Fernanda Mona

av Ragnhild Jølsen

II.

Har nogen lagt Mærke til de gamle stygge Skilderier – de fra dengang, da de tryktes med et Faatal af Farver, som til og med snart jevnedes ud – ligesom gled ind i hverandre, samtidig som de drog Mørket til sig? Ofte hænger de i Bjerketræsramme over Langsofaen i en Kreds af Silhouetter, eller Portrætter tegnet i Sot paa Glasplader sammen med zirligt ordnede Kvaster af «Bævende Hjerter». Har nogen lagt Mærke til, hvor rart det kan være med disse Skilderierne? Igrund har intet Menneske nogen videre Rede paa, hvad de engang forestilte, – og blir du derfor energisk en Dag og gir dig ind paa Opdagelser, se, da finder du nok, du Søgende – – Hist en Rand af et Bjerg, her et Glimt af en Sjø – men Bjergranden blir en Kjolesøm, Sjøglimtet et Silkeliv – men Kjolesømmen blir en Kjæde, Silkelivet et Skjold – men Kjæden blir en Rosenkrans, Skjoldet blir en Faldluge – og atter blir Rosenkransen til Randen af et Bjerg og Faldlugen til Glimtet af Sjøen – og rimeligvis har ingen af Delene vært det rette. Men engang, du sidder i Skumringen, dukker uventet noget nyt frem for dig – noget haardt og uhyggeligt en rød Haand, et ondt Øie, – og det svinder ikke over i andre Former som Rosenkransen og 7Skjoldet, men du skimter det altid siden, saasandt du skimter det gamle Skilderiet. – Saa vokser Indtrykket sig fast i Bevidstheden lidt efter lidt, smelter i ett med Silhouetternes stive Profiler og det visnede Hjertegræs, saaledes at du overfører det tilslut og finder for godt at sige:

«Ja, jeg ser nok, det er bare et Slags Oljetryk, som hænger der, et hvis Farver er blit udvisket af Tiden. Men hang det ikke netop der i de gamle Portrætters Midte, saa b u r d e det ialfald hængt der – som et Sindbillede.» Jeg mener: Igrund har hver en gammel Slægt sligt et skummelt Oljetryk midt indiblandt sine Fædre og Mødre og ædle Velgjørere. Slægtens sorte Sjæl, Slægtens dulgte Misgjerninger og Vanskjæbner, er det Sindbilled paa – og alt det, som skræmmer i Mørkningstimerne. – –

Den unge Fernanda Torsen fatted den Dag idag ikke, hvorfor hun og hendes to Søstre engang for længe, længe siden var blit skubbet ind i et Kammers og Døren laaset af efter dem. De to viltre Smaasøstre havde leet først og derefter skrigende lirket i Klinken og spændt Dørfjælerne – altsammen til liden Nytte. Folk gik og sprang nok derude i Gangen, Døre sloges op og i; men ingen vilde ænse de indestængte Barn, de fik hyle og tumle sig trætte. Den unge Fernanda husked, hvorledes Smaasøstrene havde slaat sig tilro omsider, og en af dem fundet en Snor op af Lommen og givet sig til at trække 8Snoren frem og tilbage over sine og Søsterens Hænder, – mens Fernanda fremdeles var blit siddende, der hun fra først af betuttet havde sat sig ned, paa Stolen opmed Væggen. Der blev en Stilhed da. Men frem af den Stilheden dukked med engang to Stemmer, hun ikke kjendte, fra Gjæsteværelset ved Siden, – og Menneskene derinde slog Vand i Fadene, som om de vasked sig.

«Det er det grusomste, jeg i mine Levedage har været med til,» sagde den ene. «Men hvortil nytter nu Vidneførsel eller nogetsomhelst? Slag i Luften, Slag i Luften! Et halvt Aar tidligere, og vi hadde nok klart det hele som Fod i Hose, men nu – forsent, forsent, forsent!» Og hvert af de sidste Ord ledsaged han med en ærgerlig Banking i Bordet. Den andens Stemme faldt ind langsomt slæbende og vægtig, halvt som i en Retssal, han brugte mange fremmede Ord, saa hun forstod ikke synderlig mer, end at han opholdt sig over et Gavebrev og Jon Torsens Livstidsbygsel paa Gan Gaard – om mon tro Mattias Aga havde betalt de to Gankvinder for at forsvinde i Sjøen? – og Ordene seg og seg sig frem som det klæbrige Spind af en ækkel Edderkop. Indtil den førstes Stemme ligesom skar den andens Seighed over, slig den høit oppi Diskanten gjentog sit afgjørende:

