Fernanda Mona

av Ragnhild Jølsen

I.

Den gamle Prokurator paa Haug havde vært i Syden længe. Drukket Sydens gyldne Sol. Seet Sydens brogede Liv. Hørt Sydens klaprende Kastagnetter til Cymbler og Fløiters Lyd. Fornummet den berusende Stemning af røde Roser og livsfrodige Menneskers Pust. Men gaaet i det alt, som den han var, som en gammel Nordbo, der stilfærdig var stanset op, sigende:

«Nei, jeg er ikke kommen for at danse om Gudeilden – som saa mange unge, der raver rundt i kaade Sprætt og synger og brøler til Gudens Ære. Men jeg er kommen for at varme mine Hænder lidt og mit Hjerte. Ja, fordi Arnen derhjemme ikke strak til.»

Midt oppe i det alt havde den gamle Prokurator gaaet, og dog saa evindelig fjernt derfra. Men Gudeilden, den evige og foryngende, den havde alligevel tøet op i den gamle Vandringsmands Hænder og Hjerte og givet ham 2 Livs Olje, han, hvis Livslys ellers snart vilde være udbrændt. – Kun maa ingen tro, at det uafvendelige kan ændres. – Et Aar, da Solen flammed mod Sommer, og Nætterne var tunge, og skjællet Kryb begyndte rasle over Gulvet, paakom der den gamle Prokurator en Længsel efter Nordens tandre Skjønhed. Endnu engang vilde han se de hvidstammede Bjerke staa klædt i sit lyse Slør. Endnu engang se op mod den høie, blege Himmel, hvorunder Fjeldsvalernes slanke Kroppe nu skar gjennem Luften. Endnu engang hvile ud i sit eget lille, svale Hjem. Og saa vendte den gamle Prokurator uden Sorg Gudeilden Ryggen og reiste, stilfærdig som han var kommen, tilbage over de store Have.

*

Saa stod han da atter en Dag i sin gamle Stue. Hans veltjente Husholderske havde med et sidste Rørelsens Hikst sjokket ud af Døren og lukket den efter sig. – Den gamle Prokurator blev længe staaende paa samme Plet, seende sig om ifra Tag til Gulv – – Hver en Kvist kjendte han i de Bjelker, hver en Rift i det Tapet – – Der var da hans Bogreoler, hans Skrivepult og skindbetrukne Armstol. Der var hans Pibebord med alle de forskjellige Slags Piber, som havde tilhørt Faderen – Prokuratoren selv røgte ikke – – Der borte paa Væggen, i Hjørnet ved Reolen, der – den gamle Prokurator tog raskt nogle Skridt fremad – ja, rigtig, 3der hang hans Ungdoms kjære Luth med alle de sprungne Strenge! Hvor han husked det godt: En for en var de Strenge sprunget, saa han i sene Nattetimer nervøst havde fart sammen med braa Fornemmelse af Bud ifra en Verden, han ikke kjendte, – indtil de hang der lig løsrevne Tanketraade – Tanker, som var spundet og ingen Slutning havde fundet, og ingen Klang kunde give. – Den gamle Prokurator trak Pusten langt: – Hvad var der ved Luften derinde i hans Stue? – Atter saa han op: – Taget laa lavt, og Vinduerne var smaa – aldrig havde han dog husket Stuen saa mørk, saa stængt for Sol. – Den gamle Prokurator traadte hen til Vinduet: – Saa derfor altsaa, da var det dog intet Under – slig Trærne havde vokset i Haven. Vildnis, Vildnis! Siljebuske og Rodskud af Asp blandet med Kristtornkrat og halvt udgaaede Rosenhække klængende sig ublidt om lavbevokste smaa Æbletrær. Nedover Vinduerne hang Vildvinen med sprikende Klatrerødder. Borte i den store Bjerk havde den haardhændte Humle kvalt et Par Grene, og brukket en af – stod end Bjerken forresten omtrent som før, graa i Stammen, hvid i Kvistene, lys i Løvet, – men Rundbænken ved Roden sort og medtaget af Veir og Væde – – Der maatte da ordnes og stelles, beklippes og hugges væk – Lys, Luft for Prokuratoren! Næsten maatte han famle sig frem, da han vilde sætte sig ned i sin Armstol: Ak ja, ja – der laa hans Bøger 4urørte paa Bordet, just saaledes som han havde lagt dem, da han reiste – – Han trak et Par af dem til sig og bladed – indi Bladene sad Støv og Kingel, paa den enes Perm var Mærke efter Musetænder – – «Se, saaledes har jeg forsømt mine gamle Venner,» mumled den gamle Prokurator, han tørred noget Kingel af med Ærmet og forsøgte at læse. – Hm, nei, det var for mørkt nu til Tydning af saa fine Runer! – Han fandt et Nøgleknippe frem af Lommen, det han lig en Maurer trofast havde ført med sig den hele Tid, – og laaste sin Skrivebordskuffe op. De gamle Folianter, de værdifuldeste, havde han hernede – der havde han lagt meget Arbeide, sine fleste Tanker. Han trak en af dem frem, lidt skjælv paa Haand, og slog op i den. Om dette kunde læses? Det var jo ogsaa hans egen Skrift. Den gamle Prokurator lagde Folianten tilrette, idet han skjøv to andre Bøger ind under dens Ryg; den smaldt igjen, og han slog op paany det selvsamme Sted – nok fordi den der var bøiet fra før af en Arm under et tungt Hode. Over Prokuratorens Ansigt fór en saar Trækning: – Nei, hvad han der læste, var ham ingen god Velkomsthilsen, saa plumt det faldt, saa haardt og frastødende – heller ikke hørte det vel med i det nuværende Afsnit af hans Liv! – Og Prokuratoren lod Blikket springe:

