde Slaabrok, lignede han med sin lange, krumme Ryg og sit dukkende Hoved en Abe.

Den fremmede Kvinde blev ved at hulke og raabe. Af og til knyttede hun Haanden mod de to nedenfor og snerrede efter dem som et vildt Dyr.

«Lys os, Far,» hviskede Knut – det lød, som om han var nærved at kvæles. Men Holt hørte intet. Han sad med foldede Hænder, skjælvende over hele Legemet og mumlede: «Nu er det forbi, nu er det forbi.» Først da Knut for tredje Gang talte til ham, rejste han sig og tog Lygten. Idet han gik forbi Skipperen, ytrede denne: «Jeg har vel ikke mere her at gjøre?» Holt svarede ikke; han saa sløvt paa ham og ravede foran de andre opover Trappen og ind i Stuen.

«Bed Kathrine komme med en Lampe,» sagde Knut. Holt satte Lygten fra sig paa Bordet og forlod Værelset uden at sige et Ord.

Knut stod og støttede sig til Bordet. Hans Øjne havde et tomt Blik, Læberne var hvide og lidt aabne; han saa ud, som om han led af Eftervirkningerne af et bedøvende Slag. Det ene Frostanfald rystede ham efter det andet.

276Den fremmede Kvinde gik op og ned og gestikulerede heftigt, medens hun talte. Det var en undersætsig, fyldig og mandig-energisk Skikkelse. Hun havde en brunlig Hud, et stivt, begsort Haar og mørke Dun paa Overlæben. Hun var klædt i en kort engelsk Rejsedragt, Stoffet grovt, Farverne afstikkende. Jakken var forsynet med en Mængde Lommer. Et skotsk Plæd, der var heftet med den ene Ende til Skulderen, slæbte med den anden efter hende paa Gulvet. En sort Hætte, som hun havde baaret over Hovedet, var gleden ned paa Ryggen. Hendes Dragt var meget forreven og tilsmudset, den ene Haand var blodig. Medens hun gik frem og tilbage med hurtige, faste Skridt og voldsomt Aandedræt og fyldte Stuen med en sterk Lugt af Moskus, rev hun først Plædet af sig og slængte det henad Gulvet, dernæst Hætten og saa Jakken. Endelig rev hun med et Ryk Kjolelivet op, saa Knapperne sprang af og trillede henover Gulvet. Hun talte i et eneste Strøg, i et Sprog, der var norsk, hvad Ordforraad angik, men med et vexlende Tonefald, der mindede om et halvt Dusin andre Tungemaal. Af og til gjorde hun en Pause, styrtede hen til Knut, faldt ham om Halsen eller kastede sig for hans Fødder og for saa atter op for at true mod Døren.

«Jeg har søgt dig gjennem alle Lande, fra England over Frankrig, Spanjen til Portugal. Jeg har sunget, danset, været Beriderske, tigget, løjet, 277stjaalet – aa, jeg ved ikke alt, hvad jeg har gjort for at komme frem til dig. I Lissabon fra Hus til Hus for at finde dig eller ham, den anden, Kjøbmanden, – jeg huskede ikke hans Navn. Endelig fandt jeg ham. Fra ham paa Skibet og hid. Du var borte – kom aldrig hjem, sagde den gamle Mand –» hun knyttede igjen Næven mod Døren og spyttede – «Jeg saa, han løj. Han vilde give mig Penge, mange Penge, bare jeg vilde rejse. Men før vilde jeg dø. Saa laasede de mig inde ombord. Jeg har forsøgt at flygte – en Gang sprang jeg i Søen, – men blev altid fanget. Endelig i Aften, da han sov – – jeg fandt Jollen, jeg har klatret op over Klipperne – – se her, mine Hænder har jeg revet tilblods! Jeg sneg mig længe rundt om Huset – troede jeg skulde smutte ind. Nej. Jeg maatte ringe – – saa kom han – – vi kjæmpede – den Røver! O, var du ikke kommen!» Hun klamrede sig igjen til ham og jamrede: «Du vil ikke forstøde mig, ikke bedrage mig – – eller –.» Hun for med et Sprang ud paa Gulvet og lignede med sine gnistrende Øjne et opskræmt Vilddyr – «vogt dig, jeg hevner mig, hvis du gjør det!» – Saa nærmede hun sig igjen dueblid, indsmigrende: «Men du vil ikke, kjæreste, sødeste, dejligste –.»

