Fernanda Mona

av Ragnhild Jølsen

III.

– Din Vens Ven skal ogsaa være din Ven. Haanden skal du byde ham til Velkomst i din lille Hytte som paa din store Gaard. For ham skal du bage søde Kager og slagte Gjødkalven, som gaar paa Græs, – ja, dække Bordet med dine Fædres Sølv paa bleget Dug og midt iblandt det alt skal du plante en Skaal med de bedste Frugter. Men har du ingen Gaard, og er du røvet dine Fædres Sølv, vær da fornøiet ved at have ham under din Hyttes Tag – læg da Ved paa Skorstenen, vask Kjørrelerne godt og giv ham af hvad du har.

Men har du slet ingenting, hverken Gaard eller Hytte, og er du selv som en Tigger paa Landeveien – gaa da alligevel imod ham og forsk med dine indre Øine – sikkert vil du finde noget. Og saa maa da du efter dit fattige Formaaende tænke noget ud, som kan gjøre ham godt – noget, som ialfald kan indgi ham et blidt Minde eller en god Drøm. Og er du heldig, vil netop det falde paa hans Sjæl som det friske, blanke Vand, der springer fra Fjeldvidderne.

*

15 Hun var kommet ind i hans Stue, en høivoksen ung Pige, og rakt ham Haanden med et trohjertigt Smil. – Jeg er Fernanda Torsen, havde hun sagt. – Jeg kommer for at hilse paa dig, Prokurator. – Og jeg har ventet paa dig. – Kjære Barn, – havde Prokuratoren stille forundret svart hende, – jeg vidste ikke, at nogen herhjemme vented paa mig! – – Jo, jeg har ventet, – havde hun gjentaget. – – Saa havde hun siddet en Stund fremved hans Bord med Hænderne i Fanget og Hodet lidt bøiet. – Gud velsigne den gode Giver – saa det var da du, min Pige, – havde den gamle Prokurator mumlet, og han havde takket hende for Rosenknopperne, han havde fundet paa Bordet ved sin Hjemkomst. Hun havde kun svart med et Smil. Men Prokuratoren saa, det Smilet var mer end trohjertigt, det var saa smukt, at der var som Solskin ved det.

«Kjære Barn, du vil jo nok oftere komme med Blomster til den gamle Prokurator, som elsker saa Ungdom, Blomster og Lys?»

Da havde hun seet paa ham, og han havde forstaaet, at var der Sol i Smilet, saa var der Graaveir i Alvoret.

«Lys?» havde hun svart og rystet paa Hodet, halvt som nævnte hun noget, hun ikke kjendte.

«Javel. Ung Fernanda hun har selv af Lyset.»

«Nei, Prokurator – nei nei,» havde hun 16 tungsindig benægtet. Men som aned hun et Skimt af den gamle Mands Sind, gjorde hun Øieblikket derefter Vold paa sig og svarte: «Men kunde jeg virke som Lys for dig, Prokurator kunde jeg, ja, kunde jeg saasandt, saa vilde jeg jo gjerne.» –

