Fernanda Mona

av Ragnhild Jølsen

IV.

De havde fluret Haar, som laa ned i deres store Øine, saa Øienlaagene holdt sig hovne af den megen Kløe. De havde fin Hud over Slægtstrækkene, men med enkelte Finner paa Næse og Hage, fordi de var saa blottende unge. De var godt vokset, spænstige af at farte om i Skog 20og Mark, og med et stærkt Hang til at skræmme. Sit Navn «Gangauperne» havde de tidlig tillagt sig ved en særdeles Uredighed og Uregjerlighed i alle Vendinger. For mindreaarige dengang til at fæste sig ved Tabet af Mor og Faster, senere opdraget i Kjøkkenet af flanede Jenter og raa Gutter, havde deres Karakterer udviklet sig saa forskjellig fra den ældre Søster, der mærket af Ulykken havde holdt sig stille for sig selv.

Dog skulde det ikke være saa svært at udfinde fælles Særpræg mellem Gangauperne og Fernanda: Alle tog de saaledes Faaret om Hodet og saa det ind i dets brune Øine. Alle tog de Katten og hængte over Armene eller paa Skuldrene, mens de strøg og gramsed i dens myge Pels. Alle gik de med Brød til den gule Hest, den uanselige, med Frostsaaret i Manen. Alle var de rædde for Kjørene og vilde gjerne ærte Okserne olme; fordi disse Dyr med de glanende Øine og spidse Horn irriterte Lysten til Spænding i dem. – Rigtignok maa der i dette sidste Stykke indrømmes, at var de end i Barnealderen alle tre om Fornøielsen, saa blev senerehen de to Gauper alene derom. Men disse stod der da ogsaa ofte i Timevis nede i det halvmørke Fjøs og napped Okseknabberne i Hornene, bandt Taugstumper om deres Klove og brugte al sin Opfindsomhed for at faa dem saa iltre som muligt. Og naar saa Kreaturerne blev slupne ud ved Forsommertid, da var det Gaupernes store Fest at staa paa Gan Gaards 21Stentrappe og se Studene fare gale, saa Folkene maatte værge sig for dem. Og de to Gauper lo og klapped i Hænderne, naar de træge Husmænd maatte springe for Livet. – Jo, jo, da havde de rigtig Ære af sit vinterlige Tidsfordriv, syntes de, og en større Ære endda skulde de nok ilægge sig Sommeren udover. *

Men Gangauperne var ikke blide en Kveld, de laa i sine Senge og fnyste. Varme af Ærgrelse laa de ovenpaa Dynerne og sparked i de lange, hvide Ben.

«Den Prokuratorgammeln,» skjældte de, «hvad har han med os? – Kan han ikke la os gaa i Fred – om vi nu ogsaa har en Søster, som render hos ham? – Har vi bedt ham gjøre os Bryderi? – Som om vi ikke greier os med den Lærdom vi har? – Som om vi trænger nogen nepen Byfrøken til at lære paa os? Havde hun endda vært Gut! – Slig Skam ogsaa for os, som er voksne, at gaa paa Skole! – Ved du – Prokuratorgammeln spurgte mig, om jeg kunde læse og skrive? – Det har Petter Mønsaas lært os, – svarte jeg sandt nok. Saa spurgte han, om jeg vidste Hovedstaden i Frankrig. Damaskus, – svarte jeg. Saa spurgte han, om jeg vidste Navnet paa den første Konge i Norge. – Harald Lusehaar, – svarte jeg, og da gik han. Men lidet hjalp det, at han gik, naar han til Gjengjæld fandt paa dette her. – Saa faar 22vi sidde og puge istedetfor at være os selv da. – Naa er det forbi med Plystringen. – Naa begynder Striskjorten og Havrelefsen. – Nei, vi vil ikke. – – Havde han git os en Lærer ialfald. – Ja, en Gut. – En med krøllet Haar og svarte Øine. – Svarte Øine? Nei, brune, Gyrild – lysebrune! – Pyt, den Farven er styg den – heller blaa da. – Svarte, svarte, – sier jeg. Husker du Fantegutten ivaares, han med Haarlurven ned i Panden? – Lusehaar! Nei, rødt skal Haaret være, og fin Hud bør han ha – gjerne lidt Fregner over Næsen.» – De to Gauper, hvis Tanker nu var flydt ind i smulere Farvand, strakte Armene over Hodet og stirred stille ud for sig en Stund. –

«Svarte, svarte,» brød saa den ene Tausheden.

«Røde, røde,» ægled den anden.

«Ved du, hvad jeg drømte en Nat?» spurgte den første, hun laa og stirred stivt i Taget. «Jo, jeg syntes, jeg kjørte sammen med en svarthaaret Gut paa et Hølæs. Det var morsomt, Trærne omkring var gjilde grønne, og det dufted af Høst. Gutten – jeg ved ikke, hvordan det var; men med engang mærked jeg, han sad og tog bort paa mig – men med den anden Haand holdt han Tømmerne, og han hverken vendte Hodet eller lo, bare skjelte imellem med de kulsvarte Øinene. – Lad bli du, Styggen, vilde jeg si. Men han lod slet ikke bli. Derfor vilde jeg slaa til ham. – Havde han ialfald smilt, – tænkte jeg, – gjort sig lækker! – Men 23han sad der bare med Hodet ret frem og kaldflirte. Alligevel havde jeg ingen Kraft i Armen. – Saa havde Hesten stanset imens, og Gutten stod nedenfor Læsset og tog imod, da jeg lod mig gli ned. Forkjert som en Ildtang kom jeg paa Bakken, – og tror du, Gutten slap mig da? Nei. Og saa var han som en Glo. – Men nede paa Bakken der saa jeg ham ret – – ved du, det var nu slet ingen Gut alligevel; for det var et stort, ragget Dyr, som murred Godlaat og vipsed med Halen. Og Pelsen paa det var saa god og dyb, at jeg blev glad i det og kyssed det paa Hodet.» –

«Men nu blir det andet end at ligge og drømme om Gutter, som blir til Dyr. Nu skal du puge istedet.»

«Jeg vil ikke.»

«Jo, hvis du faar en ung Lærer.»

«Ja, en svart!»

«Nei, rød, rød, smal, finhudet – vi skal staa ved et Vand, som speiler Skyerne, slig det ser ud som et svært Rede af Dun – og der skal vi plumpe nedi, den røde og jeg.»

«Men svart burde han være!»

«Rød!»

«Svart!»

«Rød!»

«Ret igrund – svart eller rød – lige sød.»

– Ind i det sorte og røde døsed sig de to Gaupers Sansetanker, indtil de for sidste Gang sparked i de lange, hvide Ben, og søvned.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Fernanda Mona

Romanen Fernanda Mona kom ut i 1905 og er en slags forsettelse av romanen Rikka Gan. Handlingen er lagt til Gan gård på 1800-tallet, i en komplisert brytningstid. Fernanda trekkes mellom gammel og nytt, lys og mørke, kjærlighet og ondskap.

Se faksimiler av førsteutgaven på nb.no.

Les mer..

Om Ragnhild Jølsen

Ragnhild Jølsen er en av de unge forfatterne som i det første tiåret av 1900-tallet signaliserte et generasjonsskifte i den norske litteraturen. Selv om hennes forfatterskap ikke er like utbredt som f.eks. Knut Hamsuns og Sigbjørn Obstfelders, regnes hun som en viktig og original sjanger- og språkfornyer i norsk litteraturhistorie.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.