«Forbandet fiffigt anlagt det hele. – Nytter os ikke – Slag i Luften – forsent!» – Og igjen efter dem faldt Døren med et dumpt Brag. Og 9Folk gik forsigtig ude i Gangen og talte ikke. Saa – om en Stund – hørte hun, kom der Vogne udenfor. Et Øieblik senere raabte de to Smaa, der nu laa udaf Vinduet, saalangt de orked:

«Der sidder to Mænd oppi. De har Guldrender paa Luerne, og Guldknapper i Trøierne. Efter dem kommer Kjærren med Blaaen fore Ola gaar ved Siden af – haa haa haa – ved du, hvad Ola kjører? Den gamle, svarte Regnkappen har Ola i Vognen!»

Den unge Fernanda husked godt, hvorledes det var faldt dengang, da en af de Smaa senere spurgte Tjenestegutten: – Hvorfor havde du den Regnkappen med dig da? – Og Ola, Tjenestegutten, havde flirt stygt og svart: – Aa, der havde jeg nok no slig raadden Fisk som den høge Øvrigheta inte rigtig vilde reise bort ifraa. – Skjæms du inte, Ola, saa flaakjæftet du er, – havde en af Pigerne hysset. – Neida, Smaajenter, Ola er ræd for Regnveir støtt han. – Hvoraf det nu kom sig – der var blit et Slagord i Kjøkkenet om den Regnkappen siden. Hun hørte ofte Ordet en Tid og stundom i ett med sin Faster Rikkas Navn: De trodde ikke, Rikka Torsen havde lagt «Regnkappen» igjen – de trodde, hun havde gjemt «Regnkappen” bedre – de trodde aldrig, «Regnkappen» havde været i Kjælderen. – Og ingengang var det Meningen, at den lille Pige skulde høre, hvad de sagde; for straks de saa hende, stilned Snakket:

10«Hyschda, hysch!» Og de greb hinanden hvast i Armene. – Hvad nu Faster Rikka havde havt med den gamle Regnkappen? kom Barnet engang til at spørge. – Jo, det var slig, – lød Svaret undvigende, – det havde virkelig regnet den Aftenen, Faster Rikka og Fernandas egen Mor vilde sætte over Sjøen, saa ja, sandelig burde de taget «Regnkappen». – Hvorfor Faster Rikkas Navn fremkaldte slige Glimt i deres Øine, – tænkte Fernanda nu som voksen, – noget som Afsky – noget lig Grusomhed hos Dyr, de, hvis Udtryk ikke er hverken Latter eller Graat, men Gjep – Gjep. Den unge Fernanda havde holdt af sin Faster Rikka, saaledes som Barn ofte holder af dem, som sjelden smiler til dem. Hun havde taus gaaet og bedt og tigget efter et Blik fra hende, og alligevel følte hun en hemmelig Gru, naar det lykkedes hende at fange det Blikket. Da var der ogsaa en ærtesyg Stemme indi hende, som hvisked:

«Stygge Øine, stygge Øine – Glasøine, Glasøine – det er Glasøine, hun har!» – og hun havde krøbet sammen og ønsket sig langt væk for de Glasøinenes Skyld. Naar hun nu tænkte efter, kunde hun dog næsten sige sig selv, at det nærmest var en Slags ulykkelig Kjærlighed, hun havde følt for den Faster Rikka, mer Tilbedelse og Skyhed kunde hun i sit stille Sind vistnok aldrig have ofret paa nogen deilig, ung Mand. Nogen saadan havde dog den unge Fernanda 11hidtil ikke truffet, hun havde i det hele ingen Venner havt i Verden andre end sin Faster Rikka. Men det laa vist ikke til Slægten det der at være vennesæl, – mente Fernanda, hendes Faster Rikka havde saaledes nok snakket vel undertiden om Prokuratoren paa Haug, Fernanda husked ogsaa, at hun engang havde nævnt ham som hørende hen blandt de ensomme; men forresten skulde sandelig ingen kunne paadutte hende Godhed for Menneskene. Nei, nei! Aaja, den Faster Rikka, død var hun, og borte, ligesom Fernandas Mor – spist af Fiskene, – som Fernanda altid havde sagt til sig selv den første Vinter efter Ulykken, da Faderen laa tilsengs i Selvopgivelse og afvekslende snudde Hodet til høire, Kroppen til venstre, og omvendt, under stundevis Jammer: – Aak, aak, al den Ulykke over mig! – Mens de to Smaasøstre udi Kjøkkenet støiende blev slængt med Benene i Taget, og den gamle Inger gik ud og ind og fyrte Bjerkekubber i Ovnen, og Ilden spraked – hu, saa ondt – det var som Mænd med Guldsnorer og Guldknapper. Og naar Ilden slukked, blev Ovnen til den sorte, gamle Regnkappe. –

