Jeg har lovet at meddeele Reysebeskrivelser i disse Blade, fordi de fornøye næsten alle Læsere, naar de ere skrevne med Indsigt og Tilforladelighed. Enhver ønsker gierne at vide hvad der foregaaer uden for ham, og enhver dømmer gierne om Fremmede, for at vide hvor meget man vinder eller taber ved Sammenligningen.
Der er tillige Reysebeskrivelser, som lære hvad Fremmede dømme om os, og disse fortiene ikke mindre Opmerksomhed. SS2 341Man er nysgierrig efter at see sit eget Portræt; Man vil vide om det ligner Originalen, og man belønner Konstneren derefter i Forhold til Arbeydet. Det er en av dette sidste Slags Reysebeskrivelser, hvorav jeg vil meddeele et Udtog i nærværende Blad, ledsaget med nogle Anmerkninger, som jeg haaber til mine Læseres Bifald, og, som jeg tillige haaber, til Hr. Forfatterens.
Det er bekiendt, at Hr. de Kerguelen TremarecKerguelen Tremarec] Yves-Joseph de Kerguélen-Trémarec (1734–97), fransk oppdagelsesreisende. I 1778–79 deltok han i sjøslag mot England, og i den forbindelse søkte han tilflukt i Bergen 1. april – 4. mai, 18. mai – 20. juni og 24. juni – 4. juli 1779 (Boulaire 1997, 160). Dette nummeret av Provinzialblade er sannsynligvis fra april. (tilforn Kongelig Fransk Skibslieutenant, Medlem av det Kongelige Søeakademie, og Chef for Fregatterne La Folle, og l’ Hirondelle, nu Greve og Ridder av dette Navn), det er bekiendt, siger jeg, at denne Mand paa hans Reyser i Nordsøen i Aarene 1767, og 1768, (som ere bekiendtgiordte ved Trykken,) tillige nogen Tid har opholdt sig i Bergen, hvorefter han, ligesom over andre Stæder, har leveret en Beskrivelse over Bergens gamle og nye Tilstand, over dens Beliggenhed, Handel, Søefart, og, (som i sær er at merke) over dens Indbyggeres Levemaade, og Karakteer.
Titelen til det heele Skrift, som jeg anmelder til Efterretning for dem, der vil anskaffe sig det, er i den tydske Oversættelse, hvorav jeg har betient mig i Mangel av Originalen,Originalen] Relation d’un voyage dans la mer du Nord: aux côtes d’Islande, du Groenland, de Ferro, de Schettland, des Orcades & de Norwége, fait en 1767 & 1768 (Paris 1771). Den tyske oversettelsen fins i Fastings bibliotek (Spesialsamlingene, Universitetet i Bergen). saaledes, som følger: Des Herrn de Kerguelen Tremarec & c. Beschreibung seiner Reise nach der Nordsee, die er in den Jahren 1767 und 1768 an die Küsten von Island, Grønland, Færøer, Shetland, der Orkneys, und Norwegen gethan; Aus dem Französischen übersezt. Mit Kupfern. Leipzig, 1772. (Stor Oktav, forsynet med to Karter, for og bag.)
Denne Bog har giort Opsigt; Allevegne roses den, som en av de beste Reysebeskrivelser; Man tillegger Forfatteren Forstand, Indsigt, Erfarenhed, og jeg veed ikke hvad. Allevegne (siger man) har han seet, spurgt, og tænkt; Allevegne reyser og skriver han som Philosoph, allevegne for at nytte og oplyse. – Saaledes dømmer man om Greven i Europa.
Denne Bog giør tillige Opsigt blant os; Den giør det endnu meere, da Greven for nærværende Tid igien befinder sig inden SS2 342vore Kyster. Man tillegger ham her ikke nær saa mange Fortienester; Man protesterer mod hans Philosophie, og Indsigter; Man giør hans Bog til en Nationalsatire, og siger: Saaledes er Bergen blevet lønnet for Velgiort.
Til at oplyse dette, skulle det ikke være overflødigt at giøre mine Læsere bekiendte med Bogen selv, hvorved jeg dog nødes at indskrænke mig til hvad der allene angaaer Bergen, fordi denne Bog (eller det eeneste Exemplar derav) er for nærværende Tid i alle Hænder, og jeg, kun paa nogle Timer, har havt Leylighed at bruge den til Eftersyn. Jeg legger endnu til, at det er efter Begiær, jeg anmelder den i disse Blade, og at jeg har lovet at giøre det uden at glemme den Ære, jeg skylder Sandhed, mine Landsmænd, og en fremmed Konges Undersaat, som foreener Stand og Fortienester.