Knut kunde ikke faa et Ord over sine Læber. Han stod ubevægelig. Han var rammet saa uventet og saa forfærdeligt! Det forekom ham, 278som om han tumlede hovedkulds ned i en Afgrund. Endelig fik han dog sagt: «Jeg har intet vidst af alt dette. – Jeg har ladet undersøge overalt – – jeg maatte tro – –»

«Ja, ja. Alt tilbunds, Far, alle undtagen jeg og to Matroser.– – Jeg saa Far, bare Hovedet, nej bare Øjnene, to brustne Øjne – – o, Gud jeg saa dem siden hver Nat, naar jeg var alene – – men nu er det saa længe siden, nu ser jeg dem næsten aldrig mere.»

Kathrine kom ind med Lampen. Den fremmede Kvinde saa sky og kampberedt paa hende og gik nærmere hen til Knut.

«Skal jeg sætte et Værelse istand?» spurgte Kathrine Knut dæmpet, men den anden havde hørt det.

«Nej, nej, nej,» skreg hun, «jeg vil ikke være alene – den gamle Mand lurer paa mig. Jeg vil være hos dig, jeg vil ligge her, paa Gulvet eller hvorsomhelst, men jeg vil ikke være alene.»

Det varede længe, før Knut kunde berolige hende. Endelig syntes hun at føle sig tryg og gik hen og tog Kathrine i Haand. –

– – Udenfor listede en krumbøjet Skikkelse sig næsten lydløst gjennem alle Gange, op og ned af alle Trapper, uafladeligt frem og tilbage. Efterat Kathrine havde forladt Stuen, stansede han ofte udenfor Døren og lyttede. Han kunde ikke opfatte, hvad de sagde; han hørte blot den 279fremmede sukke og græde, skrige, bede og true. En Gang klappede hun i Hænderne og lo.

Kathrine kom tilbage, og Holt sneg sig ned i Portrummet. Porten stod paa vidt Gab; en kold SnoForfatternote: Sno, Trækvind, kold Blæst. strøg ind. Han ventede dernede, indtil alt var bleven stille ovenpaa. Han vilde netop gaa op igjen, da der kom nogen nedaf Trappen. Det var Knut; han havde Frak og Hat paa. Holt gjemte sig i en Krog, indtil Sønnen var ude.

Knut vankede maalløst om i Gaderne, de samme Gader, hvor han for nogle Timer siden havde gaaet med Kornelia og bygget deres Fremtids Eventyrslot. Maanen lyste som før ned paa alle Gadernes Skridebaner, der nu var forladte; paa Husene saa et og andet matgult Vindu stille og fredeligt ud i Natten.

Han gik igjen med Kornelia, følte hendes Arm i sin, hørte hendes bløde, klare Stemme, saa hendes alvorlige Øjne og det stille fornøjede Smil. – Og saa pludseligt den anden, Pampasbarnet, susende halvnøgen til Hest, jagende over de endeløse Sletter med de brune Dyreøjne vildt opspilede og aaben Mund. Han følte hendes Arm om sin Hals, de tykke Læber paa sin Kind og det tætte uldne Haar og Lugten af Moskus – – – Han bed Tænderne sammen, knyttede Hænderne, stampede i Jorden! Han var nærved at skrige af Smerte og Harme! Hans Lykke knust, hele hans Fremtid ødelagt med et eneste 280Slag! At bøde saa forfærdeligt for et eneste letsindigt Øjeblik! Var det retfærdigt? – Han følte Had til den fremmede Kvinde, han forbandede sin Skjæbne!– – Han havde følt sig saa ydmyg i sin Lykke; den syntes ham saa ufortjent. Men nu, da alt, hvad han havde faaet, blev ham saa voldsomt frarevet, da kunde han ikke bøje sig under den Erkjendelse: «Du høster, hvad du har saaet»; han oprørte sig mod denne Skjæbne; det var et Øjeblik, som om der stod et personligt Væsen bag om, en grusom Magthaver, som han følte et rasende Begjær efter at bekrige, støde fra Tronen, tilintetgjøre.

Men det var blot et Øjeblik. Snart lo han af sig selv. Hvad var det, han forlangte? Retfærdighed! Havde han da ikke sat Foden til det Skred, der nu gik ubønhørligt over hans Liv og rev med sig alt, hver Blomst, Lykkens Sol havde lokket frem, hvert gyldent, fjernvinkende Haab og saa forlangte han, at Skredet ikke skulde gaa, eller at det skulde gaa udenom den Plet, hvor han vilde bygge sit nye Hjem! Han forlangte Barmhjertighed af uforanderlige Love! –

Han smilte bittert. Stedt i Nød modtager vi gjerne den grummeste Despot til Verdensstyrer. Selv den vildeste Tyran kan dog formildes, eller han kan ialfald bekriges eller forbandes; man har dog den Trøst at kunne sige: du er uretfærdig, du er grum! Menneskerne kan ikke slippe sine Guder, selv om de blot er 281Stenbilleder, som de kan pidske, naar alle Bønner har været forgjæves!