«Kom hid, faar jeg snakke med dig,» havde saa Jon Torsen sagt engang. Og den lille Pige var gaaet hen til ham. Han havde da støttet sig op paa Albuen, og hun skimted tydelig hans lange, indfaldne Fjæs med det filtrede Hageskjæg. Derfor kunde hun ikke forstaa, at ikke 12ogsaa han saa hende. Men saaledes sagde han:

«Naa, hvor er du henne da? Er du der? Eller er du der?» og han havde trevlet rundt omkring. «Men du tar jo paa mig jo,» havde hun svart. «Ja, tænk det gjør jeg ogsaa,» hed det da, og han vipped sig helt ud imod Sengefjælen og godsnakked: «Er du Jentungen min – er du Jentungen min da?» «Ja.» «Kom helt op da, saa skal jeg fortælle dig no rart! Der var engang en liden Pige, som hed Rødhætte» – «Men jeg kan det Eventyret, jeg.» – «hun mødte en Ulv indi Skogen» – «Var Ulven fæl?» – «og Ulven løb hen til Bedstemoren, – jafs! – sa den, og aad Bedstemoren i én Bit.» – «Nei, det er ikke slig, Far!» «Saa lagde den sig i Bedstemorens Seng, og saa kom Rødhætte. – – Og nu kan du være Rødhætte, saa er jeg Ulven. Hvorfor har du saa lange Arme, Bedstemor? – spørg du. Sig det ordentlig naa, saa skal du faa en fin, rød Hætte af mig, naar jeg kommer op.» Men da havde det hændt, at Barnet var sprunget op og skreget – Faderen var en virkelig Ulv – det lange Hode med Skjæggedotten danned sig til Ulvehode for hende, og Øinene var Ulveøine, plirrende, runde og ækle. – «Slip mig,» hylte hun, vild af Rædsel. «Slip mig, slip mig!» Og betuttet slap Jon Torsen Barnet fra sig. «Du skulde skamme dig,» sagde han dog. Da stirred hun stort og sky paa ham bortifra en Krog. 13Og i den Krogen havde hun for mestedel holdt sig, mens Ugerne gled udover mod Vaar, og Jon Torsens Jeremiader aftog.

Inden Sommerdag dengang havde Jon Torsen gaaet om, støttende sig til en Stok. – Det var det reneste Under, – havde hun hørt Folk sige, – hvordan han var kviknet i efter Konens Død og ikke længer stod under Pisken hverken af den ene eller anden. – Han var da ogsaa meget omhyggelig med sig selv, holdt Trøiefligen for Næsen ved mindste Vindgufs, og paapasselig til at tage styrkende Medicin lærte han Fernanda op til at tælle Draaber for sig. – Ikke vidste den lille Pige sin arme Raad mangen Gang med den Draabetællingen, hun stod og tutlet ved Dørklinken, før hun kom ind; hun gik om bleg og uden Friskhed, og hun graat sig ofte isøvn om Aftenen. Fik hun dertil Bebreidelser, fordi hun havde forsømt Draabetællingen, og hørte, at paa den Maaden dræbte hun sin egen Far, blev det saa tungt og trist for hende alting, saa hun tænkte at sætte tilskogs eller ned i Brønden og drukne sig.

Det stakkars Barn. Enhver beskikkes jo sit Kors i denne Verden, men enkelte beskikkes ogsaa flere Kors end ett.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Fernanda Mona

Romanen Fernanda Mona kom ut i 1905 og er en slags forsettelse av romanen Rikka Gan. Handlingen er lagt til Gan gård på 1800-tallet, i en komplisert brytningstid. Fernanda trekkes mellom gammel og nytt, lys og mørke, kjærlighet og ondskap.

Se faksimiler av førsteutgaven på nb.no.

Les mer..

Om Ragnhild Jølsen

Ragnhild Jølsen er en av de unge forfatterne som i det første tiåret av 1900-tallet signaliserte et generasjonsskifte i den norske litteraturen. Selv om hennes forfatterskap ikke er like utbredt som f.eks. Knut Hamsuns og Sigbjørn Obstfelders, regnes hun som en viktig og original sjanger- og språkfornyer i norsk litteraturhistorie.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.