SS2 3Hr. Basnage har sagt, jeg veed ikke hvor, at, naar man forlod alle Videnskaber allene for at legge sig efter de Skiønne, var det ligesaa daarligt, som at forbrænde en Bye, allene for at redde Porterne.
Hr. Basnage har sagtHr. Basnage har sagt] Jacques Basnage (1653–1723), fransk protestantisk teolog og forfatter. I Fastings notisbok har den nr. 194 (Fasting 1998, s. 121). Den er hentet fra Raynals Anecdotes litteraires: «Basnage disoit qu’abandonner les autres sciences pour s’attacher aux belles-Lettres, c’etoit brûler une Ville pour en conserver les portes» (1756, bd. 3, 150). en Sandhed, og jeg er ham forbunden for, at han har sagt den. Jeg skriver for adskillige Læsere. Den eene, eller maaskee den største Deel, ville gandske vist tilgive mig, om jeg aldrig skriver i de skiønne Videnskaber. Der er tillige, jeg veed ikke hvor faa, eller mange, som i al Evighed aldrig tilgav mig, om jeg nogen Tid skriver over andre. Jeg kan frygte for, at en alvorlig Mand, naar jeg forelegger ham, hvad der ey svarer til hans – Briller eller Paryk, vil svare mig, som Matematikeren,Matematikeren] i Fastings notisbok har den nr. 168 (Fasting 1998, s. 117). Anekdoten er fra Raynals Anecdotes litteraires: Un Mathématicien pur & rigide n’avoit jamais lu Racine. Quelqu’un lui en ayant fait l’éloge, il se laissa persuader de lire Iphigénie. Mais à peine en eut-il parcouru trois ou quatre scenes, qu’il jetta le Livre, en disant: Qu’est-ce que cela prouve? (1756, bd. 2, 269). («En renspikket og firkantet matematiker hadde aldri lest Racine. Ved å rose ham, hadde noen overtalt ham til å lese Iphigénie. Men etter knapt å ha skumlest tre eller fire scener, kastet han boken fra seg og sa: ‘Hva beviser dette?’».) da han havde læst RacinesRacines] Jean Racine (1639–1699), fransk dramatiker. Hans tragedie Iphigénie er fra 1674. Sørgespil: «Nu hvad har han vel beviist med alt dette?» eller at et vittigt Hoved, som læser, hvad jeg har skrevet for dem, – som ikke ere det, siger mig: «Jeg sover, om I aldrig præker.»Et Svar av den bekiendte franske Digter, Malherbe, til Erkebispen af Rouen, da han vækkede ham, for at følge sig i Kirken.Jeg sover … præker] sitatet er fra en fransk anekdote, se kommentar nedenfor til fotnote («Malherbe»). Samme punchline, uten referanse til anekdoten, hadde Fasting benyttet i sin anmeldelse av Det bergenske Magazin (Kritisk Journal, nr. 50, 1773, [529]). Den inngår også der i et resonnement om tidsskriftlesere som et krevende publikum.Kommentar til fotnotetekst: Malherbe] François Malherbe (1555–1628), fransk dikter. I Fastings notisbok har den nr. 98 (Fasting 1998, s. 105). Anekdoten er fra Raynals Anecdotes litteraires: Jamais homme n’a dit plus que Malherbe ce qu’il pensoit. M. l’Archevêque de Rouen l’ayant prié d’entendre un Sermon qu’il devoit faire, Malherbe s’endormit au sortir de table; & comme le Prélat voulut l’eveiller pour le conduire au Sermon; il le pria de l’en dispenser, disant qu’il dormiroit bien sans cela (1756, bd. 1, 92). («Ingen har som Malherbe sagt rett ut hva han tenker. Erkebiskopen i Rouen hadde bedt ham overvære en preken han skulle holde. Malherbe sovnet da de skulle gå fra bordet, og da presten ville vekke ham for å følge ham til prekenen, ba han ham å få slippe ved å si at han sov likegodt uten».)
Saa vanskeligt er det at skrive, naar der skal udfordres meere til at skrive, end allene saa mange sunde Fingre, som hos RabnerRabner] den tyske forfatteren og satirikeren Gottlieb Wilhelm Rabener (1714–1771). I en av hans satirer, «Forsøk på en tysk ordbok», heter det under «Sverge ved ed» («Eidschwur»): «til en renvaskingsed trenger man ikke annet enn tre sunne fingre og en mann uten samvittighet» («zu einem Reinigungseide gehört weiter nichts, als drey gesunde Finger, und ein Mann ohne Gewissen»; fritt oversatt etter Satiren, bd. 2, 1775, s. 186). Se også Rabeners satire «Noter uten tekst», hvor oppfordringen til dårlige skribenter er å leve av å skrive, da de har sunne og friske fingre («Hinkmars von Repkow: Noten ohne Text»; jf. kommentar til «Rabeners» i [Anmeldelse av Sophies Reyse/Om romaner]). udfordres til en Eed.