Efterat Hr. Kerguelen forteller om sin Ankomst til Bergen, og beskriver Hr. Stiftamtmand de ScheelsHr. Stiftamtmand de Scheels] Jørgen Erik Skeel (1737–1795), stiftamtmann i Bergen 1766–1768. Høflighedsbeviisninger, tilligemed nogle Kiøbmænds og Haandverksmænds Uhøfligheder; Efterat han beklager, at man nægtede ham Proviant paa det offentlige Torv, fordi man ansaae ham for en Kaper,Kaper] sjørøver. (som han den Gang ikke var) eller som en Søerøver, der havde været her kort tilforn; (Altsammen S. 139;) Efter en Beretning om en Matros, som Hr. Kerguelen lod straffe i tre Dage, fordi han havde stiaalet en Sølvskee av et Vertshuus, og efter Forsikring om endnu større Straf, hvis alle Damerne ikke ved et stort Soupé hos Frue Scheel havde giort Forbøn for ham; (De fromme Damer!) Efter en Fortælling (S. 140) om et Middagsmaaltid for alle Standspersoner av begge Kiøn her paa Stædet, hvorefter var Bal, som udbredde Lyst og Glæde over heele Byen, (det er Grevens egne Ord) og hvorved man, under Kanoners Løsning fra Fregatten, (alt for at vise, at Hr. Kerguelen var ingen Kaper) drak paa Kongen av Frankrigs, og Kongen av Dannemarks Sundhed; (der staaer ikke, hvor meget, eller hvor længe;) Efter en Beskrivelse endelig over Bergens Havn, over Fæstningsverkerne fra Søesiden, (som, efter Grevens Meening, fortiene ikke at nævnes, og hvorom jeg ikke forstaaer at dømme) efter Anmerkninger om det gamle Bergen, om Indbyggernes og Husenes Antal o. s. v. (S. 150, 151, SS2 343152, 153,) som altsammen synes meget rigtigt, og fortiener at eftersees i Bogen selv; Efter alt dette leverer Hr. Kerguelen tillige en Beskrivelse over Indbyggernes Sæder, og Karakteer, som har tiltrakt sig saa megen Opmerksomhed, og, som jeg finder fornøden at meddeele i en nøyagtig og bogstavelig Oversettelse. –
«Hvad Indvaanernes Sæder i Bergen angaaer, (siger Hr. Kerguelen) er det meget vanskeligt at tilfredsstille Læseren i denne Henseende, fordi de ere en Blanding av forskiellige Nationers Sæder; Tid efter anden ere mange Tydske og Skotlændere komne derhen, som har sat sig ned der paa Stædet, og foreenet sig med Landets Indfødde ved Giftermaal. Mandfolkene ere for det meeste sunde og stærke; Ikke synderlig høflige, men dog venlige mod Fremmede, og det av Egennytte. I Bergen er ingen Adel; Alle Indvaanere ere Kiøbmænd, og handle deels i Stort, deels i Lidet. Desuagtet gives der tillige nogle fornemme Familier, men i et meget ringe Antal.»
«Fruentimmerne (bliver Hr. K. ved) ere i Almindelighed arbeydsomme. De sysselsætte sig saavel med deres Husholdning, som med deres Handel. Til Pragt og Ødselhed ere de ikke meget hengivne. Fremmede ere de besynderligen bevaagne,bevaagne] velvillige mot. og disse ere gierne seete hos dem. Fornemmelig pleye de at modtage Franzoser vel, men Mændene ere meget jaloux over disse sidste. De norske Fruentimmer ere smukke, men de have ikke megen Opdragelse. Paa de øvrige Stæder i Norge hersker meere Høflighed, men over heele Landet ere Mandfolkene meere indtagne for Smag i et got Maaltid, end for Kierligheds Tillokkelser. De elske stærke Drikke, og røge overmaade meget Tobak. De komme tilsammen mellem hverandre, og foretrække deres Estaminet (Ølkroe) for Fruentimmernes Selskab, hvilket igien forleder disse at holde sig skadesløse ved Omgang med elskværdigere og omgiengeligere Fremmede, uden at giøre en Hemmelighed derav.» –
Saa mange ere Ordene; Den heele Text har havt forskiellige Udleggelser, og det sidste Stæd derav frem for alle. Hvem ere disse Fruentimre, (siger man) som betroe sig til elskværdige Fremmede, uden at giøre en Hemmelighed derav? Er det den SS2 344heele Bye, eller Kongerige? Og hvem ere disse elskværdige Fremmede, man betroer sig til, uden at giøre en Hemmelighed derav? Er det Besætningen paa begge Fregatter? Bestemmer man saaledes Nationers Karakteer? Ak, (sige andre igien); De Franske regne det ikke saa nøye; De Franske vil, at alle skal ligne dem. Franske Damer giøre ingen Hemmeligheder; Jo franskere, jo fuldkomnere; Hr. Kerguelen siger os en Høflighed, uden at vi veed det selv, eller en