XIII.

Det drev med tung, vaad Sne. Paa Græsmarkerne udenfor Byen blev den liggende i et jevnt Lag. I Agrene fæstede den sig i de stive, 293gule Halmstubber og dannede smaa Kegler omkring dem. De krogede, tørre Birketrær paa Højderne fik alle Grene og Kviste fulde og indfattedes tilslut i et hvidt Hylster. Nogle hældende Vejstolper paa et udsat Sted var næsten begravede; blot de skarpeste Bergnabber stak nøgne og sorte frem.

I Byen bredte Sneen sig over alle Hustage, men smeltede i Tagrenderne og dryppede ned. Paa alle Rækværker laa der et tykt Lag Dun, selv i Væggene bed Sneen sig fast. Paa Skibsdækkene vadskede man i den; alle Rigge saa ud som Kridtstreger mod den sorte Himmel. Fra Stranden forsøgte Sneen at krybe ud i Søen, der stred tappert imod, steg og smeltede den, sank og lod et sort Bælte aabent mellem sig og den, men alt forgjæves: det sorte Bælte i Fjæren blev strax hvidt igjen, de vigende Bølger begyndte at bære Sne med sig, og den svømmede endnu paa dem, naar de igjen steg – tilslut laa der er tykt, vandtrukket Lag i alle stille Bugter, ny Sne faldt uafladeligt over det, og der manglede nu blot en Nats Frost – kom den, vilde Søen i alle Kanaler og Vige være fangen.

I Gaderne førte Sneen den mest forbitrede Kamp for at blive Herre over Terrainet. Men Vognhjulene skar igjennem den, iførte sig et tykt Lag af Sand og Ler, der stadig voxede og efterlod to graa Striber. Paa Fortougene, hvor saadanne fandtes, traadte de hundrede Fødder den 294ned, og paa Bryggerne eller andre Steder, hvor Færdselen var størst, blev den knadet sammen med Undergrundens løse Dele til et eneste gulgraat Ælte. Hele den lille Kystby saa, der den laa midt inde i det aldrig trætte Sneslud, ligesaa melankolsk ud som de forfrosne Kraaker,Forfatternote: Kraake, Krage. der sad paa Træerne og trak Hovederne til sig.

Udenfor Kirken holdt tvende lukkede Vogne, Hestene hang med Hovederne; den vaade Sne smeltede paa deres Rygge, klæbede Haarene sammen og silede ned af deres Sider. Kudskene – alle svære Folk i tykke Kavajer og med Støvlerne udenpaa Buxerne – gik frem og tilbage, slog nu og da i Luften med Svøben og saa paa de forbigaaende, som om de havde noget forud for alle andre dødelige.

Der var Brudevielse i Kirken. Trods Vinden og Sneen og Sjabbet havde der samlet sig en Del Tjenestepiger og Fattigbørn, der ventede paa, at Brudefølget skulde komme ud. At se de hvide Kvindeskikkelser svæve fra Kirkedøren til Vognene er nemlig en af de største Fornøjelser man i Smaabyerne kjender.

Et snorkende Orgel faldt ind. Højtideligheden var forbi. Kirkedøren gik op. Først kom nogle tæt tilhyllede Kvinder, der hurtigt smuttede ind i Vognene, saa nogle ældre og yngre Herrer med Paraplyerne sænkede dybt ned over sig. Tilskuerne 295blev fuldstændigt skuffede; det hele jog saa hurtigt forbi, at de ikke havde faaet se saa meget som Sømmen af en hvid Kjole. Og de havde dog været saa nysgjerrige! Hvordan tog Holts Kathrine sig ud som Brud, og hvad var det egentlig for et Væsen denne fremmede Kvinde, der var dukket op saa pludseligt, og som saa uventet havde forsynet Byen med Stof til pikant Sladder for mange, mange Maaneder?

Vognene kjørte op til Borgen, lossede sin Fragt, ventede, tog den atter ind og raslede afsted. Den ene kjørte indover Byens Hovedgade, den anden ned til Kajerne. Da den svingede forbi Viks Hus, blev Vogngardinet trukket tilside. Det var Knut, der for sidste Gang saa op til det lille Kvistvindu, hvor dog intet var at bemærke undtagen Rosentræet, der stod paa sin sædvanlige Plads. Det ene af de røde Gardiner var nede. Stod hun bag det og saa efter ham?