«Gud velsigne den gode Giver,» mumled atter den gamle Prokurator, der han efter den unge Fernanda Torsens Besøg, slig som ellers naar Tanker strømmed ind paa ham, drev frem og tilbage over Stuegulvet. – Saa overraskende som hun ogsaa var kommet, – hæfted han sig ved. – Ja, for med Prokuratorens Erfaring om Menneskene, kunde han ingenting ventet: Hundrede Gange havde han iagttaget, hvorledes Menneskene først udnytted hinanden og saa kasted hinanden væk. Havde Prokuratoren saaledes vært Ganslægten nyttig for éns Skyld, hvordan skulde han vel derfor have tænkt, at en anden af dem vilde mindes ham for den Ting? Denne var kommet uden Tanke paa egen Fordel, det havde han nok seet, – hun var kommet, fordi hun havde følt en Trang til at komme, og det var faldt hende naturligt at bruge Barnets Tiltaleform ligeoverfor ham. – Vel skulde han ikke nægte, at han, idet hun traadte ind, havde følt sig noget underlig – ved en viss Lighed mellem hende og Rikka Torsen. Det var han heller ikke senere, mens de sad der ved Bordet, kommet bort ifra: Der var Lighed mellem dem. Slægtsligheden var der – om end 17Farverne i den unge Fernandas Ansigt var anderledes, mer udjevnede – Haaret ikke saa mørkt, Øinene ikke saa lyse, Tænderne ikke saa blaahvid dyriske, og Udtrykket hverken vildt eller haardt, men tungt – naar da ikke Smilet lyste op; – men det gjorde det vist sjelden. Den gamle Prokurator, som kom fra Lande, hvor Ungdommens Øine straaler, og Munden kun kjender til Latter eller Graat, fornam, som var der næsten nogen Unatur ved denne unge Pige, og han spurgte sig selv: – Er det Slægtslænken, som tynger? – Den fæle, tunge Lænke. Slægtleddenes Synder og Fordomme slynget i Ring om Torsenernes Haand og Fod. – Og Svaret lød: – Ja, det er Slægtslænken. Desuden: Har hun af Slægtens Ydre, da har hun vel ogsaa af dens Indre. Stakkars Pige, hvad er da at stille op? – – Prokuratoren satte sig i sin Stol med begge Hænder under Hodet, og slig han der sad, paatrængte sig ham nu, hvad han i et Decenium havde søgt at holde væk Rikka Torsen, Kjærligheden til hende, Skuffelsen, og den underlige Rodløshed, han siden var blit gaaende om i. Rikka Torsen! Han saa hende, slig hun kom til ham Uveirskvelden og bragte af Uveiret ind i hans Stue. Han saa hendes hvide Ansigt med de dybe Furer om Munden. Han hørte hendes angerløse Bekjendelse, den, hvori han ofte skimted en haar Latter. Han husked, hvordan hun, mens hun talte, havde skjøvet sig selv fjernt ifra ham, denne 18Pige, som han en Time forud gjerne havde budt sin Haand og sit Hjerte, – og hvordan de Sjælsforestillinger, hun frembragte hos ham, virked over paa hans ydre Sanser, saaledes at han pludselig havde seet hende for sig – snart langt borte, liden, ynkelig, af Spurvestørrelse, og snart lige ved, kjæmpestor som en Jættekvinde. Han hørte hendes Raab til ham om Bistand med Ordning af Dokumenter, hvormed hun kunde rydde Stene afveien for vine Kjæres Fødder og tillige sætte én, hun foragted, Kniven for Struben – Menneskene vilde kalde det Udpresning – Prokuratoren kaldte det en Handel til Bedste for Jon Torsen og den lille Brordatter, havde Rikka Torsen solgt sin Forsvinden fra Gan til den rige Mattias Aga. Aldrig havde Prokuratoren angret den juridiske Haandsrækning, han der havde givet – nu glæded han sig næsten derover – den lille Brordatter, det var jo den unge Fernanda! – Prokuratoren husked med ett efter noget, han kun utydelig havde i Erindring: – Hin Ulykkesnat, da Jon Torsens Kone rodde Jomfru Rikka over Sjøen, og de alle paa Gan stod i Vinduerne og hørte Nødskrig gjennem Veiret – havde da ikke en liden, iskold Haand smuglet sig ind i hans? – Jo, des mer han tænkte, des klarere kom det til at staa for ham, hvad han dengang i sit Sinds Oprør knapt havde bemærket: Den lille, iskolde Haand! – Og nu var hun atter kommet. Nu rolig og god med ungt Smil til ham over Tungsindet. 19Hun havde glædet ham med de smaa Rosenknopper først, hun havde glædet ham ved at komme selv; men den største Glæde havde hun uafvidende gjort ham – ved at vise Prokuratoren et Menneske, der trængte til ham; for saadant et Menneske trængte Prokuratoren til ogsaa. Saa kunde vel kanske endnu det Ord komme til at gjælde for ham: Mod Nattens Frembrud forgyldes Skyerne. – Den gamle Prokurator tog i Haanden de smaa Knopper, som endnu stod paa hans Bord, derefter trak han den tykke Foliant op fra Skuffen, bladed op Stedet fra hin første Aften, – og der lagde han de smaa Blomsterknopper til Bogmærke.

«Naar jeg nu herefter læser dette,» sagde han smilende, «maa ingen Bitterhed mod Skjæbnen tage mig. Disse skal for mine tunge Tanker være det samme som Regnbuen paa Himmelen er for Regnet.»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Fernanda Mona

Romanen Fernanda Mona kom ut i 1905 og er en slags forsettelse av romanen Rikka Gan. Handlingen er lagt til Gan gård på 1800-tallet, i en komplisert brytningstid. Fernanda trekkes mellom gammel og nytt, lys og mørke, kjærlighet og ondskap.

Se faksimiler av førsteutgaven på nb.no.

Les mer..

Om Ragnhild Jølsen

Ragnhild Jølsen er en av de unge forfatterne som i det første tiåret av 1900-tallet signaliserte et generasjonsskifte i den norske litteraturen. Selv om hennes forfatterskap ikke er like utbredt som f.eks. Knut Hamsuns og Sigbjørn Obstfelders, regnes hun som en viktig og original sjanger- og språkfornyer i norsk litteraturhistorie.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.