Hans Harme sank brudt tilbage mod denne dunkle, ubøjelige Magt, som ingen har Kommando over. Han gled ned i et Smertens Tusmørke, stille, afmægtig. Uden at tænke, med slappe Lemmer og blot fornemmende sig selv som et eneste saart Punkt, der idelig berørtes af en naalespids Odd, drev han om i de natstille Gader, langs efter hvilke Snoen nu og da jagede den i Dagens Løb løsnede Sand. Alle disse mørke Huse sov, de brød sig en god Dag om Nattevandrere, der vanker om ude paa Gaden og afblades for alle sine Drømme og Haab. De er solide og respektable og befatter sig altsaa ikke med noget, der er udenfor det ordinære. Han gik forbi Kirken. Derinde spøger paa denne Tid de døde, der ogsaa er uden Deltagelse. Spiret blinkede koldt højt oppe i den maaneblege Luft.

Han kom tilslut udenfor Byen, ud paa nogle nøgne Hamre ved Havnen. Bag en Spindelvæv af Rigge, bag Moloens sorte Spids, bag Havet, der skjulte sit sorte Dyb under det Sølvskjær, som det gyngede, skimtede han som fjerne Skygger de Fjelde, mellem hvilke han havde oplevet den højeste Lykke, han havde kjendt. Dalen, den graa, bugtede Vej, den blanke Elv, Bryggen med Flag og det hvide Hus, Haven fra hvilken det duftede af Roser og Reseda, alt stod pludselig saa klart, saa varmt og livfuldt for ham 282som hin Dag, da han for første Gang saa det fra Dampbaadens Dæk. Og efter den varme Strøm, han følte i sit Indre ved Synet, fulgte saa igjen tusinde Naalestik i det saare Punkt.

Nedenfor hørte han Søen bryde hult mod Fjeldet. Et eneste Skridt – og saa vilde det hele være forbi.

Nej, hvad han kunde have gjort igaar, kunde han ikke idag. Hun stod strax ved hans Side, saa paa ham og sagde: «Da er du ikke den, jeg har elsket». Han følte sig forpligtet ved at være elsket af hende. Han følte det, som om han stod hende til Ansvar for sig selv nu og altid, selv om de maatte skilles.

Han satte sig ned paa Jorden; han fik en Lyst til at grave sig dybt ned i den. Han strakte sig henover den haarde, kolde Grund. Det gav ham en kort Lindring, at han slap holde sig opret, det gjorde ham godt at føle det kolde Grus mod Kinden, at presse sig mod de skarpe Stene, at gjennemisnes af Kulden. Han længtes efter legemlig Smerte for ikke at føle den sjælelige saa forfærdelig.

Han rejste sig og gik igjen mod Byen. Hvor skulde han hen? Hjem? Han taalte ikke at se det Hus igjen, hvor hun var, at træde ind i den Stue, hvor hendes Stemme havde lydt. Han følte igjen denne modbydelige Lugt af Moskus. – – Han drev nedover den første Gade, han naaede. Det forekom ham, at han 283hørte Fodtrin bag sig. Han vendte sig. I det samme krøb nogen bag om en Trap. Han nærmede sig. Ganske rigtig, der sad en Mand paa Hug tæt inde ved Husmuren. Det var Faderen.

«Far, er du ude saa sent?»

Den gamle hugede sig endnu mere sammen og brast i Graad.

«Knut, Knut,» jamrede han og græd saa saart, saa fortvilet, at Knut et Øjeblik glemte sin egen Sorg for hans. «Nu er alt forbi, alt forbi.»

«Ja, ja Far, vi ere begge rammede. – – Men gaa nu hjem – du bliver syg, ifald du sidder her længer.»

Han tog Faderen under Armen; den gamle lod sig føre viljeløst afsted.

Da de stod udenfor Borgens Port, sagde Knut:

«Godnat Far.»

«Gaar du ikke op med?»

«Nej – jeg vil drive lidt om endnu.»

Den gamle stod endnu, men Knut skjød ham lempeligt ind af Porten.