«En Kvinde er stærk og dræber sine Børn af Had og Stolthed» – – atter hopper han 5over – – «Men Kvinderne paa Gan,» læser han saa og blir halvt modvillig ved, «videre vil de leve der Aar efter Aar og Slægt efter Slægt, fordi de har slaaet Rod der paa Gaarden – ja, som de høie Liljer i Haven. – For Kvinderne paa Gan, de uddør ikke let. Saa er min Tro, at først ophører deres Saga, naar de farer langt ifra Gaarden, og Blodet blandes med andre Slægters Blod. – Men» – – Den gamle Prokurator klapper langsomt Bogen igjen, sukker og skyver den væk ifra sig, væk, væk, langt væk – han skyver og skyver, indtil Armen ligger helt udstrakt paa Bordet, – og farer saa sammen ved et Klirr af noget, der falder ned. Han bøier sig forundret, finder Stumperne af et lidet Glas og ved Siden deraf en stivt bundet Buket af smaa, lyserøde Pimpenilleknopper. –

Den gamle Prokurator blev længe siddende med den lille Buket i Haanden. Prokuratoren vidste godt, det ikke var den gamle Husholderske, som kunde fundet ud dette. Men hvilken da – den velsignede, som ønsked den gamle Prokurator saadant Velkommen? – Den gamle Prokurator smilte som et Barn, der har været paa Graaten, men er blit trøstet, og han blev fremdeles siddende, og halvt i Tanker lugted han til Smaarosernes skjære Duft. Den lille Velsignede, hvem hun nu var, hun havde taget Brodden af noget ondt for ham! – –

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Fernanda Mona

Romanen Fernanda Mona kom ut i 1905 og er en slags forsettelse av romanen Rikka Gan. Handlingen er lagt til Gan gård på 1800-tallet, i en komplisert brytningstid. Fernanda trekkes mellom gammel og nytt, lys og mørke, kjærlighet og ondskap.

Se faksimiler av førsteutgaven på nb.no.

Les mer..

Om Ragnhild Jølsen

Ragnhild Jølsen er en av de unge forfatterne som i det første tiåret av 1900-tallet signaliserte et generasjonsskifte i den norske litteraturen. Selv om hennes forfatterskap ikke er like utbredt som f.eks. Knut Hamsuns og Sigbjørn Obstfelders, regnes hun som en viktig og original sjanger- og språkfornyer i norsk litteraturhistorie.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.