Uhøflighed, uden at han ved det, og det heele Stæd er intet uden en Gallicismus.Gallicismus] ord eller uttrykk lånt fra fransk. Peste,Peste] fr. kraftuttrykk («pesten ta deg»); tilvarende norsk «pokker» (dvs. kopper, jf. kommentarer til [Om barnekopper]). (siger et stærkere Partie) var det vore Koner, man talte om, skulle vi vrie Halsen om paa dem, og drukne dem i Sække. Lad Greven, eller hvad han er, legge sine Folk ud! Lad os kiende den Skyldige fra den Uskyldige! Lad os straffe dem, eller ham, eller begge Parter! Har vi ingen Lov og Ret i Landet, eller tør man ikke stevne saadan Herre for Tamperretten?Tamperretten] lokal domstol for ekteskapssaker (frem til 1797). Ney vist ikke, (sige de Sagtmodige, og enhver veed at det er Fruentimmerne); Taushed er ikke vor Gave, og enhver har sin; Men denne Dyd er heller ikke Mandfolkenes. Greven er ikke meere taus end vi; Han trykker, og vi tale; Hvorfor vil han, at vi skal tie meer end han? Greven er ret besynderlig; Hvad skulle vi ikke sige ham, om vi kunne tale Fransk? Fruentimmerne har ret, (sige atter andre igien,) og de har altid Ret; Greven meener det ikke saa ilde, og den heele Sag er kun Spøg. Greven siger, at han behager, og vi sige hvad han siger; Er der vel Ont i det? Hvilken Allarm man kan giøre for Intet! Den, som er reen, kaste den første Steen!Den som er reen … Steen!] allusjon til Johannes kap. 8, v. 7. I har Uret alle tilsammen, (siger det 6te og sidste Partie, hvorav jeg har den Ære at være); Greven har Forstand, Tapperhed, Indsigt, Levemaade o. s. v. Gandske vist har han ikke sagt hvad her staaer. Oversetteren har forfalsket ham, og Greven har sagt netop det modsatte; I Stæden for: Uden at giøre en Hemmelighed derav, efter den Tydske Text, har Grundtexten formodentlig: uden at de (nemlig de Franske) giøre en Hemmelighed derav, eller i Grevens Sprog: sans qu’ils en fassent un mystere i Stæden for: sans qu’elles,sans qu’ils … sans qu’elles] Fasting mener at det i den franske originalen kan ha stått «sans qu’ils» («uten at de», dvs. franskmennene), ikke det underforståtte «sans qu’elles» (dvs. kvinnene). Med andre ord er det franskmennene, ikke bergenskvinnene, som villig prater om deres felles sosiale omgang. Den franske originalen har en annen formulering, som ser ut til å støtte den tyske oversettelsen: «ce qui porte celles-ci à s’en dédommager sans mystere avec les étrangers» (1771, 99). & c. Dette Ord ophæver al Trætte; Hemmelighed er ikke de Franskes Karakteer, og Greven lider intet ved min Forklaring. Fruentimmerne lide meget hvis jeg har bedraget mig, og Greven vil ikke foretrække sin Ret for deres. Tydskeren har altsaa allene Uret, og Greven er forligt med Nationen.
SS2 345Resten av Beskrivelsen har mindre Vanskeligheder; At Bergen er en Tvetulle,Tvetulle] nedsettende uttrykk om noe som verken er det ene eller det andre, eller bestående av to ting; vanskapning. halv Tydsk, halv Norsk, vidne Historien og Erfarenhed. At Mandfolkene ere sunde og stærke, er formodentlig ingen Bebreydelse, og at forsvare deres Høflighed tillader Beskedenhed ingen Landsmand. At de ere venlige mod Fremmede, viser den Ære de giøre Hr. Kerguelen, uagtet han skriver imod dem, og, om de ere det av Egennytte, appellerer jeg til hans Vexler. I Bergen, siger Greven, er ingen Adel; (Saa meget desto bedre;) Indvaanerne ere alle Kiøbmænd; (Ogsaa vel;) Faa fornemme Familier; (Alt got;) Fruentimmerne befatte sig med Handel og Husholdning. De ere arbeydsomme, og hade Pragt og Ødselhed. (Hvem vil forlange meere? Sandt nok; Det er paa Fransk: De forstaae ikke at leve, og paa Norsk: De leve som de bør. Det er altsaa en Høflighed, eller en Uhøflighed, ligesom man forklarer det til, men hvem vælger ikke det beste?) Fremmede ere de besynderlig bevaagne, og fornemmelig Franzoser; (Nu vel da; Fremmede ere Mennesker; Alle Mennesker ere vor Næste, og man skal elske Næsten som sig selv. Giesteretten er for alle, og hvem fortiener den meer end Franzoser?) Mandfolkene ere jaloux over de sidste; (Det er igien: Mandfolkene vide ikke at leve, eller Franzoserne ere farlige, eller, de Norske ere ærekiære, eller hvilket man synes;) Fruentimmerne ere smukke, men have ikke megen Opdragelse. (Derom vidner consensus gentium,consensus gentium] lat. «noe alle folk er enige om», en allment vedtatt sannhet. og jeg toer mine Hænder;) Over heele Landet ere Mandfolkene meere indtagne for et got Maaltid, end for Kierlighedssager. (Det er at sige: Vore Fastedage ere ikke saa mange, som i Frankrig, og vore uægte Børn heller ikke; à la bonne heure!)