«Gaa ind, Far, og vær ikke bange for mig.»

Holt slæbte sig indenfor; Knut styrede mod Peter Strøms Hus. Her steg han over Plankeværket og bankede paa Vinduet til det Kammer, hvor Pigen sov. Efterat have banket gjentagne 284Gange, spurgte en søvnig Stemme indenfor:

«Hvem er det?»

«Mig, Knut Holt. Luk op, men væk ikke nogen.»

Der blev tændt Lys indenfor, og en Stund efter aabnede Pigen Gadedøren. Hun saa forvirret paa Knut.

«Jeg vil faa blive her inat. Jeg gaar ind i Stuen og lægger mig paa Sofaen. Sig ikke noget derom til Peter.»

Hun lyste ham ind, stadig betragtende ham med det samme søvnigt-forvirrede Blik.

«Saa – Tak. Gaa nu stille og læg dig. Godnat.»

Pigen satte Lyset fra sig og gik.

Knut kastede sig paa Sofaen. Han havde ikke ligget længe, da han hørte en Dør gaa, Trin i Gangen og kort efter Peters Stemme. Stuedøren blev derpaa hurtigt aabnet, og Peter viste sig i Slaabrok, Underbenklæder og paa Hosesokker. Søvnen havde ikke endnu ret sluppet sit Tag i ham; der var saadan pudsig Blanding af Søvnørhed og Forferdelse i hans Ansigt, at Knut ikke kunde bare sig for at smile.

«Hvad i Alverden er det, Knut?»

«Saa har hun dog vækket dig?»

«Nej, men vi vaagnede, da Gadedøren gik. Hvad betyder det?»

Knut slog heftigt Armene om ham. «At jeg er et ulykkeligt Menneske, Peter.»

285«Kjære Ven, hvad er der hændt?»

Knut fortalte. Den anden sad stum og forfærdet, da han havde endt. Derpaa begyndte han at jage rundt om i Stuen; han maatte opdage en Udvej, en Frelse; denne stormende, offervillige Trang til at hjælpe, som han følte, kunde ikke være magtesløs. «Jeg maa tale med Hanna,» udbrød han pludselig og forlod Stuen Kort efter kom han tilbage, fulgt af Hanna, der i Hast havde kastet en Morgenkjole paa sig.

«O Gud, o Gud, hvad skal der blive af Kornelia,» sagde hun.

«Jeg har en Bøn til Dem,» begyndte Knut. «Vil De gaa ned til hende imorgen og bede hende møde mig her? Jeg maa tale med hende.»

Hanna nikkede.

De sad sammen, til det gryede af Dag. De vexlede ikke mange Ord; men de følte dog alle en Slags Trøst ved at sidde sammen; det var som de sidste Timer hos en dødsdømt eller haabløs syg!

Da Skorstenene begyndte at ryge og de første Fodtrin lød i Gaden, gik Knut hjem. Han sneg sig op paa sit Værelse, sad en Stund sløvt hen med Hovedet hvilende paa Bordet, men holdt det saa ikke ud længer at sidde stille; han gik igjen ud paa Gaden, drev om og begav sig tilslut atter op til Peter.

Hanna var gaaet til Viks. Knut satte sig i Stuen. Peter forstod, at han helst vilde være 286alene og gik ned paa sit Kontor. Han satte sig til Pulten og stirrede med et stivt Blik paa Bogen, dyppede uafladeligt sin Pen – og tegnede Figurer paa Trækpapiret. Naar nogen af Betjentene kom ind for at faa en Besked, svarede han hen i Vejret; en Handelsrejsende, der indfandt sig, fik det Indtryk, at «P. Strøm» var paa Fallittens Rand, og trak sig skyndsomt tilbage. Med korte Mellemrum var Peter nede paa Søboden og gik og tumlede mellem Kasser og Tønder og gjennemstøvede alle Lofter uden at have seet en eneste Gjenstand eller ret at vide, hvor han var. Saa gik han op i Stuen, trykkede taus Knuts Haand, saa paa ham, som om han vilde bede ham om Tilgivelse for, at han ikke kunde hjælpe ham i hans Nød, og fjernede sig saa igjen, idet han hvergang ufravigelig spurgte: «Et Glas Vin, Knut?»

