IX.

Rige Mattias Aga sad paa sit Kontor nede ved Bryggen. Han sad med Hodet ludende over Bøgerne og et rapt Blik til Siden, – og slig havde han nu siddet Aar ud og Aar ind, mens Hodeskallens Form lidt efter lidt var kommet skarpt tilsyne, fordi Haaret tyndedes. – Gjennem Vinduet saa han de høie Stabler af ferske, gulhvide Planker og Folk og Heste, som havde travelt mellem Stablerne. Stadig klapred det derude af Planker, der slængtes af Vognene. Stadig fór Mænd afsted med dem derude som med et Vippebret – og kom tomhændte tilbage, og over Skulderen laa Bærepuden som en kjødfuld og fæl Gevækst. Stadig raabtes der og braakedes der paa Kontoret udenfor. Stadig. Stadig. – Og slig havde det nu braaket og staaket for Agas Øren i alle de forløbne Aar, slig havde nu Vippebrettene vippet og vippet for Agas Øine, slig havde Plankerne klapret, og slig havde Skyggerne ærgret ham.

Mattias Aga havde nemlig en Modvilje for Skygger. Noget henimod Skræk undertiden. Det havde vært saaledes i alle Aar og var saa fremdeles: Naar der gled en Skygge over det hvide Papir, fór Mattias Aga sammen, og kunde det hænde, den brede, haarede Haand klussed ud de ørsmaa Tal, som laa i dens Vei. Selv Konen, 50den danske Baronesse, havde, dengang hun leved ofte nok forgjæves anmodet ham om dit og dat, hvis han havde vækket til, idet hun kom. Og nu som da: Tvær og umedgjørlig blev han, dersom de kom saa forsigtig ind, at han ikke bemærked dem før ved Skyggen. – Hvad Fan, kunde han buse op, – kom de slig snikende som Tjyver efter? – Og Bonden dreied paa Luen: – Nei nei, han vilde bare høre saa lækkert. – Eller Kassereren smilte skjævt og fremførte Ærendet, det Aga saagodtsom altid kjendte paa Forhaand.

Det skulde da være Løgn at sige, han var let omgjængelig, den Aga: Toges der haardt i Klinken og tramledes der paa Tærskelen, da var det ogsaa galt: – Hvad er du for en Slamp tror du, du er i en Stald – eller tror du, du er paa Skydsskiftet? At komme slig tumlende! – Ud med dig igjen! –

Men rart med det – der taales jo endel, naar der staar en Magthaver bagenfor. Aga sad i sin Armstol, og ud og ind trabelerte Bønder, Spekulanter og Bordskrivere. Og det dunked paa Døren, og alt gik i Orden, eller det dunked ikke, og Aga fór sammen af Skyggen paa Papiret. Ud og ind, ind og ud gik Menneskerne, Ordre gav Aga, og Raad gav Aga, Handler afsluttedes, og Handler indlededes – der sad han endnu i Armstolen, naar Dagen helded. Og der blev roligere ude paa Forkontoret og ikke det evindelige Skrig af Dørklinken, og ude paa Tomten 51hørte Plankeklapringen op. Mattias Aga stirred ned i Bogen med de smaa Tal. – De tunge Planker, hvori endnu Saften flød mellem Fibrene, var jo de smaa, smaa Tal i Agas Bøger Plankedunket, som han havde hørt alle de udslagne Dage, og Synet af de smaa Tal, de føied sig sammen i Agas Hjerne, de blev til noget, der klang. – Men den døde Klang – blev til Klapring og Brag af Seil paa Skibe, der rulled over Bølger, og til Raab fra Havnearbeideres Struber. Men den døde Klang, der fødtes af de smaa Zifre i Agas Bøger, den leved op, den trak sig ud over Oplandets Bygder, og tilslut sneg den sig ind i de grønne Skoge – og atter forvandledes den til Suset, der gik mellem Trærne. Det var Vekselbruget i rige Mattias Agas Forretning: Hvad kom af Skog, blev til Skog paany. – –

Han vak af en Skygge paa det hvide Papir. Fjærpennen kradsed et langt Risp nedover Talrækken og spratt ligesom forskrækket langt henover Gulvet. Sekundet efter skulde dog Agas Øine havt sit vante lure Blik, og han skulde skjændt: – Hvad Fan? – Men for første Gang paa mangfoldige Aar glemte han det. Agas Øine stirred og slap ikke Stirringen.

En ung Pige saa han, smal, i sort Kjole, – en med blegt Ansigt og mørkt Haar. Om det hvide Ansigtet skimted han nu i Skumringen Haaret at ligge sort og tungt, som klæbed det drivvaadt mod Tindingen. Og Øinene stirred 52sig ind i hans – urædde, anklagende der kom ogsaa en stor og taus Foragt i dem. Mattias Aga rørte ikke en Muskel. Stirred. Bare stirred. – Som om han ikke kjendte det hvide Ansigtet? Som om han ikke havde seet det tusen Gange før, det dødsblege Ansigtet, med Haaret, som flød i ett med Mørket? – Og han saa det nu, som han engang havde seet det i Feberdrøm – det var, og det var alligevel ikke. Den hvide Haanden, som lyste – den hvide Haand, den hvide Haand – som om Haanden alene lyste? – Som hun hæved den, holdt den om noget – hvidt, som knitred – og hun lagde det foran ham paa Bordet. Mattias Aga rørte stadig ikke en Muskel. Hvorfor skulde Mattias Aga tage i det hvide? Noget skrækkeligt kunde det jo være – hvad vidste han nu! – – Da var det atter den hvide Haand, og begge de hvide Hænder, de tog det hvide knitrende fra Bordet – de holdt det høit op – og rev. Men det var bare en kradsende Lyd af Papir – og ned for Mattias Aga faldt to hvide Blade. Da hørte han nogen sukke befriet i det samme hun kasted Hodet tilbage – han syntes ogsaa skimte et Smil. Men henne ved Døren, der sagde hun noget med lav Stemme: – – En Ting at give, en anden Ting at tage imod, var det sidste. Og ud gik hun.

Først Da Mattias Aga hørte Smeldet i Klinken til den ydre Dør, sprang han op:

53«Hei,» raabte han hæst. «Vent lidt! Hvem var du?»

«Unge Fernanda Torsen,» svarte det stilfærdig ude fra Tomten.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.