à la bonne heure!] heldigvis! Mandfolkene elske sterke Drikke, gaae paa Kroe, og røge meget Tobak. – Viin styrker Maven, Hr. Greve, og Tobak fordriver Pesten.Tobak fordriver Pesten] det var en utbredt forestilling på 1700-tallet at røyking av tobakk ga beskyttelse mot smittsomme sykdommer. «Ved Røgen bortdrives smitsom Luft i Pest og andre Sygdomme», heter det i Chr. Hammers Botanisk-Oeconomisk Afhandling om Tobaks Plantning og Behandling til Huus- og Læge-Brug (Christiania 1790, s. 9). Jøder og Franzoser spise Hvideløg, og Hvideløg lugter endnu slettere end Knaster.Knaster] kanaster (ofte uttalt knaster) er en type tobakk fra Venezuela. Kroen angaaende, skurrer intet uden Navnet. I ethvert Land gaaer man paa Kaffehuse, og det er Kaffehuser, hvad Greven kalder Ølkroer, endskiønt de ikke hede Caffée Royale,Caffée Royale] Café Royal, ikke nærmere kjent. eller Caffée de la RegenceCaffée de la Regence] Café de la Regénce, kaffehus på Place du Palais-Royal i Paris, som åpnet på slutten av 1600-tallet. Det ble fra 1740-tallet et viktig møtested for sjakkspillere, deriblant Rousseau, men også Diderot og Voltaire. som hos ham;Et Kaffehuus i Paris ved Siden av Hertugen av Orleans Pallads, hvor den berømte Rousseau stedse gik for at spille Skakspil.Kommentar til fotnotetekst: Rousseau] den franske forfatteren og filosofen Jean-Jacques Rousseau (1712–1778). Overalt har Greven megen Ret; Alting er endnu ikke, som det kunne være, og allerede Madam la FlecheMadame la Fleche] person i Holbergs komedie Jean de France, eller Hans Frandsen (1722), hvor det harseleres over dansker som forsøker å legge seg til parisiske vaner, språk og manerer. hos Holberg har sagt: Les Danois sont de fort bonnes gens; il SS2 346ne leur manque que de s’informer dans les manieres parisiennes. Det er udlagt: De (Norske)De (Norske)] Fasting omskriver Holbergs tekst, hvor det heter «De danske» (akt 4, scene 2). ere meget gode Folk; Der mangler dem intet, uden at lære Parisiske Artigheder.Artigheter] manerer, høfligheter. –
Saameget om Bergen og Greven for denne Gang.
Boken er utgitt av Det norske språk- og litteraturselskap
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Det er først og fremst som litterær kritiker og skribent Claus Fasting har sikret seg en plass i norsk litteraturhistorie. I 1770-årene publiserte han en rekke anmeldelser og artikler i de to tidsskriftene han ga ut sammen med venner i København: Kritisk Journal (1773) og Kritisk Tilskuer (1775–76). Tilbake i Bergen ga han i årene 1778–81 ut Provinzialblade i fire bind. Han stod selv bak de aller fleste bidragene i bindene.
Her er 12 av Fastings artikler. «Om Fængsler», «Stiernlilien» og siste del av «[Om Provinzialbladene]» er transkribert av Aina Nøding, resten av tekstene er hentet fra Samlede skrifter, utgave ved Sverre Flugsrud, 3 bind, Det norske språk- og litteraturselskap, Alvheim og Eide Akademisk forlag, Oslo 1963-79.
Se faksimiler av Samlede skrifter (1963-79), bind 1, bind 2 og bind 3 (nb.no)
Les Provinzialblade (Universitetsbiblioteket i Bergen) og Provinzial-Samlinger (nb.no) på nett
Claus Fasting var bergenser og bodde mesteparten av livet i Bergen. Fra 1787 til sin død i 1791 var han rådmann i byen.
I tre perioder bodde han i København. I den siste av disse (1770-77) var han en aktiv del av Det norske Selskab. Hans evne til å improvisere og til å formulere treffende epigrammer ga ham en sentral plass i selskapet. Han var godt orientert i både samtidens og eldre europeisk litteratur og han ivret for de klassisistiske idéene som selskapet satte høyt.
For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.