Knut stod ved Vinduet og ventede. Han saa Menneskerne strømme op og ned i sin travle Hverdagsfærd. Nogle gik knejsende og saa sig livligt om, smilte og nikkede til forbigaaende eller hilste op til et Vindu. Andre kilede afsted uden at se til højre eller venstre, bare søgende den rette Linie til deres Maal. De var saa optagne, de saa ud, som om de gik Verdensstyrerens Ærinde, og som om et spildt Minut kunde styrte hele Kloden ud af sin Bane. Atter andre drev mageligt om med Cigaren i Munden og Seglasset i Øjet og lod sig bese, medens de lod, som om 287de saa. Krumbøjede, tungt belæssede Arbejdere stampede afsted, synkende dybt i Knæerne for hvert Skridt. Bønder sad og dukkede paa sine Vogne, Søfolk slæbte sig og sine store Støvler opover Almenningen, Smaabørn gik i Skole og tog sig en Leg paa Vejen. Alt dette saa han, saa det saa grangiveligt, og dog saa fjernt. Det hele forekom ham som et kunstigt Dagliv, der spøgte ved Nattetid; hele deres Færd syntes ham saa uhyggeligt hensigtsløs. Eller mærkede disse Mennesker ikke, at en Kjæmpevampyr havde sat sin uhyre Sugemund til Livet og Minut for Minut berøvede det noget af dets Varme, dets Lys, dets Farve? Følte de ikke, at en dødelig Snigsot var kommen over Tilværelsen, og at den dejlige Jord med alt skjønt og stort, den ejer, var ifærd med at dø af Kulde, at blive en graa, ørkenøde Ruin? – – Det var ham saa ufatteligt, at dette travle Liv kunde gaa sin Gang, og at han selv skulde opleve en lang Række af Dage i denne Skyggetilværelse, skulde høre hele det hvinende Hverdagsmaskineri gaa, som om intet var hændt, at han selv skulde sove, klæde sig af og paa, spise, drikke, arbejde! Han forundrede sig over, at Træerne deroppe i Parken kunde holde sig oprejst; han syntes, de maatte synke dødstrætte om. Selv droges han nedad, som om Blyvægter var fæstede til hver eneste Muskel! – –

Der kom de nede i Gaden. Han følte som et haardt, knugende Tag i Brystet; han kunde 288ikke svælge, Knæerne svigtede – – – Hvad var alt det, han havde gjennemlevet denne Nat, mod det, der nu ventede ham. – –

Hun kom sagte ind og blev staaende nede ved Døren. Det slog Knut, i det samme han saa hende, at dette var Kornelia paa Kirkestolen, den blege bodfærdige med de tørre Læber, de fjerntskuende Øjne. I Skjæret fra den bleggraa Luft, der var opfyldt med Sneskyer, saa hun forunderlig uvirkelig ud.

Han gik usikkert henimod hende, men stansede igjen. Han rakte Haanden frem, men lod den atter falde slapt. Han nævnte hende ved Navn og famlede om efter Ord, uden at han vidste, hvad han vilde sige, – det var, som om Smerten havde lammet hans Vilje og endog slukket hans Hukommelse.

Men med et var det forbi. Dette tunge, slappe Legeme, denne lamkolde Klump Kjød, hvortil han var forvandlet, blev vækket, idet han saa nærmere paa hende og opdagede den stumme, hjælpeløse Smerte i hendes taareløse Øjne. Tanken paa hele deres Ulykke, paa alt, hvad de havde at lide under det uendeligt ensformige Dryp af indholdsløse Timer, som ventede dem, rammede ham som en glødende Pil, og han skreg næsten ud:

«Kornelia, jeg holder det ikke ud! Det er over et Menneskes Kræfter at bære saadant! Ingen Lov, menneskelig eller guddommelig, kan 289fordømme os til at lide saa frygteligt for et eneste Fejltrins Skyld – det er Afsind at ofre sig saaledes.»

Hun rystede paa Hovedet. Han turde ikke se hende ind i Øjnene – ved første Blik havde han opdaget, at hun havde gjort det op med sig selv ugjenkaldeligt, urokkeligt, at de maatte skilles. Hun havde allerede begyndt at leve ene.

Men han kunde ikke lade være at tale, som om hun kunde rokkes. Han følte sine Ords Afmagt, han hørte dem rasle tomt mod dette Pantser af en fast Beslutning, men alligevel forsøgte han det unyttige.

«Hør mig Kornelia, tænk dog paa, hvad du forlanger af mig. Jeg skal ofre vor Kjærlighed, vor unge Lykke, og jeg skal foruden Savnet bære den daglige Kval af, at være lænket til En, som – –».

Nu kom hun nærmere og rakte ham sin kolde, døde Haand og trak ham hen til Sofaen.