SS2 4Jeg er derfor meget undseelig ved at fremstille mig for saa mange Læsere, av forskiellige Stænder, og en endnu forskielligere Tænkemaade, som har giort mig den Ære at tegne sig for disse Blade. Hvad skal jeg sige dem alle, som de ikke veed bedre end jeg? Hvad skal jeg lære den kloge Landmand, den erfarne Embedsmand, den tapre Krigsmand, og den lærde Geistlige? Jeg planter aldrig Kartofler, jeg forstaaer intet av Processer, endnu mindre av Krigskonsten, og jeg er kun Kandidat i Teologien. Jeg har sagt alt dette til dem, som har overtalt mig at skrive disse Blade, og jeg igientager det her med megen Oprigtighed. Jeg tør slet ikke bestemme mig for at underviise. Det vil være mig nok, at jeg enten, paa en ikke alt for kiedsommelig Maade, fornyer Erindringen av, hvad man veed tilforn, eller at jeg – til høyere Eftertanke, foredrager, hvad der, imod Formodning, skulle indløbe, – som man ikke veed. Jeg vil regne mig lykkelig, om jeg, for et Øyeblik, nu og da, kan bringe Landmanden at glemme et Aars Misvext, Dommeren hans Protokoller, og Kiøbmanden en forhøyet, eller nedsat Vexelkurs.
Endnu er jeg ikke dermed retfærdiggiort. Jeg staaer endnu i Gield hos den Slegt, som læser allene, for at fornøyes. Naar man vil omgaaes Konger, sagde Esop til Solon,Esop til Solon] anekdoten om Æsop og Solon hadde Fasting nedtegnet i sin notisbok for anekdoter og aforismer (Fasting 1998, 91, nr. 8). Der var den hentet fra anekdotesamlingen Sammlung historischer Schilderungen und Anekdoten (bd. 1, 1769, 31–32). maa man aldrig sige, uden hvad der behager dem. Der er maaskee vittige Hoveder, som i denne Post ere vanskeligere at fornøye, end Monarker. Jeg har imidlertid valgt ovenstaaende Valsprog av Hr. Basnage, for at sige disse vittige Hoveder ret alvorlig: – at deres skiønne Konster – saaledes har en ærlig Koneen ærlig Kone] ikke kjent. Mange i Fastings familie var sentrale medlemmer i Bergens pietistmiljø eller tilhørte Herrnhuter-bevegelsen. av min Familie allerede længe stillet deres Nativitetstillet deres Nativitet] laget deres horoskop (dvs. forutsagt fremtiden til). – føre lige til Fordervelsen, om ikke endnu dybere: At de bør vide, som nære sig allene av Hiernespind, at Lucifer var Løgnens Fader, at HomerHomer] den greske dikteren Homer, som tradisjonelt tilskrives forfatterskapet av eposene Odysseen og Iliaden. Man vet ingenting om hans liv, eller hvorvidt han har levd overhodet, men han fremstilles gjerne som blind og fattig. var en Betler, og at ButtlerButtler] Samuel Butler (1613–80), engelske dikter. Han skrev blant annet det satiriske eposet Hudibras (1663–1680), som i innholdet minner om Don Quijote. På tross av kongelig pensjon skal han ha klaget over å ha endt sitt liv i fattigdom. og Cervantes,Cervantes] den spanske forfatteren Miguel de Cervantes Saavedra (1547–1615), kjent for romanen Don Quijote (1605–1615). med fleere av den Yngel, ere døde av Hunger, at man fører ingen Krig i Vers, og at en ProcesProces] rettssak. altid er i solut Stiil,solut Stiil] «ubunden» skrivemåte, dvs. prosa. at heele Provinzer leve og døe uden al Vittighed, og at et vittigt Hoved og en Ateist, (horresco referens)horresco referens] lat. «jeg gyser ved å nevne det». Uttrykket forekommer i Vergils epos Æneiden (bok 2, v. 204). (note 1) nesten hos enhver ærlig Mand er det selv samme – endelig, at jeg var en Daare, om jeg bekymrede mig enten for deres Roes, eller Last.
Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Det er først og fremst som litterær kritiker og skribent Claus Fasting har sikret seg en plass i norsk litteraturhistorie. I 1770-årene publiserte han en rekke anmeldelser og artikler i de to tidsskriftene han ga ut sammen med venner i København: Kritisk Journal (1773) og Kritisk Tilskuer (1775–76). Tilbake i Bergen ga han i årene 1778–81 ut Provinzialblade i fire bind. Han stod selv bak de aller fleste bidragene i bindene.
Her er 12 av Fastings artikler. «Om Fængsler», «Stiernlilien» og siste del av «[Om Provinzialbladene]» er transkribert av Aina Nøding, resten av tekstene er hentet fra Samlede skrifter, utgave ved Sverre Flugsrud, 3 bind, Det norske språk- og litteraturselskap, Alvheim og Eide Akademisk forlag, Oslo 1963-79.
Se faksimiler av Samlede skrifter (1963-79), bind 1, bind 2 og bind 3 (nb.no)
Les Provinzialblade (Universitetsbiblioteket i Bergen) og Provinzial-Samlinger (nb.no) på nett
Claus Fasting var bergenser og bodde mesteparten av livet i Bergen. Fra 1787 til sin død i 1791 var han rådmann i byen.
I tre perioder bodde han i København. I den siste av disse (1770-77) var han en aktiv del av Det norske Selskab. Hans evne til å improvisere og til å formulere treffende epigrammer ga ham en sentral plass i selskapet. Han var godt orientert i både samtidens og eldre europeisk litteratur og han ivret for de klassisistiske idéene som selskapet satte høyt.
For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.