Det var høj Sø. Fløtmændenes Baade vippede og strøg sig op af hverandre. De kjørende, Knut, hans Fader, Peter Strøm og en i Rejsetøj indhyllet Kvinde, steg ned i en af Baadene og roede udover mod en Damper, der laa og røg udenfor Indløbet.

Det var nys før Afgangstid. Det sidste Gods hejsedes op fra en Pram, Fløtmændene, der havde bragt Rejsende ombord, lagde fra. Paa Dækket var vaadt og glat, Matroser i SkindhyreForfatternote: Skindhyre, Skindklæder. 296og store Støvler stuvede de sidste Kasser ned i Rummet eller trillede de sidste Tønder op paa Overdækket, hvor de surredes fast. Fiskere og andre Dækspassagerer skubbede sig frem og tilbage i den snevre, hede Gang paa begge Sider af Maskinrummet, en fedtet Opvarter med et voxblegt Ansigt gik ud og ind af Kahytten med en skidden Serviet over Armen, førende al den onde Lugt ombord med sig, hvor han kom. Hejsemaskinen klaprede og hvæsede, udsendte Straaler af Damp og udbredte en utaalelig Lugt af varmt Maskinvand og harsk Olje. I Skorstenen blev Røgen tykkere, i Damprøret blev Larmen stadig mere og mere øredøvende, fra Kommandobrættet lød nu og da en hæs Røst. Efterat Knut havde fulgt den tilhyllede Kvinde ned i Salonen, steg han tilligemed Faderen og Peter op paa det øvre Dæk, hvor den smeltede Sne dannede utallige Bække.

De gik tause op og ned. Damppiben lød for anden Gang. Gamle Holt saa ængsteligt paa sin Søn og kastede derpaa et Blik ned i Prammen, der nu var næsten ganske tom. Saa faldt han igjen sammen. Han var bleven mere krumbøjet, magrere og spidsere i disse Dage, og Ansigtet mere gult.

«Vi hører vel fra dig, Knut,» sagde Peter, egentlig blot fordi Tausheden blev uudholdelig.

«Ja –,» svarede den anden og hostede for at faa Stemmen klar.

297Det peb tredje Gang.

Alle tre gjorde dennegang en Bevægelse, som om de samtidig var blevne rammede af et elektrisk Slag. Knut tog Faderens Haand og hviskede:

«Farvel, Far, – Tak for – alt –.»

Over gamle Holts bævende, blodløse Læber kom der ikke en Lyd. Han bare saa Sønnen ind i Øjnene med et Blik saa ydmygt, saa ømt, men tillige saa dødelig fortvilet.

Endelig maatte han slippe Sønnens Haand; blot hans Blik holdt ham endnu fast. Knut vendte sig til Peter, trak ham henover Dækket, lagde sin Arm om hans Skulder og sagde:

«Trofaste Ven, glem mig ikke. Og hils, hils tusinde Gange.»

«Skal I frabord deroppe, saa maa I skynde Jer,» raabte En barskt nede paa Dækket.

Holt og Peter ilede ned i Baaden. Trappen blev trukket op, nogle Slag af Skruen, og Damperen var i Gang. Baaden blev liggende i Dønningen, saalænge Skibet var synligt – saa roede de tilbage til de vaade, triste Gader, hvor Folk sjabbede afsted, som de gjorde hver Dag.

Udenfor Opgangen til Borgen stansede de to Mænd. «Vil ikke De og Deres Kone ligesaagodt se op til os i Aften?» spurgte Peter.

«Tak, Tak – jeg kan ikke, Peter Strøm – jeg vil krybe ind i min Hule – og –»

298Redaktør Højsen gik netop forbi. Han kom over Gaden hen til de to og løftede paa Hatten.

«Der er valgt, mine Herrer. Aage Storm og Vildhagen. Efter Omstændighederne –»

«Hvad bryder jeg mig derom,» sagde Holt. «Lad mig i Fred med Deres Valg.»

Han gav Peter Haanden og gik.

«Aa – Sønnen maaske rejst idag?» spurgte Højsen.

«Ja,» svarede Peter og gik videre. – – –

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.