«Saaledes har du ikke Lov til at tale. Du maa forsøge, gjøre alt –».

«Kornelia, du ved ikke, hvad det er, nej, du ved det ikke. Det er som at kaste den bedste Følelse, jeg ejer, hen til Grams for en Pøbelhob, – at udlevere dig selv og lade dig fortære, Stykke for Stykke af et Rovdyr! Jeg vil det ikke, det oprører mig til Afsind. Alt, alt skal jeg være for hende, hendes Arbejdsdyr hele mit Liv; hun skal faa alt, hvad jeg ejer og erhverver; 290jeg skal beherske mig, hun skal aldrig høre et haardt Ord af mig, aldrig se en uvillig Mine hos mig; men jeg vil ikke blive hendes. I mit Hjerte vil jeg have Ret til at bevare dig og min Kjærlighed til dig, og jeg vil have Ret til at afsky hende og arbejde mig længere og længere bort fra hende, som jeg hader og vil arbejde mig bort fra den Fortid, der til min Ulykke manede hende ind i mit Liv.»

«Knut – – er det blot du, som ofrer, naar du forsøger at fjerne, hvad der staar mellem dig og hende? Tror du, jeg er lykkelig ved at vide, at jeg ikke engang i dine Tanker maa være den første, den eneste?»

«Nej, nej, men hvorledes kan du ofre saa let– –?»

Hun saa paa ham. Der fløj en svag Rødme over hendes Kinder; Øjnene fyldtes pludselig af Taarer; om Munden bævede et usigeligt sørgmodigt Smil. «Saa let?» gjentog hun.

Han greb hendes Hænder og kyssede dem.

«Jeg ved ikke, hvad jeg selv siger. Jeg kjender jo din Evne til at lide uden at røbe det med et Suk. Jeg er ikke som du, og – nej, du ved dog ikke, hvor grufuldt det er at kastes i Støvet for sin egen Brøde, at lænkes til den, slæbes om og besudles paany af den – – ja, saaledes føler jeg det! Jeg kan ikke for det – det er, som om jeg skulde tvinges til at begaa den paany, leve i den i al Evighed, være 291fordømt til at ofre denne hungrige, umættelige Fortid det reneste, det bedste, jeg ejer, og tilslut fortæres af den.»

«Og dog maa du.»

«Jeg forstaar det ikke, nej, jeg forstaar det ikke.»

«Jo. Blot dette ene: Holder hun ikke af dig?»

«Paa sin Vis – jo,» sagde han nølende.

«Ved hun – at du –»

«Elsker en anden – ja.»

«Og hvad sagde hun?»

«Hun er som et Barn eller en Vild. Det var det samme, naar jeg blot ikke forlod hende. Hun græd, hun bad, hun truede. Hun vilde forfølge mig til Verdens Ende, hun vilde dræbe mig, dig, sig selv. – Aa, du sætter dig ikke ind i, hvordan hun er.»

«Og saa kan du tvile? Du har jo givet hende Ret til at elske dig. Og saa vilde du forlade hende, som har troet paa dig. Det blev en sørgelig Lykke ogsaa for os.»

Han taug. Han havde ikke engang Ord at sætte mod den Vished, som truede sig nærmere og nærmere ind paa ham, greb ham som med Jernklør, der borede sig dybt ind i ham og rev og sled i ham uden at dræbe.

Hun strøg ham over Panden og lagde sin Kind til hans. «Det er sidste Gang,» sagde hun ligesom undskyldende for sig selv.

292Han tog hende i sine Arme, som om han aldrig vilde slippe hende mere. Han kyssede hende atter og atter og lagde hendes taarevaade Kind til sin. «Du er alt, alt, alt,» hviskede han.

Hun tog hans Arm bort. Han vilde endnu holde hende tilbage, men hun rejste sig hurtigt og sagde:

«Nej – – det er ikke ret. Farvel Knut – – – Jeg har været lykkelig.»

Endnu engang slog han Armene om hende; saa rev hun sig løs, tørrede sine Øjne og ilede ud.

Hun vilde gaa ned af Trappen, men i en Krog af Gangen stod Hanna med Panden mod Væggen og hulkede.

«Kornelia», hviskede hun, «bliv hos mig.» Saa lagde hun Armen om Veninden og trak hende med sig ind i Soveværelset. Hun satte sig, Kornelia knælede ned foran hende og lagde Hovedet i hendes Fang. Forfatternote: Fang, Skjød.De var endnu derinde, da Knut forlod Huset.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.